Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie:

Boliger til hjemløse
Beboeren Peter ”Røde Orm” er syg. Men
han bryder sig ikke om, at personalet
låser sig ind i hans lejlighed for at holde
øje med hans helbredstilstand.
En tidligere beboer:
Beboer:
- Hver morgen fra mandag til fredag
løber jeg ud ad døren klokken halv
otte, så jeg ikke er der, når Kirsten
og Wyrna (personalet, red.) møder
på arbejde, fortæller Peter også
kaldet Røde Orm.
Han har adresse på ”Dødsgangen”,
som han kalder den, i Lundtoftegade,
hvor han har boet siden april
2007. Men til trods for sin lejlighed
vælger han ofte at overnatte på gaden
i op til fem dage på en uge. Det
giver ham mere frihed, og på
Da Michael Christensen flyttede ind i lejlighed nr. 27 i Lundtoftegade 27, fik
han et sæt gardiner i indflytningsgave. Personalet hjalp ham også med at
købe sengetøj og møbler til den lille etværelses lejlighed. Men Michael følte
sig aldrig hjemme.
- Det var ikke min lejlighed. Jeg havde ikke noget privatliv. Personalet
kom ind hver anden dag kl. otte om morgenen. Nogen gange åbnede jeg ikke
døren, når de bankede på, fordi jeg ikke havde lyst til at have gæster, eller
fordi jeg ikke havde fået tøj på. Men så braste de bare ind alligevel. Det er
jo ikke i orden. Tænk, hvis jeg havde ligget og haft sex med kæresten, siger
42-årige Michael.
Han erindrer ikke, at han ved indflytningen havde lavet en fast aftale med
personalet om morgenbesøgene.
- De sagde bare, det var til mit eget bedste, at der kom nogen og så til
mig, fortæller Michael, som boede på gaden og rundt omkring hos venner og
bekendte igennem ti år, før han blev visiteret til Lundtoftegade. Sin barndom
har han tilbragt på institutioner.
- Personalet i Lundtoftegade sagde altid, at jeg skulle rydde op og tage
min opvask. Det var ligesom at være på institution igen. Jeg kunne lige så
godt have boet i Vestre Fængsel. Og der nøjes de endda med at tjekke, om
man er i live, siger Michael og fortsætter:
- Til sidst truede personalet med at smide mig ud, hvis jeg ikke ryddede
op. Jeg lod tingene gå sin gang, og fra den ene dag til den anden fik jeg
besked på at flytte. Så nu lever jeg på gaden igen.
Det er mormor-agtigt
Peter har boet i Lundtoftegade i et år, men han er ikke begejstret for det.
Der er for meget opsyn, mener han.
Af Marisa Matarese
Det var ikke min lejlighed
Jeg kunne lige så godt have boet i Vestre Fængsel,
siger Michael Christensen om sine syv måneder i
Lundtoftegade. Det er to år siden, han flyttede ud.
Nu lever han på gaden.
Af Lisbeth Rindholt
Foto: Holger Henriksen
gaden bliver han ikke vækket af de
pædagogiske medarbejderes uanmeldte
besøg.
- De kan ikke lade mig være i
fred. De kommer ind i min lejlighed
om morgenen for at tjekke, om jeg
har vasket op og vasket tøj, mens
jeg stadig ligger og sover. Det er
meget mormor-agtigt, siger han.
I ti år har han boet på gaden,
men sygdom fik ham til at flytte ind
i Lundtoftegade:
- Jeg blev opereret i maven, så
jeg nu mangler milten og noget af
bugspytkirtlen. Efter operationen
blev det farligt for mit helbred at
blive ved med at sove på gaden,
fortæller han og fortsætter:
Forstander:
Det er ikke ok
Af Marisa Matarese
- De (personalet, red.) er bekymrede
for mit helbred og vil derfor
gerne holde øje med mig, men jeg
kan ikke klare den overvågning.
Når Røde Orm kommer tilbage om
eftermiddagen, efter at have solgt
Hus Forbi på gaden i løbet af dagen,
kan han se, at Wyrna og Kirsten har
været inde i hans lejlighed. Ofte ligger
der en seddel på hans seng.
- De vil have samtale med mig
hver uge, men de har ikke set mig
i fem uger, fortæller Røde Orm, der
altid sover med åbne vinduer, når
han sover inden døre:
- Jeg er vant til at bo på gaden,
og jeg kan ikke få luft, hvis vinduerne
ikke står åbne.
Det er uhøfligt at brase ind i andre folks lejligheder
uden at banke på. Også i Lundtoftegade. Det mener
forstander Jens Hansen fra Specialinstitutionen
Forchhammersvej.
Forstanderen på Specialinstitutionen Forchhammersvej på Frederiksberg i
København, Jens Hansen, synes ikke, det er i orden, at de ansatte i Lundtoftegade
går ind i beboernes lejlighed uden at banke på.
- Sådan skal det ikke være. Det handler om almindelig høflighed, når man
omgås andre mennesker, siger Jens Hansen og kommer med et eksempel:
- Hjemme i min familie braser vi ikke bare ind på børnenes værelser,
hvis de signalerer, at de ikke vil have kontakt. Man banker på. Det er almindelig
høflighed, siger han.
Lundtoftegade er i følge Jens Hansen, en aktivitet under Forchhammersvej.
- Det er ikke en institution, men et bofællesskab, hvor beboerne har
hver deres solistlejlighed. Konceptet indeholder, at der er medarbejdere
tilknyttet til at hjælpe beboerne med at bo i egen lejlighed.
- Det står ikke i lejekontrakten, at medarbejderne skal have adgang
til lejlighederne. Den enkelte beboer har sit individuelle behov, og derfor
aftaler medarbejder og beboer rammerne for samarbejdet. Samarbejdet skal
opfylde beboerens behov, og det er derfor vigtigt, at samarbejdet handler
om det, man kan blive enige om i en dialog, siger han og tilføjer:
- Det skulle gerne være almindelig høflighed og dialog, der styrer tingene
i Lundtoftegade.
Nabo:
De skal lære at bo
”Børnehaven” er Flemming Tinnings kælenavn for Bofunktionen i Lundtoftegade,
som han bor dør om dør med.
Af Lisbeth Rindholt
Foto: Holger Henriksen
- Da jeg flyttede ind i Lundtofte-
gade i 1993, sov jeg på gulvet i
de første tre måneder, fortæller
Flemming Tinning og peger ned på
gulvet ved siden af sengen i sin
etværelses lejlighed, hvor der nu
står et lille bord fyldt med guldølsflasker,
tobak og forskellige typer
rullepapir.
Han blev visiteret til en lejlighed i
ejendommen fra Københavns Kommunes
syvende kontor, efter han havde
boet på gaden som hjemløs i fem år.
- Dengang fik man ingen hjælp
Beboer:
Gode til at hjælpe
fra kommunen til at købe de fornødne
ting til sin lejlighed eller
finde sig til rette her, fortsætter
Flemming. Han er nabo til flere af
beboerne i Bofunktionen, som rykkede
ind i ejendommen i 2001.
- Jeg er for gammel til at høre
ind under ”Børnehaven”, og jeg ville
heller ikke bryde mig om, at nogen
havde nøgle til min lejlighed og
bare kunne gå ind. Men jeg tror, det
er godt for beboerne i det system,
at de har personalet oppe på tredje
sal, som kan hjælpe dem med at bo i
31-årige Rikke lider af tilbagevendende depressioner
og er glad for, at personalet i Lundtoftegade jævnligt
tjekker, hvordan hun har det.
Af Lisbeth Rindholt
Rikke sætter sig ved det store mødebord i personalekontoret på tredje sal i
Lundtoftegade 27. Hun bor et par lejligheder længere henne ad svalegangen
og kommer jævnligt forbi kontoret. For at få en snak med sin kontaktperson
eller med en af de andre pædagoger.
Personalet kommer også tit på besøg hos hende. Og hvis hun ikke har givet
lyd fra sig et stykke tid, låser de sig selv ind i lejligheden. Det giver tryghed,
mener Rikke. Ikke mindst, fordi hun indimellem er ”helt nede i kulkælderen”.
- Jeg lider meget af depressioner og panikangst. I perioder er det så
slemt, at jeg ikke kan sige noget, uden at jeg straks begynder at græde. Så
ligger jeg bare i sengen med dynen over mig hele dagen og orker ingenting.
Ikke engang at række ud efter hjælp, fortæller Rikke og tager en slurk af sin
dampende kaffe, inden hun fortsætter:
- Hvis der ikke var nogen, som kiggede ind til mig jævnligt, er jeg bange
for, at det hele bare ville flyde. Pædagogerne er rigtig gode til at hjælpe mig
på benene igen.
Rikke er metadonbruger og blev visiteret til lejligheden i Lundtoftegade i
sommeren 2007. Hun har tidligere prøvet at bo i et ’rigtigt’ bofællesskab. Men
boformen i Lundtoftegade passer hende bedre.
- Jeg har min egen lejlighed her, og hvis jeg ikke har lyst til at være social,
kan jeg bare trække mig tilbage til mig selv. Samtidig behøver man ikke
at føle sig ensom, for der er altid nogen i bygningen at tale med, siger Rikke,
som også har anskaffet sig en kat, der kan holde hende med selskab.
en lejlighed. Ellers ville det brænde
sammen for dem, siger Flemming.
Han oplever også, at der samtidig
med Bofunktionens indflytning er
kommet færre hårde stoffer i Lundtoftegade.
- I starten af 90’erne var blokken
her et stofcentrum. Men ved
årtusindskiftet ryddede politiet hele
bulen, og så kom der mere ro på. Nu
sælger folk kun hash, smiler Flemming.
Beboer:
Rart at blive holdt øje med
Hver morgen fra mandag til fredag går en af med-
arbejderne i Lundtoftegade ind i Tonnys lejlighed.
Han synes, det er rart at vide, at der er nogen,
som holder øje med, at han er i live.
Af Marisa Matarese
Flemming Tinning er 54 år
og førtidspensionist. Han
bor i blok F i Lundtoftegade,
som han også
kalder ”Ligkisten”, fordi
en fjerdedel af beboerne
ifølge Flemming er døde i
løbet af de ca. 15 år, han
har boet der.
Tonny Jegind Christensen sidder ved sit lille bord for enden af sengen i en
lædersofa og drikker en guldøl og ryger en cigaret med sin ven Lars Børling.
Tonny lader sig ikke mærke med, at der pludselig står en flok fremmede mennesker
i hans etværelses lejlighed med køkken og bad. Det er Zascha Straube, som
er i praktik i Lundtoftegade som led i sin uddannelse på pædagogseminariet, der
har låst sig selv og Hus Forbis udsendte ind i lejligheden.
- De kommer og generer mig hver morgen, griner han og hentyder til,
at Zascha eller hendes kollega Kirsten hver dag tjekker, om Tonny er i live.
Zascha tager plads i sofaen ved siden af Tonny og tænder en cigaret.
- Det er rart, at der er nogen, som holder øje med, hvordan jeg har det,
fortsætter Tonny. Han har ikke har noget imod, at de pædagogiske medarbejdere
har nøgle til hans lejlighed og bruger den.
- Så ved jeg, at jeg ikke bliver fundet død herinde.
Tonny er 54 år, men tænker allerede på døden. Han er glad for at bo i
sin lille lejlighed og har ingen planer om at flytte.
- Jeg har tænkt mig at dø her, siger han og kigger sig omkring i den lille
stue. Han har en stor skænk langs den ene væg, hvorpå der står adskillige,
sirligt møblerede dukkehuse. Hans store, grå tv står på et hvidt Ikea-skab,
og ved siden af står et kradsetræ til katte med en stor, hvid kat med gråt
pandehår ovenpå. Katten holder skarpt øje med bevægelserne i lokalet.
- Jeg kunne jo ikke rave rundt på gaden med hende, så derfor var jeg
glad, da jeg fik mulighed for at få et hjem her, siger Tonny om katten.
I halvandet år har han boet i Lundtoftegade, men indimellem tager han
sin sovepose og går på gaden.
- Det er katten, der lokker mig hjem igen, siger han og forsikrer, at der
altid er nogen til at passe katten, når han er hjemmefra.
6 hus forbi · nr. 72 · april 2008 hus forbi · nr. 72 · april 2008 7