En alge, der tror, at den er fisk - Akademisk Opgavebank

sindstilstand 7 . Desuden udtrykker ”Angst” Jastraus digter-ideal: den ekspressive kunst, der
udspringer af en rustilstand, og hvor digterjegets indre intensitet sættes i spil gennem
eksterne faktorer, med resultat i en forløsning af jeget: ”Men min angst må forløses i
længsel/ og i syner af rædsel og nød” (63). Digtets stramme og velkomponerede metrik
danner en kontrast til dets kaotiske indre 8 . Efter endt læsning er Jastrau som hypnotiseret af
Steffensen (65), og hermed er relationen til Jastraus tidligere oplevelse af skabelsen som
hypnotisk rustilstand etableret. Jastrau formulerer dog ikke selv denne forbindelse, men den
ligger i hans begejstring over ungdommens oprør og ligefremhed 9 , og i hans genkendelse af
digterjegets eksistentielle angst. Jastrau udvikler en stærk ambivalens overfor Steffensen, der
både fysisk og verbalt er en frastødende person. Men Jastrau ser Steffensen ”i skæret af det
digt” (92, 108), og derfor føler han samtidig et åndeligt slægtskab med denne knoklede,
pågående bisse.
Steffensen repræsenterer således det digteriske ideal for Jastrau. Han er den unge
oprørske lyriker; en fribytter, en Rimbaud 10 , der med sit ”emaljeblik” (15, 31, 64, 118) og
ideer om at skabe et nyt sprog, der ikke er ”tilsølet” af tidligere generationer (156), er
eksponent for ideen om kunstneren som en visionær seer.
Flere steder formuleres Jastraus tanker hen imod hans ungdom: ”Han sad og bed på en
versstrofe…Han manglede koncentration, og det var ikke som i de unge dage, hvor det
strømmede ud i lange digte” (401). Jastraus ungdom tidsbestemmes aldrig og står derfor i et
mytisk skær, ikke mindst for Jastrau selv, der nok kan mistænkes for at holde fast i
illusionen om de gode, gamle dage: ”Fortidens tilstedeværelse i nutiden bliver sentimental,
fordi fortiden ikke havde den egentlighed, som erindringen tilskriver den” (Alsig 26).
Ungdommen, i lighed med digterkunsten, ophæves til en ideal tilstand, hvorfra Jastrau er
faldet, og hvor han nu må tilbage. Men der gives ingen vej tilbage til en paradisisk tilstand,
for ”[t]iden lader sig ikke skue tilbage, og dermed lader faldet sig heller ikke ophæve”
(Bager 127). Tidsfaktoren spærrer for den tabte ungdom. Derfor må Jastrau søge andetsteds;
i alkoholrusens glemsel og erstatning for det egentlige, digtningen.
7 Jf. de mange gange, Jastrau mærker angsten i sig; f.eks. 14, 181, 189, 198, 373, 411.
8 På samme måde som hele romanen er stramt komponeret omkring et gentagelsesprincip (hvilket uddybes
senere), mens indholdet – Jastraus tankestrøm – ofte antager en kaotisk karakter.
9 Steffensens indtog i lejligheden opfattes f.eks. som ”[d]ejlig uordentlig” (63).
10 Tom Kristensen har selv udtalt, at Steffensens figur er inspireret af Rimbaud: ”[jeg] skabte…skikkelsen
Stefan Steffensen over Rimbaud og gav ham nogle dråber dansk blod” (Omkring Hærværk 159)