I virkeligheden er virkeligheden

funderes i digtets musikalitet, rytme og klang. Digtet er selvreferentielt, det relaterer sig,
ifølge Søren Ulrik Thomsen, kun til sit eget ophør, ligesom det minimalistiske objekt kun
eksisterer som konkret udstrækning i det fysiske rum og relaterer sig til sin egen ikke-
væren. 32 Den prosa som Helles tekster repræsenterer, vil derimod, i kraft af sin fiktionalitet
og måden hvorpå den tematiserer genkendeligheden og fiktionaliteten, altid være relationel
i forhold til virkeligheden.
Den nulpunktsbestemte ontologi kan efter min mening ikke overføres på Helles
prosatekster – problemet er, at teksternes fortolkningsbaserede (positivt bestemte)
merbetydning simpelthen ikke er til at komme uden om. I behandlingen af det velkendte og
plausible opbygges en relation til læseren, som netop ikke er fremmedgørende. I analysen
af Hus og Hjem har jeg forsøgt at vise, hvordan teksten tværtimod tilstræber en ontologi,
der nægter at adskille tekstens betydning og læserens forståelse. Derved er betydningen
både i teksten og i fortolkningen, og den uundgåelige betydningstilskrivning legaliseres.
Mit teoretiske udgangspunkt for denne læsning er fænomenologien, der som teori er mere
brugbar i forhold til teksten, fordi det ud fra den lader sig gøre at bestemme romanens
ontologiske status positivt: som betydningsopladning frem for betydningsreduktion.
En positivt bestemt ontologi
Max Ipsen trækker i sin artikel nogle skarpe skel, som er vigtige at få defineret i
forhold til min egen optik på Hus og Hjem. Artiklen viser, at uforsonligheden mellem det
minimalistiske og det realistiske udgangspunkt for tekstlæsningen bunder i en forskel i
værkopfattelsen, og dermed i værkets muligheder for at repræsentere virkeligheden.
Hus og Hjem deler nogle væsentlige træk med Minimal Art og den konkrete poesi,
og kunne, som Ipsen påpeger, ikke tænkes uden dette kunstneriske opbrud. Disse træk er,
foruden reduktionen eller ’nedbarberingen’ af udtrykket, bl.a. nærværsbegrebet og værkets
relation udadtil – rammesætningen – dvs. det at værket blot berammer mødet med læseren.
Men i Helle Helles tekst forvaltes disse træk anderledes. Romanen sætter, som værket gør
det i Minimal Art, en ramme for mødet med læseren, og relationen mellem værk og læser
er bestemt af et nærvær: Nærværstermen er, som vi har set, bestemmende både for
romanens udsigelsesstruktur, der danner basis for dens betydningstilskrivning i forhold til
50