Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

Her lægger han afstand til den han var, før han opdagede jagten. Han ligefrem vrænger af sig selv
og sit tidligere verdensbillede.
Det er især fiskerkonen, han fantaserer om, og som han betragter som sit mulige bytte. Gennem hele
sin betagelse af fiskerkonen svinger han mellem en romantisk fantasi, hvor han tænker sig selv
forelsket i hende, og en mere driftsbetonet jagtmetaforik, hvor hun er et bytte, der skal nedlægges:
”Dag og Nat tænkte jeg med Græmmelse paa dette kostelige Vildt, som jeg i min Uerfarenhed
havde ladet slippe mig af Hænde” (Pontoppidan 1999: 369). Han viser sig som en fantast ved, at
han på trods af mangel på succes stadig holder fast i opfattelsen af sig selv som forfører og ethvert
tegn fra fiskerkonen bliver fejlfortolket af det oplevende og det fortællende jeg som tilnærmelser
eller som hendes accept af hans tilnærmelser. Dette ses tydeligt, da det oplevende jeg er på besøg
hos fiskerkonen og tror, at hans tilnærmelser gør indtryk på hende.
Upålidelighed
Modsigelser
Især i forholdet til fiskerkonen afslører det fortællende jeg sin upålidelighed. Det oplevende jeg
opbygger en fantasiverden, hvori han lader sig selv tro, at der er noget mellem dem. Første gang det
kommer til udtryk, er, da han ændrer forklaringen på, hvorfor fiskeriet ophører for hans
vedkommende. Yderligere er der to steder, hvor det fortællende jeg påstår, at han har fortalt noget
til læseren, men som ikke er at finde i romanen.
Dette sker første gang, da det fortællende jeg skal beskrive, hvordan hans kvindesyn har ændret sig
på grund af Andreas’ indflydelse. Efter det fortællende jeg har beskrevet sit manglende held,
kommer han med kommentaren: ”Til Trods for disse bitre Erfaringer havde jeg – som sagt – altid
været en fanatisk Beskytter af Kvindekønnets Ære” (Pontoppidan 1999: 362). Dette ”som sagt”
hænger dog ikke sammen med nogen kommentar eller lignende, hvor det fortællende jeg har
informeret læseren om sit forsvar af kvindekønnets ære. Yderligere kan det bemærkes, at det
fortællende jeg vælger en fremstilling af sig selv, hvor han har truffet det bevidste valg at beskytte
kvinders ære frem for at forsøge sig som erobrer. Dermed kan han tænke på sig selv som en, der har
truffet en ædel beslutning i stedet for at være en, der ikke har succes i forhold til kvinder.
34