Velfærdssamfund - Økonomiske aspekter, Arbejdsrapport 2004:2

informationsproblem eller moral hazard-problem i relation til at sikre, at man faktisk
hjælper dem, hjælpen er tiltænkt. For at illustrere denne problematik, betragt et samfund
som stiller en ”kontanthjælp” af et vist niveau til rådighed for alle. De, der modtager
denne hjælp, kan tilhøre en af to grupper, dels dem, ordningen er tiltænkt (personer
med lav indkomst, i forhold til hvem det er hensigten at lave omfordeling; det
kan være personer, der midlertidigt er uden job, syge osv.), dels ”misbrugere” af ordningen
(personer, der samtidig arbejder ”sort”, eller som alligevel ikke ville have taget
et arbejde). Hvis normer knyttet til ikke at modtage overførselsindkomster er stærke,
vil der være få af sidstnævnte, dvs. få såkaldte type II-fejl, hvor man giver til nogle,
der ikke burde have haft. Der vil imidlertid også være få i førstnævnte gruppe, der
modtager ”kontanthjælpen” (hellere gå for lud og koldt vand, end at nedværdige sig til
at gå på kommunen for at bede om hjælp), dvs. der er mange såkaldte type I-fejl
(mange, der burde få, modtager ikke noget). Med ”stærke” normer vil der således ganske
vist være få ”misbrugere”, men ordningerne vil kun i ringe grad nå deres mål.
Med ”svage” normer vil det modsatte være tilfældet. Stigmatiseringen bliver brudt,
men så følger der en risiko for ”misbrug” med. Det er ikke umiddelbart klart, hvad der
er bedst/værst. Det er åbenbart, at det ville være endnu bedre med normer knyttet til at
”bruge efter behov”. Det er imidlertid ikke umiddelbart klart, hvorledes dette skal implementeres,
eller om der tidligere, f.eks. i 50’erne eller 60’erne, har været normer af
denne type.
Et væsentligt argument for udbredelsen af universelle ordninger har været at undgå
stigmatisering, ikke mindst fordi det har en tendens til at være persistent. Universelle
ordninger har derfor gunstige effekter i relation til at undgå social exclusion. Det er
vigtigt, da det betyder, at nogle af de forandringer, der har været observeret i retning
af øget brug 19 af velfærdsordningerne, faktisk har været forudset og ønsket, se f.eks.
Rainwater (1979).
Et andet aspekt er normer knyttet til autoriteter. Den offentlige sektor har tidligere
været opfattet som en autoritet, men i kraft af øget uddannelsesniveau, information og
ændrede normer bliver denne autoritet udfordret (vi tager det ikke for givet, hvad de
siger på kommunen). Dette kan være problematisk, da det kan være udgiftsdrivende.
Det kan også være gunstigt, da det mindsker muligheden for rent-seeking i den offentlige
sektor, jf. ovenfor om policy-fejl, og dermed medvirker til, at den offentlige sektor
er mere rettet mod at tilgodese borgernes behov.
7. Migration – adverse selection for velfærdssamfundet?
Ovenfor er der blevet lagt vægt på det obligatoriske medlemskab i den sociale forsikring.
Dette kan tolkes som en social kontrakt, der fastlægger hovedtrækkene i den sociale
forsikring fra fødslen. Dette løser selektionsproblemet i private forsikringsmarkeder,
hvor forskellige risikotyper kan have en interesse i at udskille sig med den mulige
konsekvens, at der enten ikke kan etableres nogen forsikring, eller at den er ufuldstændig.
19 I praksis er brug ikke givet ved den gruppe der i f.eks. en lovtekst er defineret som modtagergruppen.
Der kan være en lang række grunde til mindre take-up, dvs. at ikke alle berettigede modtager ydelsen.
Det kan skyldes normer, omkostninger ved at udnytte ordningen eller manglende viden om ordningen,
se f.eks. Currie (2004) for en oversigt over empiri vedr. take-up.
33