En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

Jastrau erkender, at digtningen har mistet sin relevans. Uendelighedsrusen skaber nok
poetisk rumfornemmelse, men som musikken, er det en løgnagtig trøst: ” Nu fik den
tindrende musik…ham til at lyve igen. Hvor var himlen ude over de sorte tage blå og dejlig –
blåviolet og dragende…Engang skulle det blive til et digt, engang, hvis digte kunne blive
væsentlige for ham igen” (268), og senere i en samtale med Fru Kryger: ””De vil tilbage til
Deres kunst”…”Nej, kom det hårdt”…[o]g så ved jeg på den anden side ikke, om alt det, jeg
sidder her og siger, ikke er digt …[a]ltså en undskyldning”” (355). Her sidestiller Jastrau
digt og undskyldning, og giver dermed Hr. Krygers indledende kritik en indirekte
indrømmelse.
Bag meningerne er der ingenting; virkeligheden viser sig som illusion for Jastrau. I forsøget
på at sætte sig udover maskespillet har han afskrevet alle værdier, og hans isolation af jeget
resulterer i opløsning: ”nu kan jeg se tværs igennem det hele, - og så opløser det sig, hele den
forbandede hallucination” (433). Det vil sige, at ”[d]et, der begyndte som en søgen efter en
objektiv verden, ender med konstateringen af, at verden er en illusion” (Alsig 19).
Gentagne gange identificerer Jastrau sig med en fisk: ”Midt i bassinet stod en perlegrå
fisk…[e]n uhyggelig styrke udstrålede fra dens uanfægtethed. Den var sig sin magt
bevidst…[d]en var centrum, forfærdelig, urokkelig” (306). Billedet af fisken sætter sig fast i
Jastraus bevidsthed; han ønsker at være den fisk (354), men Jastrau er hverken magtfuld,
urokkelig, eller i centrum for andet end hans egen beskuelse. Og han ender med at konstatere
overfor Fru Kryger, at han faktisk blot er ”[e]n alge, der tror, at den er fisk” (355). En alge,
der altid står under vand; flygtig, strømmende og uden substans.
Tom Kristensens opgør med æsteticismen
I Hærværk gør Tom Kristensen op med sit hidtidige forfatterskab 25 . Hans prosa- og
lyrikudgivelser fra 1920erne, ikke mindst lyrik-debuten Fribytterdrømme (1920) og romanen
Livets Arabesk (1921), indeholder en generel begejstring for det ekspressive, det æstetiske og
i forlængelse heraf, kunstens afvikling af moralsk forpligtelse. Mogens Bjerring Hansen
noterer, at den unge Tom Kristensen er spændt ud ”mellem en drift mod skønhed og vision,
og en optagethed af personlighedsproblemet og dets tvivlsomme identitet” (10). Denne
spænding videreføres i Hærværk, men med større vægt på den eksistentielle tematik i en
undsigelse af kunstens autonomi; som vist kan Jastrau netop ikke opretholde sin tro på
25 Se f.eks. Pohl 24, Ditlevsen 277, Egebak 62, Bjerring Hansen 29.