Fuld rapport uden bilag, 107 s. - Sundhedsstyrelsen

vaner og forestillinger etableret gennem forudgående hospitalskontrol. At kontrolforløb
traditionelt har foregået på de behandlende afdelinger har måske i sig selv skabt populære
forestillinger om, at der er vægtige faglige begrundelser herfor. Snigende tvivl til
trods antog fokusgruppedeltagerne således, at kontrolforløbenes nuværende organisation
er evidensbaseret:
”Selvfølgelig [møder jeg op til kontrol]. Altså, det gør jeg jo, fordi at – som jeg siger, er
jeg naiv eller hvad? – Jeg går ikke ud fra, de laver en gynækologisk undersøgelse uden
formål. De må jo kunne mærke noget?”
Som tidligere nævnt, har man flere steder i udlandet eksperimenteret med alternativer
til regelmæssige kontrolbesøg hos hospitalsbaserede speciallæger, herunder kontrol hos
egen læge eller hos sygeplejersker. I disse sammenhænge rapporterer undersøgelser på
patienter, som har mere end hypotetisk kendskab til alternative kontrolsystemer.
Studierne synes at indikere, at behovet for adgang til specialiseret sundhedspersonale
for mange kvinder kan opfyldes af særligt uddannede kræftsygeplejersker, som arbejder
i hospitalsregi (67, 69, 76). I én interviewundersøgelse mente halvdelen af de adspurgte,
at sådanne sygeplejersker ydede bedre psykosocial støtte end læger og havde den
nødvendige tid, viden og færdigheder (69). I en anden undersøgelse var der ligeså stor
brugertilfredshed med muligheden for, at kunne kontakte en sygeplejerske som med
regelmæssig speciallægekontrol (67).
I et randomiseret kontrolleret eksperiment, hvor kvinder blev tilfældigt fordelt mellem
fortsat hospitalskontrol og kontrol hos egen læge (75) udtrykte både hospitals- og lægegruppen
generelt stor tilfredshed med deres kontrolforløb fra starten. Konsistent på
tværs af stort set alle målte dimensioner steg brugertilfredsheden over tid blandt gruppen,
der blev kontrolleret hos egen læge. Tilsvarende konsistent forbedring var ikke at
spore blandt hospitalsgruppen. Lægegruppen udtrykte større tilfredshed med bl.a. det
generelle serviceniveau, selve konsultationen (herunder lægens evne til at lytte og kommunikere)
og kontinuitet i forløbet, herunder muligheden for at se den samme læge
ved hver konsultation (75).
Som studiets forfattere selv påpeger, må disse resultater dog tolkes med en vis varsomhed
(75). Blandt andet er det ikke nødvendigvis tilfældet, at de målte tilfredshedsdimensioner
er dem, der vejer tungest hos kvinder behandlet for kræft i livmoderen eller
i æggestokkene. Et andet studie fandt eksempler på, at fx adgang til specialistviden blev
forbundet med større tryghed og derfor blev vægtet over de mere serviceorienterede
dimensioner, som brugertilfredshedsskalaer måler (73).
Hvis specialviden forbindes med tryghed, kom det imidlertid ikke til udtryk i målbart
større grad af ængstelse eller dårligere livskvalitet blandt de deltagere i undersøgelsen
ovenfor, som gik til kontrol hos deres egen læge. I en anden artikel baseret på det
samme datamateriale rapporteres resultaterne af tre forskellige standardiserede instrumenter
for måling af helbredsrelateret livskvalitet (77). Studiet fandt ingen forskelle
mellem de to grupper med hensyn til deres helbredsmæssige, sociale og psykiske velfærd
eller målinger af ængstelse og depression.
Et svensk studie fandt heller ikke målbare forskelle i ængstelse blandt brystkræftpatienter,
som i fem år blev fulgt gennem hhv. et konventionelt kontrolforløb og et system
baseret på selvhenvendelse (67). Mens den ene gruppe gik til regelmæssig kontrol hos
en speciallæge, blev den anden gruppe undervist og instrueret om at kontakte en erfa-
62 Kontrolforløb for gynækologiske kræftpatienter