Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Vi har endvidere behandlet de tre typer fortællerkommentarer – den dekorative, den psykologiske
og den indgribende, og vi vil i vores analyse bl.a. benytte disse til at karakterisere den enkelte
fortæller.
Ydermere har vi gjort os forskellige teoretiske overvejelser omkring upålidelighed, og hvordan
denne kan optræde i teksten. Sammenfattende kan man sige, at der er tale om en
trekantsforbindelse, når man taler om upålidelighed. Trekantsforbindelsen opstår mellem fortæller,
implicit forfatter og læser, og fortælleren bliver upålidelig, når han bevæger sig væk fra den
implicitte forfatters normer. Der er flere forskellige typer af upålidelige fortællere, hvilket viser sig
alt efter, hvordan de bevæger sig væk fra den implicitte forfatters normer. Upålideligheden opstår
dog først i og med, at læseren bemærker denne bevægelse.
Før læseren bemærker fortællerens afvigen fra den implicitte forfatters normer, skal der være
forskellige tekstlige markører, der forstyrrer den overordnede konsensus i teksten. Disse markører
kaldes upålidelighedsmarkører.
Derudover opstiller Phelan og Martin seks typer af upålidelighed funderet i deres læsning af Booth.
Disse typer upålidelighed kan optræde i teksten som fejlrapportering, fejlfortolkning,
fejlbetragtning, underrapportering, underfortolkning og underbetragtning. Vi vil i den videre analyse
benytte os af disse begreber i forbindelse med afdækning af upålidelighed.
Booth præsenterer os for et analytisk værktøj til at identificere forskellige typer stabil ironi i en
tekst. Forståelsen af ironi er dog afhængig af de overenskomster, der er mellem læser og forfatter.
Ironi er ikke et skudsikkert virkemiddel, og når en forfatter benytter sig af ironiske elementer, er der
altid en fare for, at de ikke vil blive forstået. Det kan sagtens ske, at en ironisk tekst ikke indeholder
nogen åbenlyse stilistiske brud men stadig er ironisk, eksempelvis fordi enhver læser vil have svært
ved at opsnappe ironi, der latterliggør hans egne overbevisninger. Når man arbejder med en ironisk
tekst, er det derfor også vigtigt at tage højde for, hvordan tekstens historiske og geografiske
kontekst, adskiller sig fra læserens.
Overenskomsterne mellem læseren og forfatteren må altså siges at være den vigtigste faktor i
forståelsen og identifikationen af ironi, men netop derfor bliver det også et uklart virkemiddel med
mange faldgruber, som vi må prøve så vidt muligt at tage hensyn til i vores forestående analyser.
På baggrund af det præsenterede teoriapparat vil vi analysere romanerne ’Vildt’, ‘Højsang’ og ’Ung
Elskov’.
26