En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

Jastrau er som person, i lighed med kunstværket selv, formet af modernitetens opgør
med den gamle verdens stabilitet. Som Pil Dahlerup udtrykker det i ”Hvad er modernisme?”
så har både transcendensen og immanensen mistet deres gyldighed i modernismen (29), og
deri ligger Jastraus konflikt: Jastrau vil nemlig tro på begge dele, selv om tiden ikke tillader
det. Transcendensen har han før fundet i skriveprocessen - den kosmiske oplevelse - og
immanensen - den uendelige sjæl - er den, han søger via rusen, bag maskerne.
Jastrau vil gerne tro, at kunsten kan genskabe en tabt symbiose (ligesom det
modernistiske værk forsøger at skabe en helhed på baggrund af en tabserfaring), men
erkender efterhånden, at han ikke bliver digter igen: symbiosen, symboliseret ved kontakten
mellem skæret fra lampen og ”papirets hvide, blanke himle” (41), er for altid tabt. Jastrau
lever således også med tabserfaringen i sig, men med sit dualistiske menneskesyn
(reflekteret i hans tro på menneskets immanente sjæl) har han svært ved at acceptere, at alt er
overflade, og at det absolutte ikke gives. Hærværk udstiller således konfrontationen mellem
en romantisk dualismetanke og et moderne samfund, hvor kontrasten mellem overflade og
dybde er ophævet, og hvor maskerne og meningerne blot skygger for ”kønsdrift og
drikfældighed” (390), i stedet for sjæl.
Gentagelsen og fortidens determination
Jastraus indledende ønske om at genskabe rummelighed via ungdommens (Steffensens)
nærvær arter sig, som illustreret, som en søgen efter uendelighed og identitet. Uendeligheden
findes momentant i rusen, men efterhånden som den ene druktur afløser den anden og ikke
fører til indre stabilitet, begynder Jastrau at erkende det forbandede i tilværelsens gentagelse.
Gentagelsen som eksistensens forudsætning er et gennemgående motiv i Hærværk i
relation til Jastraus uendelighedslængsel. Romanen skitserer to fortolkninger af gentagelsen/
uendeligheden, nemlig religionens (her katolicismens) hævdelse af Skabelsen versus
Nietzsches tese om den evige genkomst 15 . Diskussionen tager afsæt i Jastraus besøg hos
pater Garhammer, hvor Garhammer kommer ind på tanken om den evige genkomst og
bedyrer, at ”det er helvede” (144). Ifølge Nietzsche udelukker ’Guds død’ ethvert håb om en
hinsides eksistens - derfor er det jordiske liv definitivt og ultimativt, og mennesket er selv
herre. Eksistensen indeholder derimod muligheden for evig genkomst, hvilket knytter sig til
15 De to tolkninger udtrykkes desuden i titlen på romanens tredje del ”For stedse,” der har to betydninger: det
evige (i religiøs forstand) eller noget, der gentager sig.