Unges paradoksale selvdannelse mellem interaktion og instans
Unges paradoksale selvdannelse mellem interaktion og instans
Unges paradoksale selvdannelse mellem interaktion og instans
Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Af vores analyse fremgår det på den ene side, at de unge n<strong>og</strong>le gange næsten<br />
oplever at skifte karaktertræk afhængigt af, hvem de er sammen med, mens de på<br />
den anden side <strong>og</strong>så giver udtryk for, at de oplever en sammenhængende<br />
selvfølelse, næsten som et kerneselv. I dette afsnit vil vi have fokus på, hvordan de<br />
unge oplever skiftende karaktertræk stillet overfor n<strong>og</strong>le af de væsentligste<br />
teoretiske antagelser i forhold til denne diskussion.<br />
Gergen (2006) mener, at vi ændrer os alt efter, hvilken relation vi er i. I vores<br />
datamateriale giver mange informanter udtryk for omskiftelighed. Vi har allerede<br />
fremstillet dette i analysen, <strong>og</strong> Signe taler for eksempel om, at hun har forskellige<br />
venner til forskellige ting.<br />
Den socialkonstruktionistiske hovedpointe er i denne sammenhæng, at vi ikke kan<br />
tale om et selv uafhængigt af relationer. Der findes ingen intrapsykisk <strong>instans</strong> kaldet<br />
selvet, som er kontinuerligt i tid <strong>og</strong> rum; der er ingen kontinuitiv kerne. Selvet skal i<br />
stedet omtales som multipelt, dvs. der forefindes flere selver, vi kan skifte i<strong>mellem</strong><br />
(Gergen, 2006). Når Mette fortæller, at hun bliver ligesom de veninder, hun er<br />
sammen med, kan det lede tankerne hen til det distribuerede selv (Bruner, 1990).<br />
Bruner forklarer, at man i relationer reflekterer over den andens tanker om, hvem<br />
man er <strong>og</strong> regulerer sin selvopfattelse ud fra disse forestillinger – det er i denne<br />
proces, vi kan tale om, at selvet er relationelt (Bruner, 1990). I denne<br />
forståelsesramme vil det altid være afgørende, hvilke personer der befinder sig i<br />
relationen, da resultatet af det indre <strong>og</strong> ydre selv afhænger af, hvem man spejler sig<br />
i. Denne vekslen <strong>mellem</strong> selver vil for det postmoderne menneske ske naturligt<br />
uden store komplikationer, idet man har accepteret at besidde en form for<br />
kamæleonidentitet (Hansen, 2001).<br />
Kr<strong>og</strong>er (2005) kritiserer i den sammenhæng socialkonstruktionismen for at have et<br />
for simpelt syn på identitet. Hun mener ikke, at identitet restløst kan reduceres til<br />
konteksten. Ifølge Kr<strong>og</strong>er agerer individer forskelligt, selvom de er i samme<br />
43