Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie:

hus forbi 

Køb avisen på stationen – ikke i toget 

Pris 20 kr. 8 kr. går til sælgeren nr. 72 april 2008 

Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie: 

Savner Grønland 

Bor under opsyn – kontrol eller tryghed? 

Hjemløse må blive bag tremmer 

Grundejer og landevejsridder 14 

Fik sin søn igen efter 12 år 16 

5 

8

Vi støtter Hus Forbi: 

Tryghed for både Thomas og Michael 

Meningerne er delte, når Hus Forbi i dette nummer sætter fokus på de 20 

tidligere hjemløse, der bor under opsyn i Bofunktionen i Lundtoftegade i 

København, hvor personalet har nøgler til samtlige lejemål og tilladelse til 

at låse sig ind uden at banke på. Striden går på, om det er en krænkelse af privatlivets 

fred eller et spørgsmål om beboernes tryghed. På den ene side mener 

personalet og flere af beboerne, at det er et udtryk for omsorg. Ved at kunne 

låse sig ind sikrer de ansatte, at beboerne ikke ligger syge eller – i værste fald 

– døende. 

- Det er rart, at der er nogen, som holder øje med mig, lyder det direkte fra 

Thomas Jegind Christensen. 

På den anden side er der både nuværende og tidligere beboere, der mener, 

at det er en krænkelse, når personalet lukker sig selv ind. 

- Jeg havde ikke noget privatliv, fortæller Michael Christensen, der flyttede 

fra Bofunktionen efter at have boet der i syv måneder og i dag igen lever på 

gaden. 

Problemstillingen bør være til at løse. I første omgang lokalt. Det må kunne 

lade sig gøre at finde en løsning, der på én gang sikrer beboernes privatliv og 

tryghed, så man eksempelvis undgår, at Michael flytter retur til gaden, fordi 

han finder den sociale kontrol for voldsom. 

Debatten blandt beboere og personale har imidlertid også tråde til en større 

udfordring på hjemløseområdet, nemlig hvordan man sikrer tilstrækkeligt med 

boligtilbud, der matcher de behov, de hjemløse har, og den situation, de står 

i. Økonomisk set er der hjælp på vej fra Christiansborg, hvor politikerne i de 

netop afsluttede satspuljeforhandlinger valgte at tildele hjemløseområdet 500 

millioner kr. over de næste fire år. Pengene skal fordeles mellem de kommuner, 

Udgiver: 

Foreningen Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Tlf. 3832 2320 

husforbi@husforbi.dk 

www.husforbi.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Jaku-Lina E. Nielsen 

Tlf. 3832 2324 

jaku-lina@husforbi.dk 

Administrator: 

Heidi Riel 

Tlf. 3171 0481 

heidi@husforbi.dk 

Sælgerrepræsentant og 

gadeplansmedarbejder: 

Henrik Pedersen 

Tlf. 3832 2395 

Mobil: 2094 5232 

henrik@husforbi.dk 

Debatindlæg og læserbreve: 

redaktion@husforbi.dk 

Næste nummer udkommer 

den 30. april. 

Forsidefoto: 

Flemming Schiller 

Bidrag: 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, 

kan du sætte beløbet ind på dette 

konto-nr.: Giro (9541)60028842. 

Mærk indbetalingen ”bidrag”. 

Distribution: 

Boformer for hjemløse, varmestuer, 

medborgerhuse mm. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. 

være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. Kontakt os på: 

3171 0481 (se listen af distributører 

på www.husforbi.dk). 

Abonnement: 

Standardabonnement: 340 kr. 

(12 numre om året – inkl. moms, 

porto og gebyr). 

Støtteabonnement: 540 kr. 

Henvendelser vedr. abonnement 

på tlf. 7026 7006 eller 

dorte@notatgrafisk.dk 

Layout: Westring + Welling A/S 

Tryk: Medieselskabet Nordvestsjælland 

Oplag: 80.000 

Antal sælgere: ca. 500 

Læsertal: 3. kvartal 2007 

ifølge TSN Gallup: 329.000 

ISSN: 1397-3282 

hvor der er flest hjemløse, og hovedparten af dem skal gå til byggeriet af flere 

skæve boliger. 

Det er et rigtigt godt signal at sende til landets hjemløse og socialt udsatte. 

Hus Forbi håber, at løsningerne kommer til at stå mål med de ambitioner, som 

både lokalpolitikere og folketingsmedlemmer har for området, så den enkelte 

hjemløse i sidste ende kan få tilbudt lige præcis dén bolig, der passer bedst til 

ham eller hende. Så undgår fremtidens Michael måske at skulle flytte fra den 

næste bolig, han bliver tilbudt, fordi han ikke føler sig hjemme. 

Simon Ankjærgaard 

Journalist, Hus Forbi 

Om Hus Forbi 

Hus Forbi udkom første gang i 1996. Siden starten 

af 2006 er Hus Forbi udkommet en gang om 

måneden. Salgsrekorden er ca. 78.000 solgte eksemplarer 

(december 2007). Hus Forbi sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt 

udsatte mennesker – det, man under ét kan kalde 

’skæve eksistenser’. Avisen sætter fokus på udsatte 

mennesker og fattigdomsproblemer. Formålet 

er at nedbryde fordomme om marginaliserede 

grupper både via indholdet af Hus Forbi samt i 

mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle 

udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis 

sekretariat. Salget af Hus Forbi 

fungerer for sælgerne som et 

alternativ til tiggeri og evt. 

kriminalitet. Indholdet 

i Hus Forbi produceres 

primært af professionelle 

freelancere, fotografer 

og illustratorer. Der er fem 

fastansatte på Hus Forbi: To 

på fuldtid og tre på deltid, 

herunder en studentermedhjælper. 

Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af 

gadeaviser, INSP. 

www.loge86. dk Lions Club Søllerød Mølleaa 

Det må kunne lade sig gøre at finde en løsning, der 

på én gang sikrer beboernes privatliv og tryghed. 

Markedsføring 

Husleje mv. 

Reserve 

Løn til medarbejdere 

Det går din 20’er til 

Moms 

Produktion og tryk 

OBS: Kig efter det originale Hus Forbi id-kort 

af plastik, før du køber avisen! 

Sælgeren 

Med Grønland i bagagen 

Den tidligere hjemløse 

Hus Forbi-sælger Bjørn har 

mere til fælles med sangerinden 

Julie Berthelsen, end 

man umiddelbart skulle 

tro. Forleden mødtes de til 

en snak om rensdyrjagt, 

hvalkød, luften i Grønland 

– og om at være hjemløs i 

København. 

Af Lisbeth Rindholt 

Foto: Flemming Schiller 

- Du kommer fra Sydgrønland, ikke?, 

spørger Julie. 

- Joh, griner Bjørn. 

Julie kan med det samme høre, 

at Bjørn laver sine o’er om til i’er, 

som det er typisk for sydgrønlændere 

at gøre. De vil helst tale grønlandsk 

sammen, men lover at holde sig til 

dansk – det meste af tiden – for 

journalistens og fotografens skyld. 

Bjørn er Hus Forbi-sælger i 

To grønlændere på Klaptræet; den tidligere hjemløse Bjørn og 

sangerinden Julie mødtes til en snak om løst og fast – måske 

næste skridt er en støttekoncert for de hjemløse? 

København, men er født og opvokset 

i byen Qaqortoq (Julianehåb). Julie 

Ivalo Berthelsen har boet det meste 

af sin barn- og ungdom i Nuuk, 

Grønlands hovedstad, der ligger midt 

i landet. Hun fik et stort hit med 

popsangen ”Every little part of me” i 

Danmark i 2002 og har siden udgivet 

tre albums. 

Bjørn har altid syntes, at Julie 

var ”lidt af en sexbombe”. Og nu sidder 

han endelig ved siden af hende 

på Café Klaptræet på Kultorvet i København 

på en ellers helt almindelig 

tirsdag formiddag. 

- Hvad er du i gang med nu?, spørger 

Bjørn straks, da Julie har sat sig ned 

ved cafébordet. 

- Jeg er ved at lave en ny plade 

og skriver på en masse nye sange, 

fortæller hun og uddyber: 

- Sangene er meget personlige 

og handler bl.a. om frigørelse, fordi 

jeg gik fra min kæreste sidste år. Et 

par af dem handler også om splittelse. 

Jeg føler tit, at jeg hører til i 

Grønland, men jeg er også hjemme 

i Danmark. Har du det også sådan, 

Bjørn? 

- Ja. Danmark er mit andet land. 

2 hus forbi · nr. 72 · april 2008 hus forbi · nr. 72 · april 2008 3

Men jeg kan ikke lide at bo hernede. 

Der er alt for koldt, siger han. 

Har nedlagt fire rensdyr 

Bjørn og Julie griner til hinanden og 

udveksler et par ord på grønlandsk. 

Indforstået. 

- Der føles faktisk koldere i 

Danmark, fordi luften er så fugtig. I 

Grønland er der selvfølgelig højere 

minusgrader, men luften er meget 

tør. Det er dejligt, når man f.eks. 

sejler i fjordene, forklarer Julie. 

- Fisker du og går på jagt?, 

spørger Bjørn begejstret. 

- Jeg kommer fra en fangerfamilie. 

Mine forældre tilbringer det 

meste af sommeren inde i fjordene, 

hvor de bl.a. fisker ørreder, så de har 

fisk nok til hele året. Jeg tager også 

på rensdyrjagt sammen med min far, 

hvis jeg er hjemme i jagtsæsonen. 

Det har jeg gjort, siden jeg var barn. 

Men det er endnu ikke lykkedes mig, 

at nedlægge et dyr. Det ville jeg ellers 

klart gerne prøve, siger Julie. 

- Jeg skød fire rensdyr første 

gang, jeg var på jagt i Nuuk, fortæller 

Bjørn. 

Julie nikker anerkendende. 

- Bagefter flår man dem, tager 

indvoldene ud og skærer dem over 

4 hus forbi · nr. 72 · april 2008 

på midten. De dyr, man har skudt, 

må man selv beholde. Men man skal 

også selv slæbe dem hjem. Og de 

er afsindigt tunge. Man får varmen, 

griner Bjørn og tilføjer: 

- Jeg elsker at være ude. Den 

grønlandske natur er en gave til 

menneskeheden. Og jeg føler mig 

altid mere fri, når jeg er i Grønland. 

- Helt enig, siger Julie og spørger: 

- Hvornår kom du til Danmark? 

- I 2001. Men jeg var her første 

gang fra 1996-1998, hvor jeg gik 

på Teknisk Skole i Ishøj på beklædningslinjen. 

Jeg ville være skrædder 

og sad og syede tøj hele dagen, 

fortæller Bjørn. 

Også Julie kom oprindeligt til 

Danmark for at tage en uddannelse. 

Hun har været her siden 1999, men 

regner med at vende tilbage og bo 

fast i Grønland en dag, når savnet af 

fædrelandet bliver for stort. 

Grønlandsk hval giver power 

- Hvad savner du mest ved Grønland?, 

spørger Bjørn. 

- Min familie. Men jeg savner 

også grønlandsk mad, f.eks. rensdyr, 

sæl og fugle. Det er lykkedes mig at 

få nogle af mine danske venner til 

at spise rensdyrsteg og grønlandsk 

lam. Jeg har også prøvet at pådutte 

dem tørret hval og hvalspæk. Men 

det brød de sig godt nok ikke om, 

fortæller Julie. 

- Hvalkød giver power i kroppen, 

ikke?, siger Bjørn og lægger armen 

om Julie. 

- Jeg har for resten noget til dig, 

fortsætter han og hiver et eksemplar 

af Hus Forbi og en cd op af tasken. 

På cd’en er en indspilning af hjemløselandsholdets 

VM-sang, ”Vi tænder 

en stjerne”. 

- Jeg spiller mundharmonika. Tror 

du, at vi kan lave noget musik for de 

hjemløse sammen?, spørger Bjørn. 

- En støttekoncert til fordel for 

hjemløse? Det kan vi helt sikkert 

godt finde ud af, siger Julie, som 

bl.a. er ambassadør for Red Barnet 

og laver velgørenhedsarbejde til 

fordel for udsatte børn i Grønland. 

Men hun kender ikke så meget til 

hjemløseområdet. 

- Får de hjemløse hjælp nok?, 

spørger hun. 

- Vi har flere steder i København, 

hvor vi kan gå hen, men der er ikke 

altid plads til alle, siger Bjørn og 

tilføjer: 

- Jeg får også lidt støtte fra de 

andre grønlændere. Men mange af 

dem bommer penge. Jeg siger altid: 

”Gå ud, og sælg aviser”. Det er bedre 

at arbejde for pengene. 

Klokken nærmer sig 12. Julie skal 

videre til næste aftale. Og Bjørn har 

tasken fuld af aviser, som han skal 

på gaden og sælge i eftermiddag. 

Da de går over Kultorvet sammen, 

hvisker Bjørn på grønlandsk: 

- Hvor er jeg glad for at møde 

dig. Jeg synes, du er en rigtig sexbombe. 

Julie ler højt. 

- Jeg har altid været den søde 

pige. Så det er rart også at blive 

kaldt en sexbombe, siger hun. 

lisbeth@rindholt.dk 

Denne interviewartikel er en del 

af Hus Forbis serie ”Hende/ham 

vil jeg gerne møde”, hvor Hus 

Forbi-sælgere interviewer et af 

deres forbilleder i samarbejde 

med Hus Forbis redaktion. 

Boliger til hjemløse 

Hus Forbi satte i sidste 

nummer fokus på 

skæve huse til hjemløse. 

I dette nummer 

er Hus Forbi på 

besøg i Bofunktionen 

i Lundtoftegade i København, 

hvor der bor 

20 tidligere hjemløse i 

lejligheder med opsyn. 

Personalet har nøgler 

til samtlige lejemål og 

må låse sig ind. Er det 

et indgreb i privatlivets 

fred, eller giver 

det beboerne tryghed? 

Hus Forbi har talt med 

beboere, personale, 

forstanderen og en 

nabo i ejendommen. 

Personalet: 

Vi drager omsorg for beboerne 

De ansatte i Lundtoftegade 

bryder sig ikke om at låse 

sig ind hos beboerne. Men 

vi må sikre os, at de ikke 

ligger i lejligheden og er 

syge, siger medarbejder 

Kirsten Vilsfort. 


- Når der flytter nye beboere ind, gør 

vi altid opmærksom på, at personalet 

har nøgler til lejlighederne og 

kan låse sig ind. Det står ikke i selve 

lejekontrakten, men vi understreger, 

at det er en del af aftalen, siger 

pædagogisk medarbejder Wyrna Christensen, 

der sammen med sin kollega 

Kirsten Vilsfort, daglig leder Svend 

Aage Germannsen og en praktikant 

udgør personalet i Københavns Kommunes 

bofunktion for hjemløse i 

Lundtoftegade. 

De ansatte holder til i en af 

lejlighederne på tredje sal i nr. 27. 

Lejligheden er indrettet som personalekontor 

med mødebord, reoler og 

arbejdsstationer. Her er beboerne 

også velkomne til at kigge forbi og 

tale med personalet i hverdagene. 

Nogle af beboerne har fået en 

lejlighed i Bofunktionen, efter de 

har henvendt sig til personalet i nr. 

27 og er blevet visiteret direkte fra 

gaden. Andre er blevet henvist fra 

en misbrugs- eller hjemløseinstitution, 

som de har været tilknyttet, 

eller fra deres socialrådgiver, støttekontaktperson 

mv. 

Ved indflytningen i Bofunktionen 

får alle beboere tildelt en kontaktperson, 

som bl.a. hjælper dem med at anskaffe 

møbler, få styr på økonomien og 

finde sig til rette i den nye lejlighed. 

Bruger sjældent nøglen 

Beboerne har ikke mulighed for at 

fravælge den jævnlige kontakt til 

personalet. Og nogle af dem mener, 

at det er et indgreb i privatlivets 

fred, når personalet indimellem låser 

sig ind i deres lejlighed. 

- Det er aldrig rart at skulle 

låse sig ind i en lejlighed uden at 

have lavet en aftale med beboeren 

om det i forvejen. Men vi kan godt 

blive bekymrede, hvis vi ikke har set 

beboeren et stykke tid, eller hvis 

vedkommende ikke har overholdt 

en række aftaler. Så må vi sikre os, 

at de ikke ligger i lejligheden og er 

syge, siger Kirsten Vilsfort. 

Både hun og kollegaen Wyrna har 

før oplevet, at en beboer var syg og 

derfor ikke åbnede døren – eller at 

beboeren lå død inde i lejligheden. 

- Det sker sjældent, at vi bruger 

nøglen, og så er det kun af omsorg 

Bofunktionen i Lundtoftegade 

Bofunktionen ligger i Lundtoftegade 25-29, 

Blok F. Beboerne deler have, legeplads, 

vaskehus og parkeringsplads med beboere 

i de omkringliggende ejendomme. 

Foto: Holger Henriksen 

for beboerne, understreger Wyrna, 

som også oplever, at enkelte beboere 

beder hende eller Kirsten om at 

”være vækkeur” og låse sig ind til 

dem, når de skal op. 

Består af 20 lejligheder fordelt på nr. 25, 27 og 29, Blok F. Bofunktionen 

hører under Specialinstitutionen Forchhammersvej i Københavns 

Kommune. Hjemløse med stof- eller alkoholproblemer, som ikke kan 

visiteres til almene boliger uden støtte, har mulighed for at få en 

permanent bolig i en af kommunens lejligheder her. 

Hjemløse, som er interesserede i en lejlighed i Lundtoftegade, kan 

henvende sig direkte til personalet i Bofunktionen eller blive henvist 

fra f.eks. socialrådgivere, gadeplansmedarbejdere, kontaktpersoner 

eller misbrugs- og hjemløseinstitutioner. 

Der bor 16 mænd og fire kvinder i lejlighederne. Nogle af dem bruger 

de små lejligheder på ca. 40 kvadratmeter som en udslusningsbolig, 

dvs. som springbræt til at komme videre i en bolig på almindelige 

vilkår. Det drejer sig først og fremmest om personer, der skal lære at 

bo alene i egen lejlighed. Huslejen er ca. 3.500 kr. ekskl. el og varme. 

Der er tre pædagogiske medarbejdere og en praktikant tilknyttet 

lejlighederne. Deres funktion er at hjælpe beboerne med alt det, der 

kan være vanskeligt at overskue som borger, f.eks. at betale husleje, 

administrere kontanthjælpen, kontakt til kommunen og jobcenter i 

forbindelse med aktivering, gøre rent, stå op om morgenen og overholde 

aftaler. 

Lundtoftegade har eksisteret i sin nuværende form siden 2001. I 

den periode er 35 personer fraflyttet lejlighederne. Bl.a. er 15 flyttet, 

fordi de fik en anden bolig, seks blev bedt om at flytte bl.a. på 

grund af handel med stoffer, seks valgte selv at flytte uden at have 

en anden bolig, og fem er døde. 

hus forbi · nr. 72 · april 2008 5


Beboeren Peter ”Røde Orm” er syg. Men 

han bryder sig ikke om, at personalet 

låser sig ind i hans lejlighed for at holde 

øje med hans helbredstilstand. 

En tidligere beboer: 

Beboer: 

- Hver morgen fra mandag til fredag 

løber jeg ud ad døren klokken halv 

otte, så jeg ikke er der, når Kirsten 

og Wyrna (personalet, red.) møder 

på arbejde, fortæller Peter også 

kaldet Røde Orm. 

Han har adresse på ”Dødsgangen”, 

som han kalder den, i Lundtoftegade, 

hvor han har boet siden april 

2007. Men til trods for sin lejlighed 

vælger han ofte at overnatte på gaden 

i op til fem dage på en uge. Det 

giver ham mere frihed, og på 

Da Michael Christensen flyttede ind i lejlighed nr. 27 i Lundtoftegade 27, fik 

han et sæt gardiner i indflytningsgave. Personalet hjalp ham også med at 

købe sengetøj og møbler til den lille etværelses lejlighed. Men Michael følte 

sig aldrig hjemme. 

- Det var ikke min lejlighed. Jeg havde ikke noget privatliv. Personalet 

kom ind hver anden dag kl. otte om morgenen. Nogen gange åbnede jeg ikke 

døren, når de bankede på, fordi jeg ikke havde lyst til at have gæster, eller 

fordi jeg ikke havde fået tøj på. Men så braste de bare ind alligevel. Det er 

jo ikke i orden. Tænk, hvis jeg havde ligget og haft sex med kæresten, siger 

42-årige Michael. 

Han erindrer ikke, at han ved indflytningen havde lavet en fast aftale med 

personalet om morgenbesøgene. 

- De sagde bare, det var til mit eget bedste, at der kom nogen og så til 

mig, fortæller Michael, som boede på gaden og rundt omkring hos venner og 

bekendte igennem ti år, før han blev visiteret til Lundtoftegade. Sin barndom 

har han tilbragt på institutioner. 

- Personalet i Lundtoftegade sagde altid, at jeg skulle rydde op og tage 

min opvask. Det var ligesom at være på institution igen. Jeg kunne lige så 

godt have boet i Vestre Fængsel. Og der nøjes de endda med at tjekke, om 

man er i live, siger Michael og fortsætter: 

- Til sidst truede personalet med at smide mig ud, hvis jeg ikke ryddede 

op. Jeg lod tingene gå sin gang, og fra den ene dag til den anden fik jeg 

besked på at flytte. Så nu lever jeg på gaden igen. 

Det er mormor-agtigt 

Peter har boet i Lundtoftegade i et år, men han er ikke begejstret for det. 

Der er for meget opsyn, mener han. 

Af Marisa Matarese 

Det var ikke min lejlighed 

Jeg kunne lige så godt have boet i Vestre Fængsel, 

siger Michael Christensen om sine syv måneder i 

Lundtoftegade. Det er to år siden, han flyttede ud. 

Nu lever han på gaden. 



gaden bliver han ikke vækket af de 

pædagogiske medarbejderes uanmeldte 

besøg. 

- De kan ikke lade mig være i 

fred. De kommer ind i min lejlighed 

om morgenen for at tjekke, om jeg 

har vasket op og vasket tøj, mens 

jeg stadig ligger og sover. Det er 

meget mormor-agtigt, siger han. 

I ti år har han boet på gaden, 

men sygdom fik ham til at flytte ind 

i Lundtoftegade: 

- Jeg blev opereret i maven, så 

jeg nu mangler milten og noget af 

bugspytkirtlen. Efter operationen 

blev det farligt for mit helbred at 

blive ved med at sove på gaden, 

fortæller han og fortsætter: 

Forstander: 

Det er ikke ok 


- De (personalet, red.) er bekymrede 

for mit helbred og vil derfor 

gerne holde øje med mig, men jeg 

kan ikke klare den overvågning. 

Når Røde Orm kommer tilbage om 

eftermiddagen, efter at have solgt 

Hus Forbi på gaden i løbet af dagen, 

kan han se, at Wyrna og Kirsten har 

været inde i hans lejlighed. Ofte ligger 

der en seddel på hans seng. 

- De vil have samtale med mig 

hver uge, men de har ikke set mig 

i fem uger, fortæller Røde Orm, der 

altid sover med åbne vinduer, når 

han sover inden døre: 

- Jeg er vant til at bo på gaden, 

og jeg kan ikke få luft, hvis vinduerne 

ikke står åbne. 

Det er uhøfligt at brase ind i andre folks lejligheder 

uden at banke på. Også i Lundtoftegade. Det mener 

forstander Jens Hansen fra Specialinstitutionen 

Forchhammersvej. 

Forstanderen på Specialinstitutionen Forchhammersvej på Frederiksberg i 

København, Jens Hansen, synes ikke, det er i orden, at de ansatte i Lundtoftegade 

går ind i beboernes lejlighed uden at banke på. 

- Sådan skal det ikke være. Det handler om almindelig høflighed, når man 

omgås andre mennesker, siger Jens Hansen og kommer med et eksempel: 

- Hjemme i min familie braser vi ikke bare ind på børnenes værelser, 

hvis de signalerer, at de ikke vil have kontakt. Man banker på. Det er almindelig 

høflighed, siger han. 

Lundtoftegade er i følge Jens Hansen, en aktivitet under Forchhammersvej. 

- Det er ikke en institution, men et bofællesskab, hvor beboerne har 

hver deres solistlejlighed. Konceptet indeholder, at der er medarbejdere 

tilknyttet til at hjælpe beboerne med at bo i egen lejlighed. 

- Det står ikke i lejekontrakten, at medarbejderne skal have adgang 

til lejlighederne. Den enkelte beboer har sit individuelle behov, og derfor 

aftaler medarbejder og beboer rammerne for samarbejdet. Samarbejdet skal 

opfylde beboerens behov, og det er derfor vigtigt, at samarbejdet handler 

om det, man kan blive enige om i en dialog, siger han og tilføjer: 

- Det skulle gerne være almindelig høflighed og dialog, der styrer tingene 

i Lundtoftegade. 

Nabo: 

De skal lære at bo 

”Børnehaven” er Flemming Tinnings kælenavn for Bofunktionen i Lundtoftegade, 

som han bor dør om dør med. 



- Da jeg flyttede ind i Lundtofte- 

gade i 1993, sov jeg på gulvet i 

de første tre måneder, fortæller 

Flemming Tinning og peger ned på 

gulvet ved siden af sengen i sin 

etværelses lejlighed, hvor der nu 

står et lille bord fyldt med guldølsflasker, 

tobak og forskellige typer 

rullepapir. 

Han blev visiteret til en lejlighed i 

ejendommen fra Københavns Kommunes 

syvende kontor, efter han havde 

boet på gaden som hjemløs i fem år. 

- Dengang fik man ingen hjælp 

Beboer: 

Gode til at hjælpe 

fra kommunen til at købe de fornødne 

ting til sin lejlighed eller 

finde sig til rette her, fortsætter 

Flemming. Han er nabo til flere af 

beboerne i Bofunktionen, som rykkede 

ind i ejendommen i 2001. 

- Jeg er for gammel til at høre 

ind under ”Børnehaven”, og jeg ville 

heller ikke bryde mig om, at nogen 

havde nøgle til min lejlighed og 

bare kunne gå ind. Men jeg tror, det 

er godt for beboerne i det system, 

at de har personalet oppe på tredje 

sal, som kan hjælpe dem med at bo i 

31-årige Rikke lider af tilbagevendende depressioner 

og er glad for, at personalet i Lundtoftegade jævnligt 

tjekker, hvordan hun har det. 


Rikke sætter sig ved det store mødebord i personalekontoret på tredje sal i 

Lundtoftegade 27. Hun bor et par lejligheder længere henne ad svalegangen 

og kommer jævnligt forbi kontoret. For at få en snak med sin kontaktperson 

eller med en af de andre pædagoger. 

Personalet kommer også tit på besøg hos hende. Og hvis hun ikke har givet 

lyd fra sig et stykke tid, låser de sig selv ind i lejligheden. Det giver tryghed, 

mener Rikke. Ikke mindst, fordi hun indimellem er ”helt nede i kulkælderen”. 

- Jeg lider meget af depressioner og panikangst. I perioder er det så 

slemt, at jeg ikke kan sige noget, uden at jeg straks begynder at græde. Så 

ligger jeg bare i sengen med dynen over mig hele dagen og orker ingenting. 

Ikke engang at række ud efter hjælp, fortæller Rikke og tager en slurk af sin 

dampende kaffe, inden hun fortsætter: 

- Hvis der ikke var nogen, som kiggede ind til mig jævnligt, er jeg bange 

for, at det hele bare ville flyde. Pædagogerne er rigtig gode til at hjælpe mig 

på benene igen. 

Rikke er metadonbruger og blev visiteret til lejligheden i Lundtoftegade i 

sommeren 2007. Hun har tidligere prøvet at bo i et ’rigtigt’ bofællesskab. Men 

boformen i Lundtoftegade passer hende bedre. 

- Jeg har min egen lejlighed her, og hvis jeg ikke har lyst til at være social, 

kan jeg bare trække mig tilbage til mig selv. Samtidig behøver man ikke 

at føle sig ensom, for der er altid nogen i bygningen at tale med, siger Rikke, 

som også har anskaffet sig en kat, der kan holde hende med selskab. 

en lejlighed. Ellers ville det brænde 

sammen for dem, siger Flemming. 

Han oplever også, at der samtidig 

med Bofunktionens indflytning er 

kommet færre hårde stoffer i Lundtoftegade. 

- I starten af 90’erne var blokken 

her et stofcentrum. Men ved 

årtusindskiftet ryddede politiet hele 

bulen, og så kom der mere ro på. Nu 

sælger folk kun hash, smiler Flemming. 

Beboer: 

Rart at blive holdt øje med 

Hver morgen fra mandag til fredag går en af med- 

arbejderne i Lundtoftegade ind i Tonnys lejlighed. 

Han synes, det er rart at vide, at der er nogen, 

som holder øje med, at han er i live. 


Flemming Tinning er 54 år 

og førtidspensionist. Han 

bor i blok F i Lundtoftegade, 

som han også 

kalder ”Ligkisten”, fordi 

en fjerdedel af beboerne 

ifølge Flemming er døde i 

løbet af de ca. 15 år, han 

har boet der. 

Tonny Jegind Christensen sidder ved sit lille bord for enden af sengen i en 

lædersofa og drikker en guldøl og ryger en cigaret med sin ven Lars Børling. 

Tonny lader sig ikke mærke med, at der pludselig står en flok fremmede mennesker 

i hans etværelses lejlighed med køkken og bad. Det er Zascha Straube, som 

er i praktik i Lundtoftegade som led i sin uddannelse på pædagogseminariet, der 

har låst sig selv og Hus Forbis udsendte ind i lejligheden. 

- De kommer og generer mig hver morgen, griner han og hentyder til, 

at Zascha eller hendes kollega Kirsten hver dag tjekker, om Tonny er i live. 

Zascha tager plads i sofaen ved siden af Tonny og tænder en cigaret. 

- Det er rart, at der er nogen, som holder øje med, hvordan jeg har det, 

fortsætter Tonny. Han har ikke har noget imod, at de pædagogiske medarbejdere 

har nøgle til hans lejlighed og bruger den. 

- Så ved jeg, at jeg ikke bliver fundet død herinde. 

Tonny er 54 år, men tænker allerede på døden. Han er glad for at bo i 

sin lille lejlighed og har ingen planer om at flytte. 

- Jeg har tænkt mig at dø her, siger han og kigger sig omkring i den lille 

stue. Han har en stor skænk langs den ene væg, hvorpå der står adskillige, 

sirligt møblerede dukkehuse. Hans store, grå tv står på et hvidt Ikea-skab, 

og ved siden af står et kradsetræ til katte med en stor, hvid kat med gråt 

pandehår ovenpå. Katten holder skarpt øje med bevægelserne i lokalet. 

- Jeg kunne jo ikke rave rundt på gaden med hende, så derfor var jeg 

glad, da jeg fik mulighed for at få et hjem her, siger Tonny om katten. 

I halvandet år har han boet i Lundtoftegade, men indimellem tager han 

sin sovepose og går på gaden. 

- Det er katten, der lokker mig hjem igen, siger han og forsikrer, at der 

altid er nogen til at passe katten, når han er hjemmefra. 



Løber panden mod fængselsmuren 

Hjemløse kan ikke prøveløslades fra fængslet, fordi reglerne kræver, at de har en folkeregisteradresse. 

Urimelig forskelsbehandling, mener socialarbejder, som må ty til kreative løsninger for at hjælpe sine 

indsatte brugere ud i friheden. 

Af Tina Juul Rasmussen 

- Jeg synes, det er urimeligt, at 

den almindelige retssikkerhed ikke 

gælder for hjemløse, når vi taler 

om prøveløsladelse eller orlov fra 

fængslet. Når du har siddet totredjedel 

af din tid, vil du jo gerne ud 

i friheden, men hvis du ikke har en 

bolig, kan det ikke lade sig gøre. 

Jeg mener, at reglerne skal være 

ens for alle. 

Sådan siger Michael Espersen, 

leder af Morgencaféen i Blågårdskirken 

i København, et værested for 

byens hjemløse. Han har mange 

gange måtte hjælpe sine brugere 

med at finde kreative løsninger for 

at få en folkeregisteradresse: 

- Så sent som i denne uge har 

jeg fået sendt en ung fyr på højskole 

i Sønderjylland – det accep- 

terede de i fængslet som en gyldig 

adresse og opholdssted, så han 

kunne prøveløslades. Så som regel 

lykkes det, men man skal kende 

sine lus på gangen. Og jeg hjælper 

selvfølgelig også kun, hvis jeg har 

en fornemmelse af, at den hjemløse 

er klar til at komme ud og kan 

passe på sig selv. 

Betaler sig til adresse 

I andre tilfælde har Michael Espersen 

gjort brug af egen sin egen folkeregisteradresse 

eller andres i det 

nære netværk. Men det er ikke en 

holdbar løsning, mener han. Hverken 

for dem, som lægger adresse 

til, eller for den hjemløse selv. 

- Mange hjemløse må ’betale’ sig 

til en adresse, hvis de vil prøveløslades, 

f.eks. hvis de kan få adresse 

hos en kammerat. Jeg kender 

mange, som så betaler den bolig- 

sikring, kammeraten mister, når der 

pludselig er to registeret på adressen. 

Jeg kan ikke forstå, hvorfor 

fængslet ikke vil acceptere adresse 

på herberg for de hjemløse. Det kan 

godt være, at man siger, at de ikke 

skal prøveløslades til gaden, men 

det bliver de jo alligevel, hvis de 

sidder tiden ud i fængslet og løslades, 

påpeger Michael Espersen. 

- For misbrugere er der så oven 

i købet den problematik, at hvis de 

køber sig til en adresse i en anden 

kommune end den, de boede i før, 

kan de ikke bare gå på misbrugscentret 

og få deres metadon eller anden 

medicin. Det har jeg set flere eksempler 

på, siger Michael Espersen. 

Jeg er bare så træt af at løbe panden mod muren, 

og derfor vil jeg gerne have, at politikerne bliver 

opmærksomme på problemet og tænker: 

Det var satans, det kan da ikke være rigtigt, 

at der gælder andre regler for hjemløse. 

- Jeg er bare så træt af at løbe 

panden mod muren, og derfor vil 

jeg gerne have, at politikerne bliver 

opmærksomme på problemet og 

Lee Høgsberg er én af de heldige. Da han 

skulle prøveløslades fra fængslet, fik han 

lov at flytte ind på herberget i Hillerødgade. 

”En eller anden må have været i 

godt humør”, siger han. 

tænker: Det var satans, det kan da 

ikke være rigtigt, at der gælder 

andre regler for hjemløse, som i 

forvejen er ringere stillet på mange 

andre områder i samfundet. 

Løslader ikke til gaden 

Problemstillingen er langt fra ny for 

Niels Løppenthin, chefkonsulent i 

Kriminalforsorgen, som kalder det 

”et svært område”. 

- Når vi taler om prøveløsladelse, 

er udgangspunktet, at man 

skal have en bedre situation, end 

da man kom ind i fængslet. Vi taler 

om, at man skal have ”ophold” og 

”underhold” – dvs. et sted at bo og 

penge at klare sig for. For hvad skal 

man ellers løslade folk til? Det er 

en afvejning af risikoen for, at de 

falder tilbage i kriminalitet. Og vi 

mener ikke, at et herberg er et godt 

sted at prøveløslade folk til, netop 

fordi deres situation gerne skulle 

være bedre, når de kommer ud, end 

da de kom ind. Så hvis man er hjemløs, 

kan man bruge tiden i fængslet 

til at blive skrevet op i f.eks. en 

boligforening. Jeg ved godt, at 

det kan tage årevis at få en bolig 

på den måde, men det er et af de 

spørgsmål, vi vil tage op med den 

indsatte i den handleplan, vi laver 

sammen med vedkommende, hvis 

der er tale om en længere afsoning, 

siger han. 

Men afhængigt af hvor lang 

en dom den hjemløse har, er der 

grænser for, hvor meget Kriminalforsorgen 

kan nå at hjælpe med 

i forhold til f.eks. bolig, påpeger 

Niels Løppenthin. 

- Hvis vi taler om en kort dom 

på 30 eller 60 dage, kan vi jo ikke 

hekse. Man kan i øvrigt ikke blive 

tilbudt prøveløsladelse, medmindre 

man har en dom på mindst tre 

måneder. 

Men han er også godt klar over, 

at der bliver ”fiflet” med tingene. 

- I årenes løb er mange blevet 

prøveløsladt til ’mor’, og vi har ikke 

ressourcer til at opsøge folk på 

adressen og tjekke, om de reelt bor 

der. Det er heller ikke et ufravigeligt 

krav, at man skal have en folke- 

Prøveløsladt til gaden 

registeradresse – man kan godt blive 

prøveløsladt til en mere tvivlsom 

adresse. Vi ønsker jo ikke at holde 

på folk, men boligen vejer altså 

tungt, fordi vi ikke vil prøveløslade 

folk direkte til gaden, fastslår han, 

men påpeger, at Kriminalforsorgen 

har en række botilbud, blandt andet 

pensioner og andre udslusningsmuligheder, 

men at der ikke er tilbud 

til alle. 

- For os handler det først og 

fremmest om at mindske risikoen 

for tilbagefald til kriminalitet. Det 

er både et personligt hensyn til 

den enkelte indsatte og et generelt 

samfundshensyn, gentager Niels 

Løppenthin. 

Med adresse på et herberg i København lykkedes det hjemløse Lee Høgsberg at 

blive prøveløsladt fire måneder, før hans dom var afsonet. Men reelt blev han 

løsladt til gaden, og han efterlyser bedre støtte fra Kriminalforsorgen og 

systemet, når man skal ud af fængsel. 


Arkivfoto: Andreas Hansen 

- Jeg var utrolig heldig, at de ”hoppede 

på”, at jeg havde adresse i Hillerødgade 

64 (herberg for hjemløse 

i København, red.), da jeg skulle 

prøveløslades. Normalt kan man ikke 

prøveløslades til et herberg, fordi 

det svarer til, at man er hjemløs, 

men en eller anden må have været 

i godt humør, for det lykkedes for 

mig. Måske fordi jeg havde fået et 

godt forhold til nogle af medarbejderne 

i arresten, og fordi Michael 

(leder af Morgencaféen, red.) 

havde besøgt mig mange gange og 

arbejdet for min sag, fortæller Lee 

Høgsberg. 

Det er nu godt fire måneder 

siden, at 38-årige Lee Høgsberg 

kunne samle sine ejendele, sætte sig 

ind i Michael Espersens bil og køre 

mod København efter at have afsonet 

otte ud af de 12 måneder, hans 

sidste dom lød på. Selvom han havde 

adresse på herberget i Hillerødgade 

ville han ikke bo der, men hellere 

leve på gaden sammen med sin kone 

(de er siden blevet separeret, red.). 

- Så reelt blev jeg prøveløsladt 

til gaden. Og jeg synes, at der skal 

8 hus forbi · nr. 72 · april 2008 hus forbi · nr. 72 · april 2008 9 

Foto: colourbox 

Det siger reglerne 

Reglerne om prøveløsladelse findes i straffelovens kapitel 6, § 38, 

og siger bl.a.: 

§ 38. Når to tredjedele af straffetiden, dog mindst to måneder, er 

udstået, afgør justitsministeren eller den, han bemyndiger dertil, om 

den dømte skal løslades på prøve. 

Stk. 5. Løsladelse på prøve forudsætter, at den dømtes forhold 

ikke gør løsladelsen utilrådelig, at der er sikret ham passende ophold 

og arbejde eller andet underhold, og at han erklærer at ville overholde 

de vilkår for løsladelsen, som fastsættes efter § 39, stk. 2. (vilkår 

om tilsyn, red.).

Foto: Folketinget 

gøres noget ved reglerne. Der burde 

laves en løsning for hver enkelt, så 

man kommer videre ud i noget udslusning 

fra fængslet, måske til en 

midlertidig bolig. For når man sidder 

i fængslet, har man ikke en chance 

for at skaffe sig et sted at bo, og i 

det hele taget tænker man ikke så 

meget på, hvad der sker uden for i 

samfundet. De siger jo, at vi skal 

resocialiseres i fængslet, men det vil 

jeg ikke sige, at vi bliver. Derfor skal 

vi hjælpes i gang, så vi kan være 

med i det pulveriserende liv. Især de 

mange unge mennesker, som bliver 

stofmisbrugere i fængslerne, skal 

have noget hjælp, siger Lee Høgsberg, 

som har tilbragt sammenlagt 

op mod 15 år af sit liv i fængsel. 

Også han har i årenes løb måtte 

ty til mange kreative løsninger, når 

han havde mulighed for at blive prøveløsladt, 

blandt andet at betale sig 

fra at få adresse hos en kammerat 

eller noget familie. 

- Det har tit været noget fusk, 

når jeg skulle prøveløslades. Jeg 

har prøvet alt muligt, men i dag er 

reglerne strammet så meget, at det 

er svært, siger han, men takker både 

Det har tit været noget fusk, når jeg skulle prøveløslades. 

Jeg har prøvet alt muligt, men i dag er 

reglerne strammet så meget, at det er svært. 

sin sagsbehandler og Michael Espersen 

for, at han nu føler sig mere på 

ret køl end længe. 

- De sidste par gange jeg er kommet 

ud fra fængsel, er jeg landet 

meget blødt, takket være den hjælp 

og støtte jeg har fået. Men det er 

ikke alle, som er så heldige. 

tina.juul.rasmussen@gmail.com 

Husker du Lee? 

I september skrev Hus Forbi om Lee Høgsberg, 

som på det tidspunkt afsonede en dom på et år 

i Helsingør Arrest og stod til prøveløsladelse, 

men manglede en adresse at blive løsladt til. 

Det lykkedes imidlertid Lee at blive registreret 

med adresse på et herberg i København 

(se artikel), og han blev prøveløsladt 

i november. Siden har han holdt sig fra 

kriminalitet, lever på gaden, men overnatter i 

et nedlagt garageanlæg i byens NV-kvarter sammen med en gruppe 

andre hjemløse. Lee er på metadon og får p.t. også antabus, som har 

holdt ham fra flaskerne i 4-5 uger. Han er skrevet op til en af kommunens 

lejligheder, som han har fået udsigt til ”inden for syv måneder”. 

Så alt i alt ser Lee lyst på tilværelsen i øjeblikket – også selvom han 

og hans kone er blevet separeret, siden han kom ud af fængslet. 

- Vi arbejder på at finde ud af det igen, så det håber jeg lykkes. Og 

jeg kan se lys forude. Jeg synes, jeg har lært af mine fejl, jeg slapper 

mere af nu og har fundet ud, at hvis jeg taler ordentligt til dem, som 

vil mig det godt, bliver tingene lettere. Jeg prøver at hjælpe folk 

omkring mig og går også til hånde her i Morgencaféen (værested for 

hjemløse i København, red.) Så jeg synes, at jeg er kommet ind i en 

god stime – jeg kan passe på mig selv, på mine penge og mine ting. 

Måske står jeg foran de syv gode år nu – eller måske resten af mit liv, 

griner Lee Høgsberg, som også drømmer om at tage rundt til landets 

større skoleklasser og holde foredrag om sit liv. 

- Jeg vil gerne fortælle dem, hvad de skal holde sig fra, for selvom 

jeg har taget min straf som et mandfolk, ønsker jeg ikke, at min værste 

fjende prøver det, som jeg har været igennem. 

Herberg kan være en del af løsningen 

Et herberg kunne meget vel være næste stop for en hjemløs, der står over for prøveløsladelse. 

Det mener SF’s retsordfører, Anne Baastrup. De Konservatives Tom Behnke ønsker ikke særregler 

for hjemløse, men vil i stedet sætte ind, mens de hjemløse er i fængsel. 

Af Simon Ankjærgaard 

Anne Baastrup, retsordfører for SF 

i Folketinget, erkender, at det er et 

problem, når hjemløse ikke kan løslades 

fra fængslerne og dermed må ty 

til kreative 

løsninger. 

- Det er 

et meget 

centralt 

problem. 

Anne Baastrup (SF) 


SF-politiker: 

Den helt rigtige løsning er selvfølgelig 

at blive løsladt til egen bolig, men 

for mange er det ikke en mulighed. 

Desværre viser erfaringerne, at man 

hurtigt er tilbage bag fængslets stive 

gardiner, hvis man bliver løsladt til en 

kammerats stue, siger hun. 

Anne Baastrup efterlyser derfor 

en udslusningsløsning, der ikke ligger 

i Kriminalforsorgens regi. 

- Man kunne se på muligheden 

for at opgradere herbergerne til at 

være en del af udslusningen, akkurat 

som tilfældet var med Lee Høgsberg, 

der blev løsladt til herberget 

i Hillerødgade, foreslår hun. Hun vil 

tage sagen op med velfærdsminister 

Karen Jespersen (V). 

Hos De Konservative afviser 

retsordfører Tom Behnke at indføre 

særregler for hjemløse. I stedet skal 

man sørge for, at de hjemløse ikke 

er hjemløse, når de løslades eller 

prøveløslades, siger han til Hus 

Forbi. 

- De Konservative er meget 

optagede af, at der kommer bedre 

mennesker ud af fængslerne, end 

vi sætter ind i fængslerne, således 

at indsatte, som er færdige med at 

afsone, kan leve en kriminalitetsfri 

tilværelse, siger han og fortsætter: 

- I den forbindelse vil det være 

relevant at hjælpe de hjemløse, 

mens de sidder i fængsel. Hjælpe 

dem til at finde og beholde en 

bolig, hvis man ikke har en, når man 

starter afsoningen. På den måde er 

Foto: Folketinget 

den indsatte rustet til livet uden for 

murene, når han er klar til løsladelse 

eller prøveløsladelse. Jeg ved 

godt, at det er svært, men det skal 

ikke forhindre mig at have det som 

politisk mål. 

simon@husforbi.dk 

Tom Behnke (K) 


RIS OG ROS 

Kommentar 

Lidt kontrolleret vildskab, tak 

Af Bo Møller Nielsen 

Der er i satspuljeforliget afsat 

mange midler til boliger og særlige 

sociale tiltag. Det er jo fremragende 

for de hjemløse. Den almindelige 

borger, som ikke har indsigt i området, 

kan have svært ved at forstå, 

at der i Danmark overhovedet kan 

eksistere et hjemløseproblem, og at 

det ikke kan fjernes gennem mange 

af de skattekroner, der inddrives og 

bruges på området. Men for gruppen 

af langvarigt hjemløse overskygges 

faktorer som økonomi og almindelig 

boligmangel klart af problemstillinger 

som elendige sociale kompetencer, 

psykisk sygdom, lavt lykkeniveau, 

sorg, miserabel opvækst og 

liv, ringe prioriteringsmuligheder i 

livets valg – ofte kombineret med et 

ikke lille forbrug af diverse stoffer. 

Der er ingen lette løsninger på 

hjemløseproblemet, heller ikke blot 

at bygge boliger. Boligen giver måske 

Skjult reklame eller en artikel? 

I sidste nummer af Hus Forbi var der en kort artikel 

om Københavns Kommunens beslutning om at lukke 

Gaderummet (være- og bosted for unge hjemløse, 

red.) og erstatte det med et andet tilbud. 

Jeg har svært ved at placere indlægget i 

forhold til journalistisk genre: Er det en journalistisk 

bearbejdet annonce for dem, der er udvalgt 

af kommunen til at etablere den nye institution? 

Eller har man blot undladt at høre den anden part 

i sagen? 

Artiklen har medført en tanke hos mig, som 

jeg ellers aldrig ville kunne have tænkt, nemlig 

at der ikke er vandtætte skodder mellem redaktionen 

og bestyrelsen i Hus Forbi. 

Men her dukker mistanken op, fordi bestyrelsesformanden 

for Hus Forbi også er forstander 

for den ene af de institutioner (Missionen Blandt 

Hjemløse, red.), der er udvalgt af kommunen til 

at drive den nye institution for unge hjemløse. 

(Forkortet af red.) 

Preben Brandt 

Dr. med. Projekt Udenfor og 

bestyrelsesmedlem i Gaderummet 

Svar: 

Nu er det sådan, at Hus Forbi havde en stor 

artikel om Gaderummet i februar, hvor en journalist 

interviewede både brugere og personale 

og beskrev konflikten mellem Gaderummet og 

kommunen. I artiklen kom også Københavns Kom- 

ly og tilsyneladende tryghed, men 

ikke nødvendigvis lykke. Boligen kan 

dog være basis for en ny start, og 

at blive indsluset i den eksisterende 

boligmasse kan da også være den 

umiddelbare løsning for en del af 

personerne i hjemløsegruppen. 

For en stor del er det imidlertid 

gældende, at der er behov for 

særlige tilbud med særlig støtte og 

individuelt tilpassede boliger. Visionen 

er derfor at etablere særligt 

tilpassede boliger til særlige mennesker. 

Der er udmærkede erfaringer 

med skæve boliger i København, 

men der er ikke tilstrækkeligt mange 

af dem. Der er kun få byggegrunde 

til meget høje priser. Byggeomkostningerne 

er blevet enorme, og 

positive nabohøringer er en udsøgt 

sjældenhed. Se blot på overborgmester 

Ritt Bjerregaards (S) kamp 

for at finde plads og vilje til helt 

normale lejlighedsbyggerier. 

De midler, der er tildelt i satspuljeforhandlingerne, 

bør udmøntes til 

de hårdest ramte hjemløse. Der er 

tale om personer, som bl.a. har utallige 

genindskrivninger i de københavnske 

hjemløsetilbud, og personer, 

som har fået tildelt en støttekontaktperson 

eller har behov for en. Vi 

kommer ingen vegne med standardiserede 

tilbud til denne gruppe. 

Der er gode erfaringer med bofællesskaber 

i enten villaer eller etage- 

og opgangsfællesskaber, så fortsæt 

i den retning. Markedet bugner af 

ejendomme. Ligeledes er det, hvad 

mange af de hårdest ramte hjemløse 

efterspørger. De drømmer ikke om 

ensomheden i en lille lejlighed i et 

socialt belastet boligområde, men 

derimod om mindre fællesskaber 

med tilknyttet personale. De mest 

udsatte hjemløse har i forvejen 

sociale hjælpepersoner tilknyttet, 

som udmærket kunne fortsætte i de 

nye bofællesskaber. 

Så kære politiske aktører: Skab 

nu en bred variation, og inddrag 

munes socialborgmester, de kommende ledere 

og Gaderummets mangeårige leder, Kalle Birck- 

Madsen, til orde. I martsnummeret lavede vi så 

en kort opfølgning på situationen i Gaderummet, 

hvor vi udelukkende forholdt os til nyheden i, 

at Københavns Kommunes socialudvalg havde 

besluttet at pudse fogeden på Gaderummet. 

I øvrigt er Hus Forbis bestyrelsesformand 

forstander på et forsorgshjem i Esbjerg, som er 

tilknyttet KFUM. Han har altså intet at gøre med 

Missionen blandt Hjemløse, som du antyder i dit 

brev. Det er rigtigt, at Hus Forbis tidligere formand, 

Robert Olsen, er leder af Mændenes Hjem, 

der drives af Missionen blandt Hjemløse – og er 

den ene af de to organisationer, som Københavns 

Kommune vil have til at overtage driften af Gaderummet. 

Men jeg kan forsikre dig om, at hverken 

Hus Forbis nuværende eller tidligere formand har 

indflydelse på Hus Forbis redaktionelle indhold. 


Redaktør, Hus Forbi 

Kedelig tysk hjemløseavis 

Da jeg for en uges tid siden mødte en hjemløs 

i Berlin (og der er sørme mange!), købte jeg en 

hjemløseavis af ham. Det var en blandet oplevelse 

at læse det blad. Selvfølgelig er det noget 

sværere at læse tysk, men bladet er mildest talt 

ikke synderligt interessant. 

Eftersom det engelske hjemløseblad (Big Issue, 

red.) og Hus Forbi er mere lig hinanden, har 

de hjemløse i hele processen i 

udformningen af boligerne. Tænk 

alternativt, specielt, ekstraordinært, 

skørt – det ordinære er der nok af. 

Målet skal ikke nødvendigvis være 

normtilpasning, men bare lidt glæde, 

lidt livslykke, fred og anstændighed. 

Det er ikke den store videnskab, der 

er brug for, men lidt kontrolleret 

vildskab til at få sparket en længe 

ventet proces i omdrejninger. Lad os 

dog komme i gang. 

Bo Møller Nielsen er forstander 

på Aktivitetscentret Sundholm 

jeg ikke tidligere tænkt så meget over, hvad der 

gør Hus Forbi så interessant, men nu ved jeg det. 

Det er netop det, der mangler i den tyske udgave: 

Indsigt i verden, som den er for f.eks. hjemløse – 

sider af livet, som er følsomme, og som man (som 

køber) ikke er bekendt med. 

Det er lige præcis dét, som gør mig ’rigere’ 

ved at læse jeres blad. 

Camilla Pedersen, Aalborg 

Svar: 

Formålet med Hus Forbi er netop at være de hjemløses 

talerør og synliggøre området, skabe debat 

og sætte fokus på sociale og samfundsmæssige 

forhold – så derfor mange tak for din ros. 

Siden TNS Gallup i begyndelsen af 2007 

begyndte at måle vores læsertal (gratis), kan vi 

se, at vi har øget vores læsertal med 43.000 fra 

286.000 i første kvartal 2007 til 329.000 i tredje 

kvartal 2007. Det må jo betyde, at mange købere 

finder bladet læseværdigt og giver det videre 

til andre, som så også læser det – måske af de 

grunde, du nævner. 

Foto: Privatfoto 


Redaktør, Hus Forbi


Kunsten at flytte ind 

L vil hellere sove på gaden sammen med de andre hjemløse, som han har gjort de 

sidste fire år, end han vil ligge alene på det værelse, han nu har fået nøglen til. 

En gadeplansmedarbejder træner derfor med L hver aften for at lære ham overhovedet 

at finde ud til sit værelse og vænne ham til livet indendørs om natten. 

Husker du L? 

Hus Forbi skrev i januar 

og februar om L, en 

54-årig hjemløs og psykisk 

syg svensker, der i 

fire år har boet på Strøget 

i København, selvom 

han har en lejlighed og 

får pension i Sverige. 

Københavns Kommune 

har gjort flere forsøg på 

at få L til at rejse hjem 

til Sverige og har derfor 

ikke villet hjælpe ham 

med en bolig. Men uden 

held. L har gjort det 

klart, at ”han vil bo i 

København”, fordi hans 

venner er her. Den 7. 

februar fik han nøglen 

til et værelse på et botilbud 

for psykisk syge 

hjemløse i København. 

- taj 

Det er her, L har haft fast holdeplads de sidste fire år og føler sig hjemme – Rådhuspladsen og Strøget tæt ved. 

For L er der langt ud til Amager, hvor hans nye værelse ligger – og han kan ikke huske vejen. 



Klokken er et par minutter over otte. 

Mørket har lagt sig over Rådhuspladsen 

i København. Højtråbende, 

aftenglade unge er så småt i gang 

med at erobre Strøget, hvor lysene 

fra burgerbarer, pølsevogne, neonreklamer 

og døgnåbne kiosker lokker de 

forbipasserende inden for i varmen. 

På en bænk, som henligger halvt i 

mørke, sidder L i silhuet mod perlerækken 

af lamper på den klassiske røde 

bygning ved Tivoli. Han skutter sig 

en anelse i sin nye overfrakke med 

en fin pelskrave, han har hentet på 

et værested i dag. Om halsen hænger 

en øloplukker, i hånden holder han en 

guldøl, og friske forsyninger klirrer 

i plasticposen på jorden. Kulden til 

trods har L hverken hue eller vanter på. 

Ved siden af ham sidder gadeplansmedarbejder 

Bo-Lennart Heide- 

Jochimsen fra Projekt Udenfor, der 

har haft tæt kontakt til L de sidste 

par år. De taler stille sammen. 

- Vi har aftalt, at du ikke skal 

sove derude i aften. Men du siger, 

at du gerne vil vise Hus Forbi dit 

værelse, siger Bo. 

- Ja, men ikke sove der. Ikke i 

aften. Jeg orker det ikke, svarer L. 

- Du siger, at det er fordi stemmerne 

i dit hoved er stærke i aften? 

- Ja. 

L er ikke en mand af mange ord. 

Han mumler en del for sig selv på 

svensk, men ellers svarer han i korte 

sætninger og siger helst ja til alting, 

fordi han hader at gøre folk omkring 

sig kede af det. 

- Kan du huske hvilken bus, vi 

skal med? 

- 5A … 

- Nej, det er 12’eren. 

- Nå ja, 12’eren, svarer L lidt 

fjernt, mens han samler sin pose 

med flasker sammen og får ild på 

endnu en smøg. 

Træner hver aften 

I godt tre uger har L haft et værelse 

på et af kommunens akuttilbud for 

psykisk syge hjemløse på Sundholm, 

nogle få kilometer fra Rådhuspladsen, 

som er Ls faste tilholdssted. Men efter 

at have boet fire år på gaden under 

åben himmel, er det angstprovokerende 

for L at sove bag lukket dør i et 

lille værelse. Han er bange for, at han 

ikke bliver lukket ud om morgenen. Og 

helt konkret kan han ikke finde derud. 

Derfor har Bo sat sig for at træne med 

L hver aften i en uge. Sidst L havde 

et værelse, tog det Bo to måneder at 

lære L at sove der om natten. 

- Det bliver også en lang proces 

denne gang. I første omgang bruger 

jeg en uge på det – finder ham hver 

aften, taler med ham om, at han 

skal derud og sove, følges med ham 

derud og bliver hos ham et stykke 

tid. I mandags tog det mig toenhalv 

time at få ham derud, han var meget 

vred, men tog med mig til sidst. Det 

lykkedes ham at falde i søvn derude, 

og han sov til kl. halv otte næste 

morgen. Tirsdag kunne jeg ikke finde 

ham, i går onsdag ville han ikke med 

derud, og i aften vil han bare derud 

og vise jer stedet, men ikke sove 

der. Så det har jeg lovet ham, og 

den aftale er jeg nødt til at holde, 

for ellers får jeg ham ikke med derud 

igen, forklarer Bo. 

Får dårlige tanker 

12’eren kommer. 

- Husk, at du ikke må ryge inde i 

bussen, minder Bo L om på vej ind. 

Igennem vinduet kan L se byen 

flimre forbi, da bussen er i fart. 

- Kan du huske, hvor vi skal af, 

vil Bo vide. 

- Nej …, L holder blikket fast på 

vinduet og virker lidt nervøs. 

- Hvad ville gøre det lettere for 

dig at sove derude, spørger Bo. 

- Ikke sove derude, svarer L. 

- Men forstår du, hvad jeg siger – 

hvad ville være godt for dig, hvis du 

Han skal lære at falde i søvn herude, 

uden at jeg sidder ved siden af. 

skulle sove derude, prøver Bo igen. 

L svarer undvigende. Han fortæller, 

at han får dårlige tanker om alt det, der 

er gået galt i hans liv, hvis der er stille, 

når han ligger og skal falde i søvn. 

Bo prøver igen: 

- Ville det være godt, hvis 

Susanne (L’s veninde, som han er 

meget glad for, red.) ventede på dig 

derude og skulle sove der sammen 

med dig, så du ikke var alene? 

- Ja! Det ville være godt, svarer 

L og ser glad ud ved tanken. 

Nøglekortet driller 

Bussen stopper på Sundholmsvej. På 

fortovet spørger Bo: 

- Hvilken vej skal vi? 

- Her, siger L og går uden tøven 

til venstre. 

- Bingo! 

L vandrer af sted med sin pose, 

der stadig klirrer. Sundholms bygninger 

ligger spredt over et stort 

område. Nu er her stille og øde, kun 

lidt råben fra et værelse, hvor vinduet 

står åbent, høres over de mørke 

veje. L går usvigeligt sikkert ligeud, 

men misser indgangen til den fløj, 

hans værelse ligger i. 

Næste hurdle er døren. L har sit 

eget nøglekort af plastik, magen til 

dem, de fleste hoteller har. Kortet 

skal stikkes ind og hives hurtigt ud 

af en smal revne ved håndtaget. Men 

det driller. L får ikke kortet hurtigt 

nok ud og kan ikke få døren op. 

- I mandags tog det 35 minutter, 

siger Bo, som tilbyder at hjælpe L. I 

det samme kommer to medarbejdere fra 

den etage, L bor på. I forvirringen med 

de mange mennesker går døren op. 

L er tydeligt nervøs ved alt det 

postyr. Han styrer i høj fart op ad 

trapperne og kommer til at gå en 

halv etage for langt. Han fumler 

igen med kortet i næste dør og 

endnu en, inden han med et tungt 

pust kan sætte sig på sin seng. Klokken 

er kvart i ni. 

Skaber en relation 

Værelset er under ti kvadratmeter, 

udstyret med en enkeltseng, et 

sofabord, en stol, et stort tv, et lille 

køleskab og et skab til tøj. Der ligger 

lidt på hylderne, men L ved ikke om, 

det er hans. TV, et kan kun vise sne, 

fordi beboerne selv skal medbringe 

et antennekabel. Men i fællesstuen 

står et endnu større fjernsyn, som 

fungerer. Her er også et køkken og 

et fælles spisebord. 

De to medarbejdere er glade for 

at se L. De synes, det er ærgerligt, at 

L ikke kommer her oftere, men de har 

ikke selv mulighed for at lave opsøgende 

gadearbejde og på den måde 

hjælpe med at få ham herud. Til gengæld 

har de lidt aftensmad klar til 

ham, som de varmer i mikrobølgeovnen. 

Æggekage på rugbrød. L spiser 

to portioner alene på værelset. 

Imens taler Bo med de to medarbejdere. 

- Min taktik er at skabe en relation 

mellem jer og L, så han bliver tryg 

ved jer og stedet. Det er det, han 

har brug for. Så skal han nok komme. 

I starten vil jeg være her, men han 

skal lære at falde i søvn herude, 

uden at jeg sidder ved siden af. Og 

det gør han, når han er tryg ved jer. 

Men det er et problem, at han ikke 

kan huske vejen; derfor træner vi at 

tage bussen i stedet for bare at køre 

herud i min bil, siger Bo. 

Snakken bølger lidt frem og tilbage. 

Bo fortæller, hvad han ved om 

L’s baggrund. Om stemmerne i hans 

hoved. Og om at han er for dårligt 

fungerende til at bo på gaden. 

- Han er ikke en typisk posemand 

på den måde, at han afviser kontakt 

med andre – tværtimod. Men han 

kan ikke passe ordentlig på sig selv. 

Han kan ligge og sove næsten uden 

tøj på, selvom det er frostvejr. Han 

bliver jævnligt overfaldet og mister 

sine ejendele, og hvis nogen slår 

ham, er det ham, som undskylder. 

Derfor er vi gået ind i sagen. Ellers 

ville det være et spørgsmål om tid, 

før han døde på gaden. 

Ville gerne sove længe 

- Aaaaaaa. Lyden kommer fra L’s 

værelse. 

- Så sover han, konstaterer Bo, 

som kort forinden har været inde og 

tage støvlerne af ham. 

Klokken er 21.29. 

- Han er varm, mæt, og jeg sidder 

herude. Så tør han godt falde i søvn. 

Men han kan også godt blive magelig. 

Sidste gang han havde et værelse, 

kan jeg huske, at vi havde en aftale 

om at spise frokost sammen en dag. 

Da han ikke dukkede op, blev jeg 

bekymret og tog hjem til ham for at 

kigge efter ham. Der lå han under 

dynen med fjernbetjeningen i hånden 

og svensk TV kørende. Da jeg mindede 

ham om vores aftale, sagde han: 

- ”Ikke i dag, Bo. I dag vil jeg 

sove længe”. Da var klokken tolv, 

griner Bo. 

- Men nu er jeg selvfølgelig nødt 

til at sidde her, indtil han vågner. 

For jeg havde jo aftalt med ham, at 

han ikke skulle sove her, så hvis han 

vågner, og jeg er væk, har jeg ikke 

holdt aftalen, og så får jeg ham ikke 

med herud igen, siger Bo og sætter 

sig godt til rette i sofaen. Hans vagt 

slutter kl. seks i morgen tidlig. 

*** 

L vågnede omkring midnat og ville 

tilbage til byen. Bo og L fulgtes i 

bussen ind til Rådhuspladsen, hvor 

de drak en kop kaffe sammen på 

en bænk, inden Bo gik videre ud i 

natten for at se til på nogle af byens 

andre gadehjemløse. 

L og Susanne er begge anonyme i 

artiklen, men redaktionen er bekendt 

med deres rigtige identitet. 


Villaejer og vagabond 

Tre gange om året skifter den 53-årige villaejer Almer Simonsen identitet og bliver 

landevejsridderen Troubadouren. 

Af Morten Bruun 


Nu lokker atter de lange veje, og jeg 

har flikket de gamle sko. 

Og jeg har skåret en grøn skalmeje 

bag piledammen i Holstebro. 

Jeg går fra Skagen med kurs mod 

Fakse … 

Almer Simonsen har et særligt blik i 

øjnene, når han går rundt i villaen i 

Skovlunde og nynner ”Skærsliberens 

Forårssang”. 

Som den eneste herhjemme er 

førtidspensionisten og visesangeren 

fra den københavnske forstad medlem 

af såvel en grundejerforening 

som Sammenslutningen af Vagabonder 

og netop nu, hvor våren ligger 

på lur på den anden side af ligusterhækken, 

er det igen ved at være tid 

til at snøre traveskoene. 

Tre gange om året bytter den 

53-årige far og bedstefar Ber- 

lingo’en ud med barnevognen og 

skifter identitet fra Almer til Troubadouren. 

Sådan hedder han blandt 

de danske fuldtidsvagabonder, 

for guitaren er hans uundværlige 

følgesvend i de sammenlagt seksotte 

uger om året, han sliber sakse, 

solskin og dagligt brød. 

- Jeg tager af sted, når jeg har 

brug for at rydde op i hovedet og 

finde noget fred og ro, siger Almer 

Simonsen, der tager imod os på en 

adresse, som med drivhus, udestue, 

fjernbetjening og fladskærm ligger 

langt væk fra den slags friværdi, han 

samler op på landevejene. 

Faldt for Ingenting 

Almer Simonsen arbejdede i en trælasthandel, 

da han midt i 90’erne blev 

ramt af stress og skilsmisse og i lang 

tid blot sad og kiggede ind i væggen. 

Der blev han siddende, indtil hans 

nye kæreste spurgte, om det ikke 

var på tide at realisere drømmen om 

at købe en brugt barnevogn og gå 

fra Skagen til Fakse som spillemand. 

Det er 12 år siden, men skæbnen 

ville, at han den sommer aldrig 

nåede til Fakse. På vej ud af Skagen 

opdagede han, at der var marked i 

Hjallerup, og der mødte han vagabonden 

Ingenting. 

- Det hedder han altså, og han 

tilbød mig følgeskab. Han kunne 

se, at der var penge i min guitar. 

Til gengæld tog han mig i lære som 

skærsliber, præsenterede mig for 

vagabondsamfundet og det interne 

moralkodeks og krævede, at jeg 

lagde mit dankort væk. Den slags 

bruger vagabonder ikke. 

- Ingenting er et fantastisk 

menneske, som af princip aldrig går i 

modvind. Kun i medvind og sidevind. 

I øvrigt et fornuftigt princip, 

når man har en barnevogn foran sig, 

noterer Almer Simonsen. 

Blev døbt i 51 øl 

Makkerparret var sammen i tre uger, 

men var kun nået til Horsens, da 

Troubadouren måtte tage afsked 

med sin nye ven med et ”på gensyn”. 

Efter den sommer var Almer Simonsen 

nemlig solgt til landevejen – og 

han var pavestolt, da han i forbindelse 

med vagabondernes årlige træf 

og gøglergudstjenesten på Egeskov 

Marked i 2001 blev accepteret som 

officielt medlem af familien. 

- Jeg blev døbt af stodderkongen, 

som hældte en øl ud over mig. 


Bagefter kom de andre til og 

hældte 50 øl ud over mig, og så 

siger traditionen, at man ikke må 

skifte tøj i tre dage. Det lugtede, 

men det var til at leve med. Jeg var 

bare så beæret og overrasket over at 

blive indstillet til dåb. 

- Den respekt, de har vist mig, 

betyder enormt meget. Det er de 

mest ærlige mennesker, man kan 

møde. De stjæler, snyder og slår ikke 

og holder indbyrdes justits efter et 

flot moralkodeks. Selvfølgelig kan 

der være små intriger, men de løses, 

når vi holder landsting på Egeskov 

Marked. Her er alle med til at afgøre 

Almer Simonsens uniformsjakke stammer fra 

Grønlandsfly og har ’Troubadouren’ trykt på 

ryggen og en mindre mængde medaljer og 

badges hæftet på brystet. Winchestermedaljen 

på højre bryst betyder mest, 

for det var hans første som en gave fra 

Ingenting. 

diverse uoverensstemmelser. I øvrigt 

skal man aldrig have medlidenhed 

med en vagabond. Deres baggrund 

kan være trist, men de har selv valgt 

det liv, siger Almer Simonsen – som 

i øvrigt arbejder som frivillig i Hjemløsehuset 

på Falkevej i København, 

når han ikke er vagabond. 

Spiller på et værtshus 

Ingenting lever stadig, men det 

er hovedsageligt Klovnen, Troubadouren 

slår følge med, når han 

i dag banker på hos ’Fru Danmark’ 

for at slibe knive, plæneklippere og 

hæksakse: 

- Til gengæld får vi penge eller 

mad, men somme tider er vi også 

nødt til at tigge en skilling. Det har 

været det sværeste for mig. Jeg vil 

helst levere noget for pengene, så 

det er godt, hvis vi hen under aftenen 

finder et værtshus, hvor vi køber 

to øl, og en kunde beder mig give et 

nummer på guitaren. Så falder der 

penge af i vores Madam Blå-kande, 

siger Troubadouren, der altid skal 

spille ”Skærsliberens Forårssang”. 

Drømmer du om at blive stodderkonge? 

- Nej. Med min baggrund vil det 

ikke være fair over for de andre. Men 

af hensyn til mit ry og rygte blandt 

vagabonderne har jeg også sagt til 

naboerne her i Skovlunde, at jeg heller 

ikke vil stille op til grundejerforeningens 

bestyrelse, fortæller han. 

mob@redaktionen.dk 

Der findes ca. 230 vagabonder i Danmark. Langt hovedparten af landevejsridderne 

tilbringer vintermånederne på herberger eller i små fælleslejligheder, 

mens tæt på 30 af dem skønnes at være vagabonder hele året. Alle 

får typisk en form for pension som supplement til deres øvrige indtægter. 

Det anslås, at halvdelen er vokset op på børnehjem eller i plejefamilier 

– de øvrige har valgt landevejen som følge af f.eks. skilsmisse 

eller konkurs. 150 af de 230 vagabonder mestrer – ligesom Troubadouren 

– skærsliberfaget. 

Den vagabonderende visesanger Almer Simonsen optræder jævnligt til fester med samleveren 

Britt. Parret har udgivet to cd’er, ”Kun For Sjov” og ”Som Vi Ser Det”, 

og nu planlægger han en solo-cd med vagabondmusik. 

Troubadourens tips til 

nye landevejsriddere 

Som skærsliber og spillemand har Troubadouren både slibesten, værktøj og guitar 

med. Resten af det overskuelige standardudstyr har han hovedsageligt klunset sig 

til. Under barnevognen har han et telt, men det har han ikke brugt i mindst fem år. 

- Man skal tænke sig godt om, når man pakker barnevognen. Den skubber 

ikke sig selv ... 

Sådan lyder det solide staldtip fra Troubadouren til de Hus Forbilæsere, 

der planlægger at springe ud som vagabond eller blot pusler med 

tanken om at henlægge dette års sommerferie til en look-a-like-tur på 

de danske landeveje. 

Han taler af erfaring, for på sin første tur medbragte han selv overflødig 

luksus som fire sæt tøj, to par sko, gummistøvler, regntøj, barbergrej, 

shampoo og deodorant. Efter mere end ti år som deltidsvagabond 

anbefaler han følgende standardudstyr i barnevognen: 

En ordentlig sovepose, liggeunderlag eller luftmadras, to presenninger 

(en til at dække barnevognen med, en til at dække jorden om 

natten), flagermuslygte (den giver både lys og varme), spritkogeapparat, 

dyb tallerken (plast), krus, bestik, thermokande, en meget skarp kniv, en 

vanddunk, en tandbørste, toiletpapir eller køkkenrulle (bruges også til 

opvask), en mobiltelefon (nødvendig livline) og ét ekstra sæt tøj. 

- Man skal kun skifte tøj, når man har været i bad, indskærper han og 

foreslår præstegårde og idrætshaller som gode steder at gå hen, når man 

skal låne en bruser. 

- På præstegårdene falder der også tit et måltid mad af, siger han 

– og skamroser i samme åndedrag danskernes generelle behandling af 

vagabonderne. 

- 95 procent er flinke, resten er enten selvoptagede eller regulære 

dumme svin. Dem går man uden om. 

Mad? 

- Vagabonder lever af at sælge smil. Hvis du kan få folk til at smile, 

kan du også få dem til at smide en femmer. På en normal dag rækker 150 

kr. rigtig langt – så er der både til tobak, mad og noget at drikke. 

Overnatning? 

- Det er godt at slå lejr under halvtaget til den lokale brugs. Uddeleren 

møder gerne tidligt og serverer tit morgenkaffe. Man kan også holde 

øje med tomme huse, der er til salg. Der kan man godt snige sig til at 

sove i carporten. Det sker også, at folk inviterer os til at overnatte i deres 

udestue. Endelig er der for eksempel Kirkens Korshærs varmestuer. De 

er gratis og findes efterhånden også i mindre byer, fordi der er nedlagt 

så mange psykiatriske sengepladser. 

Prisen? 

- Jeg har 200 kr. med hjemmefra, så jeg altid kan komme hjem, hvis 

jeg bliver syg. Dem har jeg aldrig fået brug for, så det er altså billigt 

– og så er det i øvrigt en skøn måde at opleve Danmark på. Bare at gå 

under åben himmel og høre lærken synge ... 


Foto: Holger Henriksen

Fik sin søn igen efter 12 år 

Det er svært at holde kontakt til børnene, når man har kastet sig ud i 

et liv på gaden. Det ved Johnny og hans søn Nicolai alt om. 

Men Nicolai insisterede på at få sin far tilbage, og 

efter en lang jagt var det en avisartikel, der 

gav ham det afgørende spor. 

Selvom Johnnys søn er begejstret for at have fået sin far 

igen, er han stadig lidt flov. Han vil ikke have, at hele 

verden ser ham som drengen med den hjemløse far, og 

derfor er det kun Johnny, der er med på billedet. Johnny 

er til gengæld stolt af, at sønnen har givet ham styrken 

til at droppe stofferne og endelig få sit liv på ret kurs. 


Af Pelle Amundsen 


Johnny har altid haft to aftaler med 

sin søn: Ligegyldig hvad, så lyver de 

ikke for hinanden. Og ligegyldig hvad, 

så må de aldrig glide fra hinanden. 

Men da Johnny beslutter sig for 

at være fuldstændig ærlig og fortælle 

sin søn, at han tager heroin, 

er det alligevel begyndelsen på 12 

lange år, hvor far og søn ikke ser 

hinanden. 

En lang række af misforståelser 

betyder, at de begge tror, at den 

anden ikke vil ses. 

Og mens Nicolai vokser fra dreng 

til ung mand, sumper Johnny ned i 

stoffer, bajere og et liv på gaden. 

Johnny bliver fast inventar på 

Sundholm, og det er også her, en 

medarbejder, for et års tid siden, 

kommer og prikker ham på skulderen. 

- Han siger, at min søn vist står 

udenfor og leder efter mig. Jeg fik 

med det samme ondt i maven, jeg 

rystede over det hele, og jeg har 

også fået af vide, at jeg blev tomatrød 

i hovedet, fortæller han. 

Johnny overvinder nervøsiteten 

og lusker udenfor, hvor han ser sin 

søns mor sammen med to mænd. 

- Så hopper jeg ud og siger 

’heeeej’ og giver den ene af mændene 

et kæmpe kram. Men det er bare 

ikke Nicolai, jeg krammer, det er 

hans onkel, fortæller en tydeligvis 

flov Johnny her et år efter genforeningen. 

Nicolai kan sagtens huske den 

noget akavede første hilsen, men 

det ødelagde ikke noget. 

- Det tog jeg slet ikke så tungt. 

Johnny havde også fået briller, siden 

jeg så ham sidst, så det undskylder 

ham måske en smule, husker han 

tilbage med et grin. 

Masser af misforståelser 

Nicolais barndomshjem var præget 

af forældrenes hårde festliv. Og han 

var ikke mere end fem år, før moren 

fandt en ny mand, og Johnny røg 

i fængsel for at sælge hash. Men 

Nicolai bliver alligevel ved med at se 

sin far regelmæssigt. Johnny lægger 

ikke skjul på, at han har valgt en anden 

vej i livet end den snorlige. Han 

gør meget ud af at fortælle Nicolai, 

at de aldrig må lyve over for hinanden, 

og at de altid skal ses, ligegyl- 

dig, hvad Johnny roder sig ud i. 

Da Nicolai bliver 16 år, mener 

Johnny, at sønnen er gammel nok til 

at høre sandheden om hans heroinmisbrug, 

og han lægger kortene på 

bordet. Det er en stor mundfuld for 

Nicolai, og han vil gerne lige sunde 

sig. Så han beder sin far om at gå. 

Det er sidste gang, de to ser 

hinanden de næste 12 år. 

Johnny forsøger et par måneder 

senere at besøge sin søn, men får 

at vide af en bekendt af morens 

familie, at hun er flyttet til Jylland, 

og Nicolai er taget med. 

Johnny er sikker på, at sønnen 

har lagt ham på is, efter han har fortalt, 

at han tager sprøjten frem, når 

virkeligheden skal jages på afstand. 

Udsigten til ikke at se sin søn sender 

Johnny længere ud i sit misbrug. 

I dag ærgrer Johnny sig over, at 

han ikke vidste, hvordan det virkelig 

hang sammen dengang. 

For selvom moren rigtignok flyttede 

til Jylland på et tidspunkt, så var 

Nicolai blevet så gammel, at han blev 

boende, hvor han altid havde boet. 

Og Nicolai fattede ikke, at faren 

aldrig kom forbi, som han plejede. 

- Det er da rigtigt, at han var irriterende, 

den sidste gang vi sås. Det 

med, at han tog heroin, havde jeg 

hørt rygter om, så det var ikke den 

store overraskelse. Men han var fuld 

og ville ikke gå, så jeg endte med at 

smide ham ud. Men det var ikke mere 

alvorligt, end at jeg var sikker på, at 

der højst ville gå et halvt år, før det 

var fint igen, siger han. 

Men årene gik, og Johnny kom 

aldrig forbi. 

Johnny dukker op i en avis 

En dag erkender Nicolai, at det er 

ham, der bliver nødt til at gøre noget, 

hvis han skal have sin far igen. 

- Jeg var forbi folkeregistret 

flere gange, men de må ikke fortælle 

noget. Så tog jeg rundt til de forskellige 

herberger, men han var der 

aldrig, når jeg var der. Og når jeg var 

inde i byen, så gik jeg altid forbi de 

steder, hvor jeg vidste, han havde 

hængt ud. 

Men Johnny er som sunket i 

jorden. 

Indtil en dag, hvor Nicolais onkel 

sidder og bladrer i Nyhedsavisen på 

vej til arbejde. Her ser han pludselig 

et billede af Johnny, der er med i 

en artikel, hvor han fortæller om at 

være Hus Forbi-sælger. Men meget 

vigtigere, så fortæller Johnny, at 

han holder til på Sundholm. 

Onklen er ikke i tvivl om, hvad 

han skal gøre. Og mindre end to 

Jeg var nervøs for, hvad han ville sige til, at 

jeg bare mødte op. Jeg frygtede jo, at han 

ikke gad se mig, når han ikke var kommet 

forbi i alle de år. 

timer efter, at han har set Johnny i 

avisen, mødes han med Nicolai og 

hans mor for at tage til Sundholm. 

Nicolai husker tilbage på sommerfuglene, 

der væltede rundt i hans 

mave. 

- Jeg var nervøs for, hvad han 

ville sige til, at jeg bare mødte op. 

Jeg frygtede jo, at han ikke gad se 

mig, når han ikke var kommet forbi i 

alle de år, fortæller han. 

Men da han ser, hvor glad Johnny 

bliver, forsvinder tvivlen. Den dag 

ender de alle sammen hjemme hos 

Johnny, hvor de taler til langt ud på 

aftenen. 

En uge efter er Nicolai med til 

Johnnys fødselsdag, og far og søn 

er for alvor gået i gang med at finde 

ind til hinanden igen. 

- Vi har været en del alene bare 

os to, hvor vi virkelig får talt om 

vores liv, og hvad der er sket siden 

sidst, fortæller Nicolai. 

Men selvom de har talt ud flere 

gange, er der stadig én ting, de ikke 

helt kan blive enige om. 

- Vi kan ikke rigtig finde ud af, 

hvordan vi kunne blive væk fra hinanden 

i 12 år, siger Nicolai. 

Johnny har et par gange forsøgt 

at finde sønnen, men det er hver 

gang løbet ud i sandet. 

- Et halvt år før han dukkede op, 

skrev jeg faktisk et brev til ham. Der 

skælder jeg ham ud og fortæller, at 

jeg synes, han er et røvhul. For vi 

havde jo en aftale om, at vi altid 

skulle ses lige meget hvad, siger 

Johnny. 

Det var meningen, at brevet 

skulle sendes til Nicolais mormor, 

der skulle give det videre, men det 

kom aldrig af sted. 

Find dine børn og lev længere 

Johnny fik alligevel sin søn tilbage 

kort tid efter, og han giver en opsang 

til andre hjemløse, der også har 

rod i forholdet til deres børn. 

- Hvis man er i stand til at give 

sine børn bare det mindste, vil man 

få rigtig meget ud af at se dem. Det 

giver en kæmpe tilfredsstillelse og 

et kraftigt pust til at komme videre. 

Man vil ofre sit eget liv for sine 

børn. Og derfor vil jeg også sørge for 

at være i live så længe som muligt, 

når jeg nu endelig ser min søn igen, 

siger han. 

Johnny er 54 år og er for første 

gang i 18 år fuldstændig clean. Han 

giver sønnen det meste af æren for, 

at han nu har styrken til at holde sig 

fra stofferne. 

- Det seneste år har det været 

helt småborgerligt et par gange, 

fortæller han og griner. Den genforenede 

familie har været på Bakken, i 

biografen og ellers bare lavet, hvad 

familier nu laver. 

Johnny bor i dag sammen med 

sin kæreste i en lejlighed på Amager, 

og det er en stor hjælp, at han har 

sit eget sted, når han skal ses med 

sønnen. 

Johnny forstår ikke, hvorfor der 

ikke er flere lejligheder, som hjemløse 

kan låne, når de skal ses med 

deres børn. Hvis man skal ud af et 

misbrug, er den bedste kur at se sine 

børn, mener han. 

- Det er tydeligt, at folk virkelig 

gør noget ud af sig selv, når deres 

børn kommer på besøg. Så drikker de 

ikke, og de er ikke høje, fastslår han. 

hus forbi · nr. 72 · april 2008 17

I kølvandet på satspuljeforhandlingerne på Christiansborg lagde Christian H. Hansen 

(DF), formand for Folketingets socialudvalg, vejen forbi Hjemløsehuset på Falkevej. 

Ud over en snak med flere af beboerne fik han også spist frokost med ’Chopper’ (th.). 

Hjemløsehuset sikret 

Af Simon Ankjærgaard 


Hjemløsehuset på Falkevej vil de næste 

fire år modtage i alt 17 millioner 

kroner fra satspuljen. Det glæder Stig 

Tarnow, daglig leder af Hjemløsehuset. 

- Satspuljebevillingen sikrer 

Hjemløsehusets økonomiske fundament 

for de næste fire år. Udover 

satspuljebevillingen modtager vi 

også 730.000 kroner fra Københavns 

Kommunes § 18-pulje, hvilket svarer 

til knapt 14 procent af det samlede 

offentlige tilskud, men satspuljemillionerne 

er klart dét, der bærer 

Hjemløsehuset, siger han. 

Generelt fik hjemløseområdet en 

stor portion af kagen ved satspuljeforhandlingerne 

på Christiansborg; i 

alt 500 millioner kroner over de næste 

fire år. Millionerne skal fordeles 

mellem de kommuner, hvor hjemløseproblemet 

er størst, og i Københavns 

Kommune ser socialborgmester Mikkel 

Warming (EL) gerne, at der bliver bygget 

flere skæve boliger. 

- Jeg ser gerne, at vi blandt 

andet bruger pengene på nogle af 

de udbud, vi allerede arbejder med, 

såsom skæve boliger. Der er brug for 

et alternativ til de normale boliger. 

Men vi skal også arbejde med vejen 

fra gaden og herbergerne og ud i de 

skæve boliger, siger han til internetavisen 

Altinget.dk. 

Preben Brandt, formand for 

Rådet for Socialt Udsatte, stiller sig 

skeptisk over for effekten af de 500 

millioner kr. 

- Jeg kunne godt have tænkt 

mig, at man satte nogle mere konkrete 

mål. Som for eksempel at ville 

reducere antallet af folk, der bor på 

herberger med 25 procent. Med denne 

strategi ved vi ikke, hvad der konkret 

skal opnås, siger han. 

Skæve huse til 

grønlændere sat i bero 

Projektet med at etablere ca. 10 

skæve boliger for hjemløse med 

grønlandsk baggrund i Husum er 

i øjeblikket stillet i bero. Projekt 

Illu – Illu betyder hus på grønlandsk 

– blev ellers vedtaget af 

Københavns Borgerrepræsentation 

tilbage i 2000, men den endelige 

realisering af planerne har lange 

udsigter. 

- Projektet er ganske rigtigt 

stillet i bero, men det er ikke 

opgivet. Vi har tegninger af projektet, 

vi har en grund, og vi har 

brugerne. Det er boligselskabet 

KAB, der skal forestå byggeriet, 

men pengene mangler, simpelthen 

Landsforeningen SIND, Århus Amtskreds 

FRIVILLIG 

ET ENSOMT MENNESKE HAR BRUG FOR DIG! 

Kan du afse 1-2 timer om ugen eller hver 14. dag som besøgsven 

hos et menneske med en sindslidelse eller psykiske problemer? Så 

vil du komme til at opleve et berigende og udfordrende forhold. 

Sindslidende er også spændende, hjertevarme, humoristiske, 

interesserede og vidende mennesker, men de har ofte svært ved at 

holde personlig kontakt. 

Du får supervision, undervisning, vejledning og interessante 

kurser og foredrag som frivillig i SIND-Nettet samt et spændende 

samvær med andre frivillige. 

Lad os få en snak, hvis du er interesseret. 

fordi det i øjeblikket er for dyrt at 

bygge. Det hænger ganske enkelt 

ikke sammen økonomisk, når byggeriet 

skal finansieres af huslejen, 

der er fastsat til 2.700 kroner om 

måneden, siger Andreas Nawrocki 

fra Københavns Kommunes socialforvaltning. 

Forvaltningen har bedt KAB 

om at søge ekstra midler og 

fonde, ligesom man afventer de 

konkrete udspil i kølvandet på de 

500 millioner kr., der blev bevilget 

til hjemløseområdet i forbindelse 

med satspuljeforhandlingerne på 

Christiansborg. 

- sia 

Kontakt: Lokalkoordinator for SIND-Nettet i Århus, Gitte 

Troelsen, tlf.: 21 73 04 73 eller mail: sindnetaarhus@sind.dk 

Brian Sørensen har koordineret de frivillige i det nu lukkede nødherberg for 

østeuropæiske hjemløse i København. 

17 millioner kr. over fire år. Det er, hvad Hjemløsehuset i 

København har fået ud af satspuljeforhandlingerne. Beløbet 

sikrer husets eksistens – i hvert fald de kommende fire år. Nødherberg 

lukker før tid 

- Det er jo hamrende hårdt at 

have nattevagt, når man har et 

fuldtidsjob ved siden af, fortæller 

Brian Sørensen fra Projekt Udenfor. 

Han har haft ansvaret for at 

koordinere det frivillige arbejde 

bag det nu lukkede nødherberg 

for østeuropæiske hjemløse i 

København. 

Nødherberget blev oprettet 

den 28. januar i år efter, at 

velfærdsminister Karen Jespersen 

(V) i slutningen af december 

2007 truede med at stoppe de offentlige 

tilskud til herberger, der 

lukkede østeuropæiske hjemløse 

ind. Begrundelsen lød, at Danmark 

ikke skulle være ”Europas 

varmestue”. 

Bag nødherberget – der blev 

oprettet i Arbejde Adlers Hus på 

Nørrebro i København – stod en 

række organisationer, der arbejder 

med hjemløse, bl.a. Projekt 

Udenfor, Københavns Domkirke, 

Omsorgsorganisationernes Samråd 

og Hus Forbi. Herberget blev 

drevet udelukkende ved hjælp af 

frivillig arbejdskraft, men måtte 

lukke i slutningen af februar ca. 

en måned før planlagt pga. mangel 

på frivillige. 

- Vi har nu fået en række 

erfaringer, som vi kan trække 

på, hvis vi vælger at oprette et 

nødherberg til næste år. Men jeg 

håber da, at det offentlige i mellemtiden 

vil påtage sig ansvaret 

for de gadehjemløse østeuropæere, 

som er helt på herrens 

mark heroppe, fortæller Brian 

Sørensen. 

Da nødherberget lukkede benyttede 

omkring 20 udenlandske 

hjemløse tilbuddet. 

Penge til tøj 

29. marts modtog Hus Forbi 30.000 kroner fra ”Storkøbenhavnske Odd 

Fellow logers humanitære fond” til køb af tøj til Hus Forbis sælgere. 

- sia 


- jalini 

Foto: Flemming Schiller 

Køb en t-shirt og 

klæd en hjemløs på 

T-shirt firmaet Double Bob kombinerer nu det kommercielle med det humanitære. 

Deres t-shirts sælges i ni københavnske butikker, og for hver t-shirt, 

der bliver solgt, bliver en hjemløs klædt på med en tilsvarende. 

- Vi tager udgangspunkt i de unges stigende forbrug af t-shirts, samtidig 

med at der bliver flere og flere mennesker, der lever på gaden, siger de to 

ejere, Jesper Hintze og Johan Amhild. 

Firmaet laver hver måned en oversigt over de t-shirts, der blevet solgt, 

herunder hvilke motiver der var på trøjen, og giver herefter besked til deres 

distributionskanaler, blandt andet Morgencaféen ved Blågårds Plads. 

- De sørger så for, at det samme antal t-shirts med de samme motiver 

bliver leveret til de hjemløse, siger de to bagmænd. 

Læs mere på www.doublebob.dk 

- sia 

Flere udenlandske 

prostituerede 

Danmark har efterhånden de mest lempelige regler for prostitution i Europa, 

og det betyder, at flere og flere udenlandske prostituerede strømmer til. 

Sådan lyder det fra blandt andet Reden, der har opgjort, at andelen af udenlandske 

kvinder er steget med 20 procent og nu udgør i alt 38 procent af de 

besøgende. 

Reden er sammen med 21 andre organisationer med i initiativet ”Forbyd 

sexkøb nu”. Sverige forbød køb af sex for flere år siden, og et lignende forbud 

er på vej i Norge. 

- sia 

Nakskov får Danmarks 

første gadehospital 

Lolland Kommune får som den første i landet et mobilt gadehospital for 

alkoholikere, stofmisbrugere og hjemløse. Hospitalet, der står klar til maj, er 

blevet til i et samarbejde mellem social- og psykiatrisektoren i Lolland Kommune, 

Frelsens Hærs værested og herberg i Nakskov. Sundhedsstyrelsen har 

ydet et tilskud på 2,5 millioner kroner. 

- sia

Tilbage til fremtiden 

for Malawis gadebørn 

Chisomo Childrens Club hjælper Malawis gadebørn hjem 

til deres familier og landsbyer – og giver dem nye håb 

og drømme for fremtiden. 

Af Anja Lillemæhlum 

Foto: Mikkel Østergaard, Scanpix 

Mørket sænker sig over hovedstaden 

Lilongwe i Malawi. Kvinder 

med farverige tørklæder, babyer og 

indkøbsposer lunter ud af det oplyste 

indkøbscenter i den gamle bydel. Et 

par gadedrenge står med fremstrakt 

hånd og venter på ti kwacha (ca. 40 

øre, red.) fra den næste hvide turist. 

Butikker lukker, og nattevagter sætter 

sig klar på verandaerne, mens et par 

af gadebørnene lægger sig til rette på 

papkasser i hjørnet. 

I modsætning til i Danmark, 

har børn i Malawi et stort socialt 

sikkerhedsnet i deres landsby, hvor 

fænomenet ’storfamilie’ stadig er 

meget udbredt. Alle kaldes brødre 

og søstre, og har et barn mistet sine 

forældre eller sin værge, vil andre i 

landsbyen sandsynligvis tage barnet 

til sig. Men samtidig er mange 

familier fattige, og derfor kan det 

være svært at brødføde endnu et 

barn, hvis børneflokken i forvejen er 

stor. Og derfor havner nogle børn i 

Malawi på gaden. 

Troede, de solgte børn 

På Chisomo Centeret sidder tre 

drenge på blå plastikstole og dingler 

med benene, mens de kigger nysgerrigt 

og lidt skeptisk på mig og min 

mikrofon. Centret rådgiver gadebørn 

i Malawi og hjælper dem, hvis de vil 

hjem til deres familier. En af dem 

er Hawadi Jafai på 14 år. Han er nu 

flyttet hjem til sin mor, der har fået 

rådgivning hos Chisomo og har taget 

et lån. 

- Jeg boede på gaden i to år, fortæller 

Hawadi. Med hæs og genert 

stemme fortæller han om livet på 

gaden. 

- Nogle gange, når jeg havde 

tjent noget, kom de store og slog 

og sparkede mig for at tage mine 

penge. Jeg tjente gerne mellem 

80-100 kwacha (ca. fire kroner) på 

en dag. Penge, jeg fik af de hvide. 

Vi sov tit på butikkernes verandaer 

på pap, og jeg var kun bange, hvis 

jeg skulle sove alene. Jeg gik ikke 

i skole. En dag kom der nogle fra 

Chisomo, og jeg var bange for dem, 

fordi jeg troede, de solgte børn og 

måske ville misbruge mig, men de 

købte et godt måltid mad til mig og 

snakkede med mig, husker Hawadi. 

Dagen efter tog Hawadi hen 

på centret, hvor medarbejderne 

fortalte, at de ville hjælpe ham og 

hans familie. 

- De spurgte, om jeg ikke 

ville prøve at tage hjem og starte i 

skole igen. Jeg havde ikke lyst, for 

hjemme var der normalt ikke mad 

til os alle, og mine søskende og jeg 

tiggede på gaden, fordi vores far er 

død, og min mor ikke tjente penge. 

Jeg delte ikke mine penge med 

familien og kunne godt lide at kunne 

købe det, jeg havde brug for selv, 

siger Hawadi skamfuldt. 

- Jeg var bange for at tage hjem 

og fortælle, hvor jeg havde været, 

men efter et par dage accepterede 

min mor mig. På Chisomo lavede de 

en lille mappe om mig, og fordi min 

mor har taget et lån, kan hun nu 

sælge kul og køkkengrej på markedet. 

I skolen tog de sig også pænt 

af mig, da jeg kom tilbage, fortæller 

Malawi er et af verdens fattigste lande, og selvom familien 

for det meste udgør et fintmasket socialt sikkerhedsnet, 

falder flere børn igennem og ender på gaden. 

Hawadi, som nu drømmer om at blive 

læge og hjælpe de syge i Malawi. 

Han kommer på Chisomo Centeret to 

dage om ugen for at modtage undervisning 

i livsfærdigheder, spise en 

omgang mad og spille fodbold med 

de andre drenge. 

- Vi syntes, det var fedt, at de 

hvide gav os penge, men det skabte 

et afhængighedssyndrom i mig og 

drengene. Vi var så afhængige af 

dem, der gav, at vi ikke kunne stå på 

egne ben og var fanget i at tigge. 

Det var ikke engang særlig meget, 

vi tjente, og uden uddannelse kommer 

man jo ikke langt, siger Hawadi 

eftertænksomt. 

- I dag lærte vi om forskellen 

mellem børnearbejde, hvor vi ikke 

bliver ordentligt betalt og udnyttet, 

og så arbejde, hvor vi får god løn og 

gode arbejdsforhold. 

Mor var glad for at se mig 

- Jeg var så træt af at være storebror 

til seks søskende og at være sulten, 

så jeg begyndte at være mere i byen 

for at finde noget bedre, fortæller 

Tikhala Chilewbwe på 15 år. 

- En af mine venner hang meget 

ud på gaden, og han lærte mig at 

sælge plastikflasker og andet skrammel. 

En dag blev jeg derinde og sov 

på gaden i to døgn, men så mødte 

jeg en medarbejder fra Chisomo og 

besluttede hurtigt at tage hjem 

igen, hvor min mor var rigtig glad 

for at se mig, fordi hun havde været 

meget bekymret for mig, siger han 

med et skævt drenget smil. 

- Jeg arbejder selv nu om lørdagen 

til bryllupper, hvor jeg sælger snacks. 

Det tjener jeg 350 kwacha (ca. 14 kr.) 

på, og jeg har min egen konto her på 

centeret, hvor jeg sætter mine penge 

ind. Det er kun dem, som går i skole, 

der bliver hyret til serveringsarbejdet, 

så de fleste af os gutter passer vores 

skolegang, griner han. 

- Ej, jeg tror virkelig på uddannelse. 

Det er vejen frem, helt klart, 

skynder han sig at fastslå. Derfor er 

han også glad for den undervisning, 

som børnene modtager på Chisomo. 

- Jeg er glad for undervisningen 

i livsfærdighed, især når vi taler om 

børns rettigheder og afholdenhed 

fra sex for at undgå at få HIV. At vi 

må tro på det, vi vil, og at vi ikke 

må stjæle, kan jeg huske de fortalte 

om, siger han eftertænksomt. 

- Vi lærer at tage ansvar for 

vores eget liv og at have pligter, og 

det der med rettighederne handler 

jo også om mine rettigheder, så det 

kan jeg godt lide, smiler Tikhala 

stort. 

Når jeg bliver stor, vil jeg også være læge, men det 

skal være for gadebørn, og jeg vil hjælpe og vejlede 

dem og kæmpe for et land uden fattigdom. 

- Når jeg bliver stor, vil jeg også 

være læge, men det skal være for 

gadebørn, og jeg vil hjælpe og vejlede 

dem og kæmpe for et land uden 

fattigdom, siger han beslutsomt. 

Tikhalas viljefaste udmelding 

skaber latter og højlydte klapsalver 

blandt drengene i det varme og 

fugtige kontor, og den energiske 

socialarbejder, Auspicious Ndamuwa, 

åbner et vindue, så lyden af de 

mange drenge, der spiller fredagsfodboldkamp 

udenfor, smelter sammen 

med drengenes historier. 

Hellere tigge end sulte 

Henere Robeni på 12 år stirrer ned 

i gulvet med store poser under 

øjnene. Med hans spinkle, drengede, 

men beslutsomme stemme fortæller 

han om de store forandringer i hans 

liv, efter at han mødte socialarbejderne 

fra Chisomo en dag ved en 

skraldespand centrum af byen. 

- Jeg boede hos min mormor på 

det tidspunkt. Min mor havde aldrig 

penge til mad, fordi jeg har fire 

søskende. Jeg fik en dårlig vane med 

at blive hjemme fra skole og hang tit 

ud i min mormors bar, men der lærte 

jeg kun at løse mine problemer med 


vold. Det var jo ikke så smart, for i 

skolen blev det ikke ligefrem bedre 

af det, fortæller Henere. 

Bedre blev det heller ikke af, at 

han ingen penge havde til det allermest 

nødvendige skoleudstyr. 

- Hvad ville du sige til at tage i 

skole uden skolebøger, kladdehæfter 

og en pen, på tom mave og ingen 

penge til mad i pausen? Så hellere 

tigge på gaden, tænkte jeg! Nogle 

gange sov jeg på gaden, og når min 

mormor spurgte, hvor jeg havde 

Af Anja Lillemæhlum 

Foto: Mr. Levie 

- Jeg havnede her, fordi jeg havde 

en længsel efter at hjælpe gadebørn 

tilbage til deres landsbyer og se dem 

tage ansvar for sig selv, i stedet for 

at tigge og stjæle på markedet og 

gaden, forklarer Grace Tsakama, som 

har været daglig leder på Chisomo 

Childrens Club i Lilongwe, Malawi, 

siden 2004. 

- Centrets vision er at give 

gadebørnene værdighed og gøre dem 

opmærksomme på deres rettigheder, 

så de kan søge en varig og stabil 

forandring i deres liv. Gennem undervisning 

skal gadebørnene undgå 

at blive afhængige af tiggeriet og 

i stedet skabe deres eget håb for 

fremtiden, siger hun. 

På centret er børnene i centrum 

på alle niveauer. 

- Vi ønsker at delagtiggøre 

børnene i vores beslutninger. De 

vælger tit selv temaerne i undervisningen 

og skal selv godkende nye 

Vi siger først farvel 

til dem, når de klarer 

sig godt. 

socialarbejdere, der ønsker at blive 

ansat. Vores mål er at få børnene til 

se andre løsninger på deres problemer 

derhjemme, i stedet for at gå 

på gaden i Lilongwe. Vi lægger stor 

vægt på tilliden og kontakten mellem 

ansat og barn. 

været, løj jeg og sagde, at jeg havde 

været ude og lege med mine venner. 

Henere skæver over til en af 

Chisomos medarbejdere. 

- Jeg er glad for, at de vejledte 

mig til at begynde i skole igen. 

Min mor tog et lån hos dem, og nu 

sælger hun mandazi (lokale friturestegte 

melboller, red.) og køkkengrej. 

Vi spiser tre gange om dagen, 

og jeg er glad for skolen, for jeg har 

ikke skulle tage nogen klasser om, 

siger han stolt og fortsætter: 

Ansvar i stedet for tiggeri 

Malawis gadebørn skal have deres værdighed og 

medindflydelse tilbage, fortæller Grace Tsakama 

fra Chisomo Childrens Club. 

- Når vi går på gaden og møder 

børnene, følger der et grundigt 

opfølgningsarbejde, hvis børnene er 

interesserede i at modtage hjælp. Vi 

laver faktisk fortalervirksomhed for 

børnene i deres egne landsbyer, for 

tit har de begrænsede rettigheder, 

når de kommer tilbage. Vi opsøger 

familien og går i dialog om, hvorfor 

barnet ikke bor i landsbyen mere. Vi 

sørger for, at de bliver registreret i 

den lokale folkeskole, og vi opsøger 

tit også den lokale kirke og landsbyhøvding 

for at så mange som muligt 

er opmærksomme på det hjemvendte 

barn, forklarer Grace. 

Lige nu glæder hun sig meget til 

de penge, som er på vej fra Folkekirkens 

Nødhjælps julekampagne 

”Giv en ged”. 

- Dem skal vi bruge til at købe 

lokale geder og høns, som skal fordeles 

blandt nogle af de tidligere gadebørnsfamilier. 

Det er et slags lån, så familien 

giver en ged videre, når den føder to, 

og det samme med kyllingerne. 

- I øjeblikket har vi givet et lille 

lån til 60 husholdninger styret af 

kvinder, så de kan starte deres egne 

indkomstskabende aktiviteter, fortæller 

Grace smilende. I modsætning 

til de såkaldte mikrokreditlån og 

andre lånetyper, forlanger Chisomo 

ikke renter. Kvinderne betaler ganske 

simpelt det samme beløb tilbage, 

som de har lånt. 

- Man kan sige, at vi uddanner 

familierne til en solid livsførelse, og 

vi siger først farvel til dem, når de 

klarer sig godt, understreger Grace. 

- Jeg vil gerne være en stærk 

soldat, når jeg bliver stor. Så kan 

jeg straffe alle dem, der stjæler, og 

sørge for, at alle bliver behandlet 

retfærdigt, siger han bestemt. 

- Jeg vil forsørge min familie 

med de penge, jeg tjener som 

soldat. Lige nu hjælper jeg med at 

sælge petroleum og majs, men jeg 

vil hellere sælge slik og småkager! 

Chisomo Childrens Club 

Chisomo Childrens Club er en organisation, der arbejder med at 

rådgive børn på gaden i Malawi og hjælpe dem med at vende tilbage 

til deres familie eller landsby, genoptage skolegangen og gøre den 

enkelte familie i stand til for eksempel at tage et lån og starte en 

lille business, så de kan tage sig af deres egne børn. 

Chisomo er en trosbaseret og ikke regeringsstøttet organisation, 

der blev startet af den frikirkelige menighed Living Waters Church i 

1994 og som bl.a. støttes af Folkekirkens Nødhjælp i Danmark. 

Chisomo Childrens Club har et center i både syd-, central- og nordregionen 

i Malawi og laver opsøgende arbejde på gaderne i landets 

tre største byer for at kunne hjælpe børn, der er udsat for børnehandel 

tilbage til deres oprindelige landsby. Men hvis børnene ikke selv 

er interesserede i at blive hjulpet tilbage til deres landsbyer og genoptage 

deres skolegang, 

kan Chisomo ikke gøre 

mere for dem. 

Malawi er et af verdens 

fattigste lande og 

placeret som nr. 165 ud 

af 177 på FN’s Human 

Development Index, der 

er en oversigt over forventet 

levetid, læsefærdigheder,uddannelsesniveau, 

levestandard og 

bruttonationalprodukt i 

de enkelte lande. 

anlime@yahoo.dk 

22-årige Anja Lillemæhlum 

har været et halvt år i Malawi 

for at observere det arbejde, 

som Folkekirkens Nødhjælps 

partnerorganisationer udfører i 

landet. Anja, der er uddannet 

cellist fra Musikkonservatoriet, 

arbejder i dag som frivillig for 

Folkekirkens Nødhjælp og som 

freelancemusiker. 

Grace Tsakama (i midten med hvid krave) sammen med børn fra Chisomo Childrens Club. 

Eleverne på Chisomo Childrens Club får undervisning 

i livsfærdigheder. 

Foto: Anja Lillemæhlum 

For vi træder hverandre 

i dyndet ned 

Bortset fra sangen om Jens Vejmand er Jeppe Aakjærs forfatterskab for eftertiden og 

i den brede befolkning ikke kendt for sin sociale indignation. Men i sine levetid var 

Aakjær en glødende agitator for bedre vilkår for dem på samfundets bund. 

Af Peter Kyhl Olesen 

Foto: Jenle 

- Dersom der ikke var en flok halsende 

køtere, der besudlede fælgen 

på min triumfvogn, ville det ikke 

være, som det skulle. 

De hvasse ord kom fra Jeppe 

Aakjær, da Skive Folkeblad i 1926 

interviewede ham i forbindelse med 

hans 60 års fødselsdag. 

Fejringen den 10. september 1926 

var storslået. På Københavns Rådhus 

blev han modtaget af ovationer, 

sange og taler uden lige. Under 

festen gik to tusinde fakkelbærere 

gennem byen. Aakjær havde befæstet 

sin position som folkets digter med 

sanselige, følsomme og konkrete 

hymner og hyldest til den nære natur 

og menneskerne på landet. 

”Spurven sidder stumt bag kvist”, 

”Anna var i Anders kær”, ”Ole sad på 

en knold og sang”, ”Jeg er Havren” 

og ”Sneflokke kommer vrimlende” 

var således for længst kommet ud af 

blækhuset. 

Festens midtpunkt var naturligvis 

stolt over al den ære, der vederfarede 

ham. Dog vidste han, at der her midt 

i al herlighedens pomp og pragt var 

dryppet malurt i lykkens bæger. 

Det var de fire hovedstadsblade, 

der havde taget initiativet til fejringen 

på den betingelse, at det kun var 

digteren Jeppe Aakjær, der skulle 

fejres. Agitatoren og samfundsrevseren 

af samme navn skulle under ingen 

omstændigheder frem i lyset. 

Det var den ikke uanselige pris, 

han måtte betale. De hvasse ord 

i starten skal nok ikke sættes i 

direkte sammenhæng med selve 

fødselsdagsfestivitasen, men sikkert 

og vist var det, at Aakjær var helt på 

det klare med, at han på grund af sin 

sociale agitation ofte måtte finde 

sig i at blive beklikket på sin hæder 

og ære af kritikere og modstandere. 

Kilden til dette gik 22 år tilbage, 

Jeppe Aakjær havde måske ikke det samme retoriske talent som børnerettighedsforkæmperen Peter Sabroe, men med sin sammensmeltning 

af improvisation, poesi og alvor formåede han alligevel at tryllebinde sit publikum – som her ved markfesten i byen Aakjær i 1908. 

da Jeppe Aakjær i 1904 udsendte 

romanen ”Vredens Børn”. 

Barneskrig i natten 

”Til mine landlige erindringer hører 

også denne om tjenestedrengen, der 

fik prygl ved husgavlen, når husbonden 

efter endt dagværk tog hævn 

over manglende opsyn. Disse barneskrig 

vil ikke ud af min erindring. De 

lød så lange og hjælpeløse gennem 

den duggede nat. Tjenestedrengen 

var overalt en rastløs og en næsten 

til det forbryderiske lille person”. 

Tonen er slået an. ”Vredens 

Børn” fremstår til allersidste side 

som et hudløst ærligt anklageskrift, 

der uden omsvøb går i rette med 

husbondens nederdrægtige udnyttelse 

af forsvarsløse trælbundne og 

forkuede mennesker. 

Aakjær kom selv fra meget 

fattige kår og havde derfor jord 

under neglene, når det gjaldt om at 

beskrive tingenes tilstand. 

Med udgangspunkt i hovedpersonen, 

den fattige dreng Per, og egne 

iagttagelser er forfatterens formål 

at lede læseren ind i et univers af 

inhuman behandling, standsegoisme 

og følelsesafstumpethed. Inden Per 

drager til Amerika, gennemløber han 

landproletariatets tre stadier: Hyrdedreng, 

tjenestekarl og daglejer. Ikke 

et eneste sted får han muligheden for 

at hæve sig op på menneskelige kår. 

”Vredens Børn” giver ikke mindst 

et indblik i, på hvilken måde bonden 

indkvarterede sit tyende. 

Karlekammeret var et uhumsk 

rum, som kun var adskilt fra hestestalden 

ved en lervæg. For at komme 

til karlekammeret måtte en sø af 

dyreekskrementer forceres. Væggene 

var uden kalkpuds, loftet bestod af 

løstliggende lægter, så halm og støv 

kunne drysse ned. I disse kamre lå 

tyendet ofte med farlige sygdomme 

uden at blive ordentligt plejet og 

ofte uden at få lægehjælp. Der blev 

sjældent skiftet lagner, og sengelejet 

bestod af årgammel halm, hvori 

der ynglede det ene og det andet. 

Men foruden at påpege de 


mildest talt umenneskelige forhold, 

vovede Aakjær også at tage et andet 

alvorligt problem op: Seksuel udnyttelse 

af tjenestedrengene. 

”Problemet med karlekammeret har 

også en moralsk side. Her i disse rum 

lå karlene sammen to og to, hvilket 

naturligvis var sygdomsfremkaldende, 

og som oftest gav fnat. Undertiden 

foregik der jo ting, der var lidet opbyggelige 

for tjenestedrengene”. 

Aakjær var polemiker 

Udgivelsen af ”Vredens Børn” skabte 

stor polemik, hvilket helt og holdent 

også var Jeppe Aakjærs formål. Dog 

gik et kritikpunkt på, at den var for 

klichefyldt i dens personbeskrivelser 

af alle andre end tyendet: 

– Der er ikke et træk eller en 

situation i hele denne bog, ved 

hvilken jeg ikke ved, om det fordres 

kunne jeg lægge både navn og 

adresse, forsvarede han sig. 

Gårdmændene og dem højere 

oppe var bestemt ikke interesseret 

i, at deres stand og status på nogen 

måde skulle anfægtes. Derfor oplevede 

Aakjær at blive hårdt angrebet 

og mange steder lagt for had. I kapitlet 

om ”Vredens Børn” fra bogen 

”Danske Samfundsromaner” påvises 

det, at man på visse egne ligefrem 

truede med at skyde ham. 

Men Aakjær lod sig ikke kue. 

– For vi træder hverandre i dyndet 

ned, var Jeppe Aakjærs motto, 

og ”Vredens Børn” skulle blive startskuddet 

til, at han igennem artikler, 

foredrag og taler stædigt og indædt 

kæmpede for at ændre tyendets 

skændige forhold. I praksis handlede 

det om en større beskyttelse af 

de små tjenestedrenge, så de både 

fik mere søvn og skolegang, og en 

kontraktmæssig indskrænkning af 

arbejdstiderne for både børn og de 

voksne tyende, således at fritid blev 

en ret og ikke en nådesgave. Der 

skulle også indføres en sundhedsvedtægt, 

der skulle drage omsorg 

for, at karlekammeret skulle flyttes 

fra stalden og ind i beboelseshuset, 

og de smittefarlige senge skulle 

afskaffes. Endelig skulle arbejderforsikringen 

udstrækkes til også 

at gælde landarbejdet, der skulle 

indføres korte opsigelsesfrister, og 

tyende skulle gives friere hænder til 

oprettelse af tyendeforeninger. 

Med kløgt og glød opfordrede 

Aakjær gentagne gange tyendet til 

at bryde med den trælletilværelse 

og det trællesind, der fulgte med at 

være undertrykt. Men det skulle vise 

sig at være sværere end som så for 

dem, fordi man ikke på landet havde 

tradition for den samme organisering 

blandt arbejdere som i byerne. 

Noget andet, der lå Aakjær meget på 

sinde, var en udstykning af jorden. 

Han imødeså en tid, hvor ingen mere 

skulle tjene af nød og tvang, og 

hvor enhver familiefar skulle gøre 

krav på så megen jord, som han og 

hans børneflok kunne leve af, til 

den selv stiftede hjem. Dermed ville 

man, som han udtrykte det, ”ikke 

mere opleve det børnemisbrug, der 

var et af tyendeforholdets sørgmodige 

sider”. 

Aakjær havde ikke umiddelbart 

det samme oratoriske talent som 

børnerettighedsforkæmperen Peter 

Sabroe, der i de samme år agiterede 

for bedre vilkår for de fattigste børn 

i byerne. I stedet opvejede den altid 

til lejligheden nyskrevne tekst, hvad 

Aakjær ikke evnede når det gjaldt 

improvisation. For når Aakjær læste 

op, blev poesi og alvor blandet sammen 

i ét, og tilhørerne var tryllebundne. 

Efter ”Vredens Børn” fulgte 

romanen ”På Aftægt” fra 1907, der 

skildrede de nedværdigende forhold, 

aftægtsfolk måtte leve under, og 

Aakjær fortsatte sin sociale agitation 

med flere tekster og skuespil, der 

hårdt og kontant spiddede samfun- 

dets magthavere for deres dårskab. I 

digtsamlingen ”Mulm og Malm”, der 

udkom i 1909, var første del, ”Tiden 

og Striden”, helliget digte, der 

skulle give tyendet og husmændene 

mod og kraft til oprør mod undertrykkerne. 

Agitationen nyttede noget 

”Her kommer fra dybet den mørke 

armé/og fodrer af verden et svar:/ 

skønt dagningens glimt i vor dryppende 

le er al den fane vi har/Vi vover 

en kamp for vor nedtrådte ret/og 

løfter i vejret på skændslens bræt, 

den tusindårs lænke vi bar!”. 

Denne strofe, hvis ordlyd ligger 

så langt fra ”Jeg er Havren”, som 

det vist overhovedet er muligt, 

er den første fra ”Tyendesangen”. 

”Vredens Børn” blev baggrunden for, 

Min hang til politik stammede fra min lyst 

til at se nye folkeslag komme op i lyset. 

at der blev dannet en landarbejderforening, 

som udgav TyendeBladet, 

hvor digtet i dets fulde længde så 

dagens lys. 

Så det nyttede noget. Aakjær 

havde hverken skrevet for blinde 

øjne eller talt for døve ører. Med sin 

stædige agitation havde han således 

aktier i, at regeringen og rigsdagen 

i 1906 nedsatte en Tyendekommission. 

Resultatet af denne kommissions 

virksomhed blev på længere 

sigt, at regeringen og rigsdagen i 

1921 helt ophævede Tyendeloven og 

den forhadte Skudsmålsbog. 

Aakjær ønskede dog ikke – modsat 

Sabroe – at gå ind i politik til 

trods for flere opfordringer. Dertil 

svarede han: 

– Min hang til politik stammede 

fra min lyst til at se nye folkeslag 

komme op i lyset. Husmændenes, arbejdernes 

og ikke mindst landarbejdernes 

bestræbelser på at godtgøre, 

Jeppe Aakjær (1866 – 1930) Tyendeloven 

Forfatter af digte, romaner, noveller og skuespil. 

Han boede det meste af sit liv på den jyske 

hede. Aakjær udgav i 1906 digtsamlingen 

og hovedværket ”Rugens Sange” og er mest 

blevet kendt for sin lyrik, hvor forskellige 

komponister har sat musik til blandt andet: 

”Jeg er Havren”, ”Spurven sidder Stumt Bag 

Kvist”, og ”Sneflokke kommer vrimlende”. 

Mens Aakjær levede var han, der selv kom fra 

fattige kår i skrift og tale en glødende agitator 

for bedre forhold for de fattigste på landet. 

Foto: Polfoto 

Tyendeloven var fra 1854, og 

den var nærmest baseret på 

feudale principper, f.eks. havde 

arbejdsgiveren, husbonden, 

ret til at afstraffe sit tyende 

korporligt. Skudsmålsbogen 

blev betragtet som et brændemærke, 

der fastholdt tyendet i 

at rende fra deres plads. Tyendeloven 

blev afskaffet i 1921. 

deres menneskelige ret til også at få 

en plads i solen, det var egentligt alt 

den politik, jeg havde brug for. 

Jens Vejmand er evigtgyldig 

Digtet om Jens Vejmand er i dag så 

at sige det eneste kendte vidnesbyrd 

om Jeppe Aakjærs sociale engagement. 

Men hvilket vidnesbyrd. ”Jens 

Vejmand” blev første gang uden nogen 

nævneværdig respons offentliggjort 

i Politiken i juni 1905. I 1907 

komponerede Carl Nielsen musikken 

til den, og siden da er skildringen af 

Jens bestemt ikke blevet forbigået 

i tavshed. Det geniale ved digtet 

er, at Aakjær inddrager os, læserne, 

som førstehåndsvidner. Vi ser den 

gamle olding i lasede klæder, vi 

hører de monotone hammerslag, der 

danner fundamentet for hans triste 

liv. Han bliver en slags symbol for 

samfundets allerdårligst stillede, 

som sled livet igennem uden selv 

at få meget ud af det og uden på 

den måde at gøre oprør. Samtidig er 

det umuligt ikke at føle en harme 

over for undertrykkerne. Vi kan ikke 

andet end at fatte sympati for den 

hårdtarbejdende sjæl, hvis liv kun 

bestod af sten, men som end ikke på 

sin grav fik en. Beretningens umiddelbare 

appel er tidløs, og appellerer 

til alle aldersklasser på grund 

af dens billedlige virkemidler. Så 

selv om folk som Jens ikke længere 

findes mere, og nu hvor vejene for 

længst er asfalterede, så fortsætter 

sangen med at være en reminder om, 

hvor vigtigt det er at være solidarisk 

med og gøre en indsats for de 

svageste i dagens samfund. 

Dermed har den samfundsrevsende 

og stridslystne Jeppe Aakjær 

ikke levet forgæves. 

Kilder 

Acpo20@hotmail.com 

”Danske samfundsromaner. 

Fra Henrik Pontoppidan til 

Leck Fischer”, J.H. Schultz 

Forlag, 1946. 

”Jeppe Aakjær – Et moderne 

livs fortælling”, Knud Peder 

Jensen, Forlaget Hovedland, 

2002. 

”Fra Undergrunden: artikler 

og taler Jeppe Aakjær; udvalg 

og forord Steen Piper”, 

Forlaget Hovedland, 1997. 

Ole Espersen var en af talerne ved sidste års Minoriteternes Grundlovsdag. 

Bliv frivillig i Røde Kors 

Nye frivillige til Hovedstadens 

Røde Kors 

Har du gået og tænkt over at give nogle timers 

frivillig indsats, men ikke lige ved, hvad det skulle 

være? Så kom og hør om Røde Kors’ historie og få 

en præsentation af de mange aktiviteter, vi har, 

måske er der en af dem, der lige er noget for dig! 

Vi holder intromøder den 9. april, 6. maj eller 10. 

juni kl. 17.00 – 20.30, der vil blive serveret en let 

anretning. Tilmeld dig pr. tlf. eller pr. mail. 

Se mere på vores hjemmeside. 

Aktivitetsleder til tryghedsopkald - en 

kort opringning – en verden til forskel 

Vores tryghedsopkaldsordning består af 4 frivillige 

aktivitetsledere og ca. 45 frivillige ringere, der 

hver dag ringer til en ensom københavner for at 

sikre sig, at vedkommende har det godt. 

Som aktivitetsleder indgår du i et vagtteam og er 

den, der har kontakten til ringerne. Du bærer vagttelefonen 

en uge af gangen. 

En af de vigtigste opgaver er at tage affære, hvis 

For fjerde år i træk lægger Christinia 

jord til Minoriteternes Grundlovsdag 

den 5. juni fra kl. 14. 

- Igen i år skal det handle om 

Grundloven. Og i et bredere perspektiv 

demokrati og menneskerettigheder, 

siger Hans Schjørmann fra 

Landsorganisationen af Arbejdsledige, 

der arrangerer den specielle 

grundlovsdag i samarbejde med 

Christianias Kulturforening. 

Grundlovstalerne vil i år blive 

holdt af Ole Krarup, professor i 

jura, folketingskandidat og medlem 

af Europaparlementet, og Sten 

Hegeler, cand.psyk., redaktør og 

forfatter. 

- Herudover vil der være stande 

for grupper, der har det til fælles, 

at deres grundlovssikrede rettigheder 

er truet. Ligesom sidste år vil 

ikke telefonen bliver taget. Du er den, der besøger 

nye modtagere af tryghedsopkald, interviewer 

nye ringere og følger op på allerede eksisterende 

forhold. Er du interesseret i at høre mere, så ring 

til os. 

Medarbejder til projekt for ensomme 

mennesker – ”Banen” et mødested for 

voksne 

Er du mellem 25 og 50 år, har du personligt 

overskud og er positivt indstillet, kan du afsætte 

en hel aften ca. hver anden uge? Så kunne du 

måske være den, der er med til at støtte projektets 

brugere i at få etableret kontakt til hinanden. 

Aktiviteterne man mødes om er fx; madlavning, 

foredrag, film og arrangementer ude i byen. 

Turtjenesten – udflugter for ældre ensomme 

mennesker 

Kunne du tænke dig at være chauffør eller turleder? 

Vi tager på ture i naturen, på museum og 

andre spændende steder. Som chauffør skal du 

Grundlovsdag for 

minoriteterne 

være i besiddelse af et almindeligt kørekort og et 

godt humør. Som turleder skal du drage omsorg 

for deltagerne og derfor have overskud og godt 

humør. Ring og få en snak om ordningen. 

Integration 

Vi har en række tilbud for medborgere med 

anden etnisk baggrund. En af de største barriere 

for at deltage i det danske samfund er sproget 

og det er derfor en af de vigtigste aktiviteter at 

tilbyde støtte til indenfor integrationsområdet. 

Vi samarbejder med sprogcentre, som fortæller 

os, hvem der har brug for lektiehjælp, samtaletræning 

eller lignende. Er du interesseret i at 

vide mere om det, hører vi gerne fra dig. 

Nordre Fasanvej 224, 2. 

2200 København N. 

T. 38336400 

hrk@drk.dk 

www.hovedstaden.drk.dk 

det dreje sig om hjemløse, flygtninge, 

arbejdsløse, flexjobbere, aktiverede, 

førtidspensionister, christianitter, 

grønlændere, ordblinde med 

mere, siger Hans Schjørmann. 

Ved Hjemløses Venners stand 

vil man blandt andet kunne møde 

Michael Rasmussen, også kendt 

som soveposemanden efter, at han 

tømte et overskudslager for soveposer 

og delte dem ud til de hjemløse. 

- sia 


Foto: Landsorganisationen af Arbejdsledige


www.andersagerbo.dk 

X-orD 

af Anne Jensen 

tidligere hjemløs 

Send løsningen på X-ORD 

senest den 30. april. 

Blandt de rigtige løsninger trækkes lod 

om et boggavekort til en værdi af 500 kr. 

og 10 cd’er med ”Vi tænder en stjerne” 

– hjemløselandsholdets VM-sang. 

Vinderne af cd’erne får direkte besked pr. post. 

Kodeordet skrives på bagsiden af en kuvert 

eller på et postkort og sendes til: 

Hus Forbi 

Tornebuskegade 1, 2. 

1131 København K 

Vinder af boggavekort 

Hvem er jeg 

Nr. 70 

R. Tjell Langeland, Solgavl 5, 2700 Brønshøj 

Hvorfor ser I så skævt til mig? 

Teoretisk set, kunne det også være dig. 

Der oplever det overbærende glimt at skue 

mens I kommer ud med varer til en uge. 

Velstanden lyser ud af jeres jagede blik, 

og det sker dog, jeg får et venligt nik. 

Jeg er også et menneske, med lyst til livet 

men det er ikke alle forundt, at det er givet. 

En plads i solen og på den grønne gren, 

Vorherre har nok givet mig det forkerte gen. 

Indsendt af Flemming Franklin Fischer, København Ø 

Hus Forbi modtager meget gerne korte 

digte. Er du inspireret eller har et liggende 

i skuffen, så send det til os, gerne på mail: 

redaktion@husforbi.dk eller med posten: 

Hus Forbi, Tornebuskegade 1, 2., 1131 Kbh. K 

Vorherres køkkenhave 

APRIL 

er var en berusende 

D 

duft af forår i skoven. 

Det var virkelig 

en glæde at komme 

tilbage til Vorherres køkkenhave efter 

at have vansmægtet den ganske 

dag indendørs. 

Jeg havde set solen rødme som 

de hendøende gløder fra lejrbålet, 

og så var det på med traveskoene 

og det varme tøj – for om end forår, 

når vi let frysepunktet i skumringen. 

Selv om jeg gik glip af planternes 

farvepragt, kunne jeg gå ad den 

velkendte sti og se himlens nuancer 

ændre sig i takt med, at den blodrøde 

sol forsvandt under horisonten 

og blot dufte og lytte til den 

vordende nats travlhed med kærlighed 

og drabene i stilheden. At gå 

der i mørket og lytte til åens sagte 

rislen fik mig til at tænke på nogle 

visdomsord af forfatter og docent 

Ludvig Feilberg (1849-1912); at det 

gjaldt om, fra tid til anden, at ’dø’ i 

sit eget jeg, gøre sjælen stille og i 

fuld hengivenhed lytte til naturens 

tyste tale. 

På vej mod kysten 

Jeg ville til kystnært område denne 

gang, og derfor fandt jeg en af 

Skov- og Naturstyrelsens primitive 

lejrpladser et sted, hvor næsten alle 

naturtyper var repræsenteret. Mens 

solen havde fået bugt med den let 

deprimerende himmel, fik jeg slået 

lejr og samlet brænde. 

Bøgeskoven havde fået et helt 

gulvtæppe af anemoner, og ude i 

lysningen løb en lille bæk, hvor den 

røde hestehovs røde blomsterskud 

var ved at udvikle sig til blomsterstande 

af røde kurve. Lidt derfra 

stod følfoden og prydede naturen 

med dens smukke gule blomst. Jo, 

Vorherre er sandelig en stor gartner. 

Og der stod jo min herre og 

mester, måske lidt stolt over, at jeg 

sådan beundrede hans have. Han 

spurgte, om det ikke snart var tid 

til at tænke på lidt aftensmad. Jeg 

havde for længe siden kunne, lugte 

ramsløgene og samlet en håndfuld i 

stofposen (de skal for øvrigt – altså 

bladene – samles inden afblomstrin- 

Ramsløg i skovbunden. 

gen). Langs en sti samlede jeg også 

noget løgkarse, men lod skovsyren 

stå. Den ret, jeg ville lave, skulle 

nødig blive for stærk, men lidt unge 

brændenælder og kodriverblade 

giver også fylde, sundhed og smag. 

Nu manglede jeg lige det sidste, 

Jeg havde for længe siden kunnet lugte ramsløgene 

og samlet en håndfuld i stofposen. 

inden vi vendte tilbage til lejren. 

Der stod et par store birketræer, og 

på fire ca. 1,5 cm tykke grene, skar 

jeg et skråsnit og bandt mine lette 

halvliters plastflasker omkring, så 

der var dejlig sød, kølig birkesaft til 

morgenmaden. 

Det var jo den første rigtige 

forårsovernatning, så det skulle være 

et festmåltid. Først plukkede jeg 

bladene af løgkarsen og rensede dem 

sammen med en behersket mængde 

ramsløgsblade og et par gode håndfulde 

unge mælkebøtte-, brændenælde- 

og kodriverblade. Hånddelte 

dem og rørte blandingen sammen i 

min medbragte yoghurt naturel. Jeg 

klargjorde min teleskopfiskestang, 

for det vrimler med hornfisk nede 

ved stranden. Jeg kunne let have 

fanget 10-20 stykker, men hvorfor 

det? Fire var mere end rigeligt, og så 

var der endda lidt til morgenmaden. 

Vorherre har svaret 

Dejlig mæt sad jeg så der og stirrede 

meditativt ind i det hendøende båls 

gløder til naturens lyde. Jeg syntes 

dårligt at være faldet i søvn, førend 

mit befjedrede vækkeur fik mig ud 

af posen. Mens jeg lunede mig ved 

bålet og nød et stort krus køligt 

birkesaft, fordelte jeg resterne af 

den stegte hornfisk fra i går på et 

par skiver brød, som gled ned med 

lidt pulverkaffe. 

Jeg hældte birkesaften i kasserollen 

og bragte den i kog. Fjernede 

så kasserollen en smule og lod 

langsomt saften blive tykkere og 

tykkere, til jeg havde en dejlig sirup 

til mit sidste brød hen på eftermiddagen. 

Mens Vorherre og jeg vandrede af 

sted sammen, gav han mig løsningen 

på den gåde, han stillede mig 

i sidste nummer af Hus Forbi: Hvad 

er det for en fugl, der yngler blandt 

fjender? 

Såmænd edderfuglen. Denne fugl 

bygger nemlig reder blandt måger, 

som – næstefter skadefugle – er de 

største æg- og fugleungetyve, der 

findes. 

Foto: Niels Nyholm 

steenviggo@galnet.dk 

Af Steen Viggo, 

tidligere hjemløs 

og udeligger 

hus forbi · nr. 71 · marts 2008 27 

Foto: Scanpix

Tre spørgsmål til Dennis P. 

Knudsen, 44 år og hjemløs 

Hvad er det værste, der kan ske? 

- Det er at miste mine gode venner. Men det er allerede sket. Jeg har mistet 

mange i løbet af årene – ellers frygter jeg intet. 

Hvor skal du sove i nat? 

- Det ved jeg sgu ikke. Det har jeg ikke bestemt mig for endnu. 

Hvad fik du at spise i går? 

- Jeg var nede på Den Sorte Gryde (værested i Gothersgade, red.), hvor jeg 

købte mig en gang boller i karry til 20 kr. I morges fik jeg yoghurt og cornflakes 

i Morgencaféen (værested for hjemløse i København, red.), der bliver 

ledet af Michael. Han er det bedste for os hjemløse. Et godt menneske, som 

jeg virkelig har respekt for. Ham vil jeg gerne sende en hilsen til! 

Af Birgitte Ellemann Höegh 


Nu kan jeg snart fejre jubilæum 

Historier fra gaden 

Dennis P. Knudsen har levet 

på gaden i snart 25 år og har 

oplevet mange gode venner 

gå bort. Hans drøm er en 

’hjemløse-ambassade’ – et 

hus kun for de hjemløse, for 

så ville mange leve længere, 

mener han. 

Dennis P. Knudsen er træt her til 

morgen. Han har haft en hård nat 

med kun tre timers søvn hos en 

veninde. Nu er klokken ni, og han 

har indfundet sig på Morgencaféen 

i krypten under Blågårds Kirke på 

Nørrebro. Her spiser han ofte sin 

morgenmad sammen med en lang 

række andre hjemløse. 

- Jeg cyklede rundt hele natten 

og fandt ud af, at jeg har karantæne 

en masse steder af alle mulige 

åndssvage grunde – blandt andet 

på Sundholm, Mændenes Hjem og i 

Stengade (tre af Københavns herberger, 

red.), fortæller han. 

Normalt sælger Dennis Hus 

Forbi, men i disse dage holder han 

en pause for at komme oven på igen 

efter en begravelse. 

- Det var en bisættelse af min 

ven Johan, der var grønlænder, så 

de skulle sende ham videre op til 

Nuuk. Jeg har egentlig mest lyst 

til at glemme det, men det kan jeg 


ikke. Man er jo kun et menneske. 

Han døde af druk, og det gør vi 

andre sgu nok også en dag. Jeg har 

i al fald været til mange begravelser 

i mine snart 25 år på gaden. En 

anden af mine venner blev stukket 

ihjel for fire måneder siden, og en 

tredje er lige blevet stukket ned. 

Man lever for at dø. Nogle gange er 

jeg sgu ved at dø af grin af det hele 

i stedet for at græde. Det er nok 

også det bedste at gøre, siger han. 

De skal huske min gave 

Dennis, der i dag er 44 år, har gået 

på gaden, siden han var 19 år og 

har blandt andet 25 års jubilæum i 

Maria Kirken i Istedgade i år. 

- De skal huske at give mig 

en gave! Jeg kommer der nemlig 

jævnligt. Derudover har jeg omtrent 

boet på alle landets forsorgshjem 

og herberger, når jeg har haft behov 

for en pause fra gaden. Det hele 

startede med, at min dame gik fra 

mig, da jeg kom ud af militæret. 

Det viste sig, at hun havde mødt en 

anden. Vi havde kendt hinanden i to 

og et halvt år – så hun tog virkelig 

røven på mig, for hun var mit livs 

kærlighed, siger han. 

I dag holder Dennis meget af 

den veninde, han overnattede hos, 

natten før Hus Forbi møder ham. 

Han har kendt hende over de sidste 

20 år, og hun har altid plads til 

Dennis, når han kommer forbi: 

- Men hun holder desværre ikke 

af mig på samme måde. Hun siger, 

at jeg lever et for heftigt liv og 

drikker alt for meget, så det går 

ikke. Jeg forstår hende jo godt, for 

hun er psykisk syg og kan ikke klare 

sådan en som mig, siger han. 

Min far ødelagde det hele 

Dennis er født i Nyboder i København 

og flyttede med familien til 

Amager, da han var fem år. I dag har 

han kun kontakt til sin storebror, 

hvis datter snart skal konfirmeres, 

og i den forbindelse kommer han 

også til at se sin søster og mor. 

- Det er ok. Min far døde i 2000, 

så i den forbindelse mødte jeg også 

min familie, men ellers har jeg ikke 

set dem i mange år. Min far ødelagde 

det hele ved altid at tæve min mor 

og mig. Men da jeg var 19 år, lagde 

jeg ham ned på gulvet og sagde, at 

jeg ville slå ham ihjel, hvis han rørte 

min mor mere. Det har han så ikke 

gjort siden, men det betød, at min 

familie slog hånden af mig, fortæller 

han. 

Senere i dag skal Dennis til 

fodbold. Han træner sammen med 

de andre hjemløse i Valby to gange 

om ugen. Som mange andre hjemløse 

fodboldspillere drømmer han også 

om at blive udtaget til Hjemløselandsholdet 

og komme med til VM i 

Gadefodbold for Hjemløse i Melbourne 

i december i år. 

- De andre år har jeg været så 

uheldig at sidde i fængsel i de dage, 

hvor man skulle udvælges. Jeg har 

siddet inde 28 gange for alt muligt 

humbug. Sidste gang, jeg kom ud, 

var i efteråret, men siden da har jeg 

holdt skansen og ikke begået noget 

kriminelt, fortæller Dennis. 

Til gengæld går han og drømmer 

om, at der snart bliver bygget et hus 

til de hjemløse, som bliver deres helt 

eget: 

Nogle gange er jeg sgu ved at dø af grin af det 

hele i stedet for at græde. Det er nok også det 

bedste at gøre. 

- Det skal være et sted, hvor vi 

kan bo og bare passe os selv, og 

der skal væres plads til op mod 300 

mennesker. Det skal hedde ”De hjemløses 

ambassade”, og jeg skal være 

vagt. Regeringen giver millioner af 

kroner til varmestuer og herberger, 

men ikke til det, vi gerne vil. Får vi 

sådan et sted, kan det jo også være, 

at vi bliver lidt ældre, før vi dør, 

slutter Dennis. 

birgitte.hoegh@os.dk

Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie:

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?