Århus Pædagoger nr. 3 - Bupl

bupl.dk

Århus Pædagoger nr. 3 - Bupl

århus

pædagoger

Nr 3 Juni 2009

Kritik


2

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

Indhold:

Kritik skal der til .......................................3

”Umyndiggørelse”, det er titlen på en ny bog, som sociologen

Rasmus Willig har skrevet. Bogen er baseret på

nogle pædagogers oplevelser af, at kritik bliver kvalt eller

aldrig kommer til udtryk

Konstruktiv kritik ......................................5

Der er meget stor opmærksomhed på ledelse i disse år,

og det kræver sin mand/kvinde at placere sig i spillet. Vi

har at give spalteplads til en pædagogisk leder; Birthe

Hedegaard har fået mulighed for at give sine overvejelser

videre. Læs hendes tredie artikel

Hold-kæft-kulturen er

også forældrenes problem .........................7

”Det er rystende læsning” siger Jesper Lindholm, Formand

for Forældrenævnet i Århus efter at have læst Rasmus

Willigs bog Umyndiggørelse

Umyndiggørelse ........................................9

Månedens faglige kommentar er skrevet af Marianne G.

Nielsen

ConCrit – 2009 ....................................... 10

En reportage i ord og billeder fra årets ConCrit-konference

i Barcelona

Anerkendelse og testning af børn ............. 12

Talen er denne gang skrevet af Thomas Gitz-Johansen,

lektor på RUC

Forældre sætter modul-krydser ................ 15

I maj måned sidder forældrene ved skærmen og krydser

tilfredshed af. Der er imidlertid nogle problemer i den

måde, spørgsmålene bliver stillet på

Fra Skt. Knuds Torv til Bruxelles ............... 16

Læs rapporten fra studiegruppen som i april besøgte parlamentet

Bruxelles. Fra BUPL deltog Carin Weibull, Bob

Whyte og Bjarne W. Andresen

Inspiration ............................................. 17

Pædagogiske tanker - Flemming Mouritsen

Hvad læser Jesper Sehested

Indkaldelse til generalforsamling 25/9

Program for pensionistgruppen

Leder

Glansbilleder Fænomenet 'glansbille- århus

pædagoger

Nr 3 Juni 2009

der' stammer fra Tyskland omkring 1860.

De første var i en sort/hvid udgave, der

dog kunne håndmales mod ekstra betaling.

Siden blev teknikken udviklet, så

glansbilledet kunne få fuld skrue med

farve og glimmer, og de blev et populært

samlerobjekt.

Glansbilledets grundlæggende fidus

med at lægge glans og glimmer på i tykt lag for at

få virkeligheden til at fremstå som mindre modsætningsfyldt,

lever stadig.

Den romantiske fremstilling af virkeligheden

kan og skal ikke aflives, men det går galt, når vi

begynder at omtale virkeligheden, som om virkeligheden

er et glansbillede. Når vi bruger alverdens

krumspring for at holde vores sprog indenfor

en 'glansbilledretorik', hvor det f.eks. bliver problematisk

at kalde et problem for et problem, men i

stedet skal omskrive det til at være 'en udfordring'!

Det er på tide igen at kalde en spade for en spade,

og igen få skabt plads til kritik. Det vil med garanti

give mere energi i den virkelige virkelighed.

Claus Jensen.

Faglig Sekretær og redaktør for Århus Pædagoger.

Sommerferieåbent

I sommerferien har vi

ændrede åbningstider:

Vi har lukket i uge 30.

I ugerne 28 og 29 og 31 og 32 er der

åbent:

For telefonisk henvendelse:

mandag til fredag kl. 10-12

For personlig henvendelse:

mandag til fredag kl. 9-13

Århus Pædagoger - Lokalblad for pædagoger og klubfolk i Århus Kommune. Århus Pædagoger - udgives af

BUPL-Århus, Mindegade 12, 8000 Århus C. Tlf. 3546 5650. Email: bupl-aak@bupl.dk Internet: www.bupl.dk/aak.

Redaktionsgruppen: Claus Jensen (ansvarshavende), Vibeke Sørensen, Kate Reuther, Lotte Zwicky og Henrik

Dahl. Citater og uddrag fra bladet er tilladt, når artiklens forfatter og ÅP angives som kilde. Artikler bragt i ÅP

er ikke nødvendigvis udtryk for BUPL-Århus’ holdning og politik. Læserbreve er velkomne. Layout: Erik Foged.

Oplag: 7200. Tryk: Zeuner Grafisk as

Kritik


Af Vibeke Sørensen, sekretariatet

Kritik skal der til

Ny bog ”Umyndiggørelse”, det er titlen på en ny bog, som sociologen Rasmus Willig har

skrevet. Bogen er baseret på nogle pædagogers oplevelser af, at kritik bliver kvalt eller aldrig

kommer til udtryk. Pædagogerne bliver umyndiggjort, når de ikke kan komme af med kritikken,

skriver Rasmus Willig

En sommeraften-mandag i

maj. Festsalen på Skt. Annagades

skole er rammen

om et møde for BUPL´s

medlemmer. Rasmus Willig

præsenterer sin nye bog

for de 150 fremmødte pædagoger.

Mange er kommet, fordi de

kan genkende det med, at kritik

ikke bliver taget alvorligt, og andre

er kommet for at være med i

debatten.

I BUPL Århus har de faglige

sekretærer Marianne G. Nielsen

og Claus Jensen fulgt bogens tilblivelse

med stor forventning.

For hvad bliver det for en bog,

og hvad bliver reaktionen? De er

også til stede i festsalen denne

aften.

”Bogen er baseret på fokusgruppeinterview

med godt 100

pædagoger i Århus. De har fortalt

om, hvordan de oplever kritikkens

vilkår i Århus. Vi har

glædet os til at komme til det her

møde i aften og høre reaktionerne

fra medlemmerne”, siger Marianne

G. Nielsen.

”Efter mødet i aften ved vi

mere om hvordan bogen bliver

modtaget, når den udkommer

her den 25. maj”, tilføjer Claus

Jensen.

En pædagog rejser sig op på

mødet og siger:

”Vi vil have lov til at ytre os,

også med følelsesladet kritik. Det

er jo os, der ser de ting, der ikke

fungerer”. Der bliver klappet, da

den samme pædagog, siger: ”Vi

får af vide, vi skal sige alt det positive,

men det skal vi ikke kun”.

Pædagogik skal diskuteres

Det pædagogiske fag lever, når

det er til debat. Kritik er nød-

Rasmus Willig, her i midten af billedet, præsenterede sin nye bog "Umyndiggørelse"

for ca. 150 pædagoger mandag den 18. maj på Annagades skole.

vendig i det pædagogiske fag,

for børn og unge ændrer sig og

samfundet ændrer sig, og derfor

skal pædagogerne reflektere over

praksis og kritisere det, der fagligt

burde være anderledes.

”Samfundet har brug for kritik

og refleksion.

Det sikrer kvalitet

i pædagog-faget, at

de der arbejder med

pædagogik, er med

til at diskutere det.

Pædagoger og alle

andre offentligt ansatte

skál ytre sig

om det, de laver”, siger Marianne.

”Også når der er noget der ikke

virker”.

”Der skal være en dynamisk

Jeg tror, at nogle resignerer,

fordi de enten har oplevet, det

ikke hjælper at sige noget, eller

fordi de er nervøse for konsekvenserne.

Marianne G. Nielsen

faglig debat indenfor pædagogfaget.

Det er forudsætningen for, at

faget udvikler sig. Som det er nu,

er der for mange, der er trængt op

i en krog og ikke tør åbne munden,

og hvis ikke arbejdsgiveren

vil høre på kritikken, så skal

vi i pædagogernes

fagforening i hvert

fald tage den faglige

debat og skabe rum

for, at medlemmerne

kan få deres kritik

ud”, siger Claus.

Et fag som pædagogik

har ikke har

blot en løsning. Der er ikke kun

én måde at gøre det rigtige på.

Faget udøves i et felt, hvor politikerne

prioriterer hvor mange

3

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


4

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

Der blev lyttet opmærksomt, da sociolog Rasmus Willig præsenterede sin nye bog: Umynddiggørelse

penge, der skal bruges på området.

Og de seneste mange år, har

det altafgørende været, at der

skulle bruges færre penge. Pædagogerne

har et andet udgangspunkt

nemlig en faglighed, der

byder dem at tage udgangspunkt

i, hvad der er bedst fagligt.

”Kritik er svær, men vi kommer

ingen vegne i pædagogfaget

ved at negligere den”,

”Vi burde have en kultur,

hvor politikere og forvaltning tog

imod med kyshånd, når de fagprofessionelle

tilvejebringer en

relevant kritik”, siger Marianne.

BUPL har i flere år haft fokus

på at udvikle pædagogisk kritik

i modsætning til det man kunne

kalde manual-pædagogik.

”Der er brug for kritisk stillingtagen,

hvor pædagoger bruger

deres faglighed frem for at de

får et stykke papir og nogle regler

der foreskriver, hvordan de

skal passe deres arbejde”, siger

Claus som kritik af kommunernes

mange programmer for hvordan

pædagoger skal udføre deres

arbejde.

Lukker munden på folk

Det er vigtigt at forholde sig kritisk

til de vilkår, man arbejder

under. Pædagogerne i bogen oplever

ikke, de kan aflevere kritikken

og få en diskussion af, om det

nu er rimeligt, det der foregår.

”Jeg tror, at nogle resignerer,

fordi de enten har oplevet, det

ikke hjælper at sige noget, eller

fordi de er nervøse for konsekvenserne.

I Århus har vi jo sager,

hvor f.eks. ledere der udtaler

sig kritisk, kommer til samtale og

får fortalt at sådan skal man ikke

udtale sig, det er for kritisk overfor

Århus kommu-

ne”, fortæller Marianne

som eksempel

på hvordan kritik

kvæles.

Et andet eksempel

på umyndig-

gørelsen er når kritik mødes af

sætningen ”hvis du ikke kan

lide lugten, i bageriet, …”. Rasmus

Willig fremhæver eksemplet

som en del af den retorik og

kultur hvor kritik ikke er velkommen

og hvor normerne tilsiger, at

det bedre kan betale sig at holde

mund, end at sige sin mening.

”Det er Rasmus Willigs analyse,

og vi er glade for, at en forsker

udefra kommer og

sætter ord på det, vi

har haft på fornemmelsen”,

siger Claus

og fortsætter: ”han

etablerer helikoptersynet

og stiller en

diagnose”.

De to mener, at hvis faget ikke

diskuteres, så dør det. Og det er

godt på vej, hvis de der skal levere

kritikken allerede er kodet

med, at de ikke må udtale sig om

forholdene for børnene og på arbejdspladsen.

Offentligt ansatte skal have lov

til at sige, at noget ikke er godt

nok.

Claus Jensen

Et andet eksempel på umyndiggørelsen

er når kritik mødes af

sætningen ”hvis du ikke kan lide

lugten, i bageriet, …”

Rasmus Willig

Kritik i det offentlige

Kritik og diskussion er også vigtig

for andre offentligt ansatte,

der styres stramt.

”Det, der sker, er, at den måde

det offentlige styrer på udvander

den faglige diskus-

sion i professionerne.

Når usikkerheden,

har installeret

sig i den enkelte,

så kan ikke engang

lange forklaringer

om offentlige ansattes

ytringsfrihed lave om på, at

det er sådan man føler det”, siger

Marianne.

”Det er ikke som sådan lovens

bogstav og lovgivningen om

ytringsfrihed, der er noget galt

med. Det er systemets manglende

kultur for at modtage kritik og bruge

den konstruktivt, og det at kritik

ikke bliver brugt til at udvikle

pædagogfaget, der er

problemet”, pointerer

Marianne.

”Hvis professionernes

status skal

højnes, er vi nødt

til at finde en måde

at diskutere på. Offentligt

ansatte skal

have lov til at sige, at noget ikke

er godt nok. Vi skal have udbredt

disciplinen kritik til at foregå på

arbejdspladserne, men også i forvaltnings-

og politikerverdnen”,

uddyber Claus.


Kritikkens fremtid

På mødet fremhævede Rasmus

Willig, at kritik ikke skal kræve

mod, at kritik ikke skal have

en bestemt form og at en kritisk

holdning ikke fordrer en løsning

fra kritikeren. Men at der skal kritik

til for at finde en løsning.

”Det virker som om, der er

mange forskere, der analyserer,

hvad det gør ved folk og deres

faglighed at blive styret og frataget

myndighed. Og det skal vi nu

arbejde videre med og diskutere

med medlemmerne ved forskellige

lejligheder i juni og i efteråret”,

slutter Marianne og konstaterer at

det har været en spændende aften

på Annagade, hvor diskussionerne

om umyndiggørelse blev

yderligere foldet ud. n

Uddrag fra

Umyndiggørelse

”Umyndiggørelse handler

om det moderne arbejdsliv

og om, hvordan en

række samfundsmæssige

forandringer har ført til,

at mange moderne mennesker

oplever, at de ikke

længere bliver hørt, at

deres kritik har mistet sin

gennemslagskraft, og at

de er ude af stand til at

påvirke deres omgivelser.

De føler sig umyndiggjorte,

fordi de uden muligheden

for kritik er frataget

deres medbestemmelse,

og de fyldes med en følelse

af afmagt over for

deres arbejdspladser og

det samfund, de lever i.

De mister meningen med

det arbejdsliv, de gerne vil

leve, fordi de ikke kan få

lov til at udtrykke, hvad de

mener". (s. 22)

Af Birthe Hedegaard, pædagogisk leder

Konstruktiv kritik

Ledelse Den almene opfattelse af begrebet kritik er,

at hvis man er kritisk over for noget, så forholder man

sig automatisk negativt til det. Sådan forstås begrebet

i hverdagssproget og i den offentlige debat. Dermed

har kritikbegrebet lukket sig om sig selv, inden debatten

overhovedet er begyndt

For mig at se er kritik ensbetydende

med refleksion. Når man

forholder sig kritisk til noget, som

f.eks. omstruktureringen, må

man allerførst sjoske ind i problemstillingen

med træsko på.

Da opdager man måske, at store

modsætninger og begrænsninger

gør sig gældende. Dernæst kan

man reagere på to måder:

(1) Man kan blive handlingslammet

og passiv, stoppe op og totalt

afvise den nye situation.

(2) Man kan tage skridtet videre i

forsøget på at undfange et alternativ.

Så har vi ikke blot at gøre

med en negativt defineret kritik,

men derimod en kritik, der bibringer

gode refleksioner og måske

endda nye forslag og perspektiver.

Denne reflekterende og konstruktive

kritik er det optimale

udgangspunkt for en dialog,

hvorigennem tingenes tilstand

kan diskuteres og muligvis ændres

til det bedre. På tegnebrættet

virker denne fremgangsmåde

måske brugbar, men i praksis

ser det noget anderledes ud. Det

er nemlig ikke altid lige nemt

at komme til orde med et synspunkt,

der ikke stemmer overens

med de herskende idealer.

Modpoler

Udtrykker man holdninger, som

ved første øjekast synes uforenelige

med de retningslinjer, som

f.eks. kommunalpolitikerne har

udstukket, da hører man pr. definition

hjemme i den modsatte

grøft, de negativt tænkendes

grøft. Det kunne jo også være, at

man i virkeligheden hørte hjem-

Der er meget stor opmærksomhed

på ledelse i disse år, og det kræver

sin mand/kvinde at placere sig i

spillet. I Århus Pædagoger har vi

valgt at give spalteplads til en pædagogisk

leder; Birthe Hedegaard

har fået mulighed for at give sine

overvejelser videre. Denne artikel

er nummer tre og den sidste i

serien

me et helt tredje eller fjerde sted.

Denne enten-eller-tanke tvinger

os ud i en endeløs fremadrettethed,

da modsætningen til ’det

nye’ nødvendigvis må være ’det

bagstræberiske’, ’det konservative’.

I mine bestræbelser på at levere

andre tænkemåder, der

eventuelt kan bygge bro mellem

dét, der engang var, og dét der nu

skal komme, støder jeg desværre

ofte på grund. Det virker nemlig

som om, at der alene findes to

ekstreme yderpunkter i mødet

med en forandringsproces: Enten

er man bagstræberisk, eller også

cruiser man derudad for fuld

skrue – ind i fremtiden og uden

at se sig tilbage.

Lidt karikeret kan man må-

5

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


6

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

ske sige, at vi alle opfører os som

om, vi har de skingre, subjektive

meninger på den ene side og den

kølige, logiske forstand på den

anden. Pædagoger reagerer subjektivt

og følelsesmæssigt, mens

kommunen arbejder rationelt, objektivt

og systemorienteret. Denne

polarisering låser kun diskussionen

fast og forhindrer en mere

gavnlig helhedstænkning.

Jeg søger stadig efter det mentale

rum, hvor man i kritikkens

og refleksionens navn kan diskutere

de problemstillinger og potentialer,

der findes i kommunens

forandringsproces uden at blive

stemplet som ”een der kun ser begrænsninger

frem for muligheder”.

For så stopper diskussionen

nemlig, før den reelt er kommet i

gang…

Filosofiens hjælp

Dette rum må være kendetegnet

ved æstetisk ledelse, et begreb jeg

præsenterede i min artikel i forrige

udgave af Århus Pædagoger. Et

sted, hvor vi – tak-

ket være en lydhør

ledelse – kan blive

fri for at skulle være

enten for eller imod

systemet. En ledelse,

der gør brug af andet

end rationelle

beregninger og i stedet

udviser en lydhørhed,

hvor mennesker gives de

bedst tænkelige betingelser for at

erfare en sammenhæng og meningsfuldhed

med det, de nu engang

beskæftiger sig med.

Det er naturligvis en ualmindeligt

svær ’operation’ i et samfund,

hvor tempo og udvikling

virker som et projekt i sig selv.

Hvor vi hele tiden skal videre. Og

videre. Derfor holder jeg meget af

filosofien. Fordi den ikke er bange

for at sætte tempoet ned. Filosofien

stiller de kritiske spørgsmål,

men demonstrerer også – med sin

særlige dvælen og langsomhed –

Filosofien stiller de kritiske

spørgsmål, men demonstrerer

også – med sin særlige dvælen

og langsomhed – at der findes

andet end jagten på kompetenceudvikling

Birthe Hedegaard

at der findes andet end jagten på

kompetenceudvikling. Livsduelighed,

dømmekraft og en insisteren

på langsomhed og nærvær i

det daglige arbejde må aldrig blive

overhalet af systemtænkning

og rationel logik.

Børneperspektivet

Dette er min tredje og sidste artikel

i serien om ledelse, pædagogik

og struktur. Min udgangsbøn

er et håb om, at ledelsen på alle

niveauer vil fastholde fokus på

børneperspektivet. Mens vi voksne

tager en tur i den store selvudviklingsmølle

og deltager i alle de

spændende kompetencekurser,

så står det lille vuggestuebarn på

tilbage på Gul Stue og funderer

over, hvor mon tilknytningsteorien

blev af – altså den teori vi netop

har fået genopfrisket på kurset

”Respekt for grænser”. Professor

John Bowlbys teori, der minder

os alle om, at barnet har brug for

en sikker tilknytning til en kendt

voksen, som står til rådighed i

de situationer, hvor

det enkelte barn har

brug for det.

Selvfølgelig vil

barnet få glæde af

de selvudviklede og

kompetencetunge

voksne, når de engang

får en ledig tid

fra de mange kurser.

Til den tid er vuggestuebarnet

måske vokset ind i ungdommen.

Men så vil der måske også være

ekstra brug for de kompetente

pædagoger til at tage sig af den

unge dreng eller pige, der aldrig

rigtig fik den tilknytning, de ifølge

både Bowlby og jeg fortjener.

God arbejdslyst!

Birte kan kontaktes på e-mail:

birthe.hj@hotmail.com


Af Mette Bach Larsen, freelance skribent

Hold-kæft-kulturen er

også forældrenes problem

Umyndiggørelse ”Det er rystende læsning”, siger Jesper Lindholm, Formand for Forældrenævnet

i Århus efter at have læst Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse. ”Hvis bogens eksempler

er et udtryk for de fleste pædagogers oplevelser, er det graverende. Som forælder bliver

man både vred og indigneret.” Jesper fortsætter ”man kan undre sig over, at vi ikke har hørt

før, hvor slemt det åbenbart står til nogen steder. Men man skal ikke undervurdere, hvad en

’hold-kæft-kultur’ kan gøre ved mennesker”

Jesper giver også udtryk

for en vis skuffelse over, at

nogle pædagoger ikke altid

er helt ærlige over for

forældrene. Men udtrykker

samtidig forståelse:

”det er menneskeligt at værne om

sin værdighed. Det er urimeligt,

at pædagogerne får de rammer,

som ikke gør det muligt at agere

pædagogisk”. Jesper påpeger dog,

at han ikke har en fornemmelse

af, at det står så slemt til i alle institutioner.

”Men man kan jo godt

blive bekymret for, om det er fordi,

man ikke får det af vide”, siger

Jesper ”eller næsten værre, hvis

det er fordi, man ikke magter at

vide det.” Jesper mener, at uanset

hvor mange af pædagogerne

i Århus, der har det som dem i

bogen, er det utilstedeligt. ”Forholdene

rundt omkring er ikke

i orden. Men jeg tror ikke, det er

så slemt overalt, at man kan tale

om decideret omsorgssvigt. Men

der mangler tid og ressourcer til

aktiviteter alle steder”, siger Jesper

og fortsætter ”det er som om

pædagogik er blevet en ’luksus’,

man næsten ikke kan tillade sig

at kræve”,

Bryd ud af

hold-kæft-kulturen

”Min fornemmelse bliver bekræftet

af bogen” siger Jesper. Han

kender mange eksempler på det,

han kalder for ’hold-kæft-kulturen’.

Han forstår godt, at nogle pædagoger

bliver mismodige og opgivende:

”når man gang på gang

får smidt i hovedet, at man ’brokker

sig’, når man påpeger, at no-

Jesper Lindholm er nyvalgt formand for Forældrenævnet i Århus.

Se også www.foraeldrenaevnet.dk

get ikke hænger sammen eller

ikke kan forsvares pædagogisk,

er det klart, at man

ikke orker at blive

ved.”

Men Jesper

pointerer også, at

man har en pligt til

at gå imod en kultur,

der hæmmer

kritik: ”hvis man ikke bryder ud

af hold-kæft-kulturen, er man

med til at cementere den”.

Manglen på kommunikation

kan være fatal, fordi ting ikke

bliver fortalt videre. Vigtig viden

går tabt og der bliver ikke handlet.

Jesper håber, bogen vil give

anledning til en fortsat indsats,

Der skal kritik til, hvis vi skal

sikre kvalitet og stimulere en

sund udvikling på børneområdet

Jesper Lindholm

som kan identificere omfanget af

umyndiggørelsen. ”Der skal kritik

til, hvis vi skal

sikre kvalitet og

stimulere en sund

udvikling på børneområdet”

mener

Jesper, ”uden kritikken

vil besparelserne

bare fortsætte,

det har vores samfund ikke råd

til - og det vil vi ikke lægge børn

til”.

Umyndiggørelse

af forældre

Det er ikke kun pædagogerne,

der oplever umyndiggørelse. Forældrene

kender det så udmær-

7

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


8

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

ket. I Forældrenævnet har man

hørt om flere eksempler på, at

dagtilbudsledere er blevet sat på

plads, fordi referater fra forældrebestyrelser

og -råd indeholder

meningsudvekslinger, som f.eks.

forholder sig kritisk til modulordningen:

”Det er skræmmende, at

man bliver kigget over skulderne

af forvaltningen på den måde.

Det er et meget alvorligt demokratisk

problem” pointerer Jesper.

”Meget sigende for problemet, er

det svært at få forældre og institutioner

til ved navns nævnelse

at gå videre med sagen”.

Begrebet umyndiggørelse

kommer også på banen i forhold

til den kommende frokostordning.

Engang var mad i daginstitutionerne

en selvfølgelighed og

alle var med til at finansiere det.

Senere, efter flere sparerunder,

blev maden sparet væk. Nu bliver

den genindført sammen med et

kæmpe hop i forældrebetalingen.

”Det hænger dårligt sammen.

Hele processen og konstruktionen

omkring den ordning er

umyndiggørende”, siger Jesper

fortørnet: ”man fratager forældrene

al indflydelse, pålægger

dem en ordning, de selv skal finansiere

og fastsætter nogle rammer,

der gør det meget vanskeligt

at efterleve krav om sund mad.

Man får af vide fra regeringen, at

frokostordningen er et fælles folkesundhedsmæssigt

anliggende,

men det er kun forældrene, der

skal betale - og de har ikke engang

et valg”, siger Jesper og fortsætter:

”de decentrale løsninger

bliver på den måde igen undermineret

af dikterede løsninger,

som ikke altid giver mening lokalt.

Det er et stort problem, som

drukner mangfoldigheden og forældrenes

frie valg af forskellige

pasningstilbud.”

På et overordnet niveau fremhæver

Jesper som en pendant til

pædagogerne, der bliver beskyldt

for at brokke sig, at forældrene

bliver beskyldt for at være forkælede,

når de ytrer sig om vilkår,

de ikke synes er gode nok til børnene.

Forældrenævnet arbejder

videre med kritikken

Som en afslutning på interviewet

fortæller Jesper at Forældrenævnet

arbejder videre

med kritikken. De

vil forsøge at videreformidle

de historier,

de hører og

gøre opmærksom

på konsekvenserne

af ikke et tage

dem alvorligt. Forældrenævnet

ser gerne, at bogen kommer til at

skabe debat og dialog i de systemer,

som opsætter rammerne for

institutionerne i Århus og i hele

landet for den sags skyld. ”Det

Vi skal signalere åbenhed over

for pædagogerne, også når det

er for at høre noget, der ikke er

så rart.

Jesper Lindholm

Bogen beskriver forskellige

typer af ’umyndiggørelsesprocesser’,

som fratager individet

dets mulighed for

og evne til at ytre sig.

Pointen er, at når kritik

’afmonteres’, bliver den

der kritiserer umyndiggjort

og efterladt med

følelsen af afmagt og

handlingslammelse.

Bogen fremskriver det

at kritisere som noget

grundlæggende menneskeligt.

Når retten til

at ytre sig kritisk bliver

frataget mennesket, er

det derfor at udøve vold

mod den menneskelige

natur.

I bogen er det Århusianske pædagoger der så at sige lægger

virkelighed til bogens teoretiske anskuelser. De historier som

fortælles er til tider rystende, men historierne bliver sat ind i en

større teoretisk og gennemanalyseret ramme, som gør at de

ikke fremskrives som personlige eller psykologiske anliggender,

men tegner en alarmerende tendens i samfundsstrukturerne.

Forfatteren retter utvetydigt sin kritik mod neoliberalismen.

Bogen kan købes online hos Hans Reitzels forlag

- pris: 198 kr. + levering 32 kr.,

hos diverse boghandlere eller i BUPL Århus, Mindegade

er også vigtigt”, siger Jesper, ”at

vi tager bogen som en påmindelse,

om at forholde os kritisk

til det, vi ser, når vi afleverer og

henter vores børn og at vi placerer

ansvaret de rigtige steder.”

Jesper understreger, at forældrene

også har et ansvar for at forsøge at

holde et vist niveau

i kommunikationen

mellem forældre og

pædagoger. Jesper

slutter af med en opfordring

til forældrene:

”Vi skal signalere

åbenhed over for

pædagogerne, også

når det er for at høre noget, der

ikke er så rart. Vi er nødt til at tåle

sandheden og kræve at få den, hvis

der er noget, der skal ændres vedrørende

pasningen af vores børn,

og det er der tydeligvis!”. n


Af Marianne G. Nielsen

Umyndiggørelse

For år tilbage arrangerede BUPL en konference om

Ytringsfrihed. Emnet var hot - lægerne havde lige stiftet

foreningen ”Læger for ytringsfrihed” og i takt med omlægninger

og omstruktureringer oplevede flere faggrupper

at blive presset på deres ytringsfrihed. Det pudsige

var, at ombudsmanden på samme konference kunne rapportere

om, at han ingen sager havde på sit bord. Folk tav

inden sagerne kom så langt.

Der er langt fra en juridisk ret til at ytre sig til at have

en kultur, hvor det er normativt i orden at være kritisk.

Det fornemmede vi allerede dengang. Med udgivelsen af

Rasmus Willig´s bog ”Umyndiggørelse” har vi fået en analyse,

der går tæt på hvad det handler om.

Bogens enkelthistorier giver tilsammen en samtidsdiagnose,

der beskriver den neoliberale styringsfilosofi´s konsekvenser

for kritikken. Stadig flere dokumentationskrav,

evalueringer, strukturændringer og koncernledelse er

ikke uskyldige størrelser, men har stor normativ og kulturel

betydning. Styringen afmonterer vores kritiske røst og

det gør noget ved os som mennesker og som fagpersoner.

I sidste ende har det betydning for både demokratiet og

kvaliteten i den offentlige sektor.

”Vi elsker vores børnehaver, men det har vi ingen grund

til” sådan hed en af overskrifterne i Information for nylig.

”Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan anbefale de danske

daginstitutioner”, siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer,

Dion Sommer. Foruroligende læsning.

Som pædagoger ved vi godt, at vilkårene er for dårlige

og vi har prøvet at sige det. Men politikerne lytter ikke -

de snakker rundbordspædagogik og kræver kvalitetsrapporter.

Kritikken affejes og fagprofessionelle argumenter

negligeres.

Bogen ”Umyndiggørelse” rummer mange historier. Enkeltstående

beskrivelser af, at kritikken har trange kår. Beskrivelser

af ikke at kunne leve op til sine egne faglige forventninger.

Historierne er fortalt af pædagoger og ledere i

Århus. Så selv om den påpeger et generelt problem, så må

den få et særligt fokus i Århus. Den gør anderledes indtryk

end hvis fortællingerne var fra en række socialrådgivere

i København. Det kommer tættere på og det pålægger

os et særligt ansvar at diskutere den med hinanden på

kryds og tværs. Medlemsmødet den 18. maj var startskuddet

og tirsdag 9. juni mødes vi igen. n

Faglig kommentar

Lars Møller

Birgit Friis

Marianne G. Nielsen Claus Jensen

Henning Truelsegaard

Ulla Nygaard

9

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


10

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

Af Claus Jensen

ConCrit – 2009

En anderledes konference Det skal være gra

en euro må det koste at deltage i det årlige Co

for et ’dogme-møde’ i den forstand, at det er e

lige – at lave et internationalt pædagogisk mø

Internationale møder eller

konferencer er rasende

dyre. Der skal, som

ved en dansk konference,

være stole, borde, tag

over hovedet og masser

af mad. Dertil kommer,

at der skal være en lang række af

tolkebokse, som sikrer kommunikationen

frem og tilbage og på

tværs af de sproggrupper, der er

involveret i konferencen. Listen

over alle de ting, der skal huskes,

er lang – meget lang, og en stor

del af det koster en god slump

penge.

Det var derfor noget af en beslutning

at træffe, at det skulle

være gratis – helt gratis at deltage.

Den beslutning fik rigtig mange

konsekvenser, da stort set alt måtte

gentænkes, når der ikke er rigeligt

med midler at trække på.

Konferencelokaler, tolkebokse

og store frokostborde røg med det

samme. Uden penge var det slet

ikke muligt. Der måtte tænkes i alternativer,

og løsningen lå lige for.

ConCrit møderne skulle afholdes

i det offentlige rum på pladser, i

parker eller andre steder, hvor der

var muligt at samle mange mennesker

til oplæg og diskussion.

Den løsning havde samtidig den

fordel at forbipasserende havde

mulighed for at slå sige ned og

deltage på lige fod med resten af

deltagerne.

Parken og pladsen er uformelle

rum, som vi alle er vant til

at bevæge os i. Kun få er vant til

at holde større møder i en sådan

sammenhæng. Det viser sig også

at være en fordel, da det er med

til at bringe gruppedeltagerne sådan

lidt på ’glatis’, når der skal tages

fat på diskussionerne. Det gør

kommunikationen hen over de

traditionelle opdelinger lettere at

håndtere.

I løbet af de to

mødet varer, er de

tid til at diskutere

er tre hovedtalere

sten af tiden foreg

med en blanding

praktikere, uddan

forskere er en sam

som man kun sjæ

På store intern

rencer er der muli

en slapper på bag

satsen ligger først

hos rækken af opl

på skift går på po

det ikke til et Con

den enkeltes delta

tral. Hver og en af

et ansvar for mød

stor mulighed for

holdet.

ConCrit møde

er det fjerde i ræk

fundet en form m

gruppedannelse.

af mødet etablere

meget på kryds og

og nationalitet som

åbner for indsigt p

forskellige landes

kontakter, der kan

sammenhæng ved

lignende. Tolkebo

det tidligere blev

deltagerne må sel

til med at få overs

bage. Det er tidsk

være anstrengend

man har et par mu

i gruppen. En stæ

at få kommuniker

ger videre og en s

at forstå, hvad der

alligevel med til a

god oplevelse.

Resten af tiden

ne etableret på ba

række temaer, der

af deltagerne selv

vil oftest arbejde p


tis at deltage. Helt gratis. Ikke en krone eller

nCrit møde. Man kunne kalde ConCrit mødet

n del af energien i mødet at skabe det umude

- uden deltagerbetalingzz

dage ConCrit

r afsat meget

i grupper. Der

på mødet. Reår

i grupper, der

af studerende,

nelsesfolk og

mensætning,

ldent finder.

ationale konfeghed

for at tage

este række. Indog

fremmest

ægsholdere, der

diet. Sådan er

Crit møde, hvor

gelse er helt cendeltagerne

har

ets succes og har

at påvirke ind-

t i år i Barcelona

ken, og der er

ed to former for

I den første del

s grupperne så

tværs af sprog

muligt. Det

å tværs af de

systemer og for

bruges i anden

studierejser og

ksene er, som

nævnt, sløjfet, så

v aktivt hjælpe

at frem og tilrævende,og

kan

e, medmindre

ltisprogtalenter

rk lyst og vilje til

et sine erfarintor

åbenhed for

bliver sagt, er

t gøre det til en

er grupperggrund

af en

er formuleret

. Disse grupper

å ét sprog eller

max to sprog. Det er ofte engelsk,

men der har også været grupper,

der har arbejdet på dansk.

Der er konstant sprogvanskeligheder.

Det driller, det tager tid,

det irriterer, men vi bliver stædigt

ved med at omforme Con-

Crit mødet, så vi løser problemet

bedst muligt. En del af deltagerne

kan flere sprog, og er oftest parat

til at tage en tørn med at oversætte,

selvom sproget måske er blevet

lidt støvet. I en ConCrit sammenhæng

gives der ikke karakter –

heller ikke i forbindelse med frivillige

oversættelser.

Det er gratis at deltage, men fly

og ophold koster. BUPL Århus har

givet tilskud til deltagelse og 15

pædagoger herfra deltog i mødet.

Der er billige fly-forbindelser til

Barcelona fra både Århus og Billund,

og der var mulighed for at

finde pensioner og små hoteller i

bydelen Gracia, hvor mødet blev

afviklet.

Det internationale perspektiv

er vigtigt at diskutere i forhold til

det pædagogiske arbejde. Det er

ulige nemmere at gøre, når man

placerer sig i fremmede omgivelser.

Der er ikke mange internationale

konferencesammenhænge,

hvor pædagoger inviteres, men

muligheden er der i ConCrit sammenhængen.

Klik ind på ConCrits hjemmeside

- www.concrit.org - hvis

du har lyst til at læse mere om bevægelsen

eller se flere billeder fra

mødet, der blev afholdt d. 15. & 16.

maj i år. Samme sted vil du kunne

finde tid og sted for næste års internationale

ConCrit konference,

når den endelige beslutning er

truffet – senest midten af juni. n

Claus Jensen er faglig sekretær.

11

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


12

ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2009

Anerkendelse

og testning af b

Endnu en tale har fundet vej til bladets spalter, og vi har flere, der står i kø. Ideen med talerne er, at de

i denne korte form giver et bud på,, hvordan nogle centrale begreber eller problemstillinger kan anskues.

Vi håber, at talerne kan inspirere til diskussion. Der er ikke copyright på talerne. Jo mere de bliver

brugt des bedre. Af samme grund kan du også hente teksterne på BUPL Århus’ hjemmeside.

God fornøjelse. Claus Jensen ÅP-redaktør

Test! Jeg tror, at dette ord kan vække en vis modvilje i kroppen på mange, der beskæftiger sig med

pædagogik og børn. Jeg kan mærke, at jeg føler denne modvilje mod og bekymring omkring testning

af børn, men det er svært at sætte ord på, hvor dette stammer fra, og om det er velbegrundet.

I denne tale vil jeg efterspore ophavet til denne uro, som jeg mener stikker meget dybt og kan sige

noget meget væsentligt om noget fundamentalt i den pædagogiske opgave. Jeg mener nemlig, at den

bekymring eller modvilje man kan have omkring testning af børn hænger sammen med en grundlæggende

bekymring for, om den pædagogiske indsats bidrager til at fremme barnets udfoldelse af sig selv

og sin personlighed, eller om den pædagogiske indsats hæmmer denne udvikling, og tvinger barnet til

at fornægte eller nedvurdere sider af sig selv. Da spørgsmålet om pædagogikkens potentiale til at virke

både undertrykkende og befordrende for individets udvikling har været et centralt pædagogisk spørgsmål

siden Rousseau (1712-1778), er der god grund til også at tage dette spørgsmål op i forbindelse

med testning og anden pædagogisk vurdering af børn.

Anerkendelsesbegrebet

I denne diskussion vil jeg tage udgangspunkt i den teori om anerkendelse, der er udviklet af den tyske

social-filosof Axel Honneth, da han netop skriver om de grundlæggende forudsætninger for at blive

menneske i samspil med sine omgivelser. Honneth mener, at man kun kan blive sig selv i den udstrækning

at ens unikke potentiale og personlighed anerkendes af omgivelserne, det vil sige, i den udstrækning,

at omgivelserne kan rumme og acceptere ens særlige træk og individualitet. Honneth skelner

(med reference til socialpsykologen George Herbert Mead) mellem den del af personligheden han kalder

”mig’et” og den del han kalder ”jeget”: ”Mens ”mig’et” rummer de sociale normer og konventioner,

hvormed et subjekt kontrollerer sin adfærd i overensstemmelse med samfundets forventninger,

er jeget samlingsstedet for alle de indre impulser, der kommer til udtryk i de uvilkårlige reaktioner på

sociale udfordringer.” (Honneth 2006, s. 114) Honneth taler altså om en del af vores personlighed, der

er socialt tilpasset og kontrolleret (mig’et) og en del af vores personlighed, der lever et mere skjult liv

i vores mere ukontrollerede følelsesliv, fantasier, drifter og det han kalder ”moralsk sensibilitet”, altså

en slags personligt indlejret etik. Ifølge Honneth er vi altså ikke kun socialiserede væsener, der tager

omverdenens prægning på os, men vi har en indre modstand eller egenart (jeget), som trænger sig

på eller fortrænges: ”subjektet (vil) hele tiden mærke nogle påtrængende krav, der er uforenelige med

den sociale omverdens intersubjektivt anerkendte normer.” (Honneth 2006, s. 115) Der er så at sige

et indre pres for, at den indre verden kan komme til udtryk og blive en del af individets ansigt udadtil.

Dette indre pres er brændstoffet til den proces Honneth omtaler som individuering: At lade så meget

som muligt fra jegets indre og uerkendte verden blive en del af den måde vi forstår os selv og som vi

præsenterer os selv overfor andre mennesker på.

Der er her meget fokus på individet, men Honnets pointe er, at vi kun kan blive os selv i den udstrækning,

at omverdenen accepterer og værdsætter jegets impulser, som udtrykkes i spontane følelser,

tanker og handlinger. Det er denne accept og værdsættelse fra omverdenen som Honneth kalder anerkendelse:

At den enkeltes unikke karaktertræk og potentialer kan rummes og accepteres af dets

omverden, således at den enkelte selv kan acceptere og integrere disse sider af sig selv. Han udtrykker

det på den måde, at ”et subjekt kun kan forstå sig selv som en enestående og uerstattelig person, når


ørn AfThomas

Gitz-Johansen

alle interaktionspartnere anerkender dets selvrealiseringsmåde som et positivt bidrag til fællesskabet.”

(Honneth 2006, s. 124)

Når anerkendelse udebliver

Man kan så spørge hvad der sker, når et barn ikke mødet anerkendelse for sine unikke egenskaber

og potentialer. Om dette siger Honneth: ”Hvis denne sociale billigelse på et eller andet

trin i udviklingen udebliver, opstår der en psykisk lakune i personligheden, der udfyldes af negative

følelsesreaktioner såsom skam og indignation.” (Honneth 2006, s. 180-1) Honneth taler

altså om, at reaktionen på manglende social anerkendelse for ens unikke kvaliteter enten

kan vende sig indad og blive til skamfuldhed over disse forbudte karaktertræk, eller den kan

vende sig udad og blive til vrede eller oprør mod den eller dem, der har påført personligheden

et sår.

Honnets teori om anerkendelse er ikke specifikt møntet på børn, men handler om menneskelivet

og det at blive menneske som sådan. En person, der har undersøgt hvad manglende anerkendelse

af unikke karaktertræk kan betyde for børn, er psykoanalytikeren Alice Miller. Miller

taler om, at børn, der ikke oplever anerkendelse for deres egentlige personlighed, i stedet søger

at tilpasse sig de voksnes behov og forventninger ved at udvikle det, hun kalder en ”somom-personlighed”

eller et falsk selv (Miller 1989). Et falsk selv er et fremmedgjort selv, der

ikke kan mærke sine egne behov og ønsker, fordi det har vænnet sig til at opfange signaler fra

omverdens behov og ønsker og at ignorere sine egne indre impulser. Dette barn kan, ifølge

Miller, godt udvikle stærke intellektuelle færdigheder, mens særligt dets følelsesliv (sorg, glæde,

vrede, drifter, had, angst, sårbarhed m.m.) er i fare for at forblive uudviklet. Dette barn,

der har udviklet eller er i færd med at udvikle et falsk selv, kan altså sagtens være et yderst

veltilpasset barn, der er fuldt i stand til at efterkomme omverdenens krav og uudtalte forventninger,

men dette kan ske på bekostning af udviklingen af en mere autentisk personlighed,

hvor også de for omverdenen mindre ønskværdige sider og følelser er integreret.

Ud fra Honneth og Miller er en voksens væsentligste opgave overfor et barn altså, at kunne

rumme de besværlige dele af barnets personlighed, så at barnet selv får mulighed for, at forholde

sig positivt til sine særlige egenskaber og karakteristika. Men dette er ingen lille fordring

til den voksne. Dette kræver nemlig, at den voksne kan rumme disse sider i sin egen

personlighed. Kan den voksne ikke rumme og acceptere sin egen vrede, sorg, frustration,

indadvendthed, vildskab, ensomhed, dovenskab, usikkerhed, sårbarhed, trang til bekræftelse,

generthed, følsomhed m.m., så er det mere end sandsynligt, at den voksne også vil have

svært ved at acceptere disse træk hos barnet som noget positivt og acceptabelt. Den schweiziske

psykoanalytiker Carl Jung formulerede denne problematik således: ”Ingen kan opdrage

til personlighed, om han ikke selv har det.” (Jung 1971, s. 129) At udvikle personlighed betyder

hos Jung at acceptere og udvikle de sider af sig selv, der er særlige for én som menneske,

men som ikke nødvendigvis betragtes som positivt af omverdenen. Jungs begreb om personlighed

er altså beslægtet med det, som Honneth mener med at udvikle selv-anerkendelse, og

13

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


14

ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2009

det som Miller beskriver med begrebet ”et sandt selv”. Jung siger videre, at den energi

vi voksne bruger på at danne børnene måske snarere burde bruges på at danne (udvikle,

acceptere, anerkende) os selv, for kun i den udstrækning vi kan rumme vores egne

unikke karakteristika og vores eget følelsesliv, kan vi rumme og anerkende barnets

udtryk.

Anerkendelse og testning af børn

Jeg mener med de ovenstående betragtninger at have lokaliseret hvor mit ubehag ved testning

af børn stammer fra: Det stammer fra en mistanke om at tests virker som et udefrakommende

dømmende blik på barnet, der opstiller nogle almene, standardiserede målsætninger

for, hvordan et barn bør være på et givent alderstrin, og derfor kun giver den voksne og barnets

selv mulighed for at forholde sig positivt til de sider af barnet, som testmaterialet anerkender.

Vi må altså stille os det spørgsmål, om de tests, vi anvender, bidrager til, at barnet får

mulighed for at udvikle en positiv relation til sin egne potentialer, særlige karaktertræk og brogede

følelsesliv, eller om det bidrager til, at barnet enten må danne et falsk selv eller gøre oprør

og modstand mod denne manglende anerkendelse ved at prøve at afvise og undslippe de

voksnes og institutionens autoritet og fordømmelse. Man kan også stille spørgsmålet, om vi er

sikre på, at de mennesker, der har produceret de forskellige tests og vurderingsmaterialer selv

har udviklet accept af alle sine socialt uacceptable sider. Hvis ikke er der en risiko for, at disse

menneskers uaccepterede personlighedstræk bliver en del af testene og vurderingsmaterialerne

i form af fordømmelse af bestemte sider hos de testede og vurderede børn – her sker det

bare i en slags fagligt retfærdiggjort indpakning.

Den type tests, som jeg i denne sammenhæng er mest skeptisk overfor er de tests eller vurderingsmaterialer,

der tester ”det hele barn”. Altså de tests eller vurderingsmaterialer, der inddrager

sider af barnets personlighed så som følelseslivet og dets sociale væremåde. Den mest

kendte og udbredte version af denne type tests er uden tvivl Kuno Bellers udviklingsbeskrivelser,

der i mange detaljer beskriver mål og kriterier for hvordan et barn bør udvikle og opføre

sig på en mænge områder. Der findes også mange mere lokalt udviklede skemaer og vurderingsmaterialer,

som har denne karakter. I et kommunalt udviklet vurderingsskema til anvendelse

i børnehaven, er jeg for eksempel stødt på vurderingsområder som Identitetsdannelse,

Empati, Intellekt og kognitive evner, Interessesfære og Nonverbal kommunikation. Eksempler

på vurderingskriterier er her: ”Fremstår barnets følelsesudtryk umiddelbart som værende

adækvate og forståelige i den givne sammenhæng?”, ”Ansigtsmimik passer til situationen” og

”Holder en relevant fysisk afstand til andre”.

Man kan spørge sig, om man slet ikke må stille krav til og udfordre børn? Jo, selvfølgelig må

og skal man det! Ethvert menneske må lære at møde modstand og overvinde udfordringer

for at blive i stand til at leve sit liv og udleve sine drømme. Anerkendelse betyder altså ikke at

man hele tiden skal sige ”hvor er du dygtig” til barnet. Dette kan lige så vel skabe et falsk selv,

da barnet i sin higen efter at høre de rosende ord igen kan bestræbe sig på, at gentage de

handlinger og udtryk, der i første omgang bragte det ros. Den voksnes rolle handler derimod

om, at give barnet udfordringerne i passende mængder (indenfor den nærmeste udviklingszone),

og støtte barnet, så det kan overvinde udfordringen og derved udvikle en følelse af tillid

til sin egen dømmekraft og til sine evner og egenskaber. Men denne overvindelse må foregå

som en understøttelse af barnets specifikke personlighed og ikke som led i en fornægtelse af

socialt uacceptable personlighedstræk.

Litteratur

Honneth, Axel (2006, original 1992): Kamp om

anerkendelse. Hans Reitzels Forlag, København.

Jung, Carl G. (1971, original 1934): Sjælens Virkelighed.

Gyldendal, København.

Miller, Alice (1982, original 1979): Det selvudslettende

barn – Om virkningen af narcissistiske forstyrrelser.

Socialpædagogisk Bibliotek/Munksgard,

København.

Thomas Gitz-Johansen er lektor på Institut for Psykologi

og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet

Møde med Thomas Gitz-Johansen d. 24/8

Vi har lavet aftale med Thomas Gitz-Johansen om at komme

til Århus den 24. august for at uddybe talens indhold og ikke

mindst at diskutere de mulige perspektiver. Gem derfor ikke

dette nummer for langt væk, du kan få ekstra meget ud af

oplægget, hvis du har genopfrisket det inden dagen, hvor oplægget

finder sted.

Mødet afholdes den 24. august. De øvrige oplysninger om

tid og sted vil blive bragt i næste nummer af Århus Pædagoger

og på www.bupl.dk/aak, men datoen ligger fast.


Af Vibeke Sørensen, sekretariatet

Forældre sætter modul-krydser

Modulordning Kryds, kryds, kryds. I maj måned sidder forældrene ved skærmen og krydser

tilfredshed af. De bliver også spurgt om tilfredsheden med modulordningen. Der er nogle problemer

i den måde, spørgsmålene bliver stillet på

Allerede i indledningen til spørgsmålene

om modulordningen,

mangler der objektivitet. Der står:

”Med modulpasning kan man

som forældre vælge, hvor mange

timer om ugen, man ønsker at få

sit barn passet”.

Det er ordet ”ønsker”, den er

gal med. Forældrene vælger ikke

korte moduler, fordi de ”ønsker”

det. De vælger korte moduler af

økonomisk nødvendighed. De

voldsomme spring i taksterne

mellem korte og lange moduler,

gør det ikke til et valg.

Før indførsel af modulordningen

i 2007, valgte forældrene

fremmødet indenfor 52 timers åbningstid.

De bestemte ikke møde

og hente-tidspunkter flere uger

før og skulle ikke stå til regnskab.

Nu er modultiden begrænset af,

hvad der er råd til. I BUPL´s optik

er det et stort tilbageskridt for forældrenes

frie valg og ønsker.

Erfaring med modul

Spørgeskemaet handler om din personlige

mening om forskellige forhold

ved skolerne, dag- og fritidstilbuddene

i Århus Kommune. Derfor er det

vigtigt, at du svarer ud fra dine egne

erfaringer og holdninger. Sådan står

der i indledningen til skemaet.

Når kommunen tæller resultaterne

sammen, skal de huske at ca.

20 % af forældrene kun har modul-erfaring.

De var der ikke før

2007. Det vil sige, at svarene bliver

en skøn blanding af forældre

med erfaring og forældre uden

erfaring fra dengang der var 52

timers åbent. Det kan komme til

at betyde noget i det samlede resultat.

Ikke et ord

om konsekvenser

I teksten fra kommunen står der

også: ”Det giver mulighed for at tilpasse

valget af modul til den enkelte

families dagligdag og behov, og man

betaler kun for det valgte antal timer”.

Det økonomiske klaps institutionen

får, ved korte modulvalg

omtales i spørgeskemaet blot

som en tilpasning til dagtilbuddets

økonomiske ramme. Der står

ikke direkte, hvor stor betydning

forældrenes valg har for institutionens

økonomi.

”Vi har hørt om

pjecer, der beskrev

konsekvenserne af

modulvalget, som er

blevet stoppet, før de

nåede ud til forældrene”

og ”jeg har været

nødt til at melde mig

til forældrerådet for at

få noget af vide om konsekvenserne.

Jeg kunne intet få af vide

før”, lød det blandt andet fra et par

af forældrene på det møde ’Forældre

Imod Modulpasning’ stod bag

i februar i år. Det er meget bekym-

BUPL Århus har udgivet en lille pjece

med nogle af de fakta, der hører med

til at være klædt på i forhold til modulordningen

konsekvenser.

Find den på www.bupl.dk/aak

Forældrene er blevet bedt om at svare på

spørgsmål om modulordningen. Spørgsmålene

er ikke neutrale, men positivt ladet overfor

modulordningen.

Fakta

Når én forælder med barn i

vuggestue vælger et 35 timers

modul frem for et 45 timers

modul, skal vuggestuen spare

godt 20.000 kr. på årsbudgettet

rende, at forældrene

ikke får det reelle billede

af modulordningens

konsekvenser. Specielt

nu, hvor de skal afgive

svar, som de burde

være fuldt oplyste omkring.

Glansbillede

Forældrene præsenteres for noget,

vi vil kalde glansbillede-retorik.

Børnefamilierne har ikke brug for

korte modultider og stramme tidsplaner.

Børnefamilier har brug for

al den fleksibilitet, kommunerne

vil tilbyde. Fleksibiliteten med fuld

åbningstid (52 timer om ugen) for

alle er langt at foretrække. Vi kunne

godt ønske os at kommunen

holdt op med at pakke modulordningen

pænt ind. n

15

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


16

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

Af Bjarne W. Andresen, pædagog

Fra Skt. Knuds Torv til Bruxelles

Rapport fra en studiegruppe Vinteren igennem har en studiegruppe haft møder i LOs lokaler

på Skt. Knuds Torv. Deltagerne havde det tilfælles, at de var tillidsrepræsentanter eller

bestyrelsesmedlemmer i enten FTF- eller LO-fagforeninger. Fra BUPL deltog Carin Weibull,

Bob Whyte og undertegnede

Det usædvanlige ved møderækken

var, at deltagerne

kom fra både det

private og det offentlige

arbejdsmarked, at der var

både faglærte og ufaglærte

og at vi kom fra fag, som traditionelt

er kvinde- som mandsdominerede.

Det gav en særlig

dynamik, som jeg ikke kender

fra andre tværfaglige sammenhænge,

hvor vi typisk er sammen

med sygeplejersker, psykologer,

lærere og andre socialarbejdere.

Disse faggrupper var da heldigvis

også repræsenteret i studiegruppen.

Emnerne på møderne var lige

så brogede som sammensætningen

af deltagerne: medietræning,

arbejderbevægelsens historie,

markedsgørelsen af den offentlige

sektor, kommunalpolitisk

duel, arbejdsmarkedskommissionen

og EU – det sidste emne

blev i fuldt mål belyst gennem en

tur til Bruxelles. Undervejs blev

der også tid til en specialforestillingen

af filmen Sicko! i Øst

På billedet står vi i selve Parlamentsbygningen. Når parlamentsmedlemmerne er der,

får de virkelig VIP-behandling. F.eks. er der blå løbere, som kun MEP’erne må betræde.

Alle andre (også ansatte) blev kontrolleret som i lufthavne, mens de kunne bevæge sig

frit rundt. Pas skulle vi dog kun vise for at komme ind på den danske ambassade!

for Paradis. Det vil føre for vidt

at referere de enkelte studieaftener.

Jeg vil nøjes med at fremhæve

betydningen af at mødes med

andre faggrupper. Det krævede

meget af os, fordi vi deltog som

individer men også blev opfattet

som repræsentanter for ”pædagogerne”,

ligesom det samme gjorde

sig gældende for elektrikerne, laboranterne

osv.

Et af målene med studiegruppen

var at få den politiske dagsorden

tilbage på arbejdspladsen.

Det er ikke en opgave, tre pædagoger

alene kan løfte, men vi er

enige om, at vi kan være med til


at lave ringe i vandet. Vi er i hvert

fald selv blevet mere inspireret,

mere fyldt med energi og væsentligt

klogere.

Turen til Bruxelles var sidste

punkt på programmet. Det var

en lang tur i bus frem og tilbage

og et intensivt program dernede.

Vi fik talt med både parlamentarikere,

embedsmænd og lobbyister

fra forskellige ”lejre”. Det gav

naturligvis mange nye oplysninger.

F.eks. at 75-80 procent af danske

love er implementeringer af

EU-beslutninger. Med andre ord

bestemmer vi kun 20-25 procent

selv. EU har en enorm opmærksomhed

rettet mod børn- og ungeområdet.

Det er derfor tankevækkende,

at BUPL og Danmarks

Lærerforening kun har en eneste

repræsentant ansat i Bruxelles.

Tilsammen. De enkelte fagforbund

havde hver deres repræsentanter

i ”International Trade

Union House”. Arbejdsgiverforeningerne

var imidlertid de første

til at bosætte sig i Bruxelles og

de har stadig langt flere ansatte

end fagforeningerne.

Vi fik øjnene op for, hvor

vigtigt det er at engagere sig i

EU-valget. Der er længere til

Pædagogiske tanker

’Betingelserne for børns kultur er ikke ligegyldige. Det er nu engang det voksne samfund, der lægger

rammerne for børn. Med debatten går ofte skævt og retter bager for smed. Det moderne liv leverer

ikke blot viderværdigheder. Til eksempel har børnehaverne måske, når det kommer til stykket, en

vigtigere kulturel funktion som mødested for børnene (og for børn og voksne), dvs som forum for legekulturen,

end som formidler af ”pædagogik”

Legekulturen (og hverdagslivets) uformelle former er grundlag for, hvad børn tilegner sig i det pædagogiske

system, inklusive skolen, ligesom man kan sige, at disse strukturer og institutioner har en

grundlagsfunktion for legekulturen’

(Flemming Mouritsen)

Mouritsen, Flemming (1996:14): Legekultur. Odense Universitetsforlag

Citatet er denne gang valgt af bladets redaktør.

I Parlamentsbygningen holdt studiekredsen møde med de to parlamentsmedlemmer

Christel Schaldemose (S) og Margrete Auken (SF). De talte om sundhed, forbrugerpolitik

og arbejdsmiljø - og om mulighederne for at få flere danskere til at interessere sig

for EU og dermed EU-valget og parlamentets arbejde. Her venter vi på de to parlamentarikere.

Der var i det hele taget meget ventetid under besøget i Bruxelles

Parlamentet i Bruxelles end til

Folketinget i København, men

der træffes altså tre gange så

mange beslutninger af betydning

for den almindelige dansker i EU-

systemet.

BUPL Århus har støttet studiekredsens

arbejde økonomisk,

ikke mindst pædagogernes deltagelse

på studieturen. n

17

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009


18

ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

Hvad læser århus-pædagoger?

- når vi læser faglitteratur

Af Henrik Dahl, pædagog og journalist

Bøger med og uden Kant

Hvad læser du i øjeblikket?

”Jeg er som regel i gang med mindst to

bøger på en gang. En af dem, jeg læser

lige nu, er skrevet af Ole Fogh Kirkeby

m.fl. og hedder ’Protreptik- filosofisk coaching

i ledelse’. Protreptik er en gammel

græsk disciplin. Den handler om at vende

et menneske mod det væsentlige i dets

liv. I bogen folder Kirkeby den filosofiske

coaching ud som en dialog, der ikke har

nogen entydige svar. Her ligner den jo på

mange måder pædagogikkens væsen, sådan

helt fundamentalt. Det er et ret seriøst

indlæg i en tid, hvor en hel industri af

kvaksalvere forsøger at indholdsbestemme

coachingbegrebet.

I dag er det sådan, at vores arbejdsvirkelighed -

tænk blot på begrebet ’den lærende organisation’ - fortæller

os, at vi skal udvikle, udvikle og atter udvikle os.

Vi får hele tiden at vide, at vi har skjulte ressourser osv.

osv. Coaching kan i værste fald være en del af denne

tendens.

Den anden bog, som jeg læser lige nu er en roman,

som jeg fik i fødselsdagsgave: Haruki Murakami

’What I talk about when I talk about running’. Han kan

sine græske tragedier, sin jazz og sin klassiske musik,

og den handler kort fortalt om, hvad det at løbe betyder

for en forfatter, mens han skriver sin bog.”

Hvad var de første fagbøger, du læste?

”Inden jeg overhovedet havde besluttet mig for at vælge

den pædagogiske vej, læste jeg op gennem halvfemserne

alt fra R. D. Laing til Victor Frankl. Det meste af

det forstod jeg vel egentligt ikke så meget af. Men en

sommer, hvor jeg uheldigvis havde forstuvet begge

knæ, lånte jeg ”Dit kompetente barn” af min mor, som

også er pædagog. Eftersom jeg ikke havde noget særligt

at give mig til udover at misunde de solhungrende

naboer, som kørte til stranden indsmurt i olie og med

håndklædet over nakken, tog jeg til takke med Tour de

France og så Jesper Juul. Og efter kort tids læsning var

jeg fuldstændig autistisk optaget af Jesper Juuls tanker.

Alt det her med at vi som voksne kan lære børn at tage

vare på deres personlige og sociale udvikling i samspil

med andre ved at vi aflægger os opdragerrollen og træder

i karakter som autentiske og anerkendende voksne.

Jeg var fuldstændigt uden for Maders og Leths begejstrede

metaforers rækkevidde og følte mig givetvis ligeså

høj som de hårdtarbejdende cyklister, bare uden

EPO.

Kort tid efter at jeg startede på seminariet, blev vi

præsenteret for Marianne Horsdals ’Livets fortællin-

Jesper Sehested er pædagog

i vuggestuen Mindegade,

hvor han har arbejdet,

siden han blev uddannet på

Peter Sabroe Seminariet i

2005.

ger’, og ’Når små børn mødes’ af Gunvor

Løkken. Jeg husker begge bøger som vældig

interessante. Horsdals bog satte perspektiv

på fortællingen som et grundvilkår

i forhold til at skabe sammenhæng og

mening i tilværelsen.

For et par år siden læste jeg en ny bog

af Gunvor Lykken ’Toddlerkultur’, som

handler om hvordan vi giver støtte til den

særlige kropslige måde at skabe relationer

på. Hun lægger vægt på det sociale i det

kropslige. Meget i modsætning til læreplanstænkningen

som mere beskæftiger sig

med det kropslige som en art ”sundhedsfremme”.”

Hvilke fagbøger har betydet mest for dig?

”Der er to bøger, som skiller sig ud - Immanuel Kants

’Grundlæggelse af sædernes metafysik’ og Irvin D.

Yalom ’Terapiens essens’.

Kant er tung læsning, som det kræver en blyfri stædighed

at komme igennem. Og det er jo ikke sådan, at

vi som pædagoger skal gå rundt i det daglige med tilbagevendende

referencer til Kants pligtetik. Men på en

eller anden måde synes jeg, at bogen og dens beskrivelse

af det kategoriske imperativ (’Handl således at

din handling kan gøres til almen lov’) og diskussionen

om etik, moral og værdier er væsentlig også i dag. Det

er den, fordi der bliver færre og færre regler for, hvordan

vi mennesker omgås hinanden. Og derfor kommer

værdierne og idealerne til at spille en stadig større

rolle.

Det er måske også en af grundene til, at filosofien

må gøre sit indtog i pædagogikken.

Den anden bog ’Terapiens essens’ er en praktisk eksempelsamling

med forskellige bud på interventioner

og overvejelser, som den amerikanske psykiater Yalom

har på hjerte og gavmildt deler ud af. Befriende fattig

på teori, men rig på teknik og erfaring. Her og nu situationen/relationen

og terapeutens brug af sig selv og sin

åbenhed. For Yalom handler det ikke kun om at fjerne

symptomer og smerte, men også om karakterændringer

og personlig vækst. Den er let at bruge i det daglige

arbejde.”

Er der noget, du ærgrer dig over, at du aldrig har fået læst?

”Af og til kigger jeg op på reolen, hvor Makarenkos ’Vejen

til livet’ står, og undrer mig over, hvorfor det er, at

jeg aldrig har taget mig sammen til at få den læst. Men

det kommer vel engang. For et par år siden købte jeg

’Det faderløse samfund’ af Henrik Jensen. Og den har

indtil videre lidt samme skæbne.”


BUPL, Forbundet for pædagoger og klubfolk, Århus

Der indkaldes hermed til GENERALFORSAMLING

FREDAG den 25. september 2009 kl. ca. 18 - 23

FORSLAG TIL DAGSORDEN

A. ÅBNING

B. BERETNING

C. REGNSKAB

D. INDKOMNE FORSLAG

E. BUDGETFORSLAG

F. VALG

G. EVENTUELT

Endeligt forslag til dagsorden og materiale til

generalforsamlingen udsendes med Århus

Pædagoger medio september

Program for pensionistgruppen

Tirsdag 9. juni 2009:

Turen går til

Lille Vildmosecentret i Dokkedal

Denne gang går

turen til det skønneØsthimmerland.

Vi skal på en

guidet tur i ”Bette

Vildmose”. Vi skal

høre om mosens

natur, vi ser bl.a.

området omkring Tofte Sø, hvor der er mulighed for

at se ørne. Desuden skal vi også høre om mosens kultur,

bl.a. om tørvegravning i Postlandmosen. Da vi

skal ud og prøve at mærke hvordan det ”gynger i mosen,

er det vigtigt at ha’ et par gode sko og en varm

jakke med, da det kan blæse en del. På turen hjem kører

vi til Øster Hurup, hvor vi har aftalt et besøg i galleriet

hos Charlotte Breinholm. Charlotte vil fortælle

om sin kunst og der vil nok også være mulighed for at

erhverve sig et lille kunstværk.

Afgang fra Mindegade kl. 8.15

Hjemkomst ca. kl. 18

Arrangør: Ruth og Lise P.

Mandag 24. august 2009:

Turen går til Horsens

Vi besøger først Industrimuseet

i Horsens (byens

gamle el- og gasværk).

Der er arrangeret en

rundvisning på museet.

Hvor vi bl.a. skal se de

forskellige udstillinger.

Frokosten, der består af

en 1970’er menu indtages

på Café Gasleight. (pris

135,-kr.) Efter frokosten er

der arrangeret en særlig

rundvisning på ”Danmarks

Nimbus Tourings Motorcyklemuseum”, ligesom

der vil være god mulighed for at se nærmere på

museets mange samlinger og udstillinger.

Afgang fra Mindegade kl.9.45

Hjemkomst ca. kl.16.30

Arrangør: Dan Zachariassen

HUSK: bindende tilmelding senest 14 dage før.

Tilmelding skal altid ske til: Marianne Altschuler

86 13 32 62 privat eller mobil 26 11 32 62

Vil du/I gerne se Daginstitutionernes Museumsforening

er der mulighed for dette.

Saml nogle stykker og bestil tid ved Marianne.


Udgiveradresseret Maskinel Magasinpost

ID: 46597

En tak til Venstre (eller et ryk til højre?)

Stor var frygten for denne bagsides overlevelses, da det blev meddelt, at Louise Gade forlader

posten som rådmand for Børn & Unge.

Gade har gennem hele sin rådmandskarriere været fast leverandør af stof

til bagsiden.

Nu har hun valgt at returnere til Århus Universitet, hvor man i de kommende

år nok kan forvente en omlægning af forelæsningerne, således at der

i højere grad tages hensyn til de studerendes forskellige læringsstile.

Vores tak til Venstre skyldes, at man har valgt Gert Blærehår som Gades

afløser. Med det valg er vi sikre på, at der også fremover vil være stof til bag- siden

Blærehår har en fortid som bowlinghalbestyrer. Det skaffede ham hele

286 personlige stemmer ved sidste valg. Og skulle vel også være en garanti

for, at han nok skal kunne bestride posten som rådmand for kommunens

mest budgettunge magistrat.

Blærehårs tidligere beskæftigelse har ligeledes givet ham en vis træning

i at færdes om ikke på de bonede, så dog de olierede gulve.

Om sin nye post udtaler rådmanden: ”Jeg glæder mig til at få fingre i

alle de kugler, der er på området med henblik på nye spare*-projekter. Samtidig

har min forgænger informeret mig om, at der har været strike** på området

i både 2006 og 2008, hvilken jo glæder en gammel bowlingmand.”

Faktisk er rådmanden så begejstret for sit nye job, at han ved flere lejligheder,

er hørt gående omkring syngende Sys Bjerres seneste hit, hvor omkvædet

lyder: ”Jeg har accepteret, at jeg er en kegle”.

På baggrund af de seneste meningsmålinger foreslår Århus Kværulanter, at

Rådmanden deltager i forvaltningens kursus Respekt for spærregrænser med undervisning

af Dion Ommer og Palle Udbrændt.

Ordforklaring:

*Rådmanden forveksler her ’spare’ (10 kegler med to kugler) med ’spare’.

** Rådmanden forveksler her ’strike’ (10 kegler med én kugle) med ’strejke’

Hvis en person med ADHD er i bruser, er det så et DAMP-bad?

Det gælder om at være positiv

Det synes at være det nye mantra i Børn & Unge-forvaltningen.

Da udliciteringen af madordningen for nylig klaskede

sammen som en kikset æggestand, udsendte forvaltningschef

Rene-Bukke-Og-Skrabe-Bertramsen en pressemeddelelse

med følgende indledning: ”Mere end hver fjerde afdeling

(37 ud af 145)..., får nu deres ønsker til madordningen

opfyldt...”

Ja, men hurra! En fjerdedel af 145 er

36,25. Så med 37 er man jo da også et

anseeligt stykke over.

Tidligere – i en mindre ordflommet

periode – ville man vel nok

have erkendt ”at cirka 75 procent ikke har

kunnet få indfriet deres ønsker til et frokostmåltid.

Århus Kværulanter venter spændt på om den positive

tilgang breder sig til andre områder. For eksempel hvis der

kun er penge til en fjerdedel af den kommende havnetunnel!

århus

Spørgsmål til ministeren

Kan besætningen på det danske skib

Absalon, som sejler rundt ud for Somalias

kyst, blive anklaget for piratkopiering,

hvis de

tager billeder af

deres fanger?

KVÆRULANTER

Red: H. Lavning & L. Melgrutter

Tak til BUPL

Lavning og Melgrutter konstaterer med glæde, at vores

hovedsponsor BUPL-Århus endelig har fattet, hvad det

drejer sig om. I protest mod modul-ordningen har fagforeningen

fået produceret et stort antal øloplukkere

med teksten ”Stop Modul”. Så kan man da i hvert fald

få skyllet sorgerne ned med en høkerbajer.

More magazines by this user
Similar magazines