Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
14<br />
ÅRHUS PÆDAGOGER 02-2009<br />
det som Miller beskriver med begrebet ”et sandt selv”. Jung siger videre, at den energi<br />
vi voksne bruger på at danne børnene måske snarere burde bruges på at danne (udvikle,<br />
acceptere, anerkende) os selv, for kun i den udstrækning vi kan rumme vores egne<br />
unikke karakteristika og vores eget følelsesliv, kan vi rumme og anerkende barnets<br />
udtryk.<br />
Anerkendelse og testning af børn<br />
Jeg mener med de ovenstående betragtninger at have lokaliseret hvor mit ubehag ved testning<br />
af børn stammer fra: Det stammer fra en mistanke om at tests virker som et udefrakommende<br />
dømmende blik på barnet, der opstiller nogle almene, standardiserede målsætninger<br />
for, hvordan et barn bør være på et givent alderstrin, og derfor kun giver den voksne og barnets<br />
selv mulighed for at forholde sig positivt til de sider af barnet, som testmaterialet anerkender.<br />
Vi må altså stille os det spørgsmål, om de tests, vi anvender, bidrager til, at barnet får<br />
mulighed for at udvikle en positiv relation til sin egne potentialer, særlige karaktertræk og brogede<br />
følelsesliv, eller om det bidrager til, at barnet enten må danne et falsk selv eller gøre oprør<br />
og modstand mod denne manglende anerkendelse ved at prøve at afvise og undslippe de<br />
voksnes og institutionens autoritet og fordømmelse. Man kan også stille spørgsmålet, om vi er<br />
sikre på, at de mennesker, der har produceret de forskellige tests og vurderingsmaterialer selv<br />
har udviklet accept af alle sine socialt uacceptable sider. Hvis ikke er der en risiko for, at disse<br />
menneskers uaccepterede personlighedstræk bliver en del af testene og vurderingsmaterialerne<br />
i form af fordømmelse af bestemte sider hos de testede og vurderede børn – her sker det<br />
bare i en slags fagligt retfærdiggjort indpakning.<br />
Den type tests, som jeg i denne sammenhæng er mest skeptisk overfor er de tests eller vurderingsmaterialer,<br />
der tester ”det hele barn”. Altså de tests eller vurderingsmaterialer, der inddrager<br />
sider af barnets personlighed så som følelseslivet og dets sociale væremåde. Den mest<br />
kendte og udbredte version af denne type tests er uden tvivl Kuno Bellers udviklingsbeskrivelser,<br />
der i mange detaljer beskriver mål og kriterier for hvordan et barn bør udvikle og opføre<br />
sig på en mænge områder. Der findes også mange mere lokalt udviklede skemaer og vurderingsmaterialer,<br />
som har denne karakter. I et kommunalt udviklet vurderingsskema til anvendelse<br />
i børnehaven, er jeg for eksempel stødt på vurderingsområder som Identitetsdannelse,<br />
Empati, Intellekt og kognitive evner, Interessesfære og Nonverbal kommunikation. Eksempler<br />
på vurderingskriterier er her: ”Fremstår barnets følelsesudtryk umiddelbart som værende<br />
adækvate og forståelige i den givne sammenhæng?”, ”Ansigtsmimik passer til situationen” og<br />
”Holder en relevant fysisk afstand til andre”.<br />
Man kan spørge sig, om man slet ikke må stille krav til og udfordre børn? Jo, selvfølgelig må<br />
og skal man det! Ethvert menneske må lære at møde modstand og overvinde udfordringer<br />
for at blive i stand til at leve sit liv og udleve sine drømme. Anerkendelse betyder altså ikke at<br />
man hele tiden skal sige ”hvor er du dygtig” til barnet. Dette kan lige så vel skabe et falsk selv,<br />
da barnet i sin higen efter at høre de rosende ord igen kan bestræbe sig på, at gentage de<br />
handlinger og udtryk, der i første omgang bragte det ros. Den voksnes rolle handler derimod<br />
om, at give barnet udfordringerne i passende mængder (indenfor den nærmeste udviklingszone),<br />
og støtte barnet, så det kan overvinde udfordringen og derved udvikle en følelse af tillid<br />
til sin egen dømmekraft og til sine evner og egenskaber. Men denne overvindelse må foregå<br />
som en understøttelse af barnets specifikke personlighed og ikke som led i en fornægtelse af<br />
socialt uacceptable personlighedstræk.<br />
Litteratur<br />
Honneth, Axel (2006, original 1992): Kamp om<br />
anerkendelse. Hans Reitzels Forlag, København.<br />
Jung, Carl G. (1971, original 1934): Sjælens Virkelighed.<br />
Gyldendal, København.<br />
Miller, Alice (1982, original 1979): Det selvudslettende<br />
barn – Om virkningen af narcissistiske forstyrrelser.<br />
Socialpædagogisk Bibliotek/Munksgard,<br />
København.<br />
Thomas Gitz-Johansen er lektor på Institut for Psykologi<br />
og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitet<br />
Møde med Thomas Gitz-Johansen d. 24/8<br />
Vi har lavet aftale med Thomas Gitz-Johansen om at komme<br />
til <strong>Århus</strong> den 24. august for at uddybe talens indhold og ikke<br />
mindst at diskutere de mulige perspektiver. Gem derfor ikke<br />
dette nummer for langt væk, du kan få ekstra meget ud af<br />
oplægget, hvis du har genopfrisket det inden dagen, hvor oplægget<br />
finder sted.<br />
Mødet afholdes den 24. august. De øvrige oplysninger om<br />
tid og sted vil blive bragt i næste nummer af <strong>Århus</strong> <strong>Pædagoger</strong><br />
og på www.bupl.dk/aak, men datoen ligger fast.