Del 2 - Vordingborg Kommune

125
Lillienskjold byggede en ny enetages hovedbygning øst for Gl. Skuderupgaard. Han samlede
jorden fra sin oprindelige gård tæt på gården og dyrkede det. Hovedgårdsjorden fra de 2 godser
forpagtede han ud. I 1784 hed forpagteren Peder Neergård. Han var vist nok den sidste, der havde
træhesten i brug i Sydsjælland. Det gik ud over bondedrengen Peder Nielsen fra den gård, der
senere blev Stenlængegården i Mern. Han havde ikke pløjet godt nok fra gærdet. Efter 1 ekstra
forsøg smuttede ploven op igen. Da han ikke ville gøre et tredje forsøg, endte det med at
forvalteren gav ham både pisk og 1 ridetur på træhesten. Han kunne godt gå hjem fra Lilliendal til
Mern; men han kunne næsten ikke gå de næste par måneder. Hans far Niels Peder Madsen
anlagde retssag mod forvalter og forpagter. Han fik rettens sympati; men det løb ud i sandet, da de
anlagde modretssager mod Peder og hans far. Det blev ikke Peder, men lillebroderen Mads
Nielsen, der senere overtog Stenlængegården.
Da Mette Cederfeldt døde, blev Lillienskjold gift 3. gang og det endte med at han i 1785 solgte sine
2 godser til ejeren af Nysø, Oremandsgård og Jungshovedgården, som var etatsråd Reiersen. Han
var ungkarl og en anset handelsmand, der drev en stor oversøisk skibsfart; men han døde ugift i
1795.
Generalfiskal og justitsråd Peter Uldall, der havde været forsvarer for Struense, købte Lilliendal og
Høvdingsgård. Han ville lave et baroni for en af sine 2 sønner; men han døde pludselig i 1798.
Hans enke solgte godserne hver for sig. Lilliendal købtes af Th. Bech, der i 1802 solgte til Adam
Christopher Knuth.
Det var godserne og præsterne, der styrede en del af socialforsorgen og fattigvæsnet omkring år
1800. Den nærmeste familie tog sig så vidt muligt af enker og forældreløse børn; men kunne de
ikke, var det enten præsten eller godsforvalteren, der sørgede for at de fik et sted at være. Godset
havde selv tjenestefolk ned til 9 år.
Udskiftning/udflytning og hoveriets ophævelse var i sig selv en enorm udfordring. Der var mange
nye muligheder; men det var også en enorm udfordring. Hvor tingene før var foregået i fællesskab,
skulle man pludselig både bygge en ny gård på bar mark og rydde mark. Marken havde måske
aldrig været pløjet før, og var fuld af sten og trærødder. Det var langt fra alle, der kunne leve op til
det ambitionsniveau.
Det var dog så heldigt at nogen af de ældre, og dem det ikke gik så godt for, kunne blive boende i
nogle af de gamle stuehuse, somme tider helt op til 4 familier i en nedlagt gård. Da hoveriet var
ved, at blive ophævet, var der også brug for en del daglejere på godset. Nogle af gårdmændene
havde også brug for daglejere; men statsbankerotten i 1813 gjorde det ikke nemmere. Så der var
nogle, der endte som fattiglemmer i præstens huse(nogle af de nedlagte stuehuse ved
præstegården), andre blev indsiddere hos andre husmænd og gårdmænd.
Godserne var også retskreds. Birkeretten havde tidligere hørt under Ryttergodset.
Det var også godserne, der sammen med sognefogeden skulle sørge for vejvedligeholdelse og
snekastning på hoveribasis. Sognefogeden Gregorius Hansen på Tolstrupgården endte i retten i
1821, fordi han ikke ville skovle sne på Stampebakken på Kalvehavelandevejen, da det var og er
en del af Ø. Egesborg Sogn. Gregorius var meget stejl og ville ikke lade sig knægte.
Sognets sager blev lagt i lidt fastere rammer, da sogneforstanderskaberne blev indført i 1841.
Godsejeren og præsten var fødte medlemmer, og kun gårdmænd af hankøn havde stemmeret. De
blev senere afløst af sognerådene.
Adam C. Knuth drev ikke selv Lilliendal. I starten var Peder Neergård forpagter. I 1820 hed
forpagteren Dedendroth, og i 1834 var det Rasmus Mogensen. Han døde i 1837. Hans enke Sara
og hendes sønner fortsatte forpagtningen, til hun døde i 1845. Andreas Dige fortsatte
forpagtningen.
Frederik Christian Knuth ejede Lilliendal 1834-52; men godset var sat under administration, da
jorden trængte meget til dræning og anden modernisering.
Sønnen Adam Knuth solgte de fleste af bøndergårdene til arvefæste; men beholdt selv ejerskabet
og herlighedsværdi, herunder jagtretten. Så kunne der blive sat skik på godsets jord med dræning
m.m.
Christoffer Knuth startede på gården Østergård i1878. Han overtog Lilliendal i 1897. Han var
meget foretagsom. Han var medlem af sognerådet, amtsrådet og landstinget. Han havde
125