BYENS PLAN - Dansk Center for Byhistorie

tidspunkter. Bevægelsens sammenhængskraft er af en mere ”åndelig” natur. Forstået som at
man fælles om det samme sæt af værdier og brænder for den samme sag. Derfor medregner
jeg i min definition af hygiejnebevægelsen ikke blot den hygiejneinteresserede lægestand,
som i kraft af deres profession færdedes i de samme kredse, som f.eks. i Det kongelige
medicinske selskabs hygiejniske komité eller i Lægeforeningen mod Choleraens udbredelse.
Medregnet er også aktører med ikke-lægevidenskabelig baggrund, som ikke nødvendigvis
blev indbudt til møderne i den hygiejniske komité eller lægeforeningen, men som i deres
gøren og laden immervæk delte synspunkter med lægerne om hygiejnens vigtighed, sanitære
reformer og behovet for en planlægning af byens fremtidige udvidelse.
Hygiejnebevægelsens centrale omdrejningspunkt var lægen Emil Hornemann, der med sin
højlydte agitation om nogen iscenesatte hovedstaden som en miljøkatastrofe for dermed at
fremme den hygiejniske diskurs politisk. Men der var i perioden også andre aktører af
betydning, som bidrog med indlæg i debatten om byens fremtidige plan. Mange af
Hornemanns kollegaer støttede op omkring den hygiejniske sag såsom lægerne F.F. Ulrik,
P.A. Schleisner, C.A. Fenger, B.A. Hoppe, A.G. Sommer, Carl Levy, C.S. Engelsted m.fl.
Men også christianshavnerpræsten C. H. Visby var særdeles aktiv i sagen, og det samme var
ingeniørerne C.G. Hummel og L. A. Colding, som med deres polytekniske viden virkede som
tekniske rådgivere og embedsmænd for den københavnske kommunalbestyrelse. Endelig gik
enkelte af hygiejnebevægelsens medlemmer politikervejen, hvorved de fik direkte politisk
indflydelse på reformpolitikken i både kommunal- og landspolitisk sammenhæng. Analysen
af hygiejnebevægelsen vil tage sit naturlige udgangspunkt i Emil Hornemann, der i kraft af sit
ihærdige arbejde og sin udprægede agitatoriske arbejdsform, var allestedsnærværende i den
hygiejniske debat i 1800-tallets midte. Men det skal ikke handle om ham alene. Det er min
hensigt at yde de andre hygiejniske agitatorer, som i tidligere fremstillinger har stået en smule
i skyggen af Hornemann, en større del af æren for de hygiejniske reformer, end tilfældet er i
tidligere fremstillinger.
I erkendelse af at det ofte er i skarpe konfliktsituationer, at det væsentlige træder frem i
debatten, vil jeg gøre en dyd ud af at kontrastere hygiejnebevægelsens reformdiskurs med
divergerende moddiskurser. Dvs. konservative synspunkter om den offentlige hygiejne som
optræder i periodens offentlige debat i pressen, på kongresser og blandt kommunalpolitikerne
på Københavns rådhus på Nytorv samt i mindre grad på Christiansborg.
5