I virkeligheden er virkeligheden

enkelthederne i beskrivelsen af provinsmiljøet: Caféen på torvet med fyrfadslys, kunstig
efeu og en samling af almuekøkkentøj, og apoteket, hvor ”vinduerne er dekoreret med
store appelsiner og citroner af pap” (26). Scenerne fra den lokale byfest skildres således:
Der er levende musik på torvet foran caféen. Fire mænd i korte lærredsbukser spiller happyjazz, og rundt
omkring på pladsen står fok i små grupper og råber til hinanden. Nogle sidder i skyggen under store, hvide
parasoller og drikker fadøl af plastickrus. Der lugter af branket kød og popcorn, og jeg går forbi torvet i min
korte, hvide kjole og hilser på slagteren, der steger bøffer ved en stor grill uden for butikken. (127)
Beskrivelsen består næsten udelukkende af denoterede substantiver og handlingsverber i
præsens. Den er ydre og værdineutral, men læserens egne fordomme og sociale erfaring
gør dens detaljer sigende. Anita og Kims hjem er f.eks. som taget ud af et IKEA-katalog –
et typisk valg for generationen, som er midt i 30’erne – nydeligt og stilfuldt, i
overensstemmelse med tidens trend, men måske derfor også lidt ordinært. Byfesten er
tydeligvis en af den slags, som findes i enhver dansk provinsby. Personerne og deres miljø
skildres således ved dette udvalg af neutralt fremstillede detaljer.
Autenticiteten opnås altså dels ved fremstillingsformens forskellige
objektiverende greb, men også ved den plausibilitet, som det fremstillede har i forhold til
virkeligheden. Der er både tale om et sandsynlighedspræg i forhold til de hverdagslige og
genkendelige detaljer, men også om hvad man kunne kalde en psykisk plausibilitet, der,
som vi har set, gør sig gældende i den genkendende aflæsning af Annes fortælle- og
handlemåder som udtryk for forskellige psykiske mekanismer. Denne aflæsning bygger på
læserens indlevelse i Annes person. Den tidligere omtalte episode, hvor Anne aflyser sin
middagsaftale med den begrundelse, at hun er syg, og derpå foretager sig en række
handlinger, der ud fra et logisk synspunkt er divergerende, appellerer netop til læserens
forestilling om, hvad der ud fra en almen menneskelig indsigt er sandsynligt. Da der ikke
sker nogen forklarende sammenkædning af begivenhederne i teksten, animerer alene det at
hændelserne fremstilles i en bestemt rækkefølge, til årsagsbestemmende læsninger. I det
nævnte eksempel er det f.eks. bl.a. det faktum at Charlottes opmuntring i telefonen ”God
bedring” efterfølges af ”Jeg bager en æbletærte med masser af kanel”, der sandsynliggør,
at Anne ikke er syg, men blot finder på undskyldninger, der muligvis dækker over en
usikkerhed eller ubeslutsomhed i forhold til omgivelserne eller over andre skjulte motiver.
24