En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

tanke” (77) - og omgivelserne som sådan eksisterer ikke. Derfor forlader Jastrau heller aldrig
romanens synsfelt. Kun få gange ses han med andre personers øjne 21 og ellers iagttager han
sig selv via de mange spejlinger 22 . En enkelt gang formulerer fortællerstemmen sig om
Jastraus udseende: ”…hans fedladne ansigt. Det var ikke hærget endnu; men det var træt,
noget udflydende og karakterløst…[d]et havde træk til at blive en vismands eller en
drankers” (13). Her antydes, at fortælleren ligger inde med en viden, som Jastrau ikke selv
besidder. Fortælleren er klogere end sin skygge, Jastrau, hvilket illustreres ved, at de
dækkede indre monologer ofte afsluttes med en konkluderende kommentar, der formuleres
uden Jastraus vidende. Hans tanker om billederne af moren og sønnen 23 afsluttes således
med replikken ”[h]an måtte vende dem om” (172), hvorved fortælleren indikerer, at
billederne vækker Jastraus skyldfølelse. Eller når Jastrau illuderer en bestemt stemning for at
skjule sandheden for og om sig selv: efter Anna Maries flugt 24 , bagatelliserer han hendes
fortvivlelse til fordel for hans eget ønske om opretholdelse af ’idyllen’: ”Hvor var Anna
Marie?…Å, det lille, fortumlede pigebarn!…Nu løb hun vel rundt på gader og stræder”
(348). Men Jastraus smil er ”svedent” (ibid.) lader fortælleren vide; han er uærlig. Det er
gennem sådanne iagttagelser, at læseren bliver klogere på Jastrau.
(Des)illusion eller erkendelse
Jastrau længes efter at være en spejling af sit romantiske ideal. Hans beslutning om at gå i
hundene beskriver han på et tidspunkt som en åbenbaring af romantisk karakter: ”[h]an var
pludselig brudt frem gennem et tæt krat og havde befundet sig på en skrænt højt over havet”
(285). Samtidig fornemmer han dog en vis ”falsk romantik” (ibid.) ved denne højstemthed,
og læseren sætter uvilkårligt spørgsmål ved, i hvilken grad Jastrau erkender sin illusion. Som
ved den indledende beskrivelse af anmeldelsen aner man en idyllisering af oplevelsen.
Andetsteds tænker Jastrau imidlertid, at ”det ville…være godt, om man kunne danne sig et
billede af sig selv, set udefra” (387). Men det er som bekendt udelukket – den objektive
verden findes ikke, og i de mange spejlinger ser Jastrau altid kun sin overflade (165).
21 Nemlig de tre kvinder Johanne, Anna Marie og Fru Kryger (Svendsen 85-86).
22 Jastrau spejler sig i alt 12 gange. Torben Ditlevsen noterer, at ”Jastraus stadige spejlen sig er på én gang
manifestation af hans selvreflekterende egocentri og et middel til at følge forfaldet i hans udseende, det ydre
tegn på en indre opløsningsproces” (290).
23 ”Men billedet af hans moder, i mahognirammen, den ganske unge kvinde, og billedet af hans dreng …det
latterligt vandkæmmede hår glattet ned i drengepanden. De stod derhenne på reolen…og stirrede på ham”
(172).
24 Anna Marie er Steffensens kæreste. I fuldskab klunser Steffensen og Jastrau om hende, hvorefter hun
fortvivlet forlader lejligheden.