Missionary Preparation Student Manual (Religion 130)

herunder lærde mænd, som blev indflydelsesrige
nyomvendte til kristendommen, havde svært ved
at acceptere de enkle lærdomme i den tidlige kristendom:
En enbåren Søn, som sagde, at han var
sin himmelske Faders udtrykte billede, og som
lærte sine tilhængere at være ét, ligesom han og
hans Fader var ét, og en Messias, som døde på et
kors og senere viste sig for sine tilhængere som et
opstandet væsen med kød og ben.
Sammenstødet mellem den spekulative verden i
græsk filosofi og den enkle, bogstavelige tro og
skikkene hos de første kristne skabte voldsom strid,
som truede med at øge de politiske forskelle i det
splittede romerske imperium ...
I den proces, vi kalder frafaldet, blev den håndgribelige,
personlige Gud, som er beskrevet i Det Gamle
og Det Nye Testamente, erstattet af den abstrakte,
ufattelige guddom, som blev defineret som et kompromis
med spekulative principper i den græske
filosofi. Teksten i Bibelen forblev den samme, men
den såkaldte ›skjulte mening‹ af skriftens ord blev nu
forklaret i et sprog fra en filosofi, der var fremmed
for troens oprindelse« (»Frafald og genoprettelse«,
Stjernen, juli 1995, s. 86).
Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles
Kvorum talte om, hvordan Herrens præstedømmemyndighed
blev borttaget fra jorden:
»De første kristne udholdt forfølgelser og trængsler.
Peter og hans brødre havde svært ved at holde
sammen på Kirken og bevare lærdommene uforfalskede.
De rejste vidt omkring og skrev til hinanden
om de problemer, de mødte, men oplysningerne
blev viderebragt så langsomt, og Kirken og dens
lærdomme var så nye, at det var vanskeligt at korrigere
falske lærdomme, før de rodfæstede sig (se
2 Thess 2:3, 2 Tim 4:3-4) ...
Til sidst blev Peter og alle hans medapostle
slået ihjel med undtagelse
af Johannes den elskede. Apostlen
Johannes og Kirkens medlemmer
kæmpede for at overleve på trods af
gruopvækkende undertrykkelse. Til
deres evige anerkendelse tjener den
kendsgerning, at kristendommen rent faktisk overlevede
og i sandhed var en betydningsfuld faktor
ved slutningen af det andet århundrede efter Kristus.
Mange tapre hellige var med til at sikre, at kristendommen
overlevede.
»Reformation[en] førte
til øget fokus på religionsfrihed,
som
banede vejen for den
endelige genoprettelse.«
P ROFETER OG FRAFALDET
Trods disse helliges betydningsfulde tjenestegerning,
besad de ikke den samme apostolske myndighed,
som Peter og de andre apostle selv
gennem ordination havde modtaget under
selveste Herren Jesu Kristi hænder. Da denne
myndighed gik tabt, begyndte menneskene at
søge efter andre kilder til forståelse af lærdommene.
Som resultat heraf gik mange tydelige og
værdifulde sandheder tabt« (»Gengiven sandhed«,
Stjernen, jan. 1995, s. 63-64).
Den europæiske reformation bidrog til at
berede vejen for den endelige genoprettelse.
Ældste James E. Talmage, som var medlem af De
Tolv Apostles Kvorum, forklarede, at: »Under og
efter den apostoliske periode udviklede der sig et
almindeligt frafald, og at den oprindelige kirke
mistede sin magt, myndighed og sine privilegier
som en guddommelig institution og degenererede
til kun at være en verdslig organisation« (Det store
frafald, forordet).
Da apostlene ikke længere var der, påtog nogle
lokale gejstlige sig mere magt uden præstedømmemyndighed.
Disse lokale gejstlige fastsatte fremgangsmåder
og lærdomme for deres lokalområder
og påstod, at de var apostlenes rette efterfølgere.
Disse lokale gejstlige satte deres lid til logik og retorik
snarere end åbenbaring og gik dermed på kompromis
med Jesu Kristi sande lærdomme.
»Efter mange århundreder med åndeligt mørke
protesterede sandhedssøgende mænd og kvinder
mod den tids religiøse skikke. Det var gået op for
dem, at mange af evangeliets lærdomme og ordinancer
var blevet ændret eller gået tabt. De søgte
større åndelig forståelse, og mange talte om behovet
for en gengivelse af sandheden. De hævdede
dog ikke, at Gud havde kaldet dem til
at være profet. De forsøgte i stedet at
reformere de lærdomme og ritualer,
som de mente var blevet ændret eller
forvansket. Deres bestræbelser førte
til, at der blev organiseret mange protestantiske
kirker. Denne reformation
førte til en øget fokus på religionsfrihed,
som banede vejen for den endelige genoprettelse«
(Forkynd mit evangelium, s. 35).
M ISSIONÆRFORBEREDELSE E LEVENS HÆFTE
67