Side 1 af 57 Tilbage - Østervangsskolen

sad bare og ventede på, at han i sit katalog af stileemner skulle komme med et, vore ældre søskende havde
været igennem. Den dag åbenbarede sig flere gange for undertegnede. Et eksempel: "En 5-øres vej gennem
1ivet''. Jeg forelagde min storesøster emnet, og lykkens gudinde smilede. Hun havde stilen og lånte mig den
til afskrift. Med sirlig skråskrift og i blå Pelikano - fyldepens-farve skrev jeg hele molevitten ordret af. Satte
de par kommaer, Dahl i sin tid havde anmærket som mangelvare, rettede op på et par detail - spørgsmål, han
havde noteret i min søsters stil. Og værsgo': Klar til aflevering.
Dagen kom, da Dahl havde rettet stilene. Der var altid stille i lokalet, når vore værker skulle returneres.
Tilbageleveringsmetoden, Dahl brugte, var til at forstå. Stile skrevet i formskrift fik notorisk lav karakter og
fik ikke mange kommentarer med på vejen. Havde en elev ramt Dahls ømme punkt, fik han bogstaveligt
stilen i hovedet. Somme tider kastet helt fra katederet og ned midt i lokalet. Som oftest var det et par drenge i
klassen, der oplevede det. Dahl havde en vis pli over for pigerne, formskrift til trods. Den dag vi fik "5-øren''
retur, faldt den sidste stil på mit bord. Dahl kom ned og stillede sig så tæt på mig, at jeg kunne dufte hans
sødlige aroma. Bladede lidt og lagde den så pænt foran mig med ordene: ''Den stil har jeg læst før''. Bag mit
lange hår og John Lennon-brillerne havde jeg åndsnærværelse nok til at indse, at alle modargumenter var
forgæves. Tavshed er guld. Da hen vendte ryggen til lukkede jeg arket op og tjekkede karakteren:11.
Sådan. Samme metode brugte jeg siden, men med lettere omskrivninger. Havde det ikke været for min
storesøster, så...
Dahl brændte for mange ting. Han elskede at spille klaver. Og han elskede at blive opfordret til at spille os et
stykke. Det gjorde vi tit, for når først Dahl var kommet i gang, gik hele timen med musik. Vi sang så det var
en lyst. Ved juletid blev det, i de tre år vi havde Dahl, en tradition i samlet flok at gå over i musiklokalet,
hvor der stod et stort klaver. Vist nok et piano. Så sang vi med på julens melodier, men ventede kun på
"Nissernes vagtparade''. Den kunne Dahl spille med lukkede øjne. Vi plagede altid om at høre den igen. Ofte
råbte vi ''ekstranummer, ekstra nummer''. Det elskede Dahl. Og så fik vi en ny vagtparade. Senere, jeg husker
ikke, om det var i 2. real eller i 3. real, købte Dahl et opretstående, hvidlakeret klaver, som han stillede i vort
klasselokale. Kun en af drengene måtte komme til det: Når det skulle repareres. Men, vi havde i klassen et
tangent talent, som i de år vi var sammen med klaveret, boksede mere på det, end Dahl fik gjort.
Jeg vil ikke bedømme Dahls evner som lærer. Men jeg må indrømme, at han var god underholdning. Jeg var
aldrig ked af at komme til hans undervisning. Jeg havde det også lidt nemmere, end flere af de andre. Min
storesøster havde jo været inde i varmen før mig. Så var der lærerkollegaens dreng. Han havde det også
nemmere. Og ham der reparerede klaveret. Min force var også, at min søster efter studentereksamen rejste til
Paris som au pair pige og senere med arbejde hos EL. Schmidt. Det var lige vand på Dahls franske mølle.
Han elskede den fisfornemhed, der dengang var og til dels stadig hersker om det, der er fransk.
Kort før Dahl fyldte 60 år i '75, ville vi drenge lave sjov med hans kollega Jørgen Jørgensen. Jørgensen, hvis
øgenavn jeg vil undlade i denne anekdote, havde som sædvanlig et hold drenge på boldbanen. Men, inden de
løb ud, havde vi under panoramaruderne ud mod boldbanen klistret en større frise af folde-ud-piger fra
Ugens Rapport op på ydermuren. Så stod vi der og ventede til Jørgensen i træningsdragt kom ud med sine
bolddrenge. Stor moro. Der var bare det ved det, at Dahl også opdagede de afklædte skønheder. i et trespring,
der ville have givet Østervangsskolen en varig plads i Guinness Rekordbog, røg Dahl ind og næsten ud ad
vinduerne og krammede pigerne, så de end ikke med strygejern kunne gøres brugbare igen. Vi gav senere
manden oprejsning med en gavepakke, da han fyldte rundt. Vi var jo hans elever. Han fik blandt andet en
kølle, som Flint Stone har. I plastic forstås. Når han slog med den, sagde den piv. i tiden efter fik v¡ bank
med den. Køllen var vores symbolik for hans stok, som han altid havde med. Ikke fordi han bankede os med
Side 43 af 57
Tilbage