Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie:

Boliger til hjemløse
Kunsten at flytte ind
L vil hellere sove på gaden sammen med de andre hjemløse, som han har gjort de
sidste fire år, end han vil ligge alene på det værelse, han nu har fået nøglen til.
En gadeplansmedarbejder træner derfor med L hver aften for at lære ham overhovedet
at finde ud til sit værelse og vænne ham til livet indendørs om natten.
Husker du L?
Hus Forbi skrev i januar
og februar om L, en
54-årig hjemløs og psykisk
syg svensker, der i
fire år har boet på Strøget
i København, selvom
han har en lejlighed og
får pension i Sverige.
Københavns Kommune
har gjort flere forsøg på
at få L til at rejse hjem
til Sverige og har derfor
ikke villet hjælpe ham
med en bolig. Men uden
held. L har gjort det
klart, at ”han vil bo i
København”, fordi hans
venner er her. Den 7.
februar fik han nøglen
til et værelse på et botilbud
for psykisk syge
hjemløse i København.
- taj
Det er her, L har haft fast holdeplads de sidste fire år og føler sig hjemme – Rådhuspladsen og Strøget tæt ved.
For L er der langt ud til Amager, hvor hans nye værelse ligger – og han kan ikke huske vejen.
Af Tina Juul Rasmussen
Foto: Holger Henriksen
Klokken er et par minutter over otte.
Mørket har lagt sig over Rådhuspladsen
i København. Højtråbende,
aftenglade unge er så småt i gang
med at erobre Strøget, hvor lysene
fra burgerbarer, pølsevogne, neonreklamer
og døgnåbne kiosker lokker de
forbipasserende inden for i varmen.
På en bænk, som henligger halvt i
mørke, sidder L i silhuet mod perlerækken
af lamper på den klassiske røde
bygning ved Tivoli. Han skutter sig
en anelse i sin nye overfrakke med
en fin pelskrave, han har hentet på
et værested i dag. Om halsen hænger
en øloplukker, i hånden holder han en
guldøl, og friske forsyninger klirrer
i plasticposen på jorden. Kulden til
trods har L hverken hue eller vanter på.
Ved siden af ham sidder gadeplansmedarbejder
Bo-Lennart Heide-
Jochimsen fra Projekt Udenfor, der
har haft tæt kontakt til L de sidste
par år. De taler stille sammen.
- Vi har aftalt, at du ikke skal
sove derude i aften. Men du siger,
at du gerne vil vise Hus Forbi dit
værelse, siger Bo.
- Ja, men ikke sove der. Ikke i
aften. Jeg orker det ikke, svarer L.
- Du siger, at det er fordi stemmerne
i dit hoved er stærke i aften?
- Ja.
L er ikke en mand af mange ord.
Han mumler en del for sig selv på
svensk, men ellers svarer han i korte
sætninger og siger helst ja til alting,
fordi han hader at gøre folk omkring
sig kede af det.
- Kan du huske hvilken bus, vi
skal med?
- 5A …
- Nej, det er 12’eren.
- Nå ja, 12’eren, svarer L lidt
fjernt, mens han samler sin pose
med flasker sammen og får ild på
endnu en smøg.
Træner hver aften
I godt tre uger har L haft et værelse
på et af kommunens akuttilbud for
psykisk syge hjemløse på Sundholm,
nogle få kilometer fra Rådhuspladsen,
som er Ls faste tilholdssted. Men efter
at have boet fire år på gaden under
åben himmel, er det angstprovokerende
for L at sove bag lukket dør i et
lille værelse. Han er bange for, at han
ikke bliver lukket ud om morgenen. Og
helt konkret kan han ikke finde derud.
Derfor har Bo sat sig for at træne med
L hver aften i en uge. Sidst L havde
et værelse, tog det Bo to måneder at
lære L at sove der om natten.
- Det bliver også en lang proces
denne gang. I første omgang bruger
jeg en uge på det – finder ham hver
aften, taler med ham om, at han
skal derud og sove, følges med ham
derud og bliver hos ham et stykke
tid. I mandags tog det mig toenhalv
time at få ham derud, han var meget
vred, men tog med mig til sidst. Det
lykkedes ham at falde i søvn derude,
og han sov til kl. halv otte næste
morgen. Tirsdag kunne jeg ikke finde
ham, i går onsdag ville han ikke med
derud, og i aften vil han bare derud
og vise jer stedet, men ikke sove
der. Så det har jeg lovet ham, og
den aftale er jeg nødt til at holde,
for ellers får jeg ham ikke med derud
igen, forklarer Bo.
Får dårlige tanker
12’eren kommer.
- Husk, at du ikke må ryge inde i
bussen, minder Bo L om på vej ind.
Igennem vinduet kan L se byen
flimre forbi, da bussen er i fart.
- Kan du huske, hvor vi skal af,
vil Bo vide.
- Nej …, L holder blikket fast på
vinduet og virker lidt nervøs.
- Hvad ville gøre det lettere for
dig at sove derude, spørger Bo.
- Ikke sove derude, svarer L.
- Men forstår du, hvad jeg siger –
hvad ville være godt for dig, hvis du
Han skal lære at falde i søvn herude,
uden at jeg sidder ved siden af.
skulle sove derude, prøver Bo igen.
L svarer undvigende. Han fortæller,
at han får dårlige tanker om alt det, der
er gået galt i hans liv, hvis der er stille,
når han ligger og skal falde i søvn.
Bo prøver igen:
- Ville det være godt, hvis
Susanne (L’s veninde, som han er
meget glad for, red.) ventede på dig
derude og skulle sove der sammen
med dig, så du ikke var alene?
- Ja! Det ville være godt, svarer
L og ser glad ud ved tanken.
Nøglekortet driller
Bussen stopper på Sundholmsvej. På
fortovet spørger Bo:
- Hvilken vej skal vi?
- Her, siger L og går uden tøven
til venstre.
- Bingo!
L vandrer af sted med sin pose,
der stadig klirrer. Sundholms bygninger
ligger spredt over et stort
område. Nu er her stille og øde, kun
lidt råben fra et værelse, hvor vinduet
står åbent, høres over de mørke
veje. L går usvigeligt sikkert ligeud,
men misser indgangen til den fløj,
hans værelse ligger i.
Næste hurdle er døren. L har sit
eget nøglekort af plastik, magen til
dem, de fleste hoteller har. Kortet
skal stikkes ind og hives hurtigt ud
af en smal revne ved håndtaget. Men
det driller. L får ikke kortet hurtigt
nok ud og kan ikke få døren op.
- I mandags tog det 35 minutter,
siger Bo, som tilbyder at hjælpe L. I
det samme kommer to medarbejdere fra
den etage, L bor på. I forvirringen med
de mange mennesker går døren op.
L er tydeligt nervøs ved alt det
postyr. Han styrer i høj fart op ad
trapperne og kommer til at gå en
halv etage for langt. Han fumler
igen med kortet i næste dør og
endnu en, inden han med et tungt
pust kan sætte sig på sin seng. Klokken
er kvart i ni.
Skaber en relation
Værelset er under ti kvadratmeter,
udstyret med en enkeltseng, et
sofabord, en stol, et stort tv, et lille
køleskab og et skab til tøj. Der ligger
lidt på hylderne, men L ved ikke om,
det er hans. TV, et kan kun vise sne,
fordi beboerne selv skal medbringe
et antennekabel. Men i fællesstuen
står et endnu større fjernsyn, som
fungerer. Her er også et køkken og
et fælles spisebord.
De to medarbejdere er glade for
at se L. De synes, det er ærgerligt, at
L ikke kommer her oftere, men de har
ikke selv mulighed for at lave opsøgende
gadearbejde og på den måde
hjælpe med at få ham herud. Til gengæld
har de lidt aftensmad klar til
ham, som de varmer i mikrobølgeovnen.
Æggekage på rugbrød. L spiser
to portioner alene på værelset.
Imens taler Bo med de to medarbejdere.
- Min taktik er at skabe en relation
mellem jer og L, så han bliver tryg
ved jer og stedet. Det er det, han
har brug for. Så skal han nok komme.
I starten vil jeg være her, men han
skal lære at falde i søvn herude,
uden at jeg sidder ved siden af. Og
det gør han, når han er tryg ved jer.
Men det er et problem, at han ikke
kan huske vejen; derfor træner vi at
tage bussen i stedet for bare at køre
herud i min bil, siger Bo.
Snakken bølger lidt frem og tilbage.
Bo fortæller, hvad han ved om
L’s baggrund. Om stemmerne i hans
hoved. Og om at han er for dårligt
fungerende til at bo på gaden.
- Han er ikke en typisk posemand
på den måde, at han afviser kontakt
med andre – tværtimod. Men han
kan ikke passe ordentlig på sig selv.
Han kan ligge og sove næsten uden
tøj på, selvom det er frostvejr. Han
bliver jævnligt overfaldet og mister
sine ejendele, og hvis nogen slår
ham, er det ham, som undskylder.
Derfor er vi gået ind i sagen. Ellers
ville det være et spørgsmål om tid,
før han døde på gaden.
Ville gerne sove længe
- Aaaaaaa. Lyden kommer fra L’s
værelse.
- Så sover han, konstaterer Bo,
som kort forinden har været inde og
tage støvlerne af ham.
Klokken er 21.29.
- Han er varm, mæt, og jeg sidder
herude. Så tør han godt falde i søvn.
Men han kan også godt blive magelig.
Sidste gang han havde et værelse,
kan jeg huske, at vi havde en aftale
om at spise frokost sammen en dag.
Da han ikke dukkede op, blev jeg
bekymret og tog hjem til ham for at
kigge efter ham. Der lå han under
dynen med fjernbetjeningen i hånden
og svensk TV kørende. Da jeg mindede
ham om vores aftale, sagde han:
- ”Ikke i dag, Bo. I dag vil jeg
sove længe”. Da var klokken tolv,
griner Bo.
- Men nu er jeg selvfølgelig nødt
til at sidde her, indtil han vågner.
For jeg havde jo aftalt med ham, at
han ikke skulle sove her, så hvis han
vågner, og jeg er væk, har jeg ikke
holdt aftalen, og så får jeg ham ikke
med herud igen, siger Bo og sætter
sig godt til rette i sofaen. Hans vagt
slutter kl. seks i morgen tidlig.
***
L vågnede omkring midnat og ville
tilbage til byen. Bo og L fulgtes i
bussen ind til Rådhuspladsen, hvor
de drak en kop kaffe sammen på
en bænk, inden Bo gik videre ud i
natten for at se til på nogle af byens
andre gadehjemløse.
L og Susanne er begge anonyme i
artiklen, men redaktionen er bekendt
med deres rigtige identitet.
12 hus forbi · nr. 72 · april 2008 hus forbi · nr. 72 · april 2008 13