I virkeligheden er virkeligheden

1. Indledning
Hus og Hjem er fra 1999, og er Helle Helles tredje bog. Hun debuterede i 1993
med den genreubestemmelige Eksempel på Liv, kaldet både punktroman og
kortprosasamling, i 1996 kom novellesamlingen Rester, og senest har Helle Helle i 2000
udgivet novellesamlingen Biler og Dyr.
Som læser undrer man sig en del over Hus og Hjem og dens hovedperson Annes
beretning om sig selv og sit ret trivielle og almindelige liv, som det former sig over en
periode på ca. 6 måneder. Man afventer dramatiske højdepunkter, begivenheder som med
sikkerhed betyder noget for historien og for hovedpersonen, forklaringer eller
motiveringer af hendes handlinger og af hændelsesforløbet i det hele taget, en slutning som
kan kaste lys over det hele – men alt dette udebliver. Man er henvist til selv at besvare sin
undren med antagelser om betydningen af det skrevne. ”Der sker jo ikke en skid”, mente
Weekendavisens anmelder Lars Bukdahl fornøjet: ”Det er imidlertid denne ikke-skid, der
sker og sker, og sker (…)” 1 . Romanen skriver sig meget tæt på det banale og gør brug af en
’toppen-af-isbjerget-taktik’ – læserens antagelser foretages bestemt ikke ud i det blå, men
på baggrund af det usagte og underspillede i teksten. Man henvises til sin fornemmelse
for betydning, og dermed bibeholder romanen sin læsers undrende interesse.
Det var især novellerne i Rester, der gjorde Helle Helle kendt for sin
hverdagsrealistiske, stramme, nedtonede stil, og romanen har da også været set som en
videreførsel af stilen fra novellerne. Men den er andet og mere end det. Hus og Hjem er
efter min mening den af Helle Helles bøger der lykkes bedst i at nå en konkret og klar
tingslig realisme. Vi forventer måske indenfor novellegenren i højere grad end i romanen
det åbne, uforklarede og de løse ender. Samtidig bevirker novellens behandling af den
enkeltstående – og dermed allerede betydningsopladede – begivenhed, at den i højere grad
har en tendens til at metaforiseres og opnå de transcenderende betydninger, som Helle
Helle selv eksplicit modsætter sig. Bl.a. har hun gentagne gange afvist de mange
fortolkningsforslag til novellen ”Fasaner”: ”Jeg har mange ting, som kan tolkes som
symboler, uanset at jeg bliver ved med at sige at fasanen er bare en fasan. Folk kan ikke
forstå det, men jeg undlader helt bevidst at bruge visse ting, – fordi jeg véd, at det vil blive
fortolket symbolsk”. 2 I romanformen bruger Helle Helle romanens genreimplikationer, så
4