Pontoppidans Jegfortællere.pdf - Henrik Pontoppidan

ironi, og ud fra dette opstiller han en række ironimarkører. Dette har vi også valgt at inddrage i
vores teoretiske kapitel.
Vi vil supplere Booths overvejelser omkring fortællerpålidelighed ved blandt andet at inddrage
Ansgar F. Nünnings antologi ’Unreliable narration – Studien zur Theorie und Praxis
unglaubwürdigen Erzählens in der englischsprachigen Erzählliteratur’. Nünnings forsknings– og
publikationsaktivitet er enorm, og han er en stor faglig autoritet på området inden for
litteraturhistorie og fortælleteori (Web 1). Han kritiserer i sin antologi Booths definition af den
implicitte forfatter i forbindelse med upålidelighed. Nünning forholder sig blandt andet kritisk til
Booth, fordi denne ikke inddrager betydningen af læserens kulturelle kontekst i forbindelse med
upålidelighedsmarkører. Vi inddrager således Nünning for at inkludere overvejelser omkring
læserens rolle i forbindelse med identificeringen af upålidelighed i jegfortællinger.
Nünning og Booth bliver sat over for hinanden i Greta Olsons artikel ’Reconsidering Unreliability:
Fallible and Untrustworthy Narrators’, og vi vil således bruge denne artikel i diskussionen omkring
Booth og Nünning og deres forskellige indgangsvinkler.
J. Phelan og M.P. Martin udbygger i ’”Weymouths” Lektioner: Homodiegesis, upålidelighed, og
Resten af Dagen’ Booths teori om upålidelige fortællere. Ifølge Phelan og Martin kan upålidelighed
have flere forskellige udtryk, og de introducerer 6 forskellige typer af fortællerupålidelighed. Vi
finder denne udvidelse af Booths upålidelighedsbegreb meget brugbar, og vi vil derfor introducere
og diskutere disse i forhold til Booth. De vil således være brugbare for vores undersøgelse af hvilke
typer upålidelighed, vi finder i teksterne.
Da vi har valgt at beskæftige os med jegfortællingen, vil vi i vores teorikapitel søge at afgrænse en
definition af en jegfortælling. Vi har til dette formål benyttet den svenske litteraturhistoriker Bertil
Rombergs definition af jegfortælleren, som den bliver præsenteret i bogen ’Studies in the narrative
technique of the first-person novel’ fra 1962. Vi vil bruge Romberg til at komme nærmere ind på de
særlige karakteristika, der er ved jegfortællinger. Endvidere vil vi benytte os af hans diskussion af
begrebet ’den narrative distance’, som er den distance, der optræder mellem det oplevende og det
fortællende jeg, og som er interessant i forhold til vores fokus. Også begrebet ’the convention of the
perfect memory’, der omhandler læserens accept af jegfortællerens tilsyneladende perfekte
hukommelse, vil vi inddrage. Romberg skriver samtidigt med Booth, og han tager derfor ikke
stilling til Booths teori, ligesom han heller ikke beskæftiger sig med læserens betydning for
tolkningen af en given tekst.
6