NordAmerikA - De Berejstes Klub

Tag
med til
Stromboli den
glemte vulkanø...
Stromboli er og bliver europas mest
aktive vulkan – endda mere end etna,
der har stjålet opmærksomheden fra
Stromboli. Men heldigvis er Stromboli
ved at blive genopdaget bl.a. af
turisterne ved at der er hydrofoilbåde,
som lægger til ved øen – ti i perioden fra
maj til oktober.
Stromboli er ikke overrendt af turister
og står under Unescos beskyttelse. Man
vil bl.a. ikke have ret mange hoteller på
øen, og derfor besøges den generelt
kun på korte endagsudflugter.
lava, aske og slagger
Med 10 - 20 minutters mellemrum
slynges glødende lavablokke og slagger
op i luften. om dagen ligner det
røde røgskyer - om natten et ildrødt
festfyrværkeri.
Lavaen er trægtflydende, og der kan
forekomme korte lavastrømme, men
for det meste slynges materialet ud
som småsten, lavabomber og aske.
Denne vulkans hyppige, mindre udbrud
har givet navn til Stromboliansk
vulkanvirksomhed – altså svag men
næsten konstant vulkansk aktivitet med
udslyngning af lava i form af sten, aske
og lavabomber med korte intervaller.
Enkelte lavastrømme flyder engang
imellem ned ad Sciara del Fuoco
("Ildvejen") på vulkanøens nordflanke,
fordi krateråbningen her er lav og åben.
Udbruddene er engang imellem – men
heldigvis sjældent – eksplosive, som i
1930, i 1971 og igen i år 2002.
Vulkanøen har opført sig på denne måde
i de sidste 5000 år. I oldtiden blev den
kaldt "Middelhavets fyrtårn" på grund
af de talrige udbrud. om natten kunne
man på forbisejlende skibe se de røde
lavafontæner, og så vidste man, at
man var ved Stromboli i havet nord for
Sicilien.
smedeguden
Stromboli er dannet for mange millioner
år siden ved underskydning af den
Afrikanske Kontinentalplade ind under
Italien fra syd og øst. Stromboli er fra
havbunden ca. 3000 meter, men fra
havets overflade 926 meter høj.
navnet Stromboli kommer af det
græske ord Strongyle og betyder den
runde. Grækerne mente, at deres ildog
smedegud Hefaistos havde et ekstra
værksted under Stromboli, hvor han
arbejdede ihærdigt sammen med de
Lavaen flyder ned igennem "Ildvejen" på
Strombolis nordflanken. Jeg har selv taget det,
da Stromboli var i et kraftigere udbrud i 2002.
enøjede kykloper. lavastenene som
udslyngedes måtte være de gnister,
der føg, når guden og hans hjælpere
bearbejdede det glødende jern og
brugte blæsebælgen i det underjordiske
værksted.
bestigning i 1971
I 1971 besøgte jeg for første gang
Stromboli. Jeg var rejseleder på Sicilien
og fik mulighed for at holde fri i tre
dage. Dengang var der ikke – som i
dag – hydrofoilbåde fra hverken Sicilien
eller napoli - man kunne tage et mindre
passagerskib fra Siciliens nordkyst
direkte til Stromboli.
omsider dukkede den kegleformede
vulkanø op af havet. en røgsøjle steg
op fra toppen, og med 5 – 10 minutters
mellemrum blev den forvandlet til en
rødglødende flamme. Der var ikke
rigtigt hoteller på øen dengang, og jeg
indkvarterede mig derfor privat hos
en fiskerfamilie, hvor jeg fik et stort
værelse med en kæmpe jernseng.
Det begyndte at regne hen under
aften, og det haglede også. Jeg følte en
forventningsfuld spænding i kroppen.
Jeg havde nemlig besluttet at bestige
Stromboli alene kl. 4 næste morgen.
Billede øverst: Strombolis udbrud set om dagen.
Billede nederst til venstre: Strombolis tre kratere
set ovenfra i luften fra en helikopter.
Billede nederst til højre: Ildsøjlerne er et pragtfuldt
skue i mørke og om natten.
stromboli er en af de
syv lipariske Øer. man
kalder dem også de
eoliske Øer, da der tit
er meget stormfuldt
og blæsende vejr
omkring øerne. De
gamle grækere påstod,
at vindguden aeolis
boede her, hvilket også
fortælles i beretningen
om odysseus.
TeksT og foTo: henning andersen
Mine værtsfolk vækkede mig, og jeg
havde bestilt en madpakke og vand, som
jeg fik med. De advarede mig kraftigt
mod at gå ned i selve krateret, hvilket er
strengt forbudt i dag, hvor man desuden
skal have en fører med, uanset om man
er alene eller i en gruppe.
Jeg begyndte opstigningen af den 926
meter høje vulkankegle. De første
300 meter kunne jeg følge en sti. Så
begyndte underlaget at blive blødere,
og det gik langsommere.
Så med et hørte jeg det: en buldren fra
vulkanens indre. Spændingen drev mig
videre op mod toppen. Det tog ca. 2
timer.
Jeg stod og kiggede ned i den store
grydeformede kraterdal. Helt alene
med det Tyrrenske Hav som selve øens
moderskød. nede i selve den brede
kraterdal var der tre mindre rygende
krateråbninger omtrent 100 meter fra
hvor jeg stod.
Jeg satte mig ned, og med minutters
mellemrum lyd der en underjordisk
brusende buldren. Pludselig blev luften
hedere. Høje springvand af ild og
glødende lavasten blev slynget 200 - 300
meter i vejret, og de nærmeste faldt ned
20 - 30 meter fra hvor jeg sad, mens
skyer af svovldampe kom bølgende
over mod mig. Jeg sad her i over en
time, mens mine drengefantasier blev
til virkelighed i disse øjeblikke.
rejsen til jordens indre
Det var her den italienske digter Gisoue
Carducci i det 19. århundrede påstod,
at goterkongen Theoderik skulle være
set forsvinde ned i vulkanens flammer,
klamrende sig til sin sorte ustyrlige
hest.
orangeagtige røde skær kunne skimtes
gennem røgskyerne. Jeg må indrømme,
at det må have været svært for
Theoderik at få sin hest op ad Strombolis
stejle løse askeskråninger, og hvorfor
skulle han dog også derop.
Det var også igennem Strombolis
ildkratere, at Jules Verne lod sine
brave videnskabsmænd i sin bog
”Rejsen til jordens indre” komme
ud fra Jordens indre, selvom det er
den mest urealistiske af Jules Vernes
fremtidsromaner.
Andre har beskrevet Stromboli som en
gammel højt snorkende hidsig mand.
Den kan jeg bedre gå med til.
38 GLOBEN nr. 42 / December 2010 GLOBEN nr. 42 / December 2010 39