Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Jagten
Et af de steder i teksten, hvor det fremgår tydeligst, at det fortællende jeg ikke har den selvindsigt,
som den narrative distance kunne have givet ham, er i skoven, da det oplevende jeg og Andreas er
på jagt efter mestertyven. I hele dette forløb søger fortælleren at lægge op til, at Andreas er en lidt
farlig karakter. Det oplevende jeg beskriver Andreas’ beklædning og lægger vægt på, at han ”[...]
havde – Gud véd hvorfra? – pludselig faaet fat i en næsten ny, dobbeltløbet Bøsse [...]
” (Pontoppidan 1999: 394). Samtidig har Kristian advaret det oplevende jeg mod at tage med
Andreas efter mestertyven, da ”Det vilde ikke ta’e sig rigtig godt ud, om nogen traf Dem inde i
Skoven sammen med Andreas [...]” (Pontoppidan 1999: 394). Det oplevende jeg forsøger at få
Andreas til at tale om krybskytteri, men det lykkes ikke for ham, før de er i skoven og ”[...] min
Feltflaske et Par Gange var gaaet frem og tilbage imellem os, og vi havde faaet Tobakken tændt
[...]” (Pontoppidan 1999: 398).
Meget hurtigt, lader det til, ændrer stemningen sig fra, hvad det oplevende og det fortællende jeg
oplever som en venskabelig færd, til et skænderi mellem de to. Da det oplevende jeg bliver revet
med af sin egen iver og ønsker at sætte gang i tingene, udbryder Andreas ”[...] De skal nok være
rigtig stor paa det, hva’? Hu hej!... De er nok en Fandens Karl!... De skal rigtig vise Dem, hva?”
(Pontoppidan 1999: 401). Det oplevende jeg er tydeligvis chokeret over den vrede han oplever fra
Andreas’ side, og han føler, at hele Andreas’ væsen har ændret sig:
”Den indædte Forbitrelse, som hans Stemme ved disse Ord røbede, bragte mig til at studse. For første
Gang saa’ jeg opmærksomt paa ham – og Synet af den fremmede Skikkelse, der sad dér foran mig i det
graa Dagslys, gjorde mig ganske forfærdet. [...] Hele Ansigtet var uhyggeligt fortrukkent, og de halvt
tillukkede Øjne blev ved at stirre paa mig med en Ondskab, som om han havde haft Lyst til at dræbe
mig med sit Blik.” (Pontoppidan 1999: 401).
Denne ændring i Andreas’ væremåde bliver beskrevet af det fortællende jeg som et meget pludseligt
skift, og som meget overraskende for det oplevende jeg. Samtidig beskrives Andreas’ vrede som
meget voldelig af det fortællende jeg, og det fortællende jeg lægger op til, at Andreas ligefrem
ønsker at myrde ham.
”»Hæ!« vedblev han lallende, som om Lidenskaben havde lammet hans Tunge. Hans Læber var ganske
krampeblaa, og Øjnene formelig spillede af Mordlyst. »Saadan en Fyr!... En Hvalp!..
Københavnerfjols!... Prokuratorsnude!... «” (Pontoppidan 1999: 401-402).
38