Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

More documents

Recommendations

Info

Der er altså to problemer med fortællerens pålidelighed i dette forløb. For det første virker Andreas ikke så voldsom, som det fortællende jeg vil lade læseren tro. For det andet kommer Andreas’ udbrud umiddelbart meget pludseligt, og som læser undres man over hvorfor det netop kommer så pludseligt. Dette hænger sammen med, at man som læser kun har det fortællende jegs billede af situationerne, og da det fortællende jegs beskrivelse af handlingen ikke giver nogen eksplicit forklaring på hvorfor Andreas skulle hidse sig op, opstår der altså et problem med det fortællende jegs pålidelighed. Det fortællende jegs fortolkning af både situationen og af karakteren Andreas er utilstrækkelig, men dog er det som læser muligt at finde nogle fingerpeg, som indikerer at dette udbrud ikke er så pludseligt endda. På dette sted i romanen har det fortællende jeg allerede vist sig skyldig i manglende selvindsigt og mangel på indsigt i de øvrige karakterer. Han overdriver, og han er for sent ude til at opfange de rigtige signaler. Det fortællende jeg gør sig her skyldig i underfortolkning, da man som læser kan rekonstruere situationen med denne viden om det fortællende jegs mangler, og dermed komme frem til at udbruddet sandsynligvis ikke opstår nær så pludseligt, som det bliver beskrevet. Den ukritiske fortæller I romanen ser vi flere gange, at det fortællende jeg er upålidelig. Både det oplevende jeg og det fortællende jeg godtager ukritisk Andreas’ beskrivelse af sig selv som en rigtig Don Juan, skønt Andreas hverken er et særlig godt parti eller en særlig indtagende mand. Der er her tale om en fejlfortolkning fra det fortællende jegs side. Han er selv så imponeret af Andreas, at det ikke falder ham ind at stille sig kritisk overfor dennes historier. Selv da fiskerkonen med slet skjult foragt beskriver Andreas som en krybskytte og ”[...] vist mere end det” (Pontoppidan 1999: 376) får det ikke det oplevende jeg til at ændre holdning. På trods af, at krybskytteri både er ildeset og ulovligt har det fortællende jeg, trods den tidsmæssige distance mellem handlingsplanet og nedskrivningsplanet, ikke noget at bemærke i forhold til Andreas’ fremstilling af sig selv. Når det kommer til det oplevende jegs tanker om sig selv, fremstår det fortællende jeg ligeledes upålidelig. Han roser sig selv for ikke at have forført fiskerkonen, nu hvor han havde chancen. Påstanden om at han skulle have haft en chance er i sig selv ganske tvivlsom, men hans tanker om egne evner som forfører, er særligt upålidelige: ”Det var vel egentlig heller ikke saa besynderligt, om hun, der var vant til at blive kærtegnet af et Par plumpe Fiskernæver og kysset af en skraatobaksstinkende Mund, kunde have følt Lyst til for en Gangs 40
Skyld – om også blot af Nysgærrighed – at stifte Bekendtskab med en mere raffineret Erotik!” (Pontoppidan 1999: 369) At det oplevende jeg, som syttenårig, tænker denne tanke er ikke så bemærkelsesværdigt. Det bemærkelsesværdige, og upålidelige, er, at det fortællende jeg, her mange år efter, stadig mener, at det oplevende jeg – den syttenårige jomfru – kunne præstere ”en mere raffineret Erotik”. Her er igen tale om en fejlfortolkning fra det fortællende jeg. Yderligere er det en nærliggende tanke, at den implicitte forfatter anvender jegets tanker om sig selv, som en implicit karakteristik af både det oplevende og det fortællende jeg. Den implicitte forfatter påpeger dermed, at nok er der tidslig distance mellem handlingsplanet og nedskrivningsplanet, men at den erkendelsesmæssige distance mellem det oplevende jeg og det fortællende jeg ikke altid er særlig stor. Det fortællende jeg er med andre ord ikke blevet så meget klogere. Vi har tidligere i denne analyse været inde på, hvordan det oplevende jeg svinger fra en besættelse til en anden uden at kunne gennemskue, at den nye besættelse ikke er meget anderledes end den tidligere. Der, hvor dette bliver upålideligt, er, når disse gentagelser finder sted, uden at det fortællende jeg træder ind og forholder sig kritisk til sit tidligere jegs besættelser. På trods af den narrative distance mellem det oplevende og det fortællende jeg, er det fortællende jegs overblik over handlingen på nedskrivningsplanet tilsyneladende ikke meget større end det oplevendes jegs på selve handlingsplanet. Der er ingen, eller meget få, indikatorer på, at fortælleren træder ud af handlingen for at komme med kritiske kommentarer til sit oplevende jegs handlinger. Vi har allerede været inde på nogen af de steder, hvor fortælleren forholder sig mere eller mindre kritisk til sit oplevende jeg, fx da han kommenterer ”Jeg var kun 17 år” (Pontoppidan 1999: 347), og beskriver sig selv og sin ”[...] Optræden – især over for Damer – [som] kejtet og fuld af forloren Selvfølelse” (Pontoppidan 1999: 362). Dog vil de steder, hvor det fortællende jeg kigger på sit oplevende jegs handlinger med kritisk øje kun tage højde for den ændring, der sker i dette øjeblik og altså ikke for det generelle billede, der danner sig. Meget tidligt i romanen kommenterer fortælleren, at: ”Det varer aldrig længe, før man maa bekende, at Himlen, Skoven, Havet, Solnedgangen, Stjærnerne, o.s.v., ... at det altsammen alligevel kun er en pragtfuld Ramme, der kræver et levende Indhold [...] ” (Pontoppidan 1999: 349). 41
Page 1 and 2: Indholdsfortegnelse Formalia.......
Page 3 and 4: Indledning Formalia Omdrejningspunk
Page 5 and 6: uden for vores fokus. I dagbogsroma
Page 7 and 8: Vi forudsætter, at læseren af det
Page 9 and 10: distance mellem det oplevende og de
Page 11 and 12: de forskellige aktører. Forfattere
Page 13 and 14: Ved at fortælleren fx giver overfl
Page 15 and 16: Upålidelighed I det følgende afsn
Page 17 and 18: naturen i 1800-tallet har virket i
Page 19 and 20: Problemet med Booths definition af
Page 21 and 22: 1999: 151). Ironi og upålidelighed
Page 23 and 24: Ironimarkører Booth præsenterer i
Page 25 and 26: Ligesom punkt 2 ”Known Error Proc
Page 27 and 28: Analyse af ’Vildt’ Indledning A
Page 29 and 30: distanceret billede, der kun rummer
Page 31 and 32: Med dette udstyr tror det oplevende
Page 33 and 34: kan skyldes, at det fortællende je
Page 35 and 36: Endvidere modsiger det fortællende
Page 37 and 38: Yderligere bruger det fortællende
Page 39: Her er der dog en konflikt mellem d
Page 43 and 44: vores. Det er vanskeligt for en læ
Page 45 and 46: læserens tolkning. Det oplevende j
Page 47 and 48: Analyse af ’Højsang - skildring
Page 49 and 50: etydningen af titel og undertitel a
Page 51 and 52: illede han giver af sig selv, i ove
Page 53 and 54: efterfølgende handlinger. Disse uo
Page 55 and 56: man så vil [...]” (Pontoppidan 2
Page 57 and 58: igt bevæget Liv, levet i ubeherske
Page 59 and 60: ”Her blev jeg staaende henne ved
Page 61 and 62: Ironi ’Højsang’ er en fortæll
Page 63 and 64: Her er ironien dobbelt. Dels ironis
Page 65 and 66: har allermindst at gøre, og vil ve
Page 67 and 68: Analyse af ’Ung Elskov - blade af
Page 69 and 70: handlingsplanet. Yderligere udgøre
Page 71 and 72: Vi kan dog udlede det fortællende
Page 73 and 74: virkelig var tiltrukket af det ople
Page 75 and 76: Det fortællende jeg siger her dire
Page 77 and 78: Opsummering I ovenstående analyse
Page 79 and 80: Syntaktiske signaler som gentagelse
Page 81 and 82: ”Martha blev den Sommer mere og m
Page 83 and 84: ”…ikke kunde være sikker paa s
Page 85 and 86: oplevende jeg nærer en seksuel int
Page 87 and 88: Konklusion Vi har i vores analyser
Page 89 and 90: mellem fortælleren og læseren end
Page 91 and 92:
være Ellens følelser overfor det
Page 93 and 94:
talt om det ’tvetydige’ eller
Page 95:
Pontoppidan, Henrik (1999): Smaa Ro
show all

Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?