Århus Pædagoger nr. 3 - Bupl

århus
pædagoger
Nr 3 Juni 2009
Kritik

2
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
Indhold:
Kritik skal der til .......................................3
”Umyndiggørelse”, det er titlen på en ny bog, som sociologen
Rasmus Willig har skrevet. Bogen er baseret på
nogle pædagogers oplevelser af, at kritik bliver kvalt eller
aldrig kommer til udtryk
Konstruktiv kritik ......................................5
Der er meget stor opmærksomhed på ledelse i disse år,
og det kræver sin mand/kvinde at placere sig i spillet. Vi
har at give spalteplads til en pædagogisk leder; Birthe
Hedegaard har fået mulighed for at give sine overvejelser
videre. Læs hendes tredie artikel
Hold-kæft-kulturen er
også forældrenes problem .........................7
”Det er rystende læsning” siger Jesper Lindholm, Formand
for Forældrenævnet i Århus efter at have læst Rasmus
Willigs bog Umyndiggørelse
Umyndiggørelse ........................................9
Månedens faglige kommentar er skrevet af Marianne G.
Nielsen
ConCrit – 2009 ....................................... 10
En reportage i ord og billeder fra årets ConCrit-konference
i Barcelona
Anerkendelse og testning af børn ............. 12
Talen er denne gang skrevet af Thomas Gitz-Johansen,
lektor på RUC
Forældre sætter modul-krydser ................ 15
I maj måned sidder forældrene ved skærmen og krydser
tilfredshed af. Der er imidlertid nogle problemer i den
måde, spørgsmålene bliver stillet på
Fra Skt. Knuds Torv til Bruxelles ............... 16
Læs rapporten fra studiegruppen som i april besøgte parlamentet
Bruxelles. Fra BUPL deltog Carin Weibull, Bob
Whyte og Bjarne W. Andresen
Inspiration ............................................. 17
Pædagogiske tanker - Flemming Mouritsen
Hvad læser Jesper Sehested
Indkaldelse til generalforsamling 25/9
Program for pensionistgruppen
Leder
Glansbilleder Fænomenet 'glansbille- århus
pædagoger
Nr 3 Juni 2009
der' stammer fra Tyskland omkring 1860.
De første var i en sort/hvid udgave, der
dog kunne håndmales mod ekstra betaling.
Siden blev teknikken udviklet, så
glansbilledet kunne få fuld skrue med
farve og glimmer, og de blev et populært
samlerobjekt.
Glansbilledets grundlæggende fidus
med at lægge glans og glimmer på i tykt lag for at
få virkeligheden til at fremstå som mindre modsætningsfyldt,
lever stadig.
Den romantiske fremstilling af virkeligheden
kan og skal ikke aflives, men det går galt, når vi
begynder at omtale virkeligheden, som om virkeligheden
er et glansbillede. Når vi bruger alverdens
krumspring for at holde vores sprog indenfor
en 'glansbilledretorik', hvor det f.eks. bliver problematisk
at kalde et problem for et problem, men i
stedet skal omskrive det til at være 'en udfordring'!
Det er på tide igen at kalde en spade for en spade,
og igen få skabt plads til kritik. Det vil med garanti
give mere energi i den virkelige virkelighed.
Claus Jensen.
Faglig Sekretær og redaktør for Århus Pædagoger.
Sommerferieåbent
I sommerferien har vi
ændrede åbningstider:
Vi har lukket i uge 30.
I ugerne 28 og 29 og 31 og 32 er der
åbent:
For telefonisk henvendelse:
mandag til fredag kl. 10-12
For personlig henvendelse:
mandag til fredag kl. 9-13
Århus Pædagoger - Lokalblad for pædagoger og klubfolk i Århus Kommune. Århus Pædagoger - udgives af
BUPL-Århus, Mindegade 12, 8000 Århus C. Tlf. 3546 5650. Email: bupl-aak@bupl.dk Internet: www.bupl.dk/aak.
Redaktionsgruppen: Claus Jensen (ansvarshavende), Vibeke Sørensen, Kate Reuther, Lotte Zwicky og Henrik
Dahl. Citater og uddrag fra bladet er tilladt, når artiklens forfatter og ÅP angives som kilde. Artikler bragt i ÅP
er ikke nødvendigvis udtryk for BUPL-Århus’ holdning og politik. Læserbreve er velkomne. Layout: Erik Foged.
Oplag: 7200. Tryk: Zeuner Grafisk as
Kritik

Af Vibeke Sørensen, sekretariatet
Kritik skal der til
Ny bog ”Umyndiggørelse”, det er titlen på en ny bog, som sociologen Rasmus Willig har
skrevet. Bogen er baseret på nogle pædagogers oplevelser af, at kritik bliver kvalt eller aldrig
kommer til udtryk. Pædagogerne bliver umyndiggjort, når de ikke kan komme af med kritikken,
skriver Rasmus Willig
En sommeraften-mandag i
maj. Festsalen på Skt. Annagades
skole er rammen
om et møde for BUPL´s
medlemmer. Rasmus Willig
præsenterer sin nye bog
for de 150 fremmødte pædagoger.
Mange er kommet, fordi de
kan genkende det med, at kritik
ikke bliver taget alvorligt, og andre
er kommet for at være med i
debatten.
I BUPL Århus har de faglige
sekretærer Marianne G. Nielsen
og Claus Jensen fulgt bogens tilblivelse
med stor forventning.
For hvad bliver det for en bog,
og hvad bliver reaktionen? De er
også til stede i festsalen denne
aften.
”Bogen er baseret på fokusgruppeinterview
med godt 100
pædagoger i Århus. De har fortalt
om, hvordan de oplever kritikkens
vilkår i Århus. Vi har
glædet os til at komme til det her
møde i aften og høre reaktionerne
fra medlemmerne”, siger Marianne
G. Nielsen.
”Efter mødet i aften ved vi
mere om hvordan bogen bliver
modtaget, når den udkommer
her den 25. maj”, tilføjer Claus
Jensen.
En pædagog rejser sig op på
mødet og siger:
”Vi vil have lov til at ytre os,
også med følelsesladet kritik. Det
er jo os, der ser de ting, der ikke
fungerer”. Der bliver klappet, da
den samme pædagog, siger: ”Vi
får af vide, vi skal sige alt det positive,
men det skal vi ikke kun”.
Pædagogik skal diskuteres
Det pædagogiske fag lever, når
det er til debat. Kritik er nød-
Rasmus Willig, her i midten af billedet, præsenterede sin nye bog "Umyndiggørelse"
for ca. 150 pædagoger mandag den 18. maj på Annagades skole.
vendig i det pædagogiske fag,
for børn og unge ændrer sig og
samfundet ændrer sig, og derfor
skal pædagogerne reflektere over
praksis og kritisere det, der fagligt
burde være anderledes.
”Samfundet har brug for kritik
og refleksion.
Det sikrer kvalitet
i pædagog-faget, at
de der arbejder med
pædagogik, er med
til at diskutere det.
Pædagoger og alle
andre offentligt ansatte
skál ytre sig
om det, de laver”, siger Marianne.
”Også når der er noget der ikke
virker”.
”Der skal være en dynamisk
Jeg tror, at nogle resignerer,
fordi de enten har oplevet, det
ikke hjælper at sige noget, eller
fordi de er nervøse for konsekvenserne.
Marianne G. Nielsen
faglig debat indenfor pædagogfaget.
Det er forudsætningen for, at
faget udvikler sig. Som det er nu,
er der for mange, der er trængt op
i en krog og ikke tør åbne munden,
og hvis ikke arbejdsgiveren
vil høre på kritikken, så skal
vi i pædagogernes
fagforening i hvert
fald tage den faglige
debat og skabe rum
for, at medlemmerne
kan få deres kritik
ud”, siger Claus.
Et fag som pædagogik
har ikke har
blot en løsning. Der er ikke kun
én måde at gøre det rigtige på.
Faget udøves i et felt, hvor politikerne
prioriterer hvor mange
3
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

4
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
Der blev lyttet opmærksomt, da sociolog Rasmus Willig præsenterede sin nye bog: Umynddiggørelse
penge, der skal bruges på området.
Og de seneste mange år, har
det altafgørende været, at der
skulle bruges færre penge. Pædagogerne
har et andet udgangspunkt
nemlig en faglighed, der
byder dem at tage udgangspunkt
i, hvad der er bedst fagligt.
”Kritik er svær, men vi kommer
ingen vegne i pædagogfaget
ved at negligere den”,
”Vi burde have en kultur,
hvor politikere og forvaltning tog
imod med kyshånd, når de fagprofessionelle
tilvejebringer en
relevant kritik”, siger Marianne.
BUPL har i flere år haft fokus
på at udvikle pædagogisk kritik
i modsætning til det man kunne
kalde manual-pædagogik.
”Der er brug for kritisk stillingtagen,
hvor pædagoger bruger
deres faglighed frem for at de
får et stykke papir og nogle regler
der foreskriver, hvordan de
skal passe deres arbejde”, siger
Claus som kritik af kommunernes
mange programmer for hvordan
pædagoger skal udføre deres
arbejde.
Lukker munden på folk
Det er vigtigt at forholde sig kritisk
til de vilkår, man arbejder
under. Pædagogerne i bogen oplever
ikke, de kan aflevere kritikken
og få en diskussion af, om det
nu er rimeligt, det der foregår.
”Jeg tror, at nogle resignerer,
fordi de enten har oplevet, det
ikke hjælper at sige noget, eller
fordi de er nervøse for konsekvenserne.
I Århus har vi jo sager,
hvor f.eks. ledere der udtaler
sig kritisk, kommer til samtale og
får fortalt at sådan skal man ikke
udtale sig, det er for kritisk overfor
Århus kommu-
ne”, fortæller Marianne
som eksempel
på hvordan kritik
kvæles.
Et andet eksempel
på umyndig-
gørelsen er når kritik mødes af
sætningen ”hvis du ikke kan
lide lugten, i bageriet, …”. Rasmus
Willig fremhæver eksemplet
som en del af den retorik og
kultur hvor kritik ikke er velkommen
og hvor normerne tilsiger, at
det bedre kan betale sig at holde
mund, end at sige sin mening.
”Det er Rasmus Willigs analyse,
og vi er glade for, at en forsker
udefra kommer og
sætter ord på det, vi
har haft på fornemmelsen”,
siger Claus
og fortsætter: ”han
etablerer helikoptersynet
og stiller en
diagnose”.
De to mener, at hvis faget ikke
diskuteres, så dør det. Og det er
godt på vej, hvis de der skal levere
kritikken allerede er kodet
med, at de ikke må udtale sig om
forholdene for børnene og på arbejdspladsen.
Offentligt ansatte skal have lov
til at sige, at noget ikke er godt
nok.
Claus Jensen
Et andet eksempel på umyndiggørelsen
er når kritik mødes af
sætningen ”hvis du ikke kan lide
lugten, i bageriet, …”
Rasmus Willig
Kritik i det offentlige
Kritik og diskussion er også vigtig
for andre offentligt ansatte,
der styres stramt.
”Det, der sker, er, at den måde
det offentlige styrer på udvander
den faglige diskus-
sion i professionerne.
Når usikkerheden,
har installeret
sig i den enkelte,
så kan ikke engang
lange forklaringer
om offentlige ansattes
ytringsfrihed lave om på, at
det er sådan man føler det”, siger
Marianne.
”Det er ikke som sådan lovens
bogstav og lovgivningen om
ytringsfrihed, der er noget galt
med. Det er systemets manglende
kultur for at modtage kritik og bruge
den konstruktivt, og det at kritik
ikke bliver brugt til at udvikle
pædagogfaget, der er
problemet”, pointerer
Marianne.
”Hvis professionernes
status skal
højnes, er vi nødt
til at finde en måde
at diskutere på. Offentligt
ansatte skal
have lov til at sige, at noget ikke
er godt nok. Vi skal have udbredt
disciplinen kritik til at foregå på
arbejdspladserne, men også i forvaltnings-
og politikerverdnen”,
uddyber Claus.

Kritikkens fremtid
På mødet fremhævede Rasmus
Willig, at kritik ikke skal kræve
mod, at kritik ikke skal have
en bestemt form og at en kritisk
holdning ikke fordrer en løsning
fra kritikeren. Men at der skal kritik
til for at finde en løsning.
”Det virker som om, der er
mange forskere, der analyserer,
hvad det gør ved folk og deres
faglighed at blive styret og frataget
myndighed. Og det skal vi nu
arbejde videre med og diskutere
med medlemmerne ved forskellige
lejligheder i juni og i efteråret”,
slutter Marianne og konstaterer at
det har været en spændende aften
på Annagade, hvor diskussionerne
om umyndiggørelse blev
yderligere foldet ud. n
Uddrag fra
Umyndiggørelse
”Umyndiggørelse handler
om det moderne arbejdsliv
og om, hvordan en
række samfundsmæssige
forandringer har ført til,
at mange moderne mennesker
oplever, at de ikke
længere bliver hørt, at
deres kritik har mistet sin
gennemslagskraft, og at
de er ude af stand til at
påvirke deres omgivelser.
De føler sig umyndiggjorte,
fordi de uden muligheden
for kritik er frataget
deres medbestemmelse,
og de fyldes med en følelse
af afmagt over for
deres arbejdspladser og
det samfund, de lever i.
De mister meningen med
det arbejdsliv, de gerne vil
leve, fordi de ikke kan få
lov til at udtrykke, hvad de
mener". (s. 22)
Af Birthe Hedegaard, pædagogisk leder
Konstruktiv kritik
Ledelse Den almene opfattelse af begrebet kritik er,
at hvis man er kritisk over for noget, så forholder man
sig automatisk negativt til det. Sådan forstås begrebet
i hverdagssproget og i den offentlige debat. Dermed
har kritikbegrebet lukket sig om sig selv, inden debatten
overhovedet er begyndt
For mig at se er kritik ensbetydende
med refleksion. Når man
forholder sig kritisk til noget, som
f.eks. omstruktureringen, må
man allerførst sjoske ind i problemstillingen
med træsko på.
Da opdager man måske, at store
modsætninger og begrænsninger
gør sig gældende. Dernæst kan
man reagere på to måder:
(1) Man kan blive handlingslammet
og passiv, stoppe op og totalt
afvise den nye situation.
(2) Man kan tage skridtet videre i
forsøget på at undfange et alternativ.
Så har vi ikke blot at gøre
med en negativt defineret kritik,
men derimod en kritik, der bibringer
gode refleksioner og måske
endda nye forslag og perspektiver.
Denne reflekterende og konstruktive
kritik er det optimale
udgangspunkt for en dialog,
hvorigennem tingenes tilstand
kan diskuteres og muligvis ændres
til det bedre. På tegnebrættet
virker denne fremgangsmåde
måske brugbar, men i praksis
ser det noget anderledes ud. Det
er nemlig ikke altid lige nemt
at komme til orde med et synspunkt,
der ikke stemmer overens
med de herskende idealer.
Modpoler
Udtrykker man holdninger, som
ved første øjekast synes uforenelige
med de retningslinjer, som
f.eks. kommunalpolitikerne har
udstukket, da hører man pr. definition
hjemme i den modsatte
grøft, de negativt tænkendes
grøft. Det kunne jo også være, at
man i virkeligheden hørte hjem-
Der er meget stor opmærksomhed
på ledelse i disse år, og det kræver
sin mand/kvinde at placere sig i
spillet. I Århus Pædagoger har vi
valgt at give spalteplads til en pædagogisk
leder; Birthe Hedegaard
har fået mulighed for at give sine
overvejelser videre. Denne artikel
er nummer tre og den sidste i
serien
me et helt tredje eller fjerde sted.
Denne enten-eller-tanke tvinger
os ud i en endeløs fremadrettethed,
da modsætningen til ’det
nye’ nødvendigvis må være ’det
bagstræberiske’, ’det konservative’.
I mine bestræbelser på at levere
andre tænkemåder, der
eventuelt kan bygge bro mellem
dét, der engang var, og dét der nu
skal komme, støder jeg desværre
ofte på grund. Det virker nemlig
som om, at der alene findes to
ekstreme yderpunkter i mødet
med en forandringsproces: Enten
er man bagstræberisk, eller også
cruiser man derudad for fuld
skrue – ind i fremtiden og uden
at se sig tilbage.
Lidt karikeret kan man må-
5
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

6
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
ske sige, at vi alle opfører os som
om, vi har de skingre, subjektive
meninger på den ene side og den
kølige, logiske forstand på den
anden. Pædagoger reagerer subjektivt
og følelsesmæssigt, mens
kommunen arbejder rationelt, objektivt
og systemorienteret. Denne
polarisering låser kun diskussionen
fast og forhindrer en mere
gavnlig helhedstænkning.
Jeg søger stadig efter det mentale
rum, hvor man i kritikkens
og refleksionens navn kan diskutere
de problemstillinger og potentialer,
der findes i kommunens
forandringsproces uden at blive
stemplet som ”een der kun ser begrænsninger
frem for muligheder”.
For så stopper diskussionen
nemlig, før den reelt er kommet i
gang…
Filosofiens hjælp
Dette rum må være kendetegnet
ved æstetisk ledelse, et begreb jeg
præsenterede i min artikel i forrige
udgave af Århus Pædagoger. Et
sted, hvor vi – tak-
ket være en lydhør
ledelse – kan blive
fri for at skulle være
enten for eller imod
systemet. En ledelse,
der gør brug af andet
end rationelle
beregninger og i stedet
udviser en lydhørhed,
hvor mennesker gives de
bedst tænkelige betingelser for at
erfare en sammenhæng og meningsfuldhed
med det, de nu engang
beskæftiger sig med.
Det er naturligvis en ualmindeligt
svær ’operation’ i et samfund,
hvor tempo og udvikling
virker som et projekt i sig selv.
Hvor vi hele tiden skal videre. Og
videre. Derfor holder jeg meget af
filosofien. Fordi den ikke er bange
for at sætte tempoet ned. Filosofien
stiller de kritiske spørgsmål,
men demonstrerer også – med sin
særlige dvælen og langsomhed –
Filosofien stiller de kritiske
spørgsmål, men demonstrerer
også – med sin særlige dvælen
og langsomhed – at der findes
andet end jagten på kompetenceudvikling
Birthe Hedegaard
at der findes andet end jagten på
kompetenceudvikling. Livsduelighed,
dømmekraft og en insisteren
på langsomhed og nærvær i
det daglige arbejde må aldrig blive
overhalet af systemtænkning
og rationel logik.
Børneperspektivet
Dette er min tredje og sidste artikel
i serien om ledelse, pædagogik
og struktur. Min udgangsbøn
er et håb om, at ledelsen på alle
niveauer vil fastholde fokus på
børneperspektivet. Mens vi voksne
tager en tur i den store selvudviklingsmølle
og deltager i alle de
spændende kompetencekurser,
så står det lille vuggestuebarn på
tilbage på Gul Stue og funderer
over, hvor mon tilknytningsteorien
blev af – altså den teori vi netop
har fået genopfrisket på kurset
”Respekt for grænser”. Professor
John Bowlbys teori, der minder
os alle om, at barnet har brug for
en sikker tilknytning til en kendt
voksen, som står til rådighed i
de situationer, hvor
det enkelte barn har
brug for det.
Selvfølgelig vil
barnet få glæde af
de selvudviklede og
kompetencetunge
voksne, når de engang
får en ledig tid
fra de mange kurser.
Til den tid er vuggestuebarnet
måske vokset ind i ungdommen.
Men så vil der måske også være
ekstra brug for de kompetente
pædagoger til at tage sig af den
unge dreng eller pige, der aldrig
rigtig fik den tilknytning, de ifølge
både Bowlby og jeg fortjener.
God arbejdslyst!
Birte kan kontaktes på e-mail:
birthe.hj@hotmail.com

Af Mette Bach Larsen, freelance skribent
Hold-kæft-kulturen er
også forældrenes problem
Umyndiggørelse ”Det er rystende læsning”, siger Jesper Lindholm, Formand for Forældrenævnet
i Århus efter at have læst Rasmus Willigs bog Umyndiggørelse. ”Hvis bogens eksempler
er et udtryk for de fleste pædagogers oplevelser, er det graverende. Som forælder bliver
man både vred og indigneret.” Jesper fortsætter ”man kan undre sig over, at vi ikke har hørt
før, hvor slemt det åbenbart står til nogen steder. Men man skal ikke undervurdere, hvad en
’hold-kæft-kultur’ kan gøre ved mennesker”
Jesper giver også udtryk
for en vis skuffelse over, at
nogle pædagoger ikke altid
er helt ærlige over for
forældrene. Men udtrykker
samtidig forståelse:
”det er menneskeligt at værne om
sin værdighed. Det er urimeligt,
at pædagogerne får de rammer,
som ikke gør det muligt at agere
pædagogisk”. Jesper påpeger dog,
at han ikke har en fornemmelse
af, at det står så slemt til i alle institutioner.
”Men man kan jo godt
blive bekymret for, om det er fordi,
man ikke får det af vide”, siger
Jesper ”eller næsten værre, hvis
det er fordi, man ikke magter at
vide det.” Jesper mener, at uanset
hvor mange af pædagogerne
i Århus, der har det som dem i
bogen, er det utilstedeligt. ”Forholdene
rundt omkring er ikke
i orden. Men jeg tror ikke, det er
så slemt overalt, at man kan tale
om decideret omsorgssvigt. Men
der mangler tid og ressourcer til
aktiviteter alle steder”, siger Jesper
og fortsætter ”det er som om
pædagogik er blevet en ’luksus’,
man næsten ikke kan tillade sig
at kræve”,
Bryd ud af
hold-kæft-kulturen
”Min fornemmelse bliver bekræftet
af bogen” siger Jesper. Han
kender mange eksempler på det,
han kalder for ’hold-kæft-kulturen’.
Han forstår godt, at nogle pædagoger
bliver mismodige og opgivende:
”når man gang på gang
får smidt i hovedet, at man ’brokker
sig’, når man påpeger, at no-
Jesper Lindholm er nyvalgt formand for Forældrenævnet i Århus.
Se også www.foraeldrenaevnet.dk
get ikke hænger sammen eller
ikke kan forsvares pædagogisk,
er det klart, at man
ikke orker at blive
ved.”
Men Jesper
pointerer også, at
man har en pligt til
at gå imod en kultur,
der hæmmer
kritik: ”hvis man ikke bryder ud
af hold-kæft-kulturen, er man
med til at cementere den”.
Manglen på kommunikation
kan være fatal, fordi ting ikke
bliver fortalt videre. Vigtig viden
går tabt og der bliver ikke handlet.
Jesper håber, bogen vil give
anledning til en fortsat indsats,
Der skal kritik til, hvis vi skal
sikre kvalitet og stimulere en
sund udvikling på børneområdet
Jesper Lindholm
som kan identificere omfanget af
umyndiggørelsen. ”Der skal kritik
til, hvis vi skal
sikre kvalitet og
stimulere en sund
udvikling på børneområdet”
mener
Jesper, ”uden kritikken
vil besparelserne
bare fortsætte,
det har vores samfund ikke råd
til - og det vil vi ikke lægge børn
til”.
Umyndiggørelse
af forældre
Det er ikke kun pædagogerne,
der oplever umyndiggørelse. Forældrene
kender det så udmær-
7
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

8
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
ket. I Forældrenævnet har man
hørt om flere eksempler på, at
dagtilbudsledere er blevet sat på
plads, fordi referater fra forældrebestyrelser
og -råd indeholder
meningsudvekslinger, som f.eks.
forholder sig kritisk til modulordningen:
”Det er skræmmende, at
man bliver kigget over skulderne
af forvaltningen på den måde.
Det er et meget alvorligt demokratisk
problem” pointerer Jesper.
”Meget sigende for problemet, er
det svært at få forældre og institutioner
til ved navns nævnelse
at gå videre med sagen”.
Begrebet umyndiggørelse
kommer også på banen i forhold
til den kommende frokostordning.
Engang var mad i daginstitutionerne
en selvfølgelighed og
alle var med til at finansiere det.
Senere, efter flere sparerunder,
blev maden sparet væk. Nu bliver
den genindført sammen med et
kæmpe hop i forældrebetalingen.
”Det hænger dårligt sammen.
Hele processen og konstruktionen
omkring den ordning er
umyndiggørende”, siger Jesper
fortørnet: ”man fratager forældrene
al indflydelse, pålægger
dem en ordning, de selv skal finansiere
og fastsætter nogle rammer,
der gør det meget vanskeligt
at efterleve krav om sund mad.
Man får af vide fra regeringen, at
frokostordningen er et fælles folkesundhedsmæssigt
anliggende,
men det er kun forældrene, der
skal betale - og de har ikke engang
et valg”, siger Jesper og fortsætter:
”de decentrale løsninger
bliver på den måde igen undermineret
af dikterede løsninger,
som ikke altid giver mening lokalt.
Det er et stort problem, som
drukner mangfoldigheden og forældrenes
frie valg af forskellige
pasningstilbud.”
På et overordnet niveau fremhæver
Jesper som en pendant til
pædagogerne, der bliver beskyldt
for at brokke sig, at forældrene
bliver beskyldt for at være forkælede,
når de ytrer sig om vilkår,
de ikke synes er gode nok til børnene.
Forældrenævnet arbejder
videre med kritikken
Som en afslutning på interviewet
fortæller Jesper at Forældrenævnet
arbejder videre
med kritikken. De
vil forsøge at videreformidle
de historier,
de hører og
gøre opmærksom
på konsekvenserne
af ikke et tage
dem alvorligt. Forældrenævnet
ser gerne, at bogen kommer til at
skabe debat og dialog i de systemer,
som opsætter rammerne for
institutionerne i Århus og i hele
landet for den sags skyld. ”Det
Vi skal signalere åbenhed over
for pædagogerne, også når det
er for at høre noget, der ikke er
så rart.
Jesper Lindholm
Bogen beskriver forskellige
typer af ’umyndiggørelsesprocesser’,
som fratager individet
dets mulighed for
og evne til at ytre sig.
Pointen er, at når kritik
’afmonteres’, bliver den
der kritiserer umyndiggjort
og efterladt med
følelsen af afmagt og
handlingslammelse.
Bogen fremskriver det
at kritisere som noget
grundlæggende menneskeligt.
Når retten til
at ytre sig kritisk bliver
frataget mennesket, er
det derfor at udøve vold
mod den menneskelige
natur.
I bogen er det Århusianske pædagoger der så at sige lægger
virkelighed til bogens teoretiske anskuelser. De historier som
fortælles er til tider rystende, men historierne bliver sat ind i en
større teoretisk og gennemanalyseret ramme, som gør at de
ikke fremskrives som personlige eller psykologiske anliggender,
men tegner en alarmerende tendens i samfundsstrukturerne.
Forfatteren retter utvetydigt sin kritik mod neoliberalismen.
Bogen kan købes online hos Hans Reitzels forlag
- pris: 198 kr. + levering 32 kr.,
hos diverse boghandlere eller i BUPL Århus, Mindegade
er også vigtigt”, siger Jesper, ”at
vi tager bogen som en påmindelse,
om at forholde os kritisk
til det, vi ser, når vi afleverer og
henter vores børn og at vi placerer
ansvaret de rigtige steder.”
Jesper understreger, at forældrene
også har et ansvar for at forsøge at
holde et vist niveau
i kommunikationen
mellem forældre og
pædagoger. Jesper
slutter af med en opfordring
til forældrene:
”Vi skal signalere
åbenhed over for
pædagogerne, også
når det er for at høre noget, der
ikke er så rart. Vi er nødt til at tåle
sandheden og kræve at få den, hvis
der er noget, der skal ændres vedrørende
pasningen af vores børn,
og det er der tydeligvis!”. n

Af Marianne G. Nielsen
Umyndiggørelse
For år tilbage arrangerede BUPL en konference om
Ytringsfrihed. Emnet var hot - lægerne havde lige stiftet
foreningen ”Læger for ytringsfrihed” og i takt med omlægninger
og omstruktureringer oplevede flere faggrupper
at blive presset på deres ytringsfrihed. Det pudsige
var, at ombudsmanden på samme konference kunne rapportere
om, at han ingen sager havde på sit bord. Folk tav
inden sagerne kom så langt.
Der er langt fra en juridisk ret til at ytre sig til at have
en kultur, hvor det er normativt i orden at være kritisk.
Det fornemmede vi allerede dengang. Med udgivelsen af
Rasmus Willig´s bog ”Umyndiggørelse” har vi fået en analyse,
der går tæt på hvad det handler om.
Bogens enkelthistorier giver tilsammen en samtidsdiagnose,
der beskriver den neoliberale styringsfilosofi´s konsekvenser
for kritikken. Stadig flere dokumentationskrav,
evalueringer, strukturændringer og koncernledelse er
ikke uskyldige størrelser, men har stor normativ og kulturel
betydning. Styringen afmonterer vores kritiske røst og
det gør noget ved os som mennesker og som fagpersoner.
I sidste ende har det betydning for både demokratiet og
kvaliteten i den offentlige sektor.
”Vi elsker vores børnehaver, men det har vi ingen grund
til” sådan hed en af overskrifterne i Information for nylig.
”Jeg er ikke længere sikker på, at jeg kan anbefale de danske
daginstitutioner”, siger en af Danmarks førende udviklingspsykologer,
Dion Sommer. Foruroligende læsning.
Som pædagoger ved vi godt, at vilkårene er for dårlige
og vi har prøvet at sige det. Men politikerne lytter ikke -
de snakker rundbordspædagogik og kræver kvalitetsrapporter.
Kritikken affejes og fagprofessionelle argumenter
negligeres.
Bogen ”Umyndiggørelse” rummer mange historier. Enkeltstående
beskrivelser af, at kritikken har trange kår. Beskrivelser
af ikke at kunne leve op til sine egne faglige forventninger.
Historierne er fortalt af pædagoger og ledere i
Århus. Så selv om den påpeger et generelt problem, så må
den få et særligt fokus i Århus. Den gør anderledes indtryk
end hvis fortællingerne var fra en række socialrådgivere
i København. Det kommer tættere på og det pålægger
os et særligt ansvar at diskutere den med hinanden på
kryds og tværs. Medlemsmødet den 18. maj var startskuddet
og tirsdag 9. juni mødes vi igen. n
Faglig kommentar
Lars Møller
Birgit Friis
Marianne G. Nielsen Claus Jensen
Henning Truelsegaard
Ulla Nygaard
9
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

10
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
Af Claus Jensen
ConCrit – 2009
En anderledes konference Det skal være gra
en euro må det koste at deltage i det årlige Co
for et ’dogme-møde’ i den forstand, at det er e
lige – at lave et internationalt pædagogisk mø
Internationale møder eller
konferencer er rasende
dyre. Der skal, som
ved en dansk konference,
være stole, borde, tag
over hovedet og masser
af mad. Dertil kommer,
at der skal være en lang række af
tolkebokse, som sikrer kommunikationen
frem og tilbage og på
tværs af de sproggrupper, der er
involveret i konferencen. Listen
over alle de ting, der skal huskes,
er lang – meget lang, og en stor
del af det koster en god slump
penge.
Det var derfor noget af en beslutning
at træffe, at det skulle
være gratis – helt gratis at deltage.
Den beslutning fik rigtig mange
konsekvenser, da stort set alt måtte
gentænkes, når der ikke er rigeligt
med midler at trække på.
Konferencelokaler, tolkebokse
og store frokostborde røg med det
samme. Uden penge var det slet
ikke muligt. Der måtte tænkes i alternativer,
og løsningen lå lige for.
ConCrit møderne skulle afholdes
i det offentlige rum på pladser, i
parker eller andre steder, hvor der
var muligt at samle mange mennesker
til oplæg og diskussion.
Den løsning havde samtidig den
fordel at forbipasserende havde
mulighed for at slå sige ned og
deltage på lige fod med resten af
deltagerne.
Parken og pladsen er uformelle
rum, som vi alle er vant til
at bevæge os i. Kun få er vant til
at holde større møder i en sådan
sammenhæng. Det viser sig også
at være en fordel, da det er med
til at bringe gruppedeltagerne sådan
lidt på ’glatis’, når der skal tages
fat på diskussionerne. Det gør
kommunikationen hen over de
traditionelle opdelinger lettere at
håndtere.
I løbet af de to
mødet varer, er de
tid til at diskutere
er tre hovedtalere
sten af tiden foreg
med en blanding
praktikere, uddan
forskere er en sam
som man kun sjæ
På store intern
rencer er der muli
en slapper på bag
satsen ligger først
hos rækken af opl
på skift går på po
det ikke til et Con
den enkeltes delta
tral. Hver og en af
et ansvar for mød
stor mulighed for
holdet.
ConCrit møde
er det fjerde i ræk
fundet en form m
gruppedannelse.
af mødet etablere
meget på kryds og
og nationalitet som
åbner for indsigt p
forskellige landes
kontakter, der kan
sammenhæng ved
lignende. Tolkebo
det tidligere blev
deltagerne må sel
til med at få overs
bage. Det er tidsk
være anstrengend
man har et par mu
i gruppen. En stæ
at få kommuniker
ger videre og en s
at forstå, hvad der
alligevel med til a
god oplevelse.
Resten af tiden
ne etableret på ba
række temaer, der
af deltagerne selv
vil oftest arbejde p

tis at deltage. Helt gratis. Ikke en krone eller
nCrit møde. Man kunne kalde ConCrit mødet
n del af energien i mødet at skabe det umude
- uden deltagerbetalingzz
dage ConCrit
r afsat meget
i grupper. Der
på mødet. Reår
i grupper, der
af studerende,
nelsesfolk og
mensætning,
ldent finder.
ationale konfeghed
for at tage
este række. Indog
fremmest
ægsholdere, der
diet. Sådan er
Crit møde, hvor
gelse er helt cendeltagerne
har
ets succes og har
at påvirke ind-
t i år i Barcelona
ken, og der er
ed to former for
I den første del
s grupperne så
tværs af sprog
muligt. Det
å tværs af de
systemer og for
bruges i anden
studierejser og
ksene er, som
nævnt, sløjfet, så
v aktivt hjælpe
at frem og tilrævende,og
kan
e, medmindre
ltisprogtalenter
rk lyst og vilje til
et sine erfarintor
åbenhed for
bliver sagt, er
t gøre det til en
er grupperggrund
af en
er formuleret
. Disse grupper
å ét sprog eller
max to sprog. Det er ofte engelsk,
men der har også været grupper,
der har arbejdet på dansk.
Der er konstant sprogvanskeligheder.
Det driller, det tager tid,
det irriterer, men vi bliver stædigt
ved med at omforme Con-
Crit mødet, så vi løser problemet
bedst muligt. En del af deltagerne
kan flere sprog, og er oftest parat
til at tage en tørn med at oversætte,
selvom sproget måske er blevet
lidt støvet. I en ConCrit sammenhæng
gives der ikke karakter –
heller ikke i forbindelse med frivillige
oversættelser.
Det er gratis at deltage, men fly
og ophold koster. BUPL Århus har
givet tilskud til deltagelse og 15
pædagoger herfra deltog i mødet.
Der er billige fly-forbindelser til
Barcelona fra både Århus og Billund,
og der var mulighed for at
finde pensioner og små hoteller i
bydelen Gracia, hvor mødet blev
afviklet.
Det internationale perspektiv
er vigtigt at diskutere i forhold til
det pædagogiske arbejde. Det er
ulige nemmere at gøre, når man
placerer sig i fremmede omgivelser.
Der er ikke mange internationale
konferencesammenhænge,
hvor pædagoger inviteres, men
muligheden er der i ConCrit sammenhængen.
Klik ind på ConCrits hjemmeside
- www.concrit.org - hvis
du har lyst til at læse mere om bevægelsen
eller se flere billeder fra
mødet, der blev afholdt d. 15. & 16.
maj i år. Samme sted vil du kunne
finde tid og sted for næste års internationale
ConCrit konference,
når den endelige beslutning er
truffet – senest midten af juni. n
Claus Jensen er faglig sekretær.
11
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

12
ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2009
Anerkendelse
og testning af b
Endnu en tale har fundet vej til bladets spalter, og vi har flere, der står i kø. Ideen med talerne er, at de
i denne korte form giver et bud på,, hvordan nogle centrale begreber eller problemstillinger kan anskues.
Vi håber, at talerne kan inspirere til diskussion. Der er ikke copyright på talerne. Jo mere de bliver
brugt des bedre. Af samme grund kan du også hente teksterne på BUPL Århus’ hjemmeside.
God fornøjelse. Claus Jensen ÅP-redaktør
Test! Jeg tror, at dette ord kan vække en vis modvilje i kroppen på mange, der beskæftiger sig med
pædagogik og børn. Jeg kan mærke, at jeg føler denne modvilje mod og bekymring omkring testning
af børn, men det er svært at sætte ord på, hvor dette stammer fra, og om det er velbegrundet.
I denne tale vil jeg efterspore ophavet til denne uro, som jeg mener stikker meget dybt og kan sige
noget meget væsentligt om noget fundamentalt i den pædagogiske opgave. Jeg mener nemlig, at den
bekymring eller modvilje man kan have omkring testning af børn hænger sammen med en grundlæggende
bekymring for, om den pædagogiske indsats bidrager til at fremme barnets udfoldelse af sig selv
og sin personlighed, eller om den pædagogiske indsats hæmmer denne udvikling, og tvinger barnet til
at fornægte eller nedvurdere sider af sig selv. Da spørgsmålet om pædagogikkens potentiale til at virke
både undertrykkende og befordrende for individets udvikling har været et centralt pædagogisk spørgsmål
siden Rousseau (1712-1778), er der god grund til også at tage dette spørgsmål op i forbindelse
med testning og anden pædagogisk vurdering af børn.
Anerkendelsesbegrebet
I denne diskussion vil jeg tage udgangspunkt i den teori om anerkendelse, der er udviklet af den tyske
social-filosof Axel Honneth, da han netop skriver om de grundlæggende forudsætninger for at blive
menneske i samspil med sine omgivelser. Honneth mener, at man kun kan blive sig selv i den udstrækning
at ens unikke potentiale og personlighed anerkendes af omgivelserne, det vil sige, i den udstrækning,
at omgivelserne kan rumme og acceptere ens særlige træk og individualitet. Honneth skelner
(med reference til socialpsykologen George Herbert Mead) mellem den del af personligheden han kalder
”mig’et” og den del han kalder ”jeget”: ”Mens ”mig’et” rummer de sociale normer og konventioner,
hvormed et subjekt kontrollerer sin adfærd i overensstemmelse med samfundets forventninger,
er jeget samlingsstedet for alle de indre impulser, der kommer til udtryk i de uvilkårlige reaktioner på
sociale udfordringer.” (Honneth 2006, s. 114) Honneth taler altså om en del af vores personlighed, der
er socialt tilpasset og kontrolleret (mig’et) og en del af vores personlighed, der lever et mere skjult liv
i vores mere ukontrollerede følelsesliv, fantasier, drifter og det han kalder ”moralsk sensibilitet”, altså
en slags personligt indlejret etik. Ifølge Honneth er vi altså ikke kun socialiserede væsener, der tager
omverdenens prægning på os, men vi har en indre modstand eller egenart (jeget), som trænger sig
på eller fortrænges: ”subjektet (vil) hele tiden mærke nogle påtrængende krav, der er uforenelige med
den sociale omverdens intersubjektivt anerkendte normer.” (Honneth 2006, s. 115) Der er så at sige
et indre pres for, at den indre verden kan komme til udtryk og blive en del af individets ansigt udadtil.
Dette indre pres er brændstoffet til den proces Honneth omtaler som individuering: At lade så meget
som muligt fra jegets indre og uerkendte verden blive en del af den måde vi forstår os selv og som vi
præsenterer os selv overfor andre mennesker på.
Der er her meget fokus på individet, men Honnets pointe er, at vi kun kan blive os selv i den udstrækning,
at omverdenen accepterer og værdsætter jegets impulser, som udtrykkes i spontane følelser,
tanker og handlinger. Det er denne accept og værdsættelse fra omverdenen som Honneth kalder anerkendelse:
At den enkeltes unikke karaktertræk og potentialer kan rummes og accepteres af dets
omverden, således at den enkelte selv kan acceptere og integrere disse sider af sig selv. Han udtrykker
det på den måde, at ”et subjekt kun kan forstå sig selv som en enestående og uerstattelig person, når

ørn AfThomas
Gitz-Johansen
alle interaktionspartnere anerkender dets selvrealiseringsmåde som et positivt bidrag til fællesskabet.”
(Honneth 2006, s. 124)
Når anerkendelse udebliver
Man kan så spørge hvad der sker, når et barn ikke mødet anerkendelse for sine unikke egenskaber
og potentialer. Om dette siger Honneth: ”Hvis denne sociale billigelse på et eller andet
trin i udviklingen udebliver, opstår der en psykisk lakune i personligheden, der udfyldes af negative
følelsesreaktioner såsom skam og indignation.” (Honneth 2006, s. 180-1) Honneth taler
altså om, at reaktionen på manglende social anerkendelse for ens unikke kvaliteter enten
kan vende sig indad og blive til skamfuldhed over disse forbudte karaktertræk, eller den kan
vende sig udad og blive til vrede eller oprør mod den eller dem, der har påført personligheden
et sår.
Honnets teori om anerkendelse er ikke specifikt møntet på børn, men handler om menneskelivet
og det at blive menneske som sådan. En person, der har undersøgt hvad manglende anerkendelse
af unikke karaktertræk kan betyde for børn, er psykoanalytikeren Alice Miller. Miller
taler om, at børn, der ikke oplever anerkendelse for deres egentlige personlighed, i stedet søger
at tilpasse sig de voksnes behov og forventninger ved at udvikle det, hun kalder en ”somom-personlighed”
eller et falsk selv (Miller 1989). Et falsk selv er et fremmedgjort selv, der
ikke kan mærke sine egne behov og ønsker, fordi det har vænnet sig til at opfange signaler fra
omverdens behov og ønsker og at ignorere sine egne indre impulser. Dette barn kan, ifølge
Miller, godt udvikle stærke intellektuelle færdigheder, mens særligt dets følelsesliv (sorg, glæde,
vrede, drifter, had, angst, sårbarhed m.m.) er i fare for at forblive uudviklet. Dette barn,
der har udviklet eller er i færd med at udvikle et falsk selv, kan altså sagtens være et yderst
veltilpasset barn, der er fuldt i stand til at efterkomme omverdenens krav og uudtalte forventninger,
men dette kan ske på bekostning af udviklingen af en mere autentisk personlighed,
hvor også de for omverdenen mindre ønskværdige sider og følelser er integreret.
Ud fra Honneth og Miller er en voksens væsentligste opgave overfor et barn altså, at kunne
rumme de besværlige dele af barnets personlighed, så at barnet selv får mulighed for, at forholde
sig positivt til sine særlige egenskaber og karakteristika. Men dette er ingen lille fordring
til den voksne. Dette kræver nemlig, at den voksne kan rumme disse sider i sin egen
personlighed. Kan den voksne ikke rumme og acceptere sin egen vrede, sorg, frustration,
indadvendthed, vildskab, ensomhed, dovenskab, usikkerhed, sårbarhed, trang til bekræftelse,
generthed, følsomhed m.m., så er det mere end sandsynligt, at den voksne også vil have
svært ved at acceptere disse træk hos barnet som noget positivt og acceptabelt. Den schweiziske
psykoanalytiker Carl Jung formulerede denne problematik således: ”Ingen kan opdrage
til personlighed, om han ikke selv har det.” (Jung 1971, s. 129) At udvikle personlighed betyder
hos Jung at acceptere og udvikle de sider af sig selv, der er særlige for én som menneske,
men som ikke nødvendigvis betragtes som positivt af omverdenen. Jungs begreb om personlighed
er altså beslægtet med det, som Honneth mener med at udvikle selv-anerkendelse, og
13
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

14
ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2009
det som Miller beskriver med begrebet ”et sandt selv”. Jung siger videre, at den energi
vi voksne bruger på at danne børnene måske snarere burde bruges på at danne (udvikle,
acceptere, anerkende) os selv, for kun i den udstrækning vi kan rumme vores egne
unikke karakteristika og vores eget følelsesliv, kan vi rumme og anerkende barnets
udtryk.
Anerkendelse og testning af børn
Jeg mener med de ovenstående betragtninger at have lokaliseret hvor mit ubehag ved testning
af børn stammer fra: Det stammer fra en mistanke om at tests virker som et udefrakommende
dømmende blik på barnet, der opstiller nogle almene, standardiserede målsætninger
for, hvordan et barn bør være på et givent alderstrin, og derfor kun giver den voksne og barnets
selv mulighed for at forholde sig positivt til de sider af barnet, som testmaterialet anerkender.
Vi må altså stille os det spørgsmål, om de tests, vi anvender, bidrager til, at barnet får
mulighed for at udvikle en positiv relation til sin egne potentialer, særlige karaktertræk og brogede
følelsesliv, eller om det bidrager til, at barnet enten må danne et falsk selv eller gøre oprør
og modstand mod denne manglende anerkendelse ved at prøve at afvise og undslippe de
voksnes og institutionens autoritet og fordømmelse. Man kan også stille spørgsmålet, om vi er
sikre på, at de mennesker, der har produceret de forskellige tests og vurderingsmaterialer selv
har udviklet accept af alle sine socialt uacceptable sider. Hvis ikke er der en risiko for, at disse
menneskers uaccepterede personlighedstræk bliver en del af testene og vurderingsmaterialerne
i form af fordømmelse af bestemte sider hos de testede og vurderede børn – her sker det
bare i en slags fagligt retfærdiggjort indpakning.
Den type tests, som jeg i denne sammenhæng er mest skeptisk overfor er de tests eller vurderingsmaterialer,
der tester ”det hele barn”. Altså de tests eller vurderingsmaterialer, der inddrager
sider af barnets personlighed så som følelseslivet og dets sociale væremåde. Den mest
kendte og udbredte version af denne type tests er uden tvivl Kuno Bellers udviklingsbeskrivelser,
der i mange detaljer beskriver mål og kriterier for hvordan et barn bør udvikle og opføre
sig på en mænge områder. Der findes også mange mere lokalt udviklede skemaer og vurderingsmaterialer,
som har denne karakter. I et kommunalt udviklet vurderingsskema til anvendelse
i børnehaven, er jeg for eksempel stødt på vurderingsområder som Identitetsdannelse,
Empati, Intellekt og kognitive evner, Interessesfære og Nonverbal kommunikation. Eksempler
på vurderingskriterier er her: ”Fremstår barnets følelsesudtryk umiddelbart som værende
adækvate og forståelige i den givne sammenhæng?”, ”Ansigtsmimik passer til situationen” og
”Holder en relevant fysisk afstand til andre”.
Man kan spørge sig, om man slet ikke må stille krav til og udfordre børn? Jo, selvfølgelig må
og skal man det! Ethvert menneske må lære at møde modstand og overvinde udfordringer
for at blive i stand til at leve sit liv og udleve sine drømme. Anerkendelse betyder altså ikke at
man hele tiden skal sige ”hvor er du dygtig” til barnet. Dette kan lige så vel skabe et falsk selv,
da barnet i sin higen efter at høre de rosende ord igen kan bestræbe sig på, at gentage de
handlinger og udtryk, der i første omgang bragte det ros. Den voksnes rolle handler derimod
om, at give barnet udfordringerne i passende mængder (indenfor den nærmeste udviklingszone),
og støtte barnet, så det kan overvinde udfordringen og derved udvikle en følelse af tillid
til sin egen dømmekraft og til sine evner og egenskaber. Men denne overvindelse må foregå
som en understøttelse af barnets specifikke personlighed og ikke som led i en fornægtelse af
socialt uacceptable personlighedstræk.
Litteratur
Honneth, Axel (2006, original 1992): Kamp om
anerkendelse. Hans Reitzels Forlag, København.
Jung, Carl G. (1971, original 1934): Sjælens Virkelighed.
Gyldendal, København.
Miller, Alice (1982, original 1979): Det selvudslettende
barn – Om virkningen af narcissistiske forstyrrelser.
Socialpædagogisk Bibliotek/Munksgard,
København.
Thomas Gitz-Johansen er lektor på Institut for Psykologi
og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet
Møde med Thomas Gitz-Johansen d. 24/8
Vi har lavet aftale med Thomas Gitz-Johansen om at komme
til Århus den 24. august for at uddybe talens indhold og ikke
mindst at diskutere de mulige perspektiver. Gem derfor ikke
dette nummer for langt væk, du kan få ekstra meget ud af
oplægget, hvis du har genopfrisket det inden dagen, hvor oplægget
finder sted.
Mødet afholdes den 24. august. De øvrige oplysninger om
tid og sted vil blive bragt i næste nummer af Århus Pædagoger
og på www.bupl.dk/aak, men datoen ligger fast.

Af Vibeke Sørensen, sekretariatet
Forældre sætter modul-krydser
Modulordning Kryds, kryds, kryds. I maj måned sidder forældrene ved skærmen og krydser
tilfredshed af. De bliver også spurgt om tilfredsheden med modulordningen. Der er nogle problemer
i den måde, spørgsmålene bliver stillet på
Allerede i indledningen til spørgsmålene
om modulordningen,
mangler der objektivitet. Der står:
”Med modulpasning kan man
som forældre vælge, hvor mange
timer om ugen, man ønsker at få
sit barn passet”.
Det er ordet ”ønsker”, den er
gal med. Forældrene vælger ikke
korte moduler, fordi de ”ønsker”
det. De vælger korte moduler af
økonomisk nødvendighed. De
voldsomme spring i taksterne
mellem korte og lange moduler,
gør det ikke til et valg.
Før indførsel af modulordningen
i 2007, valgte forældrene
fremmødet indenfor 52 timers åbningstid.
De bestemte ikke møde
og hente-tidspunkter flere uger
før og skulle ikke stå til regnskab.
Nu er modultiden begrænset af,
hvad der er råd til. I BUPL´s optik
er det et stort tilbageskridt for forældrenes
frie valg og ønsker.
Erfaring med modul
Spørgeskemaet handler om din personlige
mening om forskellige forhold
ved skolerne, dag- og fritidstilbuddene
i Århus Kommune. Derfor er det
vigtigt, at du svarer ud fra dine egne
erfaringer og holdninger. Sådan står
der i indledningen til skemaet.
Når kommunen tæller resultaterne
sammen, skal de huske at ca.
20 % af forældrene kun har modul-erfaring.
De var der ikke før
2007. Det vil sige, at svarene bliver
en skøn blanding af forældre
med erfaring og forældre uden
erfaring fra dengang der var 52
timers åbent. Det kan komme til
at betyde noget i det samlede resultat.
Ikke et ord
om konsekvenser
I teksten fra kommunen står der
også: ”Det giver mulighed for at tilpasse
valget af modul til den enkelte
families dagligdag og behov, og man
betaler kun for det valgte antal timer”.
Det økonomiske klaps institutionen
får, ved korte modulvalg
omtales i spørgeskemaet blot
som en tilpasning til dagtilbuddets
økonomiske ramme. Der står
ikke direkte, hvor stor betydning
forældrenes valg har for institutionens
økonomi.
”Vi har hørt om
pjecer, der beskrev
konsekvenserne af
modulvalget, som er
blevet stoppet, før de
nåede ud til forældrene”
og ”jeg har været
nødt til at melde mig
til forældrerådet for at
få noget af vide om konsekvenserne.
Jeg kunne intet få af vide
før”, lød det blandt andet fra et par
af forældrene på det møde ’Forældre
Imod Modulpasning’ stod bag
i februar i år. Det er meget bekym-
BUPL Århus har udgivet en lille pjece
med nogle af de fakta, der hører med
til at være klædt på i forhold til modulordningen
konsekvenser.
Find den på www.bupl.dk/aak
Forældrene er blevet bedt om at svare på
spørgsmål om modulordningen. Spørgsmålene
er ikke neutrale, men positivt ladet overfor
modulordningen.
Fakta
Når én forælder med barn i
vuggestue vælger et 35 timers
modul frem for et 45 timers
modul, skal vuggestuen spare
godt 20.000 kr. på årsbudgettet
rende, at forældrene
ikke får det reelle billede
af modulordningens
konsekvenser. Specielt
nu, hvor de skal afgive
svar, som de burde
være fuldt oplyste omkring.
Glansbillede
Forældrene præsenteres for noget,
vi vil kalde glansbillede-retorik.
Børnefamilierne har ikke brug for
korte modultider og stramme tidsplaner.
Børnefamilier har brug for
al den fleksibilitet, kommunerne
vil tilbyde. Fleksibiliteten med fuld
åbningstid (52 timer om ugen) for
alle er langt at foretrække. Vi kunne
godt ønske os at kommunen
holdt op med at pakke modulordningen
pænt ind. n
15
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

16
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
Af Bjarne W. Andresen, pædagog
Fra Skt. Knuds Torv til Bruxelles
Rapport fra en studiegruppe Vinteren igennem har en studiegruppe haft møder i LOs lokaler
på Skt. Knuds Torv. Deltagerne havde det tilfælles, at de var tillidsrepræsentanter eller
bestyrelsesmedlemmer i enten FTF- eller LO-fagforeninger. Fra BUPL deltog Carin Weibull,
Bob Whyte og undertegnede
Det usædvanlige ved møderækken
var, at deltagerne
kom fra både det
private og det offentlige
arbejdsmarked, at der var
både faglærte og ufaglærte
og at vi kom fra fag, som traditionelt
er kvinde- som mandsdominerede.
Det gav en særlig
dynamik, som jeg ikke kender
fra andre tværfaglige sammenhænge,
hvor vi typisk er sammen
med sygeplejersker, psykologer,
lærere og andre socialarbejdere.
Disse faggrupper var da heldigvis
også repræsenteret i studiegruppen.
Emnerne på møderne var lige
så brogede som sammensætningen
af deltagerne: medietræning,
arbejderbevægelsens historie,
markedsgørelsen af den offentlige
sektor, kommunalpolitisk
duel, arbejdsmarkedskommissionen
og EU – det sidste emne
blev i fuldt mål belyst gennem en
tur til Bruxelles. Undervejs blev
der også tid til en specialforestillingen
af filmen Sicko! i Øst
På billedet står vi i selve Parlamentsbygningen. Når parlamentsmedlemmerne er der,
får de virkelig VIP-behandling. F.eks. er der blå løbere, som kun MEP’erne må betræde.
Alle andre (også ansatte) blev kontrolleret som i lufthavne, mens de kunne bevæge sig
frit rundt. Pas skulle vi dog kun vise for at komme ind på den danske ambassade!
for Paradis. Det vil føre for vidt
at referere de enkelte studieaftener.
Jeg vil nøjes med at fremhæve
betydningen af at mødes med
andre faggrupper. Det krævede
meget af os, fordi vi deltog som
individer men også blev opfattet
som repræsentanter for ”pædagogerne”,
ligesom det samme gjorde
sig gældende for elektrikerne, laboranterne
osv.
Et af målene med studiegruppen
var at få den politiske dagsorden
tilbage på arbejdspladsen.
Det er ikke en opgave, tre pædagoger
alene kan løfte, men vi er
enige om, at vi kan være med til

at lave ringe i vandet. Vi er i hvert
fald selv blevet mere inspireret,
mere fyldt med energi og væsentligt
klogere.
Turen til Bruxelles var sidste
punkt på programmet. Det var
en lang tur i bus frem og tilbage
og et intensivt program dernede.
Vi fik talt med både parlamentarikere,
embedsmænd og lobbyister
fra forskellige ”lejre”. Det gav
naturligvis mange nye oplysninger.
F.eks. at 75-80 procent af danske
love er implementeringer af
EU-beslutninger. Med andre ord
bestemmer vi kun 20-25 procent
selv. EU har en enorm opmærksomhed
rettet mod børn- og ungeområdet.
Det er derfor tankevækkende,
at BUPL og Danmarks
Lærerforening kun har en eneste
repræsentant ansat i Bruxelles.
Tilsammen. De enkelte fagforbund
havde hver deres repræsentanter
i ”International Trade
Union House”. Arbejdsgiverforeningerne
var imidlertid de første
til at bosætte sig i Bruxelles og
de har stadig langt flere ansatte
end fagforeningerne.
Vi fik øjnene op for, hvor
vigtigt det er at engagere sig i
EU-valget. Der er længere til
Pædagogiske tanker
’Betingelserne for børns kultur er ikke ligegyldige. Det er nu engang det voksne samfund, der lægger
rammerne for børn. Med debatten går ofte skævt og retter bager for smed. Det moderne liv leverer
ikke blot viderværdigheder. Til eksempel har børnehaverne måske, når det kommer til stykket, en
vigtigere kulturel funktion som mødested for børnene (og for børn og voksne), dvs som forum for legekulturen,
end som formidler af ”pædagogik”
Legekulturen (og hverdagslivets) uformelle former er grundlag for, hvad børn tilegner sig i det pædagogiske
system, inklusive skolen, ligesom man kan sige, at disse strukturer og institutioner har en
grundlagsfunktion for legekulturen’
(Flemming Mouritsen)
Mouritsen, Flemming (1996:14): Legekultur. Odense Universitetsforlag
Citatet er denne gang valgt af bladets redaktør.
I Parlamentsbygningen holdt studiekredsen møde med de to parlamentsmedlemmer
Christel Schaldemose (S) og Margrete Auken (SF). De talte om sundhed, forbrugerpolitik
og arbejdsmiljø - og om mulighederne for at få flere danskere til at interessere sig
for EU og dermed EU-valget og parlamentets arbejde. Her venter vi på de to parlamentarikere.
Der var i det hele taget meget ventetid under besøget i Bruxelles
Parlamentet i Bruxelles end til
Folketinget i København, men
der træffes altså tre gange så
mange beslutninger af betydning
for den almindelige dansker i EU-
systemet.
BUPL Århus har støttet studiekredsens
arbejde økonomisk,
ikke mindst pædagogernes deltagelse
på studieturen. n
17
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009

18
ÅRHUS PÆDAGOGER 03-2009
Hvad læser århus-pædagoger?
- når vi læser faglitteratur
Af Henrik Dahl, pædagog og journalist
Bøger med og uden Kant
Hvad læser du i øjeblikket?
”Jeg er som regel i gang med mindst to
bøger på en gang. En af dem, jeg læser
lige nu, er skrevet af Ole Fogh Kirkeby
m.fl. og hedder ’Protreptik- filosofisk coaching
i ledelse’. Protreptik er en gammel
græsk disciplin. Den handler om at vende
et menneske mod det væsentlige i dets
liv. I bogen folder Kirkeby den filosofiske
coaching ud som en dialog, der ikke har
nogen entydige svar. Her ligner den jo på
mange måder pædagogikkens væsen, sådan
helt fundamentalt. Det er et ret seriøst
indlæg i en tid, hvor en hel industri af
kvaksalvere forsøger at indholdsbestemme
coachingbegrebet.
I dag er det sådan, at vores arbejdsvirkelighed -
tænk blot på begrebet ’den lærende organisation’ - fortæller
os, at vi skal udvikle, udvikle og atter udvikle os.
Vi får hele tiden at vide, at vi har skjulte ressourser osv.
osv. Coaching kan i værste fald være en del af denne
tendens.
Den anden bog, som jeg læser lige nu er en roman,
som jeg fik i fødselsdagsgave: Haruki Murakami
’What I talk about when I talk about running’. Han kan
sine græske tragedier, sin jazz og sin klassiske musik,
og den handler kort fortalt om, hvad det at løbe betyder
for en forfatter, mens han skriver sin bog.”
Hvad var de første fagbøger, du læste?
”Inden jeg overhovedet havde besluttet mig for at vælge
den pædagogiske vej, læste jeg op gennem halvfemserne
alt fra R. D. Laing til Victor Frankl. Det meste af
det forstod jeg vel egentligt ikke så meget af. Men en
sommer, hvor jeg uheldigvis havde forstuvet begge
knæ, lånte jeg ”Dit kompetente barn” af min mor, som
også er pædagog. Eftersom jeg ikke havde noget særligt
at give mig til udover at misunde de solhungrende
naboer, som kørte til stranden indsmurt i olie og med
håndklædet over nakken, tog jeg til takke med Tour de
France og så Jesper Juul. Og efter kort tids læsning var
jeg fuldstændig autistisk optaget af Jesper Juuls tanker.
Alt det her med at vi som voksne kan lære børn at tage
vare på deres personlige og sociale udvikling i samspil
med andre ved at vi aflægger os opdragerrollen og træder
i karakter som autentiske og anerkendende voksne.
Jeg var fuldstændigt uden for Maders og Leths begejstrede
metaforers rækkevidde og følte mig givetvis ligeså
høj som de hårdtarbejdende cyklister, bare uden
EPO.
Kort tid efter at jeg startede på seminariet, blev vi
præsenteret for Marianne Horsdals ’Livets fortællin-
Jesper Sehested er pædagog
i vuggestuen Mindegade,
hvor han har arbejdet,
siden han blev uddannet på
Peter Sabroe Seminariet i
2005.
ger’, og ’Når små børn mødes’ af Gunvor
Løkken. Jeg husker begge bøger som vældig
interessante. Horsdals bog satte perspektiv
på fortællingen som et grundvilkår
i forhold til at skabe sammenhæng og
mening i tilværelsen.
For et par år siden læste jeg en ny bog
af Gunvor Lykken ’Toddlerkultur’, som
handler om hvordan vi giver støtte til den
særlige kropslige måde at skabe relationer
på. Hun lægger vægt på det sociale i det
kropslige. Meget i modsætning til læreplanstænkningen
som mere beskæftiger sig
med det kropslige som en art ”sundhedsfremme”.”
Hvilke fagbøger har betydet mest for dig?
”Der er to bøger, som skiller sig ud - Immanuel Kants
’Grundlæggelse af sædernes metafysik’ og Irvin D.
Yalom ’Terapiens essens’.
Kant er tung læsning, som det kræver en blyfri stædighed
at komme igennem. Og det er jo ikke sådan, at
vi som pædagoger skal gå rundt i det daglige med tilbagevendende
referencer til Kants pligtetik. Men på en
eller anden måde synes jeg, at bogen og dens beskrivelse
af det kategoriske imperativ (’Handl således at
din handling kan gøres til almen lov’) og diskussionen
om etik, moral og værdier er væsentlig også i dag. Det
er den, fordi der bliver færre og færre regler for, hvordan
vi mennesker omgås hinanden. Og derfor kommer
værdierne og idealerne til at spille en stadig større
rolle.
Det er måske også en af grundene til, at filosofien
må gøre sit indtog i pædagogikken.
Den anden bog ’Terapiens essens’ er en praktisk eksempelsamling
med forskellige bud på interventioner
og overvejelser, som den amerikanske psykiater Yalom
har på hjerte og gavmildt deler ud af. Befriende fattig
på teori, men rig på teknik og erfaring. Her og nu situationen/relationen
og terapeutens brug af sig selv og sin
åbenhed. For Yalom handler det ikke kun om at fjerne
symptomer og smerte, men også om karakterændringer
og personlig vækst. Den er let at bruge i det daglige
arbejde.”
Er der noget, du ærgrer dig over, at du aldrig har fået læst?
”Af og til kigger jeg op på reolen, hvor Makarenkos ’Vejen
til livet’ står, og undrer mig over, hvorfor det er, at
jeg aldrig har taget mig sammen til at få den læst. Men
det kommer vel engang. For et par år siden købte jeg
’Det faderløse samfund’ af Henrik Jensen. Og den har
indtil videre lidt samme skæbne.”

BUPL, Forbundet for pædagoger og klubfolk, Århus
Der indkaldes hermed til GENERALFORSAMLING
FREDAG den 25. september 2009 kl. ca. 18 - 23
FORSLAG TIL DAGSORDEN
A. ÅBNING
B. BERETNING
C. REGNSKAB
D. INDKOMNE FORSLAG
E. BUDGETFORSLAG
F. VALG
G. EVENTUELT
Endeligt forslag til dagsorden og materiale til
generalforsamlingen udsendes med Århus
Pædagoger medio september
Program for pensionistgruppen
Tirsdag 9. juni 2009:
Turen går til
Lille Vildmosecentret i Dokkedal
Denne gang går
turen til det skønneØsthimmerland.
Vi skal på en
guidet tur i ”Bette
Vildmose”. Vi skal
høre om mosens
natur, vi ser bl.a.
området omkring Tofte Sø, hvor der er mulighed for
at se ørne. Desuden skal vi også høre om mosens kultur,
bl.a. om tørvegravning i Postlandmosen. Da vi
skal ud og prøve at mærke hvordan det ”gynger i mosen,
er det vigtigt at ha’ et par gode sko og en varm
jakke med, da det kan blæse en del. På turen hjem kører
vi til Øster Hurup, hvor vi har aftalt et besøg i galleriet
hos Charlotte Breinholm. Charlotte vil fortælle
om sin kunst og der vil nok også være mulighed for at
erhverve sig et lille kunstværk.
Afgang fra Mindegade kl. 8.15
Hjemkomst ca. kl. 18
Arrangør: Ruth og Lise P.
Mandag 24. august 2009:
Turen går til Horsens
Vi besøger først Industrimuseet
i Horsens (byens
gamle el- og gasværk).
Der er arrangeret en
rundvisning på museet.
Hvor vi bl.a. skal se de
forskellige udstillinger.
Frokosten, der består af
en 1970’er menu indtages
på Café Gasleight. (pris
135,-kr.) Efter frokosten er
der arrangeret en særlig
rundvisning på ”Danmarks
Nimbus Tourings Motorcyklemuseum”, ligesom
der vil være god mulighed for at se nærmere på
museets mange samlinger og udstillinger.
Afgang fra Mindegade kl.9.45
Hjemkomst ca. kl.16.30
Arrangør: Dan Zachariassen
HUSK: bindende tilmelding senest 14 dage før.
Tilmelding skal altid ske til: Marianne Altschuler
86 13 32 62 privat eller mobil 26 11 32 62
Vil du/I gerne se Daginstitutionernes Museumsforening
er der mulighed for dette.
Saml nogle stykker og bestil tid ved Marianne.

Udgiveradresseret Maskinel Magasinpost
ID: 46597
En tak til Venstre (eller et ryk til højre?)
Stor var frygten for denne bagsides overlevelses, da det blev meddelt, at Louise Gade forlader
posten som rådmand for Børn & Unge.
Gade har gennem hele sin rådmandskarriere været fast leverandør af stof
til bagsiden.
Nu har hun valgt at returnere til Århus Universitet, hvor man i de kommende
år nok kan forvente en omlægning af forelæsningerne, således at der
i højere grad tages hensyn til de studerendes forskellige læringsstile.
Vores tak til Venstre skyldes, at man har valgt Gert Blærehår som Gades
afløser. Med det valg er vi sikre på, at der også fremover vil være stof til bag- siden
Blærehår har en fortid som bowlinghalbestyrer. Det skaffede ham hele
286 personlige stemmer ved sidste valg. Og skulle vel også være en garanti
for, at han nok skal kunne bestride posten som rådmand for kommunens
mest budgettunge magistrat.
Blærehårs tidligere beskæftigelse har ligeledes givet ham en vis træning
i at færdes om ikke på de bonede, så dog de olierede gulve.
Om sin nye post udtaler rådmanden: ”Jeg glæder mig til at få fingre i
alle de kugler, der er på området med henblik på nye spare*-projekter. Samtidig
har min forgænger informeret mig om, at der har været strike** på området
i både 2006 og 2008, hvilken jo glæder en gammel bowlingmand.”
Faktisk er rådmanden så begejstret for sit nye job, at han ved flere lejligheder,
er hørt gående omkring syngende Sys Bjerres seneste hit, hvor omkvædet
lyder: ”Jeg har accepteret, at jeg er en kegle”.
På baggrund af de seneste meningsmålinger foreslår Århus Kværulanter, at
Rådmanden deltager i forvaltningens kursus Respekt for spærregrænser med undervisning
af Dion Ommer og Palle Udbrændt.
Ordforklaring:
*Rådmanden forveksler her ’spare’ (10 kegler med to kugler) med ’spare’.
** Rådmanden forveksler her ’strike’ (10 kegler med én kugle) med ’strejke’
Hvis en person med ADHD er i bruser, er det så et DAMP-bad?
Det gælder om at være positiv
Det synes at være det nye mantra i Børn & Unge-forvaltningen.
Da udliciteringen af madordningen for nylig klaskede
sammen som en kikset æggestand, udsendte forvaltningschef
Rene-Bukke-Og-Skrabe-Bertramsen en pressemeddelelse
med følgende indledning: ”Mere end hver fjerde afdeling
(37 ud af 145)..., får nu deres ønsker til madordningen
opfyldt...”
Ja, men hurra! En fjerdedel af 145 er
36,25. Så med 37 er man jo da også et
anseeligt stykke over.
Tidligere – i en mindre ordflommet
periode – ville man vel nok
have erkendt ”at cirka 75 procent ikke har
kunnet få indfriet deres ønsker til et frokostmåltid.
Århus Kværulanter venter spændt på om den positive
tilgang breder sig til andre områder. For eksempel hvis der
kun er penge til en fjerdedel af den kommende havnetunnel!
århus
Spørgsmål til ministeren
Kan besætningen på det danske skib
Absalon, som sejler rundt ud for Somalias
kyst, blive anklaget for piratkopiering,
hvis de
tager billeder af
deres fanger?
KVÆRULANTER
Red: H. Lavning & L. Melgrutter
Tak til BUPL
Lavning og Melgrutter konstaterer med glæde, at vores
hovedsponsor BUPL-Århus endelig har fattet, hvad det
drejer sig om. I protest mod modul-ordningen har fagforeningen
fået produceret et stort antal øloplukkere
med teksten ”Stop Modul”. Så kan man da i hvert fald
få skyllet sorgerne ned med en høkerbajer.