Fuld rapport uden bilag, 107 s. - Sundhedsstyrelsen

4.3.2 Formålet med kontrolforløb
Et studie har fundet signifikante forskelle mellem patienters og sundhedsprofessionelles
vurderinger af vigtigheden af de forskellige komponenter af og formålet med kontrolforløb
i det hele taget (74). Således angav den langt overvejende del af de sundhedsprofessionelle
(79 %) selve konsultationen og samtalen med patienten som det vigtigste
element i et kontrolbesøg, mens den gynækologiske undersøgelse blev vurderet højest
(73 %) blandt patienterne selv. Forskellen i vægtning af hhv. mere kvalitative og kliniske
udbytter var også reflekteret i respondenternes vurdering af formålet med kontrolforløb.
I studiet fokuserede kræftpatienter på opdagelsen af ny sygdom som det klart
væsentligste formål med kontrol, hvilket for personalets vedkommende ansås som
sekundært i forhold til muligheden for at tale om spørgsmål og bekymringer. Blandt de
øvrige svarmuligheder, herunder behandling af symptomer og bivirkninger, kontrol af
heling efter behandling mv., var den relative vægtning af formål mere tvetydig.
Uoverensstemmelserne mellem patienters og sundhedsprofessionelles opfattelser af konsultationernes
vægtning og formål kan bl.a. skyldes, at patienterne overvurderer den
kliniske værdi af laboratorietest og skanninger og ikke er klar over undersøgelsernes
betydning og begrænsninger (71). Et eksempel fra fokusgruppen illustrerer pointen:
”Altså, jeg troede i starten, at det var noget med, at man alligevel skulle se, om det
havde bredt sig, men det fandt jeg ud af, at det kan man jo ikke se ved en skanning.
[…] Så skal man også have taget en blodprøve, og det har jeg ikke en disse tillid til,
fordi den viste ingen ting, mens jeg havde kræft. Der var den slet ikke positiv. Og så
sagde jeg til [lægen], hvorfor skal jeg have taget den blodprøve? Nå ja, det var bare for
en sikkerheds skyld. Men den viste jo ikke noget dengang jeg havde kræft, vel? Så jeg
tænkte, nå den kan man ikke stole på, nå okay, så er det ikke det, der betyder noget.”
Til trods for studiernes påpegning af patienters opfattelse af tidlig opdagelse af tilbagefald
eller ny sygdom som et primært formål med kontrolforløb, fremhæver flere undersøgelser,
at kræftpatienter alligevel efterlyser større opmærksomhed på deres mere emotionelle
og psykiske helbred. Dette behov har de selv svært ved at bringe på tale i forbindelse
med kontrolbesøgene. Et studie fandt, at kvinderne typisk (79 %) oplevede, at
konsultationerne fokuserede på det rent fysiske, at forløbet ikke var gearet til at håndtere
mere psykologiske behov, og at der ikke var tilstrækkelig tid (69). Fokusgruppen
udtrykte tilsvarende et ønske om, at kontrolforløbene ville angribe konsultationerne
mere holistisk og kontrollere kvindernes helbredssituation ud fra en mere helhedsorienteret
betragtning:
”Det ville være rart ikke bare at blive betragtet som en krop, men også som et hele. At
man er et menneske med følelser og angst både før, under og efter. Der bliver taget rigtig
godt hånd om kroppen. Men det der med helhedsopfattelsen, den er der jo ikke. Det
ved vi jo godt. Den er der ikke i det apparat. Men det er fandeme et helvede, når man
er underlagt det selv, ikke? […] Der er andre dimensioner end bare kroppen og lige det
fysiske, ikke? Det synes jeg er meget vigtig. Rigtig, rigtig vigtigt.”
Også i andre studier er manglen på kommunikation og tid et konsistent tema (73). I et
studie blandt hospitalskontrollerede kvinder udtalte ca. 40 %, at de havde svært ved at
diskutere deres bekymringer med lægen, og at han eller hun burde gøre mere ud af at
lytte til dem – også selv om 75 % rapporterede, at deres læge opfordrede dem til at tale
om deres bekymringer og behandling (75). Fokusgruppeinterviewet illustrerede, hvorfor
det at blive spurgt ikke nødvendigvis er ensbetydende med, at man rent faktisk
60 Kontrolforløb for gynækologiske kræftpatienter