Læs hele artiklen fra "Revision & Regnskabsvæsen" nr. 4, 2011 her

Hæftelsesgennembrud 

i et konkurrenceretligt perspektiv 

1. Indledning 

I Danmark er det selskabsretlige udgangspunkt i relation til kapitalselskaber 

(eksempelvis aktieog anpartsselskaber), at selskabsdeltageren 

(herunder aktionæren eller anpartshaveren) ikke hæfter med andet og 

mere end dennes indskud i selskabet. 1 Dette er kendt som princippet 

om selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse. I praksis opretholdes 

udgangspunktet imidlertid ikke rigoristisk, hvilket har katalyseret en 

indgående debat i den juridiske litteratur om, hvorvidt og i hvilket 

omfang princippet om selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse kan 

og bør indskrænkes til fordel for selskabets kreditorer. Et forhold der 

ofte betegnes hæftelsesgennembrud. 2 Særligt har debatten fokuseret 

på eksistensen af en generel ulovhjemlet adgang til at pålægge selskabsdeltageren 

hæftelse udelukkende på baggrund af dennes status 

som (med)ejer af selskabet. 

Af advokat Jakob Gellert, Kromann Reumert, og 

advokat Thomas Klausen, Kromann Reumert 

Nært beslægtet med debatten om hæftelsesgennembrud er spørgsmålet 

om, hvorvidt et moderselskab kan pålægges bøde (og derved 

hæfte strafferetligt) for sit datterselskabs lovovertrædelse. Udgangspunktet 

i dansk ret er utvivlsomt, at dette ikke er tilfældet, men i lyset 

af den EU-retlige konkurrenceretspraksis synes det alligevel relevant 

at undersøge, hvorvidt dansk konkurrenceret indeholder en særlig 

adgang til at straffe et moderselskab for dets datterselskabs konkurrencelovsovertrædelser. 

På EU-plan har Kommissionen og Den Europæiske Unions Domstol 

(”Domstolen”) i en lang række sager over mange år nemlig 

gennembrudt princippet om, at en selskabsdeltager ikke hæfter for 

selskabets forpligtelser. Der findes således talrige sager på EU-plan, 

hvor et moderselskab er pålagt at hæfte for en overtrædelse begået af 

datterselskabet. Dette er bl.a. sket på baggrund af, at pligtsubjektet i 

de EU-konkurrenceretlige forbudsbestemmelser er centreret omkring 

begrebet ”virksomhed”, der ikke er begrænset af selskabsretlige konstruktioner. 

Den danske konkurrencelov forbyder tilsvarende ”virksomheder” at 

deltage i konkurrencebegrænsende aftaler og at misbruge en dominerende 

markedsposition. 3 Begrebet ”virksomhed” 4 omfatter i henhold 

til lovbemærkningerne til konkurrenceloven ”enhver økonomisk aktivitet, 

der foregår i et marked for varer og tjenesteydelser”, hvor ”valget af 

selskabsform ikke er afgørende”. 

En mulig fortolkning af konkurrencelovens forbudsbestemmelser 

forekommer således at være, at et moderselskab og dets datterselskab 

udgør én samlet ”virksomhed”, og at et moderselskab efter dansk 

konkurrenceret derfor kan straffes for datterselskabets konkurrencestridige 

adfærd – uden skelen til moderselskabets adfærd. 5 Dette ville 

svare til princippet i EU-konkurrenceretten. 

Indholdsmæssigt er dansk og EU-konkurrenceret tilnærmelsesvis 

identiske, og det er derfor interessant, om den danske konkurrenceretlige 

regulering indeholder adgang til at pålægge et moderselskab straf 

udelukkende på baggrund af dennes (med)ejerskab af datterselskabet, 

64 Hæftelsesgennembrud i et konkurrenceretligt perspektiv 

Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2011

Revision & Regnskabsvæsen nr. 4 · 2011 

Selvom selskabsdeltagere alene 

hæfter med deres indskud, jages 

kapitalen fra mange sider. 

Hæftelsesgennembrud i et konkurrenceretligt perspektiv 

65

uagtet at dette vil stride med det selskabsretlige princip om selskabsdeltagerens 

begrænsede hæftelse. 

I det følgende vil det blive undersøgt og vurderet, om det efter 

dansk konkurrenceret er muligt at gennembryde den selskabsretlige 

hæftelsesbegrænsning, og derved pålægge en selskabsdeltager hæftelse, 

under henvisning til selskabets overtrædelse af konkurrencereglerne. 

Dette vil ske med baggrund dels i de begrænsede muligheder 

for hæftelsesgennembrud generelt i dansk ret og dels med baggrund i 

EU-konkurrencerettens regler. 

2. Hæftelsesgennembrud i dansk ret 

2.1 Det lovgivningsmæssige udgangspunkt 

I henhold til § 1, stk. 2, i selskabsloven hæfter selskabsdeltageren 

(uanset om denne måtte være en fysisk eller juridisk person) ikke personligt 

for kapitalselskabets forpligtelser, men alene med sit indskud. 6 I 

forhold til koncernkonstruktioner indebærer den begrænsede hæftelse 

således, at koncernselskaberne som udgangspunkt hæfter særskilt. 

Den begrænsede hæftelse er baseret på ønsket om en afbalancering 

af muligheden for afkast og risikoen for tab ved selskabets insolvens 

for henholdsvis selskabsdeltageren og selskabets kreditorer. Eksempelvis 

indebærer den begrænsede hæftelse, at en selskabsdeltager kan 

foretage passive investeringer i selskabet – hvorved selskabets behov 

for billig likvid kapital tilgodeses – uden nødvendigvis at deltage aktivt 

i ledelsen af selskabet. 7 

Det er vanskeligt at forestille sig, at dette ville være muligt uden den 

begrænsede hæftelse. Ved at fremme incitamentet til at foretage investeringer, 

stimuleres den erhvervsmæssige vækst. Derfor har begrænsningen 

af selskabsdeltagerens hæftelse historisk været afgørende, ikke 

blot for kapitalselskabernes succes, men tillige for den samfundsmæssige 

udvikling. 

2.2 Alment anerkendte muligheder for at gennembryde 

princippet om den begrænsede hæftelse 

Det er klart, at princippet om begrænset hæftelse kan gennembrydes 

i tilfælde af, at selskabsdeltageren specifikt indgår aftale herom. En 

sådan kontraktuel hæftelse foreligger eksempelvis, hvis selskabsdeltageren 

kautionerer for selskabets forpligtelser. 

Det er tillige klart, at selskabsdeltageren kan blive pålagt ansvar over 

for selskabet eller dettes kreditorer efter de almindelige principper om 

erstatning uden for kontrakt. Et sådant ansvar er kodificeret i eksempelvis 

selskabslovens §§ 361 8 og 362 og vil typisk følge af, at selskabsdeltageren 

gennem sin aktive deltagelse i selskabet har forårsaget et 

tab for selskabet (og dermed dettes kreditorer) og følgelig kan bebrejdes. 

Selskabsdeltageren har aldrig pligt til at være aktiv i selskabet, og 

et erstatningsansvar kan derfor ikke opstå ud aF det rene ingenting. 

For en passiv investor er et erstatningsansvar således som overvejende 

hovedregel udelukket. 9 

I overensstemmelse med det foregående er en selskabsdeltager, hvis 

denne har modtaget midler i strid med selskabslovens regler, forpligtet 

til at tilbagebetale disse, såfremt selskabsdeltageren har indset eller 

burde have indset, at udbetalingen var ulovlig, jf. selskabslovens § 

194. 

Også misbrug af selskabskonstruktionen eller omgåelse af lovgivningen 

vil efter omstændighederne kunne bevirke, at princippet om selskabsdeltagerens 

begrænsede hæftelse gennembrydes, jf. eksempelvis 

UfR 1980.806V, UfR 1992.858H, UfR 1998.166Ø og UfR 1999.326Ø. 

Konkurslovens kapitel 8 indeholder tillige regler om, at dispositioner 

af enhver art truffet før selskabets konkurs kan omstødes og evt. føre 

til erstatning. Selskabsdeltageren kan efter disse regler efter omstændighederne 

blive pålagt hæftelse for disse dispositioner. 10 

Endelig kan en selskabsdeltager blive pålagt at hæfte for selskabets 

forpligtelser, såfremt selskabsdeltageren og selskabet ikke i tilstrækkelig 

grad har holdt deres formuer (aktiver og passiver) adskilte. Når den 

formelle selskabskonstruktion således ikke modsvares af en reel driftsmæssig 

adskillelse, kan der under særlige omstændigheder altså foretages 

en egentlig tilsidesættelse af selskabets juridiske selvstændighed. 

Hæftelsen, der ofte betegnes som identifikation 11, er bl.a. set anvendt i 

sagen UfR 1997.1642H, Midtfyns Festival, jf. nedenfor. 12 

Der findes altså en række typetilfælde, hvor både domstole og 

litteratur anerkender et behov for, såvel som en adgang til, at gennembryde 

det lovfæstede princip om kapitalselskabsdeltagerens begrænsede 

hæftelse. Med andre ord er afvejningen af hensynet til hhv. 

selskabsdeltageren og selskabets kreditorer konkret faldet ud til kreditorernes 

fordel. I alle disse tilfælde er afgørelserne dog baseret enten 

på klar lovhjemmel eller anerkendte retsgrundsætninger. 

2.3 En generel ulovhjemlet hæftelsesgennembrudsadgang? 

Det er i litteraturen omdiskuteret, hvorvidt der uden for de førnævnte 

tilfælde gælder en generel ulovhjemlet adgang til at gennembryde 

princippet om begrænset hæftelse. 

Denne debat har blandt andet skyldtes, at det kan være vanskeligt 

at se det rimelige i, at selskabsdeltageren kan tørre hæftelsen for selskabets 

forpligtelser af på dettes kreditorer udelukkende som følge af 

den juridiske struktur – dette til trods for, at selskabsdeltageren fortsat 

er velbeslået og via generalforsamlingen er selskabets øverste myndighed. 

13 Dette er særligt tilfældet, hvis selskabsdeltageren er eneejer. 

Inspireret af især amerikansk, engelsk og tysk ret har visse teoretikere 

plæderet for, at der i dansk ret eksisterer en generel ulovhjemlet adgang 

til at pålægge en selskabsdeltager hæftelse for selskabets forpligtelser 

eller handlinger uden hensyntagen til, om selskabsdeltageren 

kan siges at have påtaget sig eller at være ifaldet en sådan hæftelse. 14 

I engelsksprogede jurisdiktioner er et sådant ulovhjemlet hæftelses- 



ansvar kendt under betegnelsen ”piercing the corporate veil”. I disse 

jurisdiktioner kan doktrinen anvendes i ekstraordinære situationer og 

har som sit primære formål at forhindre misbrug af selskabskonstruktionen. 

15 

Højesterets dom i sagen UfR 1997.1642H, Midtfyns Festival, er ofte 

blevet inddraget som argument for eksistensen af en doktrin om ulovhjemlet 

hæftelsesgennembrud i dansk ret. 16 

Højesteretsdommerne B. Dahl og J. Nørgaard har i en kommentar til 

dommen karakteriseret den som ”den første danske højesteretsdom om 

gennembrudshæftelse”. 17 I litteraturen er dette ofte blevet taget til indtægt 

for, at der i dansk ret faktisk eksisterer en generel ulovhjemlet adgang 

til at gennembryde selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse. 18 

B. Dahls og J. Nørgaards karakteristik må imidlertid ses i sammenhæng 

med den anvendte definition af begrebet hæftelsesgennembrud, 

19 der ikke blot omfatter de ulovhjemlede hæftelsesgennembrudstilfælde, 

men tillige de alment anerkendte muligheder for 

at gennembryde princippet om den begrænsede hæftelse som følge 

af klar lovhjemmel eller retsgrundsætninger, jf. herom ovenfor. Andre 

teoretikere anlægger en langt mere restriktiv definition af begrebet. 20 

Man har altså i litteraturen tilsyneladende diskuteret eksistensen af 

en doktrin, hvis definition man imidlertid ikke har været enige om. 

Spørgsmålet om, hvorvidt definitionen af begrebet hæftelsesgennembrud 

forudsætter lovhjemmel eller ej, er naturligvis essentielt i denne 

forbindelse, og B. Dahls og J. Nørgaards karakteristik af dommen kan 

og bør derfor ikke anvendes blindt i denne sammenhæng. 

Dommen synes rettelig at være udtryk for det tidligere omtalte identifikationsbegreb, 

der nok er en ulovhjemlet adgang til at gennembryde 

selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse, men som er alment 

anerkendt i såvel litteratur som af domstolene. 2122 

Efter vores opfattelse findes der derfor ikke på nuværende tidspunkt 

klare holdepunkter i dansk praksis for eksistensen af en generel ulovhjemlet 

adgang til at gennembryde det selskabsretlige princip om 

selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse – og derved pålægge selskabsdeltageren 

ansvar, endsige straf, for selskabets handlinger eller 

forpligtelser – udover de alment anerkendte, jf. ovenfor. 23 

2.4 Strafferetligt ansvarssubjekt 

Som indledningsvis nævnt er den selskabsretlige hæftelsesgennembrudsproblemstilling 

nært forbundet med spørgsmålet om, hvorvidt 

en selskabsdeltager kan ifalde strafansvar for selskabets handlinger. 

Dette er reguleret i straffelovens kapital 5 (Strafansvar for juridiske 

personer). 

Straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., der indgår i straffelovens kapitel 

5, bestemmer, at ”Strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der 

inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes 

en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske 

person som sådan.” 


Straffelovens § 27, stk. 1, 1. pkt., forstås traditionelt således, at et 

moderselskab ikke kan straffes for datterselskabets overtrædelser. 

Dette illustreres i sagen UfR 2001.777H, hvor Telia A/S var tiltalt for 

at have overtrådt markedsføringslovens § 6, stk. 1, ved at have reklameret 

med ulovlig tilgift. Markedsføringen var ikke foretaget af Telia 

A/S, men af datterselskabet Telia Telecom A/S. I dommen udtalte Højesteret: 

”Sø og Handelsretten har lagt til grund, at den i anklageskriftet 

beskrevne markedsføring ikke er foretaget af Telia A/S, men af datterselskabet 

Telia Telecom A/S. Ved bedømmelsen af den ulovlige markedsføring 

er der ikke grundlag for at identificere Telia A/S med Telia Telecom A/S 

eller for at pålægge Telia A/S et ansvar for medvirken. Der er herefter ikke 

grundlag for at anse markedsføringen for begået inden for Telia A/S’s virksomhed, 

jf. straffelovens § 27.” 24 

Dommen indikerer, at Højesteret ikke mener, at der findes en generel 

ulovhjemlet adgang til at pålægge selskabsdeltageren strafansvar 

– og derved strafferetlige retsfølger – for selskabets handlinger. 

3. Konkurrenceretlige perspektiver 

3.1 Indledning 

I lyset af ovenstående skal det undersøges, om det hæftelsesgennembrud, 

der er udviklet i EU-konkurrenceretten for bøder, kan overføres 

til dansk konkurrenceret, eller om dansk konkurrenceret må fortolkes i 

overensstemmelse med de almene principper og regler som er belyst 

ovenfor. Mere konkret skal det altså undersøges, om et moderselskab 

kan straffes og pålægges bøder for datterselskabets overtrædelse af 

konkurrenceloven. 

I dansk konkurrenceretlig praksis synes der ikke at have været eksempler 

på egentlig hæftelsesgennembrud og sanktioner mod et 

moderselskab, og det er for så vidt heller ikke et emne, der har været 

drøftet i forbindelse med lovrevisioner, herunder den seneste revision 

af konkurrenceloven, der vedtoges i april 2010. 

Når spørgsmålet så alligevel forekommer relevant, skyldes det dansk 

konkurrencerets meget nære sammenhæng med EU-konkurrenceretten. 

Indholdet af de konkurrenceretlige forbud – ”hvad er tilladt, og 

hvad er ikke tilladt” – er således i praksis stort set identiske efter dansk 

og EU-konkurrenceret. Dette, kombineret med et stadigt stigende 

ønske fra myndighedsside om, at det danske strafniveau skal hæves, 

aktualiserer spørgsmålet. 

Den danske konkurrencelov peger ikke på, at der er udvidede muligheder 

for hæftelsesgennembrud. Straffebestemmelsen i konkurrencelovens 

§ 23 henviser i § 23, stk. 3, således til, at reglerne i straffelovens 

kapitel 5 generelt finder anvendelse. 

Udgangspunktet er som nævnt, at et moderselskab ikke kan straffes 

for datterselskabets overtrædelser, jf. straffelovens § 27, stk. 1, 1. 

pkt. Spørgsmålet er så imidlertid, om dette forholder sig anderledes 

på konkurrencerettens område, grundet kravet om EU-konformitet og 


67

det nævnte virksomhedsbegreb, eller om det danske strafferetlige udgangspunkt 

også gælder konkurrenceret. 

For en stillingtagen hertil præsenteres i det følgende i overordnet 

form EU-konkurrencerettens indhold i relation til hæftelsesgennembrud. 

Herefter belyses og analyseres indholdet af dansk lovgivning, og 

i den forbindelse forsøges også taget stilling til, hvorledes hæftelsesgennembrud 

kan eller ikke kan komme til udtryk i forskellige selskabskonstruktioner 

og overdragelsesscenarier. 

3.2 EU-konkurrenceret 25 

3.2.1 Indledning 

EU-konkurrenceretten er både berømt og berygtet for sine til tider 

enorme bøder. Bedømt på antallet af sager er fokus hos EU-Kommissionen, 

der er den europæiske konkurrencemyndighed, primært på 

kartelsager. 26 

Spørgsmål og problematikker om moderselskabshæftelse, forstået 

således at et moderselskab pålægges bøde for datterselskabets overtrædelse, 

er en efterhånden helt standardmæssig del af kartelsagerne. 

Kommissionen udsteder meget ofte bøder ikke blot til det (datter) 

selskab, der har deltaget i et kartel, men også til datterselskabets moderselskab. 

Udover at moderselskabet dermed hæfter direkte for bøden, har involveringen 

af moderselskabet også betydning for bødestørrelsen, idet 

bødens størrelse i betydelig omfang er afhængig af den pågældende 

virksomheds omsætning. 27 

3.2.2 Virksomhedsbegrebet 

Udgangspunktet for EU-konkurrencerettens forbudsregler er, at disse 

retter sig mod virksomheder. 28 

Hvad der udgør en ”virksomhed” er ifølge EU-praksis et økonomisk 

og ikke et juridisk begreb. En ”virksomhed” er derfor ikke nødvendigvis 

lig én juridisk person, men kan også bestå af to eller flere juridiske 

personer, herunder f.eks. et moderselskab og dets datterselskab(er). 

Lidt forsimplet udtrykt er det således ikke den juridiske struktur, men 

den økonomiske realitet, der er afgørende. 

EU-konkurrencereglerne skal – som navnet selvsagt antyder – finde 

anvendelse i EU. For en mere praktisk betragtning indebærer ovennævnte 

virksomhedsbegreb, at konkurrencereglerne ikke bliver 

uforholdsmæssigt udfordret af det forhold, at EU-medlemslandenes 

selskabslovgivninger er forskellige. Tilgangen gør således, at EUkonkurrencereglerne 

ikke skal tilpasses efter eller er afhængig af 

selskabsformerne i medlemslandene, men kan springe dette led over, 

og finde anvendelse i overensstemmelse med de økonomiske realiteter. 

29 

I praksis arbejder Kommissionen derfor således, at den identificerer 

den juridiske enhed, der har begået en overtrædelse og herefter ”arbejder 

sig opad”, således at også relevante moderselskaber er omfattet. 

3.2.3 Visse typetilfælde 

I praksis bliver moderselskabshæftelse efterhånden berørt i enhver 

kartelsag, og i det følgende skal kort opsummeres de praktiske konsekvenser 

heraf i nogle mere typisk forekommende tilfælde. 

Det mest ligefremme tilfælde af hæftelsesgennembrud forekommer, 

når et 100 % ejet datterselskab har begået en overtrædelse af EU’s 

konkurrenceregler. Domstolens praksis viser, at et moderselskab i et 

sådant tilfælde også er ansvarligt for datterselskabets overtrædelse. 30 

I en sådan situation lægges således til grund, at moderselskabet har 

udøvet bestemmende indflydelse over datterselskabet. Det gør i den 

forbindelse ingen forskel, at moderselskabet hverken havde kendskab 

til, endsige havde tilskyndet, overtrædelserne. Moderselskabet kan 

dog undgå straf, såfremt moderselskabet konkret kan bevise, at det 

ikke udøvede bestemmende indflydelse over datterselskabet. I praksis 

har denne byrde, der altså er et udtryk for omvendt bevisbyrde, dog 

vist sig meget svær at løfte. 31 

Også i tilfælde hvor et moderselskab ejer mindre end 100 % af aktierne 

i datterselskabet, er der mulighed for hæftelsesgennembrud. I 

tilfælde hvor ejerskabet er næsten 100 %, sidestilles dette med 100 % 

ejerskab. I takt med at ejerandelen falder, er det dog en stigende betingelse 

for hæftelsesgennembrud, at det bevises, at moderselskabet 

rent faktisk havde en bestemmende indflydelse over datterselskabet, 

og også andre faktorer end ejerandelen vil i den forbindelse blive inddraget 

i vurderingen af, om moder- og datterselskabet udgør én og 

samme ”virksomhed”. 

Særlige problemstillinger rejser sig i forbindelse med virksomhedsoverdragelser. 

Hvis selskab A har deltaget i et kartel fra 2001–2008 og pr. årsskiftet 

2006/2007 blev solgt af sin gamle ejer selskab B til den nye ejer selskab 

C, opstår spørgsmålet om B og/eller C kan holdes ansvarlige for 

A’s overtrædelse og i givet fald i hvilket omfang. 

Et andet tilfælde kan forekomme, hvor A er ophørt med kartelaktiviteter 

i 2006 og i 2007 sælges fra B til C – kan C da også risikere et 

hæftelsesgennembrud? Og har det nogen betydning, om der er tale 

om aktie- eller en aktivoverdragelse? 

Spørgsmålene og kombinationsmulighederne er mange og komplicerede, 

og ikke alle spørgsmål er endnu fuldt besvaret. 

Overordnet forholder det sig dog således, at hvert moderselskab 

hæfter for den periode, hvori moderselskabet ejede datterselskabet. 32 

I det første scenarie ovenfor betyder det, at A og B i fællesskab hæfter 

og straffes for overtrædelsen i perioden fra 2001–2006, mens A og C 

i fællesskab straffes for perioden for 2007–2008. I det andet scenarie 

straffes A og B begge for hele perioden, mens C ikke straffes. 33 



En købervirksomhed kan dog ikke altid vide sig sikker, uanset at den 

positivt ved, at de ulovlige aktiviteter er ophørt på overdragelsestidspunktet. 

Et eksempel på dette kan forekomme, når selskab C ved en aktivoverdragelse 

køber hele eller en del af virksomhed B (der før overdragelsen 

havde begået en overtrædelse). Det følger her af EU-praksis, 

at C i visse tilfælde kan pålægges bøde, uanset at C ikke ejede de pågældende 

aktiver på tidspunktet for overtrædelsen. Kommissionen vil 

således gå vidt for at sikre sig, at gennemførsel af en aktivoverdragelse 

ikke medfører, at en virksomhed gøres immun over for tidligere – ikke 

forældede – overtrædelser. 


Selv ved aktivoverdragelser, og herunder sågar også ved køb ud af et 

konkursbo, skal man som køber altså udvise agtpågivenhed i forhold 

til tidligere eller aktuelle konkurrencelovsovertrædelser. 

3.3 Dansk konkurrenceret 

Præcis i hvilken udstrækning og i hvilke tilfælde EU-konkurrenceretten 

indebærer hæftelsesgennembrud er ikke ganske afklaret, men det er 

helt sikkert, at hæftelsesgennembrud og bødesanktionering af moderselskaber 

sker i vid udstrækning. 

Spørgsmålet er herefter, om disse principper også gælder efter dansk 

SKAGEN Fondene – et råd 

dine kunder vil elske dig for 

Siden start i 1993 har vi leveret 

over 16 % i gennemsnitligt årligt 

afkast efter omkostninger i vores 

tre aktiefonde. 

Vi kommer gerne ud til dig og din virksomhed 

og giver en ufor pligtende introduktion til 

SKAGEN Fondene. Kontakt os og hør mere! 

Ved kåringen af Årets Investeringsforening blev vi 

nr. 1 i 2007 og 2009 samt nr. 2 i 2008 og 2010 

Kunsten at anvende sund fornuft 

Thomas Lund, formuerådgiver 

Direkte tlf. 33 41 76 55 

Kontakt os for mere 

information på 70 10 40 01 

Jonas Rasmussen, formuerådgiver 

Direkte tlf. 33 41 76 53 

Historiske afkast er ingen garanti for fremtidige afkast, som vil afhænge af bl.a. markedsudviklingen, forvalternes dygtighed og fondens risiko. Afkast kan blive negativt som følge af kurstab. 


69

konkurrenceret, således at et moderselskab også kan straffes for sit 

datterselskabs overtrædelse af konkurrenceloven. 34 

3.3.1 Reglerne i Konkurrenceloven 

Konkurrencelovens centrale forbudsbestemmelser findes i §§ 6 og 11, 

der forbyder henholdsvis konkurrencebegrænsende aftaler og misbrug 

af dominerende stilling. Konkurrencelovens § 23 bestemmer, at overtrædelse 

af §§ 6 og 11 kan straffes med bøde. Alle tre bestemmelser 

benytter begrebet ”virksomheder”, herunder også straffebestemmelsen 

i § 23. 

Konkurrenceloven indeholder ikke nogen nærmere definition af, 

hvorvidt ”virksomhed” kan omfatte en eller flere juridiske personer, 

og heller ikke i konkurrencelovens forarbejder bliver spørgsmålet om, 

hvorvidt der er udvidet adgang til hæftelsesgennembrud, besvaret. 35 

Som nævnt indledningsvis er der imidlertid bemærkninger i lovforarbejderne, 

der peger i retning af, at man konkurrenceretligt ikke lægger 

vægt på den juridiske enhed, men på den økonomiske aktivitet. 

Som også nævnt ovenfor, og uddybet nedenfor, henviser konkurrencelovens 

§ 23 dog til straffelovens almindelige regler vedrørende straf 

pålagt juridiske personer (dennes kapitel 5). 

3.3.2 Dansk konkurrenceretlig praksis 

Sammenlignet med EU-praksis er det danske antal konkurrencestraffesager 

beskedent, men der har dog været et ikke helt ubetydeligt 

antal bødesager vedrørende overtrædelse af konkurrencereglerne. 

Ikke desto mindre fremstår spørgsmålet om moderselskabshæftelse 

eller hæftelsesgennembrud tilsyneladende mere eller mindre uberørt i 

dansk praksis. 

Der findes ikke tilfælde, hvor et datterselskabs overtrædelse af 

konkurrencereglerne har betydet, at både datterselskabet og moderselskabet 

er straffet for overtrædelsen. Derimod findes i hvert fald ét 

tilfælde, hvor spørgsmålet om virksomhedsoverdragelse og eventuel 

succession i strafansvaret har været berørt. Denne sag synes dog ikke 

at gå videre end det, der også er set på andre særlovsområder 36: 

Dommen, der er optrykt i UfR 2005.2343Ø, er en af de mange sager 

vedrørende det såkaldte elkartel fra 1990’erne. Et selskab (A) straffes 

i dommen for at have overtrådt konkurrencereglerne. Det fremgår 

af dommen, at det i hvert fald for en del af perioden var et andet 

koncernforbundet selskab (B), der havde deltaget i overtrædelserne. B 

var imidlertid blevet fusioneret ind i A og ophørt at eksistere. På den 

baggrund opstod spørgsmålet, hvorvidt A kunne straffes for de overtrædelser, 

der var begået af B. 

Såvel byret som landsret dømte A for overtrædelserne 37. Dommen 

kan imidlertid dårligt anses som meget mere end en eksemplificering 

af, at et strafansvar i visse tilfælde kan følge med ved en fusion, hvilket 

allerede blev fastslået i blandt andet U 1983.1105 V (en ”ikke-konkur- 

rencerets-sag”), og kan således ikke tages til indtægt for en udvidet 

adgang til hæftelsesgennembrud inden for konkurrencereglerne. 

3.3.3 Er hæftelsesgennembrud muligt i dansk konkurrenceret? 

Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt hæftelsesgennembrud – uagtet 

det endnu ikke ses at have fundet sted – er muligt inden for dansk 

konkurrenceret. 

Den umiddelbart mest oplagte støtte for, at hæftelsesgennembrud 

bør være muligt, er den nævnte meget nære sammenhæng mellem 

dansk og EU-konkurrenceret, og herunder det almindelige princip om 

EU-konformitet. På mange punkter er de to således ikke blot beslægtet, 

men kan nærmest betegnes som et enægget tvillingepar. 38 

Særligt det forhold at både EU- og den danske konkurrencelovgivning 

adresserer ”virksomheder”, og ikke udtrykkeligt begrænser 

virksomhedsbegrebet til én juridisk enhed taler for, at EU-tilgangen til 

straf overføres til dansk ret. 

Vil man argumentere for en udvidet adgang til moderselskabshæftelse 

kan endvidere fremhæves det mere politiske synspunkt, at en 

manglende adgang til hæftelsesgennembrud kunne fremstå som en 

begrænsning af muligheden for effektivt at håndhæve konkurrencereglerne. 

Her kan de meget forskellige bødeniveauer også inddrages, for 

mens EU-bøderne for overtrædelse af konkurrencereglerne som nævnt 

kan være astronomiske, er det danske bødeniveau fortsat i et helt andet 

og meget lavere niveau, og der er formentlig ikke nogen danske bøder, 

der decideret har truet et (datter)selskabs eksistensgrundlag. Dette har 

også betydet, at det rent praktisk ikke har været nødvendigt at have en 

moderselskabshæftelse, da datterselskabet selv kan betale bøden. Hvis 

det danske bødeniveau stiger, som det trods alt forventes, kan det i højere 

grad blive relevant med moderselskabet som hæftende. 

Trods ovennævnte synspunkter må det imidlertid betragtes som særdeles 

tvivlsomt, om en dansk domstol vil have hjemmel til at idømme 

et moderselskab en bøde for et forhold, der alene er begået af datterselskab. 

Selvom forskellen kan forekomme formel, er en væsentlig forskel på 

dansk og EU-konkurrencerettens sanktioner således, at en EU-bøde 

er en administrativ sanktion, mens en dansk bøde er en strafferetlig 

sanktion. 

For EU-konkurrencerettens vedkommende udtrykkes i forordning 

1/2003 således direkte i art. 23, stk. 5, at ”Beslutninger i henhold til stk. 

1 og 2 [om bødepålæggelse] har ikke strafferetlig karakter.” Dette er 

utvivlsomt en ringe trøst for en virksomhed, der modtager en bøde 

på flere hundrede millioner euro, og det er da også i høj grad diskutabelt, 

om det er hensigtsmæssigt at have administrative sanktioner i 

denne størrelsesorden. 

Under alle omstændigheder er EU-systemet på netop dette punkt 

lodret modsat det danske system. I Danmark er det således utvivlsomt, 

at en bøde for overtrædelse af konkurrencereglerne er en 



strafferetlig sanktion. At en konkurrencelovsovertrædelse skal straffes 

i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser i straffeloven 

følger som nævnt således direkte af konkurrencelovens § 23, stk. 3, 

der bestemmer, at ”Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) 

strafansvar efter reglerne straffelovens kapitel 5”. 

I dansk sammenhæng – i modsætning til i EU-systemet – er det 

derfor helt afgørende, at danske domstole er nødsaget til at iagttage 

grundlæggende strafferetlige principper også i forbindelse med uddeling 

af konkurrenceretlige bøder, og et af disse principper følger som 

nævnt af straffelovens § 27, stk. 1 om ansvarssubjektet. 

Det forekommer helt rimeligt at forstå straffelovens § 27, stk. 1 

således, at et moderselskab, der ikke har været involveret i et datterselskabs 

lovovertrædelse, ikke kan straffes for dette, og som nævnt er 

dette også den traditionelle opfattelse. 

I en Rigsadvokatsmeddelse fra 1999 (RM 5-1999: Meddelelse om 

valg af ansvarssubjekt i sager om virksomhedsansvar) udtales om 

moder/datterselskabsforhold i sin helhed således også meget kontant: 

”Hvis der begås en overtrædelse i et datterselskab, skal ansvaret gøres 

gældende over for dette selskab og ikke moderselskabet, ligesom ansvar 

for moderselskabets overtrædelser gøres gældende over for dette og 

ikke datterselskabet.” En rigsadvokatmeddelelse er ikke bindende for 

domstolene, men udtrykker i hvert fald en meget klar tolkning af strafferettens 

indhold på dette punkt. Udtalelsen er blevet mødt med kritik 

som værende forsimplet, men står fortsat ved magt. 

Efter vores opfattelse må hensynet til EU-konformitet og øvrige synspunkter, 

der taler for en udvidet adgang til hæftelsesgennembrud, 

derfor vige for de almindelige danske strafferetlige principper. Når der 

ikke er udtrykkelig hjemmel i konkurrenceloven til det modsatte, kan 

moderselskabshæftelse derfor ikke finde sted i dansk konkurrenceret. 

Sammenhængen med EU-konkurrenceretten berettiger efter vores 

opfattelse således ikke til en udvidelse af muligheden for hæftelsesgennembrud. 

En bødestraf kan derfor kun pålægges den juridiske person, 

der rent faktisk har begået overtrædelsen, og dette uanset om pågældende 

juridiske person har en økonomisk nær sammenhæng med 

andre juridiske personer. 

3.3.4 Typetilfælde 

Ovennævnte indebærer, at spørgsmålet om hæftelsesgennembrud 

kun sjældent bliver relevant efter dansk konkurrenceret. 

Spørgsmålet om, hvorvidt én virksomhed kan straffes for en anden 

virksomheds overtrædelse af konkurrenceloven, kan dog stadig have 

interesse i visse tilfælde af virksomhedsoverdragelse. Uden for overdragelsestilfældene 

vil der derimod ikke være anledning til at tale om 

hæftelsesgennembrud. 39 

I det følgende gennemgås på den baggrund nogle typetilfælde 


100 % ejet datterselskab 

Det følger direkte af konklusionen ovenfor, at et moderselskab 

A ikke kan straffes for konkurrencelovsovertrædelser 

begået af A’s 100 % ejede datterselskab B. 40 

På dette punkt er dansk konkurrencelovgivning således 

næsten lodret modsat EU-konkurrenceretten. 

Datterselskab ejet mindre end 100 % 

EU-konkurrenceretten giver også mulighed for at straffe 

moderselskaber, der ejer mindre end 100 % af et datterselskab. 

Når et moderselskab efter dansk konkurrenceret ikke kan 

straffes for et 100 % ejet datterselskabs overtrædelser, er 

dette så meget desto mere også tilfældet for et selskab 

ejet med mindre end 100 %. 

Virksomhedsoverdragelser 

Har selskab A overtrådt konkurrencereglerne, og sælges 

aktierne i A fra selskab B til selskab C, vedbliver A selvsagt 

at være ansvarlig for sin overtrædelse. I modsætning til i EUkonkurrenceretten 

er B eller C efter dansk ret imidlertid ikke 

eksponeret for også at blive mødt med bødeansvar. 

Som det fremgår af domspraksis nævnt ovenfor vil der derimod 

kunne ske et skifte af ansvarssubjektet i det tilfælde, 

hvor A og B fusionerer med B som det fortsættende selskab. 

Dette er dog som nævnt blot udtryk for det almindelige 

universalsuccessions-princip. 

Tilbage står så spørgsmålet, om en aktiv-overdragelse fra 

A til B kan medføre, at B straffes for tidligere overtrædelser 

begået af A ud fra devisen om, at ”virksomheden” A 

stadig findes, nu blot som en del af B. 

På sin vis kan hævdes, at i det tilfælde, hvor ejerkredsen 

bag A og B er den samme, ville dette reelt svare til fusionstilfældet. 

Det kan ikke afvises, at dette synspunkt vil få 

støtte af domstolene, men dette bør under alle omstændigheder 

være begrænset til tilfælde, hvor overdragelsen 

netop sker for at undgå strafansvar, eller der i øvrigt er 

tale om omgåelseshensyn. Det må antages, at muligheden 

for at straffe køber i alle tilfælde har undtagelseskarakter, 

der skal begrundes i særlige omstændigheder, og under 

alle omstændigheder er reserveret til tilfælde, hvor straf af 

den sælgende virksomhed ikke er mulig. Der er imidlertid 

ikke grundlag for at antage, at denne mulighed/risiko er 

større for så vidt angår konkurrenceretlige overtrædelser 

end andre typer af overtrædelser. 

Endvidere vil det efter vores opfattelse være stridende 

mod de grundlæggende strafferetlige principper at straffe 

det købende selskab (B) for overtrædelser begået af det 

selskab, der er købt aktiver fra (A), hvis ejerkredsen bag de 

to ikke er sammenfaldende. 


71

4. Sammenfatning & Konklusion 

Det er et grundlæggende princip, at en selskabsdeltager i kapitalselskaber 

alene hæfter med sit indskud. I den danske selskabsret og 

lovgivning i øvrigt findes enkelte snævre undtagelser hertil, men princippet 

er den helt klare og altovervejende hovedregel. 

Dansk og EU-konkurrenceret har en meget nær sammenhæng, og i 

EU-konkurrenceretten er det helt integreret og sædvanligt, at et moderselskab 

også pålægges bøder for konkurrenceovertrædelser alene begået 

af datterselskabet. Spørgsmålet er derfor, om der også inden for dansk 

konkurrenceret findes en udvidet adgang til hæftelsesgennembrud. 

Det kan imidlertid konkluderes, at et hæftelsesgennembrud, hvis 

begrebet isoleret set forstås som straf af et moderselskab for datterselskabets 

overtrædelse, ikke er muligt efter dansk konkurrenceret. Dette 

ville være i strid med almindelig dansk strafferet, og en så afgørende 

udvidelse af strafansvaret vil nødvendiggøre en lovændring. 

Der er eksempler på, at et selskab i forbindelse med en fusion kan 

straffes for en overtrædelse begået af et andet selskab, der efterfølgende 

var indgået i førstnævnte. Anvendelsesområdet for denne strafadgang 

er dog ikke bredere inden for konkurrenceretten end inden for 

andre retsområder. 

Noter 

1. Jf. eksempelvis § 1, stk. 2, i lov nr. 470 af 12. juni 2009 om aktieog anpartsselskaber 

(”selskabsloven”). Også andre virksomhedstyper kan have begrænset 

hæftelse, eksempelvis et andelsselskab med begrænset hæftelse (A.m.b.a.) eller 

et selskab med begrænset hæftelse (S.m.b.a.), jf. eksempelvis § 3, 1. pkt., i lov 

om erhvervsdrivende virksomheder. Erhvervsankenævnet har i sin kendelse, 

j. nr. 97-200.218, fastslået, at der i erhvervsdrivende virksomheder foreligger 

ubegrænset hæftelse, medmindre det fremgår af vedtægterne, at hæftelsen 

er begrænset. Stiftelsen af en virksomhed med begrænset ansvar forudsætter 

ydermere mindst 2 deltagere. I modsat fald er der tale om en enkeltmandsvirksomhed, 

hvor selskabsdeltageren pr. definition hæfter personligt. Dog findes i 

selskabsloven særlig hjemmel til stiftelse af et enkeltmandsselskab med begrænset 

hæftelse, jf. dennes § 24. 

2. Undertiden anvendes i litteraturen betegnelsen ansvarsgennembrud som 

synonym til begrebet hæftelsesgennembrud. Henset til begrebets nære sammenhæng 

med princippet om begrænset hæftelse – og idet doktrinen i og for 

sig forudsætter, at der ikke nødvendigvis kan statueres ansvar i formel forstand 

– har vi i denne artikel valgt at anvende begrebet ”hæftelsesgennembrud”. 

3 Jf. konkurrencelovens § 6 og § 11. 

4 Eller ”erhvervsvirksomhed” som omtales i konkurrencelovens § 2, stk. 1. 

5 En sådan fortolkning synes underbygget af, at lovbemærkningerne fastslår, at 

”[i] overensstemmelse med hidtidig praksis er begrebet erhvervsvirksomhed 

således defineret bredt for at kunne modsvare en dynamisk erhvervsudvikling”. 

6 Dette er en gentagelse og præcisering af den tidligere aktieselskabslovs og den 

tidligere anpartsselskabslovs § 1, stk. 2. 

7 Omvendt beskyttes kreditorernes interesse i at selskabet ikke tømmes – hvorved 

kreditorerne risikere at lide tab – gennem selskabslovens kapitalbeskyttelses- og 

erstatningsansvarsregler, herunder selskabslovens § 119 (kapitaltab), Selskabslovens 

§§ 179 ff. (udlodning), selskabslovens kap. 22 (erstatning mv.), reglerne 

om selskabers regnskab og revision, konkurslovens regler, osv. 

8 Selskabslovens § 361 anvendes overfor selskabsdeltageren, såfremt denne har 

deltaget i den faktiske ledelse af selskabet. 

9 Undtagelsesvist kan selskabsdeltageren bebrejdes for ikke blot sine culpøse 

handlinger men tillige sine culpøse undladelser, eksempelvis UfR 1999.1080V, 

hvor en anpartshaver, der blokerede for lovpligtig kapitalforhøjelse, fandtes at 

handle ansvarspådragende. Se desuden Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber 

– aktieog anpartsselskabsret, 2003, side 128. 

10 Desuden kan nævnes sambeskattede selskabers skattehæftelse i selskabsskattelovens 

§ 31. 

11 E. Werlauff forklarer identifikationsbegrebet således: ”identifikation indebærer, at 

de der gennem identifikation rammes af hæftelsesgennembrud, stilles, som om 

selskabets retssubjektivitet var borte og der i stedet forelå et consensusdomineret 

personselskab med ubegrænset hæftelse for deltagerne.”, jf. Erik Werlauff, 

Selskabsmasken, 1991, side 58. 

12 Identifikationsbegrebet er opstået gennem retspraksis og hviler som sådan ikke 

på lovhjemmel. Denne adgang til at gennembryde selskabsdeltagerens begrænsede 

hæftelse er imidlertid almindelig anerkendt i dansk ret, hvorfor identifikation 

af hensyn til systematikken i denne artikel holdes adskilt fra ”en generel 

ulovhjemlet hæftelsesgennembrudsadgang”, jf. nedenfor. 



13 B. Gomard, Aktieselskaber og anpartsselskaber, 5. omarbejdede udgave, 2006, 

side 105 f. 

14 Eksempelvis mener E. Werlauff tilsyneladende ikke, at det er betænkeligt at fravige 

hæftelsesbegrænsningen i den tidligere aktieselskabslovs § 1, stk. 2, idet en 

sådan ville have undtagelsens karakter, jf. Erik Werlauff, Selskabsmasken, 1991, 

side 172 ff. og side 513 pkt. 8, 10 og 11. 

15 Søren Friis Hansen og Jens Valdemar Krenchel, Dansk selskabsret 1, 2. udgave, 

2006, side 136. 

16 Sagen omhandlede Midtfynsfestivalen, der i midten af firserne – efter i en årrække 

at være drevet under initiativ af A – blev reorganiseret således, at festivalaktiviteterne 

blev lagt ind under selskabet Midtfyns Festival af 10.6.1985 ApS 

(”Festivalselskabet”), medens retten til restaurationsvirksomhed og handel mv. 

Den mobile revisor 

- et koncept fra Inventio.IT baseret på Dynamics C5 AuditPlus, C5 Online og 

Hosted Desktop tilpasset revisors behov for effektivitet, fleksibilitet og 

mobilitet 

Standard 

kontoplaner 

Revisor 

Eksport 

Igangværende 

arbejder 

Simulering 


Optimeret 

kundebogføring 

Magnus 

Årsafslutning 

C5 Online 

Moms 

Anlæg 

Perioderapportering 

Timesag 

på festivalpladsen blev forpagtet ud til selskabet P.V.F. af 01.02.81 ApS (”Restaurationsselskabet”). 

A ejede 35 % af Festivalselskabet og 100 % af Restaurationsselskabet, 

der igen ejede 20 % af Festivalselskabet. Restaurationsselskabet var 

altså såvel selskabsdeltager som søsterselskab til Festivalselskabet. Efter nogle 

år gik Festivalselskabet konkurs og bl.a. Told & Skat stod tilbage med udækkede 

krav. Told & Skat rettede følgelig dette krav mod Restaurationsselskabet. 

Højesteret fandt, at der måtte ses bort fra selskabskonstruktionen, og Restaurationsselskabet 

blev derfor pålagt at hæfte for Festivalselskabets gæld til Told & 

Skat. Derimod fandt Højesteret ikke, at As økonomi var sammenblandet med 

Festivalselskabet økonomi. A (ved A´s enke) blev derfor frifundet for hæftelse 

over for Told & Skat. 

17 UfR 2000B.399. 

Ressource 

planlægning 

Inventio.IT A/S Lyskær 3 EF Cedervej 2 Tlf. 70 26 98 99 www.inventio.it 

2730 Herlev 8462 Harlev Fax 70 26 98 97 info@inventio.it 

Budget 

C5 AuditPlus anvendes af mere end 2000 

revisorer og er et af markedets mest udbredte 

brancheløsninger. C5 AuditPlus håndterer alt 

omkring regnskab, klientbogføring, årsafslutning 

samt den interne timesagsstyring 

- det er effektivitet. 

C5 Online er Danmarks mest anvendte økonomisystem. 

C5 Online sikre både din kunde og dig 

som revisor adgang døgnet rundt fra enhver PC 

med internetadgang 

- det er fleksibilitet. 

Pris fra 149,-/mdr. 

Hosted Desktop sikre dig høj stabilitet og 

sikkerhed til en fast månedlig ydelse. Slip for 

besværet og overlad driften af din server og 

programmer til Inventio.IT og få adgang til dine 

data døgnet rundt uanset lokalitet 

- det er mobilitet. 

Se meget mere på www.auditplus.dk eller 

www.c5online.nu 


73

18 Jf. til støtte herfor tilsyneladende Christian Schwartz-Hansen, Fordele og ulemper 

ved et hæftelsesgennembrudsinstitut i dansk koncernret, NTS 2001:4, 

side 434. Jesper H. Nielsen karakteriserer ligeledes dommen som et eksempel 

på hæftelsesgennembrud uden dog at definere begrebet, jf. kandidatafhandlingen 

Identifikation mellem koncernselskaber fra Aalborg Universitet, 2008, 

side 18 (hvor Erik Werlauf er anført som vejleder). Modsat Søren Friis Hansen 

og Jens Valdemar Krenchel i Dansk selskabsret 1, 2. udgave, 2006, side 138. 

Se tilsvarende Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber, 2003, side 132 og 

Paul Krüger Andersen, Aktie- og anpartsselskabsret, 9. reviderede udgave, 

2006, side 499 ff. P. K. Andersen, påpeger dog den ulovhjemlede hæftelsesgennembrudsadgang 

ved identifikation. Dette er i og for sig korrekt, men 

identifikation anses af hensyn til systematikken i denne artikel for en alment 

anerkendt retsgrundsætning. 

19 Begrebet defineres i kommentaren som en ”mulighed for at pålægge en tredjemand 

at hæfte for et selskabs gældsforpligtelse”, jf. UfR 2000B.399. Altså 

omfatter den anvendte definition ikke blot de ulovhjemlede hæftelsesgennembrudstilfælde, 

men tillige de alment anerkendte muligheder for at gennembryde 

princippet om den begrænsede hæftelse som følge af klar lovhjemmel eller 

retsgrundsætninger, jf. ovenfor. I overensstemmelse hermed forstår vi begrebet 

som enhver mulighed – lovhjemlet såvel som ulovhjemlet – for at gennembryde 

princippet om selskabsdeltagerens begrænsede hæftelse. 

20 Eksempelvis definerer S. F. Hansen og J. V. Krenchel hæftelsesgennembrud som, 

”at en domstol efter en konkret vurdering, uden lovhjemmel, tilsidesætter princippet 

om begrænset hæftelse, således at en eller flere af et selskabs kreditorer 

får adgang til at rette et krav, der oprindeligt bestod mod selskabet, mod dets 

selskabsdeltagere i stedet.” (vores fremhævelse). 

21 Af samme grund har vi af hensyn til artiklens systematik valgt at omtale begrebet 

under afsnittet om alment anerkendte muligheder for hæftelsesgennembrud 

(herunder ulovhjemlet identifikation) frem for dette afsnit, der omhandler 

en generel ulovhjemlet hæftelsesgennembrudsadgang. 

22 I sin afgørelse henviser Højesteret bl.a. til, at der var foretaget indbyrdes ulige 

fordeling af risici for tab og muligheden for at generere overskud, at opdeling i 

to forskellige selskaber ikke opretholdtes udadtil, at begge selskaber var under 

ledelse af A, at forpagtningsafgiften var særdeles fordelagtig for Restaurationsselskabet. 

Altså klare indikationer på at opdelingen i to separate selskaber var mere 

en formalitet end en realitet – og at selskabernes midler var sammenblandet. 

Afgørelsen synes derfor baseret på det alment anerkendte identifikationssynspunkt, 

frem for at være udtryk for (anden) ulovhjemlet hæftelsesgennembrud. 

Se i overensstemmelse hermed Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber – aktieog 

anpartsselskabsret, 2003, side 131. Tilsvarende Paul Krüger Andersen, Aktieog 

anpartsselskabsret, 9. reviderede udgave, 2006, side 471. 

23 B. Gomard opsummerer retspraksis således: ”Ingen dansk dom synes at have 

pålagt et moderselskab ansvar for datterselskabets gæld, alene fordi moderselskabet 

reelt har ledet datterselskabet eller fordi moderselskabet har svækket eller 

udelukket en mulig, normal eller ønskelig konsolidering ved at have modtaget 

udbytte fra datterselskabet [..] eller udlodning efter likvidation […], eller fordi 

kreditor var ufrivillig kreditor eller tvangskreditor som en skadelidt med et deliktskrav 

eller skattevæsenet”, jf. Bernhard Gomard, Aktieselskaber og anpartssel- 

skaber, 5. omarbejdede udgave, 2006, side 107. I overensstemmelse hermed se 

Søren Friis Hansen og Jens Valdemar Krenchel, Dansk selskabsret 1, 2. udgave, 

2006, side 139. Se desuden pkt. 2.2.2.1.2 i betænkningen til selskabsloven, betænkning 

nr. 1498 af november 2008. 

24 Dommen er i tråd med straffelovsrådets betænkning 1289, s. 119, fra 1995. 

25 EU-konkurrencerettens systematik og retspraksis er behandlet i en lang række 

juridiske fremstillinger. Blandt andet kan henvises til Bellamy & Child, European 

Community Law of Competition, 6th Edition, s. 103ff., Faull & Nikpay, The EC 

Law of Competition, 2nd edition, s. 993ff og Levinsen, Konkurrenceloven med 

kommentarer, 3. udgave s. 1432f. 

26 Ses derimod på størrelsen af bøderne kan de (færre) bøder, der er udstedt for 

misbrug af dominerende stilling dog sagtens holde trit. 

27 Udregningen af bødebeløb skal ikke behandles nærmere her, men det kan som 

et aspekt nævnes, at EU-lovgivningen indeholder et bødeloft på 10 % af virksomhedens 

omsætning. I koncerner kan det derfor have enorm betydning om 

dette loft skal beregnes i forhold til det enkelte datterselskabs omsætning eller i 

forhold til den samlede koncernomsætning. 

28 Traktatens art. 101 og 102. Tilsvarende bestemmes i art. 23 i forordning 1/2003 

at virksomheder kan straffes for overtrædelse. Tilsvarende sprogbrug anvendes i 

den danske konkurrencelov jfr. nedenfor. 

29 Det siger sig selv, at dette naturligvis er en forsimplet udlægning, da forståelse 

af selskabskonstruktioner mv. utvivlsomt udgør en betydelig del af arbejdet i en 

kartelsag, men tilgangen minimerer i al fald risikoen for, at national selskabslovgivning 

udgør en stopklods for konkurrencereglerne. 

30 Den eksisterende praksis herom fra Kommissionen og Retten (Retten i Første 

Instans) blev definitivt bekræftet af Domstolen i sag C-97/08 Akzo Nobel NV v. 

Kommissionen. Praksis er blevet og bliver til stadighed udfordret, men står fortsat 

ved magt. I Rettens dom i Sag T-24/05 om Alliance One m.fl af 27. oktober 

2010 blev et af flere moderselskaber grundet konkrete omstændigheder, mens 

det ultimative moderselskab pålægges (fuld) bødestraf. Frifindelsen er ikke udtryk 

for en ændret tilgang til spørgsmålet om hæftelsesgennembrud, men viser 

hvad der skal til for at afkræfte formodningen om at 100 % ejerskab medfører 

bestemmende indflydelse. 

31 Dette lykkedes dog for et af moderselskaberne i Rettens dom i Sag T-24/05 om 

Alliance One m.fl af 27. oktober 2010. Reelt gavnede frifindelsen ikke koncernen 

meget, idet det pågældende selskab, var moderselskab til det selskab, der 

havde begået overtrædelsen, men det var ikke det ultimative moderselskab. 

Det ultimative moderselskab blev dømt, og da bødebeløbet pålagt koncernen 

forblev det samme, var der som helhed ikke meget vundet for koncernen. 

32 Forudsat der i øvrigt er grundlag for hæftelsesgennembrud, jfr. beskrivelsen 

heraf ovenfor. 

33 Dvs. A og B kan pålægges bøde, mens C ikke kan pålægges bøde. Konkurrenceretligt 

er det principielt uinteressant, om det så er A eller B, der betaler bøden. 

Al den stund, at A ikke længere ejer B, der nu er ejet af C, vil det i praksis naturligvis 

være meget interessant, på hvilke vilkår A er overdraget mellem B og C og 

om det er A eller C, der i sidste ende skal bære den økonomiske byrde. 

34 Det skal i den forbindelse understreges, at danske virksomheder skal overholde 

såvel danske som EU konkurrenceregler. Indholdsmæssigt er regelsystemerne 



som nævnt, stort set ens, og afgørende for om en given overtrædelse henhører 

under dansk eller EU konkurrenceret er, om denne har samhandelspåvirkning 

eller ej. Det, der belyses i det følgende, er om overtrædelser omfattet af Konkurrenceloven 

også kan berettige til hæftelsesgennembrud. 

35 Derimod har det i lovforarbejderne flere gange været behandlet, hvorvidt og i 

hvilket omfang det danske bødeniveau skulle svare til EU bøderne. 

36 Jf. f.eks. UfR 1983.1105V om en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen. 

37 Byretten udtalte i dommen følgende, der blev stadfæstet af landsretten: ”Det 

følger af praksis, at princippet om universalsuccession også finder anvendelse for 

offentligretlige krav, blandt andet bødeansvar efter arbejdsmiljølovgivningen. I U 

1983.1105 V samt i en utrykt kendelse fra Gentofte Ret af 18. september 1989 

blev det tillagt afgørende betydning, at det ophørte selskab reelt videreførtes 

inden for rammerne af det fusionerede selskab, således at fusionen ikke kunne 


Mindre papir og mere tid... 

sidestilles med en likvidation. T, København A/S, videresendte automatisk alle licitationer 

til T A/S, da det var det kontor, der stod for beregningerne og tilbudsafgivelserne. 

Der blev derfor ikke ændret på personkredsen ved fusionen. Retten 

finder derfor, at bødeansvaret hjemlet i konkurrenceloven må opfattes som en 

økonomisk driftsrisiko, der skal skærpe agtpågivenheden. Bødeansvaret er derfor 

ikke bortfaldet ved en fusion som den stedfundne.” 

38 Udover at konkurrencelovens forbudsbestemmelser er affattet næsten ordret 

som sine pendanter i EF Traktaten er også en mængde anden EU konkurrencelovgivning 

inkorporeret i dansk ret, og Konkurrencestyrelsens afgørelser henviser 

i meget vidt omfang også til EU praksis. 

39 Bortset fra de alment anerkendte muligheder herfor, jf. ovenfor. 

40 Det forudsættes i den forbindelse selvsagt, at A ikke selv var involveret i overtrædelsen, 

men at denne alene udførtes af B. 

XBRL og elektronisk dokumenthåndtering er også en del af 

den totale revisorløsning IT Revisor 

Papirløse løsninger 

• Elektronisk dokumenthåndtering: Elektronisk arkivering af e-mails og indscannede dokumenter har i 

flere år været en del af IT Revisor. 

• XBRL – digital aflevering af regnskaber med indlejret PDF – integreres nu i IT Revisor. 

Ægte brancheløsning 

• IT Revisor er bygget fra bunden med revisors behov for øje, og er ikke et tilpasset standard ERP 

program. Du handler direkte med producenten, og løbende udvikling sikrer dig, at Danmarks mest udbredte 

branchesystem også lever op til fremtidens krav. 

Total løsning 

• IT Revisor understøtter processerne i revisionsfirmaet, og indeholder alle de integrerede værktøjer, 

der tilsammen sikrer optimal kvalitet og effektivitet i revisors arbejde. IT Revisor omfatter bredere og 

dybere funktionalitet for revisor end noget andet branchesystem. 

Focus på revisorer i mere end 35 år 

• Focus IT a/s har altid haft revisorer som primært fokusområde, og sådan vil det blive ved med at være. 

• Som kunde abonnerer du på en komplet service: 

Hotline adgang med revisoruddannede konsulenter giver dig en professionel rådgivning og vejledning, 

og en kompetent udviklingsafdeling sørger for løbende ajourføring, forbedringer og udvidelser. 

www.focus-it.dk • info@focus-it.dk • Hundtofte 14 • 5771 Stenstrup • Telefon 62 21 53 53 


75

Læs hele artiklen fra "Revision & Regnskabsvæsen" nr. 4, 2011 her

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?