Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen

der streger helt fra døren og op til katederet. Streger i ubrudte linier. Jeg behøver nok ikke fortælle om Dahls
reaktion...
En lærer, vi lavede mange numre med, var fru Bang. Hende havde vi til engelsk i rea1-k1assen. Utallige er
de gange, hun ikke kunne forstå, at nederste katederskufle ikke kunne lukkes. I hvert fald kom den ud, hver
gang hun skubbede den i. Fru Bang forstod aldrig, at tavlesvampen gjorde arbejdet inderst inde. Samme trick
men med et viskelæder blev brugt i døren. Så kunne den ikke lukkes. Det endte altid med, at teknisk
uforstandige fru Bang lod den stå på klem. En Dahl ville til gengæld have krævet det viskelæder fjernet
omgående. Det gjorde fru Bang ikke. Det værste vi gjorde ved fru Bang, har jeg stadig dårlig samvittighed
over. Vi lagde en tegnestift på hendes stol. Fru Bang satte sig, men selv om vi ventede i åndeløs tavshed, gik
hun tiden ud. Da hun forlod klassen efter time var tegnestiften væk. Om har hun fjernet den fra sin nederdel,
da hun kom hjem, eller om hun havde luret os og fjernet den, uden vi lagde mærke til det, ved jeg endnu
ikke.
Til trods for vigende alvor og tyngde i vore narrestreger, vil jeg påstå, at de j bund og grund var harmløse.
Nå ja, altså lige bortset fra det med fodbolden og tegnestiften
Tyskeren ('65-?)
"Bare jeg ikke skal over til tyskeren''. Nævnte sætning var frygten for de n ene af vor tids
skoletandlæger.
Klinikken lå under musiklokalet og geografilokalet som dengang befandt sig i skolens sydvestlige hjørne.
Indgang under det lange halvtag, som strakte sig fra gymnastik sals-hjørnet, forbi lokummerne, pedelbolig og
til indgangen med glas i nævnte hjørne. Når man ikke skulle til tandlæge, men skulle ind denne vej, gik vi op
ad trapperne mod det gode. Akkurat som vejen til himmerige, om end vi på det tidspunkt forventedes at have
mange år foran os. Men, når tandlægen kaldte. gik den slagne vej ned ad trappen - som vejen til helvede.
Når vi dengang skulle til tandlæge, foregik det på den måde, at der gik besked om, hvem der skulle først.
Proceduren fulgte protokollen, så Andersenbørn stod først for - Åquist'er sidst. Vi kunne derfor regne ud,
hvem der var næste mand på skafottet. Skoletandlægen ordnede tænder klassevis, og der var ingen
afvigelser. Der blev derfor flittigt kikket på håndleddets skole ur, om man nu kunne nå den inden vi havde
fri. Der blev svedt tran dengang. Alligevel var der nogen som påstod, at de godt kunne lide at komme til
tandlægen. Det nægter jeg at tro på selv så mange år efter. Men jeg kan heller ikke huske, om deres
postulater først blev fremsat, når de havde overlevet turen i stolen og var sendt tilbage til klasseværelset med
en lille tube tandpasta i hånden.
Never mind, som vi siger i dag, så var det som sådan ikke besøget hos tandlægen, der voldte den største kval.
Næ, værst var det, når klassekammeraten før mig, kom tilbage med beskeden om at sende mig derover og så
lige tilføjede: Og det er tyskeren, du skal ind til. Frygten må have stået malet i mit og alle andres ansigter,
når også de fik den besked. D et var dog trods alt også kun 13 år efter Anden Verdenskrig, at vi kom til
Verden. Vi vidste godt, hvad tyskere var for nogle.
Side 56 af 57
Tilbage