8 - Grønt Miljø

manglende bark, masser af
frugtlegemer og en revne der
var mindst et halvt år gammel.
Skovdistriktet der ejede træet,
havde en politik om tilsyn
af træer langs offentlige veje,
men havde overset dette træ.
Der blev indgået forlig om erstatning,
så der foreligger ingen
dom, men Landsretten tilkendegav
dog at der ville blive
afsagt dom om erstatning hvis
der ikke blev indgået forlig.
I 2001 blev en landmand
nær Viborg idømt erstatningsansvar
da et træ i hans poppelhegn
faldt ud over en vej
og forårsagede en trafikulykke
hvor bilisten blev lam. Resten
af poplerne blev fældet kort
tid efter.
Syns- og skønsmanden mente
ud fra stødene at flere af
træerne var svækkede ved basis,
også det væltede træ. Et
stykke tid før var der væltet et
andet træ ved siden af. Det
burde have fået ejeren til at
indse at træerne kunne vælte,
8
og at denne risiko skulle vurderes,
f.eks. ved tilkaldelse af
en fagperson. I så fald kunne
ulykken været undgået. Det
blev understreget i byretten -
og senere i landsretten - at
ejere af høje træer ud til offentlige
veje skal føre omhyggeligt
tilsyn for at afværge risikoen
for alvorlige uheld.
I 2004 kom endnu en sag da
en bøg i en skov væltede ud
over en vej ved Espergærde i
Nordsjælland. Træet ramte lige
foran en bil som fik store
materielle skader, men der var
dog ingen personskade. Skovfogeden
som havde ansvaret
for skovbrynet, kunne på basis
af sin årlige besigtigelse fortælle
at træet ikke havde vist
tegn på svækkelse. Ingen kronesymptomer
eller frugtlegemer
var således til stede et
halvt år før træet væltede.
I dette tilfælde var det
kæmpeporesvamp (Meripilus
giganteus) der havde forårsaget
råd i de afgørende rødder
Resterne af ulykkestræet fra 1988 hvor en bilist blev ramt af en bøg
med kulsvamp. Svampen var blevet overset ved tilsynet af træerne langs
den offentlige vej. Foto J. Koch.
Året efter at bøgen ved Espergærde faldt, kom frugtlegemer af kæmpeporesvamp
op rundt om stødet. Men da svampen ikke var synlig før
ulykken, kunne ejeren ikke bebrejdes træets dårlige stabilitet.
som forankrede træet. Normalt
vil der være tydelige
frugtlegemer ved basis af angrebne
træer. Naturstyrelsen,
der ejede træet, blev frikendt
med den begrundelse at de
havde udført tilstrækkeligt tilsyn
og ikke kunne have forudset
at træet ville vælte når der
ikke var tydelige symptomer.
Væk fra vejene
De tre ældre sager har sammen
med den nye Åløkke-sag
klargjort retspraksis for farlige
træer langs offentlige trafikerede
veje. Det er dog sandsynligt
at den samme retspraksis
også gælder de grønne områder
som parker og kirkegårde
samt publikumsfaciliteter i
skovene som f.eks. naturlegepladser,
bålsteder, bænke og
parkeringspladser. Det er ikke
rimeligt at brugerne af f.eks.
en park eller en legeplads skal
se sig om og vurdere om det
er farligt at opholde sig på
arealet. Vi må dog understrege
at dette er vores personlige
vurdering, og der findes ingen
klar retspraksis.
Går man derimod ud i skoven,
naturen og landskabet,
færdes man ifølge naturbeskyttelsesloven
på eget ansvar.
Får man en gren eller et træ i
hovedet eller hvis ens hest forsvinder
i et bundløst hul, er
det i princippet bare ærgerligt
- bortset fra at de fleste lodsejere
nok vil føle et vist moralsk
ansvar for gæsternes sikkerhed.
På skovveje med adgang
forbudt for kørsel gælder
så vidt vides også den al-
mindelige regel om ’eget ansvar’,
men tæt færdsel af fodgængere
eller cyklister kan
måske øge tilsynspligten.
Lov om erstatningsansvar
Udgangspunktet for retspraksis
er erstatningsansvarsloven
der bl.a. forpligter ejere og
forvaltere af træer til at afværge
forudsigelige ulykker. I
en retssag er det derfor afgørende
om man med forventelig
faglighed som lodsejer bør
kunne forudse at et ulykkestræ
vil vælte eller knække.
Hvis man ikke fører tilsyn eller
har et mangelfuldt tilsyn,
og et eller flere af træerne er
åbenlyst farlige, så pådrager
man sig et erstatningsansvar
hvis der sker en ulykke. Hvis
man ikke reagerer på advarsler
om at et træ er farligt, vil
man også have et erstatningsansvar
hvis der sker en ulykke -
uanset advarslen kommer fra
egne medarbejdere, fra træet
selv (f.eks. en tabt gren) eller
fra folk udefra.
En acceptabel reaktion er
ikke nødvendigvis fældning,
men f.eks. at vurdere træets
tilstand med henblik på at afklare
stabiliteten. Hvis man fører
tilsyn og der ikke er bekymrende
tegn, så anses det
som et hændeligt uheld, hvis
der sker en ulykke. Derfor er
der intet erstatningsansvar. ❏
Se også anmeldelsen af bogen ‘Risikotræer’
side 42.
SKRIBENT
Iben M. Thomsen er seniorrådgiver på
Skov & Landskab, Københavns Universitet
med speciale i svampe på træer.
GRØNT MILJØ 8/2011