I virkeligheden er virkeligheden

2. Analyse af Hus og Hjem
2.1. Den oplevende fortæller
Jeg-fortælleren i Hus og Hjem er en ung kvinde, Anne, der flytter fra storbyen og
hjem til den provinsby, hvor hun er vokset op, og som hun forlod som ret ung, da begge
hendes forældre pludselig døde. Anne rejser i forvejen ned til sit og kæresten Anders’
nyindkøbte hus, for at male og sætte i stand. I barndomsbyen nærmer hun sig gradvist de
på en gang kendte og fremmede omgivelser – hun omgås høfligt naboerne, genoptager
forbindelsen med gamle veninder, og ikke mindst møder hun byens ugifte præst, Jens, der
bor i huset ved siden af. Men med de praktiske gøremål bliver det ikke til så meget.
Læsningen af romanen pejles uvilkårligt af dens dobbelttydige fortællerrolle:
Denne bunder i en modsætning mellem jeg-fortælleren, Annes, subjektive beretning og
hendes distancerede og objektiverende fortællestil.
Som jeg-fortæller befinder Anne sig på et nutidspunkt i forhold til begivenhederne, der
berettes i præsens. Når hun beretter i datid eller fremtid, er det altid med et tidsmæssigt
udgangspunkt i en nutidig episode, som f.eks. i denne indledning til kapitel 13:
Der er fem dage, til Anders flytter herned, og om aftenen har jeg inviteret Anita og Charlotte til at komme og
spise. Vi skal have kyllingefrikassé med grønne asparges, selv om det ikke er sæson for asparges endnu. Men
supermarkedet havde fået et parti hollandske hjem, og jeg endte med at købe tre bundter. Jeg har skåret
hovederne fra og blancheret stilkene så de er klar til at vende i frikasseen, lige før vi skal spise. 4
Afstanden mellem fortælletid og fortalt tid er således meget lille. Selve fortællesituationen
nedtones, så der skabes en illusion af, at begivenhederne sker på det tidspunkt, hvor der
fortælles. Den afstand der normalt eksisterer, både tids- og bevidsthedsmæssigt, mellem et
oplevende og et berettende - og dermed reflekterende - jeg, ophæves. Her er der istedet
paradoksalt tale om en form for oplevende fortæller, der er tæt på begivenhederne, men
samtidig er i stand til at berette nøgternt om dem.
Denne fortællestil underbygger og konstituerer hele romanens ikke-reflekterende, ikke-
kommenterede, sceniske fremstilling. Jeg’et sætter ikke på noget tidspunkt sig selv uden
8