Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen

For et par år siden var jeg til 25 års jubilæums arrangement sammen med afgangs - klasserne fra 1975. Det
var akkurat som at se kammeraterne dengang. Vel, mange af os var blevet tynde i toppen og kortklippede,
nogle noget korporlige, andre mere konede, men stemmerne, latteren og samværet var det samme. Og de, der
i de glade skoledage var nogle fjollerikker, var stadig nogle fjollerikker. Død, ødelæggelse, freds syrnboler
og storpolitik skænkede vi igen ikke en tanke.
I stedet havde vi en herlig eftermiddag med mødested i skolegården. Tidligere inspektør Øhlensch læger tog
imod og holdt siden foredrag om skolen, dens historie, specielt med fokus på netop de år, vi henslæbte der.
Han åbnede skolens scrapbøger for os, og vi blev vist rundt og kunne se, at skolen er blevet meget større.
Sikke et musiklokale, Der er i dag! Mest interessant var det naturligvis at se de gamle gange og det sidst
brugte klasselokale ud mod fodboldbanerne mod øst, Men det var også spændende at få at vide, at
Østervangsskolen engang l de tidlige dage var byens største skole med Flest elever. Nu om dage er der ikke
så mange elever, men mange flere lærere.
Som supplement kan jeg fortælle, at i 1980-1981 var jeg cykel-vikar, som det hed dengang. Så blev vi
vikarer ringet op om morgenen, når en skole manglede en lærer. Jeg fik næsten et halvt år i streg på
Nyvangsskolen, men nåede også nogle timer på Østervang. Allerede da var der sket omvæltninger. Jeg
husker skolen som mere moderne, end da jeg selv gik der. Men sjovt var det at sidde der i lærerens rolle.
Tilbage til kammeraterne og jeg: Vi har alle klaret os, så det kan jo ikke have været helt skidt med den
ballast, Østervangsskolen sendte os videre med.
Viggo Nielsen ('65-?)
Når vi stod der og reciterede tabellerne, var det med at kunne dem. Det var i hvert fald ubehageligt ikke at
kunne dem. Vores første regnelærer hed Viggo Nielsen. Han virkede gammel, men har jo været ganske ung.
Det var bare os, der var yngre.
Viggo Nielsen fik lært os tabellerne. Så stod man der ved siden af sin en-mands pult med fastsvejset stol og
krog til tasken. Når det ikke var rart, ikke at kunne den tabel, vi havde fået for, var det ikke Viggo Nielsens
sky1d. Det var nok snarere vor alder, der fremmede respekten for læreren. Men terpet, det blev der. Resultat:
4x4 og 9x9 m.v. sidder klæbet som med kontaktlim. Der var da heller ikke noget dengang, der hed
lommeregnere.
I dag vil jeg betegne Viggo Nielsen som karismatisk. I positiv forstand. Denne for os store regnelærer med
tilbagefriseret hår, grå bukser med plads og altid medbringende en flad taske, havde en udstråling, der nok
skilte sig lidt ud fra de andre mandlige læreres. Ikke at jeg vil fremhæve den ene lærer frem for den anden,
men Viggo Nielsen havde altså en speciel aura. Manden var sød og rar, men forlangte, at vi lærte noget. Han
var gammelpædagogisk og gik som nævnt ikke af vejen for at terpe. Vor tids lommeregner-generation kunne
såmænd have godt af at lære tabellerne med terperi. Så kunne man bare kalde det udenadslære. Hvad Viggo
Nielsen kaldte det, vides ikke.
Side 53 af 57
Tilbage