NordAmerikA - De Berejstes Klub

Hvad fan… laver
man i Albanien?
navnet albanien
fremkalder
billeder for det
indre øje hos de
fleste. Billeder af
udtjente ladaer,
der kæmper sig
frem over hullede
veje; små gamle
koner i slidt tøj og
med tørklæde om
håret, der går og
hakker ukrudt på
en stenet mark;
rækker af triste
betonbyggerier;
det regner –
og det hele er i
sort/hvid. men
det er langt fra
sandheden!
TeksT og foTo:
Jacob v. La cour
Billede øverst: Hele Albaniens historie
i ét billede, fra middelalderhelten
Skanderbeg til det nye højhus
European Trade Center.
Da mine kolleger bemærkede ordet ’Albanien’ i min kalender
i bededagsferien fremkaldte det mange spørgsmål: ’Hvad
i alverden skal I der?’. Det er jo heller ikke et sted, man
hører alt for mange rejse hen, men det er faktisk synd.
Albanien har seriøst brug for nogle bedre PR-folk. De kunne
for eksempel starte med at oprette hjemmesiden www.
Albaniahasit.al – for der er virkelig meget at komme efter.
Det første indtryk, der møder den besøgende, er en splinterny
topmoderne lufthavn fra 2006. Den ligger ca. halv
times kørsel fra Tirana, og turen derind går med taxa til
en fast forudbetalt pris. Der er motorvej. Vejen passerer
gennem industriområder med rækkevis af billboards og
nyopførte forretningsdomiciler som ved indkørslen til en
hvilken som helst sydeuropæisk by. Inde i selve Tirana
begynder husene naturligvis at blive lidt ældre og lidt
mere slidte, men der er stadig forholdsvis pænt.
Der findes tre store moderne 4-5 stjernede hoteller
i Tirana. Det bedst placerede er det gamle Tirana
International – en 15-etagers betonbygning lige på
den centrale plads, bygget af det kommunistiske
regime fra 1974-1984 som et prestigeprojekt. Det er
imidlertid nyistandsat og af international standard
– og med en helt fantastisk udsigt over pladsen og
dens virvar af trafik.
en masse historie på et lille sted
På pladsen kan man med et enkelt blik fange hele
Albaniens historie. I midten står en kæmpe rytterstatue
af Albaniens nationalhelt Skanderbeg, som i
1400-tallet ad flere omgange forsvarede Albanien
(og ifølge albanerne hele Europa) mod tyrkisk
invasion.
Billede 1: Endestationen for tovbanen på Dajti-bjerget samt det
splinternye hotel med roterende bar på øverste etage.
Billede 2: En række af Hoxhas beton-forsvarsbunkere på en mark
langs hovedvejen til Berat.
Billede 3: Torvet i Berat, med den kristne kirke på den ene side og
moskeen på den anden, set fra borgen på bjergtoppen.
Billede 4: Det imponerende museum for Skanderbeg, bygget blandt
ruinerne af hans borg i Kruja.
Tyrkerne – eller det
osmanniske Imperium –
vandt dog til sidst (5 år
efter Skanderbeg var død
af malaria), og lige over for
rytterstatuen står byens
ældste moské fra 1700tallet.
Rundt om pladsens ene
ende står to flotte nyrenoverede
okkerfarvede paladser,
bygget i starten af 1900-tallet,
da landet var kontrolleret af
Italien.
I den modsatte ende står
flere bombastiske betonkolosser
og vidner om landets
kommunistiske tid fra 1945-92.
I et hjørne af pladsen leder en
trappe op til en tom piedestal –
her stod en 10 meter høj statue
af den kommunistiske diktator
Enver Hoxha [udtales hodja]. Den
blev væltet efter regimeskiftet i
1992. og endelig lidt fra pladsen
knejser dét, der om kort tid bliver
byens højeste bygning på omkring
40 etager – det nye european
Trade Center.
Hovedgaden gennem Tirana er en
flot allé med flere store bygninger,
der illustrerer de forskellige perioder
i landets historie. en af de mest
markante er den såkaldte Pyramide
– der dog mere ligner en nedstyrtet
UFo – bygget til at huse et museum
for Hoxha (og designet af hans
datter og svigersøn), men som nu
ligger forladt, efter i nogle år at have
fungeret som diskotek. Der er også
flere parker, butikker, restauranter og
springvand. en dejlig spadseretur på
lidt over en kilometer, til Mother Teresa
Aquare i den anden ende – ved byens
universitet.
På en bakke over byen ligger en heltekirkegård
for 900 partisaner, der kæmpede
under krigen, og der står en pompøs
(kommunistisk) statue – Mother Albania
– med en fantastisk udsigt over byen.
udsigtspunktet på Dajtibjerget
Et oplagt udflugtsmål fra Tirana er det
nærliggende 1600 meter høje bjerg Dajti,
hvor en topmoderne fem km lang svævebane
fører op. Herfra er udsigten endnu
mere imponerende – luften er klar og ren
(men selve Tirana virkede dog heller ikke
voldsomt forurenet).
Her kan man både nyde en bid mad på en
hyggelig restaurant, der lige så godt kunne
have ligget på en bjergtop i Schweiz, eller
bo på det nyåbnede hotel beliggende i et
lille aluminiumsbeklædt tårn, der mest af alt
ligner et kontroltårn i en moderne lufthavn.
En lidt længere udflugt fra Tirana kunne
føre til den nærmeste havneby Dürres,
cirka 45 minuntters kørsel væk. Hertil leder
endnu en motorvej, der flankeres for hver
kilometer af funklende nye benzinstationer.
bilerne på vejene er i øvrigt overvejende
tyske – og 25-30 % er Mercedes.
Vi spurgte vores guide om, hvad Albanien
eksporterer og fik svaret: ”Intet”.
Spørgsmålet om, hvordan landet så får
fremmed valuta til at betale bilimporten,
lader vi bare stå et øjeblik.
Dürres er en stor vigtig havneby – ikke
videre hyggelig – og syd derfor ligger en
af landets længste strande på cirka 10 km,
med en lige så lang række af (formentlige)
billige hoteller. Det er nok ikke lige dette,
der vil tiltrække vestlige turister, da vandet
her er ret forurenet, men vores guide
fortalte, at der i den sydlige ende af landet
er store områder med skønne bugter og
uspolerede strande med krystalklart vand.
middelalderbyen berat
Fra Dürres kan man fortsætte sydpå og
ind i landet til middelalderbyen berat. Den
blev som den eneste skånet under kulturrevolutionen
i 60’erne. Den er bevaret som
museumsby i sin oprindelige osmanniske
udformning, med skinnende hvide huse
med mørkebrunt bindingsværk. Alt var så
flot holdt, at det så ud som om, det var
helt nyopført – selvom det stammer fra det
18.-19. århundrede.
På toppen af et lille bjerg ligger den ældste
del af byen omkranset af en bymur og
beskyttet af en borg – fra hvis vagttårne
helt ude på den yderste klippeafsats der
var en helt overnaturlig flot udsigt over
dalen og til det 2400 meter høje snedækkede
Tomorri-bjerg.
Kvaliteten af vejene varierer meget. Visse
veje er udmærkede, men indimellem
kommer der stykker, hvor man bliver i tvivl
om, hvorvidt der er asfalteret eller ej, og
der kan være store huller midt på vejene,
så man skal køre forsigtigt – hvis man
overhovedet tør køre selv.
Dertil kommer at mængden af vejskilte
ikke helt når europæisk standard, og at
lokalbefolkningen ikke taler engelsk. Først i
midten af 90’erne begyndte man at undervise
i engelsk i skolerne - så det er svært at
spørge om vej.
bunkerne
landskabet man kører igennem er ret
fladt – et frodigt landbrugsland med en
god fed jord, hvor der ser ud til at kunne
dyrkes alverdens grøntsager. Rundt
omkring i landskabet ser man endnu et af
Hoxhas bidrag til den albanske arkitektur –
massevis af betonbunkere.
Hoxha var bange for invasion fra de
omkringliggende lande, og for at kunne
forsvare landet planlagde han et landsdækkende
system af forsvarsbunkere – én til
hver indbygger i landet! Meningen var så
at befolkningen i tilfælde af invasion skulle
gribe til våben og forsvare sig fra disse
bunkere.
Mindst 70.000 nåede at blive bygget, og de
ligger over alt i landskabet: På marker, på
bakkeskråninger, midt i landsbyerne osv.
De er umådelig solide, og derfor stort set
umulige at fjerne.
På vejen til lufthavnen fra Tirana kan man
lige nå at besøge en anden middelalderby:
Kruja. Det var Skanderbegs tilholdssted,
og han forsvarede sin by og sin borg imod
fem tyrkiske angreb. Selve borgen er der
ikke meget tilbage af, men der er opført
et fantastisk museum – en helt ny borg –
med riddersale, tårnværelser og kamre,
spækket med billeder, byster, statuer,
bøger og breve af og om Skanderbeg.
Det er alvorligt ment, selvom det for en
europæer minder lidt om noget, der kunne
stå i Disneyland. også fra denne borg var
der en storslået udsigt over bjerge til den
ene side og det frodige marklandskab til
den anden.
På grund af vejenes mange steder lidt
tvivlsomme kvalitet og ret meget trafik,
er aktionsradius på dagsture fra Tirana
begrænset. Der er en lang række seværdigheder
i den sydlige del af landet, som
man kun kan besøge, hvis man overnatter
i nærheden, f.eks. de romerske ruinbyer
Appolonia og butrint og kystområderne
langs det Ioniske hav. Vi så også reklamer
for white water rafting og andre aktiviteter.
Så ét er sikkert: Albanien kunne sagtens
blive et velbesøgt turistmål i fremtiden –
der er masser at se.
20 GLOBEN nr. 42 / December 2010 GLOBEN nr. 42 / December 2010 21