Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen

Lærerne - dem af hankøn altså! Det stemte meget lidt overens med min tilgang til Liv og Lærergerning, så
jeg svarede, at jeg ville blande mig i debatten, hvis der var noget, der vedkom mig og m in undervisning. Jeg
blev advaret: "Du ved ikke, hvad du gør!''
Selvfølgelig kom der et tidspunkt, hvor jeg måtte ytre mig. Min oprakte hånd blev længe ignoreret af
formanden, men da alle hankønsvæsener, som havde kommentarer, havde luftet deres guldkorn, var han nødt
til at give mig ordet. Jeg rejste mig (det gjorde man dengang) og leverede mit bidrag. Og hvad skete??? En
56årig - og en 30årig lærer lagde sig vandret bag over i deres stole og skreg af grin - længe, andre fniste bare!
Det sku Ile de aldrig have gjort - og de har sikkert også fortrudt det mange gange, for i det øjeblik lovede jeg
mig selv, at ingen på lærerværelset skulle lukke munden på mig, hvis jeg havde en sag. Jeg har holdt ord - og
jeg har unægtelig haft en hel del at sige i tidens løb - og det har de - og de andre - jo så måttet døje med
siden. Retfærdigvis skal det siges, at forholdene ændrede sig.
Jeg havde mere belæring til gode. En dag sidst i november blev jeg kaldt ind til inspektøren. Han bad mig stå
midt i kontoret - og så gik han tavs en runde omkring mig, mens han demonstrativt så op og ned ad mig - og
især på mine ben. Så rømmede han sig og sagde: "Jeg ser gerne, at vore lærerinder er anstændigt påklædt''.
For en gangs skyld blev jeg mundlam. Kjolemoden var lårkort dengang, men det var nu slet ikke det, der var
galt. Inspektørens næste replik lød: ''De bærer slacks!!??'' Ja, jeg formastelige havde lange bukser på - og det
var ikke anstændigt! Jeg forklarede så, at de eneste befordringsmidler jeg havde, var cykel og ''gåben'' - og
eftersom jeg ikke agtede at blive syg af kulde, måtte jeg klæde mig på efter vejret. Da jeg havde snakket
længe nok ''for min syge moster'', kom der nogle ubestemmelige lyde ud af inspektørens mund, og han
viftede mig med en håndbevægelse ud.
I middagspausen den dag blev jeg ''forhørt'' af mine bordfæller. Det var ikke gået upåagtet hen, at jeg var
blevet kaldt på kontoret, og de ville vide hvorfor. Jeg lærte igen noget. Mine kvindelige kolleger var - uden
at råbe højt om det - solidariske. næste dag havde Bente Møllenberg lange bukser på. 2 dage efter kom Inger
Pedersen og Hanne Ludvigsen iført lange bukser - og ugen efter kom Jette Hammerich - oh fryd! – ikke bare
i et par almindelige lange bukser, men i cowboybukser, og de var tilmed en anelse slidte! Derefter var det
sket med ''anstændigheden'' på Østervang. Vi hørte aldrig for det igen fra inspektøren, men førhen omtalte
56årige lærer havde sin egen mening, som han ikke skjulte. En del af hans påklædning var - en spadserestok!
Han og jeg havde mange timer, som bragte os til øst fløjen, og når som helst han kunne komme til det, gik
han bag ved mig og svirpede mig over læggene med stokken, mens han hvislede: "Tøjte'' for hvert slag. Det
var sandelig ''gemytligt''!
Vi kom jo 7 nye lærere, og det var da en mundfuld at sluge for et lærerkollegium, men der var mange, som
havde overskud til at hjælpe til rette, og som hver eneste dag viste venlighed og interesse. Hanne Birk (også
ny) og jeg blev anvist plads - man havde faste pladser - ved en flok unge lærerinder: Kirsten Dyrum, Kirsten
Winther, Kirsten Hune, Bente Møllenberg, Ingrid Lind og Jette Hammerich. Vi grinede rigtig godt sammen,
og der var altid støtte at hente. Vi foretog os også forskellige ting i mere eller mindre samlet flok. For
eksempel gik vi til generalforsamling i lærerkredsen sidst i november. Det var i allerhøjeste grad forskelligt
fra det, vi kender i dag. Vi var højst et par og tyve til stede - altså stor overvægt af lærerinder fra Østervang.
Generalforsamlingen blev holdt i formanden - Svend Erik Jessens hjem, hvor hans kone Voldborg diskede
op med kaffe og kage. Det formelle var meget hurtigt overstået, og så kom det vigtigste: andespillet! Da
deltagerantallet var så lille, fik vi fra Østervang ganske mange præmier med os hjem - det drejede sig alt
sammen om noget spiseligt eller drikkeligt - og dem gjorde vi så kål på ved et ''moppeknald" (læs: damefest).
Det var en fest, der "kunne vaske sig''. Jeg har sjældent moret mig - og grint så meget som den aften.
Side 39 af 57
Tilbage