NordAmerikA - De Berejstes Klub

Overblik over de store søer
Således lastet med forestillinger og
forventninger starter jeg en kold morgen
før påske fra Minneapolis. Med i bilen er
min mor, der er taget fra Danmark for
at besøge sin eneste søn og undslippe
sin runde fødselsdag derhjemme! Det
er sidst i marts, og alt er sneklædt
eller frossent, for i nordstaterne varer
vinteren længe, ganske som i laura
Ingalls Wilder’s berømte bøger.
Første glimt af lake Superior får vi i
Duluth, en ret kedelig by, der minder en
del om Hvide Sande på en dårlig dag.
både museet og fyrtårnet var lukket,
ganske som de er det resten af vejen
rundt om søerne.
Heroppe er tingene lukket om vinteren,
for hvem kan dog finde på at køre rundt,
når søerne er frosset til og der ligger
to meter sne langs vejkanten? I stedet
spiser vi frokost på en restaurant, hvor
vi får bekræftet, at den lokale mode
minder om den i Twin Peaks: ternede
skjorter, rødternede jakker, solide
støvler.
Fra Duluth går det langs lake Superior
ind i det nordlige Wisconsin, hvor
vi overnatter i Bayfield med udsigt
over søen. næste dag er vejret blevet
dårligere, så vi holder et minimum
af stop, mens vi kører gennem det
nordlige Wisconsins uendelige skove.
Ind imellem er der små byer, der ikke
har ændret sig væsentligt, siden de
første nybyggere kom.
landskaber og søer er overalt
gennemfrosne og svarer fuldstændigt
til drengebøgernes fremstillinger af
vildmarken i det nordlige Amerika. Man
kan næsten høre ulvene kalde!
På grænsen til Michigan ligger byen
Ironwood, i dag et kedeligt sted præget
af industrielt forfald, men for 100 år
siden var den et vigtigt knudepunkt
i jernindustrien med mange miner
placeret omkring byen. Mest kendt
i dag er den 16 meter høje statue
af stammelederen Hiawatha, kaldet
”verdens højeste indianer”. only in
America!
Marquette er en langt hyggeligere
by, hvor vi overnatter og får en
fremragende ørred på en lokal
fiskerestaurant. Deres øl trodser enhver
beskrivelse: ahornsmag, blåbærsmag,
valnøddesmag…. Det er kun det faktum,
at jeg er chauffør, der redder mig fra en
frugtforgiftning.
ulvene kommer
Næste dag er vejret atter flot. Da vi
tager en afstikker fra vejen for at se på
nogle klippeformationer ved Pictured
Rocks, indtræffer turens dramatiske
højdepunkt. Halvvejs inde i skoven
ender den ryddede vej, og jeg kører
uhjælpeligt fast i sneen. Jeg efterlader
min mor i bilen og vandrer et par
kilometer ad den frosne vej.
er det ulve, jeg aner lyden af i det
fjerne? Herovre er det ret usædvanligt
med fodgængere, så den første bil,
jeg møder, stopper. Den viser sig
at indeholde en flink familie med
firehjulstræk og slæbetov, så det tager
ikke lang tid at få os fri. Sådan er USA
også, fuldt af flinke og hjælpsomme
mennesker.
Hovedvejen er nu også ganske vinterlig.
På begge sider ligger to meter høje
snebunker, og min stakkels bil bliver
maltrakteret af sne og isklumper på
selve vejen. Der er fuldt af snescootere,
for det er 31. marts, sidste dag hvor
det er tilladt at køre i snescooter på
hovedvejene, og der skal brændes
benzin af!
Alle er tilsyneladende ude denne sene
vinterdag. Isfiskere har rejst små skure
og telte ude på den frosne sø. Det er vist
også sidste udkald, før forårstøvejret
sætter ind.
Dyreelskernes skræk
Efter mange flere kilometer og mange
smukke, frosne vandfald og lukkede
fyrtårne når vi frem til Sault Sainte
Marie, der ikke blot er grænseby mellem
USA og Canada, men også skiller lake
Superior fra resten af søsystemet.
Vi er blevet anbefalet at spise på ”The
Antler”, en legendarisk restaurant
totalt fyldt med udstoppede dyr. Det
ville have glædet enhver jæger, men
formentlig givet formanden for Dyrenes
Beskyttelse en blodprop! Maden fejler
ingenting og bliver kun afbrudt af
pludselige hornlyde, klokker og sirener
og andre underlige uventede lyde! I
sandhed en speciel spiseoplevelse.
Herfra går det sydpå ned langs lake
Michigan. efterhånden som vi kommer
sydpå, bliver det langt varmere, og
nede ved Indiana i søens sydlige ende
er det nærmest forår. Derfor er det
en stor skuffelse at komme tilbage
til Minneapolis, hvor der ligger 30
centimeter sne i min indkørsel.
nord om superior – og ind i
civilisationen!
Det er blevet sommer. De frosne
søer og hvide landskaber er afløst af
grønne enge med markblomster og
alle sommerens dufte. Min gode ven
Mikkel er kommet på besøg, og det er
vores plan at tage turen nord om lake
Superior og fortsætte over til bl.a.
Toronto og niagara Falls.
Turen op gennem det nordligste
Minnesota er flot. Her ligger Split Rock
lighthouse, ét af Minnesotas vartegn.
Det ligger med flotte udsigter ud over
søen, og en fyrmester i originalt antræk
fra 30erne viser os rundt i fyrtårnet og
den gamle fyrmesterbolig. I nærheden
ligger Gooseberry Falls, som er en
ganske imponerende samling vandfald.
Videre nordpå bliver landskabet ny
ren skov. Grænsen til Canada ligger
i en dyb slugt ved Pigeon River, og en
sød kvindelig grænsebetjent byder os
velkommen til Canada. Jeg drager et
lettelsens suk.
Selv om jeg holder meget af USA,
er jeg klar til at komme væk efter
fem måneder, og i Canada mærker
man omgående, man er kommet til
civilisationen. Afstande er i kilometer,
og om aftenen i Thunder bay får jeg min
første ordentlige pizza i nordamerika,
med laks og kirsebær og meget andet.
Som Mikkel bemærker, er det eneste,
den mangler, en stjernekaster!
næste morgen er vejret atter strålende.
Vi kører østpå ud til Mount McKay,
hvorfra der er en flot udsigt over bugten
ved Thunder bay og ud over Superior.
Ved halvøen Sleeping Giant lidt derfra
er der meget flotte klippeformationer,
og skoven er næsten urtidig. en
dukkert i den kolde sø svaler godt i
sommervarmen, temperaturen nærmer
sig de 25 grader!
Vi havde regnet med at se vilde dyr, men
vi havde ikke forestillet os at se dem i
vejkanten. Flere gange stopper vi for at
se på sorte bjørne, elge og bævere med
deres karakteristiske huler.
Særligt spændende er en Grizzlybjørnemor
med unger, som vi sidder
og kigger på et stykke tid, forsvarligt
lukket inde i bilen. en bjørnemor er ikke
at spøge med, ingen tvivl om at hun
både kan løbe fra os og flænse os med
de skarpe kløer. Men søde er de at se
på.
Turen videre østpå byder på endnu
vildere landskaber. Quimet Canyon
er en kløft, der skærer sig gennem
landskabet i en dybde af 100 meter.
I bunden er der et vildnis af skove og
floder, og de væltede træer ligner små
tændstikker.
nipigon bay er en lang fjord, som skærer
sig ind i landet nord for søen, og her er
den ene flotte udsigt efter den anden.
Ind i mellem ligger små bjælkehytter
eller større paladser, der alle ville kunne
udgøre udmærkede sommerhuse, hvis
ikke de lå så langt væk.
Ørred med udsigt
Vores opmærksomhed fanges af et skilt
langs vejen: ”Rossport Inn – authentic
19th century acoomodation”. nu skal
man passe på med ordet ”autentisk” i
nordamerika, men vi kører nærmere for
at kigge på det.
Stedet viser sig at være lidt af en
perle. Kroen ligger i en nedlagt
jernbanestation, resterne af sporet kan
stadig skimtes udenfor. Vi er solgt på
stedet og bliver indlogeret i et værelse
af i går med gamle møbler, vaskefade
og bad på gangen.
Vi når lige præcist middagen, nøddestegt
ørred ”a la Hemingway” serveret med
gode canadiske specialøl, som vi nyder,
mens mørket falder på. næste morgen
får vi den store canadiske morgenmad
med æg, bacon, pandekager og masser
af ahornsirup. Sikken et sted!
byerne længere østpå ligner mere og
mere de rene nybyggersteder. De eneste
butikker er bjælkehytter med blandede
landhandler, hvor man kan købe alt fra
klatregrej til David Crocket-huer.
Midt i den søvnige landsby White River
ser vi pludseligt en statue af ingen
ringere end Peter Plys. Historien er,
at en canadisk soldat her anskaffede
en bjørn, som han senere tog med til
england. Her inspirerede den A.A. Milne
til at skrive de berømte børnebøger.
Intet er for lille til at lave en turistfælde
ud af det, og stedet er forsynet med en
hæslig souvenirbutik.
Den ene gode udsigt afløses af den
anden. Man kunne køre i uger her uden
at blive træt af det. Men mørket falder
på, og vi indlogerer os på et tarveligt
motel i Montreal River Harbour, hvor
eneste gæst er en sølle lastbilchauffør,
der sidder ved bardisken og krænger
sit elendige liv ud til alle, der ikke gider
høre på det.
Jeg går i stedet en tur i skumringen,
udstyret med to sten. Instruktionen er
at slå dem sammen over hovedet, hvis
man møder en bjørn. Det skulle efter
sigende skræmme dem væk. Stenene
når dog ikke at blive brugt.
verdensbyen toronto
Vi kører nu langs Superiors østlige bred
og har kursen rettet mod Toronto. efter
den landlige idyl er det overvældende
at komme til denne kosmopolitiske
storby. Vartegnet er Cn Tower, på
daværende tidspunkt verdens højeste
bygningsværk, så det er jo næsten et
must at spise i panoramarestauranten
øverst oppe. Maden er lækker, prisen
derefter og udsigten fantastisk, mens
vi roterer til panoramaer over hele byen
og lake ontario.
Toronto byder også på fine kunstmuseer,
gode restauranter og en meget
international stemning. et særligt
højdepunkt for mig er verdens eneste
ishockeymuseum med pokaler, udstyr
og alt om den berømte nordamerikanske
ligas historie.
og så er der sushi i lange baner. Dét
kan de virkelig i Canada, med en perfekt
blanding af asiatiske indvandrere og
friske fisk.
”the newly wed and the
nearly dead”
efter en tur vest og syd om lake
ontario når vi frem til endemålet for
selve turen langs søerne, niagara Falls.
Amerikanerne kalder det ”the place for
the newly wed and the nearly dead”, og
sikkert er det, at der er mange nygifte,
ligesom de talrige busser fyldt med
pensionister med rollatorer, stokke og
krykker bekræfter denne forestilling.
Stedet giver virkelig mening til bogen
”1000 steder du skal se, før du dør”.
Selve vandfaldene fejler dog ikke noget,
og vist er de da imponerende, selv om
de blegner i forhold til f.eks. Iguazu (i
Brasilien/Argentina). Over den modsatte
bred på den amerikanske side hænger
en luftballon påtrykt ”I love n.Y.”, som
en påmindelse om, at vi er på vej tilbage
til USA.
På den anden side af floden kører vi
ind i new York State, der sjovt nok går
helt herover. Hermed har vi også forladt
De Store Søer, og turen kan fortsætte
videre syd og vestpå. Men søerne har
sat deres præg, og der går et stykke
tid, før vi kan spise pandekager og
ahornsirup igen!
10 GLOBEN nr. 42 / December 2010 GLOBEN nr. 42 / December 2010 11