Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” - Servicestyrelsen

Projekt 

”Retssikkerhed 

for de svagest stillede” 

Midtvejsrapport 

Formidlingscentret Storkøbenhavn 

Maj 2002 

Formidlingscentret Storkøbenhavn tlf. 33 14 90 70 

Købmagergade 47, 2. th fax: 33 14 90 79 

1150 København K e-mail fck@fc-storkbh.dk 

hjemmeside www.fc-storkbh.dk

© maj 2002 

Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” 

Midtvejsrapport fra Formidlingscentret Storkøbenhavn 

Udarbejdet af: 

Jette Nyboe & Ole Thomsen 

Udgivet af: 


Købmagergade 47, 2.th. 

1150 København K 

Tlf. 33 14 90 70 

Fax: 33 14 90 79 

E-mail: fck@fc-storkbh.dk 

Website: www.fc-storkbh.dk 

Henvendelser vedrørende indholdet i rapporten, kan ske til forfatterne. 

Oplag: 200 

Eftertryk tilladt med kildeangivelse. 

ISBN: 87-90817-35-4 

Pris: 60 kr. 


er en selvejende institution under Socialministeriet, 

som arbejder med processtøtte, metodeudvikling og 

formidling i forhold til socialt udsatte grupper. 

Formidlingscentret Storkøbenhavn forsøger at bidrage til 

Såvel en økologisk som en socialt bæredygtig udvikling. 

Formidlingscentret har i sin miljømålsætning forpligtet 

sig til en stadig reduktion af ressourceforbruget samt en 

reduktion af miljøpåvirkningerne i øvrigt. 

Denne udgivelse er kopieret på cykluspapir.

Forord 

Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” har til formål at udvikle metoder, 

der kan bidrage til, at intentionerne om retssikkerhed i lovgivningen bliver realiseret 

i praksis for de svagest stillede grupper i samfundet. 

Den del af befolkningen, der her omtales som de svagest stillede, omfatter 

grupper af sindslidende, alkohol- og narkomisbrugere, hjemløse mv., som har 

store personlige og sociale vanskeligheder, og som det samtidigt er vanskeligt 

for det sociale system at få kontakt med og hjælpe. 

Projektets retssikkerhedsforståelse er ikke kun den traditionelle, juridiske med 

krav om opfyldelse af den materielle og processuelle retssikkerhed, hvor idealet 

er ”den korrekte afgørelse”. Projektets retssikkerhedsforståelse har i højere 

grad fokus på ”den rigtige afgørelse”, hvor idealet er borgerens oplevede retssikkerhed. 

Projektet søger at bidrage til, at ”den svagt stillede” kan generobre 

og udvikle sin selvagtelse og selvværdsfølelse, og sætter blandt andet fokus på 

”det gode møde” mellem borger og system, borgerens kompetenceudvikling og 

efteruddannelse af systemets medarbejdere. 

I perioden 2000 – 2003 har Socialministeriet iværksat fire modelprojekter i henholdsvis 

Århus, Odense og Københavns kommuner samt i Nordjyllands Amt 

med henblik på at finde frem til og beskrive generelle problemer og metoder, 

der kan sikre de svagest stilledes retssikkerhed, samt at opsamle erfaringer fra 

målrettede indsatser over for udvalgte personer. 

Midtvejsrapporten samler op på de foreløbige erfaringer i de fire regionale projekter 

med henblik på at inspirere det videre arbejde i de fire projekter samt at 

drøfte og sprede tankerne om udviklingen i retssikkerhedsbegrebet. 

Ud fra de foreløbige erfaringer har det især vist sig interessant at se på mødet 

mellem bruger og system, supervision og efteruddannelse samt det tværsektorielle 

samarbejde. Genstandsområdet for denne rapport er ikke at gennemføre 

analyser af disse temaer men nok så meget en første indkredsning og opsamling 

af de temaer, der i den endelige rapport kan gøres til genstand for nærmere 

analyser. 

I følge moralfilosoffen Richard Rorty kan vi lære at se fremmede som medmennesker, 

hvis vores sensitivitet over for lidelser og ydmygelser øges. At komme 

til at se andre mennesker som en ”del af os” snarere end som ”de andre” er ikke 

kun en teoretisk opgave, men en afgørende udfordring for socialarbejderen i 

mødet med ”de svagest stillede”. Det er ligeledes en forudsætning for at kunne 

udvikle metoder, der giver ”de svagest stillede” del i velfærdstilbuddene på linie 

med andre. 

Jette Nyboe og Ole Thomsen 

centrale projektkoordinatorer 

1

Indholdsfortegnelse 

1. INDLEDNING ........................................................................................................ 4 

1.1 CENTRAL PROJEKTKOORDINATOR ..................................................................... 4 

1.2 LÆSEVEJLEDNING.............................................................................................. 5 

1.3 RAPPORTENS KILDEMATERIALE......................................................................... 5 

2. ”KOM BRUGERNE I MØDE”. KØBENHAVNS KOMMUNE....................... 6 

2.1 KORT BESKRIVELSE AF PROJEKTET.................................................................... 6 

2.2 DOKUMENTATIONSREDSKABER, HANDLEPLANER OG TVÆRSEKTORIELT 

SAMARBEJDE.................................................................................................... 10 

2.3 OPSØGENDE OG KONTAKTSKABENDE ARBEJDE................................................ 11 

2.4 EFTERUDDANNELSE......................................................................................... 14 

2.5 OPSAMLING ..................................................................................................... 14 

3. VISTA BALBOA – ET TILBUD TIL BORGERE MED SINDSLIDELSE OG 

MISBRUG I ODENSE KOMMUNE.................................................................. 16 

3.1 KORT BESKRIVELSE AF PROJEKTET.................................................................. 16 

3.2 DOKUMENTATIONSREDSKABER OG TVÆRSEKTORIELT SAMARBEJDE............... 19 



3.5 OPSAMLING ..................................................................................................... 23 

4. ”KONTAKT OG STØTTE” – ET PROJEKT I OG EFTER 

SYGEHUSOPHOLDET. NORDJYLLANDS AMT ......................................... 24 



SAMARBEJDE................................................................................................... 27 

4.3 DET OPSØGENDE OG KONTAKTSKABENDE ARBEJDE......................................... 29 


4.5 OPSAMLING ..................................................................................................... 32 

5. ”STYRKELSE AF RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE”. 

ÅRHUS KOMMUNE........................................................................................... 34 



SAMARBEJDE................................................................................................... 37 



5.5 OPSAMLING ..................................................................................................... 40 

2

6. TVÆRGÅENDE ERFARINGSOPSAMLING ................................................. 42 

6.1 MØDET MELLEM BRUGER OG MEDARBEJDER/SAGSBEHANDLER....................... 42 

6.2 SUPERVISION OG EFTERUDDANNELSE.............................................................. 45 

6.3 TVÆRSEKTORIELT SAMARBEJDE...................................................................... 45 

6.4 OMDREJNINGSPUNKTER I PROJEKTETS SIDSTE FASE......................................... 46 

7. KILDER ................................................................................................................ 48 

7.1 ”KOM BRUGERNE I MØDE”. KØBENHAVNS KOMMUNE ..................................... 48 

7.2 VISTA BALBOA – ET TILBUD TIL MENNESKER MED SINDSLIDELSER OG MISBRUG I 

ODENSE KOMMUNE.......................................................................................... 48 

7.3 ”KONTAKT OG STØTTE” – ET PROJEKT I OG EFTER SYGEHUSOPHOLDET. 

NORDJYLLANDS AMT....................................................................................... 49 

7.4 ”STYRKELSE AF RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE”. ÅRHUS 

KOMMUNE........................................................................................................ 49 

8 BILAG ................................................................................................................... 50 

8.1 REFERAT AF 12-12 MØDE OM PROJEKT ”RETSSIKKERHED FOR DE SVAGEST 

STILLEDE”....................................................................................................... 50 

8.2 ”KOM BRUGERNE I MØDE”. KØBENHAVNS KOMMUNE ..................................... 56 

8.3 VISTA BALBOA – ET TILBUD TIL BORGERE MED SINDSLIDELSE OG MISBRUG I 

ODENSE KOMUNE ............................................................................................ 90 

8.4 ”KONTAKT OG STØTTE” – ET PROJEKT I OG EFTER SYGEHUSOPHOLDET. 

NORDJYLLANDS AMT..................................................................................... 101 

8.5 ”STYRKELSE AF RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE”. ÅRHUS 

KOMMUNE...................................................................................................... 133 

3

1. Indledning 

Socialministeriet har i 2000 opstartet projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede”, 

som et led i projekt ”Service og Velfærd”, der blev iværksat af den tidligere 

regering, Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen. 

Formålet med projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” er at udvikle metoder, 

der kan bidrage til at intensionerne om retssikkerhed i lovgivningen bliver 

realiseret for de svagest stillede borgere, f.eks. mennesker med sindslidelser, 

mennesker med misbrug, hjemløse og mennesker, der har opgivet kontakten 

med det sociale system. Der er oprettet fire modelprojekter - i København, 

Odense, Århus og Aalborg – der afprøver forskellige metoder til at komme i 

kontakt med og yde støtte til målgruppen. Halvdelen af projektperioden er forløbet, 

og denne midtvejsrapport omfatter en beskrivelse af de foreløbige erfaringer. 

Der er nedsat en central styregruppe for projekt ”Retssikkerhed for de svagest 

stillede” med repræsentanter fra Socialministeriet, Kommunernes Landsforening, 

Amtsrådsforeningen, København og Frederiksberg kommuner samt 

Formidlingscentret Storkøbenhavn, der varetager rollen som central projektkoordinator. 

1.1 Central projektkoordinator 

Den tværgående koordinering af projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” 

varetages af Formidlingscentret Storkøbenhavn. 

Projektkoordinator har vejledt projekterne i udformningen af projektbeskrivelserne 

og holdt en jævnlig kontakt med disse gennem deltagelse i de lokale styregruppemøder 

og derudover tilbudt faglig sparring og besøgt projekterne efter 

behov. 

I januar arrangerede Formidlingscentret et 12-12 møde for Socialministeriet 

med deltagelse af medarbejdere fra de fire modelprojekter samt den centrale 

styregruppe. Formålet med mødet var erfaringsudveksling og netværksdannelse. 

Projektkoordinator har udarbejdet halvårlige statusnotater om de fire modelprojekter 

til Socialministeriet og den centrale styregruppe. 

I forlængelse af udarbejdelsen af denne midtvejsrapport arrangerer Formidlingscentret 

en midtvejskonference for Socialministeriet med deltagelse af medarbejdere, 

styregrupper og nogle af de vigtigste samarbejdspartnere fra de fire 

modelprojekter, den centrale styregruppe samt repræsentanter fra relevante 

faglige miljøer, organisationer og brugerorganisationer. 

4

1.2 Læsevejledning 

Rapporten omfatter dels en beskrivelse af hvert af de fire modelprojekter, dels 

en tværgående erfaringsopsamling. 

For hvert modelprojekt er der først en kort beskrivelse af projektet, som omfatter 

formål, målgruppe, organisering, succeskriterier og status for projektet. Dernæst 

er der udvalgt tre områder, som er mere dybtgående beskrevet. Det drejer sig 

om dokumentationsredskaber, handleplaner og tværsektorielt samarbejde, som 

er beskrevet i samme afsnit, opsøgende og kontaktskabende arbejde samt efteruddannelse. 

Læseren, der blot ønsker et overblik over de væsentlige områder 

for hvert projekt, kan med fordel læse den afsluttende opsamling for hvert 

modelprojekt. 

Den tværgående erfaringsopsamling har fokus på tre områder, mødet mellem 

bruger og sagsbehandler eller kontaktperson, supervision og efteruddannelse 

samt det tværsektorielle samarbejde. 

Denne rapport har fokus på en indkredsning og opsamling af en række temaer, 

som vil indgå i de nærmere analyser i den endelige rapport. 

1.3 Rapportens kildemateriale 

Beskrivelsen af de fire modelprojekter bygger dels på skriftligt materiale, dels på 

indlæg som projektmedarbejdere fra alle fire projekter har holdt på 12-12 møde 

om projekt "Retssikkerhed for de svagest stillede" i Middelfart i januar 2002. 

Det skriftlige materiale omfatter: 

- projektbeskrivelse indsendt til Socialministeriet 

- fire regionale midtvejsevalueringer udarbejdet på baggrund af en disposition 

fra Formidlingscentret Storkøbenhavn. Midtvejsevalueringen fra 

hvert projekt er vedlagt som bilag 2-5. 

- referater fra styregruppe- eller følgegruppemøder i de enkelte projekter, 

som Formidlingscentret har deltaget i 

- artikler fra fagblade med en beskrivelse af et af modelprojekterne 

Der er for hvert projekt oplyst, hvilket konkret materiale, beskrivelsen bygger på. 

Denne oversigt findes i kapitel 7 Kilder. 

5

2. ”Kom brugerne i møde”. Københavns kommune. 

2.1 Kort beskrivelse af projektet 

Dette afsnit omfatter en beskrivelse af formål, målgruppe, organisering og succeskriterier 

ved starten af projektperioden samt en status for projektet i foråret 

2002. Denne status beskriver organiseringen, opfyldelse af succeskriterierne 

samt den aktuelle målgruppe. 

2.1.1 Formål 

Intentionen med projekt ”Kom brugerne i møde” er at udvikle metoder og strategier, 

hvorved marginaliserede grupper kan anvende det sociale system på de 

vilkår, der er beskrevet i den sociale lovgivning. Ønsket er at få kontakt til mennesker, 

der ikke selv henvender sig for at få hjælp og som måske ikke er motiverede 

for at inddrages i, og gøre brug af offentlige tilbud. 

Reel inddragelse og forhandling med borgerne i forvaltningen af de sociale 

ydelser forudsætter, dels at de pågældende borgere i en vis udstrækning selv 

henvender sig med deres behov, dels at de formulerer deres problemopfattelser 

og ønsker på en måde, som aktørerne i socialforvaltningen forstår og accepterer. 

Det fordres endvidere, at man fra socialforvaltningens side formidler de rettigheder, 

krav og muligheder, der ligger i den sociale lovgivning på en måde, 

som forstås af borgeren. Der stilles med andre ord krav om kontakt, dialog og 

kommunikation for at opfylde hensigterne om brugerinddragelse og medbestemmelse. 

For nogle af de svagest stillede borgere, der udgør målgruppen i 

projektet, gælder det, at de måske ikke selv henvender sig, og at betingelserne 

for dialog og kommunikation i ”det gode møde” mellem borger og system er ringe. 

Projektet sigter mod at udvikle metoder til at komme i kontakt med de nævnte 

brugere, samt at etablere en dialog med henblik på, at brugerne efterfølgende 

kan anvende de sociale tilbud på samme vilkår, som andre brugere af det 

sociale system. 

2.1.2 Målgruppe 

Projektets målgruppe omfatter de såkaldt dobbelt udstødte, der kan karakteriseres 

ved en eller flere af følgende beskrivelser: 

- mennesker, der har opgivet kontakten med det sociale system 

- mennesker med misbrugsproblemer 

- mennesker med psykiske problemer 

- mennesker der er funktionelt hjemløse 

- mennesker der lever isoleret 

6

2.1.3 Organisering 

Projektet er administrativt forankret i Lokalcentret Indre By og er i løbet af 2001 

blevet iværksat i de lokalområder, der dækkes af lokalcentrene 1 Indre By, 

Sundby Nord, Bispebjerg og Vesterbro. 

I hvert lokalcenter varetager to af medarbejderne den udgående funktion, de 

såkaldte miljørådgivere. Det drejer sig typisk om sagsbehandlere med almindelig 

sagsmængde, og de modtager et mindre miljøtillæg for at varetage denne 

funktion. Almindeligvis har de afsat én ugentlig arbejdsdag til den udgående 

funktion. Der er desuden ansat en fuldtids projektkoordinator med erfaring i opsøgende 

og kontaktskabende arbejde, og som fysisk er placeret i Aktivitetscentret 

2 . Projektkoordinatoren yder faglig sparring til miljørådgiverne og er 

ansvarlig for tværgående temadage for miljørådgiverne fra de fire lokalcentre, 

der indgår i projektet. 

Der er nedsat en styregruppe med deltagelse af projektets tovholder fra Familie- 

og Arbejdsmarkedsforvaltningens 7. kontor, projektets koordinator, teamcheferne 

fra de lokalcentre, der er involveret i projektet – Indre By, Sundby 

Nord, Bispebjerg og Vesterbro – en administrativ medarbejdere fra Familie- og 

Arbejdsmarkedsforvaltningens 7. kontor, Forstander fra Aktivitetscentret samt 

central projektkoordinator. 

Projektet samarbejder med boformerne for hjemløse, behandlingssystemet for 

stofafhængige, tilbuddene til psykisk syge, distriktspsykiatrien og sundhedsvæsenet. 

2.1.4 Succeskriterier 

Følgende succeskriterier er uddraget af projektbeskrivelsen og projektets midtvejsevaluering: 

- De lokale lokalcentre, der er tilknyttet projektet, inddrager to sagsbehandlere 

fra voksenteamet til at varetage en miljørådgiverfunktion i eget 

lokalområde - miljørådgiverne. 

- Gennem opsøgende og kontaktskabende arbejde foretager miljørådgiverne 

sagsbehandlingen i brugernes rum - fremskudt sagsbehandling. 

- På sigt videreføres sagsbehandlingen i det lokale center af den miljørådgiver, 

og som et led herunder udarbejdes en social handleplan. 

- Såfremt en bruger mister kontakten til det lokale center eller en iværksat 

hjælpeforanstaltning, er det projektets opgave at søge at genetablere 

kontakten. Er der tale om brugere fra andre lokalcentre i Københavns 

kommune eller fra andre kommuner, er det miljørådgiverens opgave at 

tage kontakt til og indgå i en dialog om iværksættelse af de nødvendige 

1 

Københavns kommune har 15 lokalcentre, der står for en stor del af kontakten mellem borgeren 

og forvaltningen. 

2 

Aktivitetscentret er et tilbud til hjemløse og andre socialt udsatte grupper. Det omfatter et værested 

og værkstedsaktiviteter i dagtimerne samt en natcafé. 

7

hjælpeforanstaltninger. 

- Brugerne vil forsøgsvis få tilbudt e-mail adresser, således at kommunikation 

kan ske direkte ved brug af IT-udstyr i Natcaféen, Den Sociale 

Døgnvagt eller i boformerne. 

Den retssikkerhedsforståelse, der ligger til grund for projektet, repræsenterer en 

udvidelse af det traditionelle retssikkerhedsbegreb, hvor fokus ligger på forudberegnelighed 

i form af juridisk korrekte afgørelser. I en nyere retssikkerhedsforståelse, 

som den f.eks. kommer til udtryk i Retssikkerhedsloven, fremhæves 

vigtigheden af, at der træffes ”den rigtige afgørelse” for borgeren. Her er etik, 

dømmekraft og hensynet til den enkelte centrale begreber. Borgeren har krav 

på at blive inddraget i og have indflydelse på sagsbehandlingen, og det fordres 

at socialforvaltningen er lydhør overfor borgernes problemopfattelser og ønsker. 

2.1.5 Status 

Dette afsnit beskriver status for projektet i foråret 2002. 

Status for organisering 

Både i Indre By og Sundby Nord har man nu etableret en god kontakt med en 

fast brugergruppe. Man er stadig opmærksom på eventuelle nye brugere, især i 

Indre By, der rummer flere faste tilholdssteder for hjemløse, og medarbejderne 

koncentrerer sig især om områderne ved Nørreport station og Kultorvet. 

I Sundby Nord har man hovedsagelig brugt ressourcerne på at finde en anden 

boligform til de mennesker, der boede i en campinglejr på Vermlandsgade. Omkring 

et halvt år efter projektstart skulle området ryddes for at gøre plads til 

"skæve boliger". Efter etableringen af disse boliger har medarbejderne desuden 

stået for visiteringen af beboerne og har nu en tæt kontakt med dem. 

På Bispebjerg har det ikke umiddelbart været muligt at etablere kontakt med 

målgruppen. Det har været svært at vurdere omfanget af den, da de, der måtte 

overnatte i området, sandsynligvis søger mod centrum i dagtimerne, hvor der er 

større mulighed for at tigge. Miljørådgiverne bruger derfor en del af ressourcerne 

på at opholde sig i Hjemløsehuset 3 med henblik på at servicere disse brugere. 

Vesterbro er først startet sent i forløbet. Man har indledt et samarbejde med andre 

projekter i lokalområdet med samme målgruppe med henblik på en fordeling 

af det opsøgende arbejde på brugernes faste tilholdssteder. Medarbejderne 

i projektet koncentrerer deres indsats på områderne ved Tove Ditlevsens Plads, 

Enghave Plads og Vesterbros Torv. 

Styregruppen har forholdt sig til de problemstillinger, der er opstået i de enkelte 

bydele, f.eks. samarbejdsproblemer samt målgruppens omfang og tilholdsste- 

3 Hjemløsehuset er et tilbud under Røde Kors, og det er fysisk placeret i lokalområdet. Brugerne 

af huset hører ikke nødvendigvis til lokalcentrets brugerkreds. 

8

der. 

Opfyldelse af succeskriterier 

Alle fire lokalcentre har udpeget to medarbejdere - miljørådgivere - der har påtaget 

sig den opsøgende og kontaktskabende miljørådgiverfunktion i deres lokalområde. 

I to af centrene – Indre By og Sundby Nord - har man fået kontakt med brugerne 

og er startet på den fremskudte sagsbehandling, dvs. at kontakten med brugerne 

foregår i deres rum, på gaden. Om sagsbehandlingen siden overgår til 

kontoret afhænger af den enkelte brugers situation og ønsker. 

For de to andre centres vedkommende er der særlige lokale forhold, der har 

haft indflydelse på arbejdet. På Bispebjerg har man som nævnt ikke etableret 

fast kontakt med brugere inden for målgruppen. Man koncentrerer nu forsøgsvis 

indsatsen i Hjemløsehuset. Vesterbro er i forvejen forholdsvis privilegeret hvad 

angår projekter og udgående medarbejdere. En god koordination mellem de respektive 

projekter kan løse de fleste opgaver på gadeplan. Projekt ”Kom brugerne 

i møde” vil således blive tilpasset den lokale kontekst. 

I alle centrene har man ved behov taget kontakt med andre lokalcentre og tilbud 

i København eller til socialforvaltninger uden for kommunen. Dette samarbejde 

er nærmere beskrevet i afsnit 2.2.3 side 11. 

Den aktuelle brugergruppe 

Brugerne i København er typisk mennesker, der i kortere eller længere perioder 

af deres liv har levet på gaden. De fleste har et ofte mangeårigt misbrug af alkohol 

og/eller stoffer. De er specielle og anderledes og har svært ved at indordne 

sig under systemer. De lever under uforudsigelige forhold med en tidsopfattelse, 

som er uforenelig med faste aftaler. Mange af brugerne har et akut behov 

for hjælp, omsorg og pleje. 

Mange brugere er nervøse for at komme på lokalcentrene. Der er ofte ventetid - 

som de ikke må fordrive med at ryge - og meget af deres ventetid bliver i forvejen 

brugt på at vente på at få goder, som er nødvendige for dem, f.eks. metadon, 

lægebehandling, penge. 

I projektet har man diskuteret, hvordan man skal forholde sig til hjemløse, der er 

tilknyttet andre distrikter i København eller andre kommuner i landet. Specielt 

områderne i Indre By er tilholdssted for hjemløse fra hele landet. Indtil videre er 

det besluttet, at man tager sig af disse mennesker, dog uden at gøre dem til 

københavnere. I et retssikkerhedsperspektiv bør man nok overveje, i hvilken 

udstrækning brugernes egne ønsker er tilgodeset med den beslutning. 

9

2.2 Dokumentationsredskaber, handleplaner og tværsektorielt 

samarbejde 

2.2.1 Dokumentationsredskaber 

Projektet følges af en ekstern evaluator tre måneder hvert projektår. Der er tale 

om en primært kvalitativ procesevaluering, hvor projektforløbet beskrives med 

fokus på udviklingen af de valgte metoder. I evalueringen lægges der vægt på 

brugernes og medarbejdernes perspektiver på erfaringerne med disse metoder. 

Den kvalitative rapportering suppleres senere med kvantitative oplysninger om 

vedrørende antallet personer der opnås kontakt med på gadeplan i de respektive 

bydele og antallet af sager, der flyttes fra gadeniveau til socialkontoret. Målgruppens 

sammensætning og arten af hovedproblemstillinger, der kendetegner 

den vil endvidere blive beskrevet. 

2.2.2 Sociale handleplaner 

Indtil nu har miljørådgiverne koncentreret deres ressourcer om det opsøgende 

og kontaktskabende arbejde, og kun få af de kontaktede brugere har fået udarbejdet 

en handleplan. Den tætte kontakt - typisk ugentlig eller flere gange om 

ugen - i brugernes rum har fået den betydning, at miljørådgiverne ser brugerne i 

forskellige sammenhænge og bliver opmærksomme på ressourcer, som de ikke 

troede brugerne var i besiddelse af. For eksempel har miljørådgiverne i Sundby 

Nord i en periode iagttaget en person, der fungerede som talsmand for beboerne 

i ”campinglejren”. Her har han fremvist nogle ressourcer, der eventuelt kan 

anvendes i andre sammenhænge, og den pågældende har bekræftet, at han i 

denne periode drak mindre. En af medarbejderne og brugeren har efterfølgende 

talt om muligheden for at bygge videre på disse erfaringer, f.eks. i et skånejob. 

En sådan indsigt i brugernes hverdag og levevilkår giver sagsbehandlerne bedre 

mulighed for at afstemme krav med brugernes virkelighed. 

Ifølge en sagsbehandler kan en nedskrevet handleplan være praktisk for brugere, 

der bor på herberg eller pensionat. De kan f.eks. tage en handleplan, der er 

udarbejdet i samarbejde med sagsbehandleren på lokalkontoret, med til andre 

tilbud, der så kan se, hvad der er aftalt. Det vil sige, at handleplanen bliver et 

redskab for brugeren til at holde styr på en kaotisk livssituation. 

Der er foreløbig lavet mundtlige planer og aftaler med de fleste brugere tilknyttet 

projektet er, f.eks. vedrørende indstilling til bolig, ansøgning om pension, et fælles 

besøg på arbejdsformidlingen. Aftalerne er endnu ikke skrevet ned i form af 

en handleplan. Sagsbehandlerne mener ikke, at borgerne er i tvivl om, hvad der 

er aftalt, når de oplever, at der holdes fast i forslag og (del)mål. 

Det er vigtigt at være opmærksom på, at mange brugere har modstand mod at 

få en handleplan, en modstand der ofte bygger på årelange negative erfaringer 

med ”systemet”. Handleplaner opfattes ofte af brugerne som noget tvunget, noget 

der truer deres autonomi, og som vil give en uønsket binding af tid – og at 

de er ganske uforenelige med en hverdag præget af uforudsigelighed. 

10

En sagsbehandler fortæller, at der ofte er forskel på, hvilken dagsorden sagsbehandleren 

og brugeren har for mødet. En afklaring af disse forskelligheder er 

nødvendig for at kommunikationen ikke bliver skæv, eller brugeren oplever at 

sagsbehandleren styrer mødet alene. 

2.2.3 Tværsektorielt samarbejde 

På grund af de hjemløses virkelighed, der er præget af en stor mobilitet, er det 

særligt nødvendigt at sætte fokus på kontakt og samarbejde mellem lokalkontorer, 

kommuner, institutioner mv. Dette fordrer, at alle aktører er indstillet på en 

fælles indsats i forhold til den enkelte borger - uden at falde for fristelsen til blot 

at sende en brugers sag videre til en anden instans. 

Det er af central betydning, at samarbejdspartnerne har kendskab til projektet 

og er indstillet på at samarbejde. Det er vigtigt med klare aftaler om de enkelte 

parters kompetence og klarhed om, hvem der gør hvad, så brugerne ikke kommer 

i klemme mellem instanser, der modsiger hinanden eller ikke ved, hvad de 

andre gør. Flere brugere har nævnt, at de helst henvender sig til den udgående 

sagsbehandler, som de synes har et større indblik i og forståelse for deres livssituation. 

En måde at tilgodese brugernes behov på kunne være at gøre den 

udgående sagsbehandler til kontaktperson mellem brugeren og andre samarbejdspartnere 

i systemet. Det kan for sagsbehandleren have den betydning, at 

han også skal være overbringer af kedelige budskaber og modtager af brugerens 

ikke altid positive reaktioner. 

Generelt har samarbejdet taget udgangspunkt i sagsbehandlernes personlige 

kendskab til ansatte andre steder, og disse har fungeret som kontaktled ved at 

henvise videre til rette sted. Sagsbehandlerne har samarbejdet med en række 

andre tilbud f.eks. andre lokalcentre, rådgivningscentre for stofafhængige og 

boligselskaber. 

2.3 Opsøgende og kontaktskabende arbejde 

2.3.1 Mødet mellem bruger og sagsbehandler 

Næsten alle sagsbehandlerne i projektet fremhæver en række fordele ved at 

opsøge brugerne, hvor de er, og møde dem uden for det lokale center. Her er 

det sagsbehandleren, der er gæsten og brugeren, der definerer rammerne for 

mødet. Det bevirker, at mødet ofte foregår mere frit og afslappet både for bruger 

og sagsbehandler. Man har typisk en mindre formel dialog. 

I lokalcentret er der en række normer for adfærd, som brugerne kan have svært 

ved at indordne sig under. Mange har dårlige erfaringer med mødet med systemet 

og er derfor nervøse, og en sådan nervøs ventetid må de ikke engang 

fordrive med en smøg. Der er også mere distance mellem bruger og sagsbehandler, 

når sagsbehandleren sidder bag skrivebordet. Alt sammen omstændigheder 

denne brugergruppe har svært ved at håndtere, og som dermed er 

11

medvirkende årsager til, at de bliver ophidsede eller måske voldelige, og den efterfølgende 

interaktion giver utryghed for både bruger og sagsbehandler. 

Flere sagsbehandlere nævner, at det nok ikke er hensigtsmæssigt for alle at 

have som mål, at sagsbehandlingen skal fortsætte på kontoret, men at det må 

være en individuel afgørelse afhængig af den enkelte bruger. Samtidig kan man 

overveje, om nogle af erfaringerne fra den fremskudte sagsbehandling kan 

overføres til kontoret. 

2.3.2 Sagsbehandlernes attituder og menneskesyn 

Systemet - her repræsenteret ved lokalcentret - påvirker ofte brugerne negativt, 

og der opstår situationer, som er svære at håndtere for alle parter. Det er ikke 

nødvendigvis brugerne, der skal indordne sig under sagsbehandlernes systemer, 

det kan lige så godt være omvendt. 

Sagsbehandlerne fremhæver flere fordele ved at møde brugergruppen udenfor 

lokalkontoret. De oplever at mødet bliver mere åbent og afslappet for begge 

parter. Sagsbehandlerne er gæster, og de fortæller, at de er nødt til hele tiden 

at overveje "hvad kan du, og hvad kan du ikke". 

Med udgangspunkt i kendskabet til brugernes virkelighed får sagsbehandlerne 

et andet syn på, hvad det lader sig gøre at stille krav om. Samtidig tydeliggøres 

det, at brugeren ikke nødvendigvis har samme dagsorden for mødet som sagsbehandleren. 

Nogle sagsbehandlere har nævnt at de kan stå i en loyalitetskonflikt mellem at 

være loyal over for en kollegas sagsbehandling eller en brugers retsstilling. 

2.3.3 Brugernes oplevelser af mødet med systemet 

De interviewede brugere giver udtryk for en afventende og forbeholden holdning 

til det offentlige system. Mange har en generel forventning om, at det offentlige 

system og dets repræsentanter hurtigt kan ændre praksis og afgørelser. Samtidig 

fremhæver brugerne flere positive sider ved den fremskudte sagsbehandling. 

Brugerne værdsætter sagsbehandlernes tilgængelighed. Beboerne i ”de skæve 

boliger” i Vermlandsgade er glade for, at sagsbehandlerne kommer hos dem 

hver uge. Andre brugere fremhæver, at de er glade for at sagsbehandlerne så 

vidt muligt tilsidesætter andet arbejde, når de henvender sig med et akut behov, 

samt at de relativt hurtigt kan få en aftale med sagsbehandleren, når der er behov 

for det. De fleste lever under uforudsigelige forhold, der gør det svært at 

overholde en aftale, der ligger langt ud i fremtiden – og her kan 2-3 uger opleves 

som meget lang tid. Desuden har flere i brugergruppen tilbragt meget tid 

med at vente: på udlevering af metadon, på at tale med lægekonsulent på Rådgivningscentret 

for stofafhængige, på sagsbehandleren osv. Ventetid på en institution, 

der kontrollerer adgangen til nødvendige goder synes at fremme ople- 

12

velsen af magtesløshed. 

Kontinuiteten – at brugeren har kontakt med den samme sagsbehandler - fremhæves 

ligeledes som positivt af brugerne. Nogle fremhæver desuden det positive 

i at sagsbehandleren får et indblik i deres virkelighed ved at komme på besøg, 

og ingen af brugerne har udtrykt, at de har følt besøgene som påtrængende. 

Flere brugere giver desuden udtryk for, at de opsøgende sagsbehandlere 

har fingeren på pulsen og lige ved, hvor de skal gå hen for at finde relevante 

oplysninger for den enkelte bruger. 

Det ser ud til at brugerne er glade for kontakten med de opsøgende sagsbehandlere. 

Brugerne giver udtryk for at de kan anvende den støtte, de tilbydes. 

Men samtidig har brugerne årelange erfaringer med oplevede svigt og overgreb 

fra systemets side og har derfor en vis forbeholdenhed. Det understreger vigtigheden 

af at fortsætte det påbegyndte arbejde, så brugerne på sigt kan få 

(gen)opbygget tilliden til, at systemet også kan hjælpe dem. 

2.3.4 Metoder i det opsøgende arbejde 

Sagsbehandlerne, der har arbejdet med den fremskudte sagsbehandling, har 

påpeget vigtigheden af en assertiv, rådgivende arbejdsform, hvis det skal sikres, 

at den pågældende brugergruppe informeres om deres muligheder og krav. 

Sagsbehandlerne nævner således det nye for dem i, at de skal være udfarende 

for at sikre, at brugerne får kendskab til deres muligheder, frem for den vante 

arbejdsgang, hvor folk almindeligvis selv søger hjælp og rådgivning. Denne erkendelse 

er opstået gennem en indsigt i, hvor lidt de pågældende brugere har 

haft adgang til gængse oplysningskanaler. Sagsbehandlerne er således blevet 

opmærksomme på vigtige oplysninger, som brugerne ikke har fået. 

At sagsbehandlerne befinder sig i et relativt uvant miljø, synes at give anledning 

til refleksioner over egen position og fremfærd. Dette ser ud til at fremme en 

lydhørhed og opmærksomhed overfor brugernes udsagn og holdninger, og en 

tendens til at afpasse eget udspil derefter. De nye rammer om kommunikationen 

medfører tilsyneladende en kommunikationsform, der i højere grad er defineret 

af brugerne, end det normalt er tilfældet i lokalcentret. 

En vigtig konsekvens af de ændrede kommunikationsformer er blandt andet, at 

det er nemmere at undgå misforståelser, f.eks. at brugerne ikke forstår sagsbehandlernes 

formidling af afgørelser og sammenhænge i systemet. Det kan således 

give bedre vilkår for, at systemet kan fremstå mere gennemskueligt for 

brugerne. 

Især sagsbehandlerne fra Indre By fremhæver vigtigheden af samarbejdet med 

de opsøgende gadeplansarbejdere 4 . De har brugt gadeplansmedarbejderne til 

faglig sparring og erfaringsudveksling. At sagsbehandlerne har personligt kendskab 

til gadeplansmedarbejderne har desuden betydet, at det er lettere at kon- 

4 Et gruppe af opsøgende gadeplansmedarbejdere, der dækker hele kommunen 

13

takte dem, når der er behov for det. 

2.4 Efteruddannelse 

Flere af miljørådgiverne i København har erfaringer med opsøgende arbejde. 

De fleste er desuden uddannede socialrådgivere og har qua deres uddannelse 

en faglig baggrundsviden om retssikkerhed i traditionel forstand. Denne forståelse 

suppleres med den tilgang, der ligger i retssikkerhedsloven, om inddragelse 

af borgeren og vægten på helhedsvurderinger og den ”rigtige” beslutning for 

borgeren. 

I København har man besluttet ikke at afholde kurser, men fokusere på læringen 

i den metodeudvikling, der foregår i dagligdagen. På styregruppemøderne 

diskuterer man begreberne, og på praksisniveau afholdes der temadage for miljørådgiverne, 

hvor man forsøger at trække praksiseksemplerne op på et teoretisk 

plan. 

Den viden og de erfaringer, som miljørådgiverne fremhæver at have tilegnet sig, 

omhandler primært kontakt og kommunikation med brugergruppen i deres eget 

miljø, betydningen af samarbejdsrelationer med kommunens opsøgende gadeplansmedarbejdere 

og andre instanser både i og uden for kommunen. 

Mange brugere har udtrykt en kraftig modstand mod handleplaner. For at brugeren 

kan lære at se en handleplan som et brugbart redskab til at få indflydelse 

på eget liv, er det vigtigt at sagsbehandlerne er rustet til denne læreproces. En 

sådan ”rustning” kan være relevant kollegial og ekstern supervision samt efteruddannelse. 

Begrebet retssikkerhed benyttes i projektet i mange sammenhænge, og tilskrives 

mange forskellige betydninger. Denne flertydighed er i overensstemmelse 

med de forskellige elementer i nyere retssikkerhedsforståelse, hvor der lægges 

vægt på det ”gode møde mellem borger og system”, og ”den rigtige hjælp for 

borgeren”. 

2.5 Opsamling 

Projekt ”Kom brugerne i møde” har intensioner om at udvikle metoder og strategier 

for, hvordan marginaliserede grupper kan anvende det sociale system på 

vilkår, der er beskrevet i den sociale lovgivning. Målet er at få kontakt med mennesker, 

der ikke af sig selv henvender sig til det offentlige system, når de har 

behov for hjælp og støtte. 

Projektet er blevet iværksat i fire lokalområder. Det er hensigten, at metoderne 

herfra skal implementeres i alle lokalområder i kommunen. 

Brugergruppen har typisk i kortere eller længere perioder af deres liv levet på 

14

gaden. De har et mangeårigt misbrug af alkohol og/eller stoffer. De er ofte utilpassede 

og har svært ved at indordne sig under systemer. En særlig problemstilling 

har vist sig at være, at en del af de hjemløse i de fire lokalområder er tilknyttet 

andre kommuner. 

En del af projektet går ud på at minimere bureaukratiske og administrative barrierer 

i samarbejdet med andre kommuner, andre bydele og forskellige institutionelle 

og opsøgende tilbud på området. 

For at få kontakt med brugergruppen, har man valgt at benytte fremskudt sagsbehandling, 

dvs. at sagsbehandlerne opsøger og tager kontakt med brugerne 

på deres tilholdssteder, og at brugerne er med til at afgøre om sagsbehandlingen 

skal fortsætte på kontoret eller på brugerens enemærker. Både sagsbehandlere 

og brugere oplever, at mødet er mere ligeværdigt, når det foregår i 

brugerens rum. 

Sagsbehandlerne er blevet opmærksomme på, at mange i brugergruppen ikke 

altid har fået de oplysninger, de har brug for eller krav på. Dette hænger blandt 

andet sammen med at brugerne ikke har adgang til de gængse oplysningskanaler. 

I den opsøgende og kontaktskabende fase har sagsbehandlerne fået støtte og 

faglig sparring fra kommunens opsøgende gadeplansmedarbejdere. De nye 

rammer for mødet mellem sagsbehandler og bruger synes at fremme en højere 

grad af lydhørhed hos sagsbehandlerne. Derudover har man fokus på læreprocessen 

i metodeudviklingen. Begreberne diskuteres på styregruppemøder, og 

på temadage for medarbejdere bearbejdes praksiseksemplerne teoretisk. 

Den retssikkerhedsforståelse der ligger til grund for projektet fremhæver vigtigheden 

af at der træffes ”den rigtige afgørelse” for borgeren, hvor etik, dømmekraft 

og hensyntagen til den enkelte er centrale begreber. 

15

3. Vista Balboa – et tilbud til borgere med sindslidelse 

og misbrug i Odense kommune 






3.1.1 Formål 

Formålet med Vista Balboa er at give et sammenhængende tilbud til borgere i 

Odense kommune, der har en sindslidelse og et misbrug - en "dobbelt diagnose" 

- samt en kompleks social problemstilling med lav social funktionsevne og 

stor social sårbarhed. 


Målgruppen er karakteriseret ved lav social og personlig selvhjulpenhed kombineret 

med svære psykiske lidelser - med eller uden en psykiatrisk diagnose - og 

et massivt misbrug samt en stærkt afvigende adfærd. Gruppen er på kanten af 

hjemløshed, og de er ensomme og isolerede på grund af deres adfærd. Tilbuddet 

er målrettet de absolut svageste borgere. 


Projektet er et kommunalt tilbud organiseret under afdelingsleder for Handicap- 

og psykiatriafdelingen i Odense Kommune. Den daglige ledelse af projektet varetages 

af leder af Støtte- og kontaktpersonordningen til sindslidende, som også 

omfatter opsøgende arbejde. 

Der indgår fire elementer i Vista Balboa: et opsøgende team, et værested, et 

akut pensionat og et opgangsbofællesskab. Retssikkerhedsprojektet indgår 

som en del af det samlede Vista Balboa. 

CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) er blevet bedt om at kortlægge 

og evaluere projektet. Derudover er projektet blevet tilknyttet et forskningsprojekt 

fra RUC om retssikkerhed for de svagest stillede belyst ud fra en mere 

samfundsvidenskabelig synsvinkel. 

Der er nedsat en baggrundsgruppe, der består af repræsentanter fra Fyns Amts 

Behandlingscenter - et behandlingstilbud til stofmisbrugere, Garvergården - 

Odense kommunes visitation til stofmisbrugsbehandling samt for- og efterbehandlingstilbud, 

Retspsykiatrisk afdeling på Middelfart sygehus, Psykiatrisk af- 

16

deling på Odense Universitetshospital, Bostøtteordningen for sindslidende med 

og uden misbrug i Odense, kontorchef i handicap- og psykiatriafdelingen, leder 

af Vista Balboa, den psykiatriske lægekonsulent samt central projektkoordinator. 


Målet for Vista Balboa er dels at sikre målgruppen en relevant behandling af 

både sindslidelse og misbrug, dels at støtte dem i at få et bedre hverdagsliv 

gennem kontakt, omsorg og et relevant boligtilbud. 

Vista Balboa sigter på at indfri følgende succeskriterier for målgruppen: 

- Større livskvalitet 

- Forebyggelse af hjemløshed 

- Mindre forbrug af alkohol og narkotika 

- Stabilisering af psykisk velbefindende 

- Færre (gen)indlæggelser 

Andre succeskriterier er: 

- Kontinuitet og sammenhæng i den offentlige sektors behandling og omsorg 

- Forbedring af relationen mellem brugeren og omgivelserne 

- Mere effektiv anvendelse af ressourcerne på tværs af sektorerne 

3.1.5 Status 

Vista Balboa er startet i september 2001 og befinder sig endnu i en opbygnings- 

og etableringsfase. I forhold til projektets egen tidsplan vil midtvejsevalueringen 

finde sted i løbet af år 2003. Beskrivelsen af projektet i denne rapport indeholder 

derfor ikke resultater fra projektets midtvejsevaluering. 


Der er ansat fire medarbejdere i det opsøgende team, og de har i foråret 2002 

fået kontakt med tyve brugere. Opgangsbofællesskabet med plads til fem beboere 

blev taget i brug i april 2002, hvor tre beboere flyttede ind. De sidste to 

beboere flytter ind i løbet af foråret. Der er ansat to medarbejdere til at varetage 

støttefunktionen i opgangsbofællesskabet. Værestedet og akut pensionatet bliver 

taget i brug med udgangen af 2002. 

Medarbejderne i Vista Balboa varetager desuden en konsulentfunktion i et støttecenter 

tilknyttet et bofællesskab i kommunen. En af brugerne i støttecentret 

har i en periode været voldsomt misbrugende. Medarbejderen fra Vista Balboa 

har sammen med en medarbejder fra støttecentret kontakt med brugeren. Vista 

Balboas rolle er at yde støttecentret hjælp til en afklaring af, hvilken støtte beboeren 

har behov for. 

Der er indgået samarbejdsaftaler om overdragelse af behandlingskompetence 

med Fyns Amts Behandlingscenter og Retspsykiatrisk afdeling på Middelfart 

sygehus. Efter forudgående drøftelse udarbejdes en samarbejdsaftale for hver 

17

enkelt sag. Ved afgørelsen om hvilken instans, der har behandlingskompetencen, 

tages der hensyn til brugerens ønsker. 


Da Vista Balboa er i opstartsfasen, er det for hovedparten af succeskriterierne 

endnu ikke muligt at foretage en vurdering af, hvor langt man er nået med hensyn 

til en opfyldelse. Flere af succeskriterierne vil blive målt ved hjælp af forskellige 

dokumentationsredskaber (nærmere beskrevet i afsnit 3.2.1 side 19), 

mens andre bliver belyst gennem kvalitative interview med brugere, medarbejdere 

og samarbejdspartnere samt gennem den kvalitetsudviklingsproces, som 

medarbejderne indgår i. 

I Odense er der ikke mangel på boliger, og akutboliger kan skaffes med få 

ugers varsel. Fysisk hjemløshed eksisterer således ikke som følge af boligmangel. 

Brugergruppen i Vista Balboa lever alligevel på kanten af hjemløshed, da 

en del af dem ikke magter at opholde sig i boligen. Erfaringerne fra det første 

halve år har vist, at den tætte kontakt mellem det opsøgende team og brugerne 

har muliggjort at fire brugere - med succes - er flyttet ind i et døgntilbud. Det opsøgende 

team har efter indflytningen kontakt med både brugerne og medarbejdere 

i de nye botilbud. 

Udgangspunktet for forståelsen af retssikkerheden i projektet er det integrerede 

hverdagslivsperspektiv - at få tilgodeset et rimeligt krav på sociale ydelser og 

behandlingsmæssige tilbud. Succeskriteriet “sikring af relevante offentlige ydelser” 

vil blive vurderet som en del af kvalitetsudviklingsprocessen i projektet. 

Desuden vil sammenhænge mellem retssikkerhed og institutionel effektivitet 

indgå som en problemstilling i den kvalitative evaluering, herunder om der er 

faktorer, der effektiviserer institutionen, men samtidig lægger hindringer i vejen 

for brugernes oplevelse af, at retssikkerheden er opfyldt. 


Der har været visiteret 25 brugere til Vista Balboa. Heraf har fem forladt projektet 

igen enten fordi de er flyttet fra kommunen, eller fordi de ikke tilhørte målgruppen 

for projektet. De sidste er der efterfølgende fundet et andet tilbud til. 

Hovedparten af de aktuelle tyve brugere er mellem 20 og 55 år, og de fleste er 

mænd. 

Brugerne er karakteriseret ved at have en dobbelt diagnose - typisk skizofreni 

og et blandingsmisbrug, der har stået på over en årrække. De har store sociale 

problemer, og mange har været hjemløse i kortere eller længere perioder. Derudover 

har de en adfærd, der gør, at de har vanskeligt ved at være i eksisterende 

tilbud. Flere brugere har utallige indlæggelse på psykiatriske afdelinger 

bag sig – f.eks. oplyser Vista Balboa, at en bruger har haft 170 indlæggelser. 

Fælles for brugerne er, at de er kendt i behandlingssystemet og i kommunens 

hjælpesystemer. Der har for alle været forsøgt forskellige hjælpetiltag inden visitering 

til Vista Balboa, men ingen af disse tiltag har været gode nok for brugerne. 

Nogle af brugerne har f.eks. tidligere fået tilbudt en bolig i et døgntilbud men 

18

har ikke været interesserede. Efter tilknytningen til Vista Balboas opsøgende 

team har de accepteret det samme døgntilbud. Årsagen til denne forskel kan 

f.eks. være medarbejdernes indfølende og respektfulde optræden, og at de ikke 

går hurtigere frem end den enkelte bruger selv accepterer, og dermed selv er 

med til at bestemme (se en nærmere beskrivelse i afsnit 3.3.3 side 22). 

Det opsøgende team i Vista Balboa har en oplevelse af, at have fået kontakt 

med den del af målgruppen, der har den mest forstyrrende adfærd. Da der stadig 

er plads til flere brugere, har man i teamet overvejet at udvide målgruppen til 

at omfatte mennesker med en knap så forstyrrende adfærd. Kontakten til disse 

fås blandt andet gennem psykiatrisk afdeling på Odense sygehus. Det er desuden 

tanken, at teamet i samarbejde med medarbejdere fra bostøtteordningen 

overvejer, om nogle af disse brugere kan få et bedre tilbud i Vista Balboa. 

3.2 Dokumentationsredskaber og tværsektorielt samarbejde 


I Vista Balboa har man fra starten sat fokus på udvikling af kvaliteten i indsatsen 

og mulighederne for at dokumentere og udvikle denne. Kvalitetssikringen og 

dokumentationen omfatter flere niveauer - brugerne, medarbejderne og samarbejdspartnerne 

- og vil i høj grad fokusere på relationen mellem medarbejdere 

og brugere. Der benyttes tre forskellige dokumentationsredskaber til at se, i 

hvilket omfang de opstillede succeskriterier bliver opfyldt. 

Det første dokumentationsredskab er ASI-skemaet (Addiction Severity Index). 

Det udfyldes af en medarbejder i samarbejde med brugeren. For at få en vurdering 

af omfanget af funktionel hjemløshed i brugergruppen er skemaet udvidet 

med spørgsmål om, i hvilket omfang brugeren opholder sig i egen bolig. Skemaet 

introduceres for brugerne inden for 60 dage efter visitering og følges derefter 

op af et evalueringsskema hver 6. måned. Teamet er meget opmærksom 

på dilemmaet mellem på den ene side at få udfyldt skemaet så hurtigt som muligt 

for at kunne registrere eventuelle ændringer, og på den anden side vanskeligheden 

ved at præsentere et så formelt redskab før kontakten er bæredygtig. I 

praksis har det vist sig, at nogle brugere ikke orker eller ikke er i stand til at være 

med til at udfylde så omfattende et spørgeskema. 

Det kan give stof til eftertanke, at medarbejdere ofte bliver mødt med krav om - 

og også selv ønsker - at dokumentere, at deres indsats over for de dårligst stillede 

borgere gør en forskel, samtidig med at netop denne gruppe af borgere ofte 

er negativt indstillet over for at skulle "sættes i bås" i skemaer og tidsintervaller. 

Det kan overvejes, om en systematisk træning i og erfaringsopsamling med 

introduktion af denne type dokumentationsredskaber vil kunne støtte medarbejderne. 

To andre skemaer - GAF (Global Assesments of Function Scale) og BPRS 

(Brief Psychiatrich Rating Scale) udfyldes af den psykiatriske lægekonsulent efter 

første samtale samt igen hver tredie måned. Disse skemaer kræver ikke på 

19

samme måde som ASI-skemaet brugernes aktive deltagelse og udfyldes i takt 

med, at lægekonsulenten har kontakt med brugerne. 


Da Vista Balboa er et helhedstilbud, har entydighed i ledelse samt delegering af 

kompetence en stor betydning for projektet. Inden projektets start blev der nedsat 

en baggrundsgruppe med relevante samarbejdspartnere, og gruppen har 

fungeret som rådgivende organ under opbygningen af projektet. Samarbejdspartnerne 

har derfor fået et grundigt kendskab til Vista Balboa inden starten. 

Dette er fulgt op af besøg med introduktion af medarbejdere, udveksling af viden 

og afklaring af fremtidigt samarbejde. 

Der er udarbejdet aftaler med misbrugsbehandlingsinstitutionerne om hvorledes 

kompetencen på misbrugsbehandlingsområdet overgives til Vista Balboa. Der 

er ligeledes aftaler om at med Fyns Amts Behandlingscenter fungerer som rådgivende 

organ og underviser medarbejderne i Vista Balboa om misbrug. Der er 

indgået aftale om overdragelse af behandlingskompetence fra Retspsykiatrisk 

afdeling i Middelfart. På nuværende tidspunkt er der gode erfaringer med afgivelse 

af behandlingskompetence fra både med Fyns Amts Behandlingscenter 

og Middelfarts Retspsykiatriske afdeling. 

En udbredelse af erfaringerne fra Vista Balboa sker gennem teamets kontakt 

med de døgntilbud, som nogle af brugerne er flyttet ind i. Derudover har teamet 

påbegyndt en konsulentfunktion, hvor andre tilbud i kommunen kan trække på 

medarbejdernes erfaringer med opsøgende og kontaktskabende arbejde i forhold 

til de dårligst stillede borgere. 


3.3.1 Mødet mellem bruger og kontaktperson 

For at få kontakt med målgruppen for Vista Balboa har medarbejderne kontaktet 

de eksisterende tilbud til målgruppen i Odense kommune samt andre instanser, 

der kan tænkes at være mellemled til målgruppen. For at forebygge et eventuelt 

målgruppeskred hen imod bedre fungerende brugere har man ved visiteringen 

nøje overvejet, om den enkelte bruger kan benytte eksisterende tilbud. 

Teamet er blevet opmærksom på vanskeligheden ved at opfange signalerne på 

om ”noget er galt” hos mennesker med en anden etnisk baggrund end dansk, 

og at der muligvis er flere, end de tror. Man kan forestille sig, at etniske organisationer 

eller fagpersoner med en anden etnisk baggrund end dansk kan være 

behjælpelig med kontakt til denne brugergruppe, og at man på sigt ansætter 

kvalificerede medarbejdere med en anden etnisk baggrund end dansk. 

Hver bruger har en primær og en sekundær kontaktperson. Disse vælges ud fra 

en vurdering af, hvilke medarbejdere der matcher de problemstillinger, den en- 

20

kelte bruger har. Indtil nu har de fleste brugere hovedsagelig eller udelukkende 

haft kontakt med deres primære kontaktperson. Det har medarbejderne oplevet 

som et problem ved f.eks. sygdom, så fremover vil man være mere opmærksom 

på, at brugerne har god kontakt med begge kontaktpersoner. 

Medarbejderne er meget vedholdende i kontaktforsøgene og vender tilbage 

gang efter gang. Brugerne modtager besøg flere gange om dagen eller med 

nogle dages mellemrum, alt efter hvad der skønnes at være behov for. Længden 

af et besøg afhænger af, hvor meget samarbejde brugeren er i stand til at 

indgå i på det pågældende tidspunkt. 

I kontakten med brugerne forsøger medarbejderne at tænke positivt i stedet for 

at se problemer. En lukket dør tages f.eks. ikke umiddelbart som udtryk for, at 

brugeren har isoleret sig og ikke vil have hjælp – brugeren har måske brug for 

fred og vil gerne modtage besøg senere. 

En kontaktpersons opgaver er meget forskellige fra bruger til bruger. Det kan 

være praktiske opgaver i og uden for hjemmet – f.eks. opvask, personlig hygiejne, 

indkøb – kontakt med samarbejdspartnere de steder, hvor brugerne færdes 

og samtaler med brugeren. Brugeren er selv med til at definere, hvilke opgaver 

kontaktpersonen skal påtage sig. 

Flere af brugerne er blevet bortvist fra andre tilbud på grund af en truende, aggressiv 

og voldelig adfærd. Kontaktpersonerne skal derfor kunne takle den 

slags tilspidsede situationer. Det er ofte "fingerspidsfornemmelser", der afgør, 

om kontaktpersonen vælger at tale brugeren til ro, eller om en pause i samværet 

er nødvendig. Hvis kontaktpersonen går, skal han være tydelig over for brugeren 

om, hvorfor han går, og at han kommer tilbage senere. Det er vigtigt, at 

komme gennem en konfliktfyldt situation med relationen i behold, for at have et 

grundlag for den videre kontakt. 

3.3.2 Kontaktpersonens attituder og menneskesyn 

I kontakten med brugerne er det vigtigt, at kontaktpersonen er rummelig, udholdende 

og tålmodig. Det er ligeledes vigtigt at vise brugerne, at man vil dem noget 

positivt, og at de bliver respekteret, som de mennesker de er, uanset hvilken 

adfærd de udviser - det skal f.eks. ikke tages personligt, hvis en bruger 

skælder en kontaktperson ud. Med tiden kan en sådan kontakt ofte bære, at 

man ikke altid giver brugeren ret, og man kan korrigere en uhensigtsmæssig 

adfærd, uden at brugeren bliver vred. En indlevende og troværdig kontakt med 

en handlekraftig medarbejder kan være en nødvendighed for nogle brugere til 

at holde paranoide forestillinger på afstand. 

For ikke at tabe en kontakt på gulvet er det vigtigt, at medarbejderne arbejder 

intenst med deres reaktionsmønstre, så handling og tale følges ad. En medarbejder 

fortæller om en bruger i den kontaktskabende fase, at "han tydeligvis ikke 

havde forventninger om, at noget menneske ville ham noget godt. Men eftersom 

kontakten blev fastholdt, uanset hvad han sagde, eller hvor uhensigts- 

21

mæssig hans adfærd var, synes han at have fået en oplevelse af, at han bliver 

respekteret, som det menneske han er". 


Brugerne ønsker sig dybest set oplevet og forstået som ganske almindelig mennesker. 

Det er vigtigt og nødvendigt at bevare fokus på det enkelte menneske 

og dets ret til at tage egne beslutninger om eget liv - også selv om det liv bygger 

på et værdi- og normsæt, som ligger langt fra de etablerede normer. Retten til 

at få støtte til det liv man selv ønsker at leve, må siges at være et centralt omdrejningspunkt 

i projektet. Der er dog grænser for hvad en medarbejder kan acceptere, 

og her er det væsentligt at medarbejderne er klare og tydelige om, hvor 

denne grænse går. 

Som hjælper må man have evnen til "at gøre sig lille" og være ved siden af. En 

kontaktperson må hverken optræde belærende eller bedrevidende og heller ikke 

udvise en kontrollerende adfærd. Mange brugere har gennem en lang "karriere" 

som patient eller klient utallige oplevelser med at blive talt ned til, og det 

provokerer derfor til et uhensigtsmæssigt modspil. 

Det er vigtigt med kontinuitet i kontakten. Brugerne reagerer ofte på hurtige udskiftninger 

med paranoide tanker. Samtidig har en del af brugerne slidt mange 

medarbejdere op med deres aggressive og nedladende adfærd. I påvirket tilstand 

og i perioder med mange paranoide tanker har nogle brugere svært ved 

at opretholde almindelige grænser for samvær mellem mennesker. Her viser 

mobiltelefonen og telefonsvareren sig som et effektive redskaber, så kontaktpersonen 

kan opretholde en kontinuerlig kontakt uden f.eks. at føle sig invaderet 

i privatlivet. 

Det kan være vanskeligt at yde hjælp på brugernes præmisser og samtidig passe 

på sig selv. Medarbejderne må have en god selvindsigt og kende egne 

grænser og værdier. Ofte er det "fingerspidsfornemmelsen" for at tage den rigtige 

beslutning i det rigtige øjeblik, der afgør, om en medarbejder er velegnet til 

jobbet. Den slags "fornemmelser" opbygges gennem en proces, hvor omdrejningspunkterne 

er uddannelse, viden og talent samt muligheder for at have tid 

til og fokus på opgaven. Denne proces holdes ved lige gennem en kombination 

af kollegial og faglig støtte, relevant supervision og efteruddannelse. I Vista 

Balboa opfattes supervision, faglig og kollegial støtte og efteruddannelse som 

redskaber, der skal vedligeholdes og justeres ud fra de aktuelle behov. 


Der er igangsat en kvalitetsudvikling i Vista Balboa. Medarbejderne er overordnet 

undervist i processen omkring udvikling af kvalitet, og der er valgt kvalitetsindikatorer. 

På en temadag i januar er man startet på processen med at udvikle 

standarder for kvalitet. Planen er, at udviklingen af standarder kan foregå 

som en kontinuerlig proces i medarbejdergruppen sideløbende med arbejdet 

22

med brugerne. 

Medarbejderne har derudover modtaget undervisning i misbrug, kommunikation, 

redskaber til at vedligeholde en kommunikation samt brugen af dokumentationsredskabet 

ASI. Medarbejderne har ved hjælp af rollespil trænet sig i at udfylde 

skemaet med brugerne, men det har været svært at få det introduceret for 

dem. Også her kunne rollespil være en måde at finde frem til, hvordan denne 

introduktion skal være. Medarbejderne har ugentlig supervision, hvor der i en 

periode har været fokus på mødet med brugerne. 

3.5 Opsamling 

Vista Balboa er et helhedstilbud målrettet de absolut svageste borgere i Odense 

kommune. Tilbuddet består af et opsøgende team - der har kontakt med tyve 

brugere - et opgangsfællesskab med fem beboere, et værested og et akut pensionat. 

De sidste to tilbud tages i brug med udgangen af 2002. 

Der er indgået aftale om delegering af behandlingskompetence med misbrugsbehandlingstilbud 

og retspsykiatrisk afdeling, og indtil videre er der kun positive 

erfaringer herfra. I projektet har man fundet frem til en række dokumentationsredskaber, 

der blandt andet skal bruges til at belyse i hvilket omfang, succeskriterierne 

bliver opfyldt. 

Medarbejderne er meget vedholdende i forsøgene på at få kontakt med brugerne, 

og uanset hvordan brugerne reagerer, vender medarbejderne tilbage. Lukkede 

døre og afvisninger opfattes ikke nødvendigvis som udtryk for, at brugeren 

ikke gerne vil have hjælp, men mere som at brugeren vil have støtten på et andet 

tidspunkt eller på en anden måde. Vedholdenheden og tydeligheden i kontakten 

giver brugerne en oplevelse af at blive respekteret. 

Kollegial støtte, faglig sparring, supervision og efteruddannelse er vigtige og 

nødvendige redskaber for at medarbejderne kan yde støtte på brugernes præmisser 

og samtidig passe på sig selv. Medarbejderne må have en god selvindsigt 

og kende egne grænser og værdier. 

Det integrerede hverdagsperspektiv er udgangspunktet for forståelsen af retssikkerheden 

i projektet. Det er vigtigt at bevare fokus på det enkelte menneske 

og dets ret til selv at tage beslutninger om eget liv - også selv om det bygger på 

normer og værdier, der er fjernt fra de etablerede normer. 

23

4. ”Kontakt og støtte” – Et projekt i og efter sygehusopholdet. 

Nordjyllands Amt 






4.1.1 Formål 

Formålet med projekt ”Kontakt og støtte” er at tilgodese en gruppe svagt fungerende 

sindslidende, som dels har behov for socialpsykiatrisk støtte efter behandling 

på psykiatrisk sygehus, dels ikke tidligere har modtaget den fornødne 

hjælp og støtte. Det er endvidere formålet at give den enkelte bruger, der er tilknyttet 

projektet bedre muligheder for at udnytte sine sociale rettigheder - retten 

til en bolig, aktiviteter i hverdagen, råd og vejledning mv. gennem en målrettet 

kontakt og støtte fra en casemanager (casemanagerbegrebet er nærmere forklaret 

side 31). 


Projektet er målrettet mennesker med sindslidelser, der ifølge psykiatriloven 

skal have udarbejdet en udskrivningsaftale eller koordinationsplan i forbindelse 

med udskrivning fra psykiatrisk sygehus. 

Målgruppen kan yderligere karakteriseres som værende mennesker med svagt 

eller intet social netværk. De har ofte haft mange indlæggelser på psykiatrisk 

sygehus, har ringe eller ingen sygdomserkendelse og er droppet ud af medicinsk 

behandling. De kan have et alvorligt misbrug, har ofte svært ved at honorere 

krav og har mistillid til offentlige hjælpesystemer. De er gerne i konflikt med 

omgivelserne og er uønskede eller ønsker ikke selv at benytte eksisterende sociale 

tilbud. 


Projektet er organiseret under Psykiatrien i Nordjylland Amt og er fysisk placeret 

på psykiatrisk afdeling på Aalborg sygehus. Projektet vedrører psykiatriske patienter 

fra den funktionsbærende enhed Vest, der dækker 11 kommuner i amtet. 

Projektet er opdelt i to delprojekter: 

- projekt ”Kontakt og støtte” – et projekt i og efter sygehusophold 

- en undersøgelse af målgrupper og kriterier for udskrivningsaftaler og koordinationsplaner 

på landsplan 

24

Denne midtvejsevalueringen omhandler projekt ”Kontakt og støtte”. 

I projekt ”Kontakt og støtte” er der ansat en casemanager på fuld tid, en administrativ 

akademisk medarbejder på halv tid samt tilknyttet en 1. reservelæge. 

Den administrative akademiske medarbejder forestår erfaringsopsamling og 

evaluering af projektet. 

Til begge projekter er der nedsat en fælles styregruppe med socialpsykiatrichefen, 

adm. overlæge, socialpsykiatrikonsulenten i Nordjyllands Amt, juridisk konsulent, 

repræsentant for praktiserende læger, kommunale repræsentanter for 

tre socialdistrikter, to repræsentanter for SIND, central projektkoordinator samt 

projektets tre medarbejdere. 


Målet med ”Kontakt og støtte” er at sikre brugernes sociale rettigheder. Dette 

sker gennem opbygning af tillid og gode relationer mellem den enkelte bruger 

og casemanager for herigennem at skabe grundlag for et samarbejde. 

Projektets succeskriterier for den enkelte bruger er: 

- at opbygge en tillidsfuld kontakt mellem casemanageren og brugeren 

- at udrede brugerens behov 

- at brugeren opnår en større stabilitet, f.eks. til at indgå og overholde aftaler 

- at styrke brugerens tillid til andre mennesker 

- at brugeren får en bedre livskvalitet 

Andre succeskriterier er: 

- systematisering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner 

- bedre koordinering mellem de aktuelle aktører 

4.1.5 Status 



Med udgangspunkt i brugernes ønsker fungerer casemanageren som kontaktled 

mellem brugerne og relevante fagpersoner i kommunerne. Han tager kontakt 

til og opbygger et samarbejde med det mål, at fagpersonerne på sigt overtager 

den primære kontakt med brugerne. Casemanageren forsøger samtidig at 

afklare ansvarsfordelingen mellem de involverede fagpersoner i psykiatrien og i 

kommunerne. Det har vist sig at være en vanskelig proces, der kræver smidighed 

og koordination samt ændringer af rutiner og kulturer. Der er nu påbegyndt 

et arbejde med at formalisere disse samarbejdsrelationer. 

Styregruppen bliver løbende involveret i stillingtagen til projektets videre udvikling. 

25


I projektet pointerer man vigtigheden af ikke at sætte alt for store forventninger 

til, hvorledes livet ændres for brugerne. At få etableret en stabil social kontakt er 

i sig selv en succes. Selv om hovedparten af brugerne har talrige indlæggelser 

bag sig, er en reduktion i antallet af indlæggelser ikke et succeskriterium. Brugerne 

har udtrykt, at de meget lange indlæggelser er belastende, og det er 

svært at komme i gang bagefter. I projektet arbejder man derfor hen imod, at 

brugerne bliver indlagt tidligere i et sygdomsforløb ud fra antagelsen om, at indlæggelserne 

dermed bliver kortere. 

Casemanageren oplever at have god kontakt med alle seks brugere, og at det 

er lykkedes at etablere “det gode møde”. Derudover har casemanageren igangsat 

et samarbejde med forskellige parter, så brugerne kan få opfyldt nogle af 

deres ønsker og behov. Brugerne har givet udtryk for, at de har stor tillid til casemanageren. 

De føler sig både respekteret og hørt og benytter casemanageren 

til at komme ud af isolationen. Flere giver udtryk for, at casemanageren 

fungerer som en god ven, der holder øje med, hvordan de har det. Brugerne 

fortæller, at der er sket en forandring i form af øget livskvalitet inden for projektperioden. 

Et nyt succeskriterium i projektet er at integrere den enkelte brugers forskellige 

handleplaner og aftaler, da man har erfaret, at der er et stort sammenfald i parametrene. 

Målet er at få tydeliggjort sammenhængen, så der ikke udarbejdes 

flere planer og aftaler med varierende indhold afhængig af forskellige love og 

forvaltninger. Brugerne har fortalt, at de oplever at have ”så mange planer”. De 

har svært ved at huske dem, og hvad der står i dem. En sammenhæng mellem 

de forskellige planer kan måske gøre det enklere for brugeren at lære at bruge 

dem som et værktøj til at få styr på kaos. 

Der er igangsat et udviklingsarbejde med en systematisering af udskrivningsaftaler 

og koordinationsplaner, så disse kan blive et mere anvendeligt redskab. 

Det er præciseret hvem der er ansvarlig for udarbejdelsen samt hvilke indholdsmæssige 

krav, der stilles. En implementering er forsøgt påbegyndt på 

funktionsbærende enhed Vest på psykiatrisk hospital, men introduktionen tager 

betydeligt længere tid end forventet. 

Derudover er der planer om at afdække muligheden for at omdefinere en udskrivningsaftale 

til en koordineringsplan, hvis brugeren ikke overholder udskrivningsaftalen. 

I forhold til brugernes medvirken og retssikkerhed kan det overvejes 

at finde andre muligheder end at bruge koordinationsplan, når en bruger ikke 

overholder sin udskrivningsaftale. Brugerne har udtrykt glæde over at de har 

indgået en frivillig aftale – dvs. en udskrivningsaftale! 

I projektet arbejder man ud fra et retssikkerhedsbegreb, hvor der er fokus på 

”det gode møde” mellem borger og det offentlige system, kompetenceudvikling 

af borgerne og efteruddannelse af det offentlige systems medarbejdere. Gennem 

kontakt- og relationsarbejdet støttes den enkelte bruger i at formulere og 

præcisere sine ønsker og behov og bliver derved inddraget i forhold til sin egen 

26

fremtid. Systematiseringen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner skal 

sikre en bedre dialog mellem systemet og brugerne. 


Projektet har nærmere undersøgt 18 mulige deltagere og har efterfølgende kontaktet 

syv, der alle er blevet tilknyttet projektet. En bruger har valgt at stoppe efter 

kort tid. Distriktspsykiatrisk team og casemanageren var enige med brugeren 

i valget. Brugeren har nu kontakt med distriktspsykiatrien. 

De seks tilknyttede brugere er gennemsnitligt i slutningen af trediverne, og der 

er lige mange kvinder og mænd. Hovedparten af brugerne har en skizofrenidiagnose 

og fire har desuden et misbrug. Fire brugere bor i Aalborg kommune og 

to bor i mindre kommuner i amtet. 

Alle brugerne er velkendte i det psykiatriske system med tilsammen 120 tidligere 

indlæggelser. Fælles for brugerne er, at det ikke har været muligt at indgå aftale 

med dem om behandlingsmæssige og sociale tilbud efter indlæggelse. Flere 

af brugerne har tidligere droppet medicinen, når det er gået godt i en periode, 

men de har ikke været i stand til at gøre opmærksom på, når de igen har haft 

brug for den. 

Flere af brugerne har dårlige erfaringer med det professionelle system, og det 

vurderes derfor som vigtigt, at der ikke er for mange professionelle omkring den 

enkelte bruger. 




Med henblik på at evaluere indsatsen for at forbedre brugernes sociale rettigheder, 

er der valgt en række dokumentationsredskaber. Et af disse redskaber 

er COPM (Canadian Occupational Performance Measure), hvor et skema udfyldes 

i et samarbejde mellem casemanager og bruger. Ved projektets begyndelse 

var det hensigten at anvende COPM inden udskrivning fra sygehuset og 

med en opfølgning mindst hvert halve år. Hermed vil man have nogle faste statuspunkter, 

der løbende kan evalueres ud fra. Det har senere vist sig, at det har 

været for optimistisk at anvende COPM så systematisk. Det er ikke altid, at brugeren 

er i stand til at sætte fokus på egne ønsker og behov ud fra et skema, og 

nogle gange er brugeren for syg til at kunne kortlægge disse ting. Derfor anvendes 

skemaet udelukkende, når casemanageren vurderer, at brugeren tids- 

og situationsmæssigt er klar hertil. Principperne bruges dog ofte i samtaler med 

brugerne, men det kan nogle gange blive for systematisk at udfylde et skema 

hjemme hos den enkelte. 

Medarbejderne kan ofte stå i et dilemma mellem at ville dokumentere deres arbejde 

og hensynet til de brugere, de skal hjælpe og støtte. Ofte er gruppen af 

brugere med komplekse psykiatriske og sociale problemstillinger meget negativt 

27

indstillede over for skemaer og systemer. Samtidig er det en brugergruppe, hvor 

forandringerne kan være meget små og derfor svære at se. Når man benytter 

omfattende dokumentationsredskaber er det nok nødvendigt at have særlig fokus 

på, hvordan man introducerer disse for brugerne. 

Der benyttes også et skema vedrørende brugerens livskvalitet. Dette skema 

bruges til at afdække, hvordan brugeren opfatter sit liv her og nu samt håbene 

og drømmene for fremtiden. Gennem en dialog med casemanageren vurderer 

brugeren selv, hvordan han havde det for et år siden, hvordan han har det nu 

og hvordan han forventer at have det om et år. 

Et tredje skema benyttes til at finde frem til og at registrere de signaler, der typisk 

kan optræde i forbindelse med, at brugeren er ved at blive syg. Brugeren 

støttes i at beskrive, hvad der skal ske, når det første advarselssignal melder 

sig. Et mål med dette er, at brugeren tidligere i sygdomsforløbet bliver opmærksom 

på, hvad der er ved at ske. En oversigt over advarselssignaler og hyppighed 

kan være med til at forebygge tilbagefald og øge opmærksomheden på, 

hvordan den enkelte kan mestre sit eget liv. 

To brugere fortæller, at de er glade for at få sat ord på, hvilke symptomer og 

signaler der viser sig, når de er ved at blive syge. Denne erkendelse giver mulighed 

for både at forstå og blive mere afklaret med tidligere hændelser. 

Til brug for erfaringsopsamling og evaluering fører casemanageren sine oplevelser 

ind i en empiridagbog. Den indeholder desuden de enkelte brugeres beskrivelser 

af egne vurderinger og oplevelser. Disse beskrivelser har brugerne 

selv et eksemplar af. 

4.2.2 Handleplaner 

Medarbejderne havde fra starten en forventning om, at nogle brugere skulle have 

udarbejdet en koordinationsplan 5 – men alle brugere har fået en udskrivningsaftale 

6 . For flere af brugerne er det blevet aktuelt at diskutere, hvordan en 

social handleplan kan følge op på udskrivningsaftalen. Projektet har fået et nyt 

succeskriterium om integration af den enkelte brugers planer og aftaler. Dette er 

sket ud fra et ønske om større sammenhæng mellem brugerens aftaler og planer. 

En sådan koordinering vil ske i samarbejde med brugerne. 

I projektet har man desuden overvejelser om, hvordan man kan sikre at udskrivningsaftalen 

eller koordinationsplanen ikke udelukkende bliver et redskab 

5 Koordinationsplaner udarbejdes om patienter, der ikke vil medvirke til indgåelse af en udskrivningsaftale 

(se note 6 for en beskrivelse af udskrivningsaftaler). 

6 Udskrivningsaftaler indgås mellem en patient og den psykiatriske afdeling samt de relevante 

myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. og omhandler de behandlingsmæssige 

og sociale tilbud til patienten. Overlægen har ansvaret for udarbejdelse af udskrivningsaftaler 

for patienter, der antages ikke selv vil søge den behandling eller de sociale tilbud, som er 

nødvendige for helbredelsen. 

28

for psykiatriens faglige personale, men også bliver et nyttigt og anvendeligt redskab 

for brugerne. De kan f.eks. henvise til aftalen med henblik på at få opfyldt 

nogle af deres ønsker og behov. 


Casemanageren har i starten af projektperioden brugt tid på opsøgende arbejde 

i forhold til samarbejdspartnere. Han har besøgt de enkelte afsnit på psykiatrisk 

afdeling samt inviteret sig til møder med kommende samarbejdspartnere. Casemanageren 

er meget opmærksom på, at brugeren bliver inddraget så meget 

som muligt, og han har udarbejdet en procedure for brugerens medinddragelse 

i udarbejdelsen af udskrivningsaftalen. Casemanager og bruger udarbejder i 

fællesskab et udkast til aftalen, som dernæst præsenteres på et møde mellem 

de parter, med hvem udskrivningsaftalen skal indgås. Brugeren godkender et 

referat fra møderne, der lægges som bilag i aftalen. 

I projektet arbejder man på at etablere små hurtigtarbejdende udvalg, som brugeren 

også deltager i. Målet med dem er at være mere handlekraftig i forhold til 

brugerens ønsker og behov, og at brugeren undgår at skulle tilpasse sig de forskellige 

instansers måder at arbejde på. 

I arbejdet med at koordinere brugerens udskrivningsaftale med sociale handleplaner 

er man i projektet i gang med at finde frem til ressourcepersoner i kommunerne. 

Samtidig er man opmærksom på, at brugerne ofte har haft negative 

oplevelser med det professionelle system, samt at det ofte er belastende for 

dem at oparbejde nye relationer. Derfor vil casemanageren fungere som ”buffer” 

mellem systemet og brugeren, og nye kontaktpersoner introduceres i den 

takt, brugeren er parat til det. 

Det er desuden nødvendigt at tage en diskussion med repræsentanter fra 

kommunerne med hensyn til indhold og anvendelse af samarbejdsaftaler, udskrivningsaftaler, 

sociale handleplaner mm. For den enkelte brugers retssikkerhed 

er det af væsentlig betydning, at brugerne deltager i møder, der omhandler 

dem selv, at der er en sammenhæng mellem de forskellige planer og aftaler, 

samt at de involverede fagpersoner lytter til hinanden og til brugeren. 

4.3 Det opsøgende og kontaktskabende arbejde 

4.3.1 Mødet mellem bruger og casemanager 

Det tilstræbes at casemanager og projektets læge kontaktes af personalet fra 

funktionsbærende enhed Vest, så snart der er en mulig bruger til projektet. casemanageren 

og lægen afgør derefter, hvem der skal tilbydes deltagelse. Hvis 

brugeren accepterer at deltage i projektet, påbegynder casemanageren relationsarbejdet 

og udarbejdelsen af en udskrivningsaftale eller koordinationsplan. 

Ikke alle brugere har nået at få en udskrivningsaftale, inden de er udskrevet. Erfaringerne 

fra projektet er, at en god kontakt mellem casemanager og bruger 

29

inden udskrivelsen - med tid til at afklare forventninger og roller - resulterer i et 

bedre forløb efter udskrivelsen. Det kunne være interessant at få brugernes 

vurdering af en eventuel forlængelse af indlæggelsestiden for dermed at få tid til 

at oparbejde en god kontakt med en casemanager. 

Casemanageren skal være fleksibel i forhold til brugernes ønsker og behov. 

Han skal møde brugerne, hvor de er - både fysisk og mentalt. I samværet med 

brugerne skal han være hurtig til at fornemme, hvordan de har det og samtidig 

være ydmyg og afventende i sine reaktioner. Nogle gang skal han "tåle" stilheden 

og andre gange tage initiativ til at snakke om relevante emner. Der tages 

chancer for at casemanageren kan få be- eller afkræftet sine fornemmelser, 

men det skal gøres med forsigtighed og under hensyntagen til, at han er i brugerens 

hjem. 

Casemanager og bruger foretager sig mange forskellige ting sammen afhængig 

af den enkelte brugers behov. Det kan f.eks. være at se en video sammen, vaske 

op, drikke kaffe, forberede møder eller være sammen med brugerens pårørende. 

Casemanageren oplever, at kontakten er meget vanskelig, hvis brugeren er paranoid. 

Han kan næsten ikke gøre noget uden at blive misforstået, og det slider 

på både ham selv og brugeren. Han prøver i de tilfælde at gøre møderne korte 

og konkrete, og eksempelvis få brugeren til at tænke på andre ting eller gøre 

ting, der er positive for vedkommende. Han har erfaret, at det ikke er klogt at 

begynde at diskutere med brugerne, da det er vanskeligt at ændre deres 

tvangstanker og -ideer. 

4.3.2 Casemanagers attituder og menneskesyn 

Det er vigtigt at casemanageren kender sine egne grænser og lytter til sin intuition 

i samværet med brugerne. Han skal kunne fornemme brugernes signaler 

for at kunne handle uden at være grænseoverskridende. 

Ærlighed både overfor sig selv og brugeren er centralt i casemanagerens arbejde. 

Samtidig arbejder casemanageren med at lære brugerne at være ærlige 

over sig selv. Flere brugere har tidligere forsøgt at skjule, hvordan de reelt havde 

det, hvis de ikke ønskede at tage medicin eller at blive indlagt på psykiatrisk 

sygehus. Andre har valgt at samtykke, da det var lettere at sige ja end at tage 

en diskussion. I begge situationer har retssikkerheden ikke været opfyldt for 

brugerne, og her er det casemanagerens opgave at sørge for, at brugerne har 

en reel mulighed for at få deres ønsker igennem. 

Det kan være nødvendigt at besøge brugerne uanmeldt. Ikke alle brugere har 

telefon, og det er ikke givet, at de læser deres post eller husker, hvad de har 

læst. Her er det vigtigt at casemanageren sørger for, at besøget ikke virker som 

en kontrolfunktion, og at han har god tid, hvis brugeren har behov for det. Brugerne 

giver udtryk for, at de ikke har noget i mod, at casemanageren dukker 

uanmeldt op, men de kan generelt bedst lide at vide besked i forvejen. 

30

Det kan indimellem ske, at en bruger ikke lukker døren op til et aftalt besøg. I 

den situation er det vigtigt for casemanageren både at passe på sig selv og 

samtidig respektere den bruger, han kommer på besøg hos. Som oftest lægger 

han besked om, at han har været forbi, og hvornår han vil komme tilbage, og 

brugeren har mulighed for at tage kontakt med ham via telefonen. 


Indenfor casemanagement tankegangen tages der udgangspunkt i en helhedstænkning. 

Målet er at give den enkelte bruger mulighed for at opretholde det fysiske, 

psykiske og sociale miljø. Casemanagerfunktionen er med til at hjælpe 

den enkelte bruger med at få defineret sine ønsker og behov f.eks. i forhold til 

udskrivningsaftalen og kontakten med relevante samarbejdspartnere både på 

psykiatrisk sygehus og i hjemkommunen. 

En god og gensidig kontakt oprettes ved hyppige møder i forskellige sammenhænge, 

hvor casemanageren lærer brugerens miljø og netværk at kende og får 

indblik i hans livshistorie. Gennem en længerevarende og kontinuerlig indsats 

bliver casemanageren i stand til at vurdere brugerens daglige mestringsevne og 

sociale ressourcer, og derud fra støtte brugeren i sine ønsker. 

Flere af brugerne har tidligere stoppet med at tage deres medicin i perioder, 

hvor de har haft det godt, men de har ikke været i stand til selv at se, når de 

igen har haft behov for ekstra støtte. Derfor trækker casemanageren sig ikke fra 

brugerne, selv om de i en periode er velfungerende. Brugeren er selv med til at 

bestemme, hvornår han skal være mindre på banen eller helt stoppe med at 

komme. 

En af brugerne i projektet har ikke været indlagt i mere end et halvt år. Dette tilskriver 

brugeren selv den tætte kontakt med casemanageren samt oplevelsen 

af at have indflydelse på planlægningen af sit fremtidige liv. 

I dag har flere af brugerne i projektet kommunale støttekontaktpersoner, hvilket 

de fleste er glade for. De pointerer dog, at der er væsentlige forskelle mellem 

det, casemanager kan tilbyde og det, en støttekontaktperson kan tilbyde. Brugerne 

oplever, at casemanageren har mere frihed end de kommunale støttekontaktpersoner. 

Han har blandt andet mere tid til hver enkelt, han kommer 

med et formål - og ikke på rutinemæssigt besøg - og de kan komme i kontakt 

med ham via mobiltelefon også uden for almindelig arbejdstid. 

Det er vigtigt at alle niveauer i systemet kender og er villig til at give mandat til 

casemanagers handlekompetence. Det kræver et relativt smidigt system, hvor 

der er plads til fleksibilitet. Derfor er det centralt, at kommunikationen er velfungerende 

mellem psykiatrien og hjemkommunen samt internt i disse instanser. 

31


I afdækningen af behovet for efteruddannelse blandt medarbejderne i forvaltningerne 

er det vigtigt også at spørge brugerne, hvilke kvalifikationer de mener 

fagpersonerne bør have. Ofte har brugerne fokus på, at fagpersonerne er 

”menneskelige” – altså at det ikke er nok, at en fagperson er fagligt dygtig, måden 

af formidle sin viden på er lige så vigtig. 

I projekt ”Kontakt og støtte” er der indarbejdet faglig og personlig støtte til casemanager. 

Han modtager ekstern supervision og får derudover kollegial støtte 

fra de enkelte brugerteams. 

I Aalborg har man overvejet at etablere tværfaglige interessegrupper med professionelle, 

der arbejder med ”de svagest stillede” med henblik på udveksling af 

erfaringer og dermed få kendskab til hinandens arbejdsområder. Man overvejer 

desuden at arrangere praktikophold imellem sektorerne for at lære hinanden 

bedre at kende. Ligesom konferencer med deltagelse af både fagpersoner, brugere 

og pårørende er med til at nedbryde eventuelle barrierer og skabe forståelse 

og lydhørhed for de involveredes virkeligheder. 

4.5 Opsamling 

"Kontakt og støtte" er et tilbud til mennesker med sindslidelser, der har et svagt 

eller intet sociale netværk, og som har behov for socialpsykiatrisk støtte efter 

behandling på psykiatrisk sygehus. Tilbuddet er bygget op efter casemanagement 

tankegangen, der tager udgangspunkt i en helhedstænkning, og hvor en 

casemanager hjælper brugerne med at definere deres ønsker og behov. 

Casemanageren tager kontakt med brugerne under indlæggelse på den psykiatriske 

afdeling for derefter at opbygge en tæt relation. Herigennem lærer han efterhånden 

brugeren godt at kende og kan dermed bedre støtte brugeren i at 

gennemføre realistiske ønsker og behov. 

I projektet har man desuden sat gang i et udviklingsarbejde omkring udskrivningsaftaler 

og koordinationsplaner, hvor det er planen at erfaringerne skal implementeres 

på alle de psykiatriske afdelinger på Aalborg sygehus. Det er taget 

uventet lang tid at introducere dette arbejde. 

Casemanager er tovholder ved udarbejdelsen af udskrivningsaftaler, og projektet 

arbejder på at koordinere disse aftaler med de handleplaner, den enkelte 

bruger måtte have. Casemanager arbejder for en stor del alene og får støtte 

gennem dels den eksterne supervision, dels fra kollegerne i de teams, der er for 

hver bruger. 

I projektet arbejder man ud fra et retssikkerhedsbegreb, hvor fokus er på "det 

gode møde” mellem borgeren og det offentlige system. Centrale elementer i arbejdet 

er kompetenceudvikling af borgerne og efteruddannelse af det offentlige 

32

systems medarbejdere. 

33

5. ”Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede”. 

Århus kommune 






5.1.1 Formål 

Formålet med projektet er at give borgerne en oplevelse af at være omfattet af 

den almene retssikkerhed på en sådan måde, så de bliver i stand til at udnytte 

de støttemuligheder, der tilbydes fra forvaltningen. Projektet sigter på at udvikle 

metoder til at sikre de svagest stilledes retssikkerhed. 

Projektet har til hensigt at udvikle de ansattes muligheder for at hjælpe borgerne 

til at opleve en større kompetence i mødet mellem borger og sagsbehandler 

og dermed sikre dem en oplevet retssikkerhed. 


Målgruppen er mennesker, der kan karakteriseres ved at være misbrugende, 

have en sindslidelse og/eller have psykiske lidelser uden en diagnose - de såkaldt 

dobbelt udstødte. 

Gennem kontakt med eksisterende tilbud til de svagest stillede i kommunen udvælger 

projektmedarbejderen femten brugere inden for målgruppen. 


Projektet er organisatorisk forankret i socialchefens sekretariat og den juridiske 

konsulent er projektleder. Der er ansat en socialrådgiver som projektmedarbejder 

samt en antropolog på honorarbasis. Antropologen fungerer som sparringspartner 

og evaluator samt bidrager til kvalitetssikring af projektet 

Der er nedsat en styregruppe der består af centerchefen fra Socialcenter Centrum, 

udviklingskonsulenten fra Bostøtte og Udrykningstjeneste, centerlederen 

fra Center for Misbrug, repræsentant for det Sociale Brugerråd, central projektkoordinator, 

projektleder samt de to ansatte i projektet. 


Ved projektets start blev der opstillet følgende succeskriterier: 

34

- at ansætte en medarbejder til det opsøgende og kontaktskabende arbejde 

i forhold til målgruppen 

- at afdække brugernes forhold til forvaltningen samt omfanget af deres 

netværk 

- at oprette et lejemål, som base for projektmedarbejderen og netværksarbejdet 

- at kvalificere anvendelsen af § 111 handleplaner for borgere, der modtager 

ydelser i henhold til serviceloven 

- at udvikle og raffinere handleplansarbejdet på baggrund af de indvundne 

erfaringer 

- at fastholde og udvikle brugergruppens kompetencer i samarbejdet med 

forvaltningen 

I projektet arbejder man ud fra en retssikkerhedsforståelse, der fremhæver vigtigheden 

af, at borgeren oplever sig respektfuldt og ligeværdigt behandlet i mødet 

med forvaltningen. Det enkelte menneskes retssikkerhedsforståelse er 

præget af baggrund, kultur og hidtidige erfaringer med at blive hørt og forstået. 

Ofte forstår de svagest stillede mennesker ikke den anvendte sprogkode i beslutninger 

og begrundelser, der angår dem og deres liv. 

5.1.5 Status 



Projektmedarbejderen har fået kontakt med brugerne gennem deltagelse i arbejdet 

i det opsøgende gadeteam og ved at komme i værestederne. 

Lejemålet, der blandt andet skulle fungere som base for projektmedarbejderen, 

er ikke oprettet. Denne er i stedet fysisk placeret i socialchefens sekretariat. 

Der afholdes ugentlige møder mellem projektleder og projektmedarbejder, og 

antropologen deltager efter behov. 

Styregruppen mødes ca. hver tredje måned og den holder løbende den øvrige 

organisation orienteret om de indvundne erfaringer. Socialchefen er ansvarlig 

for, at den øvrige organisation samarbejder med og inddrager erfaringer fra projektet. 


Der er blevet ansat en medarbejder, som står for det opsøgende og kontaktskabende 

arbejde. Medarbejderen har fået kontakt med en række brugere 

inden for målgruppen. Der er udvalgt femten, som er blevet interviewet om deres 

kontakt med forvaltningen samt interesse for en bisidderordning med udgangspunkt 

i eget netværk. 

Det var hensigten at lokalet, der var tænkt som base for medarbejderen og netværksarbejdet, 

skulle etableres i forbindelse med et andet tilbud til målgruppen. 

35

Man ønskede af sikkerhedsgrunde ikke at projektmedarbejderen var eneste 

medarbejder, og man var heller ikke interesseret i at stedet udviklede sig til 

endnu et værested. Det har ikke været muligt at finde et sådan lokale, og medarbejderen 

har i stedet interviewet brugerne på værestederne eller i brugernes 

hjem. 

To af brugerne har deltaget i en netværksanalyse og på baggrund af disse erfaringer 

er netværksanalysen indstillet (se nærmere i afsnit 5.2.1 side 37). Formålet 

med netværksanalysen har været at finde frem til mennesker i brugernes 

netværk, der kan fungere som bisidder ved kontakten med forvaltningen. Interviewundersøgelsen 

har vist, at brugerne som hovedregel ikke er interesserede i 

at finde en bisidder i deres eksisterende netværk, der for det meste omfatter 

andre misbrugere. Undersøgelsen har desuden vist at flere værestedsmedarbejdere, 

i det omfang de har ressourcer, har påtaget en bisidderfunktion i forhold 

til brugerne - til brugernes tilfredshed. Et sidste argument for at stoppe netværksanalyserne 

er, at Kirkens Korshær i foråret 2001 har modtaget puljemidler 

til en forsøgsordning om en bisidderfunktion. Man kunne overveje, at man i projektet 

foretager en opsamling af de erfaringer, der er med bisiddere i de eksisterende 

tilbud. 

I foråret 2002 påbegynder projektet arbejdet med at kvalificeret anvendelsen af 

handleplaner for borgere, der modtager ydelser i henhold til serviceloven (se 

nærmere i afsnit 5.2.2 side 38) 

Århus Kommune arbejder i øjeblikket på at indføre arbejdsevnemetoden som 

metode i hele det socialfaglige felt. Dette har inspireret retssikkerhedsprojektet 

til at udarbejde et nyt succeskriterium: 

at få indflydelse på implementering af arbejdsevnemetoden og sikre, at retssikkerhedsaspektet 

kommer til at fremstå klart og tydeligt som en del af grundlaget 

for behandling af en sag, således at borgeren i højere grad oplever retssikkerheden 

opfyldt i mødet med forvaltningen 

Med indførelse af ny førtidspensionsreform i januar 2003 bliver arbejdsevnebegrebet 

indført som tilkendelseskriterium, og der introduceres en ny metode til 

vurdering af arbejdsevne. Målet er blandt andet at sagsbehandlingen skal foregå 

efter fælles retningslinier og med anvendelse af samme begreber. Metoden 

understøtter et forløb hvor sagsbehandleren sammen med borgeren afklarer 

borgerens ressourcer som udgangspunkt for en vurdering af udviklingsmuligheder. 


Projektmedarbejderne har fået kontakt med en gruppe af brugere, hvoraf femten 

har deltaget i interviewundersøgelsen. Denne gruppe omfatter hovedsageligt 

mænd - kønsfordelingen er tre mænd for hver kvinde. I projektet vurderer 

man, at det nogenlunde svarer til kønsfordelingen i gruppen af de svagest stillede. 

Brugerne er mellem 29 og 54 år med en overvægt af de ældre aldersklasser. 

36

Det har været hensigten at få en så bred aldersfordeling som mulig ud fra en 

antagelse om, at brugere der har haft kontakt med forvaltningen gennem en årrække 

med forskellige socialpolitiske ændringer, har en anden opfattelse af 

denne kontakt end brugere, der har haft en forholdsvis kortvarig kontakt. 

En del af brugerne er hjemløse eller lever på kanten af hjemløshed. Hovedparten 

af brugernes forsørgelsesgrundlag er pension eller kontanthjælp. Brugerne 

med pension har oplevet sig bedst behandlet i kontakten med forvaltningen. Det 

kan hænge sammen med, at der ikke stilles så mange krav til dem som til kontanthjælpsmodtagerne. 

Den bedre kontakt er dog ikke ensbetydende med at 

brugerne har oplevet retssikkerheden opfyldt. 

Hovedparten af brugerne har eller har haft et misbrug af alkohol, hash, stoffer 

og/eller medicin. Flere har desuden psykiske lidelser uden nødvendigvis at have 

en psykiatrisk diagnose. 

Brugerne kan karakteriseres ved at have mistro og mistillid til omverdenen. De 

føler sig ofte krænket, afvist eller mødt med modvilje fra det omgivende samfund. 

De har et negativt selvbillede og et lavt selvværd. Flere har misbrugsrelaterede 

sygdomme og er ofte tynget af gæld på grund af misbruget. Nogle brugere 

reagerer aggressivt, mens andre trækker sig fra omverdenen. Typisk har 

de svært ved at modtage og forstå større mængder af information. 




Afprøvning af metode til netværksafdækning 

Til afdækning af brugernes netværk - både det private og det professionelle - er 

der benyttet en metode, der på en meget tydelig og billedlig måde viser brugeres 

netværk eller mangel på samme. Metoden har vist sig at være for konfronterende 

for brugerne, som typisk er sårbare og skrøbelige mennesker, der ikke 

magter at få en sådan indsigt om deres - manglende - netværk. I projektets styregruppe 

har man dernæst diskuteret, om metoden kan bruges på en mindre 

konfronterende måde, f.eks. som spørgeguide for interview. Interviewundersøgelsen 

har imidlertid vist, at brugerne ikke er interesseret i at benytte mennesker 

fra deres eget netværk som bisiddere. Det er derfor besluttet, at man ikke 

fortsætter med netværksanalyserne. 

Interview 

Der er benyttet et struktureret spørgeskema som udgangspunkt for at interviewe 

brugerne om, hvordan de har oplevet kontakten med socialforvaltningen 

og deres erfaringer med udarbejdelsen af en handleplan. 

37

5.2.2 Handleplaner 

I interviewene fortæller flere af brugerne, at de har fået udarbejdet handleplaner, 

uden at de dog kan fortælle om formålet med eller indholdet af disse planer. 

Brugerne giver udtryk for blandede holdninger til handleplaner. Nogle udtrykker 

ligegyldighed, mens andre fortæller at de har en "indre" handleplan, som 

de ikke fortæller sagsbehandleren af frygt for, at det får konsekvenser f.eks. for 

deres pension, eller at de "får sagsbehandleren på nakken". Enkelte fortæller, 

at de har deres egen handleplan, som andre ikke skal blande sig i. 

Samtidig har det været projektmedarbejderens oplevelse, at flere af brugere er 

interesserede i at indgå i en dialog om udarbejdelse af handleplaner, hvis de 

oplever at deres holdninger og meninger bliver respekteret, og de dermed har 

indflydelse på indholdet af planerne. 

Flere af brugerne har boligproblemer enten i form af manglende bolig eller problemer 

med den bolig, de har. Disse brugere oplever ikke, at der er taget initiativ 

fra socialcentrenes side til at hjælpe dem med at løse deres boligproblem. 

I Århus kommune er der for nogle år siden udarbejdet retningslinier for introduktion 

og udarbejdelse af en handleplan for hjemløse borgere og borgere, der er i 

fare for at miste deres bolig. I projektet vil man kvalificere disse retningslinier, så 

brugere, der får udarbejdet en handleplan, har en oplevelse af, at retssikkerheden 

er opfyldt. Som et pilotprojekt vil tre sagsbehandlere fra socialcenter Centrum 

sammen med projektmedarbejderen udarbejde handleplaner for brugergruppen. 

Handleplaner udarbejdet som et resultat af en udviklingsproces, hvor 

brugeren erfarer sine ressourcer i forhold til et konkret problem, vil give brugeren 

en oplevelse af, at retssikkerheden er opfyldt. I retssikkerhedsprojektet er 

det holdningen, at det er sagsbehandlerens ansvar at sikre rammer og rum for 

denne proces. Både sagsbehandlernes og brugernes erfaringer vil blive indarbejdet 

i retningslinierne for handleplansarbejdet, og dette vil efterfølgende blive 

udbredt til alle medarbejdere i socialcentrene. 


Projektmedarbejderen har haft kontakt med de forskellige tilbud til målgruppen 

dels for at bruge nogle af stederne til at komme i kontakt med målgruppen, dels 

for at indhente stedernes erfaringer med tværsektorielt samarbejde. 

Medarbejderne i de kommunale væresteder fungerer, i den udstrækning de har 

ressourcer til det, som bisiddere for brugerne ved kontakt med forvaltningen. 

Som bisiddere har medarbejderne flere gange oplevet at være i konflikt med 

sagsbehandlerne omkring rollefordeling og indsats over for brugeren. Nogle 

sagsbehandlere udtrykker, at de ikke ser værestedsmedarbejderne som en mulig 

samarbejdspartner. Medarbejderne i bostøtteordningerne har ligeledes en 

oplevelse af, at sagsbehandlerne ikke er indstille på at inddrage dem i samarbejdet 

om brugerne. 

Medarbejderne i de frivillige tilbud er meget indstillet på at indgå i et samarbejde 

38

med socialforvaltningen og andre relevante samarbejdspartnere. I projektet har 

man overvejelser om, hvordan det fremtidige samarbejde kan etableres. 


5.3.1 Mødet mellem bruger og systemet 

Projektmedarbejderen har etableret kontakt med en række brugere blandt andet 

med det formål at indsamle deres erfaringer fra mødet med systemet. På grundlag 

af disse erfaringer er det hensigten at tilrettelægge et undervisningsforløb 

for sagsbehandlere i forvaltningen. 

Nogle af brugerne har givet udtryk for, at de i mødet med det offentlige system 

føler sig set ned på og behandlet som mindreårige børn. Brugerne føler sig frataget 

deres egenkompetence og ansvar for eget liv. 


Udgangspunkt for samtalerne har været en assertiv kommunikationsform. I projektet 

forsøger man blandt andet at anvende interviewene til at give brugerne en 

oplevelse af deres egen kompetence - at de føler sig behandlet som voksne 

mennesker. Projektmedarbejderen har mødt brugerne på deres præmisser og 

vist en oprigtig interesse for deres oplevelser. Brugerne er klare over, at deres 

erfaringer indgår som en vigtig del i det videre arbejde med at udvikle en ligeværdig 

kontakt mellem bruger og system. 

I kontakten med brugerne har projektmedarbejderen ladet den enkelte bruger 

været med til at sætte dagsordenen for mødet, uanset om samtalen dermed har 

omhandlet områder, der lå uden for interviewets rammer. Det har ligeledes været 

brugeren, der har bestemt, hvor længe en samtale varer. Dette har været 

medvirkende til, at brugerne har fået tillid til projektmedarbejderen og dermed er 

blevet mere åbne om deres erfaringer med og holdninger til forvaltningen. 

5.3.3 Bisidderordning 

Mange brugere giver udtryk for, at de ønsker en kvalificeret bisidder i kontakten 

med det offentlige. En af brugerne har udtrykt følgende krav til en bisidder: 

Det skal være et menneske 

- som ved besked om lovgivningen 

- som kender “noget” til ham og hans situation 

- som kan støtte ham i mødet med forvaltningen uden at tage over i situationen 

- som han har tillid til 

Brugerne har svært ved at pege på mennesker inden for deres eget netværk, 

der kan fungere som bisiddere. De fleste har kun en sporadisk kontakt med fa- 

39

milien. Heller ikke venner fra deres eget miljø vil kunne påtage sig den funktion. 

Brugerne begrunder det med, at sagsbehandlerne, der i forvejen er negative 

over for misbrugere, næppe vil være mere positive, når der møder to misbrugere 

frem. Andre begrundelser er en manglende tillid til andre brugeres diskretion, 

samt frygt for at andre brugere får kendskab til deres private forhold. 

Professionelle som bisiddere 

Brugerne har udtrykt stor tillid til værestedernes personale i forhold til en bisidderfunktion. 

Personalet har ofte et indgående kendskab til brugerne og deres situation, 

og brugerne har derfor både tillid til og forventning om, at personalet varetager 

deres interesser i mødet med sagsbehandleren. Dette gælder uanset 

om det er personale i væresteder drevet af kommunen eller af frivillige organisationer. 

Bisiddere fra brugerorganisationer 

Kun ganske få brugere er bekendt med, at nogle brugerorganisationer har tilbud 

om bisidderordning. Brugerne har ikke benyttet sig af tilbuddene, da det koster 

penge at være medlem af disse organisationer. En bruger er blevet tilbudt en 

bisidder fra StRIS (Stofbrugeres Rettigheder i Samfundet), men har ikke benyttet 

sig af tilbuddet. Hans begrundelse er, at bisidderen ikke havde et personligt 

kendskab til ham, og at han heller ikke havde tillid til bisidderens kendskab til 

lovgivningen. 


Ud fra de indsamlede erfaringer planlægger projektet et undervisningsforløb for 

sagsbehandlere i forvaltningen. Undervisningen skal varetages af projektets tilknyttede 

antropolog og eksterne undervisere, og tænkes planlagt efter learning 

by doing princippet. 

I projektet vægtes såvel faglig som personlig supervision til projektmedarbejder. 

Den personlige supervision bliver ydet af en fast tilknyttet psykolog og den faglige 

af projektets antropolog. 

5.5 Opsamling 

Projekt ”Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede” er et metodeudviklingsprojekt 

der sigter mod at udvikle de ansattes muligheder for at styrke de 

svagest stilledes kompetence i mødet med forvaltningen. Man har desuden fokus 

på mulighederne for at støtte brugerne i at finde og dernæst benytte bisiddere 

ved mødet. 

For at indsamle erfaringer fra de svagest stilledes møde med systemet har projektet 

kontaktet og interviewet femten brugere, der karakteriseres ved at have 

mistro og mistillid til omverdenen og føle sig afvist af det omgivende samfund. 

I forlængelse af interviewene har man foretaget en netværksanalyse, men det 

40

har vist sig at metoden er for konfronterende for brugergruppen, og man er derfor 

gået bort fra at benytte denne metode. 

Interviewundersøgelsen har vist, at det typisk ikke vil være muligt at finde bisiddere 

i brugernes netværk. De fleste brugere har ikke kontakt med familien, og 

de ønsker ikke at bruge venner fra deres eget miljø. Derimod er brugerne som 

hovedregel positivt indstillet på at bruge medarbejdere fra f.eks. væresteder. 

Disse har et godt kendskab til brugerne, og brugerne har tillid til dem. 

Der gennemføres et pilotforsøg med udarbejdelse af handleplaner for brugergruppen. 

Erfaringerne herfra samt fra interviewundersøgelsen vil blive implementeret 

dels ved udarbejdelsen af handleplaner i resten af forvaltningen, dels i 

uddannelsesforløb for sagsbehandlere med fokus på at udvikle en ligeværdig 

kontakt med brugerne, dels ved indførelse af arbejdsevnemetoden i det socialfaglige 

felt. Projektets erfaringer fra samarbejdet med forskellige tilbud til målgruppen 

vil ligeledes indgå i det fremtidige tværsektorielle samarbejde. 

I projektet arbejder man ud fra en retssikkerhedsforståelse, der fremhæver vigtigheden 

af, at brugeren oplever sig respekteret og ligeværdigt behandlet i mødet 

med det offentlige system. 

41

6. Tværgående erfaringsopsamling 

I den tværgående opsamling har det på nuværende tidspunkt vist sig mest interessant 

set i et retssikkerhedsperspektiv at have fokus på mødet mellem bruger 

og projektmedarbejder/kontaktperson, supervision og efteruddannelse samt det 

tværsektorielle samarbejde. Disse områder har været vægtet mest i midtvejsevalueringerne 

fra de fire modelprojekter. Det opsøgende og kontaktskabende 

arbejde er indgangen til at skabe rammerne for ”det gode møde” mellem bruger 

og kontaktperson og i det arbejde fremstår behovet for supervision og efteruddannelse 

af medarbejderne klart i alle projekter. Når kontakten med brugerne er 

etableret, har man i alle projekter erfaret nødvendigheden og vigtigheden af et 

samarbejde med relevante parter, og at dette samarbejde er velfungerende og 

entydigt. 

6.1 Mødet mellem bruger og medarbejder/sagsbehandler 

Ud fra modelprojekternes beskrivelser kan man opstille en række temaer, som 

det er vigtigt – og nødvendigt - at medarbejderne forholder sig til i mødet med 

brugerne. 

Udgangspunktet for at brugeren har en oplevet retssikkerhedsfølelse er det gode 

møde mellem brugeren og systemet. Sagsbehandleren skal ville brugeren 

og brugeren skal føle sig respekteret. Peter Høilund 7 pointerer, at det er afgørende 

for det gode møde, at socialarbejderen sørger for ligeværdige rammer, 

og at han er ydmyg og lyttende i kontakten, så brugeren føler sig respekteret og 

dermed har bedre mulighed for at fremkomme med sine ønsker og behov. Det 

er vigtigt at socialarbejderens forståelse af brugeren ikke udelukkende hviler på 

hans faglige og personlige forudsætninger. Den menneskelige dimension er lige 

så vigtig, specielt i forståelsen af de svagest stillede menneskers ønsker og behov. 

Hvordan får socialarbejderne så den menneskelige dimension med i forståelsen 

af de svagest stillede? I de fire modelprojekter i "Retssikkerhed for de svagest 

stillede" har medarbejderne i praksis arbejdet med at få kontakt med de svagest 

stillede mennesker. Ud fra deres erfaringer kan man komme med nogle foreløbige 

bud på, hvilke metoder der virker. 

De fysiske rammer for kontakten 

De fysiske rammer for mødet med brugerne er væsentlige. At mødes på brugernes 

enemærker kan ofte være en fordel, og give et mere ligeværdigt udgangspunkt. 

Her er medarbejderen gæst og har derfor en mere fordringsløs og 

afventende adfærd, end han normalt ville have, hvis mødet fandt sted på hans 

7 Se bilag 1 - Referat fra 12-12 møde om "Retssikkerhed for de svagest stillede". 

42

enemærker, f.eks. socialcentret. På mange offentlige institutioner er der både 

skrevne og uskrevne regler for samvær, som brugerne ofte har problemer med 

at finde sig tilrette i. Det kan fremprovokere en aggressiv adfærd, hvilket er et 

meget dårligt udgangspunkt for "det gode møde". Det er dog ikke altid muligt at 

mødes på brugerens enemærker. Derfor kunne man forsøge at overføre erfaringerne 

fra mødet i brugerens rum til de mere institutionelle rammer for at dermed 

at fremme en respektfuld og ligeværdig atmosfære. 

At møde brugeren på brugerens enemærker har også andre positive effekter. 

Medarbejderen får et bedre kendskab til og en større forståelse for brugerens 

virkelighed og kan dermed bedre afstemme de krav, der kan stilles til brugeren. 

Ved at opleve brugerne i deres egne omgivelser, har medarbejderen også mulighed 

for at se ressourcer hos brugeren, som ikke kommer frem, hvis mødet foregår 

på medarbejderens enemærker. 

Kontakten skal være vedholdende 

Alle fire modelprojekter beretter, at den opsøgende kontakt skal være vedholdende. 

Det vil sige at medarbejderen vender tilbage gang på gang, lige indtil det 

er muligt at komme i kontakt med brugeren. Medarbejderne ser f.eks. ikke en 

lukket dør som signal om at brugeren ikke vil i kontakt med dem. Der kan være 

mange andre årsager til at døren ikke åbnes. Måske orker brugeren ikke at være 

sammen med nogen lige nu eller har måske brug for mere tid til at turde tro 

på, at medarbejderen vil støtte op om den måde, brugeren har valgt at leve på. 

Det er derfor vigtigt for medarbejderen at vise og fortælle brugeren, hvad han 

kan yde af støtte og omsorg, og at der ikke er krav om forandring bundet op på 

hjælpen. 

Man har i alle fire modelprojekterne gode erfaringer med en vedholdende kontaktform 

uden løftede pegefingre og krav om forandring. Der er etableret mange 

gode og bæredygtige kontakter med brugere, der tidligere har været bortvist fra 

andre tilbud eller har levet under usle vilkår med en sporadisk kontakt med systemet. 

Brugernes ønsker for kontakten 

Medarbejderen skal så vidt muligt være fleksibel i forhold til brugernes ønsker 

for kontakten - hvornår og hvor tit man mødes, og hvad medarbejderen skal 

hjælpe brugeren med. Medarbejderen må kunne påtage sig de opgaver der er 

behov for - det kan være meget forskelligartet som at gøre toilettet rent, hente 

medicin og snakke med brugeren om ønsker for fremtiden. Medarbejderen må 

være rummelig, afventende og kunne tåle stilheden, men han skal også turde 

tage chancer og bringe ømtålelige emner på banen - men under hensyntagen til 

og respekt for at han befinder sig på brugerens enemærker. 

Kontinuitet i kontakten 

Kontinuitet i kontakten med forvaltningen er også en væsentlig faktor i "det gode 

møde". Brugerne fortæller, at det føles nedværdigende for 117. gang at skulle 

blotlægge sin livshistorie for en ny medarbejder. Desuden reagerer en del brugere 

med paranoide tanker på mange medarbejderskift. 

43

Ærlighed 

Et af projekterne nævner at ærlighed er et centralt element i arbejde med brugerne. 

Dels skal medarbejderen være ærlig over for både sig selv og brugeren. 

Dels skal medarbejderen være bevidst om, at brugerne tidligere kan have forsøgt 

at skjule hvordan de har det pga. konsekvenserne af ærligheden - at blive 

pånødet uønsket medicin og/eller en indlæggelse. For flere brugere har det betydet, 

at de bliver meget syge med ofte voldsomme indlæggelsesforløb til følge. 

Visheden om at kunne bestemme over eget liv kan være med til, at brugerne 

meget tidligere gør opmærksom på, at de begynder at blive syge igen, og konsekvenserne 

behøver dermed ikke at være så drastiske. 

Medarbejderen skal kende sine egne grænser 

I alle fire projekter har man set vigtigheden af, at medarbejderen kender sige 

egne grænser og hele tiden arbejder bevidst med sine reaktionsmønstre, så der 

er overensstemmelse mellem adfærd og tale. Han skal kunne læse brugerens 

bevidste og ubevidste signaler for ikke at optræde og handle grænseoverskridende 

i samværet, og samtidig skal han være i stand til at passe på sig selv. 

Medarbejderen skal kunne takle en aggressiv adfærd og andre konfliktfyldte situationer 

uden at kontakten med brugeren ødelægges. Det er vigtigt, at medarbejderen 

ser brugerens reaktioner som et resultat af tidligere dårlige erfaringer 

med systemet og ikke tager det personligt. Ved en aggressiv og voldelig adfærd 

er det ofte medarbejderens ”fingerspidsfornemmelser”, der afgør, om medarbejderen 

f.eks. vælger at gå fra brugeren, eller om brugeren kan tales til ro. 

Hvis medarbejderen vælger at gå, er det af væsentlig betydning, at brugeren er 

klar over, hvorfor og hvornår medarbejderen kommer tilbage igen. 

Medarbejderen skal være rummelig, udholdende og tålmodig, og vise at han vil 

brugeren noget positivt uanset hvilke attituder og adfærd, der udvises. Med tiden 

kan denne rummelige kontakt bære, at medarbejderen ikke giver brugeren 

ret i alting og endda korrigerer en uhensigtsmæssig adfærd. 

Mobiltelefon og telefonsvarer 

I påvirket tilstand og i perioder med paranoide tanker kan brugerne ikke opretholde 

almindelige grænser for samvær. Her har man i flere af modelprojekterne 

erfaret, at mobiltelefon og telefonsvarer kan være med til at opretholde kontakten 

mellem bruger og medarbejder, uden at medarbejderen føler sig invaderet i 

privatlivet. 

Fokus på individet 

Det vigtigt at medarbejderen bevarer fokus på det enkelte menneske og dets ret 

til at vælge det liv, det vil leve - uanset om det strider mod de etablerede normer. 

Retten til at få støtte til at leve det liv, man ønsker, og at støtten gives med 

respekt for individet, er centralt i en fornyelse af retssikkerhedsbegrebet. 

44

6.2 Supervision og efteruddannelse 

Modelprojekterne har i den forløbne periode været i en afklaringsfase omkring 

behovet for supervision, faglig sparring og efteruddannelse. Dette afsnit beskriver 

nogle af de foreløbige erfaringer fra dette område. 

Medarbejderne arbejder ofte alene og under uforudsigelige omstændigheder. 

Der bliver stillet krav om indlevelsesevne, rummelighed i kontakten og rationel 

ageren i konfliktfyldte situationer. Desuden skal medarbejderen være omstillingsparat 

og hele tiden arbejde intenst med sine reaktionsmønstre. 

Medarbejderen tager ofte sine beslutninger på baggrund af fingerspidsfornemmelser, 

som udvikles gennem en proces, hvor centrale omdrejningspunkter er 

viden, talent, efteruddannelse, faglig sparring og supervision samt tid til og fokus 

på opgaven. 

For at kunne arbejde under sådanne omstændigheder er det nødvendigt, at 

sagsbehandleren er tryg ved sit faglige bagland, har mulighed for faglig sparring 

og erfaringsudveksling samt supervision ved en ekstern supervisor. Derudover 

bør der være mulighed for efteruddannelse inden for områder, hvor sagsbehandleren 

har behov for det. 

I et af modelprojekterne har man valgt ikke at afholde kurser, men i stedet fokusere 

på indlæringen i den metodeudvikling, der foregår i det daglige arbejde. 

Indlæringen foregår dels på medarbejderniveau, dels på styregruppeniveau. På 

medarbejdermøder teoretiseres ud fra praksiseksempler, og på styregruppemøder 

diskuteres begreber. 

Det forventes at ovennævnte kan gøres til genstand for en nærmere analyse 

ved afslutningen af projektperioden. 

6.3 Tværsektorielt samarbejde 

I opstartsfasen har projekterne haft fokus på en afklaring af omfanget af det 

tværsektorielle samarbejde, hvem der skal samarbejdes med, hvad der skal 

samarbejdes om, afklaring af parternes kompetenceområder mv. Dette afsnit 

omfatter nogle af de foreløbige erfaringer. 

Et velfungerende samarbejde på tværs af sektorer, hvor brugerens kontaktperson 

er tovholder, kan være med til at give brugeren en oplevelse af, at retssikkerheden 

er opfyldt. Et effektivt samarbejde på tværs af sektorer kan give 

grundlag for en sammenhæng i brugerens forskellige planer og aftaler, og det 

kan være medvirkende til at handleplaner, udskrivningsplaner osv. ikke kun bliver 

et redskab for medarbejderne, men også et anvendeligt redskab for brugerne. 

For den enkelte brugers retssikkerhed er det af betydning at have mulighed for 

45

at deltage i de tværsektorielle møder, og at fagpersonerne lytter både til hinanden 

og til brugeren. Det vil formentlig kræve en omlægning af rutiner og kulturer 

på mange institutioner, en omstillingsproces der ikke vil forekomme lige nem eller 

logisk for alle medarbejdere. Et argument herimod er ofte at brugeren ikke vil 

kunne ”klare” at deltage i sådanne møder og vil blive mere syg af det. 

Det er vigtigt med klare kompetencer og aftaler om, hvem der gør hvad, for at 

brugerne ikke kommer i klemme mellem instanser, der modsiger hinanden eller 

ikke ved, hvad de andre gør. Ofte har brugerne kontakt med flere forskellige instanser 

eller tilbud, og de bruger megen tid på at vente i institutioner, der kontrollerer 

adgangen til nødvendige goder - situationer der af brugerne opleves 

som nedværdigende og fremmer følelsen af magtesløshed. 

Det forventes at det tværsektorielle samarbejde udbygges gennem resten af 

projektperioden, og at disse erfaringer dermed kan indgå i den nærmere analyse 

ved afslutningen af projektperioden. 

6.4 Omdrejningspunkter i projektets sidste fase 

Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” er nu nået midtvejs gennem forløbet. 

Alle fire modelprojekter har fået etableret en bæredygtig kontakt med 

nogle at de svagest stillede borgere. Ud fra deres oplevede praksis er der beskrevet 

vigtige elementer i rammerne for ”det gode møde” mellem bruger og 

sagsbehandler eller kontaktperson. For at de svagest stillede borgere kan få en 

oplevelse af, at deres retssikkerhed er opfyldt på lige fod med andre borgeres, 

er det nødvendigt at disse grupper sikres en særlig behandling. Udgangspunktet 

tages i det enkelte menneskes oplevede virkelighed og ønsker for fremtiden 

og med afsæt i ”det gode møde” mellem borgeren og sagsbehandleren eller 

kontaktpersonen. 

Fremover vil projekterne have fokus på fastholdelse af kontakten til brugerne og 

udvikling af deres kompetencer, så de bliver bedre i stand til at udnytte de goder, 

de har krav på. De temaer, der er udvalgt i den tværgående erfaringsopsamling, 

vil stadig være i fokus fremover. 

Ved projekternes afslutning vil de fire modelprojekter formentlig kunne berette 

om erfaringer med de opstillede succeskriterier samt om indsatsen har haft og 

vil have en forebyggende virkning for målgruppen. Det forventes ligeledes at 

projekterne vil have opsamlet erfaringer om inddragelse af brugere og pårørende 

i arbejdet. Ud fra de erfaringer som projekterne har fået gennem den treårige 

projektperiode, forventes det, at der kan gives anbefalinger og bud på, hvilke 

metoder der fungerer med henblik på at sikre retssikkerheden for de svagest 

stillede. 

I den afsluttende rapport vil det i højere grad, end det er tilfældet nu, være muligt 

at tematisere og analysere ud fra de fire modelprojekters erfaringer. Det forventes 

ligeledes, at der kan perspektiveres og gives anbefalinger på de meto- 

46

der, der i praksis er medvirkende til at intensionerne om retssikkerhed i lovgivningen 

bliver realiseret for de svagest stillede grupper i samfundet. 

47

7. Kilder 

7.1 ”Kom brugerne i møde”. Københavns kommune 

Feldman, Maia. Retssikkerhed for de svagest stillede - Projekt ”Kom brugerne i 

møde”: Midtvejsevaluering. Københavns kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen 

7. kontor. København 2002. 

Referater fra projektets styregruppemøder. 

Referat fra 12-12 mødet i Middelfart om ”Projekt retssikkerhed for de svagest 

stillede”. 

Retssikkerhed for de svagest stillede - Projekt ”Kom brugerne i møde”: Projektbeskrivelse. 

Københavns kommune, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen 

7. kontor. København 2000. 

Thomsen, Ole. Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede: Rapportering til 

den centrale styregruppe. København 2001. 

7.2 Vista Balboa – et tilbud til mennesker med sindslidelser og 

misbrug i Odense kommune 

Olsen, Claus B. Statusnotat om projekt "Vista Balboa". CASA. København 

2002. 

Olsen, Claus B. Vista Balboa - et tilbud til borgere med sindslidelse og misbrug i 

Odense kommune: Projektbeskrivelse. CASA. København 2000 




Tejlmand, Elisabeth. På den yderste kant. Artikel i Socialrådgiveren. Februar 

2002 



48

7.3 ”Kontakt og støtte” – Et projekt i og efter sygehusopholdet. 

Nordjyllands amt. 

Brøndum, Tinka. Forstærket støtte til svage sindslidende. Artikel i Rundt om 

Nordjylland. Oktober 2001. 

Beskrivelse af ”Projekt kontakt og støtte til de svagt stillede” – projektbeskrivelse. 

Psykiatrien i Nordjyllands amt. Aalborg 2000. 

Frederiksen, Birthe Kloch. ”Kontakt og støtte” – et projekt i og efter sygehusopholdet: 

Midtvejsevaluering. Ledelsessekretariatet og Socialpsykiatrisk afdeling, 

Nordjyllands amt. Aalborg 2001. 






7.4 ”Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede”. Århus 

kommune 

Arbejdsevnemetoden: Metode til beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne. 

Socialministeriet. København 2001. 

Christensen, Bitten T. Retssikkerhedsprojektet: midtvejsrapport Århus. Magistratens 

1. afdeling. Århus 2001. 




Jensen, Palle Eli. Vedr. Retssikkerhed for de svagest stillede: Projektbeskrivelse. 

Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen Århus kommune. Århus 2000. 



49

8 Bilag 

8.1 Referat af 12-12 møde om projekt ”Retssikkerhed for de 

svagest stillede” 

Mandag d. 28. – tirsdag d. 29. januar 2002 afholdtes 12-12-møde om Projekt 

retssikkerhed for de svagest stillede på Comwell i Middelfart. 

Tanken med mødet var at udveksle erfaringer på tværs mellem de lokale projekter 

og medvirke til netværksdannelse imellem projekternes medarbejdere. 

Kontorchef Peter Juul, Socialministeriets 7. kontor og projektkoordinator Ole 

Thomsen, Formidlingscentret Storkøbenhavn indledte konferencen med at opridse 

baggrund og mål for projektet. 

Herefter præsenterede de enkelte projekter sig. 

Odense Kommune: ”Vista Balboa – Et tilbud til borgere med sindslidelse og 

misbrug i Odense Kommune” V/ Erik Holm. 

Århus kommune: ”Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede” V/ Palle 

Eli Jensen og Bitten Thykjær Christensen. 

København Kommune: ”Kom Borgerne i møde” V/ Tune Møller og Kim Rydahl 

Bagger. 

Nordjyllands Amt: ”Kontakt og støtte – Et projekt i og efter sygehusopholdet”. V/ 

Niels-Ulrik Poulsen. 

For en præsentation af projekterne henvises her til midtvejsrapportens opsamling 

eller til de enkelte rapporter som er bilag i rapporten. 

”Hvad er retssikkerhed?” 

Om eftermiddagen havde Cand.jur. og Ph.d. i Retsfilosofi, Peter Høilund fra 

Roskilde Universitetscenter, under overskriften ”Hvad er retssikkerhed?” fået til 

opgave at forklare begrebet retssikkerhed og de historiske, filosofiske og etiske 

betragtninger man kan gøre sig i forhold til at bruge begrebet i udviklingen af 

det sociale system. 

Høilund tog afsæt i retssikkerhedens forhold til retfærdighedsbegrebet og beskrev 

retssikkerheden som et ”teknisk” begreb set i forhold til retfærdighedsbegrebet 

som inkluderer en række etiske dilemmaer. 

Historisk kan retssikkerhedsbegrebet føres tilbage til Retsstaten som havde sit 

udspring i 1700-tallets oplysningstid. Begrebet bygger ifølge Høilund på det for- 

50

hold at ”det billige er bedre end det retfærdige”, dvs. at det der kan opnås enighed 

om imellem parterne er bedre end det som objektivt set ville være retfærdigt 

og det er i praksis formålet med retssikkerhedsbegrebet at beskytte borgeren 

imod overgreb og vilkårlighed fra myndighedernes side. 

Høilund fokuserede på, at formålet med retssikkerhedsbegrebet er at sikre ”forudberegnelighed 

og gennemskuelighed” i forholdet mellem de offentlige myndigheder 

og brugeren. 

Høilund fastholdt at jura kan definere magtforhold, strukturer osv. men at juraen 

ikke alene kan løse sociale problemer – her kommer det socialfaglige arbejde 

ind i billedet. 

Med henvisning til blandt andet Baumann og Kant forklarede Høilund at oplysningstiden 

er forudsætningen for retssikkerhedsbegrebet fordi forestillingen om 

en retsstat opstod der. Han citerede fx Kant: ”Mennesket skal forlade den selvvalgte 

umyndiggørelse” ”Tænk selv! Drop traditionen!”. 

I oplysningstiden erstattedes tradition og religion af fornuft og autonomi. Målene 

for den retsstat som tog sin begyndelse her var ”Frihed, lighed og retfærdighed”. 

Retsordenen er baggrunden for retssikkerhed. Borgeren skal selv kunne 

forholde sig til hvad der er retfærdigt. 

For at dette kan virkeliggøres forudsatte Høilund, at der skabes et ”frirum”, hvor 

myndighederne ikke har eneret på fortolkningen af loven. I denne forbindelse er 

det værd at bemærke at legalitetsprincippet i forvaltningen begrænser institutionernes 

handlen og det er værd at se på de klageinstanser der er til rådighed. 

Høilund fortsatte med at forklare forskellen på den moderne og den postmoderne 

verden. I den moderne verden var det den ”store fortælling” der dominerer: 

Viden var sikker. Dette muliggjorde enevælde. Rationalitet og fornuft hører 

hjemme i den moderne verden. I den postmoderne verden (vor tid) udgøres virkeligheden 

af ”mange små fortællinger”. Viden er ikke sikker, men afhængig af 

sin kontekst. Her taler man fx om ”narrativ viden” Enevælde afløses af pluralisme 

og set i forhold til projekt retssikkerhed er det relevant her at nævne begreber 

som brugerinddragelse og medvirken som er forsøg på at skabe et fællesskab 

imellem socialarbejderen og brugeren. 

Fra Retssikkerhedsloven fremhævede Høilund § 4 som omhandler 

”medinddragen” og fastslår at socialt arbejde skal tilrettelægges således 

at brugeren kan deltage og § 5 som omhandler ”Helhed” med henblik 

på at lovgivningen og praksis skal udgøre en helhed. Disse paragraffer 

er vigtige, men få henviser til dem. 

Høilund fremhævede vigtigheden af at benytte sig af § 4 og § 5 i et samspil. 

Han forklarede at formålet med lovens § 4 ”giver næring til det gode” og at § 5 

”styrker totaliteten”. I praksis drejer det sig om at finde et fælles fundament 

sammen med brugeren / borgeren for derefter at ”bringe det faglige i spil”. - 

51

Man skal ”sætte sig i den andens sted”. Sagsbehandling skal tage udgangspunkt 

i at man ”danner substansen” sammen med brugeren og at man på dette 

grundlag ”handler korrekt og danner en faglig praksis. 

Høilund hævdede at vi i den vestlige verden er mest optaget af totaliteten: Ved 

anvendelse af teorier, regler og metoder gør vi alt hvad blikket møder til ”det 

samme” / ”det velkendte”. I forhold til arbejdet med mennesker er dette problematisk. 

Det der kendetegner mennesket, er at det ikke kan generaliseres med 

teorier, regler og metoder for vi ”ved ikke hvor det begynder og hvor det ender”. 

Det er afgørende at socialarbejderen i mødet med brugeren forstår at se og 

møde blikket hos den anden. 

Høilund fremhævede at ”hvis du lytter ordentligt …- kan du høre retfærdighedens 

tavse stemme!” og han skelnede imellem om det socialarbejderen så var 

”Nødens autoritet i den andens blik” eller ”lødighedens autoritet”. Ved at fokusere 

på ”nødens autoritet” får socialarbejderen den menneskelige dimension med 

- det som er særligt ved det menneske han sidder overfor og det bliver muligt at 

yde den hjælp som der er brug for i forhold til den enkelte. Ser socialarbejderen 

derimod udelukkende ”lødighedens autoritet” dvs. fortolker han mødet med brugeren 

udfra en forståelse som først og fremmest bygger på egne faglige og 

personlige forudsætninger, så kan retssikkerheden ikke sikres fuldt ud. socialarbejderen 

skal forholde sig til mødet med brugeren og tage stilling, vurdere og 

sige til og fra, frem for blot at handle ”korrekt” efter traditionelle normer og fremgangsmåder. 

Høilund afsluttede sit oplæg med at konstatere at det er nødvendigt at institutioner 

har et menneskeligt potentiale hvis retssikkerheden for de svagest stillede 

skal kunne sikres. 

Opsamling af erfaringer i projekterne 

De centrale projektkoordinatorer redegjorde for intentionerne bag, og 

metoderne i den koordinerede erfaringsopsamling. Oplægget indeholdt 

en præsentation af designet for midtvejsevaluering, tidsplanen for 

projektet samt en fremlæggelse af planen for den videre bearbejdelse 

Projektkoordinatorerne lagde særligt vægt på at midtvejsrapporten er en erfaringsopsamling 

som skal dokumentere processen og dermed gerne skulle indeholde 

såvel positive som negative erfaringer. Der blev endvidere lagt vægt på at 

midtvejsevalueringerne er baseret på udsagn fra brugerne 

De regionale projekters evaluatorer præsenterede derefter resultaterne 

af deres evaluering af de enkelte projekter. Evaluatorerne fortalte om 

hvilke metoder de har anvendt til opsamling af erfaringer, gav 

eksempler fra evalueringerne og forklarede i hvilken sammenhæng de 

skulle ses. For en nærmere gennemgang heraf henvises til de enkelte 

rapporter. 

52

Før middagen fortalte Peter Højlund om det centrale forskningsprojekt 

”Solidaritet som forudsætning for retssikkerhed i det sociale arbejde 

med de svagest stillede” tilknyttet Herlev Kommune og ”Vista Balboa” i 

Odense. 

Paneldiskussion om den praktiske anvendelse og udviklingspotentialet i 

begrebet retssikkerhed 

På mødets anden dag stod programmet på paneldiskussion om den praktiske 

anvendelse og udviklingspotentialet i brugen af begrebet retssikkerhed indenfor 

stat, amter og kommuner. Et panel bestående af: Torben Brøgger, Københavns 

Kommune, Kirsten Lycke, Kommunernes Landsforening, Lars Toft, Amtsrådsforeningen 

og Peter Juul, Socialministeriet, 7. kontor var blevet bedt om at 

fremhæve det som de fra deres daglige arbejde anså som de væsentligste sider 

af problemstillingen: 

Torben Brøgger, vicesocialdirektør i Københavns kommune, indledte paneloplægget 

og lagde vægt på at det er ledelsens opgave at påtage sig ansvaret for 

at en organisation lever op til at sikre retssikkerheden for de svagest stillede. 

Herudover fokuserede han på at efteruddannelse er nødvendig i forhold til de 

medarbejdere som i deres daglige arbejde står for at implementere loven i de 

enkelte organisationer. 

Kirsten Lycke konsulent fra Kommunernes Landsforening lagde vægt på at det 

kontaktskabende og opsøgende arbejde sættes i fokus og at der gøres en indsats 

for at forbedre samarbejdet mellem de instanser som har en rolle i arbejdet 

med de svagest stillede. Herudover understregede hun at det er nødvendigt at 

uddanne ledere og medarbejdere på retssikkerhedsområdet så de har et grundlag 

for deres arbejde. 

Lars Toft fuldmægtig fra Amtsrådsforeningen anførte nødvendigheden af bedre 

dokumentation af hvad der virker, hvorfor det virker og om det virker. Der skal 

sættes fokus på arbejdet med disse problemstillinger og kompetencer skal styrkes 

hos medarbejderne. Han stillede forslag om at der etableres netværk i amter 

og kommuner med en synlig arbejds- og ansvarsfordeling, så dem der møder 

de svageste ved hvem der skal løfte opgaven. De involverede medarbejdere 

skal blive bedre til at lave ordentlige overdragelsesforretninger. Han fremhævede 

at dette skal gøres indenfor den samme økonomiske ramme idet den rigtige 

løsning ikke behøver at være dyrere end den forkerte. 

Peter Juul, Kontorchef i Socialministeriet anførte at det regeringen vil have mere 

af er retskrav i loven, men han påpegede at det er svært at skrive minimumsrettigheder 

på hjemløseområdet. Herudover indskærpede han at der skal visiteres 

bedre. Fra Socialministeriets side støttes brugerorganisering økonomisk. 

Han spurgte om brugerne overhovedet er klar til brugerinddragelse og til sidst 

slog han fast at hurtighed også er en form for retssikkerhed. 

Af diskussionen i plenum fremgik det blandt andet at de problemer der er tale 

53

om blandt de svagest stillede ikke har nogen nemme løsninger. Det kan handle 

om aktivering og revalidering men frem for alt handler det om ”mestring af dagligdag”. 

Tidsfaktoren er vigtig. Projekt Retssikkerhed for de svagest stillede er et 

eksperimentarium og der skal gives god tid for at skabe forandring på området. 

Det er ikke nok at omorganisere i forvaltningerne. 

Det blev desuden fremhævet at de brugere som kommer i klemme mellem 

kommunerne skal hjælpes hurtigere videre og der blev stillet forslag om oprettelse 

af en fællespulje imellem kommunerne så sagsbehandlingen ikke er betinget 

af bureaukratiet. 

Som afsluttende kommentar til debatten fremhævede Lars Toft at driftsmidler i 

amter og kommuner også er lagt ind i projektet. Det er således ikke kun Socialministeriets 

penge der driver projektet, men uden dem var det ikke kommet i 

gang. Han mente at der skal fokuseres på helheden – hele driftssituationen. Der 

skal fokuseres på at skabe menneskelighed i samspillet. 

Kirsten Lycke anførte at den faglighed og erfaring om hvad der virker skal bringes 

videre til ledelsen i de enkelte kommuner. Det var hendes opfattelse at det 

er medarbejdernes ansvar at gøre dette. 

Torben Brøgger slog fast at det er en pointe at man ikke bruger pengene til at 

købe tid, men snarere engagerede medarbejdere. Det skal være en del af det 

almindelige arbejde i socialcentrene at udvikle arbejdet for at forbedre retssikkerheden 

for de svagest stillede. 

Og til sidst fastslog Peter Juul at Socialministeriet får noget for pengene. Der er 

forståelse for at det kræver tid og tålmodighed. Han konkluderede at det handler 

om at skabe kontakt, værdighed, livskvalitet og ”mestring” af eget liv. 

Oplæg om efteruddannelse 

12-12-mødet afsluttedes med oplæg i plenum hvor hvert af projekterne under 

overskriften ”Efteruddannelse, erfaringsudveksling og implementering” var blevet 

bedt om at fortælle om læring og efteruddannelse i deres projekt. 

Erik Holm fra Vista Balboa-projektet i Odense Kommune indledte med at fortælle 

at man i Vista Balboa har givet undervisning i misbrug til medarbejderne og 

undervisning i redskaber som ASI og CAN. Derudover har Odense-projektet 

brugt tid på introduktion til processen og igangsættelsen af den. Endvidere kunne 

han fortælle at der er afholdt kursus i systemisk teori og kognitiv terapi og at 

det er planen løbende at give redskaber og efteruddannelse når behovene dukker 

op undervejs. 

I Århus Kommune har man erkendt at sagsbehandlerne kan blive bedre til det 

de laver. Projektleder Palle Eli Jensen forklarede at det er projektets mål at efteruddanne 

sagsbehandlerne. Om metoden til at uddrage læring af projektet 

fortalte Palle Eli at man benytter sig af antropologisk feltarbejde til dokumentation 

af arbejdet så det kan beskrives uden at virke for usikkert. Det er planen i 

54

Århus-projektet at udføre ”Satellitforsøg” i et socialcenter og derefter involvere i 

alt 4 socialcentre. Århus-projektet skal organisatorisk placeres i Familie- og arbejdsmarkedsforvaltnings-regi 

og implementeres ad den vej. 

Kim Rydahl Bagger, koordinator for projektet i Københavns Kommune, fortalte 

at københavnerne har valgt ikke at afholde kurser, men i stedet at fokusere på 

læring i den metodeudvikling de laver. Han fastholdt at ”metodeudvikling er efteruddannelse” 

og at ”revolutionerne ikke sker på kurser men i praksis.” Koordinatorfunktionen 

er ”svævende” i forhold til at sætte læring i gang. Der skal være 

muligheder for diskussioner af retssikkerhedsbegrebet i hverdagen. 

Følgegruppen i København diskuterer begreberne og på praksisniveauet fungerer 

det sådan at sagsbehandlerne fra de fire involverede bydele i København 

afholder ”temadage” hver 3. måned. Her forsøger man at trække praksiseksempler 

op på et teoretisk plan. På denne måde afdækkes eventuel mangel på 

kompetencer hvilket i sig selv udgør den løbende efteruddannelse. Det at mødes 

giver ligeledes en ”fællesskabsfølelse” Man finder sammen ud af at projektet 

er svært og at det er OK at det er svært. Man skal lade være at tro at man i 

forvejen opfylder retssikkerheden. Hvis man tror at man har ”de vise sten” går 

læringen i stå. 

Fra projektet i Nordjyllands Amt fortalte casemanager Niels Ulrik Poulsen, at det 

er værd at spørge sig selv hvad det egentlig er ”de andre” har brug for at lære. 

Viden er magt men brugerne sætter mere pris på det ”menneskelige”. Mere efteruddannelse 

i socialpsykiatrien ville være godt for at skabe ”fagpersonligheder” 

eller mere bevidsthed hos fagpersonerne. For at fastholde læringen i projektet 

og muliggøre klinisk refleksion føres dagbog over projektforløbet. Der skal 

være tid til at reflektere. Det er desuden relevant at spørge brugerne hvad de 

mener at det er vigtigt at lære. I forhold til SKP’ere er supervision og kollegial 

vejledning helt nødvendigt. 

Niels Ulrik Poulsen foreslog at man kunne etablere interessegrupper for ”de 

svagest stillede” i form af ad hoc grupper. Disse kunne være en ”alliancepartner” 

i kommunerne. Man kunne desuden arrangere praktikophold imellem sektorerne 

for at lære hinanden bedre at kende. Niels Ulrik Poulsen gjorde det klart 

at der skal være gode løn- og kompetencemuligheder for at ”løfte det lidt” og 

fremhævede at der skal være konferencer, hvor man kan mødes med brugere, 

pårørende og fagfolk for at lære af hinanden. 

Efter disse oplæg fra projekterne afsluttedes programmet med følgende bemærkning: 

”Hvis det viser sig at det virker så skal vi ud og fortælle om hvad det 

er der virker, men først skal vi se OM det virker”. Der var således bred enighed 

om at der skal læres via de erfaringer man gør sig i processen. Det tager tid at 

nå dertil hvor metoderne til at sikre retssikkerheden ligger klar. Læringen i udviklingsprocessen 

giver løbende resultater. 

55

8.2 ”Kom brugerne i møde”. Københavns kommune 

Retssikkerhed for de svagest stillede: 

Projekt ”Kom brugerne i møde” 

Midtvejsevaluering 

Udarbejdet af Maia Feldman 

For Københavns Kommune, Familie- og Arbejdsmarkeds Forvaltningen, 7. kontor 

Januar 2002 

56

INDHOLDSFORTEGNELSE 

1. INDLEDNING ............................................................................................................57 

2. PROJEKTETS MÅL OG MIDLER ............................................................................61 

2.1 STATUS .................................................................................................................61 

3. KONTAKTSKABENDE OG OPSØGENDE ARBEJDE ..........................................63 

3.1 AT MØDE BRUGERNE I DERES RUM – SAGSBEHANDLERES PERSPEKTIVER....................64 

3.2 MØDET MED SAGSBEHANDLERNE UDENFOR LOKALCENTRET - 

BRUGERPERSPEKTIVER.................................................................................................66 

3.3 KENDSKAB TIL BRUGERENS KONTEKST.....................................................................67 

3.4 ANVENDTE KOMMUNIKATIONSFORMER .....................................................................69 

3.4 NYE ROLLER?........................................................................................................70 

4. SAMARBEJDSPARTNERE OG KONTAKTER.....................................................71 

4.1 SAMARBEJDET MED ANDRE LOKALCENTRE ...............................................................72 

4.2 KONTAKTEN TIL RÅDGIVNINGSCENTRENE.................................................................73 

4.3 SAMARBEJDET MED BOLIGSELSKABET......................................................................74 

4.4 KOORDINERINGEN I FORHOLD TIL ØVRIGE PROJEKTER I KØBENHAVNS 

KOMMUNE. STØTTE-KONTAKTPERSON FORSØGET OG SUNDHEDSPROJEKTET ...................76 

4.5 PERSONLIGE RELATIONER .......................................................................................77 

5. HANDLEPLANER.....................................................................................................77 

5.1 BRUGERES OPFATTELSER AF ”HANDLEPLANER” ........................................................78 

6. EFTERUDDANNELSE OG SUPERVISION..............................................................14 

6.1 FAGLIGE FORUDSÆTNINGER OG VIDEN I PROJEKTET.................................................80 

6.1.1 Tidligere erfaringer med udegående arbejde og med målgruppen...............80 

6.2 RETSSIKKERHEDSFORSTÅELSER I PROJEKTET ..........................................................81 

6.3 DISKUSSIONER UNDERVEJS I PROJEKTET .................................................................81 

6.3.1 Overvejelser om målgruppe, tilhørsforhold og indsats .................................81 

6.4 VIDEN OG LÆRING UDVIKLET UNDERVEJS I PROJEKTET .............................................83 

6.4.1 Kommunikation og kontakt i opsøgende arbejde........................................83 

6.4.2 Viden om strukturelle barrierer i sagsforvaltningen i forhold til 

hjemløse.................................................................................................................83 

6.4.3 Erkendelse af behovet for en opsøgende tilgang .........................................84 

6.4.4 Samarbejdet med gadeplansmedarbejdere .................................................84 

7. RETSSIKKERHEDEN FOR DE SVAGEST STILLEDE..........................................85 

RESULTATER ...............................................................................................................85 

7.1 SAMARBEJDET MELLEM SAGSBEHANDLERNE OG GADEPLANSMEDARBEJDERE...............85 

7.2 FASTHOLDELSE AF KONTAKTEN FREMFOR ”VIDEREEKSPEDERING” ..............................86 

7.3 FREMSKUDT SAGSBEHANDLING OG KENDSKAB TIL BRUGERNES SAMMENHÆNG 

OG VILKÅR ...................................................................................................................86 

57

8. METODEUDVIKLING OG ANBEFALINGER .........................................................87 

8.1 SKAL SAGSBEHANDLINGEN ENDE I LOKALKONTORET?................................................87 

8.2 DEN FØRSTE KONTAKT OG DET VIDERE FORLØB........................................................88 

8.3 TIDSMÆSSIGE RESSOURCER I PROJEKTET................................................................88 

58

1. Indledning 

”Kom brugerne i møde” indgår i Socialministeriets større projekt, ”Retssikkerhed for de 

svagest stillede”, som er støttet af ”Service og Velfærd” - et fælles stats- og amtsligt 

kommunalt projekt. Formålet med ”Service og Velfærd” er bl.a. at skabe rammer for 

forsøg med nye måder at indrette velfærdssamfundet på, med henblik på at forbedre 

samspillet mellem borgerne og det offentlige system. Projekt ”Retssikkerhed for de 

svagest stillede” har til formål, at udvikle metoder, der kan bidrage til, at intentionerne 

om ”retssikkerhed” i lovgivningen realiseres i praksis. Principperne i lovgivningen sigter 

mod at øge retssikkerheden, bl.a. gennem brugerinddragelse, medbestemmelse, hand- 

leplaner, helhedsvurderinger, synlighed i sagsbehandlingen, m.v. Under projekt ”Rets- 

sikkerhed for de svagest stillede” er etableret 4 delprojekter, hvor der arbejdes med en 

udvalgt gruppe af svagt stillede, marginaliserede borgere, med henblik på at yde støtte 

og udvikle metoder. ”Kom brugerne i møde” er et af disse 4 delprojekter. 

Intentionen med projekt ”Kom brugerne i møde” er at udvikle metoder og strategier, 

hvorved marginaliserede grupper kan anvende det sociale system på de 

vilkår, der er beskrevet i den sociale lovgivning. Ønsket er, at få kontakt til mennesker, 

der ikke selv henvender sig om hjælp og som måske ikke er motiverede 

for at inddrages i, og gøre brug af offentlige tilbud. 

Den retssikkerhedsforståelse, der ligger til grund for projektet, repræsenterer en 

udvidelse af det traditionelle retssikkerhedsbegreb, hvor fokus ligger på forudberegnelighed 

i form af juridisk korrekte afgørelser. I en nyere retssikkerhedsforståelse, 

som den f.eks. kommer til udtryk i Retssikkerhedsloven, fremhæves 

vigtigheden af at der træffes ”den rigtige afgørelse” for borgeren, og etik, dømmekraft 

og hensynet til den enkelte er centrale begreber. Borgeren har krav på 

at blive inddraget i, og have indflydelse på sagsbehandlingen, og det fordres af 

socialforvaltningen, at være lydhør overfor brugernes problemopfattelser og ønsker. 

Reel inddragelse og forhandling med borgerne i forvaltningen af de sociale 

ydelser, forudsætter dels, at de pågældende borgere i en vis udstrækning selv 

henvender sig med deres behov, og dels at de formulerer deres problemopfattelser 

og ønsker på en måde, som aktørerne i socialforvaltningen forstår og accepterer. 

Endvidere fordres, at man fra socialforvaltningens side formidler de 

rettigheder, krav og muligheder, der ligger i den sociale lovgivning, på en måde, 

som forstås af borgeren. Der stilles med andre ord krav om kontakt, dialog og 

kommunikation for at opfylde hensigterne om brugerinddragelse og medbestemmelse. 

For nogle af de svagest stillede borgere, der udgør målgruppen i 

projektet gælder, at de måske ikke selv henvender sig, og at betingelserne for 

dialog og kommunikation i ”det gode møde” mellem borger og system er ringe. 

Nærværende projekt sigter mod at udvikle metoder til at komme i kontakt med 

de nævnte brugere, og til at etablere en dialog med henblik på at brugerne efterfølgende 

kan anvende de sociale tilbud på samme vilkår, som andre brugere 

59

af det sociale system. 

Den foreliggende rapport er en midtvejsevaluering, en foreløbig status over metoder 

og erfaringer halvvejs i projektforløbet. Rapporten er struktureret i nogenlunde 

overensstemmelse med de temaer og spørgsmål, som den centrale projektkoordinator, 

Formidlingscenter Storkøbenhavn, har ønsket behandlet. 

I evalueringen følges projektet 3 måneder pr. projektår. Der er tale om en primært 

kvalitativ procesevaluering, hvor projektforløbet beskrives med fokus på 

udviklingen af de valgte metoder, samt udfra brugernes perspektiv på, og erfaringer 

med disse metoder. 

Følgende metoder anvendes i dataindsamlingen: 

Åbne løst strukturerede interviews med projektmedarbejdere, projektets tovholdere 

og øvrige fagligt relevante personer. 

Åbne løst strukturerede interviews og samtaler med personer fra målgruppen. 

Deltagerobservation i målgruppens miljø, i det omfang evalueringens tidsramme 

muliggør det. 

Periodevis tilstedeværelse ved projektmedarbejdernes opsøgende arbejde, 

samt i perioder deltagelse i møder vedrørende projektet i de enkelte lokalcentre. 

Løbende deltagelse i følgegruppe- og andre relevante møder vedrørende projektet. 

Gennemgang af relevant skriftligt materiale. 

Nærværende rapport er bl.a. baseret på i alt 14 interviews med de 8 sagsbehandlere 

i projektet, med 3 medarbejdere tilknyttet projektet som følge af deres 

erfaring med opsøgende gadeplansarbejde, en teamchef i et af de deltagende 

lokalcentre, en tovholder i projektet fra 7. Kontor, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, 

samt yderligere et medlem af følgegruppen fra 7. Kontor i Familie- 

og Arbejdsmarkedsforvaltningen. 

Blandt brugerne, som er tilknyttet projektet, har jeg primært talt med 12 personer. 

Med 3 af dem har jeg foretaget båndoptagede interviews og med de øvrige, 

haft løbende samtaler. 

De fleste interviews er båndoptagede og efterfølgende fuldt transskriberede. 

Under mange af samtalerne har jeg taget noter, som umiddelbart efter samtalen 

er bearbejdet til fyldigere referater. 

Derudover har jeg i perioderne juni, samt november-december 2001 deltaget i 

nogle af sagsbehandlernes ture i lokalområderne, og i møder vedrørende projektet 

på de involverede lokale centre. 

60

2. Projektets mål og midler 

I følgende afsnit redegøres for hensigter og formål i Projekt ”Kom brugerne i 

møde”, som disse fremgår af projektbeskrivelsen fra november 2000, udarbejdet 

af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Projektets overordnede formål 

refereres, for dernæst at gennemgå de midler, med hvilke formålet tænkes realiseret. 

Efterfølgende gives en kort status over, hvor langt man er nået i projektet 

på de enkelte punkter og eventuelle ændringer i forhold til de oprindelige 

hensigter. En del af disse forhold uddybes nærmere undervejs i rapporten. 

”Projektet har til formål at udvikle metoder til at bygge bro mellem de sociale 

hjælpeforanstaltninger og mennesker, der har behov for hjælp, men af forskellige 

årsager ikke af egen drift formår at udnytte de eksisterende hjælpemuligheder. 

Målet med indsatsen er at sikre, at de mest marginaliserede grupper, på 

samme måde som andre grupper, gives muligheder for at gøre brug af de sociale 

hjælpetilbud.” (Retssikkerhed for de svagest stillede: Projekt ”Kom brugerne 

i møde”, p. 3, november 2000). 

Det overordnede mål er endvidere ”…at integrere det opsøgende gadeplansarbejde 

med sagsbehandleropgaverne i de lokale centre og at etablere en dialog 

med brugerne, der kan skabe grundlag for, at brugerne efterfølgende ser sig i 

stand til at benytte det lokale center på samme vilkår som andre brugere af det 

sociale system”. (ibid. 4). 

Midlet til løsning af disse opgaver er ”…at etablere en fremskudt sagsbehandling 

på gadeplan, dvs. en miljørådgiverfunktion i det lokalområde, hvor brugeren 

faktisk befinder sig, og dermed udnytte det forhold, at brugerne indledningsvis 

er mere åbne og modtagelige for at tale om deres egne behov i deres eget rum 

– det fri.” (ibid. 4). 

Projektets målgruppe indbefatter som udgangspunkt de såkaldt ”dobbelt udstødte”, der 

karakteriseres gennem en eller flere af følgende problemstillinger: 

Mennesker, der har misbrugsproblemer. 

Mennesker, der har psykiske problemer. 

Mennesker, der overvejende lever på gaden. 

Mennesker, der lever meget isoleret. (Ibid. 3). 

”Projektet iværksættes i de lokalområder, der dækkes af nedenstående centre i 

Københavns Kommune: 

Det lokale center Indre By 

Det lokale center Sundby Nord 

Det lokale center Vesterbro 

Det lokale center Bispebjerg” 

(Ibid. 3). 

Projektets metoder og design beskrives nærmere således: 

61

”De lokale centre, der er tilknyttet projektet, inddrager 2 socialrådgivere fra voksenteamet 

til at varetage miljørådgiverfunktionen i eget lokalområde. 

De nuværende medarbejdere, der varetager det generelle opsøgende gadeplansarbejde 

på tværs af lokalcentrenes geografiske områder, prioriterer i projektperioden 

de udvalgte områder. Gadeplansmedarbejderne vil som oftest 

etablere den indledende kontakt til målgruppen og være formidlende i forhold til 

miljørådgiverne. 

Når der efter en kortere eller længere periode er skabt det nødvendige tillidsforhold 

til brugeren videreføres sagsbehandling og den videre opfølgning af det lokale 

center. Det bliver den samme sagsbehandler, som brugeren kender fra 

gaden, som viderefører sagsbehandlingen i det lokale center og som et led heri 

udarbejder en social handleplan. 

Såfremt en bruger af den ene eller anden grund mister kontakten til det lokale 

center eller en iværksat hjælpeforanstaltning, er det projektets opgave, at søge 

at genetablere kontakten. 

Er der tale om brugere fra andre lokale centre i Københavns Kommune, eller fra 

andre kommuner, er det miljømedarbejderens opgave at tage kontakt og indgå i 

en dialog om iværksættelse af de nødvendige hjælpeforanstaltninger.” 

Brugerne vil forsøgsvis få tilbudt E-mail adresser, således at kommunikation 

kan ske direkte ved brug af IT-udstyr i Natcaféen, Den Sociale Døgnvagt eller i 

boformerne. 

Miljømedarbejdernes funktionsperiode er i dagtimerne og på hverdage i tidsrummet 

mellem 18.00 og 24.00” 

(Retssikkerhed for de svagest stillede: Projekt ”Kom brugerne i møde”, p. 4, november 

2000). 

2.1 Status 

Projekt ”Kom brugerne i møde” blev indledt i det lokale center i Indre By. I januar 

2001 gik de to sagsbehandlere sammen med to opsøgende gadeplansmedarbejdere 

fra det daværende Basen på Sundholm, i gang med den 2 måneders 

introduktionsperiode, som er tiltænkt hvert lokalcenter. I foråret 2001 fulgte 

sagsbehandlere og gadeplansmedarbejdere på lokalcentret i Sundby Nord. Projektmedarbejderne 

på Bispebjerg Lokalcenter startede i september 2001 og på 

Vesterbro Lokalcenter begyndte de 2 projektmedarbejdere i november 2001. 

Som led i deres projektindsats bevæger de involverede sagsbehandlere fra 

hvert lokalcenter sig nu i varierende udstrækning rundt i lokalmiljøet. Især de 2 

lokalcentre, der først gik i gang med projektet, har opnået en del erfaringer med 

fremskudt sagsbehandling som led i projektet. 

62

Sundby Nord lokalcenter varetager fortsat al sagsbehandling i projektet udenfor 

lokalcentret, i brugernes eget miljø. Siden april 2001 har de koncentreret deres 

projektindsats i campinglejren ”Vinterly” i Vermlandsgade, som blev oprettet for 

hjemløse i december 2000. Sagsbehandlerne har givet individuel rådgivning og 

afholdt gruppemøder i lejren 1-2 gange om ugen siden maj 2001. Pr. 30.11. 

2001 har 12 såkaldte ”skæve boliger”, (”På sporet”), opført af Københavns Almennyttige 

Boligselskab (KAB), erstattet campingvognene, og Sundby Nord 

har i denne forbindelse påtaget sig en række opgaver, herunder boligindstilling 

af beboere i campinglejren, formidlet kontakt til beboernes egne sagsbehandlere 

på ca. 12 lokalcentre i og udenfor Københavns Kommune vedrørende etableringsydelse, 

boligstøtte og varmehjælp, m.v. Sagsbehandlerne kommer fortsat 

fast 1 gang ugentligt og servicerer de 16 nuværende beboere. 10 af beboernes 

sager er nu overflyttet til Rådgivningscentret for Stofafhængige på Tycho Brahes 

Allé på Amager. 

I Indre by er møderne med de fleste af de (pr. januar 2002) 14 brugere, som er 

tilknyttet projektet, nu overflyttet til lokalkontoret. Sagsbehandlerne går fortsat 

ture i lokalområdet 1-2 gange om ugen, med henblik på at danne sig et overblik 

over distriktet og opsøge eventuelle nye brugere fra målgruppen. Området omkring 

Nørreport station og Kultorvet tiltrækker en del hjemløse fra hele landet, 

som opholder sig på stedet mere eller mindre midlertidigt. De fleste tilbringer 

mest dagtimerne på områdets mødesteder. Ca. 5 personer skønnes pt. at sove 

udendørs. Projektmedarbejderne er også her i løbende kontakt med forskellige 

centre i og udenfor Københavns Kommune. (Se endvidere kapitel 6 for en mere 

detaljeret beskrivelse af vigtige indsatsområder i lokalområdet). 

På Bispebjerg har sagsbehandlerne afsat en dag om ugen til opsøgende arbejde. 

Der er endnu ikke etableret fast kontakt til brugere. Fra februar 2002 vil projektmedarbejderne 

i en forsøgsperiode opholde sig i caféen i De Hjemløses 

Hus, et værested under Røde Kors, som ligger i centrets lokalområde. Her vil 

de rådgive stedets brugere, få indsigt i eventuelle problemstillinger og om nødvendigt, 

være kontaktformidlende i forhold til brugernes egne sagsbehandlere 

og lokalkontorer. 

Igangsættelsen af projektet på Vesterbro Lokalcenter har været forsinket på 

grund af indledningsvise misforståelser vedrørende metoderne i projektet. 

Teamchef for voksenteamet og de sagsbehandlere, der oprindeligt var inddraget 

i projektet, havde forstået, at gadeplansmedarbejderne skulle opbygge relationer 

til specifikke sagsbehandlere, med henblik på at kunne henvende sig til 

dem på centret, i tilfælde, hvor brugere måtte have behov for hjælp fra en sagsbehandler. 

Det opsøgende element – den fremskudte sagsbehandling – havde 

således undgået deres opmærksomhed. De sagsbehandlere, der oprindeligt var 

inddraget, sagde fra, og nye medarbejdere skulle findes. Det er nu henholdsvis 

en medarbejder, ansat som støtte-kontakt person og en boligsocial medarbejder/ 

støtte-kontakt person, der varetager projektet på lokalcentret. 

Fra lokalcentrets side fastholdes det, at Vesterbro som bydel betragtet, i forvejen 

er forholdsvist privilegeret hvad angår projekter og udgående medarbejdere, 

og at en god koordination de respektive projekter imellem kan løse de fleste 

63

opgaver på gadeplan. Projekt ”Kom brugerne i møde” vil således blive tilpasset 

den lokale kontekst. 

2 opsøgende gadeplansmedarbejdere fra Aktivitetscentret på Sundholm har fra 

starten været tilknyttet projektet, hvor de bl.a. har haft til opgave, at introducere 

sagsbehandlerne til metoder i det opsøgende gadeplansarbejde, til lokalområderne 

og til brugere fra målgruppen. Den ene medarbejder var indledningsvis 

ansat på halv tid som projektkoordinator. Hans ansættelse er fra juni 2001 udvidet 

til en fuldtidsstilling i denne funktion. 

Med hensyn til intentionen om at tilbyde brugerne E-mail adresser med henblik 

på direkte kommunikation med sagsbehandlerne, er dette foreløbig ikke forsøgt. 

I projektbeskrivelsen er tidsrummet for projektmedarbejdernes funktionsperiode 

beskrevet som dagtimer og aftentimerne mellem kl. 18.00 og 24.00. Sagsbehandlerne 

fra Indre by lokalcenter foretager opsøgende arbejde ca. en gang om 

ugen kl. 16.00 til 20.00. Øvrigt aftenarbejde udføres normalt ikke som led i projektet. 

Projektkoordinatoren skønner ikke det er relevant, bl.a. på grund af de 

øvrige projekter indenfor hjemløse- og stofmisbrugerområdet, der er igangsat 

siden projektbeskrivelsens udfærdigelse. (Se kap. 4). 

3. Kontaktskabende og opsøgende arbejde 

3.1 At møde brugerne i deres rum – sagsbehandleres perspektiver 

Næsten alle sagsbehandlere i projektet fremhæver en række fordele ved at 

møde brugergruppen udenfor lokalkontoret, der hvor de faktisk opholder sig. I 

deres beskrivelser indgår ofte, at man som sagsbehandler placeres ”på deres 

(brugernes) plan”, i ”deres område” og at ”det er os, der er gæster”. Dette bevirker, 

at mødet foregår ”mere frit og åbent”, ”mere afslappet for dem” – og, påpeger 

en sagsbehandler, ”i et eller andet omfang også for os”. Det fremføres, at 

man generelt får en anden, mindre formel dialog med brugere, i forhold til indenfor 

rammerne af lokalcentret, hvor nogle brugere kan være meget nervøse. 

2 sagsbehandlere forklarer eksempelvis, hvorfor de foretrækker at møde nogle 

borgere udenfor lokalkontoret således: 

A: ”Systemet kan godt påvirke nogle negativt. Det kan godt være, de kommer 

herop med en intention, men når de går ind ad døren, bare det de går ind ad 

døren, det kan godt påvirke dem. Så derfor foretrækker vi at gå ud til dem.” 

64

B: ”Det er blandt andet det der med, at man sidder bag et skrivebord, distancen 

mellem os”. 

A: ”Og det er jo ikke nogle mennesker, som elsker systemet, vel. De har jo deres 

modhager alle sammen, på den ene eller den anden måde. Jeg tror, de har 

det ret godt med at vi kommer ud til dem, frem for at de skal komme op til os. 

Jeg tror, de føler det mere uforpligtende, men alligevel noget, som de får noget 

ud af, noget de kan bruge til noget. … Med nogle mennesker kan man mærke, 

at de har det utroligt dårligt med at være her, de har nærmest rejst sig fra stolen 

før de har sat sig. De kan ikke åbne sig, de får ikke sagt det, de gerne vil sige.” 

B: ”Der kan det være en stor fordel, at gå hjem til dem i stedet for. Og min personlige 

holdning er, at det ikke i alle tilfælde bør være målet, at få folk til at 

komme her på kontoret. Fordi mange af de mennesker, der lever på gaden, de 

er specielle og anderledes og det er jo derfor, de lever på gaden. Så det med 

systemer her og der og alle vegne, og at skulle indordne sig under en masse 

ting - og det skal man jo i en eller anden udstrækning i det øjeblik, man sætter 

sine ben i et offentligt kontor. Der er både nogle skrevne og uskrevne regler om, 

hvordan man opfører sig, hvordan man retter henvendelse og sådan nogle ting, 

og det er der jo nogle mennesker, der har svært ved. Jeg synes lidt, at man 

som system, selv er med til at presse folk ud i nogle situationer, som man ved, 

de har svært ved at håndtere, og derved få de der voldelige eller ophidsede situationer, 

som er svære at håndtere, både for borgeren og for os. Så hvorfor ikke 

mødes med borgeren, der hvor borgeren har det bedst med at mødes?” 

A: ”Med nogle af de borgere, vi har, der er det da ikke særligt smart, at de kommer 

heroppe. Fordi vi ved, at det ender med råben og skrigen og knalden med 

dørene.” 

En anden sagsbehandler beskriver her forskellen på mødet med en del af brugerne 

i lokalcentrets rammer, frem for i andet regíe: 

”At sidde dernede og snakke med dem - det er er en helt anden dialog, vi får 

med dem, på et helt andet plan, end når du sidder heroppe. Mange af dem der 

kommer heroppe, de er skide nervøse. Og nu må du ikke engang sidde i venteværelset 

og ryge en smøg, som det var tidligere. Mange af dem er utroligt nervøse. 

Og de er autoritetstro, og de har en frygt for systemet på et eller andet 

plan. Mange har oplevet et skolesystem, der var håbløst, mange er blevet anbragt 

udenfor hjemmet og har været hele møllen igennem”. 

Ifølge de pågældende sagsbehandlere ville voldsomme episoder formentlig forekomme, 

hvis nogle af de borgere, som de nu har kontakt til i forbindelse med 

projektet, var nødt til at komme fast på lokalcentret. Derimod er sagsbehandlerne 

helt trygge ved at mødes med samme brugere udenfor kontoret, i deres eget 

miljø. Lokalcentrets rammer påvirker således nogle borgere negativt, og den 

ledsagende interaktion giver utryghed for både borger og sagsbehandler. 

65

3.2 Mødet med sagsbehandlerne udenfor lokalcentret - brugerperspektiver 

De vurderinger af projektet, som refereres i følgende afsnit, bygger primært på 

samtaler med 12 brugere, der har haft løbende kontakt til sagsbehandlerne i 

projektet. 

Vurderingerne skal læses i lyset af, at mange af brugerne i projektet generelt 

synes at have en afventende og forbeholden holdning til det offentlige system. 

Som følge heraf nuancerer de ofte deres synspunkter vedrørende projektet og 

sagsbehandlerne med formuleringer, som ”indtil videre synes jeg…”, ”foreløbigt…”, 

o.lign. Mange af brugerne giver udtryk for en generel forventning om, at 

det offentlige system og dets repræsentanter, hurtigt kan ændre praksis og afgørelser. 

Det er gennemgående, at brugerne værdsætter projektmedarbejdernes tilgængelighed, 

hvad enten der er tale om sagsbehandlerne, som kommer fast i de 

”skæve boliger” i Vermlandsgade, eller om den særlige indsats, som andre 

sagsbehandlere i projektet yder ved, så vidt muligt, at tilsidesætte andet arbejde, 

når en bruger fra målgruppen henvender sig med et akut behov for hjælp. 

Det påskønnes generelt, at have en vis sikkerhed for at kunne få kontakt med 

sagsbehandleren og relativt hurtigt få en aftale, når behovet er der. Erfaringer i 

brugergruppen er, at man ellers nemt risikerer, at få en aftale til et tidspunkt, der 

opfattes som langt ude i fremtiden. 2-3 uger kan virke uoverskueligt langt væk 

for mange i målgruppen. De forhold de fleste af brugerne lever under er præget 

af uforudsigelighed, som giver basis for en tidsopfattelse, hvor en aftale, uger 

ude i fremtiden kan have en meget usikker status. Som en bruger forklarer: 

”Som hjemløs, så har du jo ikke et sted at bo og sove. Derfor må de (på lokalcentret) 

også tage i betragtning, at så er det ikke altid man kan komme. Du kan 

sagtens få en tid klokken kvart over ni om formiddagen om 3 uger eller 3 måneder. 

Men hvem siger, at der hvor du finder et sted at sove for natten, at jeg kan 

være oppe til den og den tid. Det kommer dælme an på, hvad tid du har fået lov 

til at falde i søvn. Så kommer der nogen og vil lave ballade. Så kommer der nogen 

og råber og skriger. Så kommer der en fejevogn… jamen så sover du jo 

ikke rigtigt.” 

Når man sover udendørs, ved man med andre ord aldrig, om man bliver vækket 

af råb og skrig, af en vagt i løbet af natten, eller af andre eller andet, der finder 

på at vække én, når man tilbringer natten i det offentlige rum. Gadelivet implicerer 

en rytme, præget af uberegnelighed, der giver fremtidige aftaler en karakter 

af usikkerhed. Det daglige forløb er, og opleves som værende betinget af 

en række uforudsigelige faktorer, der gør, at visse former for planlægning fravælges. 

(Se også kapitel 5 om sociale handleplaner). 

66

En del af beboerne i de skæve boliger fremhæver det positive i, at sagsbehandlerne 

i projektet kommer ud til dem, frem for at de skal sidde og vente på et lokalkontor, 

med det ærinde, de måtte have. Udtalelser som ”Der er ikke noget 

værre end at sidde på et socialkontor og vente”, eller ”det kan tage pisse lang 

tid at komme til at snakke med dem”, er hyppige og det fremgår, at mange i 

brugergruppen har tilbragt meget tid med at vente. De har ventet på at tale med 

en sagsbehandler, på at få udleveret metadon, at tale med en lægekonsulent 

på et Rådgivningscenter for Stofafhængige, osv. Ventetiden på et lokalkontor 

eller et Rådgivningscenter - institutioner, som kontrollerer adgangen til goder, 

der er nødvendige for brugeren - synes at fremme en subjektiv oplevelse af 

magtesløshed. Projektmetoden, hvor sagsbehandlerne ”går den anden vej” og 

kommer ud til brugerne, synes bl.a. på denne baggrund, at vurderes positivt af 

mange af brugerne. 

Kontinuiteten, det at samme sagsbehandlere kommer jævnligt, fremhæves som 

positivt af nogle af beboerne i Vermlandsgade. Flere giver udtryk for, at det giver 

en sikkerhed, at projektmedarbejderne kommer regelmæssigt. Modsat har 

en del beboere fremført deres utilfredshed over udskiftningerne af personer i 

funktionen som såkaldt social vicevært, eksempelvis på følgende måde: 

”Mange af os har vendt vrangen ud på os selv, for at fortælle dem, hvorfor vi er, 

som vi er, og hvorfor vi er blevet det. Det er folk trætte af, og nu skal vi bruge et 

år på det igen.” 

Flere brugere har givet udtryk for en påskønnelse af projektmedarbejdernes opsøgende 

og aktive tilgang: de virker som om ”de har fingeren på pulsen”, og ”lige 

ved hvor de skal gå hen for at kigge” (efter rettigheder og støttemuligheder i 

de enkeltes sager). Et par brugere giver udtryk for, at de hellere vil ringe til 

sagsbehandlerne i projektet, end til egne sagsbehandlere, fordi førstnævnte opleves 

som om de generelt ved bedre besked. 

Nogle brugere fremhæver det som positivt, at sagsbehandlerne får indblik i deres 

miljø ved at komme på besøg. ”Så ser de hvordan vi lever, og kan bedre 

forstå os”, er det f.eks. blevet nævnt. En beboer fra Vermlandsgade udtalte, at 

”(D)e (sagsbehandlerne) har været med i hele processen, de kender det hele.” 

Ingen brugere har eksplicit nævnt at have følt sig ”invaderet” ved at sagsbehandlerne 

er dukket op i deres miljø, og ingen har talt om metoden som påtrængende, 

el.lign. For et par brugeres vedkommende har jeg dog fornemmet 

en indledningsvis mistro. (Sagsbehandlerne har i de tilfælde haft samme oplevelse 

af de pågældende brugeres skepsis). 

3.3 Kendskab til brugerens kontekst 

Tilbagevendende møder og stabil kontakt mellem bruger og sagsbehandler i 

brugerens eget miljø, kan bibringe sagsbehandleren en forståelse for den pågældendes 

dagligdag, betingelser og praksis, som har betydning for sagsbe- 

67

handlerens vurderinger og afgørelser, og som adskiller sig fra en mere kontekstløs 

brugeropfattelse indenfor lokalkontorets rammer. Et kendskab til brugerens 

sammenhæng og mødet med brugeren i dennes sammenhæng kan endvidere 

være en fordel i arbejdet med sociale handleplaner. 

Et sådant kendskab til brugernes dagligdag kommer eksempelvis til udtryk hos 

de to sagsbehandlere, der igennem 3/4 år er kommet fast i campinglejren / de 

”skæve boliger” i Vermlandsgade, hvis beboere for de flestes vedkommende 

har boet på gaden i en årrække. Under de 1-2 ugentlige besøg, ofte af 2 eller 3 

timers varighed, har sagsbehandlerne både haft individuelle samtaler med beboere 

udenfor på pladsen eller i campingvognene, og møder med en større beboergruppe 

i fællesvognen. 

De faste besøg har givet sagsbehandlerne indsigt i de pågældende brugeres 

dagligdag og vilkår, såvel som i misbrugets natur. De har oplevet afhængigheden 

- at den fastgroede flaske ikke er udtryk for lystdrikkeri, men for et akut behov. 

De har erfaret, at misbruget og rammerne for husholdning i campingvognene 

vanskeliggør økonomisk adfærd. Mødet med brugerne i deres miljø har 

bibragt sagsbehandlerne en intern forståelse, som f.eks. har bevirket, at faglige 

og personlige holdninger til økonomisk adfærd er suppleret med en forståelse 

og vurdering, der i højere grad er udsprunget af de pågældende brugeres aktuelle 

dagligliv. I forbindelse med en samtale om etableringsydelse 8 , nævnte 

sagsbehandlerne eksempelvis forskellen på, hvad de kunne sige og hvilke krav 

de kunne stille til de pågældende brugere, i forhold til andre brugere. 

C: ”Vi har talt om, at vi godt ved, hvad vi kan sige til dem, og hvad vi ikke kan 

sige. For havde det været heroppe på kontoret og én var kommet for at snakke 

etableringshjælp og den pågældende havde vidst siden 1. maj, at han fik en bolig, 

så ville jeg have sagt: ”jamen, hvad har du selv sparet op?”. Men det vidste 

vi udmærket godt, det kunne vi ikke sige her, vi vidste godt at det bar ingen steder 

hen, hvis vi havde sagt: ”prøv lige at hør, du får et tilbud på 6000 kr., hvad 

har du selv gjort for at spare op siden 1. maj?”. Det kun vi ikke sige til dem, vel. 

De er jo anderledes end andre.” 

D: ”Ja, de har et andet liv. Og de har alle sammen deres misbrug. Og det ved vi 

jo godt, koster rigtig mange penge. Og deres forhold har ikke været, så de kunne 

lave mad på samme måde som andre mennesker. De har ikke haft køleskab, 

fryser, tilberedningsmuligheder…” 

C: ”.. de er jo nok heller ikke de mennesker, der køber ind til en uge ad gangen, 

blandt andet fordi de ved, hvis de lægger det i fælleskøleskabet, så er der nogen 

andre, der ikke har fået købt ind og så er det jo væk. Så det er jo noget 

med at de køber ind fra dag til dag, hvad de har lyst til, og om de i det hele taget 

skal have noget, ikke. Så på den måde ved vi jo, at de har en anden måde at 

leve på, og vi ved godt, at de ikke sparer op. Om de så har 10 kr. eller 1000 kr., 

8 Ved indflytning i de ”skæve boliger”, der erstattede campingvognene i Vermlandsgade, 

modtog hver beboer en etableringsydelse til indkøb af møbler og inventar 

68

så vil de ikke spare noget op.” 

Det nævnte eksempel illustrerer, at et bedre kendskab til brugernes liv og vilkår 

i dette tilfælde medførte, at urealistiske krav og en ledsagende dårlig relation 

mellem sagsbehandler og bruger, blev undgået. Det skal pointeres, at sagsbehandlernes 

vurderinger var knyttet til brugernes situation på daværende tidspunkt 

– mens de fortsat boede i campingvognene - og at andre krav sandsynligvis 

ville stilles til brugerne under ændrede omstændigheder. De pågældende 

sagsbehandlere har således generelt ikke noget statisk billede af beboerne, 

som misbrugere, til hvem der ikke kan stilles krav. Mødet med brugerne i campinglejren 

over længere tid kan bibringe et mere nuanceret indtryk, både af de 

enkelte brugeres begrænsninger, men også af ressourcer og tilpasningsstrategier, 

som disse har vist sig ved skiftende lejligheder. Denne forståelse kan være 

værdifuld i arbejdet med sociale handleplaner. (Se kap. 5 om handleplaner). 

3.4 Anvendte kommunikationsformer 

De kommunikationsmetoder, der anvendes i projektet, er dels baseret på sagsbehandlernes 

tidligere erfaringer med en udgående arbejdsform (se kap. 6), 

dels er de udviklet i samarbejdet med de opsøgende gadeplansmedarbejdere, 

som er involveret i projektet, og endelig synes de at opstå i praksis, i mødet 

med personer fra målgruppen udenfor lokalcentret. 

Det at sagsbehandlerne befinder sig udenfor ”systemets faste rammer”, i et for 

dem relativt uvant miljø, synes at give anledning til en refleksion over egen position 

og fremfærd, som ser ud til at fremme en lydhørhed og opmærksomhed 

overfor brugernes udsagn og holdninger, og en tendens til at afpasse eget udspil 

derefter. De nye rammer om kommunikationen medfører - i hvert fald indledningsvis 

– en skærpet aflytning af brugerne, og i nogle tilfælde en kommunikationsform, 

der i højere grad er defineret af brugerne, end tilfældet kan være i 

lokalkontorets regie. 

A: ”Når man står overfor borgeren, så finder man ud af, på hvilket niveau… du 

må ligesom sætte dig ind i, på hvilket niveau den borger er og ligesom prøve at 

veje hele tiden: hvad kan du, hvad kan du ikke.” 

B: ”Niveauet er også rent sprogmæssigt, skal man tale frit fra leveren eller hvad. 

Hvilken kommunikationsform skal man bruge overfor dem. Det er meget individuelt. 

Jeg bruger meget samme sprog og lidt de samme ord, som de selv bruger. 

Også for at der ikke skal komme en masse misforståelser, om det nu er det 

samme, vi taler om.” 

B: ”Vi ved i hvert fald godt, vi ikke skal være stive”. 

A: ”Nej det er ikke det normale skrankesprog, som man godt kan bruge engang 

69

imellem heroppe, selvom det ikke er så udbredt længere.” 

B: ”Det vil altid være lettere at sætte sig på deres niveau dernede, end hvis de 

kommer ind ad døren heroppe... Og det vil det også være for deres vedkommende, 

hvis de er heroppe. Og jeg har tit tænkt på, at hvis vi kom tilbage her og 

fortalte kolleger om, hvad vi sådan helt ordret har sagt til folk derude, så ville de 

nok tænke ”Hvad sker der her? Har du virkelig sagt det!” Så ville man nok undre 

sig lidt. Men når man står i situationen, jamen så er det en naturlig måde at sige 

tingene på.” 

De nye, og for sagsbehandlerens vedkommende, ukendte rammer, kan således 

foranledige en ændret kommunikationsform, som i hvert fald på det sproglige 

niveau i højere grad defineres af brugerne, end tilfældet kan være på lokalkontoret. 

En vigtig konsekvens heraf er bl.a., at det nemmere undgås, at misforståelser 

eller manglende forståelse af sagsbehandlernes formidling af afgørelser og 

sammenhænge i systemet, gør sig gældende. Det kan således give bedre vilkår 

for, at systemet kan fremstå mere gennemskueligt for de pågældende borgere. 

3.4 Nye roller? 

Som nævnt påpeger sagsbehandlerne en generelt større åbenhed blandt brugerne, 

når mødet foregår udenfor lokalcentret. Dette påskønnes af næsten alle 

sagsbehandlere som noget, der giver flere muligheder i dialogen med brugerne, 

”en højere grad af jævnbyrdighed” i forholdet mellem sagsbehandler og bruger, 

m.v. Imidlertid skal nogle sagsbehandlere, og måske også personer fra brugergruppen, 

indstille sig på sagsbehandlerens nye og i hvert fald indledningsvist 

mindre klart definerede rolle, og relationen imellem dem. Et udpluk af sagsbehandlernes 

overvejelser vedrørende udgående arbejde, illustrerer problemstillingen: 

”Du får en mere formaliseret samtale med brugerne, når det er heroppe. Så kan 

du diskutere, hvad der er bedst. De kan måske have svært ved at finde ud af, 

hvilken kasket du har på. Sidder vi nu og snakker mand til mand, eller er du på 

den ene side af skrivebordet, og jeg er på den anden?” 

”Det er svært ikke at miste sin rolle når man går derude, socialrådgiverrollen, 

specielt når man så kommer tilbage hertil og folk kommer herop (på lokalkontoret). 

Man mister lidt af den der socialrådgiverrolle… fordi man snakker om alt 

muligt andet, end det sædvanlige på kontoret”. 

”Det er vigtigt at fortælle folk om man er på arbejde, eller ikke på arbejde. F.eks. 

har jeg hørt mange historier om folk, der har sort arbejde. De har fortalt mig om 

det. Det er ulovligt at have sort arbejde, når du er på bistand. De kan have 

svært ved at finde ud af, er det her kontrol eller reel åbenhjertig snak.” 

70

”Man hører flere ting, man skal forberede sig på en anden rolle. Du får en anden 

rolle, hvis du skal skabe tillid”. 

Gennemgående sætter sagsbehandlerne pris på den mere uformelle og åbne 

dialog, de oplever at have med brugerne. Dog har vanskeligheder med at holde 

roller adskilte, i kombination med en geografisk nærhed mellem bolig og arbejde, 

været en væsentlig årsag til at en sagsbehandler er gået ud af projektet. De 

særlige omstændigheder var, at den pågældende bor midt i et område, hvor 

mange af de personer, som deltager i projektet, opholder sig. Mødet med brugerne 

på alle tidspunkter af døgnet, både i rollen som sagsbehandler og som 

privatperson, og oplevelsen af at brugerne fulgte med i familieliv og færden, 

medførte en uønsket tæthed mellem privatliv og arbejde. (Vedkommende kunne 

eksempelvis møde en bruger på gaden en lørdag formiddag, som kom og sagde: 

”undskyld jeg ikke kom i går og hentede checken”, og sagsbehandleren registerede, 

at hun begyndte at gemme sig for brugerne i den lokale Netto.) 

Alt i alt giver sagsbehandlerens nye og mindre klart definerede rolle anledning 

til overvejelser om relationen til brugerne, hvilke opgaver man som sagsbehandler 

kan og skal påtage sig overfor borgerne, ressourcer og kompetencer i 

relation til en mere fortrolig forbindelse til brugere, m.v.. 

Det kan endvidere diskuteres, hvorledes sagsbehandlerne forbereder sig på 

den sårbarhed, der eventuelt kan opstå, som følge af mere personligt prægede 

relationer til brugere. Sagsbehandlere er generelt velvidende om at de, som repræsentanter 

for det offentlige system, undertiden anklages og skældes ud for 

beslutninger og tiltag, som brugere er utilfredse med. Ikke desto mindre kan 

sagsbehandleren måske alligevel føle sig ramt af, at blive ”overfuset” over forhold 

eller regler, som hun måske ikke har truffet beslutning om og ikke føler sig 

direkte ansvarlig for, eller over beslutninger, som hun ellers selv opfattede som 

retfærdige og korrekte. Denne sårbarhed, som f.eks. kan finde udtryk i skuffelse, 

beskrives af en projektmedarbejder, som en del af den udearbejdende metode 

– at du ”giver noget mere af dig selv, når du er på deres hjemmebane”. 

4. Samarbejdspartnere og kontakter 

Sagsbehandlernes muligheder for at etablere tillid til systemet blandt brugerne, 

er i høj grad afhængigt af andre aktører i det offentlige system og samarbejdet 

med disse. Andre dele af Forvaltningen udgør en central ramme for projektet, 

og har betydning for, om tillid etableres og retssikkerheden for målgruppen forbedres. 

Det er f.eks. af central betydning, at andre lokalkontorer, Rådgivningscentre for 

stofafhængige, m.v., er orienteret om projektet, at de kender til den indsats, 

som projektmedarbejderne yder og er indstillet på at samarbejde. Det er også 

vigtigt, at man fra Centralforvaltningens, såvel som fra andre lokalcentres side, 

er meddelsomme om beslutninger, interne circulærer og praksis, således at 

71

projektmedarbejderne ikke videregiver forkerte oplysninger til brugerne. Ligeledes 

er det naturligvis centralt for projektets succes, at andre aktører i systemet 

forvalter i overensstemmelse med de kommunale servicedeklarationer – brugerens 

medindflydelse, kortest mulig sagsbehandlingstid, åbenhed i sagsbehandlingen, 

m.v. 

Sker dette ikke, besværliggøres det tillidsskabende arbejde og relationen til brugerne. 

Projektmedarbejderne risikerer at få en funktion, som er præget af at 

skulle samle op på konflikter mellem brugerne og øvrige dele af socialforvaltningen, 

eller at blive dem, der overbringer kedelige budskaber (f.eks. i relation 

til diverse ansøgninger), fordi de har hyppigst og tættest kontakt til brugerne. 

Risikoen er, at projektmedarbejderne kan stå i et ubehageligt dilemma mellem 

at skulle være loyal overfor kolleger og det offentlige system, og samtidigt have 

svært ved at forsvare en specifik sagsgang eller beslutning overfor brugeren. 

Brugere tilskriver måske projektmedarbejderne ansvaret for utilstrækkelig forvaltning 

fra anden side, og alt i alt vanskeliggøres det tillidsskabende arbejde. 

Når man beskæftiger sig med hjemløses problemstillinger bliver kontakt og 

samarbejde på tværs af lokalkontorer, kommuner, institutioner og sektorer i 

særlig grad aktualiseret. Her er tale om personer, der ikke er bofaste, men som 

bevæger sig rundt, som ofte er folkeregistreret og formelt tilknyttet et lokalkontor 

ét sted, men som reelt opholder sig i et eller flere andre områder. Dette fordrer, 

at andre socialforvaltninger er indstillet på en fælles indsats i forhold til de enkelte 

borgere - uden at forfalde til sagsbehandlerens klassiske fristelse: at sende 

en brugers sag videre til et andet socialkontor. 

Generelt faciliteres processen af personligt kendskab til ansatte andre steder, 

som bl.a. kan fungere som kontaktled og henvise videre til rette sted. Nedenfor 

følger en opsamling af de erfaringer, der hidtil er gjort i projektet, i relation til 

kontakt og samarbejde inden- og udenfor Københavns Kommune. 

4.1 Samarbejdet med andre lokalcentre 

Som nævnt har lokalcenter Sundby Nord koncentreret deres projektindsats frem 

til januar 2002 om beboerne i campingvognene og siden december 2001 i de 

”skæve boliger” i Vermlandsgade. Beboerne kommer fra mange forskellige socialforvaltninger, 

både i Københavns Kommune og fra andre kommuner, og 

som følge heraf har sagsbehandlerne og teamchef for Team for voksne med 

særlige behov, haft en del kontakt med andre lokalcentre i Københavns Kommune, 

med bydelsråd og Rådgivningscentre for Stofafhængige, samt med andre 

kommuner. Alt i alt har man fra Sundby Nord lokalcenters side løbende været 

i kontakt med ca. 10 steder for de nuværende 16 beboere, udover de henvendelser 

og kontakter, der har været nødvendige i relation til tidligere beboeres 

anliggender, i den periode på knap 1 år, hvor campingvognene har ligget på 

stedet. 

72

På baggrund af erfaringerne fra ”Krattet”, et andet ”skævt” boligprojekt, hvor 

beboerne var tilknyttet en række forskellige socialkontorer og hvor der opstod 

problemer i indflytningsfasen i relation til forskellig sagsbehandling fra de respektive 

kontorers side, (bl.a. som følge heraf fraflyttede nogle af beboerne stedet 

efter få uger), var man i Sundby Nord Lokalcenter meget indstillet på, at forebygge 

en tilsvarende situation i Vermlandsgade. Sundby Nord påtog sig indstillingen 

af beboerne i campingvognene til ”skæve boliger”, således at dette 

ansvar ikke skulle forvaltes af en række forskellige kontorer. 

Samarbejdet med andre lokalcentre i den del af Københavns Kommune, der ikke 

(frem til januar 2002) har været organiseret som bydele, blev faciliteret af at 

projektmedarbejderne var bekendt med centrenes organisatoriske struktur. De 

havde således nemt ved at finde frem til de pågældende brugeres sagsbehandlere. 

Dette var vanskeligere i forhold til Bydelsrådene, hvor strukturen var anderledes 

og hvor sagsbehandlerne havde problemer med at finde frem til de 

ansvarlige i enkelte sager. 

Projektmedarbejderne har i nogle tilfælde oplevet, at en beboers tidligere sagsbehandler 

har været meget hurtig til at ekspedere en beboers sag videre. Nogle 

beboere har ikke ønsket at flytte sagsbehandler og lokalcenter efter en del års 

kontakt til samme sagsbehandler. De har oplevet, at den gamle sagsbehandler 

har kendt dem godt og måske har de haft en god ordning på centret. Her har 

projektmedarbejderne forgæves anmodet de tidligere sagsbehandlere om at oplyse 

de pågældende brugere om sagsbehandlerskiftet og således afslutte kontakten, 

fremfor blot at sende sagen ud af huset. 

4.2 Kontakten til Rådgivningscentrene 

En del af beboerne har været tilknyttet forskellige Rådgivningscentre for Stofafhængige 

i Københavns Kommune. Fra januar 2002 er 10 af de 16 beboere 

overflyttet til Rådgivningscentret på Tycho Brahes Allé på Amager. 

Tilknytningen til Rådgivningscentret Amager er i skrivende stund stadig ny, og 

overflytningen har på nogle punkter været præget af dårlig kommunikation og 

manglende koordinering, dels internt i Rådgivningscentret Amager, og dels mellem 

Centralforvaltningen og Rådgivningscentrene. Dette har været en væsentlig 

årsag til en opstået konflikt mellem en bruger, tilknyttet projektet, og medarbejdere 

på Rådgivningscentret. Jeg skal i det følgende referere sagen i dens hovedtræk, 

da den er et eksempel på hvad dårlig kommunikation, forglemmelse 

og manglende koordinering i samarbejdsrelationerne omkring projektet, kan betyde 

for det tillidsskabende arbejde blandt brugerne i projektet, og i større udstrækning, 

for mødet mellem borger og system. Sagen er også væsentlig at 

nævne, fordi den pågældende bruger gav udtryk for at være stærkt berørt af 

konflikten. 

73

I januar 2002 blev der afholdt et koordinerende møde med deltagelse af projektmedarbejdere 

og teamchef fra Sundby Nord lokalcenter, samt sagsbehandlere 

og teamchef fra Rådgivningscentret på Amager. Her blev det bl.a. aftalt, at 

eksisterende ordninger, indgået mellem brugere og deres tidligere Rådgivningscenter 

vedrørende afhentning af metadon, så vidt muligt ville videreføres 

ved overflytningen til Amager. Denne beslutning blev formidlet videre af en projektmedarbejder 

til en bruger dagen efter. Den pågældende bruger havde haft 

en ordning på sit tidligere Rådgivningscenter om afhentning af metadon en 

gang om ugen, men efter overflytningen til Rådgivningscentret på Amager havde 

vedkommende skulle hente sin metadon hver formiddag. Trods meddelelsen 

om videreførelse af tidligere ordninger, fik brugeren imidlertid hver dag i de efterfølgende 

9 dage samme besked på Rådgivningscentret, om at skulle afhente 

sin metadon dagligt. Hver dag indvendte brugeren, at han havde fået at vide af 

en anden sagsbehandler – projektmedarbejderen – at tidligere aftaler så vidt 

muligt ville fortsættes. Og hver dag fik han svar fra metadonuddeleren, om at 

det kendte de ikke noget til. På dag nr. 10 kaldte brugeren metadonuddeleren 

”en idiot”, hvorefter konflikten udviklede sig. Metadonuddeleren meddelte, at 

hvis han skulle gøre livet surt for ham, skulle han også nok gøre dagligdagen 

besværlig for brugeren, og at brugeren kunne få en ordning om at hente metadon 

i en Falckbil længere ude på Amager. Adspurgt i telefonen forklarede den 

pågældende medarbejder, at ”en eller anden uden nogen som helst tilknytning 

til stedet her, har fortalt manden at tidligere aftaler ville videreføres”. Medarbejderen 

oplyste også, at han aldrig havde hørt om Retssikkerhedsprojektet. 

Den pågældende bruger konstaterede om relationerne internt i Socialforvaltningen, 

at ”(E)nten dækker de for hinanden og bakker hinanden op, eller også 

aner de ikke en skid om, hvad den anden gør.” 

Den nævnte situation kunne formentlig have udviklet sig anderledes, hvis teamchefen 

i Rådgivningscentret havde informeret medarbejderne på centret om beslutningerne 

på det nævnte møde, og om projektets eksistens og indsats. Det 

ville også være gavnligt, hvis Centralforvaltningen informerede potentielle samarbejdspartnere, 

herunder Rådgivningscentrene, om projektet. 

Et koordinerende møde mellem projektmedarbejdere, teamchefer og repræsentanter 

fra Rådgivningscentrene for Stofafhængige kunne facilitere samarbejdet 

mellem disse parter til gavn for brugerne. Derudover kunne det arbejde, der er 

sat i gang med dialog, tillidsetablering og imødekommelse af brugerne måske 

have en afsmittende effekt på andre dele af socialforvaltningen i deres relationer 

til brugerne. 

4.3 Samarbejdet med boligselskabet 

I forbindelse med oprettelsen af de ”skæve boliger” i Vermlandsgade, har lokalcenter 

Sundby Nord haft et samarbejde med boligselskabet Københavns Al- 

74

mennyttige Boligselskab, KAB, som er de ansvarlige for ”På sporet”. Belært af 

erfaringerne med ”Krattet”, så Sundby Nord som nævnt en mulighed for at undgå 

tilsvarende problemer i Vermlandsgade, idet beboerne her boede i campingvogne 

på stedet i knap 1 år inden opførelsen af boliger. Dette krævede at KAB 

skulle udfærdige lejekontrakter i god tid, således at disse kunne ekspederes videre 

til beboernes respektive sagsbehandlere, med henblik på betaling af første 

husleje, ansøgning og behandling af boligsikring og varmehjælp. På trods af 

henvendelser fra Sundby Nords side til KAB og til Centralforvaltningen, ankom 

lejekontrakterne få dage inden indflytningen i november 2001. Brugernes forskellige 

lokalkontorer kunne derfor ikke indeholde beløbet til den første måneds 

husleje, hvilket for nogle beboeres vedkommende medførte, at dette beløb 

trækkes fra deres kontanthjælp eller pension over 3 måneder. Dette kombineret 

med at behandling af ansøgning om boligsikring trak ud, gjorde at nogle beboere 

oplevede at få udbetalt et beløb, som var betragteligt mindre, end det de 

havde været vant til under livet på gaden og i campingvognene. De pågældende 

beboere har været stærkt oprevede over dette. Et par beboere talte om, at 

forlade boligerne og gå afsted igen med deres barnevogn igen. En beboer 

nævnte, at være tvunget til at begå kriminalitet, for at tilbagebetale en gæld, der 

voksede med 300 kr. om dagen. For dem har det betydet, at de i forhold til før 

indflytningen i boligerne, har haft et endnu mindre beløb til rådighed, end de ellers 

ville have haft. Boligløshed blandt misbrugere er ofte forårsaget af, at husleje 

er den udgift, der spares væk i det levede liv som afhængig af stoffer 

og/eller alkohol. På denne baggrund er det meget uhensigtsmæssigt, at det i et 

”skævt” boligprojekt ikke lykkedes, at forebygge dette problem, når muligheden 

forelå. De involverede brugere tilhører grupper, der er særligt sårbare overfor 

forsinkelser i ydelser eller tilbageholdelse af midler. Forsinkelser af den nævnte 

art kan nemt få alvorlige konsekvenser for de pågældende personer, i form af 

kriminalitet, risiko for voldsom forulempelse, hvis personen ikke kan tilbagebetale 

lånte penge, eller yderligere gæld, på grund af store daglige renter, osv. De 

er særligt udsatte for sådanne svingninger i udbetalingen af offentlige ydelser, 

fordi de som regel ikke (længere) har noget netværk af pårørende, med den 

fornødne økonomiske stablitet til at låne dem et større beløb. 

I lokalcenter Bispebjerg har sagsbehandlerne indgået aftale med De Hjemløses 

Hus (under Dansk Røde Kors), om at opholde sig i caféen et par timer hver 

mandag i en prøveperiode fra januar 2002. Ifølge repræsentanter fra De Hjemløses 

Hus er et almindeligt problem, at brugere har meget vanskeligt ved at få 

kontakt til deres sagsbehandlere. Projektmedarbejderne fra Bispebjerg vil i første 

omgang tale med brugerne og eventuelt formidle kontakt til deres respektive 

sagsbehandlere. 

I Bispebjerg har sagsbehandlerne endvidere haft et møde med personalet i 

herberget i Hillerødgade med henblik på samarbejde, og et nyt møde er planlagt 

for at fastlægge arten af samarbejdet. 

75

4.4 Koordineringen i forhold til øvrige projekter i Københavns 

Kommune. Støtte-kontaktperson Forsøget og Sundhedsprojektet 

Sagsbehandlerne i projektet har erfaret, at have manglende tid til de opgaver, 

som projektet medfører. På de to lokalforvaltninger, der har været i gang med 

projektet i længst tid, har sagsbehandlerne oparbejdet et stort antal timer, de 

skal afspadsere på et senere tidspunkt, såfremt de tidsmæssige ressourcer tillader 

det. Projektmedarbejderne har som udgangspunkt skullet varetage samme 

antal sager som de plejer, og det økonomiske udbytte af projektdeltagelsen 

har været et mindre miljøtillæg. 

En stor del af dette arbejdspres er afhjulpet via et andet projekt indenfor hjemløseområdet, 

Støtte-kontaktperson Forsøget (SKP-forsøget), som af projektkoordinatoren 

er blevet betegnet som ”Retssikkerhedsprojektets forlængede arm”. 

I SKP-forsøget er hensigten, at hjemløse med svære problemer tilknyttes en 

støtte-kontaktperson (SKP). I alt 4 SKP’er samt projektets koordinator, skal hver 

tilknyttes 10 personer. Dette projekt startede i oktober-november 2001. En del 

af de behov for hjælp, kontakt og omsorg, som mange brugere i Projekt Kom 

brugerne i møde har, og som sagsbehandlerne hidtil har forsøgt befordre, bliver 

nu ydet af de 4 SKPér. Koordineringen sagsbehandlerne og SKP’erne imellem 

er ved at finde sin faste form. 

Samarbejdet mellem lokalcentret Sundby Nord og SKP-forsøget kom i gang i 

forbindelse med udflytningen fra campingvognene og indflytningen i de nye 

”skæve boliger” i Vermlandsgade. Det kom til at fungere således, at sagsbehandlerne 

koncentrerede sig om opgaver, såsom at søge om boligstøtte på beboernes 

vegne, tilmelding af beboerne til Folkeregistret, modtage lejekontrakter, 

o.lign. mens 3 støtte kontakt personer, sammen med den såkaldte sociale vicevært, 

der tiltrådte ved samme lejlighed, ledsagede beboerne i indkøb af møbler 

og inventar. 

Samarbejde og koordinering i forhold til Sundhedsprojektet, et andet nystartet 

projekt indenfor hjemløse- og stofmisbrugerområdet, er endnu ikke gået i gang. 

Med hensyn til samarbejdet med Projekt Kontaktstedet, som er placeret på 

henholdsvis Mændenes hjem og på Forchammersvej, har projektmedarbejderne 

fra Vesterbro Lokalcenter haft møde med ansvarlige fra Mændenes Hjem. 

De har indgået en koordinerende aftale om at Kontaktstedet foretager opsøgende 

arbejde i området omkring Maria Kirke Plads, Skelbækgade og Gasværksvej, 

mens de to projektmedarbejdere koncentrerer deres indsats i området 

omkring Enghave Plads, Vesterbros Torv og Tove Ditlevsens Plads. Endvidere 

er aftalen, at de samarbejder og er i løbende kontakt vedrørende specifikke 

brugere. 

76

4.5 Personlige relationer 

En af de faktorer, der ofte fremhæves, som medvirkende til at gøre samarbejdet 

lettere, er personligt kendskab til en eller flere ansatte i den pågældende instans, 

der søges kontakt til. Som en teamchef udtaler: 

”Bare man kender hinanden lidt, så snakker man sammen på en anden måde. 

Ligeså snart du får et hoved på, bliver du mere ansvarlig og samarbejdet bliver 

nemmere. Det er meget nemt at sige i telefonen, på afstand: ”Nej, det vil jeg ikke”. 

Egentlig er det ikke anderledes end med klienterne, mange af de her mekanismer 

er ens. Det er meget nemmere, når der ringer en eller anden fulderik 

og siger ”jeg vil ha’ det og det”, at svare ”det kan du ikke få”. Men hvis: ”åh, det 

er ham den søde”, så forklarer man det lidt bedre.” 

5. Handleplaner 

Projektmedarbejderne i Sundby Nord og beboerne i Vermlandsgade har endnu 

ikke lavet egentlige nedskrevne handleplaner. Beboerne har indtil for nyligt været 

tilknyttet andre sagsbehandlere og arbejdet med brugerne om handleplaner 

har været deres anliggende. 

Imidlertid kan man sige, at der har eksisteret en form for fælles overordnet 

handleplan for beboerne på campingpladsen: at de skulle flytte i huse fra ultimo 

november 2001, for manges vedkommende efter mange år på gaden. Her har 

sagsbehandlerne fra Sundby Nord haft meget at gøre, både med at ordne det 

formelle (indstilling til boliger, undersøge de enkeltes økonomi og støttemuligheder 

og oplyse dem herom, underskrivning af lejekontrakter, m.v.), og med at 

tale med beboerne om mange forskellige forhold, og herved bistå i den enkeltes 

forberedelse på at blive fastboende efter livet på gaden. 

Under deres faste besøg i campinglejren har sagsbehandlerne gjort sig overvejelser 

om de enkelte beboeres ressourcer og hvad der eventuelt kan arbejdes 

hen imod. For eksempel kunne de i en periode iagttage, at en person, der fungerede 

som beboernes talsmand, fremviste nogle ressourcer, der eventuelt også 

kunne anvendes i andre sammenhænge. Den pågældende bekræftede, at 

han i denne periode drak mindre, og de har talt om muligheden for eventuelt at 

bygge videre herpå, f.eks. i et skånejob, el.lign. 

Sagsbehandlerne har uskrevne handleplaner i tankerne for en del af beboerne, 

og mener også, at egentlige handleplaner kan forbedre retssikkerheden, i kraft 

af at være en nedskrevet plan, hvor mål og midler er gjort klart for både borger 

og forvaltning. Men de fastholder, at de ikke på nuværende tidspunkt kan præ- 

77

sentere brugerne for, at der skal udarbejdes en egentlig handleplan. 

”At præsentere dem for en handleplan lige nu – de aner ikke hvad det er. De 

ville slet ikke kunne rumme det, de ville igen sige: ”jamen, så skal jeg sættes i 

bås. Nu vil I have, at jeg skal være sådan, som I gerne vil have, jeg skal være”. 

Så det er noget vi skal arbejde os hen imod. Det er det der med, at de har været 

sig selv og bestemt over deres eget liv, og lige pludselig skal de sættes i 

bås, og rette sig efter de regler og retningslinier, som vi siger”. 

”Du kan ikke servere alting for dem på en gang, du er nødt til at tage det lidt af 

gangen, efterhånden som de er motiverede for at høre de ting. Det er hele tiden 

en afvejning af, hvad der er vigtigst lige nu. Og ikke hvad der er vigtigst for os, 

men hvad der er vigtigst for dem. For eksempel, vi havde oplevelsen af, at det 

var vigtigt at tale om indflytning, men de ville kun snakke om telefonstik og antenne 

forhold. Vi sagde: ”hallo, var det ikke vigtigere lige at flytte ind, få lejekontrakt, 

osv.”, men det var vigtigt for dem at få afklaret det andet lige nu. Så der 

kan være stor forskel på, hvad hvem synes er vigtigt”. 

I projektet i Indre by er der foreløbig lavet een nedskrevet handleplan. Ifølge en 

sagsbehandler kan en nedskrevet handleplan være praktisk for brugere, der bor 

på herberg eller pensionat. De kan f.eks. tage en handleplan, lavet i samarbejde 

med sagsbehandleren på lokalkontoret, med ud og vise på Sundholm, så de 

derude kan se, hvad der er aftalt. Handleplaner kan således anvendes i koordinationen 

mellem brugeren og det midlertidige bosted. 

Med de øvrige brugere, knyttet til Indre By, er der foreløbig lavet mundtlige planer 

og aftaler mellem bruger og sagsbehandler, f.eks. vedrørende indstilling til 

bolig, ansøgning om pension, et fælles besøg på Arbejdsformidlingen, m.v., 

men de er endnu ikke skrevet ned i form af en handleplan. Ifølge sagsbehandlerne 

arbejder de systematisk - ligesom de plejer at gøre - og mener ikke, at 

borgerne er i tvivl om, hvad der er aftalt, når de oplever, at sagsbehandlerne 

holder fast i gennemgående forslag og (del)mål. 

5.1 Brugeres opfattelser af ”handleplaner” 

Udarbejdelse af handleplaner indgår i lovgivningen som et middel, der skal sikre 

borgernes retssikkerhed, og Københavns Kommunes omstillingsplan på hjemløseområdet 

indbefatter ligeledes en øget tilskyndelse til udarbejdelse af sociale 

handleplaner. På denne baggrund er det centralt at se på, hvordan brugerne i 

projektet opfatter handleplaner. 

På spørgsmålet ”Hvad forstår du ved en handleplan?” har jeg endnu ikke mødt 

nogen i målgruppen, der har reageret uforbeholdent positivt. Det følgende er 

uddrag af nogle umiddelbare reaktioner på spørgsmålet om ”handleplaner”. 

78

”En handleplan?! Hvad er det?! Det jeg forstår ved en handleplan, det er sådan 

ligesom de skal bestemme, hvad vi skal lave hen ad vejen. Og det kan jeg ikke 

bruge til meget. Det må jeg sgu´ ærligt indrømme. Der er ikke nogen der skal 

bestemme og sige til mig, ”nu skal du gøre det og det”. Det er hvad jeg forstår 

ved en handleplan. Det er ligesom, så er du sat i bås med det samme. Hvis det 

er dem, der skal bestemme, hvad du skal gå og lave, så bliver du da sat i bås. 

Fordi, så bliver du jo tilintetgjort. Du vil jo heller ikke have, at der er nogen, der 

skal lægge en handleplan for dig, vel? … Bare de laver en handleplan for dem 

selv, det er jeg da tilfreds med. For mange kommuner, du kommer op og skal 

snakke med en sagsbehandler, og så: ”jamen du skal lige have en tid”. Og så 

kan du få en tid om 1 eller 2 eller 3 måneder, men du har behov for at snakke 

om noget nu! Hvor er deres handleplan?!” 

En anden bruger vurderer: 

”Med sådan en som mig kan man ikke lave nogen handleplan. Jeg ved ikke 

hvordan mit liv former sig. Det er meget svært, når man ikke er i arbejde. Jeg 

forbinder en handleplan med nogen, der er i arbejde, et sjak, så laver man det 

og det, det skal være færdigt til tiden. Hvornår noget skal være færdigt og i hvilken 

rækkefølge. … Det er fandeme svært med sådan nogen som os. Vi ved ikke, 

hvad vi skal lave i næste uge. Med folk som ikke er i arbejde… Når du ikke 

har arbejde, og lever som vi gør, ikke ved hvad vi gør om en måned, og ikke har 

nogen plan… Der er ingen af os der har faste tider, at gøre ting på. Ingen har 

en dagligdag, man kan sige er normal. … For de fleste af os er det (en handleplan) 

et giftigt ord. De færreste af os har lyst til at gøre ting til bestemte tider og 

dage. Det er et fyord for os. Langt de fleste handlingsplaner bliver krænget ned 

over ørene på folk, det er det der gør, at en handleplan ikke er noget værd. Bare 

alene det, at det er de sociale myndigheder… det skal være noget vi selv går 

i gang med.” 

Som reaktion på spørgsmålet ”Hvad forstår du ved en handleplan”, udbryder en 

bruger slet og ret: 

”En handleplan! Jeg vil ikke! Jamen jeg vil ikke! Jeg går ned på det.” 

Mange af målgruppepersonernes dagligdag er, som tidligere nævnt, præget af 

en relativ høj grad af uforudsigelighed. Dagens forløb bestemmes i høj grad af, 

hvem de møder og tilbringer tid sammen med, hvad dagens møder bringer og 

hvor de fører dem hen, om de har penge eller, hvis ikke, om de kan låne af nogen, 

etc. Som en bruger forklarede, skal man (også i dette miljø!) være ”omstillingsparat”: 

”Du skal kunne omstille dig. For på gaden ændrer ting sig hele tiden. Det ene 

øjeblik er du måske sammen med en flok alkoholikere, og sover sammen med 

dem. Det næste øjeblik er du måske sammen med narkomaner, og sover sammen 

med dem. Det næste øjeblik står du måske og snakker med direktør Jensen, 

der måske siger, han vil hjælpe dig med et eller andet. Og så står du måske 

overfor nogle, der vil tage dine penge.” 

79

Indenfor en almen opfattelse af hverdagens uberegnelighed, bliver planer en 

umiddelbart absurd størrelse. Handleplaner opfattes ofte som noget tvungent, 

noget der truer ens autonomi, og noget der har at gøre med en uønsket binding 

af tid – og tid er måske en af de få ressourcer, som de pågældende brugere har 

nogenlunde tilstrækkelig af. 

I en sådan situation, hvor en handleplan opfattes som både absurd og som en 

trussel, (jævnfør formuleringen et ”giftigt” fænomen), noget man under ingen 

omstændigheder ”vil”, bliver der behov for at diskutere en række spørgsmål. 

Hvordan undgås det at blive overgreb, hvis man insisterer på at lave en plan? 

Hvorledes overbevises personer, der ikke ønsker en handleplan, eventuelt om 

planens fordele? Hvornår er det frivilligt og hvornår er det en betingelse at lave / 

få lavet en handleplan for henholdsvis sagsbehandlere og brugere? Hvilken 

præcis indflydelse har brugeren på udarbejdelsen af en handleplan? Hvilke 

konkrete erfaringer gøres i projektet hvad dette angår og hvordan bør et ideelt 

forløb være? Hvilke former tager de handleplaner, der udarbejdes i projektet? 

6. Efteruddannelse og supervision 

6.1 Faglige forudsætninger og viden i projektet 

6.1.1 Tidligere erfaringer med udegående arbejde og med målgruppen 

En del af sagsbehandlerne i projektet har tidligere erfaringer med en opsøgende 

arbejdsform og/eller med at arbejde med målgruppen. En sagsbehandler fra 

Indre by lokalcenter har såedes for nogle år siden arbejdet med hjemløse som 

socialrådgiver på Kofoed Skole og sagsbehandlerne fra Sundby Nord har mødtes 

jævnligt med brugere samme sted, såvel som andre steder i området, som 

led i det udegående arbejde på lokalcentret, herunder arbejdet i forhold til brugere, 

der på grund af voldsomme episoder, har fået fremmøde forbud på lokalcentret. 

De to projektmedarbejdere fra lokalcentret på Vesterbro er udegående i deres 

daglige arbejde og har et indgående kendskab til lokalområdet. De er begge 

uddannet socialrådgivere og har erfaring som sagsbehandlere. Den ene medarbejder 

arbejdede i en anonym rådgivning ”I gang igen” i 1990-95, etableret af 

det tidligere Socialcenter Enghave. 

Sagsbehandlerne, tilknyttet projektet på Bispebjerg lokalcenter er forholdsvis 

nyuddannede socialrådgivere, og har ikke megen erfaring med udegående arbejde 

og med hjemløse. 

80

6.2 Retssikkerhedsforståelser i projektet 

De fleste sagsbehandlere i projektet er som nævnt uddannet socialrådgivere og 

har som sådan en faglig baggrundsviden om retssikkerhed i traditionel forstand, 

som regelbundne, juridisk korrekte afgørelser. Denne forståelse suppleres med 

den tilgang, der ligger i Retssikkerhedsloven, hvor borgeren skal inddrages, 

hvor vægten lægges på helhedsvurderinger og ”rigtige” beslutninger for borgeren, 

m.v. 

Blandt projektmedarbejderne og på de 4 involverede lokalcentre generelt, omtales 

projektet i daglig tale som ”Retssikkerhedsprojektet” og ikke ved betegnelsen 

”Kom brugerne i møde”. Begrebet retssikkerhed benyttes i projektet i mange 

sammenhænge, og tilskrives mange forskellige betydninger. F.eks. anvendes 

det i betydningen ”lige muligheder” og lige forstås ofte som ens muligheder. 

Det kan også høres i overvejelser vedrørende en god løsning for en specifik klient, 

og i diskussioner blandt medarbejderne kan en argumentation for en given 

praksis eksempelvis afsluttes med, at ”det må jo også være retssikkerhed for 

borgerne”. Endelig bruges begrebet i en mere populær betydning, forstået bredt 

som en sikring af de krav, man har ret til. 

Det kan synes diffust med begrebets mange betydninger, men denne flertydighed 

er ikke i uoverensstemmelse med de forskellige elementer i nyere retssikkerhedsforståelse, 

hvor der lægges vægt på det meget brede ”gode møde mellem 

borger og system”, og ”den rigtige hjælp for borgeren”. 

6.3 Diskussioner undervejs i projektet 

6.3.1 Overvejelser om målgruppe, tilhørsforhold og indsats 

I projektets indledende fase har der været behov for at diskutere spørgsmål 

omkring projektets målgruppe i relation til lokalcenter og -område. Hvem skulle 

inddrages i projektet? Skulle de hjemløse, der i forvejen havde kontakt til lokalcentret 

inkluderes - skulle deres forhold undersøges nærmere gennem udegående 

arbejde, med henblik på at sikre en bedre kontakt og motivation til at 

gøre brug af eksisterende tilbud? Eller var det kun personer, der blev opsøgt på 

gaden, og som ikke var kendt af lokalcentret i forvejen? Disse overvejelser havde 

sagsbehandlere og projektkoordinator eksempelvis i Indre by. Målgruppen 

blev herefter indledningsvist fastlagt som de hjemløse, der blev opsøgt på gaden 

og som ikke havde - eller kun havde sporadisk - kontakt til socialforvaltningen. 

Der var også behov for en del diskussion om, hvorvidt det pågældende lokalcenter 

skulle inddrage hjemløse fra hele landet i projektet og, i så fald, på hvilken 

måde. Dette spørgsmål udsprang dels af Lokalcenter Indre Bys beliggenhed 

ved Nørreport station og Kultorvet, hvor hjemløse fra hele byen og hele 

landet opholder sig i kortere eller længere perioder. Problematikken udspringer 

81

også af det, som karakteriserer mange hjemløses praksis og vilkår, og som gør, 

at hjemløse ofte undslår sig gængse administrative definitioner af tilhørsforhold. 

Hjemløse bevæger sig ofte på tværs af kommunale og amtslige grænser og på 

tværs af lokalcentrenes distrikter internt i kommunen. Nogle flytter til en anden 

del af landet - ligesom så mange andre mennesker gør det. Nogle ”pendler” lidt 

omkring i landet. Andre sover måske udendørs ét sted i byen, opholder sig om 

dagen i en anden bydel, og er måske registeret på et lokalkontor i et tredje område. 

Når en hjemløs flytter fra gaden i én landsdel til en tilværelse på gaden i en anden 

del af landet, støder vedkommende imidlertid på en del praktiske vanskeligheder. 

Hvis personen henvender sig i et lokalcenter og anmoder om at få sin 

sag overflyttet fra lokalcentret i regionen, hvor vedkommende tidligere har opholdt 

sig, men ikke længere ønsker tilknytning til, er en almindelig praksis, ifølge 

sagsbehandlerne i projektet, at de bliver sendt tilbage til udgangspunktet. Dette 

sker på trods af, at socialforvaltningen i en kommune har lovmæssig pligt til at 

hjælpe personer, der har overnattet en nat i distriktet. Beslutter sagsbehandleren 

alligevel at efterkomme borgerens ønske, vil erfaringen være, at det stort 

set er umuligt at melde flytning i Folkeregistret fra den kommune, man er blevet 

boligløs i, til at være boligløs i en anden kommune. På denne baggrund er det 

almindeligvis meget vanskeligt, at overflytte en hjemløs’ sag fra én socialforvaltning 

til en anden, idet det ikke er muligt at flytte adressen i Folkeregistret. 

Det er med andre ord meget vanskeligt for en hjemløs, at flytte fra gaden i én 

region til gaden i en anden, idet de færreste har råd til hyppig transport frem og 

tilbage i forbindelse med møder på lokalcentret (hvor ens ydelse skal afhentes, 

m.v.). 

Som et led i projektet besluttede projektmedarbejderne i Indre by, at gøre en 

indsats for hjemløse, skønt de rent administrativt var tilknyttet andre steder i 

landet. Der var f.eks. tale om en bruger, der ikke havde modtaget sin pensionsydelse 

i 4-5 måneder og ingen anden kontakt havde, hverken til socialcentret eller 

området, hvor det lå. Tvært imod gjorde særlige omstændigheder, at personen 

vanskeligt kunne tage tilbage dertil. Et andet tilfælde drejede sig om en 

borger, der havde boet mange forskellige steder, og som var blevet videresendt 

igennem flere socialforvaltninger, inden vedkommende kom i kontakt med projektmedarbejderne. 

I et tredje tilfælde tog man stilling til brugerens tilhørsforhold 

og eget ønske om opholdssted, og besluttede at samarbejde med vedkommendes 

tidligere sagsbehandler om service og udbetaling af ydelser. 

På den ene side gik projektmedarbejderne nærmere ind i de enkelte brugeres 

historie og tilhørsforhold, med henblik på at imødekomme brugerne, herunder 

brugernes egne definitioner af tilhørsforhold. På den anden side ønskede projektmedarbejderne 

– på linie med Centralforvaltningen - ikke at gøre alle brugere, 

de mødte, til københavnere. Dette medførte mange diskussioner og overvejelser 

om de enkelte brugere, man mødte som led i projektet. Dels diskussioner 

omkring tidligere og nuværende tilknytning og overvejelser om, hvad de enkelte 

skulle tilbydes med hensyn til bolig (herberg, pensionat, indstilling til bolig), støt- 

82

te, omsorg, aktivering, m.v. Og dels overvejelser vedrørende de vanskeligheder, 

de erfarede i relation til denne indsats, i forhold til Folkeregistret, og implikationerne 

heraf for målgruppens retssikkerhed. 

6.4 Viden og læring udviklet undervejs i projektet 

Den viden og de erfaringer, som projektmedarbejderne fremhæver at have tilegnet 

sig gennem projektet indtil videre, omhandler primært kontakt og kommunikation 

med brugergruppen i deres miljø, betydningen af samarbejdsrelationer 

med de opsøgende gadeplansmedarbejdere og behov og konkrete barrierer i 

relation til målgruppens retssikkerhed. 

6.4.1 Kommunikation og kontakt i opsøgende arbejde 

Nogle af projektmedarbejderne har givet udtryk for, at have oplevet det som 

grænseoverskridende, at skulle opsøge og møde hjemløse på gaden, i parker, i 

campingvognene i Vermlandsgade, o.lign. 

Nogle sagsbehandlere har oplevet det som en positiv overraskelse, at brugere 

fra starten var meget imødekommende og venlige overfor dem. En sagsbehandler 

har dog også følt sig påtrængende, f.eks. ved at komme som repræsentant 

for kommunen og banke på i campingvognene. 

Flere af projektmedarbejderne har brugt den første periode af projektet, til bl.a. 

at arbejde med den grænseoverskridende erfaring, det kan være, at skulle præsentere 

sig for og kontakte formodede hjemløse på gaden, i parker, m.v. og 

mødes med brugerne udenfor lokalkontorets vante rammer. Ved et møde med 

en bruger på lokalcentret har man, er det blevet fremført, et nogenlunde klart 

billede af, hvordan mødet vil forløbe, og hvad det munder ud i. Tilsvarende gør 

sig ikke gældende i forbindelse med kontakten med en bruger på gadeplan. 

I denne forbindelse har det været nyttigt, at mødes med de øvrige medarbejdere 

i projektet (medarbejderne har haft lejlighed til at mødes 2 gange siden projektets 

start) og diskutere fælles erfaringer. Erfaringen er oftest, at det især er 

den indledende kontakt, som kan opleves som en vanskelig overvindelse. Når 

introduktionen først har fundet sted og samtalen er i gang, er det i reglen mere 

uproblematisk end forudset. 

6.4.2 Viden om strukturelle barrierer i sagsforvaltningen i forhold til hjemløse 

En del af de erfaringer, sagsbehandlerne har gjort i projektet, f.eks. i forbindelse 

med vanskelighederne ved at registrere flytning i Folkeregistret, hvis man er 

83

levet hjemløs i én kommune og ønsker at registreres som hjemløs i en anden 

kommune, er ny viden blandt nogle medarbejdere. 

6.4.3 Erkendelse af behovet for en opsøgende tilgang 

Nogle projektmedarbejdere påpeger, at de igennem projektet har fået en erkendelse 

af hvor stort behovet er for en assertiv, rådgivende arbejdsform, hvis det 

skal sikres, at den pågældende brugergruppe informeres om deres muligheder 

og krav. Sagsbehandlerne nævner således det nye for dem i, at de skal være 

udfarende for at sikre at brugerne får kendskab til deres muligheder, fremfor 

den vante arbejdsgang, hvor folk almindeligvis selv søger hjælp og rådgivning. 

Et konkret eksempel er, at sagsbehandlerne har erfaret, at de beboere i de 

”skæve boliger”, som modtager pension, ikke er blevet oplyst om muligheden 

for at få revurderet deres pensionssager. Førtidspensionister har fået oplyst om 

dette pr. brev, men i og med de pågældende brugere ikke har haft en fast 

adresse, og deres tidligere sagsbehandlere tilsyneladende ikke har tænkt over 

dette, har beboerne ingen viden om det forhold, som kan være af forholdsvis 

stor økonomisk betydning. 

Denne og andre erfaringer har skærpet projektmedarbejdernes bevidsthed om 

nødvendigheden af at være særligt opmærksomme på at oplyse om muligheder 

og rettigheder, som mange andre borgere vil være informerede om via kanaler, 

som de pågældende brugere ikke har til rådighed eller benytter. 

6.4.4 Samarbejdet med gadeplansmedarbejdere 

Især sagsbehandlerne fra Indre By Lokalcenter fremhæver vigtigheden af samarbejdet 

med, og det personlige kendskab til de opsøgende gadeplansarbejdere, 

som projektet har indebåret. Dels har det været indsigtsgivende, at udveksle 

erfaringer om metoder og viden om brugergruppen, med fagfolk, der har en mere 

personlig kontakt til hjemløse. Og dels fremhæver de, at det har gjort sagsgangen 

betydeligt nemmere, at de kan ringe op til ”Kim og Peter”, i spørgsmål 

vedrørende en gruppe af brugere, der ellers har forekommet dem vanskeligt tilgængelige. 

Blandt forventninger om fagligt udbytte og behov for efteruddannelse nævner 

flere, et ønske om at blive god til kontakt og kommunikation i det opsøgende 

arbejde i forhold til en målgruppe, der ellers drukner i det daglige arbejde. Et 

andet forventet udbytte er at lære sit område at kende og vide, hvor man kan 

finde folk. 

Blandt specifikke ønsker og behov for efteruddannelse, fremhæver de fleste i 

projektet muligheden for at mødes oftere på tværs af centrene og eventuelt 

med medarbejdere fra projekter (private og kommunale), som arbejder med 

samme målgruppe. 

84

7. Retssikkerheden for de svagest stillede 

Resultater 

7.1 Samarbejdet mellem sagsbehandlerne og gadeplansmedarbejdere 

Et tydeligt resultat af projektet er det forbindelsesled, der er etableret mellem 

det opsøgende gadeplansarbejde og de involverede lokalkontorer i København. 

Dette er kommet i stand via selve projektets udformning, som har indebåret 

dannelsen af personlige relationer mellem opsøgende gadeplansmedarbejdere 

og sagsbehandlere. 

Betydningen af koordinering og samarbejde mellem gadeplansmedarbejdere og 

sagsbehandlerne synes i sig selv, om end indirekte, at gøre afstanden mellem 

brugerne på gaden og sagsforvaltningen mindre. Dette bindeled øger muligheden 

for større tilgængelighed til socialforvaltningen for brugere, der ellers ikke 

henvender sig selv, eller har lille kontakt til et lokalcenter. 

Det gensidige kendskab og samarbejdet har som konsekvens, at arbejdet, både 

for gadeplansmedarbejdere og sagsbehandlere, bliver lettere og mere tilfredsstillende, 

som følge af muligheden for direkte kommunikation. Resultatet kan 

være kortere sagsbehandlingstid, til gavn for brugere og medarbejdere. 

Dog skal der rettes opmærksomhed mod, at dette samarbejde er kommet i 

stand som led i projektet, men at hensigten er, at sagsbehandlerne på sigt skal 

udføre det opsøgende gadeplansarbejde selv, og at projektkoordinator, (der har 

erfaring som gadeplansmedarbejder i det tidligere Basen, og som fortsat varetager 

en del opsøgende gadeplansarbejde, som led i sin ansættelse i projektet), 

gradvist skal gøre sin funktion overflødig. Hvis sagsbehandlerne fortsat skal 

være ligeså orienterede om det skiftende brugerklientel på gaden, uden projektkoordinatorens 

gadeplansindsats, kræves der formentligt en omstrukturering af 

sagsbehandlernes nuværende projektindsats i retning af mere udegående arbejde 

og/ eller øget koordinering i forhold til andre dele af gadeplansindsatsen i 

Københavns Kommune. På baggrund af de hidtidige erfaringer i projektet, synes 

sagsbehandlerne ikke at kunne anvende mere tid på projektet, end de har 

gjort indtil videre. Med hensyn til den øvrige gadeplansindsats i kommunen, udføres 

denne nu af medarbejdere i de øvrige nye forsøgsprojekter, Sundhedsprojektet 

og Støtte-Kontaktperson Forsøget. 

85

7.2 Fastholdelse af kontakten fremfor ”videreekspedering” 

I de sager, hvor projektmedarbejderne har besluttet sig for at fastholde kontakten 

med brugere, der fra et administrativt synspunkt hørte til andre steder i landet, 

fremfor at ”videreekspedere” de pågældende til seneste opholdssted, er 

følgende konkrete resultater bl.a. opnået: 

For nogle brugeres vedkommende har sagsbehandlerne sørget for økonomisk 

ydelse, hvor brugerne ellers ikke modtog en sådan ydelse. 

I nogle tilfælde har projektmedarbejderne anvist plads i pensionat eller herberg. 

I et tilfælde har en bruger modtaget et medicinkort, som vedkommende var berettiget 

til, men ikke fik. 

For samtlige i denne kategori af brugere i projektet, gælder dels, at de er skånet 

for en masse besvær, og dels, at projektmedarbejderen har opbygget en indledningsvis 

tillid fra brugerens side. Endelig har sagsbehandlerne i projektet forvaltet 

i overensstemmelse med Retssikkerhedslovens principper om brugerinddragelse 

og medbestemmelse, ved at søge at efterkomme borgernes ønsker 

om opholdssted og administrativ tilknytning. 

7.3 Fremskudt sagsbehandling og kendskab til brugernes 

sammenhæng og vilkår 

Sagsbehandlerne i Sundby Nord lokalcenter har i særlig grad haft lejlighed til at 

oparbejde en øget kontekstuel forståelse for beboerne i Vermlandsgade – et 

førstehånds kendskab til brugernes daglige kontekst, praksis og vilkår. De har 

haft lejlighed til at lære folk at kende i deres eget miljø, først gennem besøg i 

campingvognene og siden 1. december 2001 i de ”skæve boliger”, hvor de fortsat 

kommer fast en gang om ugen. Her har således været tale om varig, fremskudt 

sagsbehandling og løsning af en række konkrete opgaver, (bl.a. beskrevet 

i kapitel 4). Der synes at være stort behov for at fortsætte sagsbehandlingen 

i de ”skæve boliger”, for som en beboer sagde: ”Lige pludselig skal vi betale en 

masse penge om måneden, men problemerne er der stadig.” 

Det øgede kendskab til brugernes livsvilkår, praksis, ønsker og behov, kan bibringe 

en basis for de helhedsvurderinger, som foreskrives i den nyere sociallovgivning. 

En anden konsekvens af øget kendskab til brugerne i Vermlandsgade, er en erkendelse 

af nødvendigheden af at ihukomme, undersøge og oplyse om muligheder 

og rettigheder i forhold til brugergruppen. Denne erkendelse er opstået 

gennem en indsigt i, hvor lidt de pågældende brugere har haft adgang til gængse 

oplysningskanaler. Sagsbehandlerne er således blevet opmærksomme på 

vigtige oplysninger, som beboerne ikke har fået. F.eks. kendte ingen af de brugere, 

der modtager førtidspension, til muligheden for at få genvurderet deres 

pensionssager. 

86

De foreløbige resultater vedrørende forbedring af retssikkerheden for de svagest 

stillede er ikke blot opnået gennem en assertiv metode i rent fysisk forstand 

– udegående arbejde - men også gennem den ekstra indsats, som projektmedarbejderne 

har ydet, for at skabe tillid til de pågældende brugere. De 

har haft en skærpet opmærksomhed overfor en brugergruppe, som ellers ofte 

sendes videre, eller som risikerer at blive relativt overset. En del af indsatsen 

(vurderinger, helhedsafgørelser, ekstra lydhørhed, m.v.) kan dog siges at have 

sammenhæng med den kontakt og kontekstuelle forståelse, som er etableret 

gennem den opsøgende metode. 

8. Metodeudvikling og anbefalinger 

8.1 Skal sagsbehandlingen ende i lokalkontoret? 

I de to lokalcentre, der i længst tid har været i gang med projektet, henholdsvis 

Sundby Nord og Indre by lokalcenter, ses en metodemæssig variation bl.a. som 

følge af de forskellige opgaver, projektmedarbejderne har været stillet overfor 

de to steder. 

I Sundby Nord faldt projektets start nogenlunde sammen med etableringen af 

en campinglejr for hjemløse i området. Der var således akut opståede opgaver 

at varetage, og det blev ret hurtigt bestemt, at centrets projektindsats skulle 

koncentreres der. Sagsbehandlerne tog kontakt til beboerne og det blev hurtigt 

til faste møder i lejren 1-2 gange om ugen. Der har således tale om varig fremskudt 

sagsbehandling, og ifølge sagsbehandlerne fortsætter denne situation 

indtil videre. 

Konsekvensen er som nævnt foreløbig et godt kendskab til beboerne på deres 

hjemmebane, samt naturligvis varetagelsen af de mange konkrete opgaver, 

som det er beskrevet ovenfor, (bl.a. i kapitel 4). 

I lokalcentret i Indre by har omstændighederne været anderledes. Her erfarede 

projektmedarbejderne, at de brugere, de selv mødte gennem opsøgende arbejde, 

eller som projektkoordinatoren eller medarbejdere fra Projekt Udenfor fulgte 

op på lokalkontoret, meget hurtigt selv begyndte at komme på centret. Der har 

således været mindre lejlighed til møder af længere varighed i brugernes miljø. 

Erfaringen har været, at nogle brugere oven i købet er begyndt at komme flere 

gange om dagen, for at veksle et par ord med sagsbehandleren, låne toilettet, 

spørge om et forskud på ydelsen, m.v. Som følge heraf har sagsbehandlerne 

justeret en del af deres indledningsvise tillidsskabende adfærd, blandt andet 

udbetalingen af forskud, for at normalisere brugernes forventninger. 

87

Af projektbeskrivelsen fremgår det, at en del af projektets hensigt er at sagsbehandlingen 

skal overføres fra gaden og videreføres i det lokale center. I projektet 

i Indre by kan denne hensigt siges at være realiseret for de fleste brugeres 

vedkommende. På den anden side kan man diskutere, om dette altid bør være 

hensigten. De vigtige relationer, der er under udvikling mellem beboerne i 

Vermlandsgade og sagsbehandlerne fra Sundby Nord, giver anledning til overvejelser 

om, hvor det gode møde mellem borger og socialforvaltning ideelt bør 

foregår. 

8.2 Den første kontakt og det videre forløb 

Man er nået en fase i projektet på flere af lokalcentrene, hvor der er opnået kontakt 

til en række personer gennem opsøgende arbejde, og hvor projektmedarbejderne 

nu er i gang med arbejdet med, hvad der videre skal ske i relation til 

disse brugere. Der ses således en lille tendens på flere af lokalcentrene, til at 

fokus ligger på denne indsats og de overvejelser der følger deraf, og at de første 

øjenåbnende oplevelser i relation til den opsøgende metode, ikke længere 

er i forgrunden som den primære opgave. Det anbefales derfor, at der etableres 

nogle rammer for en diskussion af den videre indsats, med deltagelse af projektmedarbejdere, 

følgegruppemedlemmer og relevante samarbejdspartnere 

(fra Sundhedsprojektet, SKP-forsøget, relevante Rådgivningscentre for stofafhængige, 

og evt. fra Hjemløse Huset med henblik på fælles projekter). 

8.3 Tidsmæssige ressourcer i projektet 

Projektet har i sin første fase lidt under manglende tidsmæssige ressourcer. 

Projektmedarbejdere har oparbejdet et stort antal timer til afspadsering, og de 

øvrige teammedarbejdere har måtte acceptere, at projektmedarbejderne har 

lagt en stor del af deres arbejdsindsats i projektet. Teamchef på Sundby Nord, 

estimerer at have anvendt, hvad der svarer til en ekstra fuldtidsstilling på den 

særlige indsats i relation til campinglejren og projektet – en ekstra arbejdsindsats, 

der foreløbig må finansieres indenfor lokalcentrets eget budget. 

Til spørgsmålet om ressourcer er tanken i projektet, at indsatsen måske tager 

tid, men at man på længere sigt sparer tid, idet de pågældende mennesker repræsenterer 

nogle sociale problemer, som man i alle tilfælde må regne med at 

stifte bekendtskab med på et tidspunkt. Som budgetteringen er, sparer nogle 

lokalcentre imidlertid ressourcer, mens andre centre må løfte indsatsen indenfor 

eget budget. En risiko er, at indsatsen kan blive personafhængig og uholdbar. 

Hertil skal siges, at manglende tidsmæssige ressourcer i forhold til brugergruppens 

behov for rådgivning og støtte, siden slutningen af november 2001 er afhjulpet 

væsentligt gennem SKP-forsøget, hvor brugere med stort behov for 

hjælp og omsorg er blevet tilknyttet en støtte-kontakt person, og koordineringen 

88

mellem projektet og SKP-forsøget er under udvikling. En koordinering af samarbejdsflader 

i forhold til Sundhedsprojektet vil give yderligere muligheder i arbejdet 

med brugergruppen og frigøre nye ressourcer. 

89

8.3 Vista Balboa – et tilbud til borgere med sindslidelse og 

misbrug i Odense komune 

Claus B. Olsen 

Statusnotat om projekt “Vista Balboa” 

Indledningsvis skal det bemærkes, at dette notat ikke indeholder resultater af en 

midtvejsevaluering. Vista Balboa er startet 1. september 2001 og befinder sig i 

en opbygnings- og etableringsfase. I forhold til projektets egen tidsplan vil midtvejsevalueringen 

først finder sted i løbet af år 2003. 

1. Succeskriterier og status 

Da Vista Balboa i skrivende stund kun er 4-5 måneder gammelt, er det gennemgående 

for alle succeskriterierne, at der ikke er fremkommet målbare resultater 

endnu. I gennemgangen af nedenstående kriterier vil der derfor blive fokuseret 

på, hvor langt projektet er kommet i opbygningen af dokumentationsredskaberne, 

der senere frembringer resultaterne. 

Det første dokumentationsredskab er ASI-skemaet (Addiction Severity Index), 

der introduceres under vejledning af Enheden for Klinisk Alkoholforskning på 

Odense Universitetshospital. Skemaet udfyldes af en medarbejder i samarbejde 

med brugeren. Teamet er blevet undervist i ASI-spørgeskemaet både teoretisk 

og ved at prøveudfylde skemaet. I forhold til projektets behov er skemaet blevet 

udvidet til også at omfatte spørgsmål om, i hvilket omfang brugeren opholder 

sig i egen bolig for at få en vurdering af omfanget af funktionel hjemløshed i 

brugergruppen. 

Det er aftalt, at skemaet introduceres for brugerne indenfor 60 dage efter visitering. 

Efter at skemaet er udfyldt første gang, skal det følges op af et evalueringsskema 

hver 6. måned. 

Teamet er meget opmærksom på dilemmaet mellem på den ene side at få udfyldt 

skemaet så hurtigt som muligt for at kunne registrere eventuel ændring i 

tilstand, og på den anden side vanskeligheden ved at præsentere et så formelt 

redskab før kontakten er bæredygtig. I praksis har det vist sig, at nogle af brugerne 

er for dårlige til overhovedet at blive præsenteret for et så omfattende 

spørgeskema 

To andre skemaer - GAF (Global Assesments of Function Scale) og BPRS 

(Brief Psychiatrich Rating Scale) udfyldes af den psykiatriske lægekonsulent efter 

første samtale samt hver 3. måned. Disse skemaer kræver ikke på samme 

90

måde som ASI-skemaet brugernes aktive deltagelse og vil kunne udfyldes i takt 

med, at lægekonsulenten har kontakt med brugerne. Lægekonsulenten har p.t 

kontakt med 8 af 16 brugere. 

Herudover er der igangsat en kvalitetsudvikling i Vista Balboa. Teamet er på nuværende 

tidspunkt overordnet undervist i kvalitetsudviklingsprocessen, kvalitetsindikatorer 

er valgt og næste fase vil begynde i slutningen af januar 2002, 

hvor der på en temadag skal startes på processen med at udvikle standarder. 

Planen er, at udviklingen af standarder kan foregå som en kontinuerlig proces i 

personalegruppen sideløbende med arbejdet med brugerne. 

Vista Balboa sigter som udgangspunkt på at indfri følgende succeskriterier, der 

på nuværende tidspunkt kan knyttes følgende kommentarer til: 

- Større livskvalitet: Det er ikke muligt at vurdere dette succeskriterium 

ud fra ovennævnte dokumentationsredskaber, der er skemabaserede. 

Det vil blive søgt vurderet i den kvalitative evaluering. 

- Forebyggelse af hjemløshed: I Odense er der ikke mangel på boliger, 

og akutboliger kan skaffes med få ugers varsel. Fysisk hjemløshed eksisterer 

således ikke som følge af boligmangel. Brugergruppen i Vista Balboa 

lever alligevel på kanten af hjemløshed, da en del af dem ikke magter 

at opholde sig i boligen. En vurdering af brugernes funktionelle hjemløshed 

indgår således i evalueringen ved at udvide den såkaldte ASIskala 

med spørgsmål om, hvor meget vores brugere magter at benytte 

deres bolig. 

- Mindre forbrug af alkohol og narkotika: Måles via ASI-skala. 

- Stabilisering af psykisk lidelse: Måles via GAF-skala og BPRS-skala. 

- Færre (gen)indlæggelser: Måles via ASI-skala 

- Kontinuitet og sammenhæng i den offentlige sektors behandling og 

omsorg: Besvares via kvalitative interview med brugerne 

- Forbedring af relationen mellem brugeren og omgivelserne: Besvares 

via kvalitative interview med brugere og samarbejdspartnere 

- Mere effektiv anvendelse af ressourcerne på tværs af sektorerne: 

Set ud fra et brugerperspektiv handler det om at få tilgodeset et rimeligt 

krav på sociale ydelser og behandlingsmæssige tilbud, dvs. om brugerens 

retssikkerhed bliver tilgodeset gennem sikring af relevante offentlige 

ydelser. Succeskriteriet “sikring af relevante offentlige ydelser” vil blive 

vurderet som en del af kvalitetsudviklingsprocessen. Desuden vil sammenhænge 

mellem retssikkerhed og institutionel effektivitet indgå som 

en hovedproblemstilling i den kvalitative evaluering. 

91

2. To brugerbeskrivelseer 

De følgende to brugerhistorier illustrer helhedstænkningen i Vista Balboa-projektet 

ved at give et indblik i indsatsen overfor brugeren samt den retssikkerhedsforståelse, 

der bliver anvendt. 

Brugerbeskrivelse 1 

Baggrund: 

Det drejer sig om en nu 50-årig mand A kendt med svær sindslidelse gennem 

en længere årrække. A har diagnosen paranoid skizofreni og er første gang indlagt 

på psykiatrisk hospital som 21-årig. Ud over sindslidelsen har A et dagligt 

forbrug af alkohol på ca. 10 genstande. Har tidligere misbrugt hash, heroin og 

har almindelige somatiske komplikationer som følge af misbruget, herunder 

kredsløbsforstyrrelser samt dårlig leverfunktion. 

A er yderligere belastet af dårligt syn, som har stået på siden barndommen. Det 

dårlige syn er fremadskridende, og han må forvente blindhed indenfor de kommende 

år. 

Har i årenes løb 170 indlæggelser på psykiatriske hospitaler bag sig. Der har 

tidligere været tale om længerevarende hospitalsophold af måneders varighed. 

De senere år er indlæggelsesmønstret ændret til korte indlæggelser oftest af 

mindre end 24 timers varighed. A forlanger sig udskrevet, fordi han ikke kan affinde 

sig med de daglige rutiner og fællesskab på en afdeling. 

Opvækst 

A er opvokset som nummer 2 af 3 drenge i en almindelig familie. Familien har 

altid sat en ære i at klare sig selv og ikke ligge nogen til last. Faderen var udearbejdende 

indtil en dårlig ryg tvinger ham væk fra arbejdsmarkedet 5 år før pensionsalderen. 

På det tidspunkt udvikler faderen et stort alkoholforbrug. Moderen 

var udearbejdende fra de år, hvor de 3 drenge kunne klare sig selv. 

Faderen døde for 10 år siden, moderen lever men er delvis dement. A har gået 

i almindelig folkeskole, hvor han imidlertid blev betegnet som "adfærdsvanskelig". 

Det medførte 3 skoleskift. A er på det faglige plan almindelig begavet i skolen, 

men fuldfører ikke sin folkeskole. Har senere via Blindeinstituttet i København 

fuldført 1. og 2. realklasse. Dropper derefter ud af skolen på grund af misbrug. 

A har udenfor institutionsregi altid boet alene bortset fra ½ års tid for 20 år siden, 

hvor han boede sammen med en jævnaldrende pige. 

Henvisning til Vista Balboa: 

A er velkendt i såvel det psykiatriske behandlingssystem som i det primærkommunale 

hjælpesystem. Vedkommende er flere gange indenfor de sidste 10 

år beskrevet og vurderet til at have behov for en så omfattende hjælp, at kun en 

amtslig døgnforanstaltning kan imødegå behovet. 

Aktuelt er A på venteliste til nyt døgntilbud i Odenseområdet. Det er stadigt u- 

92

sikkert om A vil tage imod tilbudet, dernæst om stedet kan rumme A’s adfærd. A 

har 2 gange taget imod en boplacering på amtsligt tilbud med specialisering i at 

rumme misbrugsadfærd. Det blev til 1½ års ophold og senere et nyt ophold af få 

måneders varighed. Begge ophold ophørte efter episoder, hvor A i påvirket tilstand 

slog henholdsvis en medbeboer og en medarbejder. 

A er derefter flyttet i egen bolig, og der har været iværksat forskellige modeller 

med støtte i hjemmet med det formål at få de basale daglige omsorgsfunktioner 

til at fungere. A har i perioder samarbejdet med de ansatte hjælpepersoner - i 

andre perioder forkastet al form for kontakt og støtte med selvskadende adfærd 

til følge eller ødelæggelse af egne møbler og øvrigt bohave i lejligheden. 

September 2001 henvises A til Vista Balboa fra Distriktspsykiatrien, som indtil 

da har taget sig af den lægelige behandling, når A har opholdt sig udenfor psykiatrisk 

afdeling. 

Beskrivelse af hjælpens omfang og karakter:: 

A modtager fra Vista Balboa et til to daglige besøg i sin 2-værelses lejlighed beliggende 

i Odense Midtby. Besøgenes længde afhænger af den grad af samarbejde, 

som A er i stand til at indgå i pågældende dag. Den direkte kontakt i løbet 

af en uge varierer fra 10-15 timer samlet på hverdage. Derudover består opgaven 

i talrige telefonopkald fra A og telefonsamtaler i weekenden, hvor A i stor 

udstrækning er overladt til sig selv. 

A’s medicinske behandling varetages af overlæge i Vista Balboa. 

A’s adfærd, særligt i påvirket tilstand, bevirker at familien ikke ønsker kontakt 

med A ud over telefonkontakt. A har således få menneskelige kontakter tilbage i 

form af 2 misbrugende kammerater ud over de offentligt ansatte hjælpere. 

Opgaven i hjemmet består dels af samtaler med A, dels af praktiske opgaver i 

og udenfor hjemmet og dernæst koordinerende samtaler med øvrige samarbejdsparter 

samt vicevært, nærbutik, bank m.v. 

De praktiske opgaver i hjemmet udgør hjælp til personlig hygiejne, tøjvask, opvarmning 

af leveret mad, opvask samt enkle rengøringsopgaver, dagligdags 

indkøb og andre nyanskaffelser samt ledsagelse i bank på de dage, hvor A ikke 

selv magter at gå udenfor sin dør. 

Øvrige støttepersoner 

Der er aktuelt opbygget en struktur om A, som i korte træk går ud på følgende: 

Daglig udlevering af medicin fra hjemmesygeplejerske i form af doseringsæske i 

tidsrummet kl. 08.45-09.15 samt hver 14. dag injektion med depotbehandling 

med antipsykotisk medicin. 

Aftalen fungerer ikke optimalt for A, da der nogen dage er forsinkelser. A reagerer 

med utallige vrede telefonopkald. Aftaler skal overholdes til punkt og prikke, 

ellers mistolker A og bliver vred og ondskabsfuld. 

93

En time ugentlig hjemmehjælp, som rengør gulve, toilet og øvrige overflader. 

Hjemmehjælpen ydes kun når en medarbejder fra Vista Balboa er tilstede samtidig 

i lejligheden på grund af episoder med truende og verbal aggressiv adfærd. 

A er under økonomisk administration via pensionssagsbehandler med daglige 

udbetalinger i bank. Sagsbehandleren tilbageholder løbende beløb til akutte udgifter 

og nyanskaffelser. A er utilfreds og skælder ud på sagsbehandleren, men 

accepterer dog modstræbende ordningen. 

A får leveret et hovedmåltid dagligt via den kommunale madordning. 

Dernæst foreligger en ikke nedskrevet aftale med lukket psykiatrisk afdeling, at 

A tilbydes plads ved henvendelse, når afdelingen har ledig kapacitet, selv om 

der ikke er akut psykiatrisk behandlingsbehov, men mest behov for omsorg og 

beskyttelse. 

En gang hver måned afholdes et koordinerende møde med deltagelse af de involverede 

parter. A deltager ikke i mødet, men er orienteret om at hjælpepersonerne 

taler sammen om at yde den bedst mulige hjælp. Vista Balboa afholder 

møderne, som har den dagsorden at orientere hinanden om aktuelle problemstillinger 

og dernæst koordinere indsatsen i hjemmet. 

Derudover yder Vista Balboa råd og vejledning og bakker de øvrige medarbejdere 

op i deres indsats. Formålet hermed er dels at ruste medarbejdere uden 

stort kendskab til psykiatri og misbrug til opgaven, dels at tillægge deres indsats 

stor værdi og fastholde formålet med indsatsen og sidst at hjælpe hinanden til 

at bevare egne grænser og passe på sig selv i kontakten. 

Etiske og faglige princip i opgaveløsningen 

I kontakten med A er det vigtigt at være rummelig, udholdende og tålmodig. 

Sygdommen og misbrug 

A lider af en svær sindssygdom, som bevirker, at A oplever, at mennesker omkring 

ham vil skade og efterstræbe ham, stjæle penge og medicin fra ham. Det 

dårlige syn vanskeliggør A’s evne til at klare sig, fordi han mistolker andre menneskers 

hensigter og oplever angst. A reagerer i sådanne situationer med vrede 

og frustration, skælder ud og i tilspidsede situationer med korporligt angreb. 

A er i behandlerkredse kendt for sådanne tilspidsede situationer som ofte er udløst 

i forbindelse med alkoholindtagelse. A er ked dette, og det er af afgørende 

betydning i samværet med A, at kontaktpersonen udstråler en indlevende, troværdig 

og handlekraftig kontakt. A har brug for at kontaktpersonen i stort og 

småt kan skabe den tryghed, der er nødvendig for, at A’s indre paranoide forestillinger 

kan holdes på afstand. Det er tydeligt, at samvær og kontakt på A’s 

præmisser reducerer forfølgelsesforestillingerne, og at sådanne øges betydeligt, 

når A overlades til sig selv. A har brug for at blive ført gennem udviklingsprocesser, 

fordi sygdommen i meget høj grad skaber blokeringer for almindelige 

sanseopfattelser og tænkning 

94

Afhængighed af hjælp og evne til at modtage 

A er i årenes løb blevet dårligere fungerende såvel fysisk som socialt. A er en 

stolt person, som i sit liv er gået sine helt egne veje. Det er derfor dybt frustrerende 

for A, at han i de sidste 10 år af sit liv er blevet mere og mere afhængig 

af hjælpepersoner helt ned i dagligdagens små gøremål. 

Det er derfor vigtigt, at man som hjælper har evnen til "at gøre sig lille" og være 

ved siden af og for alt i verden ikke optræde belærende, ikke være bedrevidende 

og ikke udøve kontrollerende adfærd. A har i sin lange "karriere som 

patient" oplevet sig talt ned til, og det provokerer ham til et uhensigtsmæssigt 

modspil. 

Det er vigtigt med kontinuitet i hjælpergruppen. A reagerer på hurtige udskiftninger 

med paranoide tanker. Samtidig har A slidt mange hjælpere op med aggressivitet 

og nedladende adfærd. Det er derfor dilemmafyldt at yde hjælp på A’s 

præmisser og samtidig være i stand til at passe på sig selv. 

Beskyttelse af kontaktpersonerne 

A har mulighed for at henvende sig til kontaktpersonerne via mobiltelefon. Det 

er vigtigt ikke at udlevere privat adresse og eget telefonnummer. Via mobiltelefon 

og telefonsvareren kan kontaktpersonerne bestemme omfanget af kontakten. 

I påvirket tilstand og i perioder med mange paranoide tanker kan A ikke 

opretholde almindelige grænser for samvær mellem mennesker. A bliver verbalt 

ubehagelig, personlig nedladende og kaster om sig med beskyldninger mod 

samtlige hjælpepersoner. 

Ved aggressiv og voldsom adfærd under besøg i hjemmet beskytter kontaktpersonerne 

sig ved at forlade hjemmet. Det er "fingerspidsfornemmelser" i kontakten 

som afgør, om en optrappet situation kan tales til ro eller om en pause 

med fysisk afstand er nødvendig. I sådanne situationer er det nødvendigt at verbalisere 

processen for at hjælpe såvel A som sig selv gennem konfliktfeltet og 

bevare relationen og skabe grundlag for næste kontakt. Eksempel: "Jeg går nu, 

men ringer til dig i eftermiddag". 

Det er vigtig at se A’s vrede og frustration som afmagt og ikke som et bevidst 

ønske om at nedgøre medmennesker. Afledt af dette er et mål i sig selv at bevare 

kontakten til A og få lov til at komme "så tæt på som muligt" og hjælpe med 

de basale livsnødvendigheder i det liv, A har valgt. 

A ønsker sig dybest set oplevet og forstået som et ganske almindeligt menneske. 

Det er vigtigt og nødvendigt at bevare fokus på individet og retten til eget 

liv og egne beslutninger, selv om det liv bygger et værdi- og normsæt langt fra 

det etablerede hjælpesystems. A har mistet de evner, der skal til for at opretholde 

mellemmenneskelige relationer, og derfor opstår konfliktfyldte situationer 

uafbrudt. 

95

Fremtid 

Aktuelt arbejdes der med at motivere A til at tage imod et mere indgribende tilbud 

i form af et botilbud. Tilbuddet er nyt og rettet til at rumme beboere med 

omfattende problemstillinger i form af sindslidelse, misbrug og manglede evne 

til at drage omsorg for sig selv. 

Lykkes det for A at falde til ro i de nye rammer er et stort mål nået. A er fuldt ud 

inddraget i planerne, og der lægges afgørende vægt på frivilligheden, og at 

det er et valg A skal foretage sammen med de få hjælpepersoner, som han har 

periodevis tillid til. 

Flytningen til et botilbud skal give A et bedre liv med større grad af omsorg og 

menneskelig kontakt, end Vista Balboa tilbyder i den nuværende model. 

Brugerbeskrivelse 2 

Det drejer sig om en 48 årig enlig mand (B). B modtager højeste førtidspension, 

som han blev tildelt i 1984 p.g.a. skizofren lidelse. Har siden sine unge dage 

haft et ikke ubetydeligt alkoholforbrug. Med årene er der også kommet at misbrug 

af såvel hash, som piller til. 

B har kun haft sporadiske jobs i sine unge år. Det meste af sit voksenliv har B 

haft tilbøjelighed til at vagabondere. Har haft talrige lejligheder, men er stort set 

blevet smidt ud af dem alle, p.g.a. naboklager omkring dårlig opførsel/adfærd. 

Det er af samme grund ikke muligt for B at få noget boligtilbud via normalsystemet 

mere. 

Aktuelt bor B i en skurvogn, som forvaltningen har fået stillet op på en af kommunens 

grunde, et stykke vej uden for byen. En medarbejder har haft kontakt 

med B siden juni 1996. Først i støtte-og kontaktpersonordningen og siden september 

2001 i Vista Balboa, hvor B kom med over 

I dag er B præget af det hårde liv, han har levet både fysisk og psykisk. Fysisk 

går han meget dårligt og kan kun med besvær komme op og ned af trappen til 

sin skurvogn. Han har nedsat bevægelighed i højre side efter en trafikulykke i 

december 1997. 

Psykisk er han meget ustabil. Hvis han har drukket, kan han være noget hallucineret 

og vredladen. På de ædru dage, som der er flere og flere af, er han meget 

selskabelig og vil gerne snakke. Han virker dog noget dement. Er stort set aldrig 

klar over hvad dag og hvad dato det er. 

Dagligdagen får han til at gå med at være i skurvognen eller tage ind til byen, 

hvor han kommer en del på Kirkens Korshærs varmestue. Han snakker med de 

andre brugere af stedet og ser dem nærmest som sine venner. B har god kontakt 

til personalet på varmestuen, og samarbejdet med dem fungerer godt. 

Kontakten til B foregår helt på hans præmisser. Det er svært at lave aftaler med 

ham såvel skriftligt som mundtligt. Han glemmer aftaler, og sedler udfyldt af 

96

kontaktpersonen bliver væk for ham. Det synes dog som om, at han er ved at 

blive mere fortrolig med, at medarbejderen kommer på faste tidspunkter på faste 

dage. 

Etablering af kontakt til B 

Den første kontakt til B var i juni 1996 i støtte-og kontaktpersonsregi. B havde 

været indlagt nogle måneder i forbindelse med en trafikulykke og havde været i 

genoptræning, inden han vendte hjem til en i øvrigt tom lejlighed. 

B var ikke interesseret i at have noget med støtte- og kontaktpersonerne at gøre, 

og på et tidspunkt gik der et par måneder, hvor der næsten ingen kontakt var 

til ham. Det blev dog forsøgt at etablere kontakte med ham blandt andet i forbindelse 

med tilfældige møder og ved jævnlige ture til de steder, hvor ham kom. 

På det tidspunkt var han meget misbrugende og blev hurtigt vredladen. Det blev 

aftalt at vaske tøj for ham. Det var noget af det første, der lykkedes, som han 

selv gav udtryk for, at han var tilfreds med. 

Der var kontakt med sagsbehandleren, som betalte husleje for B. Sagsbehandleren 

modtog klager over B’s adfærd i opgangen. Det drejede sig om, at B havde 

stået og tisset i opgangen og havde ringet på hos naboerne om natten, for at 

høre hvad klokken var, og om han kunne låne en smøg. Naboerne var også 

noget utrygge ved B pga. hans vredladne facon. Der blev snakket med B om 

klagerne. Nogle gange kunne han godt forstå det, andre gange ikke. I hvert fald 

hjalp det ikke, og det endte med han blev opsagt af lejemålet. Kontakten til B 

var ikke så god, at det kunne forhindres, selvom om konsekvenserne blev trukket 

op for ham. 

I oktober 1999 flytter B i skurvogn, der er sat op i haven på en institution. Under 

hele forløbet er der en så tæt kontakt til B som muligt. Kontaktpersonerne er 

blevet skældt ud, truet, blevet bedt om at gå ad h..... til, men er kommet igen og 

har gang på gang gentaget, at de var der for at hjælpe ham. 

Lidt efter lidt blev han mere og mere samarbejdsvillig, og man fik lov at hjælpe 

ham med forskellige ting. På det tidspunkt var han indforstået med, at der var 

kontakt til hans sagsbehandler, at det blev arrangeret, at han kom til at bo i 

skurvogn, og at tøj blev vasket. 

Det første sted boede han kun ca. ½ år. Så kunne de ikke have ham der, da de 

øvrige beboere blev bange for B. Han begyndte at komme meget i Odense igen 

og boede en del på natvarmestuen eller på forsorgshjem eller sov på en bænk. 

Ingen af stederne var dog særlige hensigtsmæssige opholdssteder for ham, og 

han kunne ikke holde til leve sådan rent helbredsmæssigt. 

Der var også problemer med nogle af de steder, B kom i i dagtiden, da han har 

en meget uhensigtsmæssig adfærd og på daværende tidspunkt meget sjældent 

blev vasket. Siden august 2000 har B boet i skurvognen på den nuværende 

adresse. 

97

I kontaktfasen har det været vigtigt at vise, at kontaktpersonen ville B noget positivt. 

Han har i årevis været vant til at folk vendte ham ryggen, eller at han er 

blevet smidt ud de steder, hvor han er kommet. Han havde tydeligvis ingen forventninger 

til, at nogen ville ham noget godt, da kontakten blev indledt. Men eftersom 

kontakten blev fastholdt, uanset hvad han sagde eller hvor uhensigtsmæssig 

hans adfærd var, synes han at fået en oplevelse af, at han bliver respekteret, 

som det menneske han er. Han har med tiden fået en god kontakt, 

således at den også kan holde til, at kontaktpersonen ikke nødvendigvis giver 

ham ret i alting. Det er også muligt at korrigere på en del af hans uhensigtsmæssige 

adfærd, uden han bliver vred. 

Det daglige arbejde omkring B er at fastholde en bolig af et vist niveau, have 

kontakt til samarbejdspartnere de steder, hvor B færdes samt sagsbehandler og 

læge. 

Samvær med B og praktisk arbejde i hans bolig 

Grundet B’s adfærd og til tider både nussede og ildelugtende fremtoning, har B 

tit oplevet at blive smidt ud fra diverse steder. Det har nogen gange medført, at 

han tillige har fået karantæne det pågældende sted. På nuværende tidspunkt er 

det faktisk kun i Kirkens Korshær varmestue, at han kan komme, og som kontaktpersonen 

har et tæt samarbejde med. Der er tale om ugentlige besøg, hvor 

der drøftes eventuelle problemstillinger. Varmestuen henvender sig også, hvis 

der er problemer af en eller anden art. 

B får administreret sin pension via sagsbehandler. Hver måned er der lidt til 

overs, som bruges til at betale mad, som han køber hos Kirkens Korshær, medicin 

samt diverse anskaffelser til hans bolig. Han er meget hård ved sine ting, 

så der er jævnligt noget, der går i stykker. 

Sin medicin får B fra sin egen læge. Han får kun beroligende medicin, og det 

har været et problem, når han skal på apoteket og hente den, da den ofte bliver 

stjålet at nogle af byens narkomaner. Grundet hans dårlige fysik er han et let offer. 

Der er indgået en aftale med B og apoteket om, at kontaktpersonen på en 

fast ugedag henter medicinen på apoteket og bringer den ud til ham i skurvognen. 

Den ordning er alle, apotek, læge og B godt tilfreds med. 

B har et vist misbrug af alkohol, hash og piller. Det er dog indtrykket, at misbruget 

er aftagende. Det er ikke noget, han er særlig interesseret i at tale om, og 

det kan ikke komme på tale, at det er noget han vil behandles for på nuværende 

tidspunkt. 

Arbejdet i hans bolig består i væsentlig grad af rengøring og vedligeholdelse. 

Han er begyndt at sætte pris på, at der ser ordentligt ud, men han er ikke i 

stand til selv at gøre noget ved det. Han får købt mere mad, end han tidligere 

har gjort. Det opleves oftere end tidligere, at B kan træffes hjemme og i ædru tilstand. 

Han er da meget interesseret i at snakke om løst og fast. Han fortæller 

gerne om sit liv og er på det seneste begyndt at snakke om sin familie også. 

Dem har han ikke haft kontakt til i mange år. Hans drøm er at få en rigtig lejlig- 

98

hed, og en pige han kan bo sammen med. 

I forbindelse med trafikulykken i 1998 blev B tilset af psykiater, som vurderede, 

at B var dement og ikke i stand til bo for sig selv. B ville dog ikke høre tale om at 

skulle bo på en institution, men ville have sin egen bolig. Det er udgangspunktet 

for at støtte op om hans dagligdag og sørge for at de basale behov blev opfyldt, 

i det omfang det har været muligt, og han har villet samarbejde om det. 

Et mål er at beskytte ham for de overgreb, han oftere og oftere blev udsat for og 

finde løsningsmodeller, han selv kunne acceptere samt at reagere, når det fornemmedes, 

at der var fysiske problemer, han ikke selv reagerede på. Der er lavet 

ordning med fodpleje på Kirkens Korshær samt jævnligt tjek af sygeplejerske 

der. 

B står for at flytte ind i en nyanlagt skurby. Han ser det selv som et lille skridt i 

den rigtige retning, da han får en større og bedre bolig. Det er usikkert, hvor 

længe B har helbred til at leve så meget på gaden, som han gør, da det er et 

hårdt liv. På nuværende tidspunkt synes dog det bedste, der kan gøres, at være 

omkring ham og følge ham i den retning, han end måtte vælge. 

3. Forebyggende indsats 

Fælles for de hidtil visiterede brugere i projektet er, at de er kendte personer i 

behandlingssystemet og i kommunens hjælpesystemer. Som de to brugerhistorier 

illustrerer, har der været opstillet forskellige hjælpetiltag inden projektets 

start 1.9.2001. Brugerhistorie 2 beskriver et 4 årigt forløb, hvor indsatsen har 

været centreret om at forebygge hjemløshed og den deraf følgende fysiske og 

psykiske nedslidning. Indsatsen kan meget vel være årsagen til, at brugeren 

stadig er i live. 

I brugerhistorie 1 kan den forebyggende indsats registreres på psykiatrisk afdeling, 

hvor antallet af henvendelser fra brugeren er faldet markant. 


Der er på nuværende tidspunkt kontakt med samtlige visiterede brugere, og der 

er ingen, der har ønsket at forlade Vista Balboa i utide. Compliance er 100% 

(dog målt over en kort tidsperiode). 

5. Tværsektorielt samarbejde 

Inden projektets start blev der nedsat en følgegruppe med relevant samarbejdspartnere, 

der havde kontant med sindslidende misbrugere. Følgegruppen 

fungerede som rådgivende organ både i planlægningen af tilbudet og via interview 

til baggrundsrapporten, der er projektets drejebog. De relevante samarbejdspartnere 

var godt informeret om projektets grundlag inden starten. Dette er 

fulgt op af besøg, med introduktion af personale, udveksling af viden og afklaring 

af fremtidig samarbejde. Vista Balboa er et primærkommunalt projekt, og 

99

der er ansat en lægekonsulent til bl.a. at forestå behandlingsopgaver. Afklaringen 

af samarbejdet med Fyns Amts Behandlingscenter (FAB) har omfattet to 

møder, hvor der er lavet aftale om, hvordan kompetence på misbrugsbehandlingsområdet 

overdrages fra FAB til Vista Balboa. Der er ligeledes 

lavet aftale om at benytte FAB som rådgivningsorgan, og de har bistået med 

misbrugsundervisning til teamet. 

Retspsykiatrisk afdeling i Middelfart er også samarbejdspartnere, da to af de visiterede 

brugere har behandlingsdomme. Der er ligeledes lavet en aftale om 

principperne for overdragelse af behandlingskompetence på dette område. 

------------------------------------------- 

De øvrige punkter i evalueringsoplægget - inddragelse af brugere og pårørende, 

efteruddannelse og supervision, retssikkerhed for de svageste stillede samt 

metodeudvikling og anbefalinger - er det ikke muligt at knytte erfaringer eller 

kommentarer til på nuværende tidspunkt. 

For en beskrivelse af projektets intentioner henvises der til projektbeskrivelsen 

til Retssikkerhedsprojektet af november 2000 og til beskrivelsen af den kvalitative 

evaluering af 13.7.2001. 

100

8.4 ”Kontakt og støtte” – et projekt i og efter sygehusopholdet. 

Nordjyllands amt 

Psykiatrien i Nordjyllands Amt 

Ledelsessekretariatet og Socialpsykiatrisk afdeling 

Midtvejsevaluering - Januar 2002 

0. Baggrund, organisering og metode 

Psykiatrien i Nordjyllands Amt fik i slutningen af 2000 en bevilling til at gennemføre et 

2½ årigt projekt “Kontakt og støtte til svagt stillede sindslidende”, der blev påbegyndt 

den 1. januar 2001 og som hører under projekt “Retssikkerhed for de svagest stillede”. 

Det er et led i projekt “Service og velfærd” som Regeringen, Kommunernes 

Landsforening og Amtsrådsforeningen har iværksat, hvor Socialministeriet har afsat 

midler hertil. Projektet har i foråret 2001 ændret navn til “Kontakt og støtte - et projekt 

i og efter sygehusopholdet”. 

Projektet vedrører psykiatriske patienter, der kommer fra den funktionsbærende enhed 

Vest, der dækker optageområdet Vesthimmerland, Jammerbugtområdet, Aalborg 

Centrum og Aalborg Vest. Optageområdet for den funktionsbærende enhed 

Vest dækker 11 kommuner, og der er i alt 186.063 indbyggere (2000) i området. 

Projektets målgruppe er nærmere konkretiseret til at være sindslidende, der udskrives 

fra behandling på psykiatrisk sygehus, og hvor der i forbindelse med udskrivningen 

ifølge Bekendtgørelse af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien 

(herefter Psykiatriloven) § 3 stk. 4 og 5 udarbejdes udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner 

vedrørende behandlingsmæssige og sociale tilbud til den sindslidende efter 

udskrivning. 

Bekendtgørelse af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien 

§ 3, stk 4: Overlægen har endvidere ansvaret for, at der for patienter, som efter 

udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, 

der er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem 

patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende 

sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud 

til patienten. 

§ 3, stk 5: Såfremt en patient, der er omfattet af stk. 4, ikke vil medvirke til indgåelse 

af en udskrivningsaftale, har overlægen ansvaret for, at den psykiatriske afdeling 

i samarbejde med de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner 

m.fl. udarbejder en koordinationsplan for de behandlingsmæssige og sociale 

tilbud. 

101

Udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er målrettet en mindre gruppe alvorligt 

sindslidende patienter, som i særlig grad har behov for en opfølgning og støtte til 

etablering af et socialt liv og derved forebygge genindlæggelser. Gruppen er karakteriseret 

ved et sammenfald af meget tunge psykiatriske og sociale problemer, hvor der 

uden en særlig opfølgning er stor risiko for, at gruppen vil blive socialt isolerede, 

uden at nogen umiddelbart vil bemærke det eller tage ansvar. 

Der er således tale om sindslidende patienter, som ikke på eget initiativ søger den 

nødvendige behandling eller sociale tilbud. En patient tilhørende denne gruppe vil ofte 

miste samtlige sociale kontakter, hvorfor ingen vil bemærke, eller først på et meget 

sent tidspunkt vil bemærke, at vedkommende har behov for behandling. Med en særlig 

opfølgning efter udskrivning fra psykiatrisk sygehus af et team eller en fagperson, 

hvor bl.a. pligten til at følge denne gruppe sindslidende patienter efter udskrivning 

fastlægges, er det håbet, at disse helbredstruende følger i højere grad kan undgås. 

Formålet er at tilgodese en gruppe vanskeligt stillede sindslidende, som har behov 

for socialpsykiatrisk støtte efter behandling på psykiatrisk sygehus. Det er en gruppe, 

der i dag ikke modtager den fornødne hjælp. Gennem øget kontakt og støtte til den 

enkelte sindslidende er det målet at give vedkommende bedre muligheder for at udnytte 

sine sociale rettigheder, eksempelvis: 

Retten til at: 

· træffe beslutninger i sit eget liv 

· bo i egen bolig 

· komme omkring og have kontakt med andre 

· have arbejde/aktivitet i hverdagen 

· modtage undervisning/uddannelse 

· dyrke interesser 

· få råd og vejledning 

· modtage behandling 

· have en økonomi 

Fokus er at hjælpe den enkelte sindslidende med at finde og realisere den livskvalitet 

vedkommende gerne vil have. Mulighederne skal forbedres via målrettet kontakt og 

støtte fra en casemanager, hvor fokus er på den sindslidendes egne behov, ønsker 

og ressourcer. 

De to delprojekter i Psykiatrien i Nordjyllands Amt 

Under projekt “Retssikkerhed for de svagest stillede” er der etableret fire projekter i 

henholdsvis Odense Kommune, Århus Kommune, Københavns Kommune samt 

Nordjyllands Amt. Projektet under Nordjyllands Amt er opdelt i to delprojekter, hvilket 

illustreres i den efterfølgende figur. 

102

Projekt ”Service og velfærd” 

Retssikkerhed for de svagest stillede 

Delprojekt 1: Kontakt og 

støtte – et projekt i og efter 

sygehusophold 

Delprojekt 2: 

Udskrivningsaftaler og 

koordinationsplaner 

Delprojekt 1 er igangsat fra januar 2001 med ansættelsen af en casemanager, der 

gennem øget kontakt og støtte til den enkelte sindslidende, skal forsøge at give den 

sindslidende bedre mulighed for at udnytte sine sociale rettigheder og dermed finde 

og realisere den livskvalitet vedkommende gerne vil have således, at denne kan mestre 

et liv udenfor psykiatrisk sygehus. 

I delprojekt 2 foretages en undersøgelse af målgrupper og kriterier for anvendelsen 

af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Delprojektet skal ses i relation til både 

“Retssikkerhed for de svagest stillede” og som opfølgning på en opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, 

hvor det fremgår, at udskrivningsaftaler og koordinationsplaner anvendes 

meget forskelligt på landsplan. Der indsamles i den forbindelse oplysninger 

om antallet af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner inden for både funktionsbærende 

enhed Vest og på landsplan, hvorefter der skal laves et register med navne, 

cpr.numre mm. Formålet er blandt andet kvalitetsudvikling på området mht. rammer, 

indhold og målgruppe. 

Til begge projekter er der nedsat en fælles styregruppe, hvor der løbende vil blive redegjort 

for status, redskaber samt udfordringer fremad. Status pr. januar 2002 er, at 

der er afholdt to styregruppemøder. Derudover er der nedsat to mindre arbejdsgrupper, 

der forestår det konkrete arbejde i relation til delprojekterne. Organiseringen kan 

ses af den efterfølgende figur: 

Styregruppe for Kontakt og støtte i Nordjyllands amt: 

Socialpsykiatrichef (formand), Adm. Overlæge (Vest), Socialpsykiatrikonsulent 

(Nordjyllands Amt), Juridisk konsulent, 

Repræsentant for praktiserende læger, Kommunale repræsentanter 

for hhv. socialdistrikt 4, 5 og 7, Casemanager, 1. 

reservelæge (Vest), 2 repræsentanter for SIND, Central projektkoordinator, 

Administrativ medarbejder (sekretær) 

Konkret arbejdsgruppe, delprojekt 1: 

Casemanager, 1. reservelæge, 

Administrativ medarbejder 

103 

Forskningsgruppe delprojekt 2: 

Adm. Overlæge (afd. V), Forskningsprofessor, 

1. reservelæge

Indeværende midtvejsevaluering omhandler delprojekt 1. Arbejdsgruppen for delprojektet 

mødes cirka en gang ugentligt for løbende at diskutere, hvorledes projektet 

skrider frem og afklare, hvilke temaer der skal diskuteres nærmere. Arbejdsgruppens 

medlemmer får juridisk bistand af den juridiske konsulent, der er tilknyttet projektet. 

Der tages udgangspunkt i udarbejdelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner 

som forudsætning for at indgå i projektet og som indfaldsvinkel til kontakten med 

de enkelte sindslidende. Grænsen mellem en udskrivningsaftale og en koordinationsplan 

er flydende. Psykiatriloven lægger dog op til i stigende grad at anvende koordinationsplaner 

til de, der ikke ønsker at samarbejde. 

I Danmark er psykiatrilovens bestemmelser om koordinationsplaner udarbejdet med 

anden baggrund end i eksempelvis Norge. I Norge kan overlægen ved psykiatrisk afdeling 

udskrive patienten til “tvunget psykiatrisk ettervern” (jvf. den norske psykiatrilovs 

§ 13, stk. 1). Behandlingsansvaret er pålagt sygehuset. Hvis patientens tilstand 

forværres under det tvungne psykiatriske efterværn, og lovens betingelser om 

tvangstilbageholdelse i øvrigt er opfyldt, kan patienten genindlægges på sygehuset. 

Justitsministeriet og Sundhedsministeriet i Danmark har anset det for betænkeligt at 

indføre en sådan ordning, da der ikke er sikkerhed for, at patienten fortsat opfylder 

betingelserne for frihedsberøvelse (efter Psykiatriloven § 5). 

Gennem relationsarbejde og systematisering af de pågældende sindslidendes ønsker/behov 

er det målet for casemanager at opnå og bibeholde en vedvarende relation 

til de pågældende. Formålet er således at udvikle en metode (via opsøgning) til at 

sikre en indgåelse og vedligeholdelse af kontakt med projektets målgruppe, således 

at disses sociale rettigheder kan sikres. Til dette anvendes casemanagementmodellen, 

der senere vil blive beskrevet nærmere. På sigt skal den opnåede viden 

videreføres til andre faggrupper som eksempelvis de kommunale støtte- og kontaktpersoner. 

Anvendte redskaber og metode 

Indenfor casemanagement tankegangen tages der udgangspunkt i en helhedstænkning, 

hvor målet er at give den enkelte bruger størst mulig opretholdelse af det fysiske, 

psykiske og sociale miljø (se Elde 1996: 58-60). Dette gøres ved at intervenere i 

forhold til brugerens fysiske behov, personlige vækst og udvikling samt fællesskabs- 

og samfundsdeltagelse samtidig med, at man behandler eller hjælper brugeren til at 

bearbejde sindslidelsen. I indeværende projekt står casemanager udelukkende for at 

hjælpe og vejlede brugeren, idet behandlingsdelen varetages af psykiatrisk sygehus. 

Målet er, at brugeren får etableret et socialt liv udenfor det psykiatriske sygehus ved 

at igangsætte en positiv proces, hvor casemanager indgår i et nært forhold til brugeren 

og er den fagperson, som brugeren skal henvende sig til. En tryg relation mellem 

casemanager og bruger vil medføre tillid og fællesskab. Det er vigtigt, at casemanager 

udviser engagement, så brugeren føler, at han virkelig ønsker at hjælpe den pågældende. 

Det er casemanagers opgave både at vurdere brugerens tilstand, ønsker, 

daglige mestringsevne og sociale ressourcer. En god og gensidig kontakt kan oprettes 

ved hyppige møder i forskellige sammenhænge, hvilket indebærer at casemanager 

ligeledes kender brugerens miljø og netværk. 

I relationsarbejdet er det vigtigt, at casemanager både hjælper og stiller krav, som 

den enkelte bruger er i stand til at indfri. Det er samtidig vigtigt, at casemanager og 

bruger kan have åbne samtaler, hvor brugeren efterhånden lærer at erkende sine 

104

svagheder. En erkendelse af sine svagheder er det første skridt til at kunne gøre noget 

herved. 

Samarbejdet med andre faggrupper er ligeledes centralt. Casemanager søger råd og 

vejledning i stedet for at henvise brugeren til andre. Brugeren kan eksempelvis føle at 

være kastebold mellem hhv. psykiatrien og hjemkommunen. Hvis brugeren genindlægges 

på psykiatrisk sygehus, bibeholder casemanager og bruger kontakten. 

COPM 

I projektet er der behov for redskaber til evaluering af indsatsen om forbedring af de 

sociale rettigheder. Der er udviklet flere udredningsskemaer, hvori man kan registrere 

brugernes “status” på en lang række af punkter over en årrække. Det er udredningsskemaer 

som GAS, CAN, GAF, COPM mm. I nogle udredningsskemaer lægges der 

vægt på sociale færdigheder, i andre lægges der mest vægt på det praktiske funktionsniveau. 

I projektet har valget stået mellem anvendelse af henholdsvis CAN eller 

COPM. Begge redskaber er meget strukturerede og anvendelige i forbindelse med 

indeværende projekt, men COPM er valgt, idet fokus i større grad end ved CAN er på 

brugerperspektivet (selvom dette også ligger i CAN). Derudover lægger COPM mere 

op til en kvalitativ samtale om de elementer, der er centrale for den enkelte bruger. 

Slutteligt anvendes COPM i forvejen af medarbejdere på Aalborg Psykiatriske Sygehus. 

COPM er en forkortelse for Canadian Occupational Performance Measure (Law m.fl. 

2000). Via udredningsskemaet er det muligt at måle den socialpsykiatriske del af 

brugernes liv - og ikke kun den medicinske. Det er hermed muligt at afdække, hvilke 

sociale rettigheder der for den enkelte står som det vigtigste. Ved et redskab som 

COPM er det brugernes opfattelse og mål, der er i fokus. Dette er meget vigtigt, idet 

forbedringen af brugernes sociale rettigheder og livskvalitet er omdrejningspunktet i 

projektet. I projektet er det hensigten, at COPM anvendes fra udskrivelsestidspunktet 

fra psykiatrisk sygehus. 

Udfyldelsen af COPM kræver en god og dyb samtale mellem bruger og projektets 

casemanager. COPM fungerer som et slags semistruktureret interview, hvor formålet 

er at komme nærmere en forståelse af, hvorfor nogle ting er vigtigere for den enkelte 

bruger end andre. Det vil sætte fokus på brugerens liv og livsstil og ikke på sygdommen. 

COPM udføres i følgende trin: 

1. Problemafklaring. Brugeren skal identificere, hvilke aktiviteter/behov hun enten 

ønsker, har brug for eller forventes at lave i dagligdagen. 

2. Vurdering af betydning. Brugeren skal anslå, hvor vigtig ovennævnte aktivitet/behov 

er i hendes liv på en skala fra 1 til 10. 

3. Scoring. Jævnfør oplysningerne i trin 2 bedes brugeren om at vælge op til 

fem problemer, der synes mest presserende eller vigtige for den pågældende. 

For hvert af disse områder skal brugeren ved hjælp af 10 point skalaen 

foretage en egenvurdering af den nuværende udførelse af aktiviteten samt 

foretage en egenvurdering af tilfredsheden med den nuværende udførelse. 

4. Revurdering. Efter et passende tidsinterval foretages en revurdering, hvor det 

kan afdækkes, om der er sket ændringer i problemområder og i vurderingen 

af, hvor godt den pågældende aktivitet udføres samt tilfredsheden med denne 

udførelse (Law m.fl. 2000). 

105

Skema vedrørende livskvalitet 

Derudover bliver der anvendt et skema vedrørende livskvalitet, hvor hensigten er at 

få brugeren til at indgå i en dialog med casemanager. Den enkelte skal vurdere, 

hvordan hun havde det for henholdsvis et eller fem år siden, hvordan hun har det nu 

og hvordan hun forventer at have det om et år. Igen er det brugerperspektivet, der er 

i fokus. Hensigten er at afdække, hvordan brugeren opfatter sit liv nu, og hvilke håb 

og drømme den pågældende har for fremtiden. Samtidig prøver man i fællesskab at 

afdække både positive og negative oplevelser for at spore sig ind på, hvilke ting der 

fungerer godt. Det er et redskab, der skal afklare, om brugeren når de mål, der 

drømmes om. 

Advarselssignaler 

Herudover ses der nærmere på den enkelte brugers “advarselssignaler” ved tilbagefald, 

hvor der undersøges symptomer og hyppighed. Formålet er at forebygge tilbagefald 

og at øge opmærksomheden på, hvordan den enkelte kan mestre sit eget liv. 

Hensigten er at få nedfældet og diskuteret de advarselssignaler, der er for den enkelte, 

der signalerer, at man er ved at få det dårligere. Det er et redskab, der skal bruges 

med omtanke, idet det er svært for den enkelte at tale om advarselssignaler, hvis 

den pågældende ikke har sygdomserkendelse. 

Det er et spørgsmål om, hvor godt den enkelte kender sig selv, og hvilke erfaringer 

de har med deres sindslidelse. Hvis de ikke har et særligt godt kendskab hertil, kan 

det måske hjælpe på vej at tale med casemanager herom, så eventuelle advarselssignaler 

kan erkendes, hvorefter man kan aftale, hvilke “handlingskonsekvenser” det 

skal have. Eventuelt kan casemanager og bruger aftale, at casemanager skal kontakte 

lægen, hvis nogle af advarselssignalerne opstår. Der er tale om en subjektiv kortlægning, 

hvor det ligeledes er muligt at inddrage den pågældende brugers netværk. 

Netværket kan se andre ting og kan nuancere billedet. 

Empiridagbog 

Casemanager noterer sine oplevelser i en “empiridagbog”, der skal fungere som et 

hjælperedskab til senere at huske de enkelte ting, episoder mm. Via dagbogen er det 

bl.a. muligt at kunne følge op på eller gå tilbage til nogle af de ting, der registreres i 

COPM-skemaet. Derudover laver projektets casemanager en personlig “mappe” til 

hver enkelt bruger, hvor hans og den enkelte brugers beskrivelse af egne vurderinger/oplevelser 

ligger (de har hver især et eksemplar). Formålet er at øge tilliden mellem 

casemanager og bruger ved, at brugeren kan følge med i, hvad der ligger på 

“sagen”. 

1. Succéskriterier og status 

Formålet med indeværende projekt er at give den enkelte bruger i projektet bedre 

muligheder for at udnytte sine sociale rettigheder; eksempelvis retten til hhv. bolig, 

aktiviteter i hverdagen samt råd og vejledning. Dette skal ske efter en individuel vurdering, 

hvor tilbuddene samtidig vurderes efter deres hensigtsmæssighed. Mulighederne 

skal forbedres via målrettet kontakt og støtte fra en casemanager. Målet er at 

opbygge “gode relationer” (og dermed tillid), således at casemanager og de enkelte 

brugere gennem et samarbejde kan sikre den enkelte brugers sociale rettigheder og 

opnåelsen af en bedre livskvalitet. Gode relationer kræver, at både casemanager og 

brugere er aktive og engagerede i relationsarbejdet, der er en konstant proces, hvor 

relationen opretholdes, udvikles og ændres gennem interaktionen (se bl.a. Aamodt 

1977/1998: 14-27). 

106

Målgruppe 

Projektets målgruppe er nærmere konkretiseret til at være sindslidende fra optageområde 

Vest, der udskrives fra behandling på psykiatrisk sygehus, og hvor der i forbindelse 

med udskrivningen ifølge Psykiatriloven § 3 stk. 4 og 5 udarbejdes udskrivningsaftaler 

eller koordinationsplaner vedrørende behandlingsmæssige og sociale tilbud 

til den sindslidende efter udskrivning. 

Syv brugere har indtil nu været involveret i projektet, og på nuværende tidspunkt er 

der seks brugere, hhv. tre mænd og tre kvinder. De er gennemsnitligt i slutningen af 

30'erne, og to af brugerne har en skizofreni diagnose, mens fire har en dobbeltdiagnose 

(tre er skizofrene og en er manio-depressiv). For de fire med dobbeltdiagnose 

er det den psykiatriske sygdom, der er mest fremtrædende. De seks brugere har pr. 

1. august 2001 til sammen cirka 120 indlæggelser bag sig, så der er tale om personer, 

der er kendte indenfor det psykiatriske sygehusvæsen. Når der i midtvejsevalueringen 

henvises til konkrete personer, anvendes betegnelsen “hun” for at undgå identificering 

af konkrete personer i projektet. 

I projektet har en enkelt bruger valgt at udgå af projektet i overensstemmelse med 

hhv. brugeren selv, det distriktspsykiatriske team og casemanager. De involverede 

parter er enige om, at hun ikke har behov for casemanagers støtte, idet kontakten til 

det distriktspsykiatriske team fungerer fint. 

Relationsarbejdet 

I projektet anses brugerne som personer, der ikke kan mestre sin hverdag, hvilket 

casemanager skal hjælpe med. Brugerne har dog - på trods af deres problemer - både 

ressourcer og muligheder for at påvirke deres eget liv. For at igangsætte en positiv 

udvikling i udnyttelsen af ressourcer og muligheder tilrettelægger casemanager 

nogle rammer, så den enkelte bruger ser på de problemer/områder, den pågældende 

er interesseret i at løse eller gøre bedre. Casemanager skal dog ikke overtage ansvaret 

for den enkelte bruger og dennes problemer, idet løsningerne skal findes gennem 

dialogen mellem de to parter (se bl.a. Aamodt 1977/1998: 37-57). Casemanager 

skal således støtte op om processen og have respekt for brugeren. 

Via dialogen/relationen er det målet, at den enkelte bruger vil kunne finde en måde at 

håndtere sine problemer på. Her er det yderst vigtigt, at casemanager opfordrer den 

enkelte til at tro på egne evner og muligheder til at opnå ændringer i sit liv. Når casemanager 

hhv. lytter til brugeren, accepterer dennes opfattelse af virkeligheden og 

er behjælpelig med at finde løsninger på dennes problemer, vises der omsorg. Omsorg, 

respekt og indlevelse er således nøgleord i de relationer, der ønskes at blive 

opbygget og udviklet mellem casemanager og de enkelte brugere i projektet. 

Retssikkerhedsbegrebet 

I forbindelse med retssikkerhedsbegrebet er det blevet tydeligt, at omdrejningspunktet 

for projektet er at inddrage brugerne i deres egen situation som aktive medspillere 

og borgere, så den enkelte kan få den hjælp, hun har behov for og krav på. I hele 

projektets design og brug af redskaber er fokus at lade brugerne tage del i deres eget 

liv, hvor målet er, at brugerne opnår tillid til andre og begynder at være medspillere 

frem for passive modtagere/tilskuere. Målet er, at brugerne får de informationer, der 

vedrører dem selv og deres liv samt lærer at anvende disse informationer. Det tager 

dog tid og er vanskeligt, idet brugernes sygdomsbillede/lidelse ofte medfører passivi- 

107

tet og tilbagetrukkethed. Der tages udgangspunkt i den enkeltes ressourcer, behov 

og ønsker, når der skal træffes den faglige bedømmelse af, hvilke sociale tilbud der 

er passende for brugeren. 

Eksempelvis ønsker nogle af brugerne i projektet ikke at have besøg af distriktspsykiatrien. 

Projektets casemanager er derved en mulighed for at opnå den kontakt, der 

er så central for, at de pågældende kan få udnyttet deres sociale rettigheder og opnå 

en bedre livskvalitet. Projektets casemanager er ansat i socialpsykiatrisk afdeling i 

Psykiatrien i Nordjyllands Amt og skal varetage den socialpsykiatriske del samt koordineringen 

mellem de forskellige aktører. 

Succéskriterier 

Det er i projektet vigtigt, at der ikke sættes alt for store forventninger til, hvorledes livet 

ændres for de personer, der indgår i projektet. Der er i stedet tale om, at der arbejdes 

for de “små” forbedringer som tillid, håb, deltagelse og stabilitet. Den pågældende 

brugergruppe har for det første ikke en særlig stor sygdomserkendelse. For 

det andet er det personer, der ofte indlægges under stor dramatik og oplevelse af 

overgreb. De kan være meget syge og meget socialt isolerede. At få etableret en 

stabil social kontakt over tid er i sig selv en succés. Succéskriterierne er også afhængige 

af den enkelte bruger (der er subjektive behov og oplevelser). Selvom 

gruppen af brugere har talrige indlæggelser bag sig, benyttes antallet af indlæggelser 

ikke som et succéskriterium. Det kan være, at der i projektperioden vil være flere indlæggelser, 

idet eventuelle problemer vil blive opdaget tidligere end ellers. Indlæggelserne 

vil dog forhåbentlig blive af kortere varighed. I stedet kan projektets succéskriterier 

opdeles i de efterfølgende individuelle og mere overordnede/metodemæssige 

mål: 

Succéskriterier: 

Individuelle mål: 

· Kontakt mellem casemanager og den enkelte bruger (tillid) 

· Samarbejdsønske (over tid, kan lave og overholde aftaler, dvs. stabilitet) 

· Tillid til andre 

· Opnåelse af bedre livskvalitet (opfyldelse af COPM-mål, sociale rettigheder) 

Overordnede/metodemæssige mål: 

· Systematisering af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner (formål/indhold) 

· Bedre koordinering mellem de aktuelle aktører 

De opstillede succéskriterier er stadig relevante i forhold til forbedring af retssikkerheden 

for målgruppen. Via de individuelle mål skal det sikres, at den enkelte bruger 

kan formulere og præcisere sine ønsker og behov og derved blive inddraget i forhold 

til sin egen fremtid. Det skal sikre, at brugeren får den korrekte, mest hensigtsmæssige 

hjælp. De overordnede/metodemæssige mål skal sikre, at det på sigt bliver bedre 

for samtlige sindslidende tilhørende målgruppen, hvor der søges en systematisering 

af måden, hvorpå udskrivningsaftaler og koordinationsplaner udarbejdes. Derudover 

er målet at sikre en bedre koordination/dialog mellem de aktuelle samarbejdsparter 

og de respektive brugere for at sikre, at der ikke er modstridende interesser, 

108

der kan trække i forskellige retninger, og hvor den enkelte bruger ikke høres. Der vil 

senere blive diskuteret grader af brugerinddragelse under punkt 6. 

I december 2001 blev der afholdt et fællesmøde (julefrokost) mellem projektets brugere 

og medarbejdere (casemanager, læge og administrativ medarbejder), hvor formålet 

bl.a. var at give brugerne mulighed for at give konstruktiv kritik af projektet (ris 

og ros) i et forum, hvor de var i flertal og i centrum. Tre ud af seks brugere dukkede 

op til mødet. Informationerne herfra er inddraget i indeværende midtvejsevaluering. 

Derudover har det været hensigten at give medarbejdere og brugere mulighed for at 

hilse på hinanden og have en god tid sammen. Derudover har det ligget en vigtig social 

dimension i afholdelsen af et fællesmøde, idet brugerne op til jul kan føle sig meget 

ensomme pga. manglende socialt netværk. 

Håbet har desuden været, at fællesmødet på sigt kan medføre, at brugerne ser sig 

som en del af en større gruppe/et socialt netværk, hvor der kan støttes op om hinanden 

på eksempelvis fødselsdage, i krisesituationer mm. Det kan være, at dette er 

meget optimistisk. På mødet gav nogle af de tilstedeværende brugere dog udtryk for, 

at de savnede nogle af de fraværende. Alle tre brugere gav desuden udtryk for, at de 

har været glade for arrangementet, som de gerne ser gentaget. 

Tre brugere deltog ikke i fællesmødet, selvom alle havde takket ja hertil. En af brugerne 

meddelte senere, at hun havde glemt det, hvilket hun var ked af. En anden 

havde alligevel ikke lyst til at komme, mens den sidste havde det dårligt på det pågældende 

tidspunkt (hun var begyndt at drikke igen). 

Foreløbige resultater 

På fællesmødet gav de tre tilstedeværende brugere udtryk for, at de har stor tillid til 

casemanager, idet de føler sig både respekteret og hørt, hvilket svarer til det indtryk, 

casemanager ligeledes har af sit forhold til de resterende tre brugere. Han oplever, at 

der på nuværende tidspunkt er opnået en god kontakt/alliance mellem ham og de 

seks brugere således, at brugerne generelt kan holde aftaler og mødes i “det gode 

møde”. Derudover er der igangsat et samarbejde, så brugerne kan få opfyldt nogle af 

deres ønsker og behov. En af brugerne har eksempelvis fundet et sted at spille musik, 

hvilket hun føler øger sin livskvalitet. En anden har fået sat sit hus til salg, hvilket 

har været længe undervejs. Brugerne giver således udtryk for, at der er sket en forandring 

i form af øget livskvalitet indenfor projektperioden. 

Flere af brugerne giver udtryk for at casemanager fungerer som en god ven - som en 

fast tilknyttet person, der kan holde øje med, hvordan det går, hvilket opleves som en 

tryghed. Samtidig ses casemanager som en mulighed for at komme ud af isolationen 

- både når den enkelte er indlagt på psykiatrisk sygehus (hvor de kan komme ud på 

ture mm.), og når den enkelte er udskrevet. Målet er at opnå et tillidsfuldt forhold 

mellem casemanager og de enkelte brugere, hvilket sker gennem ugentlig kontakt 

med brugerne. Det er ofte brugerne, der kommer med ønsker til, hvad de skal lave 

sammen, og de er med til at få det passet bedst ind i deres egen tids-/livsrytme. Casemanager 

gør det dog klart, at han har en familie og derfor ikke kan trækkes på 

uden varsel og planlægning (ud over almindelig arbejdstid). Derudover gør han det 

klart, at brugeren kan trække andre i netværket ind, hvis der er ting, der er vigtige for 

den enkelte at få afklaret. 

Der er foretaget en systematisering af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, så 

109

disse bliver et mere anvendeligt redskab. Systematiseringen består i udarbejdelsen 

af en procedure og skabelon. Proceduren beskriver, hvilke personer der er ansvarlige 

for udarbejdelsen af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Skabelonen beskriver 

punkt for punkt, hvilke indholdsmæssige krav der er hertil. Procedure og skabelon 

implementeres for øjeblikket i funktionsbærende enhed Vest. I den forbindelse skal 

der arbejdes videre med en bedre kommunikation og koordinering mellem de forskellige 

aktører, der er involverede i udarbejdelsen. Det skal samtidig afdækkes, om der 

er mulighed for at omdefinere en udskrivningsaftale til en koordinationsplan, hvis udskrivningsaftalen 

ikke overholdes. 

Efter længere tids arbejde i projektet med bl.a. systematisering af udskrivningsaftaler 

og koordinationsplaner er der kommet mere fokus på de sociale handleplaner (§ 111 

efter Lov om Social Service), hvor et nyt succéskriterium i projektet er at integrere de 

forskellige aftaler og planer, da der er et stort sammenfald i parametrene. Formålet er 

at få tydeliggjort sammenhængen, så der ikke udarbejdes tre eller fire forskellige planer 

og aftaler med forskelligt indhold afhængig af forskellige love. 

I projektet anvendes redskabet COPM til at afdække brugernes ønsker og behov, så 

det er muligt at forbedre mulighederne for, at de enkelte får opfyldt deres sociale rettigheder 

og derved kan øge deres livskvalitet. Ved projektets begyndelse er det hensigten 

at anvende COPM ved udskrivelsestidspunktet fra sygehuset med en opfølgning 

mindst hvert halve år for at have nogle faste status-punkter, der løbende kan 

evalueres ud fra. Det har senere vist sig, at det er for optimistisk at anvende COPM 

så systematisk. Det er ikke altid, at brugeren er i stand til at sætte fokus på egne ønsker 

og behov ud fra et skema, og nogle gange er brugeren for syg til at kunne kortlægge 

disse ting. Derfor anvendes skemaet udelukkende, når casemanager vurderer, 

at brugeren tids- og situationsmæssigt er klar hertil. Principperne bruges dog ofte 

i samtaler med brugerne, men det kan nogle gange blive for systematisk at udfylde et 

skema hjemme hos den enkelte. 

De opstillede succéskriterier vurderes at være relevante for forbedringen af retssikkerheden 

for brugerne. Der er etableret en fin og stabil kontakt mellem casemanager 

og brugere, hvor der er gensidig tillid. Der er eksempler på, at brugerne “fyrer” casemanager 

med jævne mellemrum. Han “genansættes” dog relativt hurtigt. 

Status 2001 

· Casemanager opnår kontakt med kommende samarbejdspartnere i funktionsbærende 

enhed Vest (begyndelsen af 2001). 

· Kontakten til brugerne etableres og udbygges, og der etableres gode relationer 

(fra marts 2001 og videre frem). 

· Procedure og skabelon for udskrivningsaftaler og koordinationsplaner udarbejdes 

(medio 2001) og implementeres (ultimo 2001 og videre frem). 

Mål for 2002 

· Udbygge relationerne til brugerne i projektet 

· Udbygge relationerne til samarbejdsparter (både på psykiatrisk sygehus og 

i de enkelte kommuner) 

· Koordinere udskrivningsaftaler/koordinationsplaner med de sociale handleplaner 

110


Indenfor casemanagement tankegangen tages der udgangspunkt i en helhedstænkning, 

hvor målet er at give den enkelte bruger størst mulig opretholdelse af det fysiske, 

psykiske og sociale miljø ved at intervenere i forhold til brugerens fysiske behov, 

personlige vækst og udvikling samt fællesskabs- og samfundsdeltagelse. 

Kontakten mellem casemanager og bruger 

Casemanager funktionen er med til at hjælpe den enkelte bruger mht. at få etableret 

kontakt med relevante samarbejdspartnere både på psykiatrisk sygehus og i hjemkommunen, 

få defineret hvilke ønsker og behov den enkelte har i forhold til sin udskrivningsaftale 

mm. Det kræver dog, at casemanager har et reelt mandat hertil, og 

at alle niveauer i systemet kender og giver mandat til den pågældende. Det kræver et 

relativt smidigt system, hvor der er plads til fleksibilitet. Derfor er det centralt, at 

kommunikationen/dialogen mellem niveauerne indenfor hhv. psykiatrien og hjemkommunen 

og mellem disse fungerer, hvor det skal være muligt for casemanager at 

kunne handle, når det skønnes nødvendigt. 

Målet med relationsarbejdet er at igangsætte en positiv proces, hvor casemanager 

indgår i et nært forhold til brugeren og er den fagperson, som brugeren kan henvende 

sig til. En tryg relation mellem casemanager og bruger vil medføre tillid og fællesskab 

samt virke forebyggende. Det er casemanagers opgave både at vurdere brugerens 

tilstand, ønsker, daglige mestringsevne og sociale ressourcer. En god og gensidig 

kontakt kan oprettes ved hyppige møder i forskellige sammenhænge, hvilket indebærer 

at casemanager ligeledes kender brugerens miljø og netværk. Det kræver 

dog en længerevarende og kontinuerlig indsats, hvilket medfører at brugerflowet i 

projektet ikke er stort. I februar 2002 vil casemanager og læge diskutere muligheden 

for at tage yderligere to personer ind i projektet. 

I dag har flere af brugerne i projektet kommunale støttekontaktpersoner, hvilket de 

fleste er glade for. De pointerer dog, at der er væsentlige forskelle mellem det, casemanager 

kan tilbyde og det, den enkeltes støttekontaktperson kan tilbyde. Brugerne 

oplever, at casemanager har mere frihed end de kommunale støttekontaktpersoner. 

Han har bl.a. mere tid til hver enkelt, han kommer med et formål (og ikke som et rutinemæssigt 

besøg), og de kan komme i kontakt med ham via dennes mobiltelefon. 

Det sidste er ikke mindst vigtigt, idet brugerne efter aftale kan ringe ud over almindelig 

arbejdstid fra 8-16. Der er dog kun en af brugerne, der har benyttet sig af dette tilbud. 

Det var da den pågældende gik i skole. Selvom brugerne således er glade for 

muligheden, benyttes det ikke særligt ofte, og er derfor mere en form for sikkerhed. 

Casemanager kan køre lange ture med brugeren, hvis det ønskes eller er nødvendigt 

(eksempelvis når brugeren skal se på et aktuelt socialt tilbud), og han kan via sit personlige 

kendskab til mange af de fagpersoner, der arbejder på psykiatrisk sygehus, 

trække i flere tråde på de enkelte afsnit, end de kommunale støttekontaktpersoner 

kan. Brugerne oplever således casemanager som et væsentligt anderledes tilbud 

end støttekontaktpersonerne, hvor de giver udtryk for, at dette kommer tilbage i form 

af øget tillid og mulighed for at få opbygget et mere tæt kendskab til hinanden. Brugerne 

pointerer dog, at denne tillid ikke vil være til stede, hvis casemanager skal give 

dem medicin. Her er der en klar adskillelse mellem casemanagers opsøgende og fo- 

111

ebyggende arbejde og så den behandlingsmæssige del (at ordinere/give medicin). 

Umiddelbart kan det virke som en meget lille gruppe, som casemanager bruger sin 

tid på. Af det efterfølgende skema fremgår det, hvordan tidsforbruget typisk er fordelt 

(med udgangspunkt i en typisk uge). 

Casemanagers tidsforbrug 

· 27%: Kørsel 

· 25%: Direkte kontakt med brugerne (besøg) 

· 24%: Kontakt med øvrige samarbejdsparter (på de enkelte afsnit/i kommunerne) 

· 19%: Administrativt arbejde 

· 3%: Kontakt med de pårørende/det sociale netværk 

· 2%: Telefonisk kontakt med brugerne 

Der er mulighed for, at casemanager i løbet af 2002 kan gå fra at være den primære 

kontaktperson til at blive mere sekundær, så andre i det professionelle netværk kan 

overtage det primære ansvar. Herved er der mulighed for at tage flere brugere ind i 

projektet. Det er vigtigt at lade de kommunale fagpersoner “overtage” noget af arbejdet 

med brugerne i det omfang, det er muligt og hensigtsmæssigt i forhold til den enkelte 

brugers situation. Herved er det bl.a. muligt at “visitere” nye brugere til projektet. 

Foreløbige resultater 

Den forebyggende indsats har allerede båret frugt. For det første har den ene af brugerne 

i projektet ikke været indlagt i mere end et halvt års tid, hvilket hun selv tilskriver 

kontakten til casemanager. Casemanager og bruger har haft god tid til at lære 

hinanden at kende, før hun udskrives fra psykiatrisk sygehus. Derved har casemanager 

kunnet tage hende med i udskrivningsprocessen, og hun er et godt eksempel 

på en, der deltager i planlægningen af fremtidige aktiviteter. Efter udskrivning har casemanager 

og bruger haft kontakt mindst en gang om ugen. Hun har behov for tid og 

hjælp og må ofte hjælpes på vej, hvilket casemanager gør ved at tale ting igennem 

med hende, lytte til ønsker og behov samt forberede hende på kommende tiltag mm. 

Derved har brugeren oplevet, at ting er blevet ændret og forandret ud fra egne ønsker. 

Brugeren har sat sit hus til salg, og har derefter set på flere botilbud, men er ikke 

blevet presset til at flytte. Derudover er brugeren kommet på venteliste til et værested 

og får mad bragt ud. 

En anden af de seks brugere blev genindlagt lige før jul, men i modsætning til tidligere 

var den pågældende kun indlagt i ti dage (før den pågældende udskrev sig selv). 

Indlæggelserne har tidligere varet væsentligt længere. Det anses dog ikke som positivt, 

at den enkelte udskrev sig selv, før hun reelt var klar hertil. Brugeren er senere 

blevet frivilligt genindlagt. Dagen efter, at den pågældende bruger udskrev sig selv, 

deltog hun i fællesmødet med brugere og medarbejdere. Hun gav udtryk for, at hun 

var utilfreds med, at casemanager havde fået hende indlagt, men udtalte samtidig, at 

hun ikke havde været så langt nede som de andre gange og derfor hurtigere fik det 

bedre. 

En tredje af projektets brugere har uden casemanagers kendskab ikke taget medicin 

112

i tre måneder, hvilket brugeren selv oplyser til casemanager, da sygehuset ikke har 

fået meldt tilbage herom til casemanager som aftalt i udskrivningsaftalen. Casemanager 

har derfor fortalt den pågældende bruger, hvordan og hvornår han og sygehuset 

kan hjælpe, hvis hun skulle få det vanskeligt. Casemanager har fortalt, at det er i 

orden at spørge om hjælp og støtte, i stedet for at skulle klare alt selv. Der appelleres 

således til en dialog og et samarbejde mellem bruger og casemanager, hvilket forhåbentlig 

lykkes, så brugeren ikke føler, at hun står alene. 

Samtidig prøver casemanager i samarbejde med det pågældende afsnit at forebygge, 

at en sådan situation opstår igen. Der er ved at blive etableret en bedre kommunikationsgang 

mellem afsnittets personale og casemanager, så sidstnævnte får besked, 

hvis en af brugerne i projektet eksempelvis ikke tager sin medicin. Det vil dog 

tage tid at få indarbejdet en sådan rutine, idet mange forskellige fagpersoner er involveret 

i de enkelte brugeres behandling. Overlægen på afsnittet er kommet til den erkendelse, 

at afsnittet ikke har ressourcer til at følge op på manglende medicingivning 

til den pågældende bruger. Derfor lægges medicingivningen over til hjemmesygeplejersken. 

Status pr. januar 2002 er, at medicingivning for fem af brugernes vedkommende 

er lagt over til hjemmesygeplejersken (i stedet for afsnittet). 

Nogle af brugerne genindlægges sandsynligvis flere gange indenfor projektperioden, 

men det anses som sandsynligt, at perioderne ikke vil være så lange for de pågældende 

personer, idet de forhåbentlig indlægges på et langt tidligere tidspunkt end tidligere. 

I projektet er målet hellere flere korte indlæggelser, hvis det skønnes nødvendigt, 

end lange kronificerende indlæggelser. Ifølge brugerne er det netop vanskeligt 

at “rejse sig igen” efter lange sygehus-ophold. 

I begyndelsen gør casemanager det klart overfor brugeren, hvilket formål der er med 

kontakten og udskrivningsaftalen. Målet er at forebygge meget lange indlæggelser, 

som brugerne selv siger ødelægger så meget og tager lang tid at komme over. Det 

gør det legalt at tale om advarselssignaler på et mere løst plan for så at sætte det på 

dagsordenen til næste møde mellem casemanager og bruger. Her er det vigtigt at lade 

brugeren komme med egne oplevelser. En bruger siger eksempelvis: “Jeg bliver 

indesluttet og sidder og ser ned i gulvet”. Herefter kan det være en hjælp at anvende 

det konkrete redskab vedr. advarselssignaler og se på andres signalerer for at se, 

om brugeren genkender nogle af advarselssignalerne. Det kan også have den effekt, 

at det ikke er så “farligt” at tale om, idet der er nogen “der har det ligesom jeg”. Casemanager 

har yderligere benyttet muligheden for at inddrage nogle af brugernes pårørende/sociale 

netværk eller andre fagpersoner, hvilket altid er sket i overensstemmelse 

med brugerne 

Når brugerens advarselssignaler og hyppighed er defineret, er det vigtigt, at brugeren 

selv kommer med løsningsforslag mht., hvordan hun gerne vil have, at hun selv eller 

folk omkring hende handler, når det første advarselssignal melder sig. Dette nedskrives 

sammen med advarselssignalerne i en handleplan eller kontrakt. Når papirerne 

er gennemarbejdet tages de med på det førstkommende møde med det eventuelle 

netværk. En oversigt over advarselssignaler og hyppighed kan være med til at forebygge 

tilbagefald og at øge opmærksomheden på, hvordan den enkelte kan mestre 

sit eget liv. 

To af brugerne fortæller til fællesmødet, at de er glade for at diskutere advarselssig- 

113

naler med casemanager. Den ene fortæller, at hun har oplevet, at det har sat nogle 

ting på plads for hende; ting hun ikke selv har været afklaret med. Den pågældende 

er således glad for, at der er blevet sat ord på, hvilke symptomer/signaler der er, når 

hun er ved at blive syg. 


Relationsarbejdet er særdeles vigtigt for at kunne skabe en god og varig kontakt mellem 

casemanager og bruger i projektet. Det bliver derfor tilstræbt, at casemanager og 

projektets læge kontaktes af personalet i funktionsbærende enhed Vest, så snart der 

er en mulig bruger til projektet. Pr. 1. januar 2002 har der været 18 mulige deltagere. 

Projektets casemanager og læge afgør derefter, om den pågældende skal “visiteres” 

til projektet. Hvis den pågældende “findes egnet” til at deltage i projektet, og der stadig 

er “plads”, kontakter casemanager og/eller læge den pågældende patient for at 

høre, om hun er interesseret i at deltage i projektet. Indtil videre har syv personer været 

inde i projektet, hvoraf seks stadig deltager. 

Hvis patienten vil deltage, påbegyndes relationsarbejdet så hurtigt som muligt. Det 

skal sikre, at casemanager både får oparbejdet en relation til den pågældende patient, 

inden hun udskrives fra psykiatrisk sygehus, samt at han er med i selve udskrivningsforløbet, 

hvor udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen bliver udarbejdet. 

Det er dog ikke altid muligt at påbegynde relationsarbejdet så tidligt, idet nogle patienter 

bliver udskrevet relativt hurtigt. 

Valget af projektets aktuelle brugere 

I begyndelsen af projektperioden er der flere overvejelser, der gør sig gældende, når 

målgruppen skal præciseres. Det besluttes, at der ikke skal inddrages borderline patienter, 

idet gruppen har behov for en tværfaglig indsats med et målrettet tilbud. Patienter, 

der er meget udadreagerende, eller hvor der er en risiko forbundet med besøg 

(hvor det er relationen, der kan gøre dem farlige) bliver ligeledes udelukket fra projektet. 

Oprindeligt er det heller ikke hensigten at medtage dobbeltdiagnose patienter i 

forløbet, da det er en gruppe, der erfaringsmæssigt kræver utroligt mange ressourcer. 

Det viser sig dog hurtigt, at netop dobbeltdiagnose patienterne er personer, der 

virkelig har behov for og mangler et målrettet og intensivt tilbud. Derfor medtages 

gruppen i projektets målgruppe og udgør på nuværende tidspunkt fire ud af seks 

brugere. Kriteriet for at være en del af målgruppen er, at man er: 

· alvorligt sindslidende, 

· har været i det psykiatriske sygehusvæsen i længere tid, 

· har et lille socialt netværk, 

· ikke har sygdomserkendelse samt 

· ikke søger hjælp. 

Derfor har de behov for et målrettet og intensivt tilbud, som distriktspsykiatrien ikke 

kan følge op på. Det er en gruppe, som flere har opgivet at have kontakt med. 

Etablering af den første kontakt 

I begyndelsen af marts 2001 bliver de første patienter “visiteret” til projektet, hvorefter 

der tages initiativ til et uformelt møde mellem patient, casemanager og læge. På 

mødet får den pågældende patient nærmere informationer mht. den planlagte udskrivningsaftale, 

projektet Kontakt og støtte samt “konsekvenserne” af hhv. aftale og 

deltagelse i projektet. 

114

I begyndelsen af projektperioden er det hensigten, at projektets læge altid skal være 

til stede ved den første kontakt mellem casemanager og de personer, der skal indgå i 

projektet. Casemanager og læge skal sammen tage kontakt til de relevante patienter, 

mens de pågældende endnu er indskrevet for at påbegynde relationsarbejdet så tidligt 

som muligt. I praksis har dette ikke kunnet lade sig gøre for samtlige brugeres 

vedkommende. Det hænder, at udskrivningen af visse patienter kan gå meget hurtigt, 

eksempelvis pga. overbelægninger på de enkelte afsnit. Ved overbelægninger holdes 

der ikke på patienter, der er klar til udskrivning, da de knappe lægelige ressourcer og 

sengepladser først og fremmest anvendes til personer med et akut behov. Det betyder, 

at casemanager og læge ikke altid når at få etableret en længerevarende kontakt 

med kommende brugere i projektet inden disses udskrivning fra psykiatrisk sygehus. 

Ved to af projektets brugere har det været muligt at vente med udskrivning, indtil 

rammerne har været helt klare, hvorved der har været god tid til bl.a. relationsarbejde 

og COPM. Dette har resulteret i bedre forløb mellem casemanager og bruger, da der 

har været tid til at drøfte forskellige emner igennem og få etableret kontakt til andre 

samarbejdsparter. Der er således tid til at få afklaret de enkeltes forventninger og roller. 

Casemanager eller projektets læge tager kontakt til den enkelte patients egen læge 

med hensyn til aftaler om det videre forløb. Det er vigtigt at tale med de praktiserende 

læger, så det kan afklares, om lægerne eventuelt vil gå med til at hente personerne 

ind på “gule” eller “røde” papirer, hvis de ikke følger udskrivningsaftalen/koordinationsplanen. 

Ifølge Psykiatriloven § 5 (punkt 1 og 2) kan egen læge 

tvangsindlægge en patient, hvis “udsigten til helbredelse eller en betydelig og afgørende 

bedring af tilstanden ellers vil blive væsentligt forringet” (indlægges på gule 

papirer inden for 7 dage), eller “den pågældende frembyder en nærliggende og væsentlig 

fare for sig selv eller andre” (indlægges på røde papirer indenfor 24 timer). 

Det optimale er dog, at brugeren lader sig indlægge frivilligt, hvis det er nødvendigt, 

for at undgå et langt tidsforløb og for at bryde et negativt mønster. 

Kontaktforløbet efter udskrivning fra psykiatrisk sygehus 

I projektet er det fundet vigtigt at følge brugerne både, når de i perioder er indlagt på 

psykiatrisk sygehus, og når de er udskrevet. Når brugeren er udskrevet besøger casemanager 

hende cirka en gang om ugen, men kan derudover ligeledes have telefonisk 

kontakt med den enkelte (de, der har adgang til telefon). Det er ikke altid, at et 

enkelt ugentligt besøg er nok, hvilket afhænger af den konkrete bruger og dennes situation. 

Har brugeren det stabilt, er et enkelt besøg nok, men ved kriser er det nødvendigt 

at mødes hyppigere og eventuelt sammen med andre samarbejdsparter. 

Det er vigtigt, at casemanager kan møde brugerne, hvor de er (både fysisk og mentalt). 

De mødes hjemme, på værestedet, på en café eller i afsnittet. De fleste ønsker 

at mødes med casemanager hjemme hos dem selv. Her er det ofte godt at gøre nogle 

ting sammen som at se video, vaske op, drikke kaffe, forberede møder eller se på 

forskellige tilbud. Her spørger casemanager, hvordan weekenden eksempelvis er forløbet 

eller andet, som vedkommende skulle til siden sidste møde. Det er vigtigt, at 

casemanager hører om vedkommendes liv, dvs., hvad de har af tidligere erfaringer, 

da dette giver et indblik i, hvad der betyder noget for den pågældende. 

Brugerne kan desuden kontakte casemanager på dennes mobiltelefon, hvilket de har 

115

været glade for. De slipper derved for at skulle igennem en del omstilling, og samtidig 

holder casemanager telefonen åben efter normal arbejdstid, hvis der er en bruger, 

der har lovet at ringe om aftenen, eller hvis pårørende har behov for at ringe efter arbejdstid. 

Eksempelvis har en af brugerne i projektperioden gået i skole, hvilket har 

nødvendiggjort at kontakten til casemanager er efter normal arbejdstid. Mobiltelefonen 

har således vist sig som et godt og nødvendigt redskab, da brugerne har følt sig 

velkomne til at ringe samtidig med, at casemanager har været til rådighed efter aftale. 

Det er således vigtigt at være fleksibel i forhold til brugerens hverdag, hvor casemanager 

skal kunne omstille sig og være tilpasningsdygtig. Casemanager kan komme 

ud til den enkelte bruger med en tanke eller et formål, hvor brugeren har et andet aktuelt 

ønske for det pågældende besøg. Casemanager giver udtryk for, at man hurtigt 

fornemmer, hvordan situationen er, når man er på besøg hos de pågældende. Hurtigt 

dannes et billede af situationen og den pågældende bruger ved at benytte sine sanser 

og sin intuition. Der ses på brugerens kropsholdning, tonefald, påklædning og 

væremåde samt omgivelserne (hvordan der eksempelvis ser ud i hjemmet). Her er 

det som casemanager vigtigt at være ydmyg og afventende. Nogle gange må man 

“tåle” stilheden og andre gange tage hul på det, der er formålet med at komme. Der 

tages nogle chancer, og casemanager må søge af få be-/afkræftet de fornemmelser, 

han har, men det skal gøres med forsigtighed og under hensyntagen til, at det er 

brugerens hjem. Casemanager er bevidst om, at det er vigtigt at afklare sin rolle med 

brugeren, inden man mødes. Han skal overveje, hvad han kan sige og ikke sige, dvs. 

afklare, hvilke temaer der kan tages op til drøftelse. 

I begyndelse af relationsarbejdet er formålet ofte det at “være sammen”, hvor casemanager 

og bruger måske sidder og ser video sammen eller tager på en køretur. 

Casemanager søger at lade den enkelte bruger tage lidt af ansvaret for de ting, de 

foretager sig sammen. Målet er at lade den enkelte opleve, at hun er nyttig ved bl.a. 

at lave kaffe eller bestemme, hvor de skal tage hen. Via forskellige ture er der rig mulighed 

for, at brugerne kan fortælle, om der er ting, de kender undervejs, og herved 

kan casemanager få et indblik i deres livshistorie. Det er således muligt at få et mere 

nuanceret billede af den enkelte, når bruger og casemanager er sammen i mere end 

en time eller to i en anden kontekst end “normalt”. Enkelte gange er casemanager og 

bruger sammen i op til seks timer. 

Eksempelvis har casemanager været på en 100 km. lang tur med en bruger dagen 

efter hendes moders død. Det gav mulighed for, at casemanager kunne støtte den 

pågældende bruger i en aktuel krise og samtidig hilse på familien, hvilket både bruger 

og casemanager var glade for. 

Casemanager benytter også muligheden for at besøge de enkelte brugere uanmeldt, 

hvis han alligevel er ude at køre. Nogle gange er dette også en nødvendighed, da ikke 

alle brugere har telefon, og det er ikke givet, at brugerne læser den post, som de 

får (eller husker hvad de har læst). Det kræver nogle overvejelser, da besøget ikke 

skal virke som en kontrolfunktion. Her gør casemanager sig nogle tanker herom inden 

besøget, hvor han evt. har brød og beskeder med. Brugerne giver udtryk for, at 

de ikke har noget i mod, at casemanager dukker uanmeldt op, men brugerne kan generelt 

bedst lide at vide besked i forvejen, så de har mulighed for at rydde op og 

dække bord. 

I forbindelse med et af disse uanmeldte besøg har casemanager flere overvejelser. 

116

Han fortæller følgende: “I min rolle repræsenterer jeg psykiatrien, og det kan være 

nok til at vække mistillid. En bruger er jeg kommet til uanmeldt til trods for, at hun har 

‘fyret’ mig et par gange. Hun har ikke telefon, og post kan man ikke regne med, at 

hun svarer på. Jeg kørte forbi på vejen, da jeg kommer fra NN, og så overvejede jeg, 

om det var ok, at jeg stak indenom? NU er det jo så vigtigt at have god tid og være til 

disposition, hvis der skulle opstå et spontant behov for at gøre noget sammen.” Brugeren 

inviterer casemanager ind på te/kaffe, og besøget varer en times tid. Selvom 

casemanager således er blevet “fyret” en del gange, inviteres han indenfor. Samtidig 

hører casemanager fra andre fagpersoner, at brugeren ofte nævner casemanager, 

hvilket tyder på, at han har en vigtig plads i brugerens liv. 

For at kunne være så meget sammen med målgruppen er det vigtigt, at casemanager 

kender sine egne grænser. Det er vigtigt at lytte til sin intuition og anvende sine 

tidligere erfaringer. Det er samtidig vigtigt at kunne fornemme brugerens signaler. 

Hvis brugeren siger “Nu har jeg ikke mere......”, så er det på tide at afslutte mødet. 

Ærlighed står centralt i casemanagerens arbejde, hvor der er vigtigt at være ærlig 

både overfor sig selv og brugeren. Sidstnævnte skal også lære at være ærlig overfor 

casemanager, idet flere af brugerne tidligere har forsøgt at skjule, hvordan de reelt 

har det, idet de hverken ønsker medicin eller indlæggelse på psykiatrisk sygehus. 

Flere brugere samtykker, idet det er lettere at sige ja end at tage en diskussion. 

Casemanager har gjort sig nogle overvejelser vedr. den situation, hvor brugeren ikke 

åbner døren efter aftale, selvom dette ikke sker så ofte. Det er vigtigt både at passe 

på sig selv og samtidig respektere den bruger, man kommer på besøg hos. Han tager 

derfor ikke fat i døren for at undersøge, om den er låst, og han ser naturligvis heller 

ikke gennem vinduerne. Skønnes det alligevel nødvendigt at gå ind til en bruger, 

der ikke åbner døren efter aftale, skal man være to, der går ind både af hensyn til ens 

egen sikkerhed, for at have et vidne eller hvis man må give akut hjælp. 

Casemanager plejer som oftest at lægge en besked med dato og klokkeslæt, hvor 

han fortæller, at han har været forbi, og hvornår han vil komme tilbage. Her har brugeren 

mulighed for at tage kontakt med casemanager via telefonen. Beskeden lægges 

på en sådan måde, at den ikke er åbenlys for naboer. Casemanager hilser altid 

på brugernes naboer, men det er meget vigtigt ikke at udlevere den bruger, man besøger. 

Det er kun nødvendigt at præsentere sig selv ved navn. Hvis naboerne er interesserede 

i at diskutere nogle eventuelle episoder nærmere, tages dette op med brugerne 

for at afdække, hvor de står. 

Der er således flere faktorer, som casemanager skal tænke over, hver gang han er 

på besøg hos en bruger. Formålet med besøget skal overvejes, brugerens psykiske 

velbefindende skal vurderes, og relationen mellem casemanager og bruger skal ligeledes 

vurderes, hvilket kræver tid til refleksion og behov for supervision. Det er derfor 

nødvendigt at benytte de personer, der er i netværket (både pårørende samt det sociale 

og faglige netværk), så casemanager ikke står med hele ansvaret. Han skal være 

tryg ved både egen funktion og samarbejdspartnere, men altid huske, at det i sidste 

ende er brugerne, der har det egentlige ansvar. Det er brugerne, der tager de enkelte 

valg, og casemanager kan kun støtte og vejlede, hvilket kræver tid og tålmodighed, 

idet der kan være tale om en meget lang og vanskelig proces for brugeren. 

De forskellige møder med brugerne kan være vellykkede, mindre vellykkede og di- 

117

ekte mislykkede. Casemanager oplever generelt, at det er mislykket at tale om medicin 

og symptomer på sygdom med personer, der ingen sygdomserkendelse har. 

Derfor må dette emne hvile, til brugeren er klar til at tale herom. Det føles ofte som et 

dilemma for casemanager, når han ser, at brugerne har det vanskeligt. Her prøver 

han at være kreativ og finde andre løsninger, der kan dæmpe deres angst. Eksempelvis 

har han spurgt de enkelte brugere, hvordan han kan hjælpe dem, når de får 

det svært, samt hvilke erfaringer de har fra tidligere. 

Mindre vellykkede forløb 

Casemanager har bl.a. sammen med en brugers primære læge fået brugeren indlagt 

på psykiatrisk sygehus (som tidligere refereret). Denne udskriver sig selv relativt hurtigt, 

hvor casemanager og primærlæge ikke når at blive involveret. Brugeren deltager 

i fællesmødet, der afholdes dagen efter for projektets brugere og medarbejdere, hvor 

hun fremstår ganske veltalende og reflekteret. Brugeren giver udtryk for, at hun har 

været vred på og skuffet over casemanagers rolle i indlæggelsen, men at hun godt 

kan se, at hun ikke havde det så skidt som ved tidligere indlæggelser, hvilket hun 

vurderer som positivt. Der aftales derefter et møde mellem den pågældende og casemanager 

næste dag, hvilket senere rykkes nogle timer af brugeren på grund af en 

akut sag, hvilket ikke ligner hende. 

Casemanager forsøger flere gange at tage kontakt og lægger flere beskeder uden 

tilbagemeldinger. Sidst på eftermiddagen kører casemanager forbi brugeren, der åbner 

efter et stykke tid, hvor hun tydeligt ikke har det godt. Casemanager og bruger aftaler 

i stedet at mødes nogle dage senere. Inden det aftalte møde når casemanager 

at tale med dennes pårørende, der ikke kan magte situationen. En af brugerens bekendte 

ringer ligeledes og fortæller, at brugeren ikke er dukket op til de aftaler, de har 

haft. Flere i brugerens netværk er således bekymrede for brugerens situation. Casemanager 

tager ud til den pågældende på det aftalte tidspunkt, hvor der er trukket for, 

og der spilles meget høj musik, hvilket gør casemanager bekymret. Der ringes på døren, 

men den åbnes ikke. Derefter forsøger casemanager at ringe på telefonen, der 

heller ikke tages, så casemanager indtaler en besked om, at han står udenfor og vil 

prøve igen, når musikken ikke spiller. Døren bliver pludselig åbnet, mens musikken 

stadig spiller. Brugeren er ikke fuldt påklædt og hele kropsholdningen viser, at hun 

har det dårligt. 

Efter at casemanager er kommet ind, skrues musikken ned på casemanagers anmodning. 

Casemanager forsøger at få en samtale i gang og tage fat i temaer, der er 

talt om tidligere, og han fortæller samtidig at flere har været bekymrede for hende og 

har ringet. Brugeren ender med at råbe til casemanager: “Hvad fanden vil hun nu? 

Hvorfor blander hun sig? Så kan du fandme godt gå. Du skal fandme ikke komme her 

mere - så smadrer jeg dig en. Nu vil jeg ikke være med mere! Jeg siger aftalen op. 

Skrid!” Mens hun rejser sig, råber hun: “og så kan du også godt tage disse rundstykker 

med”. Casemanager forsøger at forklare, hvorfor folk har ringet, men fornemmer 

at det er bedst at komme afsted på nuværende tidspunkt. Han kontakter brugerens 

læge på afsnittet, hvor de aftaler at afvente om brugeren møder op nogle dage senere 

til en ambulant aftale. Samtidig drøfter casemanager og afsnittets læge, hvilke muligheder 

der er, og det aftales, at lægen vil øge medicindosis og tilbyde, at brugeren 

kan holde jul på sygehuset på det afsnit, hvor de kender hende bedst, og hvor hun 

også “trives” bedst. Status for januar 2002 er, at brugeren er genindlagt (frivilligt). 

Her er der således tale om i første omgang en mislykket kontakt, der eventuelt kan 

hænge sammen med den forestående højtid (julen), at hun måske ikke har taget me- 

118

dicin i et stykke tid, måske har taget stoffer samt lige har været indlagt. Casemanager 

er samtidig bange for, at hans kontakt i sig selv har virket som et “overgreb” på den 

pågældende, fordi han var med til at få hende indlagt og havde været meget pågående. 

Forhåbningen er dog, at der er nået at blive bygget så meget tillid op mellem 

de to, at relationen kan genetableres. Casemanager sender et julekort til den pågældende, 

hvor han skriver, at de nok begge har behov for en pause, men at han håber, 

at brugeren tager initiativ til at genoptage kontakten i begyndelsen af 2002. Brugeren 

tager kontakt til casemanager i begyndelsen af 2002, hvorfor relationen fortsætter. 

Casemanager oplever, at det er meget vanskeligt, hvis brugeren er paranoid. Han føler, 

at han næsten ikke kan gøre noget, førend det bliver misforstået, hvilket slider på 

både ham selv og den pågældende bruger. Han prøver i de tilfælde at gøre møderne 

korte og konkrete og eksempelvis få brugeren til at tænke på andre ting eller gøre 

ting, der er positive for vedkommende. Han har erfaret, at det ikke er klogt at begynde 

at diskutere med brugerne, da det er vanskeligt at ændre deres tvangstanker/ideer. 

En mislykket kontakt opstår desuden, da en bruger giver casemanager et knus. Casemanager 

siger således: “Jeg kunne bare mærke, at hun her gik over en grænse, 

og det kunne jeg bare ikke. Jeg blev helt stiv og akavet. Brugeren bliver stødt over 

“afvisningen”, hvilket er naturligt i en situation, hvor man har udleveret sig selv og bliver 

afvist. Hun siger:“Hvad er nu det for noget. Kan du ikke give et knus? - du er jo 

min ven!”. Casemanager tanker er efterfølgende: “For satan, tænker man bagefter 

sådan en oplevelse. Hvordan gik det, og er alt arbejdet nu spildt? Gad vide, hvordan 

det er næste gang vi ses - hvis vi gør det? Vil hun udskyde aftalerne, eller er det ikke 

så vigtigt mere? Jeg kender efterhånden vedkommende, og ved hun er grænseoverskridende, 

hvilket er noget hun og jeg arbejder med, da det er af betydning i hendes 

relationer til andre. Hun gør sig selv bjørnetjenester gang på gang og bliver selv skuffet. 

Så det har vi brugt megen tid på bagefter. Det er dog ofte sådan, at disse negative 

episoder i udgangspunktet er vanskelige. Men det er vigtigt at få fulgt op på dem 

og bruge dem konstruktivt. Hvad gjorde jeg egentlig galt? Hvordan kunne hun misforstå, 

og hvad kan vi begge lære af det?” 

Der opstår ligeledes et uhensigtsmæssigt forløb sammen med en af de andre brugere. 

Casemanager og bruger har været på tur hele dagen for at lave noget andet end 

at sidde derhjemme. Brugeren har valgt, hvor de skal hen, og casemanager har 

medbragt kaffe og kage. De har en fin tur sammen, hvor hun fortæller en masse om 

sit liv og sine børn. På hjemturen er hun meget træt, hvorefter hun falder i søvn. I 

mens gør casemanager sig følgende tanker: 

“Jeg har noget, jeg må sige til hende, da jeg har fundet ud af, at man fra afsnittets 

side har indtelefoneret en forkert dosis depot til hjemmesygeplejersken, og ikke det 

der står i journalen. NN gjorde selv opmærksom på det sidste gang, hun var hos 

hjemmesygeplejersken, der dog kun kunne give det, hun havde fået besked på fra 

afsnittet. Det var en lidt træls start på depot, som jo ikke er så let for mange. Jeg tog 

også oplevelsen med mig og tjekkede journalen. NN havde ret. Lægen havde sagt 

noget andet til hende. Jeg lagde besked til projektets læge om, at han skulle følge 

sagen op. Men hvordan skal jeg få det sagt ? Hende der er så sur og paranoid på systemet. 

Dette er jo en brøler af de store og bare en bekræftelse af hendes oplevelser. 

Samtidig tænker jeg på, at det efterhånden er vigtigt at få defineret advarselssigna- 

119

lerne, da jeg oplever hende dårligere og ikke er helt sikker på, hvor længe hun vil forsætte 

med at komme til depot ambulant.” 

Da casemanager og bruger nærmer sig byen, bliver han ringet op på sin telefon af 

projektets læge, der bekræfter, at hjemmesygeplejersken ikke har fået besked om 

den rette dosis medicin til NN. 

Brugeren vågner, og casemanager følger op på samtalen og siger: “Det var Ole. Han 

fortæller, at der er sket en fejl i forhold til medicineringen. Du havde ret, da du var hos 

hjemmesygeplejersken. Det var ikke den rigtige dosis, du skulle have. Men nu er det 

rettet, og Ole har skrevet til dem igen med rigtig ordinering.” Casemanager sidder 

dog tilbage med en lidt ambivalent følelse. Brugeren er blevet dårligere, så det ville 

måske være i orden at fortsætte på nuværende dosis. 

Casemanager fornemmer, at turen har taget på brugeren, og at hun er mere og mere 

psykotisk. Han tænker derfor mere på at få papirerne på plads og legalisere sin rolle i 

forhold til en snarlig indlæggelse. Derfor begynder han at snakke om at få defineret 

advarselssignaler. Hun er dog helt afvisende og har ikke indsigt heri. Han tænker 

derfor, at de skrevne udsagn i skemaet måske vil hjælpe. Da de er hjemme, siger 

casemanager, at han synes, at hun skal tage skemaet (hvor han tager det op af tasken) 

og se på det, inden de ses næste gang. Her siger brugeren: “Jeg er fandme 

ikke syg, og du skal ikke komme her .......” , hvorefter hun går. Her tænker casemanager: 

“Pokkers også. Jeg skulle have holdt på det positive i turen. Se at det kan lade 

sig gøre at være ude og have nogle positive erfaringer. Men denne afslutning bekræfter 

hende bare i et komplot mod hende.” Casemanager har dog lidt kontakt med 

hende lidt senere, men hun dropper ud af medicinen med mange undskyldninger. I 

telefonen siger hun ca. en måned efter: “Du kan bare blive væk. Vi har ikke noget at 

snakke om. Du er så ung.....!” Casemanager og bruger har dog på nuværende tidspunkt 

et godt forhold til hinanden. 

Vellykkede forløb 

En vellykket indsats er, da casemanager og projektets læge tager til fødselsdag hos 

en bruger med lagkage og kaffe, hvilket er aftalt med brugeren, der har dækket op 

med kaffekopper, tallerkener og skeer. Det er en bruger, der har valgt at leve et nok 

så isoleret liv ude på landet. Hendes dag går ofte med at stå op og ryge, drikke kaffe, 

se morgenfjernsyn, vente på maden (hvilket er højdepunktet de fem dage om ugen) 

samt tælle lastbiler, der kører forbi stuevinduet for så at gå i seng. Casemanager og 

læge er de eneste fødselsdagsgæster, der kommer, og hun er meget glad for besøget. 

Derudover har en anden bruger udtalt følgende: “Jeg er glad for, at han kom og fandt 

mig i den tilstand. Jeg kunne ikke noget. Stod og kom vand på karkludene for at drikke 

og kunne ikke finde rundt eller tage tøj på [...] Jeg er glad for, at han sagde, at ‘nu 

er det slut’ og tog mig med på psykiatrisk skadestue.” 

Generelt vurderer både brugere og casemanager, at der er tale om vellykkede kontaktforløb. 

Til fællesmødet giver de tre tilstedeværende brugere udtryk for, at de føler 

tillid til casemanager, hvilket allerede er der fra de første møder. Denne tillid og tryghed 

er naturligvis blevet udbygget med tiden. Selvom brugerne giver udtryk for tillid 

og tryghed er dette ikke ensbetydende med, at alt dermed vil vedblive med at fungere. 

Som det netop fremgår af ovenstående eksempler kan virkeligheden og brugerens 

opfattelse af casemanager hurtigt ændre sig. Der er tale om en gruppe brugere, 

der kan have det særdeles vanskeligt i bestemte perioder, og her er det nødvendigt, 

120

at casemanager kan få genoptaget eller reetableret de kontakter, der allerede er 

skabt. Casemanager er således kommet langt mht. at skabe kontakten, men kun tiden 

kan vise, om denne kontakt kan vedligeholdes, eller om brugeren vælger at gå 

ud af projektet, når casemanager kommer for tæt på - dvs. kender brugeren for godt. 

For at fastholde de etablerede relationer har casemanager sendt et håndskrevet julekort 

til hhv. brugere, pårørende han har været i kontakt med, hyppige samarbejdsparter 

mm. Brugerne har givet tilbagemeldinger på, at de er glade for at modtage et julekort 

udover de formelle papirer, som de ligeledes modtager løbende. Ved den personlige 

julehilsen er det håbet, at casemanagement funktionen ses som noget mere 

end det rent formelle. Flere af brugerne har samtidig et så lille socialt netværk, at julekortet 

(eller et fødselsdagskort) fra casemanager kan være det eneste, de får. 

Fremtidige overvejelser 

Af fremtidige overvejelser skal projektets medarbejdere afklare, hvornår den enkelte 

skal træde ud af projektet, eventuelt når brugeren er klar hertil, eller hvis projektet ikke 

skal fortsætte. En mulighed er at casemanager bliver sekundær kontaktperson, 

hvor de kommunale fagpersoner bliver den primære. Det kan dog medføre en stort 

dilemma, hvis en bruger skal træde ud af projektet alene af den grund, at hun har det 

godt. Hermed kan det virke som en straf at have det godt, hvilket ikke er hensigten. 

Samtidig er det en gruppe brugere, der erfaringsmæssigt får tilbagefald, og derfor er 

det vigtigt at bibeholde kontakten i en længere periode for derefter at overlade opfølgningen 

til eventuelle kommunale fagpersoner. 

I projektet modtager brugerne skriftligt informationsmateriale vedr. projektet, udskrivningsaftalen, 

generelle beslutninger mm. På det afholdte fællesmøde er det overraskende, 

at de færreste af brugerne har erindring om indholdet i det skriftlige materiale. 

På trods af manglende kendskab/hukommelse til indholdet heraf, ønsker de fortsat 

at modtage kopi af det skriftlige materiale. I projektgruppen vil der blive arbejdet 

videre med spørgsmålet om, hvordan det sikres, at brugerne også på længere sigt 

kan anvende de skriftlige informationer, som de får. 


Casemanager har i begyndelsen af projektperioden benyttet en del tid på de enkelte 

afsnit både for at få et større indblik i de enkelte afsnit og for at blive kendt i organisationen. 

Samtidig har han kunnet gøre opmærksom på sig selv og projektet. Ved at 

blive et kendt ansigt på de enkelte afsnit, er det lettere at tage telefonen eller komme 

forbi og hilse på. Derudover har han inviteret sig selv til møder med kommende samarbejdspartnere, 

hvor han også er blevet inviteret til møder vedr. de konkrete sager. I 

begyndelsen af perioden har det været vigtigt at få afklaret ansvarsfordelingen mellem 

de involverede fagpersoner fra hhv. psykiatrien og kommunerne, hvilket kan være 

vanskeligt. Der er meget, der skal koordineres mellem de forskellige instanser 

samt en del papirarbejde og opfølgning med brugerne. Der er samtidig mange rutiner, 

kulturer og hierarkier der skal ændres, og det tager tid i en stor organisation som 

psykiatrien og de enkelte kommuner. 

Casemanager har ikke tidligere arbejdet i Psykiatrien i Nordjyllands Amt. Han oplever, 

at det nogle gange er en fordel at komme som ny i organisationen, idet han kan 

stille nogle “dumme spørgsmål” og har mulighed for at gøre ting på en anden måde, 

121

end man måske er vant til. 

Samarbejdet til de kommunale fagpersoner 

Casemanager har siden projektets begyndelse oplevet en stor velvilje fra de kommunale 

fagpersoner, idet kommunerne er glade for, at der er en kontaktperson fra psykiatrisk 

sygehus, der følger brugeren ud herfra. Både i forhold til kommunerne og de 

enkelte afsnit på afdeling Vest er det ofte casemanager, der har været den offensive 

part, hvilket dog sandsynligvis skyldes, at han kender mere til, hvor og på hvilket stadium 

den aktuelle bruger befinder sig. 

Samarbejdet med andre faggrupper er således centralt. Casemanager søger råd og 

vejledning samt trækker andre kompetencer ind i arbejdet, men bibeholder kontakten 

til brugeren. Det skal sikre, at brugeren ikke føler sig som “kastebold” mellem hhv. 

psykiatrien og hjemkommunen. De gange, den enkelte har været genindlagt på psykiatrisk 

sygehus, har casemanager og bruger bibeholdt kontakten. 

Samarbejdet til funktionsbærende enhed Vest 

I projektets første fase har det været ergoterapeuterne ansat på psykiatrisk sygehus, 

der har kontaktet projektets casemanager, når der har været nye kandidater til projektet. 

Det har undret, at det ikke har været lægerne, der har taget kontakt til projektets 

arbejdsgruppe. En mulig årsag kan være, at casemanager selv er uddannet som 

ergoterapeut, og det derfor falder naturligt for ergoterapeuterne at henvende sig. Det 

er dog vigtigt, at personalet kan tale sammen på tværs af fagskel, og det er nødvendigt 

at lægerne også får indsigt i projektet. 

De enkelte afsnit indenfor funktionsbærende enhed Vest er efterhånden ved at have 

et godt kendskab til projektet. Der er dog tale om en stor afdeling med mange fagpersoner 

involveret samt aktuelt en del vakante stillinger, hvilket kan medvirke til, at 

kommunikationen (bl.a. i form af tilbagemeldinger) ikke altid fungerer optimalt. 

I forbindelse med udarbejdelsen af COPM er det vigtigt med et velfungerende samarbejde 

mellem projektets casemanager og de ergoterapeuter på psykiatrisk sygehus, 

der skal hjælpe til med at udføre COPM-registreringen med projektets patienter 

inden udskrivning fra psykiatrisk sygehus. I den forbindelse er det centralt at sikre, at 

COPM-metoden udføres korrekt. Det er ikke altid, COPM kan nås før udskrivelse. I 

projektet prioriteres relationsarbejdet højest, så ved kort tidsfrist må COPM vente til 

den pågældende er udskrevet. Det kan eventuelt udføres på et hjemmebesøg i fællesskab, 

hvis brugeren ønsker det. 

Projektets casemanager og læge har fundet frem til fælles visitationskriterier, og der 

har således været fuld enighed om, hvilke personer der visiteres til projektet, og hvilke 

tiltag der sandsynligvis er mest hensigtsmæssige for den enkelte. 

Generelle betragtninger vedr. det tværsektorielle samarbejde 

Det kan eventuelt vise sig nødvendigt at lave små hurtigt arbejdende udvalg med 

brugeren, der kan handle ud fra brugernes ønsker, behov og evner, i stedet for at 

brugerne skal tilpasse sig de forskellige måder at arbejde på indenfor hhv. Psykiatrien 

i Nordjyllands Amt og de enkelte kommuner. Casemanager finder det meget centralt 

at finde ressourcepersoner i kommunerne, der kan kontaktes i forløbet med de 

enkelte brugere. I stedet for at holde adskilte møder mellem de forskellige involverede 

parter, vil det være lettere, hvis man direkte kan samarbejde med de personer, 

122

der har den faglige kompetence hertil. Der er dog forskel på, hvor store ressourcer 

der er på psykiatriområdet i de kommuner, der er med i projektet. En stor kommune 

som Aalborg har flere ressourcer at trække på, hvilket naturligt nok ikke altid er tilfældet 

med de væsentligt mindre kommuner indenfor funktionsbærende enhed Vest. 

På nuværende tidspunkt har casemanager udarbejdet en procedure for at medinddrage 

brugerens ønsker i forhold til udskrivningsaftalen, hvor casemanager og bruger 

i fællesskab laver et udkast hertil samt afdækker ønsker og behov (via COPM). Derefter 

diskuteres advarselssignaler. Udkastet præsenteres derefter i netværket for 

kommentarer. På mødes udarbejdes en adresseliste med kontaktpersoner (fagpersoner 

og pårørende), der udsendes sammen med hhv. referatet fra mødet og udskrivningsaftalen, 

hvor der ligeledes fastlægges en ny mødedato. Ved møder skrives 

der altid referat, som brugeren godkender inden det sendes ud, og det lægges som 

bilag til udskrivningsaftalen. 

Det vigtige er, at både psykiatrien, kommunerne og brugerne oplever Kontakt og støtte 

som et fælles projekt - noget man er sammen om. Det er hensigten, at der i foråret 

2002 skal være en diskussion mellem repræsentanter fra psykiatrien og kommunerne 

mht., hvorledes samarbejdet om de enkelte brugere i projektet kan blive mere formaliseret, 

så der kommer en større helhed og kontinuitet i indsatsen overfor brugerne. 

Samtidig er det nødvendigt at tage en diskussion med repræsentanter fra kommunerne 

mht., hvad eksempelvis samarbejdsaftaler, udskrivningsaftaler, sociale handleplaner 

mm. indeholder og anvendes til. På psykiatrisk sygehus udarbejdes der udskrivningsaftaler 

og koordinationsplaner i henhold til Psykiatriloven (i samarbejde 

med relevante parter), mens der i kommunerne udarbejdes sociale handleplaner i 

henhold til Lov om Social Service. For den enkelte brugers retssikkerhed er det af 

væsentlig betydning, at brugerne inviteres med til de møder, der omhandler dem 

selv, at der er en sammenhæng mellem de forskellige tiltag (planer og aftaler) indenfor 

både psykiatrisk sygehus og i den pågældendes hjemkommune, og at de involverede 

fagpersoner lytter til hinanden og til brugeren, så der tilbydes et helhedsorienteret 

og hensigtsmæssigt tilbud, der giver mening i forhold til brugerens evner, ønsker 

og behov. 

I den nærmeste tid vil der i projektet være fokus på kommunikationen/dialogen mellem 

hhv. de enkelte afsnits personale, kommunernes fagpersoner og casemanager, 

så det sikres, at alle parter ved, hvad de andre foretager sig i forhold til de konkrete 

brugere. På sigt er det målet, at kommunernes fagpersoner skal involveres og benyttes 

i langt større grad, end de bliver i dag. En mulighed er at casemanager på sigt 

bliver en mere sekundær kontaktperson, når der er etableret et velfungerende fagligt 

netværk om de pågældende brugere. 

Det er dog et spørgsmål om timing mht., hvornår det er relevant at overlade eksempelvis 

noget af casemanagers arbejde til de kommunale fagpersoner. Brugerne skal 

for det første være trygge ved “overdragelsen”. For det andet er det vigtigt, at casemanager 

ikke slipper kontakten med de pågældende brugere, bare fordi det går godt. 

Det skal ikke anses som en straf at blive udsluset af projektet, men som en naturlig 

følge af, at det generelt går bedre for de enkelte. Når brugeren er klar til at blive udsluset 

af projektet, er det vigtigt, at der ikke involveres alt for mange nye personer i 

den enkelte brugers liv. Flere af brugerne fortæller, at det er hårdt at starte på nye re- 

123

lationer, hvor de endnu engang skal fortælle deres livshistorie. Her giver det tryghed, 

at de kender personerne over længere tid. Stabilitet er et nøgleord, og det må være 

den enkelte brugers ønsker og behov, der er omdrejningspunktet for de tiltag, der 

skal iværksættes. 

5. Sociale handleplaner, koordinationsplaner og udskrivningsaftaler 

I projektet er det et overordnet mål at kvalificere proceduren og indholdet af udskrivningsaftalerne 

og koordinationsplanerne - både i projekt Kontakt og støtte, men også 

indenfor funktionsbærende enhed Vest generelt. Der er derfor i projektperioden udarbejdet 

en nedskrevet procedure for, hvorledes udarbejdelsen af udskrivningsaftaler 

og koordinationsplaner mere konkret skal foregå, og hvilke elementer sådanne aftaler 

og planer skal indeholde ifølge Psykiatrilovens § 3, stk 4 og 5. Udskrivningsaftaler og 

koordinationsplaner er det skriftlige resultat af drøftelser, der har fundet sted ved udskrivningskonferencen 

mellem patienten, afsnittet og de behandlere, der forudsættes 

at overtage behandlingen efter udskrivningen. 

Det skal dog pointeres, at en koordinationsplan (ligesom en udskrivningsaftale) ikke 

kan gennemtvinges over for den enkelte; der er udelukkede tale om en koordination 

af behandlingstilbud og sociale tilbud. I praksis er den eneste forskel mellem en udskrivningsaftale 

og en koordinationsplan, at brugeren frivilligt går med til at udarbejde 

udskrivningsaftalen og derved er med i udarbejdelsen heraf, hvilket ikke er gældende 

for koordinationsplanen. Der er derudover ingen sanktionsmuligheder, hvis aftalen/planen 

ikke overholdes. 

I udkastet til proceduren for udarbejdelsen af hhv. udskrivningsaftaler og koordinationsplaner 

er det præciseret, hvem der skal kontakte hvem, hvornår og hvorfor. Udkastet 

skal implementeres på afdeling Vest i slutningen af 2001 og begyndelsen af 

2002. Erfaringerne ved brug af procedure samt skabelon for udskrivningsaftale og 

koordinationsplan skal derefter løbende vurderes og eventuelt revideres, hvis der er 

behov herfor. Målet er at få udarbejdet en hensigtsmæssig procedure for udarbejdelse 

af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner samt få udarbejdet en skabelon, der 

eventuelt på et senere tidspunkt kan bruges som skabelon for begge amtets psykiatriske 

sygehuse. Projektets medarbejdere vil i foråret 2002 orientere om den udarbejdede 

procedure og manual i nyhedsbrevet for Psykiatrien i Nordjyllands Amt, så det 

vil være muligt for resten af psykiatrien at se, hvorledes det kan udarbejdes. 

Skabelonen findes elektronisk, men udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen 

skal efter indtastning udskrives på papir og derefter slettes fra pc’en. Slutteligt underskriver 

patienten, lægen og evt. casemanager (hvis den pågældende er med i projekt 

Kontakt og støtte) aftalen eller planen. 

I begyndelsen af projektperioden formodes det, at projektets brugere oftere vil få udarbejdet 

en koordinationsplan, men der er i stedet indgået en udskrivningsaftale for 

alle seks brugere i projektet, hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at flere gerne 

vil samarbejde om en frivillig aftale for at blive udskrevet. 

På trods af, at brugerne i projektet har været med til at udarbejde udskrivningsaftalerne, 

og de også har fået en kopi heraf, giver to ud af de tre tilstedeværende brugere 

på fællesmødet udtryk for, at de ikke er klar over, at de har en udskrivningsaftale. 

Den sidste er klar over dette, men kan ikke huske indholdet. De er dog alle enige om, 

at de gerne vil have udskrivningsaftalen på skrift. Det er værd at bemærke, at da 

124

ugerne på fællesmødet igen informeres om hhv. udskrivningsaftaler og koordinationsplaner, 

er de glade for, at de har en frivillig aftale og ikke en koordinationsplan, da 

de ikke bryder sig om det tvangsmæssige heri. De tager dog hverken positiv eller negativ 

stilling til selve aftalen: som en bruger udtrykker det, så får de så mange skemaer 

mm. 

De fremtidige overvejelser i projektet går derfor på, hvorledes udskrivningsaftalen eller 

koordinationsplanen ikke udelukkende bliver et redskab for psykiatriens faglige 

personale, men også bliver et nyttigt og anvendeligt redskab for brugerne, hvor der 

kan henvises til aftalen (som et “krav”) og dermed få opfyldt nogle af deres ønsker og 

behov. 

I princippet er indholdet i udskrivningsaftalerne eller koordinationsplanerne tilfredsstillende, 

men der er et stort overlap mellem disse og så de sociale handleplaner, der 

udarbejdes af kommunerne. Status ved begyndelsen af 2002 er, at det undersøges 

om det er muligt at koble udskrivningsaftaler og koordinationsplaner (jf. Psykiatriloven 

§ 3, stk. 4 og 5) med de sociale handleplaner (jf. Lov om Social Service § 111). Ønsket 

er at opnå en rød tråd mellem de forskellige aftaler/planer, hvor ansvarsfordelingen 

mellem psykiatrisk sygehus og kommune bliver mere tydelig. En mulighed er 

eventuelt at vedlægge den sociale handleplan som bilag til udskrivningsaftalen eller 

koordinationsplanen, hvilket vil give en langt større fleksibilitet. Skal der ændres i udskrivningsaftalen 

eller koordinationsplanen, skal der iværksættes et fællesmøde med 

mange forskellige faggrupper, mens ændringer i den sociale handleplan kan iværksættes 

hurtigere. Udskrivningsaftalen eller koordinationsplanen skal i projektet revideres 

mindst en gang årligt, hvilket kan være det mulige tidspunkt for overdragelsen 

af brugeren til kommunen, hvis den pågældende har det godt. 

Fokus er således i projektforløbet ændret fra udskrivningsaftaler og - 

koordinationsplaner til et fokus på integrationen mellem disse og de sociale handleplaner. 

Ønsket er en større sammenhæng mellem de enkelte brugeres aftaler/planer. 

6. Inddragelse af brugere og pårørende 

Brugerinddragelse kan indeholde flere elementer (se Tjalve 2001). Brugerinddragelse 

kan for det første tjene som et middel til udvikling, hvor eksempelvis brugernes sociale 

kompetencer kan styrkes via inddragelse. Via brugerinddragelse kan hhv. organisation/institution, 

medarbejdere mm. få en indsigt i brugernes vurdering, ønsker og 

behov og kan derved udvikle indsatsen ud fra denne viden. Det skal gerne resultere i, 

at indsatsen i højere grad tilpasses brugernes ønsker og behov. 

For det andet kan man se brugerinddragelse som en målsætning ud fra den opfattelse, 

at det er en fundamental rettighed, at den enkelte bruger har indflydelse på sit 

eget liv. Det anses som en rettighed i projektet, at den enkelte bruger har indflydelse 

på eksempelvis udskrivningsaftalens udformning/indhold, hvilke aktiviteter der skal 

fokuseres på mm. 

Brugerinddragelse kan derudover anses som deltagelse, hvor brugerne møder frem 

til og deltager i forskellige aktiviteter som eksempelvis det afholdte fællesmøde for 

brugerne i projektet. Sluttelig kan brugerinddragelse ses som information, hvor de 

eksempelvis vejledes om formålet med indlæggelsen, udskrivningsaftalen, projekt 

125

Kontakt og støtte mm. Man kan anse information som en forudsætning for overhovedet 

at kunne opnå indflydelse. 

I indeværende projekt omhandler brugerindflydelse alle fire elementer, hvor udgangspunktet 

er, at brugerinddragelse er en rettighed. Hensigten er, at indsatsen tilpasses 

brugernes ønsker og behov, og at de udvikler sig til aktive medspillere. Her 

anses både skriftlig og mundtlig information som en vigtig forudsætning for at kunne 

blive aktive medspillere i planlægningen af eget liv og deltage i aktiviteter, den enkelte 

finder centrale. Brugerne får tilsendt og gennemgået det skriftlige informationsmateriale, 

der er udarbejdet om projektet, samt deres respektive udskrivningsaftaler, 

som de selv har været med til at udarbejde. Casemanager informerer derudover 

mundtligt om de emner, der vedrører den enkelte og udsender referater mm. fra de 

møder, der holdes med og om brugerne. 

I projektet deltog nogle af brugerne i et fællesmøde, der blev afholdt som en julefrokost 

i december måned. Der var (som tidligere skrevet) flere mål hermed. Arrangementet 

skulle give brugerne mulighed for at give konstruktiv kritik af projektet (ris og 

ros) i et forum, hvor brugerne var i flertal og i centrum. Arrangementet blev afholdt på 

det værested, hvor en af brugerne dagligt spiller musik. Det er også denne bruger, 

der dækkede op til fællesmødet. 

Derudover er det et håb, at mødet kan medføre, at brugerne vil se sig som en del af 

en større gruppe, som har noget til fælles, der på sigt kan udvikle sig til et socialt netværk, 

hvor der kan støttes op om hinanden på eksempelvis fødselsdage, i krisesituationer 

mm. Det har været et arrangement, som brugerne gerne ser gentaget. 

Casemanager har desuden en del kontakt med pårørende til brugerne i projektet. 

Han har udnyttet de muligheder, der er for at få hilst på brugernes pårørende/sociale 

netværk. Herved har han gjort opmærksom på sin eksistens, og de pårørende har en 

person, som de kan kontakte, hvis noget brænder på. Det er dog afgørende først at 

afklare, om brugeren ønsker, at casemanager skal have kontakt med dennes pårørende, 

og hvad den eventuelle kontakt skal omfatte. Det kan eksempelvis være, om 

casemanager må fortælle de pårørende, hvordan den pågældende har det osv. Derudover 

informerer casemanager altid brugerne, hvis det er de pårørende, der tager 

den første kontakt. Der skal være tydelig klarhed for brugeren mht., hvem der informerer 

hinanden og om hvilke emner. 

To af de tre brugere, der var med til fællesmødet, er særdeles positive over casemanagers 

kontakt til deres pårørende. Den ene gav udtryk for, at hun er glad for, at de 

pårørende kan kontakte casemanager, der har forklaret, hvordan hun har haft det i 

bestemte situationer. Derved er hun selv sluppet for presset, hvilket har fungeret 

godt. De pårørende har også givet udtryk for, at de er glade for kontakten, hvilket de 

har fortalt til både brugerne og til casemanager. Som tidligere beskrevet giver kontakten 

mellem casemanager og de pårørende en del af helhedsindtrykket af en brugers 

tilstand. De pårørende kender ofte brugeren bedre end casemanager og kan være 

sidste bastion, når det går virkelig dårligt for en bruger. Via kontakten til casemanager 

skal de pårørende gerne opnå en større viden, der kan hjælpe i det daglige. Ved 

eventuelle kriser kan casemanager ligeledes være til stor hjælp for de pårørende. 

Nogle gange fungerer casemanager som bindeleddet mellem bruger og dennes pårørende, 

hvor casemanager giver informationer (med tilladelse hertil) om de enkelte, 

hvis den pågældende ikke selv kan håndtere den direkte kontakt. 

126

Det er hensigten, at der i foråret 2002 vil blive udarbejdet et mindre spørgeskema til 

de pårørende vedr. kontakten til casemanager og deres vurdering af selve projektet. 

Her er det første skridt at få brugerne til at sige god for dette, da det for alle ikke er lige 

gyldigt, hvilke pårørende der er tale om. En af brugerne har eksempelvis ikke noget 

imod, at casemanager tager kontakt med hendes datter, mens hun ikke vil have, 

at der er kontakt til hendes søster. 


Med hensyn til de faglige forudsætninger omkring retssikkerhedsforståelsen skulle 

projektets medarbejdere både sætte sig ind i organiseringen af Psykiatrien i Nordjyllands 

Amt og de love, der er gældende. Derefter har casemanager afdækket, hvilke 

ønsker og behov de enkelte brugere har samt hvilke tilbud og løsningsmuligheder, 

der vil være mest hensigtsmæssige for de pågældende. Som tidligere beskrevet er 

fokus at inddrage brugerne i deres egen situation som aktive medspillere og borgere, 

hvilket ligeledes stemmer overens med den anvendte casemanagement metode. 

Casemanager i projektet er godt kendt med casemanagement funktionen, idet han 

tidligere har arbejdet i et tilsvarende projekt som Kontakt og støtte samt har syv års 

praktisk og teoretisk viden med sig, da han kommer ind i projektet. Casemanager føler 

selv, at denne erfaring har været til stor hjælp i det indeværende arbejde. Han har 

tidligere lært en del om sig selv, sine egne værdier samt at sætte grænser gennem 

vejledning/supervision, hvilket han ser som en forudsætning for at klare arbejdet som 

casemanager. 

Oprindeligt er det hensigten, at projektets læge skulle yde supervision til casemanager. 

Senere er man gået væk fra denne tanke, idet projektets læge er for involveret i 

projektet til at kunne stille sig udenfor, hvilket casemanager har behov for. Der er 

etableret supervision i begyndelsen af 2002. Casemanager har fået en god tilknytning 

til dynamiske kollegiale teams omkring brugerne, så han ikke står alene i arbejdet, 

hvilket bruges flittigt. Ofte er en telefonsamtale nok. Casemanager får desuden 

god støtte fra ministeriet og kollegaer ved de samlinger og konferencer, han har haft 

mulighed for at deltage i. Meget af casemanagers arbejde foregår alene, hvilket kræver 

tid til refleksion og dokumentation - det er i sidste instans tid, der må tages fra 

brugerne i projektet. 

8. Retssikkerheden for de svagest stillede 

Der er sket væsentlige ændringer i forbindelse med retssikkerheden for målgruppen i 

projektet. Brugerne er i høj grad blevet involveret i deres egen situation som aktive 

medspillere og borgere. De har fået de informationer, der vedrører dem selv og deres 

liv, og der er oprettet en positiv tillid og kontakt mellem brugerne og casemanager. 

Derudover har brugerne været involveret i at afdække deres ønsker og behov samt 

været med til at finde løsningsmuligheder herpå. Brugerne deltager i langt højere 

grad end før aktivt i tilrettelæggelsen af deres eget liv. 

En af brugerne har eksempelvis haft det ønske at finde et sted at spille musik, hvilket 

hun nu har fundet og udnytter dagligt. Brugeren udtrykker selv, at det har givet hende 

større livskvalitet. En anden bruger har fået sit hus sat til salg, mens en tredje har 

fundet egen bolig (efter eget ønske). En fjerde har fået rengøring, og to af brugerne 

har fået højeste pension. Derudover har en bruger fået et tilbud af kommunen be- 

127

stående af hjemmesygeplejerske, hjemmevejleder og svømning og har samtidig fået 

reetableret en kontakt til et tidligere benyttet værested. Hun mener derfor selv, at hun 

ikke har behov for casemanager mere, hvilket sidstnævnte tager stilling til indenfor 

den nærmeste tid. For alle seks brugere er der sket ændringer i form af øget livskvalitet, 

hvilket dog ikke nødvendigvis skyldes casemanagers indflydelse, selvom der 

sandsynligvis er en sammenhæng. 

Tilliden mellem casemanager og bruger opstår i det kontinuerlige forløb mellem de to 

parter, hvor casemanager støtter den enkeltes tro på sig selv og sine ressourcer, og 

at denne kan klare at løse en del af sine problemer selv. Både brugere og kommunale 

fagpersoner giver udtryk for, at det er en fordel, at casemanager fysisk er placeret 

på psykiatrisk sygehus. Casemanager har således sin daglige gang på sygehuset og 

kender eller har hilst på de andre fagpersoner og kan derved lettere trække på disse 

personer, hvis dette er nødvendigt. 

De anvendte redskaber i projektet er fokuserede på den enkelte bruger, men da brugerne 

er forskellige, anvendes redskaberne individuelt. Derfor er en fastlagt procedure 

for anvendelsen af redskaber ikke mulig. Der er i stedet fokus på brugerens egne 

ønsker og behov samtidig med, at der gives plads til den enkeltes velbefindende. Der 

anvendes ikke lange skemaer i perioder, hvor den enkelte har det dårligt. Specielt 

skemaerne vedr. hhv. advarselssignaler og livskvalitet er nogle, de enkelte brugere 

selv giver udtryk for som meget nyttigt. Det opfattes som positivt at få sat ord på de 

fornemmelser og ønsker, man selv har. 

Det forventes, at skabelonen for udarbejdelsen af udskrivningsaftaler eller koordinationsplaner 

vil vise sig nyttig. Det overvejes stadig, hvordan de kan kobles mere effektivt 

til de sociale handleplaner, der udarbejdes i kommunerne. Målet er et større 

samarbejde mellem psykiatriens og kommunens folk til fordel for den enkelte sindslidende, 

hvilket vil kræve tid og koordinering af viden om den enkelte bruger og dennes 

liv. 

9. Metodeudvikling og anbefalinger 

Der er flere faktorer man skal være opmærksom på, når der skal udvikles metoder. I 

den forbindelse er formålet med projektet centralt, nemlig (gennem øget kontakt og 

støtte til den enkelte bruger) at give brugeren bedre muligheder for at udnytte sine 

sociale rettigheder og opnå en større livskvalitet på områder, der er vigtige for den 

enkelte. Livskvalitet er således en subjektiv størrelse, der udelukkende kan måles 

ved at spørge nærmere ind hertil. 

Grundtanken bag projektet er, at en øget livskvalitet kan opnås via en velfungerende 

relation mellem casemanager og bruger, hvor den enkelte bruger ønsker at samarbejde 

og opnår tillid til andre. Ønsket er både at forstå og forklare, hvilke faktorer der 

ligger til grund for, at den gode relation kan opstå og bevares. Hvilke faktorer er det 

eksempelvis, der producerer de relationer, der vurderes som gode af både casemanager 

og bruger, og hvilke faktorer er medvirkende til en opfattelse af at have fået en 

bedre livskvalitet mm.? 

I projektet ligger fokus på de fortællinger, som brugerne selv har at fortælle. Der er 

dog tale om en brugergruppe, der ikke altid er i stand til at kommunikere, hvilke oplevelser 

og følelser de har. Derfor er det meget vigtigt at skabe ro i relationsarbejdet 

128

og få informationerne ind på de tidspunkter, der passer brugerne bedst. 

Evalueringsdesign 

I projektet anvendes redskaber som COPM, skema vedr. livskvalitet, advarselssignaler 

samt samtaler vedr. disse flere gange (afhængigt af den enkelte). Ønsket er at afdække, 

forstå og forklare eventuelle forandringer i relationerne og brugerens egen 

vurdering af eksempelvis mål og livskvalitet. Evalueringen af projektet vil være udviklings-/procesorienteret, 

hvor de ting der findes frem til hen ad vejen, er med til at forme 

det videre forløb. 

Evalueringen af projektet kan opdeles i to. Projektet vil løbende blive evalueret af 

projektets medarbejdere. Derudover vil der være en samlet evaluering af de fire projekter 

under “Retssikkerhedsprojektet”, som foretages af Formidlingscentret Storkøbenhavn. 

Den løbende evaluering er opdelt i to elementer. For det første skal der evalueres på 

de individuelle og overordnede mål, der er stillet op for projektet (se under punkt 1). 

For det andet er der tale om en udviklings-/procesorienteret evaluering, hvor nye mål 

og ideer kan opstå i løbet af projektperioden. Evalueringen af målopfyldelsen sker via 

følgende opsamlinger: 

Generel dokumentation 

For det første nedfælder casemanager antallet af kontakter/møder mellem ham og 

brugerne samt varigheden heraf. Dette gælder både direkte kontakt, telefonsamtaler 

mm. Samtidig noteres det, hvornår brugeren udskrives og eventuelt genindlægges, 

så det senere er muligt at afdække, om brugerne har været indlagt i færre dage, end 

de plejer. Derudover udarbejdes der dokumentation for, hvornår der er udarbejdet 

udskrivningsaftaler eller koordinationsplan, hvornår de er revideret samt indholdet 

heraf, og hvornår der er foretaget udfyldelse af COPM-skema, advarselssignaler og 

livskvalitetsskema (samt ikke mindst indholdet heraf). 

Empiridagbog 

Casemanager noterer i sin dagbog samtalehyppighed og -varighed, diskuterede emner, 

hvordan brugerens humørtilstand er, spørgsmål til videre overvejelse samt almindelige 

hverdagsoplevelser. Hensigten er, at casemanager kan gå tilbage til de 

overvejelser han har gjort sig ved bestemte situationer, så der ikke er tale om efterrationaliseringer. 

Det kan eksempelvis vise sig, at der om et års tid er en situation, der 

kan føres tilbage til begyndelsen af projektperioden, hvorfor det er hensigtsmæssigt 

at kunne gå tilbage hertil i dagbogen. 

Løbende evaluering af udskrivningsaftaler/koordinationsplaner - senere de sociale 

handleplaner 

I projektet vil udarbejdelsen og koordineringen af de forskellige planer og aftaler løbende 

evalueres og revideres, hvis der er behov herfor. Her skal der tages højde for 

både brugernes, funktionsbærende enhed Vests og kommunernes erfaringer og ønsker. 

Opnås der senere en kobling mellem udskrivningsaftaler og koordinationsplaner 

med de sociale handleplaner, bliver dette ligeledes evalueret løbende. 

129

Anden information 

Casemanager vil tale med brugerne om deres ønsker og behov, mens projektets 

læge vil have samtaler med brugerne vedrørende kontakten mellem dem 

og casemanager. Sidstnævnte sker på casemanagers opfordring. Derudover 

opnås brugernes holdninger (ris og ros) til projektet via den afholdte julefrokost, 

der søges gentaget til næste jul. Her kan brugerne komme med forslag til eventuelle 

forandringer. Slutteligt afholder hhv. projektets casemanager, læge samt 

administrative medarbejder ugentlige møder for at udveksle erfaringer, koordinere 

og planlægge det videre forløb i projekt Kontakt og støtte. De større perspektiver 

tages op på styregruppe møderne. 

Generelle overvejelser 

Der er foretaget et bevidst valg af uformelle samtaler (interview), idet projektets 

brugere i forvejen skal udfærdige flere skemaer i samarbejde med bl.a. casemanager 

og projektets 1. reservelæge. De uformelle samtaler skal fremme brugernes 

synspunkter om egen livssituation samt relation til casemanager uden at 

stresse den enkelte unødigt. Der anvendes hovedsageligt kvalitative metoder, 

idet ønsket er at forstå og forklare, hvilke processer der gør sig gældende for at 

opnå en god relation mellem eksempelvis casemanager og den enkelte bruger. 

Selvom det ikke er projektets mål at få generaliseret denne viden til en hel population, 

skal resultatet heraf anvendes i en bredere diskussion mht., hvorledes 

kontakten mellem psykiatrien og/eller kommunernes støtte- og kontaktpersoner 

og brugere kan kvalificeres på sigt. 

De anvendte redskaber anvendes ikke lige hyppigt på de enkelte brugere, da 

det afhænger af den enkelte brugers aktuelle situation. Redskaberne har vist 

sig nyttige for både casemanagement funktionen og brugerne, hvilket specielt 

gælder redskaberne vedr. advarselssignaler og livskvalitet. Det har samtidig vist 

sig, at COPM skemaet ikke kan anvendes så systematisk som først antaget. 

Det har således vist sig for ambitiøst at udfylde et COPM skema hvert halve år, 

idet der er tale om en gruppe af personer, der til tider kan have det særdeles 

vanskeligt med at overskue og præcisere ønsker og behov så konkret i et skema. 

I stedet tager casemanager udgangspunkt i skemaet i de samtaler, som 

han har med hver enkelt bruger, og forsøger derigennem at få klarlagt, hvilke 

ønsker og behov for den nærmeste fremtid, som brugeren har. 

I forbindelse med udarbejdelsen af udskrivningsaftaler søges der en mere langsigtet 

løsning, hvor udskrivningsaftalen/koordinationsplanen kan kobles med de 

sociale handleplaner ude i kommunerne, hvilket gerne skulle sikre en mere tydelig 

sammenhæng i den enkelte brugers liv og fremtidige planer. Der er dog 

meget forskelligt personale involveret samt forskellige arbejdsdage indenfor 

hhv. Psykiatrien i Nordjyllands Amt og de enkelte kommuner, hvilket medfører, 

at det ikke altid af ressourcemæssige årsager er muligt at koordinere indsatsen 

optimalt. 

Et af de store spørgsmål for den nærmeste tid er, hvornår casemanager kan 

trække sig lidt tilbage og overlade noget af ansvaret for de enkelte brugere til de 

kommunale fagpersoner, og hvor længe casemanager skal være inde i billedet. 

130

Projektet er fortsat i gang, og det kan være, at der er mulighed for at trække flere 

brugere ind i projektet og dermed få flere erfaringer. Der vil formentlig være 

tale om en længere overgangsperiode, hvor der vil være behov for en fortsat 

kontakt mellem casemanager og brugere, men det kan være, at ansvarsfordelingen 

forrykkes således, at hovedansvaret for koordineringen vedr. den enkelte 

bruger placeres i kommunalt regi. Derved er der åbnet op for muligheden for at 

tage flere ind i projektet. 

131

Litteraturliste (der er henvist til direkte) 

- Aamodt, Laila Granlig (1977/1998): Den gode relesjonen. - støtte, omsorg eller 

enerkjennelse? Ad Notam Gyldendal 1997; printed by AIT Gjøvik AS 1998. 

- Elde, Else Margrethe (1996): Fremtidens omsorgsmetode i kommunehelsetjenesten? 

i Tidsskriftet sykepleien nr. 10-1996: 58-60., Norge. 

- Law, Mary m.fl. (2000): Canadian Occupational Performance Measure. Canadian 

Association of Occupational Therapists. Third Edition. Oversat af Ane Andersen 

m.fl. (2000). Ergoterapeutforeningen. Hafnia tryk a-s. 

- Tjalve, Jakob (2001): Barrierer og muligheder for brugerinddragelse - i Psykiatrien 

i Nordjyllands Amt. Udgivet af Psykiatrien i Nordjyllands Amt. 

132

8.5 ”Styrkelse af retssikkerheden for de svagest stillede”. Århus 

kommune 

Århus Kommune, Retssikkerhedsprojektet 

Indledning 

Projekt igangsættelsesfase har været længere end forventet. Afklaring af holdninger 

og forventninger i forhold til projektbeskrivelsen prioriteredes i startfasen. 

En egentlig projektstart i forhold til den opsøgende indsats blev iværksat i begyndelsen 

af februar måned, hvor hensigten i startfasen var at opdatere og opkvalificere 

projektmedarbejders viden om målgruppen og væresteder. Projektmedarbejder 

havde sporadisk kendskab til målgruppe og miljø, hvilket betød, at 

de første tiltag i projektet blev koncentreret om kontakt til de samarbejdspartnere, 

der i forvejen har kendskab til målgruppen. Der blev efterfølgende etableret 

kontakter til målgruppen via væresteder og samarbejdspartnere. 

Målgruppebeskrivelse 

I projektbeskrivelsen defineres målgruppen som de svagest stillede der enten 

langvarigt eller mere midlertidigt befinder sig i den situation, at de har vanskeligt 

ved at opleve at blive behandlet og/eller optræde ligeværdigt. De kan opleve de 

offentlige forvaltninger som modspillere, som de bruger mere tid og energi på at 

bekæmpe, end på at forsøge at bedre situationen for sig selv og de kan have 

svært ved at formulere deres behov og ønsker på en hensigtsmæssig måde. 

De svagest stillede omfatter en bred og overlappende gruppe af mennesker 

som kategoriseres som: misbrugere, kriminelle, hjemløse dobbeltdiagnostiserede, 

ikke indlagte sindslidende. Det er personer, der er belastet af forskellige 

problemstillinger. De er kombineret i forskellige variationer hos den enkelte, således 

at der bliver tale om individuelle og komplekse problemstillinger Det er 

kendetegnende at personerne i målgruppen er marginaliserede i forhold til arbejdsmarkedet 

med ingen eller kun sporadisk kontakt til arbejdsmarkedet. Ofte 

er der tale om brugere, som på baggrund af deres livsførelse og livssituation 

enten er i fare for at miste tilhørsforhold til det øvrige samfund eller helt mangler 

det. 

Målgruppens indplacering i forsørgelsessystemet 

Projektets målgruppe er fastsat til 15 personer som der etableres kontakt til 

Disse 15 personer betegnes som deltager gruppen Der er etableret kontakt til 

flere personer end de 15 personer der deltager i interviews. Disse personer 

indgår i materialet som kontaktgruppe. Deltagergruppen repræsenterer 4 socialcentre 

i kommunen. Der er en overvægt af deltagere, der relaterer til misbrugsmiljøet. 

Personerne har forskelligt forsørgelsesgrundlag fordelt på følgende afdelinger: 

Pension, Social aktivering, Sygedagpenge, Revalidering samt Beskæftigelsesforvaltningen. 

133

Der er forskel på, hvordan de enkelte centre er organiseret og hvordan de enkelte 

afdelinger i forvaltningen fungerer i forhold til brugerne. 

Pension 

Der vil i pensionssager sjældent være tale om indkaldelse til samtale i forhold til 

målgruppen. Opfølgning på en pensionbevilling vil som oftest alene ske i de tilfælde, 

hvor der er fastsat en revurderingsdato. Det typiske indtryk er, at det er 

pensionsmodtagere, der oplever sig bedst behandlet. Det kan hænge sammen 

med, at de har færre kontakter til sagsbehandler og at kontakten indebærer færre 

krav til brugeren. Kontakten vil oftest være foranlediget af bruger på grund af 

ændring i udbetalingsinterval, ansøgning til tandbehandling e.l. På baggrund af 

samtalerne vurderes ikke, at den bedre kontakt til sagsbehandler er ensbetydende 

med en oplevelse af, at retssikkerheden opleves opfyldt i større omfang 

end i de øvrige grupper. 

Social aktivering 

Persongruppen der er omfattet af social aktivering, følger de samme regler og 

retningslinjer, som personer der er omfattet af ordinær aktivering. Den enkelte 

bruger kan kun fritages for aktivering, på grund af sygdom, massivt misbrug, 

psykiske problemer mv., eller såfremt det vurderes, at det vil være risikofyldt for 

medarbejderen at stille krav eller hvis bruger ikke kan begå sig blandt andre. 

Der sker ikke træk i kontanthjælpen, når det drejer sig om væresteds eller omsorgstilbud, 

men der vil ske træk ved fravær, hvis det er vurderet, at bruger har 

evnen til at deltage i et erhvervsrettet aktiveringstilbud.Mange i målgruppen og i 

kontaktgruppe kan ofte ikke deltage i aktivering med erhversperspektiv på 

grund af stort misbrug eller psykiske problemer. I gruppen af socialt aktiverede 

giver flere udtryk for, at sagsbehandler er svær at træffe, at sagsbehandler ikke 

ringer tilbage og ikke følger op på aftaler. Der stilles i nogle tilfælde større krav 

til brugeren, end de kan honorere. Der ses dog også eksempler på, at nogle 

brugere, der ønsker forandring i tilværelsen, ikke har den nødvendige kontakt 

med den sagsbehandler, der har bevillingskompetencen. 

Sygedagpenge 

Der foretages opfølgning på en sygedagpenge sag efter 8 uger. Kun 1 i målgruppen 

modtager sygedagpenge. Pågældende er i metadonbehandling og har 

et stort sidemisbrug og er traumatiseret efter dramatiske oplevelser i opvæksten. 

Hans sagsbehandler vurderede, at der ikke var grundlag for at rejse en 

pensionssag. Sagen er i mellemtiden genvurderet på baggrund af en generel 

sagsgennemgang. 

Revalidering 

1 person fra målgruppen er indplaceret i revalideringsafdeling, hvorfra der er 

rejst pensionssag. I den konkrete sag har sagsbehandleren fulgt kriminalforsorgens 

vurdering i forhold til at rejse en pensionssag. Sagsbehandleren havde 

forinden ikke kendskab til brugeren. 

134

Beskæftigelsesforvaltningen 

Flere af de hjemløse der holder til i værestedsmiljøerne har en sag i Beskæftigelsesafdelingen. 

Flere fra kontaktgruppen, ( alkoholikere, psykisk syge og 

misbrugere) er indplaceret i Beskæftigelsesafdelingen. Forventningerne til brugernes 

parathed i forhold til deltagelse i aktiveringsbestræbelser er højere i BFA 

og det er da også typisk her, at eksempelvis kontaktgruppen udtrykker vrede 

over indkaldelse til aktivering eller stop i kontanthjælp på grund af manglende 

fremmøde til samtaler eller aftalt aktivering. Det er indtrykket at sagsbehandlernes 

forhåndsforventning til deres målgruppe betyder, at der ikke er fokus på, 

hvor dårligt mange i hjemløsemålgruppen fungerer i dagligdagen. Det er konstateret, 

at misbrugerne sjældent på egen foranledning oplyser, at de har et 

misbrug 9 Dette skal sammenholdes med at sagsbehandlerne har en forventning 

om en vis grad af arbejdsparathed hvilket betyder at persongruppens problemer 

i mange tilfælde ikke afdækkes. 

Målgruppens sammensætning 

Der er ikke lavet en opgørelse over forholdet mænd/ kvinder i misbrugsmiljøet. 

Kønsfordelingen i undersøgelsen er 4 kvinder og 11 mænd. Umiddelbart vurderes, 

at forholdet 4/11 formentligt er et rimeligt udtryk for fordelingen af kvinder 

og mænd i misbrugsmiljøet og tallet svarer overens med de iagttagelser, som 

personalet i miljøet beskriver. I psykiatrimiljøet vil tallet formentlig se anderledes 

ud 

Målgruppen er generelt præget af forskellige former for misbrug eller har tidligere 

haft et misbrug. Der er etableret kontakt til psykiatribrugere, men ikke til personer 

der har en alvorlig psykisk lidelse, idet disse personer typisk har været 

psykotisk præget ved 1. henvendelse til dem. Det er vurderet, at de psykotiske 

personer, der har været kontakt til, ikke har været i stand til at gennemføre en 

struktureret samtale, hvilket vurderes at være forudsætningen for gennemførelse 

af interview efter spørgeskema. 

Målgruppen til interviewrunden er hovedsageligt personer med misbrugsproblemer, 

men også personer med psykiske lidelser er repræsenteret. Misbrugsmønstret 

er meget forskelligt, men dækker fra alene alkohol, alene hash, til 

hash og alkohol samt til alkohol og andre stoffer hovedsageligt piller, men også 

rygeheroin og coke. Flere af personerne er i metadonbehandling og har et 

sidemisbrug, andre er i metadonbehandling og klarer sig hovedsageligt med 

den behandling. Det skal tilføjes, at det er de færreste af metadonisterne, som 

er noteret uden sidemisbrug. Det drejer sig om 1 ud af 8. 

Aldersfordelingen på de personer, der deltager i interview, er mellem 29-54 år 

med en overvægt i forhold til de lidt ældre brugere. Det var oprindeligt tilsigtet at 

få en så bred aldersgruppefordeling som muligt og der var udvalgt i alt 3 personer, 

der ved første kontakt forekom meget unge og hvor projektmedarbejder 

9 Der skal ofte flere samtaler til før der overfor sagsbehandler tilkendegives et misbrugsproblem. 

135

vurderede personerne til at være i begyndelsen af 20’erne, men skinnet bedrager, 

selvom de har haft ungt udseende og har virket umodne har det vist sig, at 

de 3 personer har været omkring 30 år. Det at de helt unge brugere ikke er repræsenteret 

betyder at alle de udvalgte personer har haft langvarig kontakt til 

den kommunale forvaltning og de har meget forskellige erfaringer og oplevelser 

omkring kontakten med forvaltningen. 10 

Fællestræk :misbrug og psykiske lidelser 

- føler sig afvist af omverdenen 

- føler sig bedre end de øvrige brugere og vil ikke identificeres med personer, 

der har et oplevet eller synligt ringere funktionsniveau 

- mistillid og mistro til omverdenen, ofte en følelse af at være krænket, afvist 

og udstødt. De føler sig ikke accepteret og mødes ofte af modvilje og 

mistillid fra det omgivende samfund. 

- mindreværd, negativt selvbillede og lavt selvværd. Desuden er de oftest 

præget af usikkerhed. Nogle reagerer aggressivt andre reagerer med tilbagetrækning 

og opgivelse. 

- manglende selvtillid, 

- ønske om forandring til noget bedre, men mangler alternative handlemuligheder, 

hvilket ofte skyldes aversion/ manglende overblik i forhold til at 

handle 

- giver ofte udtryk for at være præget af nedtrykthed, modløshed og håbløshed 

- giver ofte udtryk for, at de føler smerte ved livet og sig selv 

- ensomme, isolerede og med isolerede netværk, der relaterer til misbrugsmiljø. 

Misbrugsmiljøet er kendetegnet ved en meget ringe grad af 

tillid til de øvrige i netværket eller direkte negativ netværksopbygning, 

forstået som et netværk hvor der sker en akkumulering af negative 

aspekter omkring personen. Hos såvel psykisk syge og som misbrugere 

er der stort ønske om andre kontakter. De “hårdest ramte” har mistet 

kontakt til pårørende og der er en tendens til, at netværket bliver brugt 

op. 

- længsel efter omsorg, nærvær og accept 

- præget af angstproblematikker 

- har svært ved at modtage eller måske snarere forstå større mængder af 

information formentlig begrundet i koncentrationsproblemer 

- lav tolerancetærskel 

- omtaler sig som følsomme og sårbare mennesker 

10 Man kan påpege, at Retssikkerhedsloven er forholdsvis ny og dermed er erfaringsgrundlaget den 

samme for brugerne, uanset hvilken aldersgruppe de tilhører, men personer der er i en længerevarende 

offentlige forsørgelse og har oplevet de socialpolitiske ændringer udvikler andre mønstre i kontakten til 

forvaltningen end “nye” brugere. Selvom forvaltningsloven var gældende og at retssikkerhedsloven blot 

kan ses som en retsliggørelse af gældende principper, så er det socialpolitiske spillerum ændret markant 

det seneste årti. Det har betydning for den opfattelse, som de “gamle” brugere har af systemet. Sam- 

fundsudviklingen har endvidere betydet, at “nye” personer i målgruppen oplever barrierer og har ressour- 

cer på områder, der er forskellig fra de “gamle” brugere. 

136

især misbrugere 

- oplever social uretfærdighed, hvilket dominerer den måde de møder omverdenen 

på. 

- ofte misbrugsrelaterede følgesygdomme 

- fysisk træthed enten på grund af leverbetændelse eller metadonbehandling 

- ofte i stor gæld på grund af misbrug 

- mangler overskud og overblik til at handle og bliver flove over ikke “at 

kunne tage sig sammen”. Det er indtrykket, men ikke påvist at det manglende 

overskud tildels er begrundet i oplevelsen af mange afvisninger og 

følelsen af at være blevet krænket over længere tid og flere gange. Når 

individet oplever sig som krænket eller afvist kan dette blandt andet medføre 

angst, vrede, afmagt. Især afmagten vil ofte give anledning til opgivelse 

af rettigheder og en tendens til at vreden bliver rettet mod systemet, 

der er myndighedsudøveren og vreden vil ofte blokere for konstruktivt 

samspil. 

Hovedparten af de svagest stillede i målgruppen fortæller om deres opvækst, at 

de var udsat for omsorgssvigt, havde dårlige opvækstvilkår, forældre havde et 

misbrug, eller var voldelige. Men der forekommer også enkelte personer i misbrugsmiljøet 

og især indenfor psykiatriområdet i kontakt og deltagergruppen, 

der har haft en positiv opvækst med støttende og omsorgsfulde forældre 

1. Succeskriterier og status 

Ved projektets start blev opstillet følgende succeskriterier 

I. Antallet af netværksgrupper/netværkspersoner og deres anvendelse af 

lejemålet. Der ansættes en medarbejder med base i den indre by, der skal opsøge 

og invitere mennesker blandt misbrugere, dobbeltudstødte, sindslidende 

og lign. og forsøge at få kontakt til disses netværk (familie, venner, naboer og 

lign. )eller hjælpe personerne til at få et netværk fx private foreninger, naboer, 

studerende o.l. med henblik på etablering af bisidderordning. Lejemålet skal virke 

som adresse for disse netværk og brugergrupper. 

II. en udvidet anvendelse af § 111 handleplaner for de personer der modtager 

ydelser i henhold til serviceloven. De indvundne erfaringer skal omsættes i 

arbejdet med udvikling og raffinering af arbejdet med handleplaner 

III. De 15 deltageres kompetencer omkring samarbejdet med det offentlige 

skal fastholdes og udvikles, således at brugerne søger at have kontakt til forvaltningen 

på egne betingelser på en mere konstruktiv måde end hidtil. 

Et nyt succeskriterie er kommer til undervejs. Århus Kommune arbejder i øjeblikket 

på at indføre arbejdsevnemetoden (ressourceprofilen) som metode i 

137

hele det socialfaglige felt. Retssikkerhedsprojektet har som et nyt succeskriterie 

4 at få indflydelse på implementering af arbejdsevnemetoden og sikre, at 

retssikkerhedsaspektet kommer til at fremstå klart og tydeligt som en del 

af grundlaget for behandling af en sag og således at borgeren i højere 

grad oplever retssikkerheden opfyldt i mødet med forvaltningen. 

Status 

I. et succeskriterie er antallet af netværksgrupper/netværkspersoner og deres 

anvendelse af lejemålet. Der ansættes en medarbejder med base i den indre 

by, der skal opsøge og invitere mennesker blandt misbrugere, dobbeltudstødte, 

sindslidende og lign og forsøge at få kontakt til disses netværk (familie, 

venner, naboer ol. )eller hjælpe til at få et netværk fx private foreninger, naboer, 

studerende o.l. Lejemålet skal kunne virke som adresse for disse netværk og 

brugergrupper. 

Antallet af netværksgrupper og brug af lejemål nævnes i projektbeskrivelsen 

som succeskriterie. Det er ikke lykkedes at finde et egnet sted. I vurdering af 

egenthed er sikkerhed er vægtet væsentligt. Under afsøgning af mulighederne 

for lejemål indgik samtidigt overvejelser om, at Århus i forvejen er godt dækket 

ind med væresteder. Det er vigtigt at sikre, at et nyt lejemål ikke udvikler sig til 

et nyt værested, hvilket kan være en risikofaktor, fordi der ikke på nuværende 

tidspunkt er udarbejdet strategi for netværksdannelsens formål og indhold. Det 

indgår endvidere i overvejelserne, at det forventes at opbygning af netværk er 

omfattet af de funktioner som værestederne har. 

I dialogen omkring bisidderordning er der lagt vægt på, at det ikke var hensigten 

i retssikkerhedsprojektet at etablere bisidderordningen som en kommunal ordning. 

Tanken var, at bisidderordningen skulle etableres i målgruppens eget netværk 

med målgruppens egne ressourcer som bærende for ordningen. Hensigten 

var, at brugerne i et vist omfang opkvalificeres i forhold til mødet med forvaltningen, 

således at de ville blive bedre til at vælge bisiddere, og blive mere 

forberedte på mødet med forvaltningen. 

Der er på baggrund af indtryk fra deltagerne i projektet ingen tvivl om, at mulighed 

for brug af bisidder i kontakten med forvaltningen har stor betydning for den 

enkeltes oplevelse af, at retssikkerheden er opfyldt såfremt der er tale om en 

uvildig og kvalificeret bisidderordning. Brugerne har meget individuelle behov i 

forhold til en bisidderfunktion og det anses for vigtigt at det ikke bliver en tilfældig 

netværksopbygning der finder sted og at brugerne ikke overlades til tilfældigheder 

i forhold til kvaliteten af bisidderrollen og dårlige valg af bisiddere 

Det fastsatte succeskriterie i forhold til etablering af bisidderordning og netværksdannelse 

er til overvejelse med henblik på udvikling af et andet succeskri- 

138

terie på dette felt. Det sker på baggrund af en vurdering af de nævnte faktorer 

samt indsatsen iøvrigt især på misbrugs og hjemløseområdet . 

En anden af de væsentligste faktorer til ændring af beslutning om etablering af 

bisidderordning er, at der i foråret 2001 indgik oplysninger om, at Kirkens 

Korshær i 2001 har modtaget puljemidler til en forsøgsordning omkring bisidderfunktion. 

Der er i en forsøgsperiode ansat en fuldtidsmedarbejder til varetagelse 

af denne funktion. Bisidderfunktionen er et forsøg på at få en sammenhængende 

og opfølgende indsats omkring de brugere, som der etableres kontakt med i 

nattjenesten. Hertil kan oplyses, at de ledende medarbejdere i frivillige organisationer 

efterlyser, at sagsbehandlerne i videre udstrækning vil benytte den viden, 

som de frivillige organisationer besidder. Det er kun i meget sjældne tilfælde 

at der er konkret samarbejde med en sagsbehandler omkring en sag. Det forekommer 

som oftest kun med sagsbehandlere, som de frivillige organisationer 

i forvejen har etableret samarbejde med og når brugeren ønsker støtte i kontakten 

med sagsbehandler. Kirkens Korshær oplyser at så vidt det overhovedet er 

muligt klarer brugeren selv kontakten med deres støtte. 

Det er retssikkerhedsprojektets opfattelse, at det er sagsbehandlerens opgave 

at formulere rammer og forventninger til bisidderne. Det overvejes om der skal 

ske en opkvalificering af sagsbehandlere til at varetage denne opgave. Det rejste 

iøvrigt også spørgsmålet om, hvordan sagsbehandlere oplever brugen af bisiddere. 

Det anses for væsentligt at Retssikkerhedsprojektet bidrager til at 

sagsbehandlerne ser brugen af bisiddere som en fordel gennem formidling af 

de erfaringer som projektet har indhentet. 

Det er desuden aftalt, at der på baggrund af de indhentede erfaringer i nattjenesten 

i Kirkens Korshær og Retssikkerhedsprojektet sker overvejelser om, hvordan 

et eventuelt fremtidigt samarbejde etableres. 

Bisidder - værestedspersonalets rolle 

Der er observeret stor tillid til værestedernes personale i forhold til bisidderfunktionen. 

Det er på baggrund af brugerudsagn indtrykket, at brugerne har en forventning 

om og tillid til, at personalet på værestederne varetager deres interesser 

ved mødet med sagsbehandlerne. Dette er gældende, uanset om det er 

personale ,der er tilknyttet de frivillige organisationer eller de kommunale. Som 

tidligere nævnt giver brugerne udtryk for, at det er vigtigt at det er en person 

som kender til dem og deres situation der fungerer som bisidder. Brugerne er 

som nævnt trygge ved personalet på værestederne i forhold til denne opgave. 

Det er dog væsentligt at tilføje at opgaven som bisidder er vanskelig at varetage 

for være/aktivitetsstedernes personale udfra en ren ressourcemæssig betragtning. 

På den ene aktivitetssted er normeringen to fuldtidsansatte og der kommer 

mellem 15-30 forskellige brugere dagligt. Desuden er der i høj grad tale 

om, at personalet kommer i en dobbeltrolle, hvor personalet på værestederne 

kan komme i konflikt med sagsbehandleren, fordi der opstår uenighed omkring 

rollefordeling og indsats omkring den enkelte bruger. Denne problematik er det 

væsentligt at få større afklaring af. Der har ikke været indikation på at persona- 

139

let på værestederne medvirker til at brugeren betragter systemet som modstander. 

Tværtimod er der eksempler på, at personalet korrigerer uhensigtsmæssig 

adfærd blandt brugerne, når kontakten til sagsbehandlere har udviklet sig dårligt. 

Sagsbehandlernes holdning til værestedernes personales rolle som bisiddere 

er indtil videre ukendt, men der er kendskab til situationer, hvor henvendelser 

fra personale på værestederne er blevet afvist af sagsbehandlere, enten 

fordi man som sagsbehandler angav ikke at have tid til at påtage sig en opgave 

eller ikke anså det for at være en del af sagsbehandlernes arbejdsfunktioner. 

Ved forespørgsler hos personale i beskæftigelsesafdelingen, hvor nogle af brugerne 

er tilknyttet, gives der udtryk for, at man ikke opfatter værestedernes personale 

som en mulig samarbejdspartner. 

Bruger - bisidder 

Indfaldsvinklen i forhold til samtaler med brugerne om deres opfattelse af bisidderordning 

indebar fokus på nedennævnte spørgsmål 

- Vælger de at gøre brug af bisidder og hvor ofte ? 

- Hvilke valg træffer de i forhold til valg af bisidder ? 

- Hvordan bruger de bisidder ? 

- I hvor høj grad er de bevidste om at sikre egne interesser i deres valg af 

bisidder. 

- Forstår de deres egen situation og gør de sig overvejelser om, hvem de 

vælger til bisidder. 

- Forstå de deres egen situation, således at de selv “fører deres egen sag” 

eller har de en forventning om, at det er bisidderen, der varetager deres 

interesser ? 

Mange brugere giver udtryk for, at de ønsker en bisidder i kontakten med det offentlige 

og at de ønsker kvalificerede bisiddere. Indtrykket er, at der er tale om 

et stort behov hos brugerne, men at når behovet er så stort, som brugerne giver 

udtryk for og at brugen af bisidder ikke er mere udbredt end det faktisk er, hænger 

det sammen med, at man ikke anser sekundærnetværket i miljøet som kvalificeret. 

Der er for langt de fleste brugere endvidere tale om, at de ikke har tillid 

til at primærnetværket kan have funktion som bisidder, medmindre de har en 

faglig baggrund. 

De observationer der er gjort i gruppen tyder på, at brugerne ikke selv ønsker at 

bisidderordningen tager udspring/fæste i netværket. 

Det er drøftet, at mange i misbrugergruppen ikke har de fornødne ressourcer til 

at indgå og medvirke i en bisidderordning og der er en opmærksomhed i forhold 

til konsekvenserne, såfremt det drejer sig om bisiddere af den mere aggressive 

og højtråbende type. 

De væsentligste argumenter for at frafalde tanken om at etablere bisidderordning, 

der udspringer af misbrugernes eget miljø, med udgangspunkt i brugerudtryk 

er: 

140

- at brugerne ikke vil identificeres med brugere, de oplever ringere eller 

som har et synligt ringere funktionsnivau, end de selv mener at have. 

- at brugerne tror, at det vil få en negativ virkning udfra en vurdering af, at 

sagsbehandleren ikke respekterer hverken dem selv eller andre misbrugere. 

Brugerudsagnet er “at når sagsbehandleren ikke kan lide en misbruger 

og møder dem med intolerance eller dårlig behandling, er det 

svært at forestille sig at to misbrugere til møde hos en sagsbehandler 

ville blive opfattet mere positivt “ 

- at tilliden i forhold til diskretion fra andre brugere ikke er opnåelig, idet 

miljøet generelt er meget omskifteligt. Brugerne generelt betragtet, er 

meget sårbare i relationerne og der opstår ofte stridigheder mellem de 

enkelte brugere, hvor der af forskellige årsager sker udskiftninger i den 

gruppe, som man relaterer til 

- at mange af brugerne ikke ønsker, at andre brugere får kendskab til deres 

private forhold på grund af manglende tillid til diskretion. 

En af brugerne havde via STRISS fået tilbudt at få en bisidder med, men havde 

valgt ikke at benytte STRISS tilbud. Han lagde vægt på at han fik en bisidder 

- som vidste besked om lovgivningen, 

- som kendte “noget” til ham og hans situation 

- som kunne støtte ham i mødet, uden at tage over i situationen. 

- En person som han har tillid til. 

På spørgsmål om det var noget brugeren kunne formulere til en person fra 

STRISS, virkede han usikker, hvilket kan hænge sammen med, at det kan være 

vanskeligt at stille krav om kvalificeret indsats hos andre, når man som ressourcesvag 

har problemer. 

De få brugerorganisationer der iøvrigt findes og som tilbyder bisidderfunktion 

bliver ikke brugt af de personer , som Retssikkerhedsprojektet har haft kontakt 

med. Det har kun været ganske få af de adspurgte, der har kendt til disse muligheder 

eller de har angivet, at de ikke benytter sig af tilbud fordi det koster 

penge at blive medlem. 

Brugerudsagn i forbindelse med det opsøgende arbejde tyder på, at der ikke 

blandt brugerne er grundlag for at benytte brugernes netværk (familie,venner 

både i og udenfor miljøet, naboer og lign.) 

Udfra den erfaring og kontakt, der har været med brugerne, er der er flere grunde 

til, at brugerne ikke umiddelbart bruger familien og omgangskreds til denne 

funktion. Brugerudtalelserne viser at der tale om individuelle grunde til dette 

valg. Der er for nogle brugeres vedkommende tale om en endog markant modstand 

mod brugen af familie til denne funktion. 

Når det gælder familie relationer vil man som person med ressourcer formentlig 

ikke tøve med at bruge familie og omgangskreds som bisidder i såvel traditionel 

forstand, som i den lidt bredere definition. Indtryk fra samtalerne med brugerne 

141

tyder på, at brugerne i stort omfang har opbrugt det mål af velvilje, man vil finde 

i de fleste familie- og relationsstrukturer. De har lidt groft udtrykt, drevet rovdrift 

på familien og omgangskredsens ressourcer igennem mange år eller er opvokset 

med en baggrund, hvor overskud i forhold til andre er på et minimum. Der 

kan desuden være tale om situationer, hvor brugerne enten ikke har kontakt til 

familie eller mangler tillid til familien. 

Afprøvning af metode til netværksafdækning 11 

En planlagt netværksafdækning i målgruppen er ikke gennemført, men metoden 

er afprøvet. Det har vist sig, at metoden i forhold til de mest skrøbelige og 

sårbare personer i målgruppen giver anledning til problemer for testpersonen. 

Samtidigt manglede Netværksanalysen umiddelbart muligheden for at vise. 

- Hvad er brugerens behov i forhold til en bisidder funktion ? 

- Hvilke kriterier skal udfra brugersynspunkt være opfyldt forud for brugers 

udvælgelse af en bisidder ? 

- Hvordan og hvornår mener brugeren at have behov for bisidder ? 

- Hvem forestiller brugeren sig agere som ressourceperson i forhold til en 

bisidderfunktion og hvilke opgaver indebærer det for brugeren og hvilke 

opgaver indebærer det for bisidder.? 

Bisidderbegrebet blev ikke defineret inden afprøvning af metoden i forhold til om 

der var tale om den almene begrebsopfattelse eller om der var tale om et udvidet 

bisidderbegrebDen mere brede definition på en bisidder, som omfatter at 

også en samtale med en god ven kan være en bisidderfunktion var ikke i projektmedarbejders 

bevidsthed i forbindelse med metodeafprøvning. 

I forbindelse med metodeafprøvning omkring netværksafdækningen har der 

manglet en undersøgelsesguide, idet projektmedarbejders tilgang i forhold til 

spørgeteknik til netværksanalysen kunne have været bedre afgrænset. 

Den aftalte teknik lagde formentlig op til for stor åbenhed overfor brugerens 

definitioner.Samtidigt viste det sig at for bestemte grupper af personer (gældende 

skrøbelige og sårbare personer med lavt selvbillede) blev metoden alt for 

konfronterende, fordi netværksindtegningen via denne metode viser, at et meget 

svagt og dårligt fungerende netværk så at sige bliver billedliggjort. Der er 

siden indhentet erfaringer, der tilkendegiver, at man generelt i kontakt med sårbare 

og skrøbelige personer skal undgå indsigtsskabende metoder. Det hænger 

sammen med at personer der har et dårligt selvbillede, vil have tilbøjelighed til 

at reagere stærkere end, hvis det er en anden psykologisk profil, der er gældende. 

Generelt kan man sige, at netop den målgruppe, som vi har fat i,ofte er 

meget skrøbelige og sårbare personer med et lavt selvbillede. Der anbefales til 

denne særlige gruppe meget mere konkrete spørgsmål, hvor de selv udpeger 

ressourcepersoner i miljøet og hvor de ikke efterfølgende oplever direkte billedlig 

konfrontation 

11 bilag skema til netværksafdækning 

142

Der skal her ske en afklaring af, hvilket formål en eventuel afdækning af netværksdannelse 

skal have og hvordan den kan foretages under hensyn til den 

del af målgruppen,som oplever den første model alt for konfronterende. 

2. en udvidet anvendelse af § 111 handleplaner for de personer der 

modtager ydelser i henhold til serviceloven. De indvundne erfaringer skal 

omsættes i arbejdet med udvikling og raffinering af arbejdet med handleplaner 

4. at få indflydelse på implementering af arbejdsevnemetoden og sikre, at 

retssikkerhedsaspektet kommer til at fremstå klart og tydeligt som en del 

af grundlaget for behandling af en sag og således at borgeren i højere 

grad oplever retssikkerheden opfyldt i mødet med forvaltningen. 

Det er valgt at beskrive succeskriterierne 2 & 4 under êt på grund af den naturlige 

sammenhæng at kriterierne komplementerer hinanden. 

Der er blev i 1999 udviklet § 111 bolighandleplaner i samspil med brugere. 

Hidtil har der ikke været fokus på, at handleplanen på boligområdet 

Igennem projektforløbet er det blevet klart, at ingen af de brugere der har været 

kontakt til har fået udarbejdet bolighandleplan, uanset hvilken bolig de er blevet 

indskrevet til. Flere brugerne i målgruppen har boligproblemer både i forhold til 

manglende bolig, men også i forhold til den bosituation de aktuelt er i. Det er på 

den baggrund besluttet at lægge en strategi for opkvalificering af brugen af 

handleplaner på boligområdet. Det er i princippet sagsbehandlers opgave at 

udarbejde bolighandleplan i samspil med brugeren, men det vil som oftest blive 

bostøttefunktionen, der udarbejder handleplan. Det er ikke undersøgt, hvordan 

og i hvilket omfang bostøttefunktionen håndterer denne opgave. 

På Socialmedicinsk Klinik udarbejdes handleplaner i forhold til gruppen af metadonister. 

Her viser det sig, at de brugere, som har fået udarbejdet handleplan 

og som har deltaget i interviews samt brugere i kontaktgruppen har meget ringe 

viden om indhold og formål. Det får den betydning at handleplanen er uden 

værdi. Flere af de adspurgte oplyser, at de ikke har en handleplan. Det er typisk 

pensionsmodtagere og den del af brugergruppen som hører under social 

aktivering 

Dataindsamlingen på handleplansområdet har vist en tendens til, at brugere 

har fået udarbejdet handleplaner i forskelligt regi. Det typiske billede viser, at 

der ikke er en konkret viden om hvad handleplanen indeholder eller brugeren 

har en indre handleplan, der er skjult for sagsbehandleren og som de i flere tilfælde 

ikke har haft mod til at fortælle sagsbehandleren om af frygt for konsekvenserne. 

Brugerne har blandt andet givet udtryk for synspunkter, der omfatter 

angst for at miste pension eller mulighed for at få pension, men også opfattelser 

af at få sagsbehandler på nakken Den umiddelbare holdning til handleplanen 

har som et generelt indtryk været en ligegyldighed, men når brugeren er præ- 

143

senteret for indfaldsvinkelen -at se handleplanen som en kontrakt mellem forvaltningen 

og brugeren har der været en lidt større imødekommenhed overfor 

udarbejdelse af handleplaner. Enkelte brugere har med stor bestemthed udtalt, 

at de har deres egen handleplan som andre ikke skal blande sig i. Kendetegnende 

for den brugergruppe, vi har haft kontakt med, er tilbøjeligheden til ansvarsforflygtigelse 

og at de er hurtige til at påtage sig offerrollen, hvilket de ofte 

selv påpeger, når de er nået et skridt på vejen med hensyn til at tilegne sig andre 

normer og ændret adfærd.Udarbejdelsen af en handleplan som brugeren 

har haft indflydelse på, vil give brugeren en større oplevelse af at ansvar for 

eget liv ligger hos dem selv. 

Aktuelt er det i forhold til metodeudvikling besluttet at starte med at ændre og 

forbedre de skemaer som brugerne har medvirket til at udarbejde og samtidigt 

koble bolighandleplanen med arbejdsevnemetoden. Det er med Christian 

Krogh, der er centerchef på Socialcenter Centrum 12 aftalt at medinddrage 

sagsbehandlere fra Socialcenter Centrum i metodeudviklingen af § 111 handleplaner 

og at de efterfølgende udbreder disse erfaringer til sagsbehandlerkolleger 

i kommunen. Skemaerne vil blive afprøvet på et socialcenter inden der 

sker en udbredelse til at være generelt gældende for Århus Kommune 

Arbejdsevnemetoden ses som et godt udgangspunkt, for udvikling af § 111 

handleplaner og der samtidig sker en sikring af, at modellen ikke bliver et mekanisk 

redskab. Det er for at sikre at at retssikkerhedselementet indgår i arbejdsevnemetoden 

aftalt at retssikkerhedsprojektets erfaringer inddrages i implementeringen 

af arbejdsevnemetode Kendskabet og viden om arbejdsevnemetoden 

indgår fremover i Retssikkerhedsprojektet . 

Baggrunden for strategi og mål er at en handleplan som brugeren selv er med 

til at udforme og give værdi vil kunne medvirke til at give brugerne et løft i forhold 

til, at behandlingen af deres sag opleves mere konkret, men også tættere 

på deres virkelighed. Der er ligger en opfyldelse af retssikkerheden hos den enkelte 

bruger ved brug af handleplaner, men kun under forudsætning af, at der 

sikres et kvalitetsløft i brugen af handleplaner og såfremt det er muligt at fremme 

en interesse for udarbejdelse af handleplaner Udarbejdelsen af en handleplan 

som brugeren har haft indflydelse på, vil parallelt give brugeren en større 

oplevelse af at ansvar for eget liv ligger hos dem selv. Kendetegnende for den 

brugergruppe, vi har haft kontakt med, er tilbøjeligheden til ansvarsforflygtigelse 

og at de er hurtige til at påtage sig offerrollen, hvilket de ofte selv påpeger, når 

de er nået et skridt på vejen med hensyn til at tilegne sig andre normer og ændret 

adfærd. 

Det er væsentligt at planen er udarbejdet i en dialog og et samspil med brugeren. 

I retssikkerhedsprojektet er det holdningen, at det er sagsbehandlerens ansvar 

at sikre dialog, rammer og rum. 

12 Socialcenter Centrum er traditionelt det center som har den største andel af hjemløse af de fire social- 

centre i kommunen 

144

3. De 15 deltageres kompetencer omkring samarbejdet med det offent- 

lige skal fastholdes og udvikles, således at brugerne søger at have 

kontakt til forvaltningen på egne betingelser på en mere konstruktiv måde 

end hidtil 

Det har været kendetegnende for udvælgelsen af målgruppen at de har haft et 

ønske om forandring, hvilket ikke nødvendigvis betyder at der har været en forandringsparathed 

ved de første møder med deltagere. 

Generelt har den udvalgte målgruppe været åbne overfor forslag om nye handlemuligheder. 

Det er formentligt en åbenhed der er tilstede for hovedparten af 

stofmisbrugs og psykiatrigruppen, ønsket om at der sker en udvikling til et bedre 

liv er tilstede hos den enkelte. 

I misbrugergruppen er der observeret en udbredt tendens til perioder med misbrugstræthed 

og det er erfaret, at der specielt i disse perioder er et stort ønske 

om at afprøve andre muligheder. 

Et kriterium i valg af målgruppe har været udvælgelse af brugere, der generelt 

har udtryk negative erfaringer i forhold til mødet med socialforvaltningen. Det er 

endvidere vægtet at også personer, der alene har sociale problemer eller tilpasningsvanskeligheder 

er blevet inddraget i deltagergruppen. 

Der er flere eksempler på, at brugerne igennem oplysninger om rettigheder, ankemuligheder, 

oplysninger om procedure ved anker, og andre muligheder for 

rådgivning, har fået oplevelse af, at retssikkerheden har været opfyldt i deres 

egen sag og der er eksempler på brugere, der har været igennem en særlig positiv 

udvikling i projektforløbet. 

Et eksempel på en særlig positiv udvikling drejer sig om en yngre mand, hvor 

kontakten til ham blev etableret kort efter, at han var blevet løsladt i begyndelsen 

af 2001. Han havde det på det tidspunkt meget vanskeligt. Han var startet 

som stofmisbruger i teenageårene og havde på grund af kriminalitet siddet 

fængslet det meste af hans voksne liv. Den seneste dom for røveri havde været 

på 4 år. Han havde ikke haft kontakt med socialforvaltningen med henblik 

på at få lagt en handlingsplan, men han havde et ønske om forandring i tilværelsen 

og et stort ønske om at lægge stofmisbruget bag sig. Livet som stof misbruger 

oplevede han som hårdt og som så mange andre stofmisbrugere var 

han kørt træt. Han beskrev, at han især havde svært ved at gennemskue og 

overveje handlemuligheder. Han beskrev, at han ikke på nogen måde var dum, 

men at han var usikker. Det var meget vanskeligt for ham at foretage sig aktive 

handlinger. Han havde etableret et meget dårligt forhold til sagsbehandleren, 

som han følte enten ikke lyttede eller afviste ham. Der er i den foreløbige projekt 

periode etableret en god og ofte kontakt til pågældende. I kontakten har 

det hovedsageligt drejet sig om at lytte til de problemstillinger han har fremlagt, 

Projektmedarbejder har i kontakten optrådt vejledende, tilskyndet til refleksion 

og sammen med ham undersøgt, om der var andre muligheder end dem han 

145

selv har set. Han beskriver nu med stolthed “at livet bare kører for ham. Det har 

aldrig været bedre.” Han udtaler sig langt mere velovervejet og med større bevidsthed 

om udtryksformer og egen adfærd, men med samme kontante ærlighed 

som han hele tiden har besiddet. Han er fra begyndelsen af januar 2002 

tilmeldt VUC undervisning i 4 fag. Væsentligt er hans oplevelse af, at han har 

været drivkraften i udviklingen. Det er ikke muligt at påvise om projektmedarbejders 

indflydelse eller om aktivitetsstedets indflydelse har gjort sig gældende 

og i hvilket omfang. 


Projektets egenskaber med hensyn til at yde en forebyggende indsats er endnu 

ikke gjort op. Projektet betragtes ikke som et nyt tiltag, men opfattes som en 

mulighed for at undersøge nye muligheder og udvikle nye metoder, der skal sikre 

en generel forbedring af retssikkerheden i forbindelse med mødet med forvaltningen. 

Men også indflydelsen på implementeringen af arbejdsevnemetoden 

forventes at bidrage ti, at brugernes oplevelse af, at retssikkerheden er opfyldt 

øges. Der er forventninger til, at formidling og implementering af de opnåede erfaringer 

på sigt vil have en forebyggende effekt i forhold til marginalisering og 

udstødning, idet krænkelsen eller en oplevet krænkelse af retssikkerheden og 

retsfølelsen antages at være en medvirkende faktor i udstødningsprocessen. 

Via den øgede fokus på retssikkerhedsloven og dermed også de begreber, der 

er tæt forbundet hermed er der fortsat forventning om at formidlingen af indvundne 

erfaringer vil give anledning til ændret syn på målgruppen, metoder og 

kommunikation i kontakten. 

Et endnu åbent spørgsmål er hvordan scenen sættes om og hvordan det sikres, 

at grundholdning i det sociale felt indebærer at se mulighederne i lovgivningen 

og den enkelte. Der er foreløbigt planlagt en delstrategi i forhold til formidling 

af erfaringer. Det er hensigten blandt andet at benytte evaluator som formidler 

i forhold til sagsbehandlere. 

Det er forventningen, at fokus på udarbejdelse af bolighandleplaner vil medføre 

en forebyggende effekt overfor de boligproblemer som er kendetegnende for 

målgruppen gældende både i forhold til hjemløse, men også boligproblemer i 

målgruppen generelt. 

Det er vanskeligt at måle på en bedring af den enkeltes selvværdsfølelse, men 

det er muligt at se på enkeltfaktorer, der har betydning for en forbedring af 

selvværdsføleIsen, eksempelvis oplevelsen af succes. I deltagergruppen på 15 

personer er der konstateret en positiv udviklingsproces og forandring for nogle 

af personerne. Det er vanskeligt at måle, i hvilket omfang projektmedarbejders 

kontakt med den enkelte har medvirket til en forebyggende indsats, men som 

nævnt har målgruppen generelt set været åbne overfor forslag om nye handlemuligheder. 

Brugerne har via kontakten med projektmedarbejder opnået viden 

om rettigheder og ankemuligheder og har fået mulighed for at reflektere over, 

hvordan ændringer i kommunikation åbner mulighed for, at et budskab blive for- 

146

stået, hørt og anerkendt af andre. Der er flere eksempler på at brugerne derigennem 

har fået oplevelsen af, at retssikkerheden har været opfyldt i deres 

egen konkrete sag. 


Rolleetablering i kontakt til målgruppen 

Det var vigtigt at få defineret projektmedarbejders rolle i forhold til brugeren. 

Brugerne havde forventning om at få bisidderhjælp til kontakt til forvaltning, 

hjælp til at handle eller om at projektmedarbejder handlede. Der er blevet lagt 

vægt på, at projektmedarbejders rolle ikke udviklede sig til at blive sagsbehandlende. 

Brugernes ønsker til projektmedarbejders rolle skulle ikke imødekommes. 

Rollen blev i starten defineret som observerende og beskrivende, desuden vejledende 

i forhold til retssikkerhedslovens bestemmelser men også vejledende i 

forhold til, hvor brugerne kunne opsøge anden rådgivning. Det var fra projektets 

igangsættelse aftalen, at projektmedarbejders rolle skulle være så neutral som 

mulig, men ved de første kontakter til brugerne blev det hurtigt klart at en fuldstændig 

neutral rolle var en yderst vanskelig balance. Projektmedarbejder er 

som repræsentant for kommunen potentielt en del af det fjendebillede, som 

mange i målgruppen har opbygget. Projektmedarbejder skulle på den ene side 

tage udgangspunkt i brugerens mistro til systemet, oplevelser og behov og på 

den anden side repræsentere forvaltningen med viden om, at forvaltningens 

indsats i forhold til gruppen ikke altid lever op til lovgivningens og forvaltningens 

intentioner. 

De første kontaktforsøg i februar var derfor i særlig grad præget af projektmedarbejders 

forsigtighed i rollen som forvaltningens repræsentant og brugerens talerør. 

Det medførte en distancering overfor stillingtagen til de oplevelser, målgruppen 

havde haft i mødet med forvaltningen. I den første måned med kontaktetablering 

var der hos projektmedarbejder en bekymring i forhold til at sikre, 

at der ikke skete en stillingtagen til den konkrete episode eller situation, hvorfor 

denne distancering blev for udtalt uanset at der fra projektmedarbejders side 

var en åben og interesseret indstilling til den enkelte bruger 

Responsen fra brugerne kom prompte og var præget af en snert af mistro. Det 

gav anledning til overvejelser i forhold til ændring i metode. Fokus blev flyttet til, 

at den manglende stillingtagen til den enkeltes vrede og afmagtsfølelser formentlig 

i målgruppen blev forstået som en manglende anerkendelse af den enkeltes 

fortællinger 

Denne indfaldsvinkel blev valgt som metode udfra en vurdering af, at brugeren 

oplevede for en ham/hende en berettiget vrede og i teorien kan vreden vendes 

til noget konstruktivt i det øjeblik, den bliver mødt. Opmærksomheden måtte også 

vendes på dilemmaet i forhold til at skulle etablere kontakt til en vred brugergruppe 

med viden om, at man på den ene side er ansat i forvaltningen og ken- 

147

der vilkårene med travlhed og mange sager og på den anden side vise forståelsen 

for, at brugeren føler sig dårligt behandlet. Der skal lyttes men uden at gå 

ind i den konkrete situation/sag, selvom det har været forventningen fra brugerne, 

som har stillet spørgsmålene “Hvad synes du om det”? eller “vil du ikke give 

mig ret i at det er råddent ?.” Brugeren ville have respons i forhold til oplevelsen 

af at have været udsat for krænkelser, social uretfærdighed mv. 

Ved de efterfølgende kontakter var forberedthed på reaktionsmønstrene og 

afmagten, eller måske snarere vreden medvirkede til at det nu er muligt, at have 

bedre svar på rede hånd, hvor brugerens oplevelse herefter blev anerkendt og 

efterforsket, men ikke responderet med projektmedarbejders stillingtagen til den 

konkrete situation. 

Inden samtalen orienteres om retssikkerhedsprojektet med særlig fokus på at 

fortælle, at retssikkerhedsloven er en beskyttelse af deres rettigheder. At brugerens 

erfaringer og oplevelser er vigtige for os, at de igennem at dele deres erfaringer 

kan være med til at gøre en forskel. Generelt har det været problematisk 

for brugerne at skelne om det var retssikkerhed i forhold til den ene eller den 

anden myndighed . Erfaringen har været at ved den præsentation af Retssikkerhedsprojektet 

kunne bruger fokus være lige så vel på domstole, politiets behandling 

af misbrugere, amtslige tilbud som det kunne være mødet med den 

kommunale forvaltning. Selvom brugeren blev orienteret om at det var mødet 

med forvaltningen/sagsbehandler projektmedarbejder ønskede kendskab til mistede 

mange af brugerne ofte fokus og talte om mødet med anden myndighed. 

Rammerne for 1. gangs samtalen blev så vidt det var muligt aftalt på forhånd, 

men da der bliver lagt vægt på at vise åbenhed og interesse for brugeren som 

udgangspunkt, må rammerne ofte udvides undervejs, hvilket har den betydning 

at emnerne udfra en umiddelbar betragtning ofte rækker udover retssikkerhedsprojektets 

rammer. Der opleves en væsentligt forskel i kontakten med 

brugerne når kontakten alene bliver etableret i forhold til beskrivelse og registrering 

af hvordan mødet med forvaltningen og retssikkerheden opleves, end 

hvis kontakten tager udgangspunkt i interesse for personen som helhed. 

Når samtalen tager udgangspunkt i interesse for for personens øvrige erfaringer 

er det fornemmelsen at der opnåes en større grad af tillid til projektmedarbejder 

og retssikkerhedsprojektet. Det er også indtrykket at den større grad af tillid der 

bliver skabt med dette udgangspunkt åbner for at projektmedarbejder kan opfordre 

til en mere reflekterende dialog. Det medførte formentligt også en større 

åbenhed omkring kritiske holdninger til mødet med sagsbehandler. 

Udgangspunktet for samtalerne har været en assertiv kommunikationsform, 

der har været baseret på det kendskab, projektmedarbejder har opnået via 

skriftligt materiale og tidligere erfaringer fra med mødet med psykiatrigruppen. 

Det anses som en vigtig opgave at medvirke til, at give oplevelsen af målgrup- 

148

pens egenkompetence. 13 I samspillet er det væsentligt at se på målgruppen 

som voksne mennesker der har kompetencer, de ønsker og kan bruge. Brugerne 

giver udtryk for, at de ofte i deres møde med personalet i det offentlige føler, 

at de bliver set ned på eller bliver behandlet som et mindreårigt barn. Udsagn 

som “ sagsbehandler er nedladende” “De skal ikke tale til/ behandle mig som et 

mindreårigt barn” er udtalelser, der går igen hos brugerne som udtryk for deres 

oplevelse af mødet med den professionelle. Tilsyneladende er der en tendens 

til, at i mødet mellem brugerne og sagsbehandlerne oplever brugerne, at de fratages 

egen kompetence og eget ansvar. Udgangspunktet for møderne med deltagere 

og kontaktgruppe har derfor været at projektmedarbejder mødtes med et 

kompetent og ligeværdigt menneske. 

Der lægges især vægt på at brugernes oplysninger og erfaringer bliver taget alvorligt 

og der sættes i løbet af samtalen ikke spørgsmålstegn ved deres erfaringer 

og oplevelser. Det tilstræbes at bidrage med nye indfaldsvinkler når det 

er muligt. Det vil sige, når det ikke vurderes at få negativ indflydelse på kontakten 

og her har det været projektmedarbejders intuition, der har været udslagsgivende 

for om det var hensigtsmæssigt, at præsentere andre måder at se tingene 

på. Andre vinkler er blevet præsenteret spørgende “kan der være en anden 

mulighed ?” “Kan det ses på en anden måde ?” “kan der have været en anden 

hensigt med sagsbehandlers udtalelse ?” 

Der kan være en fordel i at møde brugerne i andre rammer en værestederne. 

Der har derfor været hjemmebesøg i de tilfælde, hvor brugerne har ønsket det. I 

starten var det indtrykket, at de brugere der blev besøgt hjemme forekom mere 

åbne omkring deres egen situation og fremkom med mere gennemtænkte holdninger 

og refleksioner om deres opfattelse af tilbud og muligheder som misbrugere 

og socialt dårligt fungerende, men det har vist sig at med tilliden og trygheden 

kommer også disse sider frem hos de deltagere, der ikke er besøgt i 

hjemmet. 

For brugeren betyder mødet med personalet meget for deres oplevelse af, om 

de får de ydelser, de har krav på og dermed også i forhold til deres følelse af, at 

retssikkerheden er opfyldt. I forholdet til udstødte gruppen er der flere væsentlige 

forudsætninger, der skal være opfyldt for, at der kan etableres en solid kontakt 

til de personer, der tilhører udstødtegruppen og det er uanset om der er tale 

om misbrugere eller psykisk syge. 

Forudsætningerne er at ville målgruppen, med tid, tro på ressourcer, ærlighed 

og kendskab til kultur og baggrund. Som centrale elementer i etableringen af 

kontakt har det været vigtigt, at møde brugerne på deres præmisser og med 

spørgsmålet Hvem er du ? ikke så meget udtrykt som et formuleret spørgsmål, 

men udtrykt som en interesse i forhold til at lære brugeren at kende ikke blot 

som misbruger men som en person der indebærer andet og mere end misbrug. 

13 Ressource er nødvendige for at bryde social isolation og forandre tilværelsen ved egen kraft De fleste 

i målgruppen oplever, at de ikke har tilstrækkelige ressourcer til at indgå i “ normale sammenhænge” - 

men de forekommer ressourcestærke i forhold til mange andre områder af tilværelsen. _ 

149

Spørgsmålene i forhold til brugerne må ikke komme som mekaniske udtryk eller 

udtryk for, at ville handle eller at tage over i forhold til brugerens problemstillinger, 

men som et udtryk for at der er en oprigtigt interesse for, at vide hvem 

brugeren er og kende de behov brugeren formulerer,. Målgruppen beskriver 

selv at have brug for oplevelsen af at have handle og valg muligheder 

I nogle tilfælde har det været vanskeligere at opnå tilfredsstillende kontakt, men 

indtrykket er, at den deltagerkreds, der er udvalgt til såvel interviews som kontaktgruppe 

er stabilt og godt etableret og selvom der i perioder går længere tid 

mellem kontakterne til brugerne bliver projektmedarbejder mødt positivt. 

Der kunne let opstå en risiko for, at kun oplagte og interesserede personer 

kommer til at indgå som deltagere i projektet. Dermed ville vi ikke få kendskab 

til særlige problemstillinger for den gruppe, som er præget af særlig mistro og 

mistillid. 

Netop på grund af denne risiko har der været særlig fokus på en lille gruppe 

personer, som blev vurderet til at nære relativ stor mistro/mistillid til personale 

fra det offentlige og som har udvist modstand mod at indgå i undersøgelsen. 

Disse personer blev der i startfasen kun etableret en svag kontakt til og det var 

nødvendigt at gøre en indsats for at oparbejde et tillidsrum før disse personer 

ønskede at medvirke i interview . Kontaktfasen hos disse personer bygger på 

det meget individuelle og fremgangsmåden var at lade den enkeltes interessefelt 

styre et samtaleforløb. Til indledning drejer samtalen sig om aktuelle begivenheder, 

et tv indslag, interesse for sport, en oplevelse, vittighed og lignende. 

Der er også en bevidsthed i forhold til at en eventuel mistillid eller afvisning i 

forhold til kontakt kan skyldes projektmedarbejders person og ikke nødvendigvis 

er et udtryk for en generel mistro til det offentlige. I de tilfælde er udgangspunktet 

for kontaktforsøg altid baseret på at aflæse brugerens kropssprog, der kan 

skifte mellem at vise en svag åbenhed for så meget hurtigt at skifte til klar afvisning. 

Det respekteres når brugeren viser at der ikke er ønske om samtale eller 

kontakt i forhold til projektmedarbejder. 

Antropolog Bodil Selmer har stået for opbygning af interview skema på baggrund 

af de forhold, der ønskedes besvaret og har metodevejledt i forløbet omkring 

interviews med blandt andet vejledning omkring kvalitet. 


Der har i den forløbne projektperiode ikke været vægtet udvikling af det tværsektorielle 

samarbejde Det hænger sammen med at brugerne har været placeret 

stærkt i fokus i forhold til at opnå kendskab til deres erfaringer og oplevelser 

i mødet med den kommunale forvaltning. Men der har i perioden været etableret 

kontakt til relevante samarbejdsparter. Herunder blandt andet de frivillige organisationer, 

der kunne bidrage med oplysninger som brugernes talerør, men 

også med relevant viden. Udveksling af erfaringer og udvidelse af aktiviteter 

150

forventes inddraget og øget i den kommende periode, hvor næsten 1 års erfaringer 

omkring bisidderfunktion i det frivillige regi opsamles. 

I forhold til de kommunale væresteder har samarbejdet fungeret som en udveksling 

af erfaringsgrundlag og har som sådan været udbytterigt for projektet. 

Der har fra værestedernes side været stor interesse for at inddrage indhøstede 

erfaringer i forbindelse med udvikling af nye samarbejdsinitiativer. I forhold til 

psykiatriområdet har også de erfaringer som psykiatriområdet er i besiddelse af 

været en god kilde for projektmedarbejder. 

I forhold til sagsbehandlerens funktionsområde er det som tidligere nævnt under 

status hensigten i den kommende projektperiode at udbrede, inddrage og omsætte 

de indvundne erfaringer i Århus Kommune. 

5. Sociale handleplaner, koordinationsplaner og udskrivningsaftaler. 

se redegørelse side 11 & 12 

6. inddragelse af brugere og pårørende 

Der har ikke i den forløbne periode været fokus på udvikling af samarbejde og 

inddragelse af pårørende. Der henvises til overvejelser i afsnit om opstillede 

succeskriterier og status side 5-10. 

Der er i tilfælde hvor det er vurderet hensigtsmæssigt 14 blevet opfordret til at 

benytte pårørende som bisiddere. 

Metode til netværksafdækning er afprøvet i forhold til en person i en brugergruppe 

der er betegnet som skrøbelig og sårbar med lavt selvbillede og som 

derfor ikke tåler indsigtsskabende metoder, hvilket denne metode må betegnes 

som. Det er aftalt at metoden afprøves i forhold til yderligere to personer i forskellige 

kategorier Den ene person forekommer at til en vis grad at have selvindsigt. 

Han er god til at reflektere og udtrykker både stærke og svage sider hos 

sig selv. Han har en god kontakt til de tætteste af sine pårørende. Det drejer 

sig om familie, der har rimelige ressourcer men dog belastet af forskellige familiemæssige 

problemer. Pågældende havde meget stor modstand på skemaets 

udformning og ønskede mere konkrete spørgsmål at forhold sig til. Han påpeger 

desuden at det ikke er en kommunal opgave at hjælpe folk med netværk 15 

Desuden er skema afprøvet i forhold til en person med meget ringe selvindsigt 

som ikke evner at reflektere over egen rolle og holdninger og adfærd. Han har 

14 udfra en samlet vurdering af kontakten med den pårørende Den væsentligste overvejelse har været 

vurdering i forhold til baggrund og kultur i misbrugsmiljø. 

15 citat “ Det er ikke en kommunal opgave at hjælpe folk med netværk. Det må folk sgu selv finde ud af. 

De kan bare tage sig sammen” 

151

forholdsvis god kontakt til enkelte pårørende. Der er tale om pårørende, der 

vurderes at have svage ressourcer. 

Personen i den sidstnævnte kategori havde ikke problemer med at forholde sig 

til netværksafdækningen, men generelt er der tale om et skrøbeligt netværk og 

hvor ressourcer overvejende relaterer til personale. 


Udgangspunktet for retssikkerhedsprojektet er at Retssikkerhedslovens ikrafttræden 

kan ses som en retsliggørelse af allerede gældende principper omkring 

sagsbehandling. Det vil sige at der i behandlingen af en sag opnås størst mulig 

sikkerhed for at forvaltningens indgreb eller afgørelser er lovlige og rigtige, men 

også at behandlingen af en sag ikke af borgeren opleves som vilkårlige. 

For de svagest stillede hænger retssikkerhedsforståelsen i høj grad sammen 

med følelser og bliver dermed i høj grad individuelt orienteret, præget af baggrund, 

kultur, hidtidige erfaringer med at blive hørt og forstået, men også i forhold 

til om den svagest stillede forstår den anvendte sprogkode, beslutninger og 

begrundelser. 

Erfaringerne i den forløbne periode har vist at en stor andel af gruppen blandt 

de svagest stillede, som retssikkerhedsprojektet har etableret kontakt med har 

en oplevelse af, at retssikkerheden ikke er opfyldt, selvom den materielle retssikkerhed 

er opfyldt. Det er indstillingen at scenen skal sættes i forhold til at 

sagsbehandlerne ser mulighederne i lovgivningen og den enkelte. 

Projektet ønsker derfor at afprøve metoder i forhold til, hvorledes det kan sikres 

at brugeren medvirker konstruktivt og aktivt i behandlingen af egen sag. Men 

også hvordan forvaltningen i langt højere grad kan matche indsatsen i forhold 

til den enkelte brugers sammensætning af problemer og behov, således at retssikkerhedsloven 

ikke alene er opfyldt, men også opleves opfyldt af den enkelte 

borger. Der følges op gennem beslutninger og prioriteringer og blandt andet 

etableres parløb omkring indførelse af arbejdsevnemetoden, hvor erfaringer i 

retssikkerhedsprojektet får indflydelse på at sikre at retssikkerhedselementet får 

vægt ved indførelsen af den nye metode. 

De faglige forudsætninger i Projektet er en projektleder med juridisk baggrund 

og dermed ekspertisen omkring de retssikkerhedsmæssige elementer og desuden 

anvarlig i forhold til udstødte områdets organisering. Projektmedarbejderen 

har socialrådgiver baggrund med et bredt erfaringsgrundlag indenfor arbejdet 

med de svagest stillede grupper i samfundet. Der er desuden tilknyttet en antropolog 

til projektet som evaluator og sparringspartner. Der er tilknyttet styregruppe 

med repræsentanter fra det Sociale Brugerråd, Socialcenter Centrum, 

Psykiatriområdet og Misbrugscentret 

I projektet er såvel faglig som personlig supervision til projektmedarbejder vægtet. 

Den personlige supervision bliver ydet af fast tilknyttet psykolog. Desuden 

152

yder antropolog Bodil Selmer faglig supervision i forhold til undersøgelser, metode 

og dokumentation og Bodil Selmer har udarbejdet skema til interviews. 

Formidling og omsætning af de erhvervede erfaringer planlægges udført ved 

hjælp fra Bodil Selmer og eksterne undervisere. Men det anses også for vigtigt, 

at trække på eksisterende kræfter i kommunen. Der lægges vægt på, at omsætningen 

skal ske gennem learning by doing princippet. Begrundelsen herfor 

er inspireret af Grundtvig. “Det er først når folk omsætter det de har lært, at man 

kan se om de har lært det.” 

8. & 9. Retssikkerheden for de svagest stillede metodeudvikling 

og anbefalinger 

Som det fremgår af projektbeskrivelsen og det foregående handler dette projekt 

om, at implementere metoder til oplevelse af større retssikkerhed for de svagest 

stillede, generelt på alle områder. Dette er delvis i modsætning til de øvrige 

projekter, hvor der forekommer at være en tilknytning især til et projekt eller en 

foranstaltning. Der kan derfor ikke i vores projekt i Århus på nuværende tidspunkt 

siges mere om omsætningen af de indhøstede erfaringer og anvendelse 

af metoder end, hvad der fremgår af foranstående. 

Det vi har opnået i projektets 1. år er, at vi har fået en afdækning af problemet 

og opfattelse af mulige metoder til afhjælpning af problemerne. Dette er sket 

via feltarbejdet med dokumentation af metoder og mål herfor, samt ved anvendelse 

af den tilknyttede antropologs viden. Vi har således en klar forudsætning 

for at vide, at vi har den nødvendige baggrund for at kunne tilføre implementeringen 

af arbejdsmetoderne den nødvendige retssikkerhedsdimension, der synes 

noget underrepræsenteret i “arbejdsevnemetoden”. Vi har endvidere baggrunden 

for at udvikle bolig- og handleplansskema og metode ved boligområdet 

og handleplansarbejdet i det hele taget. Dette vil være opgaven i år 2002 

Projekleder Palle Eli Jensen 

Projektmedarbejder Bitten Thykær Christensen 

153

Projekt ”Retssikkerhed for de svagest stillede” - Servicestyrelsen

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?