Velfærdssamfund - Økonomiske aspekter, Arbejdsrapport 2004:2

mer). Social forsikring med kollektiv finansiering via beskatning implicerer en yderligere
ændring af incitamentsstrukturen, i kraft af at rettigheder ikke er direkte sammenknyttet
med finansieringsbidrag, jf. nedenfor om skatteforvridninger.
Social forsikring har imidlertid bedre muligheder for at sprede aggregeret risiko, ikke
mindst mere persistent risiko. Dette sker via de automatiske budgetreaktioner, og det
afgørende er muligheden for intergenerationel risikofordeling via de offentlige budgetter.
Via udviklingen i den offentlige gæld har man mulighed for at udligne konsekvenserne
af aggregeret risiko mellem generationer. Som et eksempel vil en gældsopbygning
i en langstrakt periode med lavkonjunktur betyde, at denne risiko deles med
fremtidige generationer, der via skatterne skal finansiere gælden.
Et yderligere argument, der ofte fremføres, er, at social forsikring kan dække ikke
alene risiko, men også usikkerhed. Dette knytter an til en sondring introduceret af
Knight (1921) mellem risiko, hvor der til forskellige hændelser kan knyttes sandsynligheder,
mens dette ikke er tilfældet for usikkerhed. For risiko kan man således finde
en aktuarisk fair præmie, i modsætning til usikkerhed. Et eksempel på usikkerhed er
hændelser, som ligger uden for de fleste menneskers fantasi (f.eks. det mulige omfang
af flyterror i månederne efter terrorangrebet den 11. september 2001), og som ingen
derfor har overvejet at tilbyde eller tegne forsikring mod. Når hændelsen er indtruffet,
ændres denne opfattelse, men så er det for sent i relation til privat forsikring (i Danmark
stillede staten garanti for SAS’s flyforsikring, da selskabet ikke havde mulighed
for at forsikre sig på markedsmæssige vilkår). Offentlig intervention med hjælp til de
berørte kan her opfattes som etablering af en de facto forsikring ex post. De fleste vil
finde det rimeligt, at omkostningerne ved en hændelse, ingen har kunnet forestille sig
eller forudse, skal bæres kollektivt (ex post etablering af social forsikring).
Problemstillingen ovenfor er tæt knyttet til et andet aspekt i forhold til velfærdspolitikken,
nemlig et såkaldt tids-inkonsistensproblem. Dette problem kan have store konsekvenser
både for velfærdspolitikkens indretning, men også i forhold til de private
incitamenter. Når der i samfundet udspændes et meget fintmasket sikkerhedsnet, og
der både lægges vægt på lige muligheder og slutresultater, følger det, at den enkeltes
incitament til f.eks. at tegne en forsikring eller til at spare nok op til alderdommen
bliver reduceret. Der er et incitamentsproblem, da man ved, at velfærdssamfundet aldrig
vil lade nogen ”sejle deres egen sø”. Tids-inkonsistensproblemet kommer f.eks.
ind ved, at man (politisk) betoner, at det er vigtigt, at den enkelte selv tager initiativ og
har et ansvar, f.eks. for opsparing til alderdommen. Når folk ved dette, må man gå ud
fra, at de vil handle ud fra dette ansvar og derfor spare op. Den enkelte vil imidlertid
vide, at selvom man ikke får sparet op, vil velfærdssamfundet alligevel hjælpe en. Det
er ikke tids-konsistent i et veludbygget velfærdssamfund at nægte nogen hjælp med
henvisning til, at de bare på et tidligere tidspunkt kunne have taget et større ansvar
selv (man havner i en bail out-situation). Et eksempel er større ”vejrfænomener”
(stormskader eller oversvømmelse, f.eks. decemberstormen 1999). Her havde det været
muligt for alle (også skovejere) forinden at tegne en forsikring, at bygge mere solide
huse, eller lade være med at opføre huse i områder med stor risiko for oversvømmelse.
Ex post når skaden er sket, vil der imidlertid være et stort pres for, at det offentlige
skal gå ind med hjælp, da man lægger vægt ikke bare på proces, men også
resultat. Det er ikke tids-konsistent at afvise hjælpen. Med den viden bør man selvfølgelig
tilrettelægge politikken, så man ikke kommer i denne bail out-situation, dvs.
enten ved at gøre forsikring obligatorisk eller f.eks. forbyde bygning af huse på udsatte
områder.
23