Del 2 - Vordingborg Kommune

174
1672-1680: Hans Hansen Sidelmann. 1856-1877: Johan Carl Ferdinand
Kallenbach.
1680-1685: Anders Sørensen Bruun. 1877- 1881: Gustav A.V. Hasselriis.
1686-1702: Peder Pedersen Højberg. 1881- 1907: Tycho Emanuel Spang.
1702-1720: Jens Pedersen Karleby. 1907- 1935: Provst H.P.Meinertsen
1720-1772: Laurids Pedersen Terpager. Provst. 1935- 1967: Olaf Krog-Meyer
(1755-1769). Hans Vilhelm Clausen Arent. 1968- 2000: Provst Jørgen Ertner.
1772- 1784: Troels Smith. Afløses af søn. 2000- : Alex Mark Knudsen.
Den mest markante af de ældste præster var Niels Hansen, da hans gravsten ligger inde i kirken,
hvor han blev begravet i 1612. Samme år blev hans kone også begravet i kirken. Hans 2 første
koner(i 1580 og1596) og 8 børn er ligeledes begravet i kirken.
Han får da også startet en større udvidelse af kirken med 4 sideskibe, der kommer til at virke som
et ekstra kirkeskib. I 1625 står denne del færdig.
I 1722 brænder præstegården, hvorved kirkens kalk brænder. Den nuværende blev anskaffet i
1727.
En anden markant præst var Laurids Pedersen Terpager. Han blev også provst. Han var præst i
mere end 50 år. Han skænkede i 1772 en oblatæske af ægte sølv. Den havde været brugt til
altergang i hele hans embedsperiode.
Hans svigersøn H.V.Arent, der var hans kapellan markerede sig også; men det var grundet
afsættelse på grund af horeri med flere af sine sognebørn. Han var også anklaget for deltagelse i
giftmord af de forsmåede ægtemænd.
Terpagers datter var død noget før Terpager. En anden datter blev moder til den senere godsejer
på Høvdingsgård og kirkeejer af Mern Kirke, Lars Terpager Hagen(1801-33).
L. T. Hagens første hustru, der var datter af Peter Johansen Petersgård blev gravsat i kapellet i
tårnrummet; men blev i 1973 flyttet ud i L. T. Hagens gravsted.
Terpager selv blev gravsat inde i kirkegulvet, ligesom det har været fremhævet i 1755, at flere
præster er blevet begravet i sakristiet.
Præsten H.C. Monrad havde været præst på Guldkysten, hvor han havde afløst Grundtvigs
brødre, som præst der; men han var blevet syg af malaria på Guldkysten, så han døde 2 år efter
sin ansættelse i Mern. Begge Grundtvigs brødre var døde af Malaria i Afrika.
O.D. Lütken var foregangsmand på landbrugsområdet. Han havde i 1839 beskrevet Præstø Amts
tilstand for Landhusholdningsselskabet. På Mern Præstegård havde han selv forsøg med
runkelroer, gulerødder, turnips og kålrabi. Kartofler var dog det bedste til kvægfoder. Han beskriver
også forsøg med hestebønner på Møn.
Udførsel af frugt og korn fra Sandvig Havn er også beskrevet. Ærter var en vigtig afgrøde. Han
beskrev også foderurter som vikker, kløver, engelsk- og fransk rajgræs og rødkløver.
Han beskrev også, at kammerråd Schmidt på Landsled brugte mange runkelroer, og berettede, at
køerne malkede herligt af dem.
Han omtalte også skovenes tilstand, bøndernes båndgøreri, ålefangst og sildefiskeri.
Han havde et kapitel, der hed: Hvilke dele af landbruget fortjene efter lokal- og tidsomstændighed
især anbefaling.
Animalsk eller vegetabilsk produktion? Kvæg eller fåreavl? Hesteopdræt? Hvilke vækster kunne
med fordel dyrkes? Produktion af flæsk anses for at være fordelagtig.
Han sluttede sin bog med, at Præstø Amt havde været forskånet for religiøse partier, samt en stor
hyldest til Frederik den sjette ved dennes død.
Efterfølgeren Peter Rørdam var Lütkens modsætning. Han var præst - ikke landmand. Peter
Rørdam kunne takke sin velynder enkedronning Caroline Amalie for stillingen.
I 1847 brændte den firelængede præstegård og dermed kirkebogen for Mern Sogn. Der var
ikke nogen kopi for perioden før 1815.
Præstegården brændte, da en 14-årig pige ansat i præstegården satte ild til den på grund af
problemer med sin foresatte husjomfru Bolette Rørdam, P. Rørdams søster, der havde en del
alkoholproblemer.
174