Unges paradoksale selvdannelse mellem interaktion og instans

ændrer sig fuldstændigt, men at hans væremåde er forskellig, alt efter hvem han er
sammen med.
”I: Så du tilpasser dig meget alt efter hvem, du er sammen med, er det rigtigt
forstået?
A: Humm
I: Er det rigtigt forstået?
A: Ja (ja).
I: Hvordan har du det med det?
A: Det fint nok. Det ikke sådan, at jeg laver fuldkommen om på mig selv,
men der er jo i nogen grupper, hvor jeg er mere stille og rolig. (forstyrrende
larm). Der er i nogle grupper, hvor jeg er den mere stille og rolig, og en anden
hvor jeg er mere højtråbende (ja). Og sådan noget. Det helt fint, sådan er det
vel bare (ja). I alle grupper (ja).” (Andreas).
En anden af de unge, Mette, fortæller, at hun er den samme, hvad enten hun er
sammen med sin mor eller sin far, på trods af at forældrene er skilt.
”I: Tror du der vil være forskel på, hvordan de vil beskrive dig, din far og
mor?
M: Øh, nej det tror jeg ikke. Fordi at øh, altså de snakker meget sammen om
mig også ik’? øh, og min far har det rigtig rigtig godt sammen med min mor
nu ik’? Så altså / så jeg tror at de opfatter mig ens. Sådan. Og jeg er også den
samme, når jeg er sammen med den ene eller den anden. (Ja). Så jeg tror, de
opfatter mig sådan ens, ja” (Mette).
Interviewene af de unge informanter afspejler således en tendens til, at nogle er
bevidste om flydende identitet, alt efter hvem de er sammen med og over tid, men
også at en mindre gruppe af de unge nærmere oplever kontinuitet i deres
karaktertræk, når de indgår i forskellige relationer, hvilket vi vil komme nærmere
ind på i det følgende afsnit.
23