You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
På skolen var som sagt to tandlæger. Den ene var dansker. Ham kunne vi lide og var så tryg ved, som man<br />
kan være ved en tandlæge. Den anden var tysker. Det sagde alle i hvert fald. Ham kunne vi ikke lide, ja, vi<br />
frygtede ham. Livet blev slået fuldstændig i stykker, når vi fik at vide, vi skulle over til tyskeren. Vi har<br />
såmænd nok taget væsentligt længere tid om at gå fra klasseværelset, under halvtaget og til tandlægen, når<br />
det var med frygten for at komme under tyskerens behandling end det tog at rende den danske boremaskine i<br />
møde.<br />
Proceduren ved et tandlægebesøg var følgende: Når man kom, satte man sig på deri to plankede, væghængte<br />
bænk ude på gangen - lige bag dørene med glas i. Dørene gjorde, at man ikke kunne høre, hvad der foregik<br />
længere oppe ad gangen mod fysiklokalet. I stedet kunne man tydeligt høre klinikkens boremaskiner samt<br />
iskolde stålinstrumenters karakteristiske raslen. Lige indenfor døren med glas i var indgangen til<br />
tandlægernes arbejdspladser. Ved siden <strong>af</strong> var klinikken for skolelægen, hvor frygten for a.t blive undersøgt<br />
for forhudsforsnævring langt fra stod mål med besøget hos tyskeren. Smerten ligeså. Trak ventetiden ud,<br />
kunne man kaste sig over en <strong>af</strong> de bøger, der lå i det lille venteværelse - hvis man altså kunne samle sig om<br />
dem.<br />
Inde i tandklinikken - som jeg husker det - befandt danskerens klinik sig lige overfor indgangen, hvorimod<br />
tyskeren regerede henne om hjørnet, hvor man ikke kunne kikke ind. Det var grufuldt. I virkeligheden havde<br />
de to tandlæger to ens arbejdspladser ad skilt <strong>af</strong> en mur. Men bare det, at man ikke kunne kikke ind til<br />
tyskeren, når man trådte ind, det var rædselsfuldt.<br />
I alle de år, jeg var elev på <strong>Østervangsskolen</strong>, var jeg til utallige tandlægebesøg og har slæbt utallige små<br />
tuber tandpasta hjem. Set i bakspejlet var det ikke så slemt, for de var smadderflinke derovre bag<br />
persiennerne. Jeg oplevede aldrig at komme ind til tyskeren. Var det sket, så er jeg den dag i dag overbevist<br />
om, at han såmænd var akkurat lige så flink, rar og dygtig som hans danske kollega. Det er i øvrigt den<br />
eneste skræmmehistorie, jeg oplevede i min tid på <strong>Østervangsskolen</strong>.<br />
<strong>Side</strong> <strong>57</strong> <strong>af</strong> <strong>57</strong><br />
<strong>Tilbage</strong>
Change language