Missionary Preparation Student Manual (Religion 130)

og hans penge. Han var min far og min stavspræsident,
og han var en klog og inspireret mand. Han
skrev et meget kort brev til mig, hvor der stod:
›Kære Gordon, jeg har fået dit seneste brev. Jeg
har kun ét forslag: Glem dig selv og gå i gang.‹
Tidligere denne morgen havde min kammerat og
jeg i forbindelse med vores studium af skriften læst
disse af Herrens ord: ›For den, der vil frelse sit liv,
skal miste det; men den, der mister sit liv på grund
af mig og evangeliet, skal frelse det‹ (Mark 8:35).
Disse af Mesterens ord – efterfulgt af min fars brev
med hans råd om at glemme mig selv og gå i gang
– gik helt ind i mit inderste væsen. Med min fars
brev i hånden gik jeg ind i vores soveværelse i huset
på 15 Wadham Road, hvor vi boede, lagde mig på
knæ og gav et løfte til Herren. Jeg indgik pagt om,
at jeg ville forsøge at glemme mig selv og miste
mig selv i hans tjeneste.
Den dag i juli 1933 var den dag, jeg traf min
beslutning. Et nyt lys kom ind i mit liv og en ny
glæde ind i mit hjerte. Englands tåge
syntes at lette, og jeg så solen. Jeg fik
rige og vidunderlige oplevelser under
min mission – noget som jeg vil være
evigt taknemmelig for« (»Taking the
Gospel to Britain: A Declaration of Vision, Faith,
Courage, and Truth«, Ensign, juli 1987, s. 7).
En almindelig udfordring, som mange missionærer
står over for, er hjemve. Præsident Ezra Taft
Benson foreslog en løsning på problemet med
hjemve: »Jeg har ofte sagt, at en af de største
hemmeligheder bag missionering er arbejde!
Hvis en missionær arbejder, får han Ånden; hvis
han får Ånden, underviser han ved Ånden; og
hvis han underviser ved Ånden, når han ind til
menneskers hjerte og er lykkelig. Han har ikke
hjemve, bekymrer sig ikke om familien, for al tid
og alle talenter og tanker er fokuseret på missionærgerningen.
Arbejde, arbejde, arbejde – der er
ingen tilfredsstillende erstatning, især ikke hvad
missionering angår« (The Teachings of Ezra Taft
Benson, 1988, s. 200).
Ved en anden lejlighed sagde præsident Benson:
»Hvis du vil beholde Ånden, elske din mission og
ikke have hjemve, skal du arbejde. Men husk præsident
Thomas S. Monsons ord: ›Arbejde uden
visioner er slid og slæb. Visioner uden arbejde er
drømme. Arbejde forenet med visioner er skæbne.‹
Der er ingen større opmuntring eller tilfredsstillelse
end at vide efter en hård dags missionering, at du
»Glem dig selv
og gå i gang.«
F YSISK OG FØLELSESMÆSSIG FORBEREDELSE
har gjort dit bedste« (Teachings of Ezra Taft Benson,
s. 200-201).
Præsident Gordon B. Hinckley citerede en journalist
for bedre at illustrere vores behov for at bevare
en passende og positiv indstilling, når vi står over
for udfordringer. Hans råd er passende for dem,
der forbereder sig til en fuldtidsmissions daglige
anstrengelser.
»Jeg holder meget af disse ord fra Jenkins Lloyd,
som jeg klippede ud af Deseret News for mange år
siden. Han sagde:
› Enhver, der tror, at lyksalighed er normen, vil
spilde megen tid med at fare omkring og hyle op
om, at han er blevet snydt.
De fleste bolde ryger ikke i mål. De fleste bøffer
er seje. De fleste børn vokser op og bliver ganske
almindelige mennesker. De fleste lykkelige ægteskaber
kræver en stor grad af gensidig tolerance.
De fleste job er ofte kedelige.
Livet er som en togrejse i gamle dage
– forsinkelser, sidespor, røg, gnister og
rystelser, der kun af og til afbrydes af
smukke udsigter og glæden ved at
fare af sted.
Hemmeligheden er at takke Herren for, at man
har fået lov til at køre med‹ (Deseret News, 12. juni
1973)« (»En samtale med enlige voksne«, Stjernen,
nov. 1997, s. 20).
Hvis en person lider af – eller har lidt af – en
psykisk sygdom (så som depression, angst eller
tvangshandlinger), så kan en del af missionsforberedelsen
være at søge professionel behandling og
måske medicin. Ældste Richard G. Scott fra De
Tolv Apostles Kvorum har givet følgende råd:
»Missionering er usædvanligt krævende. Hvis I har
følelsesmæssige udfordringer, som kan stabiliseres,
så I kan klare en fuldtidsmissions svære krav, kan I
blive kaldet. Det er afgørende, at I fortsætter med
at tage jeres medicin under jeres mission eller indtil
kompetente læger råder jer på anden vis. Anerkend,
at psykiske og fysiske udfordringer er ens. Man må
gøre alt, hvad man kan, for at forbedre situationen,
og derpå lære at leve inden for de tilbageværende
grænser. Gud bruger udfordringer, så vi kan vokse
ved at overvinde dem« (»Opnå jeres fulde potentiale«,
Liahona, nov. 2003, s. 42).
At rådføre dig med din biskop eller stavspræsident
på et tidligt tidspunkt om sådanne bekymringer er
afgørende for din missionsforberedelse.
M ISSIONÆRFORBEREDELSE E LEVENS HÆFTE
93