Missionary Preparation Student Manual (Religion 130)

Zwingli fra Schweiz forsøgte gennem sine skrivelser
og belæringer at tage alle kristne lærdomme op til
fornyet overvejelse i bibelske vendinger. Hans mest
berømte udtalelse griber én om hjertet: ›Hvad gør
det? De kan slå legemet ihjel, men ikke sjælen.‹
Og hvem kan ikke i dag værdsætte John Knox’ ord?
›En mand, der har Gud med sig, er altid i flertal.‹
Jean Calvin, der ældedes alt for tidligt på grund
af sygdom og det uophørlige arbejde, han havde
påtaget sig, opsummerede sin personlige filosofi
med udtalelsen: ›Vor visdom består næsten udelukkende
af to ting: Kundskaben om Gud og kundskaben
om os selv.‹
Andre kunne bestemt nævnes, men en bemærkning
om William Tyndale vil måske være tilstrækkelig.
Tyndale følte, at mennesket havde ret til at vide,
hvad der var lovet dem i skriften. Over for dem,
der modsatte sig hans oversættelsesarbejde, erklærede
han: ›Hvis Gud vil skåne mit liv ... vil jeg gøre
det muligt, at den dreng, som pløjer marken, skal
vide mere om skrifterne, end I gør.‹
Således var de store reformatorers liv og lærdomme.
Deres gerninger var heltemodige, deres indsats
stor, deres ofre mange – men de gengav ikke Jesu
Kristi evangelium« (»Vejen hjem«, Konferencetaler
1973-75, s. 214).
Præsident Monson sluttede af med at sige, at
reformatorernes anstrengelser ikke var forgæves. De
forberedte de forhold, hvorunder Bibelen blev tilgængelig
for ærlige søgere af sandheden, deriblandt
unge Joseph Smith jun.: »Man kunne om reformatorerne
spørge: ›Var deres ofre forgæves? Var deres
kamp nyttesløs?‹ Jeg svarer med et velovervejet ›nej‹.
Bibelen var nu tilgængelig for almindelige mennesker.
Hver enkelt kunne nu bedre selv finde vej.
Hvis alle bare kunne læse og alle kunne forstå!
Men nogle kunne læse, og andre kunne høre, og
alle havde adgang til Gud gennem bøn« (»De viste
vej«, Stjernen, juli 1997, s. 55).
Præsident Joseph Fielding Smith forklarede, at
alle disse reformatorers arbejde beredte vejen for
evangeliets gengivelse:
»Under forberedelsen af denne genoprettelse oprejste
Herren sådanne ædle mænd som Luther, Calvin,
Knox og andre af dem, vi kalder for reformatorer, og
gav dem magt til at bryde de lænker, der bandt folket
og nægtede dem deres hellige ret til at dyrke Gud i
overensstemmelse med deres samvittigheds bud ...
Sidste dages hellige ærer alle disse store og frygtsomme
reformatorer, som sprængte de jernlænker,
der bandt den religiøse verden. Herren var deres
beskytter i denne mission, der var fyldt med farer.
På det tidspunkt var tiden imidlertid ikke inde til
genoprettelsen af evangeliets fylde. Reformatorernes
arbejde var af stor betydning, men det var et forberedende
arbejde, og de ville ikke på nogen måde
miste deres velfortjente løn« (Lærdomme om frelse,
bind 1, s. 157-58).
Præsident Smith forklarede, at reformationen
»virkelig [var] vor nye tid, der gryede. Åget af den
store magt, som holdt nationerne bundne, ikke blot
fysisk, men også psykisk, var brudt, og lysets stråler
begyndte at bryde sig vej igennem, således at religionsfrihed
og personlig frihed blev forordnet«
(Lærdomme om frelse, bind 1, s. 159). Tiden var nu
inde og omstændighederne rette til at unge Joseph
Smith kunne kaldes til at blive genoprettelsens første
profet.
TING TIL OVERVEJELSE
• Hvad kan vi lære fra den gentagne cirkel med
frafald og genopretttelse?
• På hvilken måde bidrog reformatorerne til at
gøre genoprettelsen mulig?
• Hvad kan vi gøre for at opdage og beskytte os
selv mod personligt frafald?
FORSLAG TIL OPGAVER
• Lær mindst to skriftsteder udenad, der fortæller om
frafaldet. Nogle henvisninger omfatter Es 29:13-14;
Am 8:11-12; ApG 20:29-30; Gal 1:6-8; 2 Tess 2:1-3;
2 Ne 27:1; Morm 8:28 og L&P 1:14-16.
• Læs beretningen om det første syn i Joseph
Smith – Historie 1:5-20.
ANBEFALET EKSTRALÆSNING
Tro mod sandheden: Et evangelisk opslagsværk
• »Frafald« (s. 48-49)
• »Profeter« (s. 122-123)
NOTER OG INDTRYK
P ROFETER OG FRAFALDET
M ISSIONÆRFORBEREDELSE E LEVENS HÆFTE
69