Hus Forbi-sælger Bjørn og sangerinden Julie:

Tre spørgsmål til Dennis P.
Knudsen, 44 år og hjemløs
Hvad er det værste, der kan ske?
- Det er at miste mine gode venner. Men det er allerede sket. Jeg har mistet
mange i løbet af årene – ellers frygter jeg intet.
Hvor skal du sove i nat?
- Det ved jeg sgu ikke. Det har jeg ikke bestemt mig for endnu.
Hvad fik du at spise i går?
- Jeg var nede på Den Sorte Gryde (værested i Gothersgade, red.), hvor jeg
købte mig en gang boller i karry til 20 kr. I morges fik jeg yoghurt og cornflakes
i Morgencaféen (værested for hjemløse i København, red.), der bliver
ledet af Michael. Han er det bedste for os hjemløse. Et godt menneske, som
jeg virkelig har respekt for. Ham vil jeg gerne sende en hilsen til!
Af Birgitte Ellemann Höegh
Foto: Holger Henriksen
Nu kan jeg snart fejre jubilæum
Historier fra gaden
Dennis P. Knudsen har levet
på gaden i snart 25 år og har
oplevet mange gode venner
gå bort. Hans drøm er en
’hjemløse-ambassade’ – et
hus kun for de hjemløse, for
så ville mange leve længere,
mener han.
Dennis P. Knudsen er træt her til
morgen. Han har haft en hård nat
med kun tre timers søvn hos en
veninde. Nu er klokken ni, og han
har indfundet sig på Morgencaféen
i krypten under Blågårds Kirke på
Nørrebro. Her spiser han ofte sin
morgenmad sammen med en lang
række andre hjemløse.
- Jeg cyklede rundt hele natten
og fandt ud af, at jeg har karantæne
en masse steder af alle mulige
åndssvage grunde – blandt andet
på Sundholm, Mændenes Hjem og i
Stengade (tre af Københavns herberger,
red.), fortæller han.
Normalt sælger Dennis Hus
Forbi, men i disse dage holder han
en pause for at komme oven på igen
efter en begravelse.
- Det var en bisættelse af min
ven Johan, der var grønlænder, så
de skulle sende ham videre op til
Nuuk. Jeg har egentlig mest lyst
til at glemme det, men det kan jeg
28 hus forbi · nr. 72 · april 2008
ikke. Man er jo kun et menneske.
Han døde af druk, og det gør vi
andre sgu nok også en dag. Jeg har
i al fald været til mange begravelser
i mine snart 25 år på gaden. En
anden af mine venner blev stukket
ihjel for fire måneder siden, og en
tredje er lige blevet stukket ned.
Man lever for at dø. Nogle gange er
jeg sgu ved at dø af grin af det hele
i stedet for at græde. Det er nok
også det bedste at gøre, siger han.
De skal huske min gave
Dennis, der i dag er 44 år, har gået
på gaden, siden han var 19 år og
har blandt andet 25 års jubilæum i
Maria Kirken i Istedgade i år.
- De skal huske at give mig
en gave! Jeg kommer der nemlig
jævnligt. Derudover har jeg omtrent
boet på alle landets forsorgshjem
og herberger, når jeg har haft behov
for en pause fra gaden. Det hele
startede med, at min dame gik fra
mig, da jeg kom ud af militæret.
Det viste sig, at hun havde mødt en
anden. Vi havde kendt hinanden i to
og et halvt år – så hun tog virkelig
røven på mig, for hun var mit livs
kærlighed, siger han.
I dag holder Dennis meget af
den veninde, han overnattede hos,
natten før Hus Forbi møder ham.
Han har kendt hende over de sidste
20 år, og hun har altid plads til
Dennis, når han kommer forbi:
- Men hun holder desværre ikke
af mig på samme måde. Hun siger,
at jeg lever et for heftigt liv og
drikker alt for meget, så det går
ikke. Jeg forstår hende jo godt, for
hun er psykisk syg og kan ikke klare
sådan en som mig, siger han.
Min far ødelagde det hele
Dennis er født i Nyboder i København
og flyttede med familien til
Amager, da han var fem år. I dag har
han kun kontakt til sin storebror,
hvis datter snart skal konfirmeres,
og i den forbindelse kommer han
også til at se sin søster og mor.
- Det er ok. Min far døde i 2000,
så i den forbindelse mødte jeg også
min familie, men ellers har jeg ikke
set dem i mange år. Min far ødelagde
det hele ved altid at tæve min mor
og mig. Men da jeg var 19 år, lagde
jeg ham ned på gulvet og sagde, at
jeg ville slå ham ihjel, hvis han rørte
min mor mere. Det har han så ikke
gjort siden, men det betød, at min
familie slog hånden af mig, fortæller
han.
Senere i dag skal Dennis til
fodbold. Han træner sammen med
de andre hjemløse i Valby to gange
om ugen. Som mange andre hjemløse
fodboldspillere drømmer han også
om at blive udtaget til Hjemløselandsholdet
og komme med til VM i
Gadefodbold for Hjemløse i Melbourne
i december i år.
- De andre år har jeg været så
uheldig at sidde i fængsel i de dage,
hvor man skulle udvælges. Jeg har
siddet inde 28 gange for alt muligt
humbug. Sidste gang, jeg kom ud,
var i efteråret, men siden da har jeg
holdt skansen og ikke begået noget
kriminelt, fortæller Dennis.
Til gengæld går han og drømmer
om, at der snart bliver bygget et hus
til de hjemløse, som bliver deres helt
eget:
Nogle gange er jeg sgu ved at dø af grin af det
hele i stedet for at græde. Det er nok også det
bedste at gøre.
- Det skal være et sted, hvor vi
kan bo og bare passe os selv, og
der skal væres plads til op mod 300
mennesker. Det skal hedde ”De hjemløses
ambassade”, og jeg skal være
vagt. Regeringen giver millioner af
kroner til varmestuer og herberger,
men ikke til det, vi gerne vil. Får vi
sådan et sted, kan det jo også være,
at vi bliver lidt ældre, før vi dør,
slutter Dennis.
birgitte.hoegh@os.dk