I virkeligheden er virkeligheden

At fokusere på det håndgribelige i sine omgivelser kan altså tolkes som Annes
måde at forholde sig til og undslippe konfrontationer på. Det er samtidig hendes måde at
fortælle på. Det potentielle reflekterende niveau ender konstant i det konkretes blindgyde,
men det er samtidig her læseren samler tråden op: Fortolkningsmulighederne ligger ofte i
selve fortællerens bestræbelse på at berette objektivt. Men fokuseringen på det
håndgribelige kan også tolkes – ontologisk – som en måde at forsøge at leve konkret på, og
som en afvisning af at søge mening gennem refleksion. Dette aspekt af det konkrete vender
jeg tilbage til i et senere afsnit.
Genkendelighed og narrativ organisering
Annes indirekte fortællestil og dens underforståetheder grænser sine steder til det
manipulerende og løgnagtige. Uden i øvrigt at påstå at romanen generelt er bestemt af en
særlig kvindelig synsvinkel, kan fortællestilen siges samtidig at afspejle en – måske lidt
beskæmmende – specifik kvindelig tilgang til f.eks. konflikter og konfrontationer. Flere
steder i dialogerne udstilles en typisk kvindelig indirekte og manipulerende
argumentationsform. Et eksempel er den episode, hvor Anne forsøger at overbevise Anders
om, at han skal tage med til Anita søns barnedåb. Hun præsenterer først ideen:
- Der er selvfølgelig den barnedåb på søndag, siger jeg.
Han sidder stadig med lukkede øjne.
- Det siger du jo.
- Du vil da gerne med, ikke?
- Har jeg noget valg?
- Jamen, vil du ikke gerne med?
- Nej. Men jeg går ud fra, at der ikke er noget valg.
- Selvfølgelig er der et valg. Du kan da bare blive hjemme. (…)
- Bliver du så hjemme? siger jeg.
- Ja.
- Nå. Så ringer jeg til Anita og siger, at vi ikke kan komme alligevel. (42)
Anne lader sig imidlertid ikke stille tilfreds med den løsning. Lidt senere tager hun sagen
op igen ved at nævne dåbsgaven, og Anders genkender hentydningen som endnu en
22