En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

More documents

Recommendations

Info

Jastraus uendelighedslængsel Jastraus beslutning om at gå i hundene er altså en konsekvens af hans kunstneriske krise, der har udviklet sig til en generel eksistentiel krise. Forfaldet, den sociale deroute og drukrusen skal skrælle alle overflødige lag af og skabe den indre rummelighed, som han før fandt i digtningen. Det vil sige, at kunstnerproblematikken udfoldes til en eksistentiel problematik. Jastrau ved nemlig godt, at hans digterevner ikke vender tilbage. Allerede ved romanens begyndelse indrømmer han – dog sagt spøgende i et forsøg på at skjule alvoren – at han kun kan opnå inspirationens rummelighed ”ved en sjus – men når jeg drikker, så kan jeg ikke skrive. – Ha ha ha! – Ha!” (13). Hver gang han forsøger at skrive, melder tomheden sig i stedet, 11 og Jastrau genfinder ikke roen. Ro finder han imidlertid, når ”han [sidder] lænet ind over en bar” (269), og drikkeriet bliver dermed den erstatning, der skal holde den indre tomhed på afstand: ”Når han var fuld, følte han sig jo ikke gold, rusen var damp af digte, som skulle være skrevet” (217). Rusen eliminerer goldheden, og træder i stedet for den tidligere oplevelse af digtningens metafysiske rummelighed – ”Å jo, der var noget religiøst i at drikke sig fra sans og samling. Al tomhedsfornemmelse forsvandt” (267). Jastraus uendelighedslængsel bæres af en romantisk forestilling om, at forholdet mellem overflade og dybde udgør en modsætning; at den menneskelige identitet både består af krop og sjæl. Hans fornemmelse er, at alle mennesker er maskerede, 12 og hans projekt består følgelig i at komme bag maskerne og under overfladen. Ved at rive sig løs fra omgivelsernes maskespil (i afviklingen af sin ægteskabelige, sociale og arbejdsmæssige tilværelse, hvor han også selv er maskeret) er Jastrau nået et stykke. Vejen er nu banet for at koncentrere sig om dybden. Men hvori består dybden, og hvad er implikationen af ’sjælens uendelighed’? Jastrau tror på, at der eksisterer en objektivitet under alle lagene; at der findes en stabil identitet – en kerne – der kan løsrives fra omverdenen og den falske overflade. Som han siger i sin samtale med den katolske pater Garhammer: ”Jeg interesserer mig egentlig kun for mig selv…[for] hvad der er på bunden af sjælen, og så – ja, det interesserer mig, hvorledes jeg får en objektiv verden bygget op” (145). 11 F.eks. ”Så snart han [Jastrau]…havde trukket en dynge beskrevne ark frem…havde tomheden straks trængt sig ind på ham” (149). 12 At omgivelserne bærer maske er et genkommende tema i Jastraus bevidsthed. At alle bærer maske (12, 53, 61, 109, 187, 198, 253 m.m.) og derved ikke viser deres oprigtige jeg, er en del af hans lede ved det omgivende samfund.
Jastrau finder da også en indre jeg-identitet i rusen. Når han drikker, bliver han almægtig og forvandles til en inkarnation af Jesus 13 . Alting virker paradoksalt nok mere gennemskueligt for ham: ”allerede nu, da han holdt flasken ind til sig, følte han en blank og skinnende ro…nu blev det klarere omkring ham” (23). Men Jastrau følger en kurve, der bølger op og ned: druktur afløses af tømmermænd og mismod, der igen afløses af rus og almægtighed. Rytmen gentages igen og igen, og alting begynder at køre i ring. Årsagen til Jastraus ihærdige insisteren på sit projekt skal blandt andet findes i den almagt og klarhed, han får gennem rusen. Som han siger til Steffensen: ”Jeg nærmer mig endelig ungdommen…jeg vil vide, hvad der bor i jer, hvad ungdommen er, hvad fremtiden er. Jeg vil stå på lige fod med jer.” Jazzen bar hans ord. Han synes, de var sandfærdige. Der var skæbne, stor skæbne i hans liv. Han kunne mærke øllet nu. Det var friheden, han søgte, den uendelige sjæl (248). Her forenes to væsentligste elementer i Jastraus søgen: den tabte ungdom/ digtning og den sjælelige uendelighed. Imidlertid afslører citatet også, at Jastraus ’skæbnestyrede’ formulering af hans mål er formet af musikken og alkoholen – uden jazz og øl skrumper de store ord ind, og rusen må gentages igen og igen, for at retningen kan fastholdes. Samtidig bibeholder Jastrau håbet om atter at kunne skrive, idet han godt ved, at kimen til tomhedsfølelsen ligger i det digteriske afsavn. Uendelighedslængsel kontra modernitet og modernisme Jastrau er en person, der dels er rundet af industrialiseringens, urbaniseringens og teknologiens modernitet, og dels kæmper mod samfundets udvikling. Ikke for ingenting gør Jastrau professor Julius Geberhardts ord i avisen til sine egne: ”Undertiden gribes man af lede ved at være aktiv deltager i denne verdens udvikling, og det har nu grebet mig så stærkt, at jeg går min vej” (232). Ordene former sig i Jastraus indre som hans egen længsel efter at slippe for de krævende omgivelser. Samtidig begejstres Jastrau af moderniseringen omkring ham - af byens hastighed, sporvognene, jazzmusikken og menneskemængden. Han føler en splittelse mellem krop og sjæl, overflade og dybde, og bliver dermed eksponent for ”individualismens kamp for at vinde sig selv i en personlighedsopløsende tid” (Pohl 29). Men Hærværk har ikke blot den moderne virkelighed som indhold. Formen er modernistisk; romanen peger på sig selv som litterært værk, og udtryk og indhold er tæt 13 Blandt andet 164, 210, 251, 261, 265, 308, 335.
Page 1 and 2: ”En alge, der tror, at den er fis
Page 3 and 4: Da Jastrau i begyndelsen af Hærvæ
Page 5: sindstilstand 7 . Desuden udtrykker
Page 9 and 10: Jastrau er som person, i lighed med
Page 11 and 12: forrige generation…Er det sjælen
Page 13 and 14: Jastraus tiltagende oplevelse af ve
Page 15 and 16: Jastrau erkender, at digtningen har
Page 17 and 18: Bibliografi: Abrams, M.H. 1999. A G
Page 19: Stounbjerg, Per. 1991. ”Det ustad

En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?