En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

More documents

Recommendations

Info

Nietzsches betragtning om, at der ikke kan laves nogen almengyldig morallov, fordi enkeltindividerne i deres væsensforskellighed ikke kan sammenlignes med hinanden. Det enkelte menneske må selv forme sine etiske regler og bør derfor altid agere sådan, at en gentagelse af en given handling er ønskværdig. Som herre over sit eget liv skal man have mod til at ville repetitionen. Som der står i Also sprach Zarathustra: ”Mod er den bedste morder: Mod, som angriber. Det dræber selv døden – thi det siger: ”Var det livet? Så – en gang til”” (127). Det stærke menneske skal således turde følge sin skæbne og turde ville, at hvert øjeblik i livet gentages uendeligt. Overfor den evige genkomst står kristendommens dualisme - ”den nietzscheske genkomsttanke er…fundamentalt ukristelig i sin tro på, at livets evige genkomst er den højeste lykke for overmennesket, fordi hans oplevelser er af en sådan skønhed, at han ikke kan blive færdig med dem” (Wamberg 285). Men Jastrau hverken kan eller vil forlige sig med katolicismens dogmatiske tro på, at verden er styret af en højere logik 16 ; han ønsker ikke hinsidig evighed, men dennesidig uendelighed, fordi ”[u]endeligheden er en egentlighedsfornemmelse af væren, fylde og samtidighed” og som belyst er det, som Jastrau søger, ”en kosmisk rumfornemmelse, hvor han selv kan være (kunstnerisk) skaber” (Alsig 28). Gennem størstedelen af Hærværk veksler Jastrau mellem at opleve gentagelsen som frihed og gentagelsen som indespærring, hvilket kan ses som et udtryk for hans gennemgående tvivl. Da Steffensen flytter ind i lejligheden, får Jastrau en ”anelse om sin desperate skæbne” (239), altså negativt betonet, men senere bliver alt ”smerteløst,” fordi ”han [giver] sig hen i sin skæbne” (300). Dysterheden afløses af en hengivenhed overfor det skæbnebestemte - amor fati – der, pudsigt nok, formuleres klarest, når Jastrau drikker: da kan han lade sig bære af skæbnen, der ikke fordrer aktiv deltagelse, og blot lade livet glide forbi. Når ædrueligheden rammer, derimod, bliver gentagelsen og skæbnebegrebet til en forbandelse. Kendetegnende for Jastrau er hans syn på fortiden som skæbnebestemmende for nutiden – tydeligt symboliseret ved romanens genkommende syfilissmitte, der påføres fra generation til generation, som en uundgåelig arvesynd. Da det går op for Jastrau, at Steffensens far, Stefani, sandsynligvis er smittekilden, dannes følgende angstfyldte tanke i ham: ”en mørk skikkelse ludede ind over hans liv, et menneske han ikke kendte, et menneske fra kaos, den 16 Jastrau ihukommer sin ”uovervindelige lede ved logikken til filosofikum” (145).
forrige generation…Er det sjælens forbandede uendelighed?” (423). For Jastrau repræsenterer fortiden således både sentimental retrospektion (ungdom) og determineret forbandelse (syfilis). Personernes handlinger er underlagt en art skæbnebestemmelse, hvilket hos Jastrau konkretiseres i lægens stumtjener: ”En grim og uhyggelig stumtjener…Det lignede et gammeldags torturinstrument…Der var altid en dom, som truede, og det med en middelalderlig, barbarisk strenghed. Hvad hjalp så den moderne humanisme. Intet” (182) 17 . Fortiden anskues som determination, fordi den bliver gentaget i nutiden. Jastrau fornemmer, at han er prisgivet en skæbnestyret forbandelse, hvor den moderne humanisme ikke medfører oplysning, men derimod opløsning. Derved forstærkes Jastraus begyndende forståelse af gentagelsens princip som en forbandelse, der er svær at bryde. Gentagelsens princip Gentagelsens eksistentielle forbandelse demonstreres og forstærkes ved, at Hærværk kompositorisk er formet omkring gentagelser. Alting er gentagelser i Hærværk: konkrete scener gentages (for eksempel de to skovture, de mange besøg på Bar des Artistes, Jastrau og Kjær i kurvestolene foran hotellet), sætninger og vendinger gentages (blandt andet inskriptionen fra detentionen ”Peter Boyesen hilser alle glade drenge” (174, 183, 199, 204, 350) og Jastraus ’Ecce Homo’-tanker (165, 166, 168, 173, 176, 182, 192, 220, 446)), og stederne varieres heller ikke meget; handlingen foregår stort set kun i lejligheden, på Dagbladet og i baren/ hotellet. Imidlertid er det ikke blot romanens ydre, konkrete faktorer, der konstituerer dens cirkelstruktur; også Jastraus tanker og følelser kører i ring. Hans bevidsthedsunivers styres på deterministisk vis af de samme genkommende tanker, der blandes med omgivelserne i en sådan grad, at Jastrau har svært ved at skelne mellem indre og ydre virkelighed: han hallucinerer og frygter de ydre tings indflydelse på hans tankevirksomhed: ”Noget levende lå på lur i tingene og kunne med ét myldre frem, bølge, opløse alt i hallucination” (107). Symbolikken omkring de omgivende ting griber konsekvent ind i Jastraus tilværelse: ”noget i denne virkelighed var nu drøm…[h]ver ting var symbolsk” (175). Virkelighed og drøm smelter sammen for ham: tiden i lejligheden med Steffensen får til sidst samme realitetsstatus som Jastraus drøm om de tre sorte mænd (433). Jastrau kan ikke længere skelne mellem det faktiske skete og sin egen bevidsthed. 17 Determinismen understreges ved en ordret gentagelse af stumtjener-citatet, da Jastrau senere ser en stumtjener hos pater Garhammer (396).
Page 1 and 2: ”En alge, der tror, at den er fis
Page 3 and 4: Da Jastrau i begyndelsen af Hærvæ
Page 5 and 6: sindstilstand 7 . Desuden udtrykker
Page 7 and 8: Jastrau finder da også en indre je
Page 9: Jastrau er som person, i lighed med
Page 13 and 14: Jastraus tiltagende oplevelse af ve
Page 15 and 16: Jastrau erkender, at digtningen har
Page 17 and 18: Bibliografi: Abrams, M.H. 1999. A G
Page 19: Stounbjerg, Per. 1991. ”Det ustad

En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?