Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

eksempel, at hans forklaring ændrer sig fra det mere sandsynlige til det mindre sandsynlige.
Samtidig forsøger det fortællende jeg at præsentere den nye forklaring som en gammelkendt
sandhed, hvilket ordet ”tillige” indikerer. Som læser er man altså nødt til at vurdere, hvilken af disse
forklaringer, der virker mest sandsynlig. Ud fra tekstens samlede mening vil det derfor være muligt
at rekonstruere meningen med det fortællende jegs anden forklaring. Ud fra de informationer
omkring forholdet mellem det oplevende jeg og fiskerkonen, man får som læser, er der intet, der
indikerer, at der skulle være nogen grund til, at det oplevende jeg skulle føle det nødvendigt at
trække sig tilbage fra fiskerkonen.
Fiskerkonen
Ovenstående modstridende beskrivelser indikerer, hvordan det fortællende jegs forsøg på at
overbevise læseren om alvoren i forholdet mellem fiskerkonen og det oplevende jeg mislykkes. Dog
er det ikke modsigelser, der er mest fremtrædende blandt de problemer, der er at finde i fortællerens
beskrivelse af fiskerkonen. Det er snarere det fortællendes jegs manglende evne til at gennemskue,
hvad deres forhold egentlig består af, der er dominerende. Det ses tydeligt, da det oplevende jeg
fragter fiskerkonen over fjorden og ikke kan beslutte sig for ”[...] om jeg skulde røbe vort gamle
Bekendtskab eller ej [...]” (Pontoppidan 1999: 365). Dog består deres ”gamle bekendtskab” af, at
hun har skænket kaffe til ham og en gruppe fiskere. Der er intet i hans egen beskrivelse af dette
forløb, som tyder på, at der var noget mindeværdigt i deres daværende møde.
Ligeledes er der meget lidt, som tyder på, at det fortællendes jegs fortolkning af fiskerkonens
signaler stemmer overens med, hvad hun egentlig har udtrykt, og der er ingenting, der indikerer, at
dette skulle være det ”Kvinde-Æventyr” han gerne vil have det til at være.
To gange lykkes det det oplevende jeg at være alene med fiskerkonen. Begge gange bilder han sig
ind at have rollen som forfører. Da han har fragtet hende over floden forfølger han hende, men lader
ikke til at være i stand til at gennemskue situationen. I situationen fortolker han hendes hastige
vejrtrækning og blussende kinder som tegn på, at hun er stakåndet. Efter han har talt med Andreas
om ”fruentimmerjagt” ændrer han sin fortolkning fra det mere sandsynlige til det mindre.
”Nu, efter at Andreas havde aabnet mine Øjne, forstod jeg først, hvor kyllingedumt jeg havde baaret
mig ad. Den hele Situation blev mig med ét ganske aabenbar. Naturligvis havde Fruentimmeret i
Virkeligheden slet ikke været utilbøjelig til en Tilnærmelse. Hendes Mand var jo borte og havde været
det længe” (Pontoppidan 1999: 369).
36