Unges paradoksale selvdannelse mellem interaktion og instans

Vi har hermed yderligere eksemplificeret, at de to teoretiske skoler forfægter
forskellige tilgange i forhold til forståelsen af den unges livsverden.
At være ”sig selv”
”I: Hvorfor kan du godt lide nogen gange at være alene?
B: Fordi (det er) sådan nogle rum, hvor man bare kan være sig selv og ikke
skal gå og tage hensyn til nogen eller noget.
I: Nu siger du det med du snakker med din mor. Alene vil det for dig være
det samme som at være derhjemme?...
B: Ja, hun er en del af det at være alene tror jeg for mig.” (Bertram).
Når vi skal diskutere de unges oplevelse af at være sig selv og at være alene – er det
at være alene ikke nødvendigvis synonymt med at man er alene i traditionel
forstand. Vi fik allerede en forsmag på denne komplekse og paradoksale tankegang
i analyseafsnittet, og meningen skal teoretisk yderligere udfoldes i denne
diskussionsdel af artiklen.
I analyseafsnittet skelnes der mellem, hvornår de unge siger, at de er sig selv, når de
er alene, og hvornår de siger, at de er sig selv sammen med andre. I og med at
selvet, ifølge socialkonstruktionismen, dannes i relationer, må man uvilkårligt undre
sig i forhold til, hvordan selvdannelsen finder sted på de tidspunkter, hvor
mennesket er alene. Man kan imidlertid udfolde Gergens teori således, at vores
subjektive liv er befolket af andre, og at vi i form af indre stemmer fører vores
relationer videre, også når vi er alene (Gergen, 2006). Vi vil derfor også kunne
betragtes som værende i relationer, når vi er alene. Eksempelvis Gudrun – kan vi
læse – foretager sig en del ting, når hun er alene. Blandt andet reflekterer Gudrun
over de ting, der er sket i løbet af dagen.
”I: Mmm. Er der andre ting du laver, når du er alene?
G: Så skulle det være sådan noget som at ordne negle ik, (!!), øhh nogen
gange. Men det er meget at slappe af, og så tænker jeg meget om bare sådan
38