NordAmerikA - De Berejstes Klub

yokans, gæstehuse, hvor rum er
indrettet på traditionel japansk vis. Men
derudover er det bare at vente, for man
skal hverken have vaccinationer eller
visum til Japan.
Da dagen oprinder, og de omkring 11
timer i flyet er tilbagelagt, åbner jeg for
alvor fødselsdagsgaven ...
smuk fastfood og sko
Vi lander i Tokyo, men tager direkte fra
lufthavnen med hurtigtoget Shinkansen,
der kan køre op mod 285 km/t, til
den hellige by, Kyoto. Toget kører på
sekundet og er effektivt som sit ry. Vi
skyder igennem det bjergrige landskab,
der folder sig ud i en blanding af sirlige
templer, smukke rismarker og ahorntræer
med blade i varme farver.
Vi er udstyret med et utal af lækkerier
i smukke æsker pakket ind i flerfarvet
gavepapir. Fastfood i Japan er en æstetisk
nydelse, og prisen på omkring 20-30 kr.
for en stor boks med nok til mor og barn
er tillokkende. Amy-emilie kaster sig med
stor appetit ud i de japanske lækkerier,
selv de mere ubestemmelige af slagsen.
Vi leger med spisepindene og bliver mere
ferme til at styre dem, efterhånden som
vi nærmer os Kyoto.
Den gamle kejserby, der var hovedstad
i over 1.000 år, skal efter sigende være
en af Japans smukkeste byer. Det vidner
turen til vores ryokan om. Det gamle
Japan med små templer, bonsaitræer
og fine detaljer ses her tydeligere end
Samsung- og Toyota-skilte. Smukt er
også værelset, der bliver enden på den
lange rejse fra Danmark.
bambusmåtter udgør gulvtæppet og
tapetet, og det lave bord, de børnevenlige
stole, tekopperne og tedåsen forvandler
Amy-emilie hurtigt til et teselskab for
sine bamser ved bordet, mens personalet
giver mig en udførlig instruktion i
skoetikette. Ikke alene skal vi stille vores
sko og tage et par slippers på, inden vi
går ind i selve huset. Vi skal også skifte
til andre slippers, før vi går på toilettet,
så der er en mindre skobutik spredt rundt
på gangene.
Derefter lærer jeg at rede en japansk
seng. Den venlige japaner åbner skabet
i vores lille entre, der rummer både
madrasser, sengetøj, køleskab og
safeboks! De tunge madrasser viser sig at
være super praktiske, for Amy-emilie kan
14 GLOBEN nr. 42 / December 2010
til enhver tid bare falde om på dem, og
det bliver benyttet de efterfølgende dage,
når vi kommer hjem efter et tætpakket
program.
Guldfisk og plasticmad
Vi besøger smukke templer med Golden
Temple som klar favorit. Her er guldfiskene
i de omkringliggende søer så store, at
Amy-emilie og rejseveninden, erika, kan
røre dem. Her er også en bambusskov,
hvor pigerne kan løbe, og flere fontæner,
hvor de pjasker med vand i små skåle.
At besøge templer i Japan er befriende,
fordi der er så store børnevenlige haver
omkring.
når sulten melder sig, står tjenere altid
klar med sjove børnetallerkener og bestik,
og uden at kende ret mange japanske
ord får vi let bestilt, fordi japanerne
altid udstiller de retter, man kan få, på
tallerkener i vinduet. Ikke rigtig mad, men
plasticmad a la den i et legekøkken. Selv
den grønne dusk på toppen af en suppe
eller ketchuppen til kartoflerne bliver nøje
vist, så vi får præcis det, vi peger på.
tilbage i tokyo
efter en uge i det afstressende Kyoto
venter Tokyo. Vi besøger den gigantiske
legetøjsbutik Kiddy Land, der har flere
etager, end vi har energi. energi mangler
der dog ikke, da vi senere lejer en privat
karaokesalon, og Amy-emilie styrer
mikrofonen i en mor-barn-duet til AbbAs
Dancing Queen.
De private former med små rum med eget
tv, mikrofoner og roomservice tiltaler os
alle, og vi får serveret små varme retter
og synger os igennem en lang række hits,
indtil telefonen på væggen ringer og gør
opmærksom på, at der er fem minutter
tilbage af vores tid. Skuffelsen er tydelig
hos de små, men så kan jeg lokke med,
at turens højdepunkt er kommet. næste
morgen skal vi af sted til Kittys hus.
På toilet med Kitty
efter det imponerende fødselsdagsshow,
vi indleder med, stiller vi os op i
køen til Kittys private gemakker.
Indenfor er alt lyserødt og totalt tøset!
badeværelset med Kitty-badekar og
bruser, rejseværelset med kuffert og
garderobe, det opdækkede køkken og det
imponerende bibliotek suger Amy-emilie
til sig med samme appetit som den Kittysushi-barnemenu,
hun kort forinden har
sat til livs.
Da vi når til den store himmelseng, flår
hun skoene af, for nu skal der hoppes.
Sammen med tre japanske piger hviner
hun fra den bløde madras, inden jeg siger,
at vi også skal nå at hilse på selveste
Kitty. Men det møde, hvor vi helt alene
kommer i audiens hos katten, er ikke et
hit. Amy-emilie gemmer sig i mit hår og
vil bare ud til den store Kitty-sportsvogn
udenfor. Kitty forsøger ellers med sine
bedste børnetrick, men Amy-emilie
vil end ikke røre katten, så jeg smiler
undskyldende og stryger ud til bilen.
lige inden lukketid ser vi showet, believe,
hvor figurerne kommer ned fra det
stjernefunklende loft i liner, svinger sig
over flere etager og kører vinkende rundt
i kæmpe kareter. Jeg kigger på klokken og
iler over til bådene, der fører os igennem
et eventyrunivers, inden højtalerne
annoncerer, at slottet lukker. Dagen har
kostet mindre end en dag i Tivoli, men
den har skrevet sig ind i evigheden.
Mens vi tjekker ud fra hotellet næste
morgen, spørger receptionisten, hvordan
der var i Hello Kitty-land. Jeg er i gang
med at fortælle, da hun sender mig et
drillende blik og siger, der er noget, hun
skal vise mig.
– Jamen, det er jo Hello Kitty det hele,
udbryder jeg og lyder som Amy-emilie,
da vi ankom til Kitty-land.
– Ja, næste gang du kommer, må du sidde
her og varme dig, svarer hun og henviser
til det japanske toilet, der ligesom de
fleste andre steder er stort og udstyret
med et kontrolpanel, der gør det muligt
at få varme i toiletsædet, skylle efter
med masserende vandstråler og udsende
forskellige lyde, så man kan skjule sine
egne.
Kitty-mætte sidder vi lidt efter i toget mod
lufthavnen, hvor jeg fra vinduerne kan
se, at bladene på ahorntræerne er blevet
endnu smukkere. efterårsmånederne
og foråret, hvor alle kirsebærtræerne
springer ud, er de to bedste tider at
besøge Japan på. Vi har stadig den sidste
årstid til gode.
I lufthavnen ser jeg en plakat med de
smukke lyserøde træer. Da ved jeg med
sikkerhed, at vi skal tilbage. Der er også
et par forlystelser i Kitty-land, vi ikke
nåede at prøve …
FORSIDEKANDIDATER
billedet på forsiden er udvalgt blandt de indsendte billeder fra nordamerika. her på siden
kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
1. 2.
3.
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
4. 5.
6.
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
December 2010 / nr. 42
Globen
r e j s e m a g a s i n f r a D e b e r e j s t e s K l u b
- a u t e n t i s K e r e j s e h i s t o r i e r f r a h e l e v e r D e n
1. jonas på the bliss natklub på norwegian Pearl, jakob Øster
2. hvalkæbeport mod Det arktiske hav, anette Kristiansen
3. monument valley, erik bennike
4. Patriotisk malet livreddertårn i south beach, miami, jakob Øster
5. Isfiskere udenfor Muniseng, Jakob Linaa Jensen
6. route 66, erik bennike