Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen

Jeg vil også betegne købmand Kjærsgaards butik som kult. Den lå ved indgangen til skolen som en slags
forpost og signal om, at her er der rart at være. Der kunne man lige smutte ned og bruge nogle 25-ører, vel at
mærke når Erik Herping ikke var gård vagt.
Statens Filmcentral (’65-’75)
To ord, der må sidde brændt på nethinden af samtlige Østervangsskolens elever i 60erne og 70erne, er
"Statens Filmcentral".
Tre ting knyttede sig til de to ord: Lærere, vikarer og Lettelse. Når vi skulle have fx bio Logi i kælderen
under Lærerværelset, stod vi altid i halvmørket og ventede med spænding. Spørgsmålet var, om Læreren
havde en stor sort eller brun æske under armen. Havde hun det, drog vi et Lettelsens suk, for så kunne vi
sidde og dovne den til endnu en film ude Ira langt pokker-i-vold. Og når vi stod der på gangen og en anden
lærer eller vikar svingede om hjørnet ved nedgangen fra aulaen, ja, så var den stort set sikker:
Filmfremvisning!
Filmene, dvs. supplerende undervisningsmateriale, handlede typisk om store, men forståelige emner, der
kunne snakkes om i klasse bagefter. Det blev der sjældent. Det var, set i bakspejlet, en form for sovepude
både for os elever, men også for lærerne. For vikarerne var det en teknisk mulighed for at afvikle en time i ro
og orden.
Jeg husker film om skovhugst i Canadas store skove, laksens vandring mod de bedste gydepladser i Alaska,
kulminedrift og brydning af malm. Alt sammen noget der relaterede sig til pensum for 30-40 år siden.
En time startede allerede ude på gangen. inden læreren eller vikaren var nået frem til klasselokalet, blev hun
råbt an med et ''skal vi se film?'' Svaret gav sig selv og livet kunne næppe være bedre. Så blev der låst op.
Biologi- og fysiklokalerne i kælderen under lærerværelset var altid låst af. Skolen tog ingen chancer med de
mindreårige pilfingre. Det var her de udstoppede dyr var. Det var her, der var syre, pimpsten og
bunsenbrændere. Det var her, der kunne tændes ild i de forunderligste medikamenter. Og det var her, der var
skeletter og spændende plancher. Det var alt sammen ok. Det var jo skolens regel, at der var låst af. Som
tidligere elev kan jeg godt se formålet med Fort Knox - metodikken. Dengang var det bare sådan.
Vel på plads på bænkene, der i nogle trin ligesom dannede et min¡-auditorium, satte læreren filmen på
fremviseren. Var det en lærer af han - køn , kunne han selv. Var det en lærer af hun - køn, lod hun ofte et par
af os drenge sætte filmen på. Nogle kvinder og mekanik... Imens blev de tunge gardiner mod gården trukket
for. Når alt var klar, slukkede eleven nærmest døren lyset. Og så sad vi ellers der i bælgravende mørke til en
ny forestilling, mens Iremviseren snurrede højlydt.
Filmen startede altid med teksten ''Statens Filmcentral''. I de tidligste dage var filmene alle i sorthvid. Senere
kom de i farver. Så lyste de to ord op i knaldgul farve på blå baggrund. Sådan husker jeg det i hvert fald.
Derefter blev vi ellers ført ind i udenlandske universer for at vise os, hvor tingene, råstofferne kommer fra.
Det hele svøbt ind i en ordflom. Filmene var indtalt på dansk - typisk af en dyb, radio-egnet herrestemme.
Side 49 af 57
Tilbage