Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Et tredje ironisk virkemiddel er, når forfatteren giver modstridende fakta i teksten 8 . Herunder hører
dramatisk ironi, som ifølge Booth er, når forfatteren ved brug af modstridende fakta ’beder’ os om
at sammenligne, hvad to karakterer siger om hinanden, eller at sammenligne en karakters udsagn
med efterfølgende handlinger (Booth 1975: 63).
Der er her ikke nødvendigvis tale om et middel til at gøre en fortæller upålidelig, men det kan være
det. Især når vi beskæftiger os med en jegfortæller, er det et vigtigt element at kigge på, om vores
fortællende og oplevende jeg fortæller os noget, som er i direkte konflikt med den information, vi
får fra andre karakterer. Det er dog også vigtigt at være opmærksom på de problemer, der, som vi
har været inde på tidligere, kan opstå i en jegfortælling, hvor al information almindeligvis medieres
gennem jegfortælleren.
4. ”Clashes of Style” (Booth 1975: 67)
Den fjerde ironimarkør er, ifølge Booth, når der er tydelige brud på stilistiske normer. Det kan enten
forekomme, hvis fortællerens fortællestil adskiller sig fra, hvad læseren selv anser som det normale,
eller hvis fortællestilen adskiller sig fra den stil, fortælleren plejer at bruge.
Dialekter gør os fx opmærksomme på, at forfatteren ikke taler med sin egen stemme, og det
forbereder os således på at være opmærksomme på andre tegn, der er i modstrid med vores andre
standarder for opførsel og tale.
Den tydeligeste brug af stilistiske spor i ironi finder vi i parodien – en forfatters hånende imitation
af fx en genre eller en anden forfatters skrivestil. Der er uenighed om, hvorvidt parodi skal defineres
under ironi, men det er den i Booths definition: Den umiddelbare mening skal afvises, og en anden
højere mening skal findes gennem rekonstruktionen. Det kræves selvfølgelig, at læseren er bekendt
med fx den forfatter eller genre, der parodieres, før effekten opnåes, og det kan således siges at være
en elitær ironi.
5. ”Conflicts of Belief” (Booth 1975: 73)
Det sidste ironiske virkemiddel, Booth nævner, er holdningskonflikten. Denne opstår når vi som
læsere opdager en umiskendelig konflikt mellem de holdninger, der udtrykkes i teksten, og de
holdninger vi selv har og dem, vi tror, forfatteren har. Især ulogiske elementer, som bryder med,
hvad der anses som den konventionelle tankegang, kan være bevidste ironiske invitationer fra
forfatteren.
8 Vi må som udgangspunkt gå ud fra, at de modstridende elementer er ironiske elementer der med vilje (og altså ikke
pga. sjusk) er skabt af forfatteren med henblik på at blive hørt, læst og allervigtigst forstået af læseren.
24